TUE MANTONI

om løb

44 år, investor, bestyrelsesformand og -medlem.

JEG SPILLEDE BADMINTON, da jeg var barn, men jeg var ikke noget stort talent, hvis jeg nu skal være helt ærlig. Jeg svømmede også, og da jeg endelig selv måtte vælge, hvilken sport jeg ville gå til, blev det kickboxing. Det gik jeg til i fem år. Hvis jeg fik chancen for at lave noget om, ville jeg spole tiden tilbage til min barndom og dyrke atletik. I dag elsker jeg atletik.

Næste år tager jeg familien med til OL i Tokyo for at se atletik. Jeg kan også sagtens finde på at sidde og se atletik i fjernsynet. Jeg ser selvfølgelig løb. Jeg elsker at se hækkeløb. Jeg elsker at sidde og se en god 5.000 meter. Og en 10.000 meter … Der er mange, som synes, at det er en helt vildt kedelig distance, men jeg bilder mig ind, at jeg har en fornemmelse af, hvor meget det kræver at løbe så ekstremt hurtigt. Der er et helt legendarisk løb i 2003 … VM på Stade de France lige nord for Paris, 5.000 meter … Kenyaneren Kipchoge var 18 år og havde lige vundet junior-VM i
cross og skulle for første gang optræde på den helt store scene mod verdenshistoriens største løbere … Bekele og El Guerrouj. Det blev en legendarisk positionskamp, hvor føringen skiftede hele tiden. El Guerrouj havde en minimal føring indtil fem meter før målstregen, hvor han i ren udmattelse kastede sig frem for tidligt, og Kipchoge nåede at slå ham med fire hundrededele. Jeg kan sagtens finde på at gense den VM-finale, når jeg selv er på løbebåndet, og det interessante er, at jeg bare begynder at løbe hurtigere, når jeg ser Kipchoge flyve af sted. Man får lyst til at skrue op for det hele. Det er fantastisk! Jeg har ikke nogen deciderede helte, jeg dyrker, men Kipchoge er i dag verdens største maratonløber … Det er ham, der skal forsøge at løbe et maraton på under to timer her i efteråret i Wien, efter at han sidste år forsøgte i Milano og missede med 25 sekunder.

Jeg kan godt tage mig selv i at lure lidt på, hvordan de bedste løbere løber. De fleste motionsløbere tager jo for lange skridt og har for lav kadence … Du skal være oprejst og have udstrakt hofte. Du skal gøre dig høj … Føle dig høj. Det er vigtigt, og noget, du især skal tænke over, når du bliver træt og har det med at synke sammen. Det er det, man i løbeterminologien kalder pelvic tilt, altså når dit bækken begynder at rulle, så du løber mere og mere foroverbøjet. Det handler om at have en stærk core med stærke, fremskudte hofter. Du skal rejse kroppen og se ud, som om du er stolt af at være ude at løbe.

Jeg læser en del om løb. Jeg har lige læst en bog om ultraløb. Jeg læser i fagbøger om træning. Der er også en fed podcast, der hedder ’Frontrunner’, som Henrik Them, en meget dygtig dansk løber, står bag. Han har forskellige løbere i studiet, og det er supernørdet og af den grund rigtig, rigtig fedt. Det er sådan noget, jeg kan finde på at høre, når jeg selv er ude og løbe. Jeg er i det hele taget begyndt at lytte en del til podcast, når jeg løber langt. Her den anden dag hørte jeg en forelæsning fra MIT (Massachusetts Institute of Technology, red.) om kunstig intelligens. Det var meningen, at jeg skulle løbe 18 kilometer, men det var så super spændende, at jeg endte med at løbe 27. Jeg nåede bare ind i en zone, hvor jeg blev ved. En god podcast er god benzin.

DET VAR FØRST, da jeg var i 20’erne, at jeg blev en løber. Jeg boede og studerede i New York og satte mig for, at jeg ville løbe et maraton. Det lykkedes mig ikke at få et startnummer til New York City Marathon, men så kom jeg med i New Jersey Shore Marathon, og det var nok, fandt jeg ud af, fordi der ikke var så mange andre, der gad at løbe lige præcis det løb. En af mine venner havde lovet at køre mig ud til startlinjen, men et kvarter efter at vi skulle have mødtes, fik jeg endelig fat i ham … Han var stort set lige kommet hjem fra byen, og så måtte jeg selv finde derud. Jeg var på alle måder ikke særligt godt forberedt. Jo, jeg havde løbet et par lange ture, men jeg vidste grundlæggende ikke en skid om, hvad der skulle til for at løbe et maratonløb. Jeg stillede jo bare op i et par udtrådte gummisko.

