Claus Meyer

om tennis

”Tennis har betydet meget for stabiliteten i mit liv. Jeg har altid haft det der helle. Når jeg har haft en downperiode, har jeg altid haft tennis og badminton. Glæden ved spillet, kan ingen kan tage fra mig.” 55-årige Claus Meyer, kok og iværksætter og meget mere, kan ikke forestille sig et liv uden tennis.

EN DOUBLEKAMP i tennis kan være et spejlbillede på selve livet. Jeg kan have en restaurant eller et bageri, som klarer sig godt, og så er jeg selvfølgelig glad, men det gør mig endnu mere lykkelig, hvis jeg er med til at skabe en sejr for fællesskabet. Når medarbejderne er glade, kunderne tilfredse, konkurrenterne tager noget godt med videre, og måske har vi lukket et udsat menneske ind i vores fællesskab, så det nu har fået fast grund under fødderne.

På tennisbanen er der på den ene side en kamp, som det gælder om at vinde, men det handler også om at skabe en fed oplevelse for alle på banen. Ud over glæden ved de gode slag og følelsen af, at jeg lykkes med noget, så er der glæden ved at brænde en masse kalorier af, så jeg kan spise igennem om aftenen og være mere sulten og tørstig. Føle blodet rulle rundt i kroppen. Når jeg ser de mennesker fra doublen næste gang, så har vi mindet om, at vi stod der sammen og knoklede, svedte og havde det sjovt. Det er en lomme af lykke i hverdagen, som man kan gå ind og ud af. Jeg lægger telefonen i tasken og går ind på banen med en håndfuld bolde og en ketsjer og får en time, hvor jeg har fred fra mit liv.

Claus Meyer hentede i sin barndom og ungdom flest titler i bordtennis og vandt helt præcist otte Lolland-Falster-mesterskaber i både single og double i årene 1976-79. I samme periode blev han også LF-mester i herredouble i badminton og i tennis i både herresingle og double. I 1994 vandt Meyer Kløverbladsturneringen i Kløvermarkens Tennis Klub. Claus Meyer er fotograferet i Rågeleje Tennisklub.

T-shirt, Uniqlo, 349 kr.
Shorts, Lacoste, 600 kr.
Sokker, Lacoste, 100 kr.
Sko, Prince, 595 kr.
Svedbånd, Lacoste, 100 kr.
Taske, Cote et Ciel, 2.085 kr.
Drikkeflaske, Organic Basics, 299 kr.

Min spillestil er defensiv, og jeg venter på, at modstanderen laver en fejl eller blotter sig, fordi jeg har nogle solide grundslag med en ret lav fejlmargin. Jeg kan godt lide at lokke modstanderen frem til nettet ved at spille korte bolde, da jeg har nemmere ved at slå et vinderslag, hvis jeg skal træffe et aktivt valg om, hvor jeg skal slå bolden hen. Jeg spiller mere frit, når jeg bliver presset til at slå den forbi modstanderen. Mit bedste slag er min enhåndsbaghånd, som jeg både kan slå longline og på tværs. Jeg slår den med topspin, selv om jeg har et mere gammeldags greb, som ikke skaber det samme topspin som Nadals slag, mine slag er mere lige på bolden. Jeg har også fine flugtninger, som jeg har med fra badminton. Men jeg hælder mest til at provokere modstanderen til at lave fejl og bare hænge i, da jeg ikke har en vanvittig god forhånd, som jeg bare kan slå vindere med, når det passer mig. Generelt har jeg det med at slå min forhånd for tæt på kroppen, så der ikke kommer lige så meget fart på som i baghånden. Serven er nok mit svageste punkt. Jeg er tilbøjelig til at slå til bolden for sent i opkastet, når den netop er på vej ned. Hvis jeg holder hovedet oppe og slår bolden opad i stedet for at tabe hovedet og slå bolden ned, så kan jeg få meget mere kraft i bolden. Men jeg har ikke taget mig tid til systematisk at forbedre mit spil i mange år. For mig er det ren nydelse og glæden ved at dyrke sport og bare smadre igennem i en time inde på banen.

