ERIK SVIATCHENKO

om at holde sig inspireret

Erik Sviatchenko er ikonet på FC Midtjyllands sportslige magtovertagelse i dansk fodbold. Den 29-årige anfører tror på projektet, han tror på sig selv, og når tvivlen alligevel nager, eller når han må erkende, at der er noget, han ikke selv er herre over, tror han på noget større. Næste skridt er at udvikle sig som leder.

JEG HØRER OFTE den der med: Er han ikke lidt speciel, ham Erik Sviatchenko? At jeg ikke skulle være som alle de andre fodboldspillere. Det bunder som regel i de der historier om, at jeg som helt ung spiller gav hånd til de andre i klubben, et godt fast håndtryk med øjenkontakt, og at jeg kunne – og kan – finde på at gå med jakke og slips. Grundfortællingen er nok noget med, at jeg er lidt for meget. For meget på de sociale medier, for meget i magasinerne, for meget overalt. Og hver gang jeg støder på den udlægning, tænker jeg: What!?

Når jeg ser tilbage på min fodboldkarriere, har jeg aldrig følt mig anderledes. Jeg har bare været mig selv. Jeg har også spillet FIFA og lavet alle de der typiske fodboldspillerting, men jo, jeg stillede nok lidt flere spørgsmål til, hvordan vi gjorde tingene til træning og i kamp, og jeg havde måske også nogle andre interesser, kunst og mode for eksempel, end mine holdkammerater. Men det var der plads til i klubben, og jeg indordnede mig også altid. Man hører jo tit om fodboldspillere, der har svært ved at indordne sig holdet og klubben, men jeg tror ikke, du kan finde nogen, som vil påstå, at jeg tilhører den kategori. Tværtimod tror jeg, at klubben så et potentiale i den, jeg var: Jeg har altid været typen, der gik all in i tacklingerne, som gik forrest på banen, men jeg gik også forrest uden for banen og kunne måske udvikle mig til at blive en lederskikkelse på længere sigt.

Erik Sviatchenko får i ugen inden FC Midtjyllands Champions League-debut behandling for et hold i ryggen. Han taler blandt andet med fysioterapeuten Thomas om, at behandlerstaben burde tage på et inspirationsbesøg hos deres kolleger i storklubber som AC Milan eller FC Barcelona. ”FC Midtjylland er kendetegnet ved at være et nysgerrigt miljø. Det handler om at være åben over for ny inspiration. I øjeblikket har vi praktikanter fra blandt andet Portugal, Colombia og Grækenland, og de arbejder alle med data, som måske kan hjælpe os med at træne og spille endnu bedre. Claus Steinlein (klubbens direktør, red.) har altid været foregangsmand for den kultur, og jeg nyder at være en del af den, selv om vi nok også nogle gange har tænkt for stort. Mentaliteten er, at vi ikke skal se os selv som en Superligaklub, men som minimum som en Europa League-klub og helst en Champions League-klub. Vi skal blive ved med at udfordre os selv og lade os inspirere,” siger Erik Sviatchenko.

Da jeg var yngre, ville jeg gerne have, at alle folk godt kunne lide mig, men jeg er nu nået dertil, at jeg ved, at det ikke er muligt. Selv om jeg stadig kan have vanskeligt ved at acceptere det. Jeg har været i FC Midtjylland i så mange år, at folk associerer mig med klubben, og hvad den står for, og hvis man ikke kan lide Midtjylland, så kan det godt være, at man heller ikke kan lide mig. Jeg er en del af en eksponeret verden, og jeg vil gerne bruge den mulighed til at give noget videre. Jeg vil gerne inspirere andre mennesker. Jeg vil gerne udfordre mig selv og mine omgivelser. Jeg tør godt sætte mig selv på spil.

BEGGE MINE FORÆLDRE, Helena og Sergei, er født og opvokset i Ukraine, dengang landet stadig var en del af Sovjetunionen. Både min mors og fars familier kommer fra Kharkiv, den næststørste by i Ukraine efter Kiev, og de er vokset op i dannede hjem, hvor uddannelse og samfundsorientering stod højt på agendaen. Alle mine bedsteforældre var enten arkitekter eller ingeniører, og min mor blev også ingeniør, mens min far uddannede sig til arkitekt, inden han gik kunstnervejen. Begge familier tilhørte nok middelklassen, og de havde, hvad de skulle bruge, hverken mere eller mindre.

Min far orienterede sig fra en tidlig alder mod Vesten. Han var nysgerrig efter, hvad der foregik på den anden side af Jerntæppet. Hvordan levede andre unge mennesker andre steder i verden? Han var i slutningen af 1960’erne trommeslager i et band, der spillede The Beatles-numre på russisk, og han har også fortalt om engang, hvor han fik fat i ’Meet The Beatles’-albummet på det sorte marked. Han kunne desværre kun få pladen uden cover, men stille og roligt fik han tegnet sit eget omslag efter det originale forlæg. Det har han stadig derhjemme. Han har i øvrigt en af Danmarks største Beatles-LP-samlinger. Lyden af Beatles slår alt.

