Jens Lundgren

om at bekæmpe covid-19 fra frontlinjen

Jens Lundgren har i det seneste halve år stået i spidsen for en storstilet, global indsats, der har afprøvet medicin udviklet særligt mod covid-19. Her er, hvad den 60-årige danske professor har lært om virussen og pandemien – og mekanismerne, der følger med pludselig at blive en offentlig figur.

MENS VI TALER, sidder jeg i mit sommerhus og holder øje med udviklingen i dagens høring om den første vaccine. Det er den fra Pfizer-BioNTech, og høringen foregår i FDA (Food and Drug Administration er USA’s føderale fødevare- og lægemiddelmyndighed, red.). Man regner med, at vaccinen får en nødgodkendelse, men jeg kan høre, at FDA hamrer løs på, præcis hvem der har indgået i Pfizers studier: For hvem ved vi, hvilken effekt og sikkerhed vaccinen har?

Amerikanerne vogter jo over dette skærpede fokus, nu da det er kommet frem, at tre briter er blevet alvorligt syge, efter at de fik Pfizers vaccine tidligere på ugen. Lægemiddelmyndigheden i Storbritannien havde overset, at man ikke havde undersøgt, hvordan vaccinen virker på personer, der har en historie med alvorlige allergier. Og fordi det hele har skullet gå så hurtigt, har man nu vaccineret mennesker, der tidligere har haft netop alvorlige allergiske reaktioner, og det har resulteret i nogle ret seriøse tilfælde. Det var virkelig en dårlig start på massevaccinationen: På dag ét er der tre tilfælde af livstruende bivirkninger, fordi man havde skyndt sig for meget med godkendelsen.

Det er et klart eksempel på, at det kan gå for hurtigt. Det store spørgsmål er, om man med den viden, man har indhentet i sine studier, kan ekstrapolere til grupper, som ikke har indgået i studiet. Det enkle svar er, at det kan man ikke umiddelbart. Det kræver flere studier – mere viden. Eksemplet fra Storbritannien har virkelig understreget den pointe, og man må også spørge: Hvorfor skulle det gå så hurtigt? Hvorfor havde englænderne så travlt med at komme tre, fire eller fem dage før, når de ved, at FDA har en ekstremt grundig sagsbehandling, og EMA (European Medicines Agency, red.), det europæiske lægemiddelagentur, også er ekstremt grundig.

Jeg kan ikke forestille mig andet, end at det er et spørgsmål om en politisk markering, at man gerne ville komme først. Tv-billederne af den første vaccinerede er jo gået verden rundt. Men der er bare ikke nogen fornuft i det. Opgaven for lægemiddelstyrelser er altid: Find fem fejl. Det er deres opgave, og jo flere folk der leder, jo mere der bliver undersøgt og diskuteret, desto mere sikker er man på at have fundet alle fem fejl. Hvis man udelukkende stoler på sig selv, sin egen myndighed, så løber man en risiko, og det er England desværre et ret godt eksempel på. Det var en ærgerlig start, synes jeg, men vi må videre herfra og samtidig tilsikre, at dette eksempel ikke giver næring til konspirationsteorier og en fejlopfattelse af, at godkendelsesprocessen ikke er tilstrækkelig grundig.

FØR DER VAR NOGET, der hed corona, arbejdede jeg med at udvikle personlig medicin til svært syge patienter på Rigshospitalet – for eksempel cancerpatienter og patienter med autoimmune sygdomme som leddegigt. Projektet går ud på at målrette behandlingen, så den enkelte patient ud fra sine medfødte og tidligere erhvervede sårbarheder og styrker får den rette medicin. Vi har opbygget et datavarehus med data fra flere hundredtusinder personer, og ved hjælp af kunstig intelligens kan vi finde frem til den personlige medicinering af den enkelte patient. Det havde vi nørdet rundt i i seks år.

Torsdag 30. januar var en skelsættende dag. Den dag udsendte tidsskriftet The New England Journal of Medicine en rapport fra et møde i München tidligere i januar, og i den fremgik det, at en person kunne smitte fire andre, uden at personen selv havde symptomer. Med den oplysning gik corona groft sagt fra at være et irritationsmoment til at have pandemipotentiale. Dette skyldtes, at der er en viden om, hvorvidt det er muligt at inddæmme smittespredning, hvis den smitsomme person ikke har symptomer. Derfor var det ikke længere et spørgsmål om, hvorvidt der ville komme en pandemi, men om, hvor hurtigt den ville udvikle sig. Samtidig var der denne her historie om, at der var udbrudt smitte på et krydstogtskib ud for Yokohama i Japan. Smittetallet steg og steg, mens skibet lå i karantæne.