”Det er ikke, fordi jeg ikke vil vinde mine kampe, men jeg kan bedre lide, når der er mange vindere. Og den holdning egner sig ikke så godt til elitesport. Det er formentlig heller ikke den mest effektive måde at drive virksomhed på.”

– Claus Meyer

SOM 11-12-ÅRIG VAR JEG klubmester i både skak, bordtennis, badminton og tennis nede på Falster. Jeg spillede badminton i Toreby, og så besluttede de sig for at bygge tennisbaner lige uden for badmintonhallen. Meget eksotisk. Jeg var nok omkring 10 år, da jeg startede med at spille tennis.

Vi havde en supergod træner, Ellen Bille Hansen, som var en hård dame, men hun brændte for at se os blive bedre. Jeg kunne mærke, at jeg havde store fordele med fra badminton. Jeg kunne serve og flugte med det samme. Slå en god slice med baghånden. Min badmintonkammerat, Jørgen, og jeg blev ret hurtigt gode til tennis. Vi spillede tennis om sommeren og badminton hele vinteren.

Jeg voksede op i nummer 11 på Kildegårdsvej i Sundby. Det var en fin og stille vej, som var blind, og for enden af vejen tegnede vi en minitennisbane op med kridt, og så spillede vi tennis med en skumbold. Jeg kan stadig huske fornemmelsen af, at paradis var at spise aftensmad, få kærnemælkskoldskål til dessert og så smutte ud med mine venner, som kom fra de andre huse med deres små ketsjere, og så bare stå der på vejen og høvle forhånd og baghånd. Jeg prøvede at spille som Bjørn Borg, som jeg havde set spille i fjernsynet. Det var sådan, vi blev gode til at holde bolden i gang.

I takt med at jeg blev ældre og bedre, skiftede jeg til den største klub i området, Nykøbing F. Tennisklub, og røg ind på deres 3. divisionshold som 17-årig. Jeg blev klubmester og var en af de bedste i klubben dengang. Mine forældre blev skilt, da jeg var 13, og jeg blev boende hos min mor, som fik et alkoholmisbrug. Særlig i årene efter skilsmissen så jeg ikke meget til min far, så jeg brugte meget tid i sportsklubberne, hvor jeg knyttede mig til de forældreskikkelser, jeg ikke havde derhjemme. Jeg dyrkede sport hver dag, nogle gange to forskellige sportsgrene om dagen. I Nykøbing F. Tennisklub mødte jeg Ken Vagn Hansen, og vi spillede tennis i flere timer ad gangen i al slags vejr. Vi kunne sagtens spille tre timer i regnvejr, hvor boldene bare blev tungere og tungere, og vi gravede alt gruset op. Han havde de fladeste grundslag og gjorde mig god ved at blive ved og ved med at slå bolden tilbage. Han tog mig også med ud på sin gård. Vi kørte på hans motorcykel, og så spillede vi skak, grillede kød og spiste jordbærtærte. Faldt i søvn. Stod op og kørte ud og spillede mere tennis. Kenn var også psykolog og havde den vildeste psyke, han var en klippe, helt rolig. En mand med stort M. Han var med til at samle mig op i min barndom, som var en svær tid i mit liv. Jeg fik et frirum fra mine bekymringer, når jeg var sammen med ham, og især når vi var på tennisbanen. Tennis har betydet meget for stabiliteten i mit liv. Jeg har altid haft det der helle. Når jeg har haft en downperiode, har jeg altid haft tennis og badminton. Glæden ved spillet kan ingen tage fra mig.