New Jersey viste sig at være et out and back-maraton: Du løb langs kysten, indtil du nåede en rundkørsel, og så løb du samme vej tilbage igen. Da jeg nåede ud til rundkørslen, var der en entusiastisk amerikaner, der råbte til mig: ’Hey, you are on track for sub-three hours!’ Jeg havde altså løbet den første halvdel på halvanden time, og det ville jo være en god tid, hvis jeg kunne komme under tre timer i mit første maraton. Men så vendte jeg om og fandt ud af, at jeg havde haft monster medvind på de første 21 kilometer … Jeg havde i øvrigt hverken drukket eller spist noget, så det gik ikke helt efter planen med de tre timer. Det var i 1998.

Første gang, jeg for alvor byggede mig op til et maraton, hvor jeg havde købt et par ordentlige sko, fik styrket min udholdenhed, trænede intervaller og lærte mine forskellige tempozoner i løbet at kende, alt sådan noget, var i 2007 også i New York, men det rigtige New York City Marathon. Jeg løb 2.54, som er en hæderlig tid i New York, hvor der er broer, der stiger og falder, og også lidt stigninger i parken til sidst. Det er et sindssygt fedt maraton.

Tue Mantoni er fotograferet på blåt spor i Rude Skov i Nordsjælland, som er en af hans favorittræningsruter. Det var blandt andet på de stier, at han trænede op til Marathon du Mont-Blanc, som han skulle have løbet for ottende gang i juni i år. Han var i sit livs form, erklærer han, men kort før begivenheden slog han sin albue, så den skulle i slynge, og Mantoni måtte på penicillinkur. Fire uger senere stillede han til start i det 65 kilometer lange trailløb i La Plagne. ”Efter lang tid med 30 grader i Alperne var vejret skiftet, og det var fem grader og regn på toppen, da vi løb. Mine fingre var så stive, at jeg måtte bede nogle tilskuere om at hjælpe mig med at få min regnjakke af og på,” fortæller Tue Mantoni, der sluttede som nummer 17 ud af 2.000 startende, hvilket var nok til at vinde i aldersgruppen +40.

Langærmet T-shirt, Salomon, 400 kr.
Vest, Salomon, 1.400 kr.
Shorts, Salomon, 550 kr.
Sko, Salomon, 1.400 kr.
Kasket, Salomon, 200 kr.

Jeg ved ikke, præcis hvor mange maratoner jeg har løbet, men hvis jeg skal gætte, er det mellem 30 og 40. New York, Boston og en del i England, da jeg boede der … Og, København, selvfølgelig. Jeg har også løbet længere, forskellige ultraløb, blandt andet Ultra-Trail du Mont-Blanc på 165 kilometer. Det kan lyde underligt, men det føles hårdere at træne til et almindeligt maraton på 42 km end et ultraløb, der er længere. Det commitment, det kræver, hvor du i meget lang tid skal tænke over, hvad du spiser og drikker, udover at du skal træne som en gal og være meget fokuseret på at løbe specifikke træningspas med et præcist pace, har jeg efterhånden svært ved at sætte mig op til. Jeg vil jo gerne sætte personlig rekord hver gang, men jeg kan også godt lide at drikke et glas rødvin en gang imellem. I ultraløb har jeg normalt et mål om at havne i topti-procent. Det kræver også en indsats, men træningen er mere varieret.

JEG MENER HELT KLART, at der er en meget tæt forbindelse mellem din fysiske form og dit mentale overskud. Og begge veje i virkeligheden, for hvis du er for stresset og ikke har tilstrækkelig med ro på, så kan du heller ikke levere, hvis du for eksempel skal løbe et maraton. Hvis du er i rigtig god fysisk form, følger det mentale overskud omvendt med. Tidligere havde jeg, hvis jeg skal sige det, som det er, sådan stressende travlt. Dengang var løb nødvendigt for mig, fordi det var en hurtig og effektiv måde at få smidt alle tanker væk … Jeg kunne ikke finde ud af at meditere, og jeg havde simpelthen ikke tålmodighed til yoga. Men på en løbetur … Væk med stress og negative tanker og frem med de gode idéer. Nogle gange sagde Tine, min kone, til mig: ”Du trænger til at løbe en tur!” Og det kunne jeg mærke, at jeg gjorde. Det var en måde at bearbejde ting på.