I de dage var jeg i kontakt med professor Jim Neaton fra University of Minnesota og dr. Cliff Lane fra National Institutes of Allergy and Infectious Diseases (NIAID) i USA. Jim er leder af forskningsnetværket INSIGHT, der har haft hovedfokus på behandling af HIV og influenza, og Cliff er INSIGHT’s centrale samarbejdspartner og bindeled til USA’s føderale forskningsinstitut NIAID, som dr. Anthony Fauci er direktør for. Jeg er formand for INSIGHT’s videnskabelige styregruppe, og vi fik i 2009 den opgave at lave et globalt studie af svineinfluenza, som jo startede en pandemi det år. Det udviklede sig til, at vi brugte ti år på forberedende arbejde til, at den næste pandemi kom. Vi har været igennem alle mulige processer. Vi har vurderet ebolaudbruddene i Vestafrika. Det, som vi kan, er, at vi kan lave forskning, sådan så man kan forbedre behandling og overvågning og vaccine – det har været vores fokus, så vi havde forberedt meget af det her: Hvad gør man, når der kommer en ny smitsom luftvejsvirus? Efter München-rapporten handlede det simpelthen om at træffe en beslutning: Nu har vi i ti år lavet det her store forarbejde – er det nu, vi slår en streg i sandet og rykker på det? Og det var det. Vi rykkede.

Først og fremmest havde vi en diskussion om, hvilke eksisterende præparater der var værd at satse på. Udgangspunktet var, at vi i sagens natur ikke havde nogen form for behandling mod præcis denne virus, fordi den var opstået ganske kort tid forinden. Men fandtes der allerede præparater, som kunne tænkes at have en virkning? Vores og alle mulige andres opmærksomhed rettede sig hurtigt mod remdesivir, der var udviklet i forbindelse med SARS-udbruddet tilbage i 2003. Man kunne se, at remdesivir havde virket – at det bremsede virusformeringen – og fordi præparatet fandtes i relativt store mængder, lå det også meget højt på vores liste over lægemidler, som vi valgte at undersøge nærmere.

Til at begynde med var studiet rettet mod USA, men jeg blev i løbet af marts sat i spidsen for den europæiske indsats. Vi skulle opbygge en infrastruktur, så man faktisk kunne gennemføre et studie. Det lykkedes for os at få protokollen meget hurtigt godkendt af de danske myndigheder, og vi fik medicin til at inkludere 12 patienter, og det gjorde vi i løbet af 24 timer. Danmark var således det første europæiske land, der introducerede behandling med remdesivir til covid-19. Det korte af det lange er, at det virkede. Det forkortede indlæggelsestiden, og for patienter, der endnu ikke var kritisk syge, forbedrede det også overlevelsen. Derfra blev studiet udvidet på tværs af Europa, og vi nåede at inkludere 170 patienter i studiet i løbet af ganske få uger i april.

Hvis man udelukkende stoler på sig selv, sin egen myndighed, så løber man en risiko, og det er England desværre et ret godt eksempel på. Det var en ærgerlig start, synes jeg, men vi må videre herfra og samtidig tilsikre, at dette eksempel ikke giver næring til konspirationsteorier og en fejlopfattelse af, at godkendelsesprocessen ikke er tilstrækkelig grundig”

Effekten har man i øvrigt også kunnet se her i efteråret og over vinteren: Remdesivir i kombination med binyrebarkhormon virker. Dødeligheden blandt danske patienter, der er indlagt med covid-19, er faldet med 70 procent i forhold til situationen i marts og april. Det virker. Jeg ved godt, at der er seriøs diskussion om det, og det er fair nok, og det er jeg også vant til, men altså, det bliver brugt dag ud og dag ind, fordi det virker. Men, for der er et men: Det er selvfølgelig ikke det optimale præparat, fordi det ikke specifikt er designet til denne virus, og det er også derfor, at ACTIV blev sat i verden. Det var nødvendigt at udvikle endnu bedre præparater.