Men det var ikke uden risiko, at han dyrkede de interesser. Han hørte også rock’n’roll på Radio Luxembourg, The Doors, Rolling Stones, The Kinks og Cream foruden The Beatles, og en ting var, at myndighederne forsøgte at ødelægge radiobølgerne med støjsendere, men var han blevet opdaget, kunne han blive ekskluderet af uddannelsessystemet. Det kunne i værste fald skade hans fremtidige muligheder på arbejdsmarkedet.

Efter at han begyndte at lave kunst, var han inspireret af en gruppe, der blev kaldt Peredvizhniki, også kendt som The Wanderers, som opstod i protest mod de akademiske restriktioner på kunstskolerne i hele Sovjetunionen. De unge kunstnere ville male det Sovjetunionen, de selv så. Ikke helgenportrætter og glade dage. De ville male bag facaden så at sige. Min fars kunst er abstrakt, ikke realistisk.

Da Gorbatjov i 1985-86 introducerede Glasnost (åbenhed, red.) og Perestrojka (omstrukturering, red.) som de hovedbegreber, der skulle reformere det sovjetiske samfund, fik min far pludselig bedre betingelser for at kigge ud i den verden, han var så nysgerrig på. Ud over at han var udøvende kunstner, var han art director på et kunsttidsskrift og direktør for et moderne kunstcenter (SoviArt, red.), og som følge af sin betydelige position i det ukrainske kunstmiljø fik han mulighed for at besøge Odense, som var Kievs officielle venskabsby. Han skulle både udstille og undervise under besøget. Derfra tog det ene det andet: Herning Højskole fik øjnene op for den her ukrainske kunstner og inviterede ham på et artist in residence-ophold på skolen sammen med min mor og storebror. Viborg Idrætshøjskole tilbød ham snart efter et tremåneders turistvisum mod, at han underviste på skolen, og det var her, vores familie endte med at slå rødder. Det kunne lige så godt have været i München, hvorfra han også havde modtaget en invitation.

Både min mor og far har fortalt mange gange, hvor overvældende det var, at så mange mennesker gik op i at hjælpe denne her lille ukrainske familie på plads i Danmark. Min far fik blandt andet hurtigt mulighed for at udstille på Galerie Nord i Randers. Han omtaler stadig galleristen som sin danske far. Han tog sig virkelig godt af min far og resten af familien og kickstartede den succes som kunstner, min far oplevede, lige efter at han var kommet til Danmark. Galleriejeren var den nu afdøde Erik Johannesen, og det er ham, jeg er opkaldt efter.

BÅDE MIN HUSTRU, Anne, og jeg er vokset op i Viborg. Vi er nu flyttet tilbage til byen efter to år i Glasgow. Vi ville egentlig også gerne bo i Aarhus, men vi savnede, at vi lige kunne drikke en kop kaffe med vores familier. Den spontanitet er der ikke plads til, selv om der kun er en time mellem Aarhus og Viborg. Lige nu fungerer det godt med Viborg. Inden jeg blev solgt til Celtic, boede vi fire år i Aarhus. Vi nåede også lige at bo fire måneder i Herning, fordi jeg rigtig gerne ville til udlandet, og jeg gjorde alt for at optimere min træning, og med flytningen havde jeg kun ti minutter til træningsanlægget i Ikast. Dengang var der ikke motorvej mellem Aarhus og Herning, og det var bare lidt mere besværligt. De fleste af vores nuværende spillere, der kommer udefra, slår sig ned i enten Herning, Silkeborg eller Aarhus.

Erik Sviatchenko har pr. 1. november 2020 opnået fem A-landskampe og scoret et mål foruden en del optrædener på diverse danske ungdomslandshold. Han har spillet i forskellige klubber i barndomsbyen Viborg, inden han blev optaget på akademiet i FC Midtjylland i 2006. Der har han været siden – dog med en enkelt afstikker til Celtic i Skotland i 2016-18.

I dag kører jeg 45 minutter til og fra træning mellem Viborg og Ikast. Jeg kender den tur ud og ind, for da jeg som 14-årig blev optaget på FC Midtjyllands akademi, kørte min mor mig til træning ad præcis samme rute. På turen får jeg klaret nogle opkald eller hørt en podcast. Jeg får ringet til de folk, jeg ellers ikke lige får ringet til. Jeg forsøger at få brugt tiden konstruktivt. Jeg er i det hele taget meget fokuseret på at optimere min tid og mine arbejdsbetingelser.