Det er også på løbeture, at jeg har truffet stort set alle store beslutninger om min karriere. Den repetitive fysiske bevægelse er så naturlig og nem, at du ikke skal tænke over den, og det giver dig mulighed for at bruge al din hjerneaktivitet på at tænke en beslutning godt igennem. Jeg husker løbeturene tidligt om morgenen langs sydsiden af Themsen fra omkring London Eye mod vores hus længere mod vest, omkring Chelsea Bridge og Battersea Park, da jeg skulle finde ud af, om jeg ville forlade McKinsey for at blive kommerciel direktør i Triumph. Triumphs fabrik var brændt ned, og det hele var meget usikkert …

Skulle jeg som 28-årig ofre en fremtid som partner i verdens mest respekterede managementkonsulentfirma for det? Jeg kan også huske en lang løbetur i Oxford ved kanalerne i sammenfletningen mellem Themsen og floden Cherwell. Man kan løbe hurtigt på grusstierne langs kanalerne, specielt medstrøms, og man kan også løbe langt. Det var på disse stier, at jeg trænede til både New York City Marathon og mit første Marathon du Mont-Blanc. Det var den dag, jeg endegyldigt besluttede mig for at sige op som CEO i Triumph efter otte år. Det var nok min sværeste beslutning i karrieren, fordi jeg havde fået en stor mulighed af ejeren John (Bloor, red.), og jeg følte en stor taknemlighed over for ham.

Beslutningen om at sige ja til jobbet som administrerende direktør i Bang & Olufsen blev taget på en løbetur i Queenstown langs bredderne af Lake Wakatipu, som ligger på sydøen af New Zealand. Queenstown er kendt for adventuresport og har nogle af de mest fascinerende bjerg- og naturformationer, jeg har oplevet. Når først kroppen er kommet i gang, kan man blive ved med at løbe, fordi udsigten til de storslåede omgivelser tager fokus væk fra ens egen lillebitte krop. Tine og jeg var sammen med vores to små piger og nummer tre på vej flyttet fra England og var på vej til Danmark, men først var vi på et længere roadtrip i autocamper gennem New Zealand for at vende og dreje, hvad vi som familie ønskede, at fremtiden skulle bringe.

DER VAR BEHOV FOR flere løbeture, før beslutningen om at forlade Bang & Olufsen blev taget. Fordi der var så mange pros and cons, og fordi det ikke kun handlede om mig, men også om brandet og medarbejderne og et fantastisk ledelsesteam, som havde givet alt i min femårige periode som CEO. Jeg løb blandt andet en fantastisk morgentur i Chamonix. Jeg startede med den ikoniske kilometre verticale, hvor man i løbet af fire-fem kilometer stiger 1.000 højdemeter fra kirketårnet i centrum af byen til toppen af stoleliften. Selv om rekorden i den årlige konkurrence, som ligger dagen før Mont-Blanc Marathon, er lige omkring 34 minutter, skal man passe på med at løbe den på under en time, hvis det er som opvarmning til en længere løbetur, for så slutter turen der … Jeg drejede til højre på toppen og løb mod Flégère, hvor man belønnes med et fem kilometer langt flow-stykke med udsigt til Mont-Blanc og de omkringliggende bjerge og gletsjere. På en klar dag kan man se bjergtinder, så langt øjet rækker, og man møder med stor sandsynlighed både en bjergged og nogle murmeldyr, som nyder morgensolen.

Når jeg opnår flow i mit løb, føler jeg, at kroppen er en stor kran eller maskine, og at jeg selv er en lille mand, som sidder i et mikroskopisk førerhus, der befinder sig i den forreste del af min hjerne. Hvis jeg skal sætte farten op, trykker jeg langsomt styrepinden frem og ned, og så begynder benene automatisk at bevæge sig hurtigere, og hastigheden øges. Kommer der et stejlt opadgående parti, kobler jeg ud, trækker styrepinden lidt tilbage, og det hurtige løb bliver til lunten eller måske ligefrem gang. Vigtigst af alt kræver det stort set ingen fysisk energi at løbe, og hjernen er blevet så afslappet, at man har et gigantisk overskud til at bearbejde udfordringer og muligheder. Man skal løbe langt for at indfinde sig i den tilstand. Og man skal selvfølgelig være i en fysisk form, der muliggør det. Det er i den tilstand, beslutningerne falder på plads for mig. Også den om at stoppe i Bang & Olufsen i 2016.