SOM 18-ÅRIG TOG JEG et år til Paris for at arbejde som au pair hos en tandlæge og hans familie. Jeg blev ret hurtigt ansat som badmintontræner for det franske mesterhold, Racing Club de France, da Frankrig dengang var et uland badmintonmæssigt. Det var lidt uvirkeligt, men de var fascineret af, at jeg var dansker og havde flere trænerdiplomer med hjemmefra. Jeg tullede også rundt og spillede turneringer selv og var blandt de tre bedste singlespillere i Frankrig det år. Jeg vandt alle rækker i Dijon-distriktet og flere store turneringer i både single og double. Om onsdagen trænede jeg også børn i tennis i en klub, som lå i udkanten af Paris ved Porte d’Orleans. Jeg kan stadig huske fornemmelsen i kroppen efter at have trænet tennis i 10 timer og badminton i tre for så at løbe op ad de lange trapper på Gare Saint-Lazare med tasken på ryggen for at nå det sene tog hjem. Jeg var hjemme i lejligheden ved midnat. Godt træt, men med en forrygende følelse i kroppen.

Da jeg kom tilbage til Danmark, meldte jeg mig ind i Kløvermarken Tennis Klub, da jeg havde fået en kollegieplads i København. Jeg spillede på deres 3. divisionshold og blev ved med at spille turneringer på seniorniveau, til jeg var et par og 30. Jeg blev aldrig bedre end det. Jeg spillede også nogle turneringer som ungveteran, men så begyndte jeg sporadisk at falde fra holdet og bare spille en gang imellem med nogle kammerater. Den bedste kamp, jeg har vundet, var hjemme mod Dragør i 3. division, hvor jeg spillede mod Theis Heitmann, som jeg for det meste havde tabt til i badminton. Vi spillede i næsten fire timer, og jeg havde ni T-shirts, helt gennemblødte af sved, hængende på hegnet. Hele klubben stod og kiggede på. Han havde aldrig spillet en så lang kamp før, og han fik en stor blodvabel i håndfladen, så han næsten ikke kunne holde på ketsjeren. I tredje og afgørende sæt endte vi i en tiebreak, hvor jeg kastede op to gange, men jeg kunne også grine ad det, for det var et bevis på, at han ikke kunne knække mig. Jeg kan huske fornemmelsen af, at jeg vidste, at jeg ville vinde den kamp. Jeg havde en del af dens slags lange kampe, hvor jeg sled min modstander i stykker.


Claus Meyer er uddannet cand.merc. international fra Handelshøjskolen i København i 1991. I årene 1991-99 blev han offentligt kendt som tv-kok i programmet ’Meyers køkken’ på DR 1. I 2003 åbnede Claus Meyer sammen med René Redzepi Noma på Christianshavn, som i 2007 opnåede to Michelinstjerner og fire gange er blevet kåret til verdens bedste restaurant af Restaurant Magazine Top 50. Meyer stiftede efterfølgende Meyers Deli på Gl. Kongevej og i Magasin du Nord på Kgs. Nytorv og har løbende åbnet fire bagerier rundtom i København. Sammen med kok Torsten Vildgaard åbnede Meyer i 2013 restauranten Studio i København, og allerede fem måneder senere modtog restauranten en Michelinstjerne. I 2014 solgte han sin virksomhed Meyer til den britiske kapitalfond IK Investment Partners, som samtidig købte Løgismose – den samlede pris for de to firmaer var omkring 700 millioner kroner. Claus Meyer og Løgismoses direktør, Jacob Grønnelykke, fik begge 20 % ejerskab i det nye selskab, Løgismose Meyers. I sommeren 2016 åbnede Meyer Restaurant Agern og madmarkedet Great Northern Food Hall på Grand Central Terminal i New York. I november samme år modtog Agern en Michelinstjerne. Meyer valgte at lukke restauranten i 2019.

Jeg har aldrig gået efter at blive den bedste i verden til noget. Det har på en eller anden måde aldrig ligget til mig. Det var faktisk i bordtennis, at jeg kom længst. Som 16-årig var jeg blandt de 16 bedste i Danmark, men så stoppede jeg, da jeg kunne mærke, at jeg aldrig ville blive bedre end det, og jeg fik mere glæde ud af at spille tennis og badminton. Jeg valgte at dyrke tre sportsgrene på konkurrenceniveau, det er i sig selv ufokuseret. Hvem kan være den bedste i en disciplin og så samtidig dyrke to-tre andre sportsgrene? Jeg har aldrig haft det der dræberinstinkt, jeg har fundet for meget glæde i spillet og kammeratskabet i klubberne.