Jeg har en fast aftale med klubben om, at jeg nogle gange om året kan flyve til Holland, til en lille by, der hedder Gulpen, hvor jeg får behandling af en af verdens bedste osteopater (osteopati er en helhedsorienteret behandlingsform, som er baseret på anatomi, neurologi, fysiologi, biomekanik, embryologi og patologi, red.). Jeg fik ham anbefalet af en spillerkollega, da jeg døjede med nogle problemer i baglåret for fem-syv år siden. Osteopaten hedder Hub Westhovens, og han er enormt anerkendt i fodboldens inderkreds, men han er ikke typen, der gør opmærksom på sig selv. Han arbejder meget, meget tæt med dr. Wohlfahrt i Bayern München, og han flyver til München hver tirsdag for at behandle Bayern-spillerne. Det var en åbenbaring, da han behandlede mig første gang. Jeg havde en hofte, der var helt låst, og han løsnede den op. Han har en praktisk-teknisk tilgang, så der er ikke noget hokuspokus over det, men han kan noget, andre ikke kan. Jeg var lige ved at græde, for den hofte havde været så stiv, og så var det bare sådan … Endelig! Siden har jeg besøgt ham en del gange og fået et enormt godt forhold til ham. Han har arbejdet med Usain Bolt og alle de største navne inden for atletik, inden for opera, inden for alt muligt. Det var en essentiel ting, da jeg forlængede med Midtjylland, at jeg ville have de årlige besøg hos Hub Westhovens som en del af min aftale.

Da jeg var yngre, ville jeg gerne have, at alle folk kunne lide mig, men jeg er nu nået dertil, at jeg godt ved, at det ikke er muligt. Selv om jeg stadig kan have vanskeligt ved at acceptere det.

– Erik Sviatchenko

Jeg har også købt en ioniseringsmaskine, der laver struktureret og hydrogeret vand. Vores hjerne består
af enormt mange procent vand, og vores krop består af enormt mange procent vand, og det vand, vi drikker, skal være det allerallerbedste. Maskinen er installeret under vores køkkenvask, og så er der en hane ved siden af den almindelige vandhane. At drikke det vand har ført til, at jeg restituerer bedre og er mindre syg. For at vand kan optages af kroppens celler, skal det have en helt speciel struktur. pH-værdien er afgørende – vi kender base og syre, og vores kost i Vesteuropa er generelt meget syreholdig, for vi drikker meget kaffe og vin, og der er meget syre i vores kulhydratrige kost, og det har vi også brug for. Men jeg har også brug for en balance, og den får jeg ved at drikke basisk vand. Det vand, vi almindeligvis drikker i Danmark, har en pH-værdi på syv, men jeg drikker basisk vand, der har en værdi på 9,5. Jeg gennemgik nogle fysiske test, efter at det eneste, jeg havde ændret i løbet af et halvt år, var det vand, jeg drak, og pludselig kunne jeg løbe 30 meter på 3,96 sekunder. Jeg havde aldrig tidligere været under 4 sekunder. 3,96 er en rigtig, rigtig fin tid for en midterforsvarer. Min hoppehøjde i den nye test var 68,1 centimeter, og før det var den 67,3. Jeg havde virkelig forbedret mig.

En mindre, men lige så væsentlig ting, er min hovedpude. Nogle af mine holdkammerater i Celtic havde et samarbejde med et estisk firma, der hedder Sleep Angel, og efter at jeg har prøvet deres pude, kan jeg bare konstatere, at jeg sover bedre og er mindre syg. Hovedpuden er helt lukket, så der ikke trækker støv eller bakterier ind i den. Jeg skal bare tørre den over med en klud. Det tip har jeg givet videre til mine holdkammerater, og lige nu har syv-otte af dem bestilt hovedpuden. Jeg har den også altid med til vores udekampe.

FC Midtjylland har for første gang i klubbens historie kvalificeret sig til Champions League-gruppespillet. Det betyder nye rutiner. ”Vi tager på hotel dagen inden vores Champions League-hjemmekampe. Vi bor på Hotel Scandic i Herning, og anføreren og viceanføreren får de to suiter, så det er helt okay for mig. Det er egentlig meget rart at have fuldt fokus på kampen, selv om det er en lang dag, når vi først spiller klokken 21. Vi går typisk en tur midt på dagen, og ellers spiller vi lidt kort, ser serier eller læser. Jeg er lige gået i gang med Casper Christensens nye biografi,” siger FCM-kaptajnen.

Pione Sisto (holdkammerat i FC Midtjylland, red.) har inspireret mig til at bruge de briller, jeg har på om aftenen. Det er briller, som fjerner det blå lys, som man ellers får via telefon-, iPad- og tv-skærme. Det er jo hyggeligt at sidde og se tv om aftenen og tjekke nyheder og Instagram på sin mobil, men lyset er med til at vække din hjerne, og det er ikke så smart, når du skal gøre dig klar til at sove.