I BEGYNDELSEN AF APRIL lancerede Trump-administrationen Operation Warp Speed. Operationen er dybest set en fundingmekanisme på mindst 10 milliarder dollars til at forske i behandling af covid-19, vacciner og diagnosticering. Den bliver kontrolleret fra Det Hvide Hus af en taskforce, som har fagfolk som Anthony Fauci og Deborah Birx i spidsen, og som du sikkert har set nogle pressemøder med i nyhederne. Et segment af Operation Warp Speed er det, der hedder ACTIV, som er en aktivitet, der ledes af The National Institutes of Health (NIH), og som er det amerikanske føderale forskningsinstitut. ACTIV består af fem enheder, og jeg er chef for ACTIV-3, som har fokus på patienter, som allerede er indlagt med covid-19. ACTIV-2 har fokus på at udvikle behandling af folk, som ikke er så syge endnu – og som stadig er hjemme – og så videre med de øvrige ACTIV-grupper.

Min rolle som forsøgsleder er at sørge for at udvikle og implementere en protokol for forsøget og styre den gruppe, der består af 1.500-2.500 forskere og flere hundrede hospitaler fordelt over fem kontinenter. Vi regner med at skulle involvere op til 10.000 patienter. Hver dag klokken 13.30 har vi holdt møde i min gruppe på tværs af kontinenterne. Så er det aften i Kina, næsten nat i Australien og, uheldigvis for dem, midt om natten på USA’s vestkyst. Jeg sidder altså langt nede i hierarkiet, men alle ACTIV-lederne indgår i et team, hvori vi diskuterer, hvad der foregår på kryds og tværs. På den måde har jeg alligevel fået lov til at være med i den inderkreds, hvor man arbejder på at finde ud af, hvordan vi griber den kliniske behandling af covid-19 mest hensigtsmæssigt an.

Studierne i ACTIV er at betragte på lige fod med alle mulige andre studier, offentlige som private, der foregår overalt i verden. Der er mange spillere, men det, NIH har kunnet, og som har været svært for så mange andre offentlige forskningsinstitutter, har været, at man kunne sige til private virksomheder, som har haft behandlingsprodukter undervejs: Vi er interesserede i at indgå et public-private-partnership med jer, hvor I leverer medicinen, og vi undersøger den. I skal ikke betale for selve undersøgelsen – I skal bare levere medicinen.

En række firmaer har taget imod det tilbud, og der har været en lang proces med at finde ud af, hvem der skulle ind, og hvem der ikke skulle ind. Vi har kunnet vælge fra toppen og har derfor arbejdet med de bedste, der nu engang var, og det har selvfølgelig været et privilegium. Det har vi kunnet, fordi der ikke har været andre, der på den måde er gået ind og har tilbudt denne her businessdel med firmaerne – det har været fint. Moderna er et eksempel på en privat virksomhed, som har samarbejdet med NIH om at få udført studierne af sin vaccine, mens Pfizer-BioNTech omvendt valgte at lave sit eget vaccinestudie.

Status på ACTIV her i begyndelsen af december er, at vi har færdiggjort studiet af det første middel (fra Eli Lilly, red.). Og det virkede ikke. Det bliver offentliggjort i en artikel 22. december i The New England Journal of Medicine, som er det bedste tidsskrift inden for den verden, jeg beskæftiger mig med. Nu søsætter vi undersøgelser af to andre præparater (fra GlaxoSmithKline-Vir Biotechnology og Brii Biosciences, red.), som vil virke bedre end det første, satser vi på. Og der er et fjerde præparat lige om hjørnet. Vi har fået et moment til at få afklaret nogle ting. Til at lave en endnu skarpere infrastruktur og protokol, som vi hurtigt kan rykke på og afklare, hvorvidt præparaterne virker. Men faktum er, at vi ikke har leveret et positivt resultat – endnu.