Det er også en holdning, jeg har haft i mit erhvervsliv. Jeg har aldrig set mig selv som den bedste inden for de fagområder, jeg har opereret i. Når Noma blev verdens bedste restaurant, skyldes det mere René Redzepi end mig. Man kan ikke fratage mig æren for at have sat holdet, fundet timingen og defineret retningen og visionen, men det var René, som trak restauranten frem til at blive verdens bedste. Mit mål var at åbne op for en helt ny madkultur i Norden, det nye nordiske køkken. Et projekt, som også er kommet mange andre mennesker til gode. Jeg har altid forsøgt at gøre andre gode og skabe vinderhold. Jeg har spredt mig ud i alle mulige hjørner af madbranchen. Spredt projekter ud over kontinenter. Jeg har været besnæret af at se muligheder i landskabet, andre ikke så. Jeg har løbende undersøgt forskellige organisationsformer, uformelle partnerskaber og samarbejder, traditionelle virksomheder og siden 2011 også et nonprofit-setup, hvor vi har samarbejdet med socialt udsatte i Bolivia, i danske fængsler og sygehuse og i fattige dele af New York. Jeg har haft mere fokus på at være en positiv aktør, der skaber muligheder for andre, end på at udkonkurrere og tage noget fra andre. Det gør man jo ved at vinde. Det er en del af både forretningslivet og sporten, det er jeg med på. Når man vinder en kamp, så er der også en, som har tabt. Det er ikke, fordi jeg ikke vil vinde mine kampe, men jeg kan bedre lide, når der er mange vindere. Og den holdning egner sig ikke så godt til elitesport. Det er formentlig heller ikke den mest effektive måde at drive virksomhed på.

Tennis er jo en psykologisk sport, hvor man i den grad træner evnen til at komme videre efter fejl og modgang. Hvis man tager de seneste 100 kampe, jeg har spillet, så vil jeg vurdere, at jeg i en tredjedel af dem har været helt upåvirket psykisk af mine fejl og bare har spillet. Der har også været en tredjedel, hvor jeg har haft det psykiske overskud og tabt kampe, jeg ikke burde. Jeg er begyndt at tænke på, hvordan det gik, sidste gang jeg tabte en kamp. Eller: Nu lavede jeg denne fejl, så kan jeg måske også lave en anden fejl? Jeg er blevet bange for mit spil, og så er det blevet selvforstærkende. Og så er der de sidste kampe, hvor jeg har kunnet gå igennem fejlene og modgangen og komme tilbage på et positivt spor. Jeg har nedkæmpet modstanderen ved at sige til mig selv: Det var den seneste bold, nu er det den næste bold … Jeg har en god baghånd og flugtning, og han er svag derovre, så nu går jeg ind og vinder bolden. Sådan svinger det. Og det er vel også et udtryk for, at jeg ikke har verdens vildeste vinderpsyke. Jeg er nok bare meget menneskelig.

FOR OTTE-NI ÅR SIDEN købte min kone og jeg et sommerhus i Rågeleje, og det viste sig, at vores nabo, Nils Raffel, var lige så vild med tennis som mig. Og så fik tennissen en kæmpe opblomstring for mig. Vi fandt på alle mulige undskyldninger for at få tid til at spille med hinanden. I Rågeleje er der en meget lille tennisklub, hvilket vil sige, at det egentlig bare er to baner, som ligger i en skov. Vi spiller på en form for kunstgræs. Et meget fint underlag, som gør spillet lidt hurtigere end grus, som egentlig er mit foretrukne underlag, da jeg godt kan lide langsomheden i grus, så jeg kan løbe alle bolde op. Man betaler et engangsbeløb for at blive medlem i klubben, men så kan medlemskabet også gå i arv i familien.