Endelig har jeg et par restitutionsbukser som en del af mit hjemmeudstyr. De hedder NormaTec, og de ligner noget fra en rumdragt. De fungerer sådan, at der bliver pustet luft ind i bukserne, så du føler en kompression, og så slipper luften ud igen. Det handler om såkaldt lymfedrænage, og igen: Jeg føler, at jeg restituerer bedre med de bukser. Jeg ligger i de bukser hver aften i 30-40 minutter. Også selv om jeg ikke har trænet. Jeg tager min madras frem på gulvet, og så er det det, der skal ske.

Et nemt sted at begynde, hvis alt det andet virker uoverskueligt, er at investere i en god seng. Vi har købt en Hästens-seng, og jeg siger tit til min hustru: Hvor er det godt, vi har fået den seng. Det slår mig næsten hver aften. Især når man, som jeg gør, lever af sin krop, er det en god investering. Det råd kan jeg kun give til alle andre – lad være med at gå på kompromis med din seng.

Jeg kan godt lide at nørde med de der ting. Jeg har efterhånden rettet mit fokus på restitution. Jeg føler, at jeg kan finde yderligere et par procenter i mine præstationer ad den vej. Det giver mig overskud til at generere ny kraft og power. Det er afgørende.

JEG HAR ALTID været en person, der lader mig rive med. Jeg bliver let begejstret og inspireret, men det har også betydet, at jeg ikke har været lige vedholdende med alt, jeg har kastet mig over. Det var også grunden til, at jeg i 2012 indledte et samarbejde med FC Midtjyllands mentaltræner, René Petersen. Jeg savnede struktur i min karriere og i mit liv. Det arbejde førte først og fremmest til, at jeg fandt ud af, hvilken fodboldspiller jeg skulle være. Jeg nåede frem til, at jeg var en forsvarsspiller med stort F, en, der vandt alle dueller, en, der forsvarede vores mål med næb og kløer, og en, der distribuerede bolde til mine mere kreative holdkammerater længere fremme på banen. Jeg fandt min identitet som fodboldspiller gennem de sessioner med René, og det var en lettelse.

De gange, jeg har sluppet grebet om, hvem jeg er som både fodboldspiller og menneske, har jeg oplevet mine største kriser. I 2014 var jeg i København for at genoptræne efter en skade. Jeg boede hos en kammerat, og vi gik også lidt i byen og kom sent i seng, og samtidig blev jeg most igennem til træning dagen efter. Jeg havde været en del skadet, der var også et par klubskift, der gik i vasken, og jeg var i det hele taget skrøbelig. Til sidst brød jeg sammen. Det handlede først og fremmest om, at jeg havde bevæget mig for langt væk fra de rammer, jeg præsterede bedst i. Jeg havde opført mig uprofessionelt.

Jakke, Luke Edward Hall x Gant, 5.800 kr.
Bukser, Arket, 650 kr.
Sko, Thom Browne, 5.179 kr.
”Det kan sagtens være, at jeg tager en uddannelse, når jeg er færdig med at spille fodbold, men jeg har allerede en fornemmelse, eller et pejlemærke, og det handler om at optimere ting. Det behøver ikke at handle om fodbold – det kan være inden for det kommunikative, marketing, branding … Det synes jeg er enormt spændende. Jeg arbejder allerede på de fronter i FC Midtjylland: Det skal være mere spændende at komme til FC Midtjyllands kampe – jeg vil gerne skabe mere værdi for klubben på den måde. Jeg så en dokumentar om Boca Juniors, og når de boede på hotel før en kamp, så pyntede folkene fra deres social media-afdeling værelserne op med billeder og flag, der havde med klubben at gøre. Det er en lille ting, men hvis spillerne føler sig en procent mere hjemme på hotellet på den måde, så er det det værd. Vores omklædningsrum er virkelig trist, så jeg har sagt til vores marketingafdeling, at vi skulle have et kæmpelogo på gulvet, og det fik vi lavet. Det virker bare. Det ser bare federe ud. Man kigger på det og tænker: Jeg spiller sgu for denne her klub,” fortæller Erik Sviatchenko.

Når jeg kigger tilbage på den episode, så havde jeg virkelig brug for struktur i den fase af mit liv. I dag har jeg fået en helt anden indsigt i, hvordan jeg præsterer bedst. Det handler for mig om i højere og højere grad at være et helt menneske. Lige nu har jeg rigtig travlt med ting uden for fodbolden – jeg er for eksempel lige trådt ind i bestyrelsen i FCM Samfund (FC Midtjyllands afdeling for social ansvarlighed, red.), men det giver mig energi at være i gang og lave noget andet. At jeg føler, at der sker noget omkring mig. Jeg er kommet i endnu bedre balance. Der er mange, der siger, at jeg har formået at være tro mod mig selv, selv om jeg hele tiden har forsøgt at udvikle mig og lade mig inspirere. Men jeg kan stadig være usikker på mange ting, og jeg kan godt være i tvivl om, hvorvidt jeg gør ting på den rigtige måde.

