Knud Brix

Vært på DR's nyhedspodcast 'Genstart', 40 år

Hvad vil du primært huske dit arbejdsår 2020 for?
Hvordan tilfældets terningkast kan overrumple dig, hvis du lader de åndelige sluser stå på klem. Efter 24syv gik ned i slutningen af 2019, havde jeg kurs mod en mental vejspærring, kørende på en krasbørstig blanding af selvmedlidenhed, harme og følelsesløshed. Det fik mig fejlagtigt til at tro, at når jeg én gang havde oplevet journalistikkens svar på Warhols værksted ’The Factory’, så ville alt andet få afsmag af fad middelmådighed. Derfor takkede jeg også pænt nej til ’Genstart’ i første omgang, da DR bad mig søge en stilling som vært på en kommende
nyhedspodcast. I stedet rejste jeg til Afrika på jagt hos storvildtjægeren Holger ’Safari’ Jensen og kløede på med fem udsendelser om jagt, litteratur og min lidt skamfulde fascination af at jage og det at dræbe (podcasten ‘En hæslig jæger’ kan findes på Dr.dk).

Hvilke ting er lykkedes for dig rent professionelt?
Jamen jeg besindede mig heldigvis og gik til en casting på ’Genstart’ og slog til. Ikke fordi jeg havde luret, hvor interessant det ville blive, eller hvordan folk ville tage imod det, men snarere af frygt for at komme til at sidde i underbukser i privaten og ikke få noget fra hånden uden en sjakbajs til at piske mig. Det viste sig så, at ’Genstart’ blev befolket af det kæreste, kvikkeste og på mig komplementerende hold udstyret med journalistisk fripas til at lave, hvad vi selv fandt interessant. Hvilket igen beviser, at hvis man får hovedet ud af egen middelstore bagdel, dropper sammenligningerne med fortiden og får frie rammer med det rette hold, så kan tingene lykkes og løftes til overraskende højder.

Knud Brix er fotograferet i sit hjem på Amager, hvor han bor som delefar med sine to drenge. Brix er uddannet journalist og har en master i Afrikastudier ved Københavns Universitet. Han har tidligere fungeret som blandt andet politisk reporter på TV 2 og som vært på både morgenfladen og programmet ’Poesibogen’ på Radio24syv, inden han blev vært for DR-nyhedspodcasten ’Genstart’, der havde premiere i marts 2020. Knud Brix udsendte i 2017 digtsamlingen ’Natfolden’, som er inspireret af hans tid som Christiansborg-reporter. Han lytter ikke selv til podcasts, da han frygter ”afsmitning”, men han er til gengæld fan af lydbøger og har senest lyttet til Jesper Steins ’Rampen’ og Hanne Højgaard Viemoses ’Dødsknaldet i Amazonas’. Begge er ”tindrende smukke”.

Hvilke ting er ikke lykkedes for dig?
Jeg dumpede den praktiske prøve til motorcykel-kørekort, som jeg i et anslag af fyrreårskrise og frihedshunger kastede mig ud i. Om det så var et varsel fra guderne om at droppe det – eller blot fordi jeg gik i stå midt i et kryds på Røde Mellemvej – har jeg endnu ikke gjort op med mig selv. Jeg fejlede også med at skrive en større håndfuld digte, som blev parkeret på skuffelsernes skrivebord.

Hvilke ambitioner har du for 2021?
Mindre skærm, mere papir. Mindre Twitter, flere romaner. Men det var guddødemig også min ambition i 2020, hvor pandemien ellers serverede den forspildte mulighed på et afsprittet sølvfad. Færre brudte løfter, flere vandreture, flere jagtture med min bror, mindre selvkritik og et langt, sejt træk, hvor ’Genstart’-holdet trods barsel, bedårende babyer og almindelig udskiftning cementerer sin niche i medielandskabet uden samtidig at størkne.

Dossier nr. 23, februar-marts 2021.