I juli spiller jeg tennis stort set hver dag. Jeg spiller også med mine piger, de synes, det er sjovt, selv om de ikke spiller så meget. Jeg prøver at give dem glæden ved tennis, som jeg selv har haft. I starten af juli er der klubmesterskab, som jeg har vundet tre-fire gange i double sammen med Nils. Aldrig i single, der har Nils altid slået mig i finalen, de par gange jeg er nået dertil. Nils og jeg spiller nogle meget tætte kampe, og nogle gange er der 40 grader på banen, så vi er ved at bryde sammen. Vi har det sateme sjovt sammen. Bagefter cykler vi ned til stranden og hopper i vandet. Ofte har vi også fiskenet ude, som vi tømmer for rødspætter, torsk eller krabber. Så kører vi tilbage til sommerhuset og tænder op i grillen. Får måske nogle fælles venner på besøg og drikker vin i haven med vores familier. Solen skinner, og vi kan sidde ude på terrassen om aftenen. Det er fucking lykke.

Nils og jeg er også begyndt at rejse til London for at se Wimbledon. Vi har typisk billetter til Centre Court og No. 1 Court i en eller to dage. Jeg elsker stemningen på det tennisanlæg. Du går rundt en hel dag og ser forskellige kampe, og i pauserne drikker du champagne og spiser jordbær. Men det er allermest oplevelsen af at sidde halvanden meter fra dine store idoler. Du kan lugte græsset og høre spillernes åndedræt. Se grundslagene og løbepensummet. Og det foregår bare på et så højt niveau. Det er vel ligesom at være til koncert for dem, som elsker musik. At se to spillere løbe rundt og slås. Vi har set Federer, Nadal og Wozniacki spille. Det har været en fed måde at være sammen med en kammerat på. Vi har været der seks-syv gange nu.

ROGER FEDERER ER MIT største tennisidol. Han fremstår megasympatisk og menneskelig. Det er så smukt, skrøbeligt, elegant og naturstridigt, den måde, han spiller tennis på. Hans kattepoteagtige flugtninger og hans lette serv. Det er næsten som at se en tiger bevæge sig gennem landskabet. Jeg beundrer hans baghånd, men hvem fanden gør ikke det? Jeg har også set ham, når han tvivlede på sine egne evner og tabte kampe, som han ikke burde.

Den største kamp, jeg nogensinde har set, var Australian Open-finalen i 2017 mellem Federer og Nadal. Jeg så kampen hjemme i vores hus i New York. På helt grotesk vis var Federer kommet frem til finalen efter en fem sæts-sejr over Stan Wawrinka i semifinalen. Det skete efter en periode, hvor alle troede, at han var færdig. Han mødte Nadal i finalen, som han ikke havde slået i en stor kamp i flere år. De kom ud i femte sæt efter mere end fire timers kamp, og Nadal var foran 3-1 efter at have brudt Federers serv.

Federer så færdig ud. Men så spillede manden de fem bedste partier i sit liv og lavede en stribe af fantastiske baghåndsvindere, som aldrig er set magen til. Flere eksperter omtaler partierne, som de smukkeste i verdenshistorien. Der sad jeg alene klokken fire om morgenen og så dette udspille sig med erkendelsen af, hvor meget det betød for Federer at vise verden, at han stadig havde noget i sig. Og jeg stortudede allerede midt i, hvad der viste sig at blive næstsidste parti. Tårerne løb ned ad kinderne. Det var virkelig et følelsesmæssigt øjeblik, som jeg måtte forevige. Jeg filmede mig selv sidde der og græde, mens Federer vandt kampen og hele turneringen.

”Der sad jeg alene klokken fire om morgenen og så dette udspille sig med erkendelsen af, hvor meget det betød for Federer at vise verden, at han stadig havde noget i sig. Og jeg stortudede allerede midt i, hvad der viste sig at blive næstsidste parti. Tårerne løb ned ad kinderne.”