Jeg stoppede samarbejdet med min mentaltræner, lige efter at jeg var skiftet til Celtic. Vi talte sammen de første par måneder, men jeg følte, at afstanden gjorde det vanskeligt. Jeg havde brugt mange morgener på at sidde og tale med ham face to face, og min rygsæk var fyldt op med de bedste ting. Jeg havde brug for at stå på egne ben. Jeg skulle finde ud af, om jeg havde værktøjerne til at spille i Celtic, og det havde jeg jo – det gik forrygende langt hen ad vejen, indtil jeg blev skadet i sommeren 2017.

Jakke, Luke Edward Hall x Gant, 5.800 kr.
Skjorte, A Day’s March, 495 kr.
Bukser, Arket, 495 kr.
Ur, IWC, 32.000 kr.

Jeg var ude i tre måneder, og det ændrede min karriere. Til sidst besluttede jeg mig for, at jeg hellere ville have spilletid i en anden klub end bare at sidde og hive min høje løn hjem i Celtic, og jeg skiftede tilbage til FC Midtjylland. Set i bakspejlet skulle jeg nok have taget fat i René, da jeg sad ude. Jeg er ikke typen, der bare giver op, men omvendt fortryder jeg ikke noget. Jeg tænker tit tilbage på de 14 måneder, hvor jeg spillede 63 kampe, vandt fem titler og deltog i et Champions League-gruppespil. Jeg opnåede en masse, jeg aldrig nogensinde vil glemme. Mine holdkammerater kan godt drille mig med, at jeg stadig er så engageret i Celtic, men jeg synes, at den klub gav mig så meget, og jeg var så stolt af at bære den trøje. Vi spillere gjorde en stor forskel for de mennesker, jeg mødte på gaden. Jeg vil gerne tillade mig selv at være stolt over de ting, jeg har opnået. Jeg har kæmpet, siden jeg var 14 år, og det er et meget lille nåleøje, jeg er sluppet igennem.

MIN TVILLINGESØSTER, Alexandra, og jeg blev født i Danmark i 1991, et år efter at mine forældre kom hertil. Min storebror, Philip, er fra 1988, så han var to år, da de kom til Danmark. Min fars engelske var ikke så godt på det tidspunkt, så han underviste på russisk med tolk, men han greb det, som han altid gør, an med stort engagement og tro på tingene. I dag taler de begge to flydende dansk. De gjorde meget for at integrere sig, men det var også en usikker tid, fordi de skulle søge om ny opholdstilladelse hvert år.

”Jeg har aldrig selv været i Ukraine, men på et tidspunkt vil jeg gerne tage mine egne børn med på en rejse, hvor mine forældre kan vise os de steder, de kommer fra.”

– Erik Sviatchenko

Mine forældre søgte jo ikke politisk asyl, for de var ikke flygtninge. Familien var egentlig bare interesseret i at skabe sig et andet liv i et andet land end Ukraine, fordi det var meget konformt og styret af en struktur, min far følte, at han som kunstner ikke kunne være i. Han kunne bedre udfolde sin kreativitet i Vesteuropa. Vi oplevede, at forskellige folk omkring os tog familiens parti, og Jyllands-Posten bragte artikler, og TV 2 lavede indslag om den lille ukrainske familie, der gerne ville søge opholdstilladelse i Danmark, fordi de også bidrog til det danske samfund. Min far omsatte efterhånden for mange penge og ville betale skat og give tilbage til det samfund, som havde taget så hjerteligt imod os.

Der blev efterhånden lagt et stort pres på Udenrigsministeriet, og det endte med, at gode folk fandt en paragraf, som gjorde, at min far og hans familie kunne få permanent opholdstilladelse, fordi han gjorde en kulturel indsats for Danmark. Det er på linje med, at man inviterer læger eller forskere til landet, fordi de tilfører samfundet værdi. Min far kunne gøre en forskel for kulturelle forhold, og det blev afgørende for familiens skæbne. I 2001 ansøgte vi alle sammen og fik dansk statsborgerskab. Det kan jeg tydeligt huske. Vi fejrede altid nytåret med at indspille en familievideo, og nu fejrede vi vores statsborgerskab med en video, hvor vi sad og viftede med danske flag. Vi var vildt glade.