JEG HØRER OFTE UDVIKLINGEN af en covid-19-vaccine beskrevet som et kapløb i medicinalindustrien. Der er også en kommerciel vinkling i det, men hovedparten af pandemiberedskabet vil typisk være et statsligt instrument. Det er sat uden for den kommercielle konkurrence. Med hensyn til coronavaccinerne er der ingen konkurrence mellem firmaerne, for der er på forhånd lavet de aftaler med regeringerne i både Europa og i USA, der regulerer prisen. Prisen er færdigforhandlet. Nu handler det om, at firmaerne leverer på de aftaler. Men det er klart, at der ligger et kommercielt incitament for firmaerne i at fokusere på infektionssygdomme, og de kan godt se, at deres marked kun er der, så længe der er en pandemi. Det marked forsvinder formentlig igen, når pandemien er væk. Det gør, at de med deres businesscases som regel ikke vil investere i for eksempel covid-19 på langt sigt. Derfor bliver meget af det kommercielle incitament skabt af regeringer, der investerer i det her. De almindelige markedsmekanismer, som man er vant til, er sat ud af kraft.

For mig handler det om dette spørgsmål: Hvorfor laver man i det hele taget forskning under sådan et udbrud? De to principielle grunde til det er dels at udvikle noget medicin, man kan bruge til at håndtere selve pandemien, dels at gøre os i bedre stand til at forberede os på, når den næste pandemi af coronavirus kommer. For den kommer på et eller andet tidspunkt. Jeg kan ikke sige dig hvornår, men den kommer, og i forhold til hvordan vi stod forberedt til den nuværende pandemi, tror jeg, at der er meget stor enighed om, at vi skal stå bedre forberedt næste gang. Hvis vi skal finde ud af, hvad der virker, og hvad der ikke virker, så skal de undersøgelser være i gang, mens pandemien pågår, sådan så man får indsamlet den information, der gør, at man kan lave en mere robust pandemiplan til næste gang.

Det er fuldstændig samme proces, der finder sted i forbindelse med ebola. Her har man flyttet en behandling til at være praktisk talt ikkeeksisterende til at være relativt god. Behandlingen er ikke nået at komme patienterne til gavn, fordi studiet først blev afsluttet til sidst i Congo-udbruddet i 2019, men nu ved vi, at medicinen findes til næste gang. På den måde har vi jo flyttet os voldsomt med hensyn til ebola i forhold til udbruddet i Vestafrika i 2014, hvor der ikke var nogen medicin. På fem år har vi nu noget virksom medicin, og det har været meget sværere at få lavet de undersøgelser, fordi de foregik i Afrika, hvor udbruddene var.

Det er det samme, vi skal opnå med covid-19: Det gælder om at få indhentet så meget data og så meget viden som overhovedet muligt, mens pandemien er her. Der er rigtig mange studier i gang, men vi opdeler jo studierne i fase 1, som er 30-50 personer, og fase 2-studierne, som er et par hundrede, og så de her fase 3-studier, som er mellem 1.000- 2.000 for behandlingsforsøgene og helt op til 60.000 for vaccineforsøgene. Senest, jeg tjekkede, var der 12 fase 3-vaccinestudier undervejs, og vi har hørt fra to en halv af dem, så der er masser af viden på vej inden for den næste måned til to.

PERSONLIGT HAR JEG ALDRIG været et sekund i tvivl om, at jeg skulle kaste mig ud i det her arbejde, da pandemien kom. Men der kommer altid en evaluering af, om vi har truffet de rigtige beslutninger undervejs, og det tror jeg nok, at der er mange, der vil have et synspunkt om.

Jeg har desværre også kunnet mærke, at det har konsekvenser at blive en offentlig person. Jeg forstår godt, at folk sender mig mails, men jeg havde svært ved at håndtere det til at begynde med, når jeg fik noget, der godt kunne minde om trusler. Nu har jeg efterhånden erkendt, at nogle mennesker er dybt mærkelige. Her for nylig foreslog jeg for eksempel, at det ville være meget smart, at man tog mundbind på, hvis man fik besøg i sit hjem af folk uden for ens sociale boble. Antallet af shitmails var helt vildt. Jeg fik også et spørgsmål om, hvornår man kunne forvente at tage på Roskilde Festival igen, og det var på et tidspunkt, hvor jeg ikke troede, at vaccineeffekten ville være så høj, så jeg svarede meget henholdende. Bum! Fuld mailboks. Da jeg i sommer blev spurgt om mine forventninger til, hvordan efteråret og vinteren ville forløbe, svarede jeg, at jeg var virkelig bekymret for, at vi ville få et stort udbrud, hvorefter jeg blev svinet til som ’lyseslukker’ og ’du ved ikke, hvad du snakker om’ og ’hvorfor al denne her pessimisme!?’. Og nu står vi her. Det er ikke, fordi jeg vil have ret, men mere fordi jeg vil give et så ærligt svar som muligt. Og apropos ærlighed: Jeg tror altså bare, vi må sige, at 2021 ikke bliver et let år. Jeg tror, at vi mangler en forventningsafstemning af, hvad der kommer til at ske i 2021.