– Claus Meyer

Et halvt år senere skulle jeg holde et oplæg på en konference, som var arrangeret af kaffeproducenten Jura, der er en af Federers hovedsponsorer. Jeg vidste, at Federers mor og far ville sidde på første række, da det foregik i deres hjemby. Federer var der ikke selv. Jeg havde aftalt med Jura, at de skulle præsentere mig som en meget stor Federer-fan og så vise filmen af mig, der stortuder og bryder sammen i lykke over, at Federer slog Nadal. Hold kæft, det var en fed entré!

DE BEDSTE SPILLERE, jeg har spillet imod, er amerikanske Jessica Wacnik, der har været nummer 324 i verden, og Kenneth Carlsen, som dengang kun var 16-17 år, da vi mødtes i en træningskamp på Kløvermarken. Det var et kup, da jeg mødte Jessica i Danmark, fordi hendes kæreste havde filmet en dokumentarfilm om vores bolivianske madprojekt. Vi stod til en fest for at fejre filmen, da jeg fandt ud af, at hun havde været nummer 324 i verden, og så kastede jeg mig bare over hende for at få hende med ud at spille: Jeg har et hul i kalenderen på tirsdag og søndag, hvad skal du der? Hun ville gerne spille mod mig. Hele hendes crew troede ikke på, at jeg kunne spille tennis. De regnede mig for en overstadig drømmer, som bare sagde, at jeg kunne spille. Det var megasjovt. Vi spillede både i B.93 og i Rungsted, og hendes venner og folk, jeg havde mødt i Bolivia, overværede kampen. Det var bare fedt. Glæden ved at spille mod en så god spiller og samtidig vise, at man også selv er god, selv om ingen tror på det …

Jeg spiller ikke tennis for at pleje erhvervsinteresser og kontakter. Eller for at blive en bedre leder. Jeg spiller for at have det sjovt. Tennis skal ikke have et større formål end det. Men der er ingen tvivl om, at man connecter på et helt andet niveau med et fremmed menneske, når man spiller tennis i forhold til et møde eller cocktailarrangement. Man står der i sportstøj og sveder. Du afslører også dit sande jeg på en tennisbane. Det at dyrke sport med andre mennesker kan være en del af en personlig dannelsesrejse. Det er ikke sikkert, du bliver mere omgængelig og ordentlig. McEnroe blev jo ved med at råbe og skrige og kaste med ting. Men jeg tror, at rigtig mange mennesker får noget godt ud af det. For de fleste vil sporten være med til at danne nogle sociale strukturer og etablere nogle kulturelle normer i et menneske. Altså, hvordan man opfører sig over for andre. Jeg har optrådt i de her sportsklubber hele mit liv, så den sociale indstilling, jeg har til andre mennesker og livet generelt, er født her. Jeg har været i nogle klubber, som har konkurreret mod andre klubber, hvor alle har været ligemænd og i øjenhøjde med hinanden. Det tror jeg har dannet et godt fundament for, hvordan jeg er som menneske.

Hvis du spurgte mig, om jeg helst vil vinde tre ud af fire kampe eller tabe tre ud af fire kampe mod min tennismakker, så ville jeg vælge at spille mod en, som er bedre end mig. Nils er virkelig god og bomstærk, han har spillet divisionstennis i Hørsholm Rungsted Tennisklub i 20 år og er en af Danmarks bedste squashspillere i sin aldersgruppe. Han cykler fra Rolf Sørensen, når de træner nede i Italien. Han er virkelig et fysisk pragteksemplar på 50. Jeg kan godt lide at blive presset og skulle præstere mit ypperste. Det er også glæden ved, at bolden kommer tilbage, og jeg får lov til at skyde til den en gang mere. Duellerne bliver bare bedre. Men også at blive inspireret af den andens slag og benarbejde. Når jeg så en gang imellem vinder over en, som er bedre end mig, så betyder det meget mere. Det tænder mig at skulle overkomme det umulige. Det siger mig ikke en skid at vinde over en, som jeg bør slå. Det er fuldstændig ligegyldigt.