Vi børn er nok blevet opdraget strengere end vores danske jævnaldrende. Det har handlet om ordentlighed og grundighed. Vi er også blevet opdraget til at være selvstændige. Vi er altid blevet passet på, men vi skulle også stå på egne ben. Vi gik eller cyklede selv i skole. Der blev næsten aldrig sagt nej til en aftale, vi gerne ville, men vi vidste, hvordan vi skulle opføre os, og hvad vi skulle passe på. Vi var altid en del af et voksent liv – når mine forældre havde besøg, havde vi også noget at skulle have sagt i samtalerne. Min far arrangerede udstillinger med Henrik Vibskov og Paul Smith og Yoko Ono … Det var enormt spændende. Vi spiste middage med kunstnere, topfolk fra erhvervslivet og ambassadører og rejste enormt meget, fordi de tog os med til min fars udstillinger eller businessmøder. Vi har været med overalt. Vi blev taget alvorligt fra en tidlig alder.

Vi er ydermere opdraget til at skulle kæmpe til sidste blodsdråbe. Min far har fra et meget, meget svært udgangspunkt skabt sig en karriere. Det er noget, som bevidst og ubevidst altid er i mig: Man skal arbejde for tingene. Jeg giver aldrig nogensinde op, selv om det også har været svært. Det er ikke en mulighed at give op. Nogle gange lykkes det for en, andre gange gør det ikke. Min far fik måske tre nej’er, før han fik et ja. Jeg har fået den overbevisning, at man skal klø på og ikke altid tage et nej for et nej.

Erik Sviatchenko er født 4. oktober 1991 i Viborg som søn af ingeniøren Helena og kunstneren Sergei Sviatchenko, der var flyttet til Danmark fra Ukraine året inden. Hans storebror, Philip, er født i 1988 og uddannet i østeuropastudier, mens hans tvillingesøster, Alexandra, arbejder som skolelærer i København. I dag bor Sviatchenko igen i sin fødeby – nu i et hus med sin kone, Anne, og deres to børn.

Mine forældre har villet integrere sig selv så meget som muligt. De har taget mange danske ting til sig, og vi fejrer jo også dansk juleaften 24. december, som den russisk-ortodokse kirke ellers ikke foreskriver. Det er 6., 7. og 8. januar. Vi tog den danske juleaften til os, og vi har gjort meget ud af at lære det danske sprog. Mine forældre har tidligt fået mange danske venner og har integreret sig i danske kredse. Det har været et bevidst valg. Vi har fået muligheden for at komme til et andet land, og så vil vi gerne bidrage med alt, hvad vi har, i det land. Min far bliver ved med at ville gøre en forskel. Nu har han stiftet LESS Festival of Contemporary Collage, som er en begivenhed for verdens førende collagekunstnere – han tiltrækker eliten inden for det felt til Viborg. Den slags initiativer bliver han ved med at tage.

Min mor er ligesom min far enormt kulturelt interesseret og enormt videbegærlig. De har begge to altid opfordret os børn til at søge inspiration. Min far har arbejdet enormt meget, og min mor har været den, der har holdt sammen på det hele. Min mor har altid passet på os børn – hun har været samlingspunktet i familien.

I de seneste 15 år har min mormor boet sammen med mine forældre. De andre bedsteforældre lever desværre ikke længere. Det er først for nylig, at min far er begyndt at rejse tilbage til Ukraine. Begge mine forældre er enebørn, så de har ikke haft familie at besøge i deres fødeland, men jeg tror først og fremmest, at det har været så intenst at skulle balancere et familieliv og en karriere med den usikkerhed, der var forbundet med at skulle søge om ny opholdstilladelse hvert år, at han har været fuldt optaget af det. For ham og min mor har det handlet om at være til stede i nuet, og det nu var at få det bedste ud af at være i Danmark. Hver dag. Jeg har aldrig selv været i Ukraine, men på et tidspunkt vil jeg gerne tage mine egne børn med på en rejse, hvor mine forældre kan vise os de steder, de kommer fra.

JEG FINDER INSPIRATION i den russisk-ortodokse tro – det er for mig et behageligt sted at kunne gå hen en gang imellem. Jeg beder aftenbøn hver dag. Jeg beder også Vorherre om, at en kamp kan gå efter mine ønsker. Så er det ikke altid, den gør det. Jeg tror på, at man kan ændre sin skæbne, men jeg tror også på, at der er mere mellem himmel og jord. Jeg er ikke fanatisk, men min tro er et rart sted for mig at søge hen.

Min far har det også som en del af sit liv, men det er ikke noget, mine søskende går op i, og det er heller ikke noget, jeg har givet videre til mine børn. Mine børn er døbt i den danske folkekirke. Men jeg står ved, at jeg har den russisk-ortodokse tro med i min bagage. Jeg skilter ikke med det, men jeg har et ikon stående derhjemme, og jeg har også et i min toilettaske. En kristusfigur. Det hele føles lidt mere sikkert, når jeg har bedt. Når jeg beder aftenbøn, siger jeg næsten det samme hver gang: Jeg takker for, at min familie er sunde og raske, men der kan være perioder, hvor man er mere udfordret, har nogle problemer hist og pist, og så beder jeg mere specifikt om hjælp i den retning. Jeg synes, at det er en dejlig ting at have i mit liv. Min hustru ved godt, at jeg gør det, for jeg gør det også nogle gange, når jeg har lagt hovedet på puden, inden vi skal sove: tre gange korsets tegn, og så kommer aftenbønnen inde i hovedet.