Når det er sagt, giver det her år kolossal stor mening for mig. Jeg er stolt af, at vi har kunnet lave så meget højkvalitetsforskning, som vi har – det må jeg sige. Jeg er jo privilegeret, i og med at jeg har en forskningsgruppe på 80 mennesker på Rigshospitalet– super motiverede, dygtige folk. De er godt nok steppet op, og det er jeg sindssygt stolt af. Det var jo ikke planlagt, at vi skulle lave det her. Der er ikke nogen blandt dem, jeg samarbejder med, der går hjem klokken 15.30. De bliver, indtil arbejdet er færdigt. Og i modsætning til det private erhvervsliv, hvor man giver folk bonusser og alt muligt andet for at skabe motivation for at få medarbejderne til at arbejde mere, får vi offentligt ansatte den samme løn, som vi plejer, uanset hvor mange timer vi arbejder. Et honninghjerte eller en myslibar er, hvad det bliver til. Så det er nogle helt andre drivkræfter i vores personligheder, vi trækker på.

”Det er ikke, fordi jeg vil have ret, men mere fordi jeg vil give et så ærligt svar som muligt. Og apropos ærlighed: Jeg tror altså bare, vi må sige, at 2021 ikke bliver et let år. Jeg tror, at vi mangler en forventningsafstemning af, hvad der kommer til at ske i 2021.”

Så er der al fnidderet i min egen lille verden. Jeg er faktisk ikke kommet frem til en endelig analyse af det, og jeg tror måske, at jeg skal skrive en bog om det en dag. Jeg vil gerne forstå det. Jeg forstår sådan set godt, at mange andre også godt kunne tænke sig at blive sat i spidsen for et globalt studie og sidde i møder med Anthony Fauci, men … Det udefrakommende pres har været et stort problem for mig, og det har jeg været nødt til at håndtere. Jeg er en ret analytisk person, og jeg er relativt fokuseret på fagligheden i det, jeg beskæftiger mig med, og så må jeg lægge det andet til side. Det forstyrrer i virkeligheden det, det drejer sig om. Jeg kan godt se nu, at jeg ikke bare kan lægge det til side og tro, at det ikke findes, men det er jeg mentalt alligevel blevet nødt til at gøre. Det gør jeg ved at fortsætte med at arbejde, som jeg har gjort hele mit liv: Jeg er grundig, og hvis jeg synes, at vi gør det rigtige, så gør jeg det. Jeg cykler også en del for lige at få blæst hovedet rent. Cykling er en vigtig ting for mig. Jeg tager i sommerhus og er sammen med familien og gode venner. Med folk, jeg stoler på.

Jeg vil også sige, at jeg er virkelig, virkelig imponeret over de kolleger ude på hospitalerne, der står med det daglige kliniske ansvar. De har i den grad været i stand til at omstille sig, som jo er hele grundprincippet under en pandemi: Du skal kunne omstille dig til nye udfordringer hele tiden. At have den der faglige stolthed, også når det er hårdt og nu her på måned ni … Det er imponerende!

Min egen datter blev smittet og syg med covid-19, mens hun var på arbejde som læge, men det er mere sådan en privat far-datter-ting: Hun lider stadig af senfølger, og det er jeg jo virkelig ked af på hendes vegne. Jeg er bekymret. Og så alligevel spiller det også en rolle i mit professionelle liv, for hvis jeg skulle mangle en motivation for at arbejde videre, så har jeg nu set, hvor store problemer denne her sygdom stadig mange måneder senere har skabt for min egen datter. Jeg bliver ekstra stålsat på at knokle videre. Koste, hvad det koste vil.

Interviewet er lavet 10. december 2020, og Jens Lundgren har ikke haft mulighed til at forholde sig til udviklingen herefter.

Fra Dossier nr. 23, februar-marts 2021