I dag har jeg som selvstændig travlt på en anden måde, end jeg havde tidligere. Jeg løber ikke for at bearbejde stress. Nu løber jeg for at opnå frihed, tænke nogle tanker, få idéer, bare nyde, at man overhovedet kan løbe, at man eksisterer … Og så er det også blevet en social ting efterhånden … Jeg har nogle løbefællesskaber, hvor vi mødes: ”Nå, er du i god form i dag? Hvor langt skal vi løbe?” Vi får talt ting igennem. Det er efterhånden sjældent, at man bare sidder og snakker, uden at der sker alt muligt, og telefonen eller en eller anden skærm kommer imellem os … Når jeg løber, er telefonen bare ikke med, medmindre det er en lang tur med lyd i ørerne. Jeg tror, at jeg løber halvdelen af mine ture alene, og resten løber jeg sammen med andre, fordi det er blevet en måde at være sammen med mine venner på.

MARATHON DU MONT-BLANC er en tilbagevendende løbebegivenhed i mit liv. Det løb har jeg gennemført syv gange, og det er faktisk ikke mange andre løb, jeg bare har løbet to gange. Man løber i alt 2.700 højdemeter opad og 1.700 nedad, til man ender 1.000 højdemeter over byen. Og der er en folkefest, når man kommer i mål. De sidste tre-fire kilometer inden målstregen er som en bjergetape i Tour de France, hvor der står folk i vejkanten og hepper og hujer … Det er også nødvendigt, fordi det sidste stykke på 12 kilometer stiger omkring 1.000 højdemeter.

Jeg elsker det løb, og det hænger selvfølgelig også sammen med, at jeg har haft et tilhørsforhold til Chamonix i de seneste 15 år, fordi vi har en lejlighed der. Det har været min getaway, når jeg har haft allermest travlt. Det har også noget at sige, at jeg virkelig godt kan lide at løbe i bjerge. Jeg kan også mærke, at kroppen bare har bedre af at løbe trail. De der bump på asfalt medfører slid på præcis samme knogle, præcis samme sene, præcis samme muskel … Det er bare ikke godt for kroppen. Trail er bedre, fordi det er mere varieret. Lidt op, lidt ned, mere varieret …

Jeg er også blevet glad for swimrun. Jeg har været med i Swimrun To The World’s End i Norge to gange. Kender du swimrun? Det er en genial sport. Man er sammen to og to, bundet sammen af en snor, så når du svømmer, kan man hjælpe hinanden, så den hurtige svømmer ligger forrest, og den anden ligger på ben. Og når man løber, kan man også hjælpe hinanden, for man vinder hurtigt 30 sekunder pr. kilometer, hvis den stærke trækker den langsomme. Man får jo også kriser på forskellige tidspunkter, så når den ene er svag, er den anden sandsynligvis stærk. Man skiftes til at trække. Man arbejder sammen. I Norge svømmer man 21 gange og løber 22 gange, så det er op af og ned i vandet hele tiden. Du kan køre i mørk-orange zone hele vejen … Først skal du give den fuld æder på løb, og så skal du ned og svømme igennem. Det er fuld smadder hele vejen. Det er ekstrem intervaltræning. Og når du er ved at blive en lille smule træt, har du en makker, der hiver i en snor.

Sidste år blev min makker og jeg nummer fire i Norge … Vi var tre minutter fra podiet. Det var ærgerligt, fordi vi brugte fem minutter på at fare vild på en af øerne. Vi blev slået af et lokalt par. Min bedste tid i Mont-Blanc er fire en halv time – det var i 2007, første gang jeg løb det. Og så tænker man: ”Fire en halv time!? Det er da langsomt.” Men jeg blev nummer 35 ud af 1.500 løbere. Det var fantastisk. De første 25 er professionelle, og vi kommer jo altså fra et fladt land. Normalt er det sådan, at top-100 er fra Frankrig, Italien og USA … Sådan nogle lande. Så det var bare fedt.

Mont-Blanc er et løb, du sagtens kan løbe for nydelsens skyld … Det er fantastisk natur … Det at være en del af gruppen. Det kan man sagtens. Men jeg kan også godt lide at lægge det pres på mig selv, så alle løb, jeg stiller op i, skal jeg gerne ende i topti-procent.

Tue Mantoni

Tue Mantoni er investor og i bestyrelsen for blandt andet Joe & The Juice, Lakrids by Bülow, GUBI og Soundboks.

Fra Dossier nr. 15, oktober-november 2019.