”Nogle gange skal man huske at slå ned i sin karriere og minde sig selv om, at man har opnået meget. Man må godt lige læne sig tilbage, lige puste ud og tage den der gode kop kaffe, og sige, at det ikke er helt dumt, det, man har gang i.”

– Erik Sviatchenko

Jeg beder bønnen inden kampen, men nogle gange også under kampen. Jeg kan godt tage mig selv i at slå korsets tegn i løbet af en kamp. Det er ikke noget, andre ser, men det kommer helt naturligt til mig. Især når det hele spidser til, og der er noget, jeg virkelig håber på kommer til at ske. Det sker helt automatisk, at jeg lige kigger op – at jeg lige søger en forbindelse. Det skete i den grad i vores Champions League-kvalifikationskamp mod Slavia Prag, efter at vi var kommet bagud.

Nogle gange sker det så, at jeg kommer til at lave et straffespark, og det var jo ikke lige det, jeg bad om. Der er tre episoder, som står helt klart for mig: For mange år siden kom jeg ind i en kamp mod OB, hvor Kristian Bach Bak blev skadet. Vi førte 2-1, og jeg var skyld i, at vi tabte 2-3 – jeg lavede blandt andet et selvmål, og det var helt håbløst. Ugen efter skulle vi spille mod Silkeborg, og jeg var trods min forfærdelige kamp mod OB blevet genvalgt, og det endte med, at jeg lavede to assister, og i sidste sekund fik jeg blokeret en bold fra Rajko Lekic, som gjorde, at vi vandt kampen. Jeg gik fra at være skurk til at være helt på under en uge. Jeg tænkte, at jeg selvfølgelig havde en mental råstyrke, men at der også havde været en eller anden form for hjælp ovenfra.

Den anden gang var i sidste sæson, hvor jeg lavede straffespark på hjemmebane mod Hobro. Jeg følte, at jeg havde spillet en rig- tig god defensiv kamp, men så gik jeg ned i en tackling og begik straffespark. I sidste sekund udlignede jeg til 1-1. Jeg følte, jeg fik hjælp. Mod Nordsjælland, også i sidste sæson, hvor vi havde vundet mesterskabet, var jeg måske gået på ferie i mit hoved, og der var nogle episoder, hvor jeg ikke helt var, hvor jeg skulle være. Alligevel fik jeg scoret til 4-3 og var med til at vende kampen, og jeg løb bare tilbage uden at juble, for jeg tænkte bare: For helvede, altså! Jeg var blevet hjulpet igen.

Kunstværk, Sergei Sviatchenko: Photography, Close Up And Private
Skjorte, A Day’s March, 495 kr.
Sweater, A Day’s March, 650 kr.
Bukser, Arket, 495 kr.
Sko, Vinny’s, 1.600 kr.

Der har været de sekvenser, hvor jeg bagefter har tænkt: Okay, det var alligevel vildt nok – var der noget større på spil her!? Jeg mærker nogle gange en forbindelse, og andre gange mærker jeg den ikke. Det er en latent forbindelse, som kommer og går, men jeg søger at opretholde den ved at bede hver aften. Det fylder ikke meget – det er en lille, men vigtig del af mit liv.

Der er et eller andet forudbestemt, men man kan godt udfordre det og gå andre veje. Men i sidste ende får man som fortjent. Nogle gange får man mere, og nogle gange får man mindre. Det går op i sidste ende. Nogle gange sker der nogle ting, hvor man tænker: Hvorfor sker det for mig lige nu? Hvorfor skal jeg igennem denne her krise?

Når jeg kigger på mine egne nedture, har jeg altid formået at komme tilbage, og det er også derfor, jeg står her nu og er enormt stolt af, at jeg har formået at komme tilbage i Superligaen og være med til at tage FC Midtjylland til næste niveau. Vi er nu i Champions League for første gang i klubbens levetid. Jeg blev både efterårets og forårets profil, og det er kun sket to gange for en spiller før i Superligaens historie. Det er sejt, og det tør jeg godt sige højt.

DEN, DER HAR indsigten, har også ansvaret. Man skal tage ansvar ved at dele sine indsigter. Man bliver nødt til at tage ansvar for sig selv først, og når man føler overskud, kan man også tage ansvar for andre. Jeg føler, at jeg har styr på mine egne ting, men det er ikke ensbetydende med, at jeg ikke fejler. Jeg har også perioder, hvor det ikke lige kører, men jeg ved med mig selv, at jeg lynhurtigt bliver løsningsorienteret. Jeg prøver at gøre en forskel, så meget jeg nu kan – om den så er lille eller stor. Det næste skridt i min udvikling kunne være at fokusere endnu mere på lederskab. Jeg ved, at Claus Steinlein (FC Midtjyllands direktør, red.), som jeg godt kan spejle mig i som leder, læser en del bøger om ledelse – det kunne godt være, at det var det, jeg skulle fordybe mig i nu. Jeg synes, at det var spændende at arbejde med René for at finde ud af, hvem jeg var som menneske, og hvilken profil jeg gerne ville være som fodboldspiller. Det var fedt, at det lykkedes. Nu er jeg blevet anfører. Jeg er blevet den lederskikkelse, klubben så i mig som helt ung spiller. Jeg fik anførerbindet, mens Jakob Poulsen, den tidligere anfører, stadig var i truppen, og jeg syntes, at det var vanskeligt at sætte mit eget præg på anførerrollen. Jakob var der stadig, så jeg følte ikke, at jeg bare kunne ændre en masse ting.

Erik Sviatchenko lufter labradoren Muffi, der er opkaldt efter Frank Hvams hund i ’Klovn’.

Skjorte, A Day’s March, 495 kr.
Bukser, Arket, 650 kr.
Sko, Thom Browne, 5.179 kr.
Slips, An Ivy x CUAP, 399 kr.
Ur, IWC, 32.000 kr.

Det første, jeg gjorde, da Jakob stoppede, var, at jeg inden kampen ventede med at sige noget til mine holdkammerater, til vi var ude på banen med græsset under fødderne. Brian Priske (FC Midtjyllands cheftræner, red.) siger, hvad der skal siges, når vi står samlet i en klynge i omklædningsrummet, og jeg siger, hvad jeg synes, der skal siges, når vi samles på banen, lige inden dommeren fløjter kampen i gang. Det føler jeg mig bedst tilpas med.

Jeg begyndte langsomt at tilpasse lederrollen, til hvem jeg er. Jeg er jo heller ikke en, der saver folk over til træning og sviner dem til – de ved godt, hvornår jeg forlanger noget af dem. Når jeg gør det, så tager jeg fat i dem på tomandshånd. Jeg vil gerne være tro mod den person, jeg selv er i rollen som anfører. Jeg har haft en stor rolle som leder på holdet, sammen med de andre rutinerede kræfter, mens hele omklædningsrummet nærmest er blevet skiftet ud – der er kommet nye, unge spillere med en helt anden kultur end den, jeg kommer fra. Vi har fundet hinanden og skabt resultater.

Det kunne sagtens være næste skridt, at jeg kigger endnu mere ind i den rolle. Jeg har bare svært ved at acceptere status quo, for det er for mig det samme som at stagnere. Jeg lever bedst med at være i en eller anden form for fremdrift. Min kære mor har sagt til mig, at man skal skynde sig langsomt, og det betyder, at der hele tiden skal være fremdrift, at der hele tiden skal ske noget, men det skal også indeholde kvalitet, så tingene ikke bare bliver jappet igennem.

Et andet godt eksempel, jeg bruger, når jeg holder foredrag, handler om min far, som ikke viste os nogen nåde, da vi som små børn skulle op ad kælkebakken med vores kælke, for den var stejl og hård at gå op ad, mens det var liv og glade dage, når vi rutsjede ned igen. Vi glemte ofte, hvor hård og træls vejen op var – vi investerede en masse hårdt arbejde i turen op. Jeg har siden spekuleret meget over, hvordan man kan gøre den tur lidt længere og hele tiden optimere den, gøre den interessant, så det ikke bare handler om at tage turen ned igen. Det er trods alt i den proces, du tilbringer det meste af dit liv. For turen ned, kulminationen, betyder enten, at du skal begynde forfra, eller at du bliver magelig.

Jeg har brug for hele tiden at holde mig i gang. Jeg ved godt, at jeg er god, og jeg er også nogle gange bedre end der, hvor jeg er. Jeg vil gerne slå igennem hele tiden. Nu skal jeg slå igennem i Champions League. Jeg fik lov til det i Celtic, og det er ikke mange danske spillere forundt at opleve det. Nu får jeg lov til at prøve det igen med FC Midtjylland, og det er vanvittigt. Jeg har vundet ti trofæer. Nogle gange skal man huske at slå ned i sin karriere og minde sig selv om, at man har opnået meget. Man må godt lige læne sig tilbage, lige puste ud og tage den der gode kop kaffe, og sige, at det ikke er helt dumt, det, man har gang i. Man må godt fejre kulminationerne. Men næste dag … Så kaster du dig ud i udfordringerne, ud i mulighederne. Og du gør det selvfølgelig med respekt for dine omgivelser, men også med respekt for, hvem du selv er, og hvor du kommer fra. Du skal turde sætte dig selv på spil. Det tør jeg, og det må folk så kunne lide eller ej.