MALTE FLAGSTAD

om retro-motorcykler

”Min kæreste spørger mig nogle gange: ”Skal du virkelig have syv, de ligner jo hinanden?” Og det har hun sikkert ret i, men hvis man er inde i det, så er det ikke ligegyldigt, hvilken forgaffel der sidder på, eller hvilken årgang motoren er.” Malte Flagstad, 38 år, tøjdesigner og stifter af det danske brand Tonsure.

DET ER IKKE SÅDAN, at jeg er vokset op med motorcykler og har kørt lange ture bag på min fars motorcykel. Jeg havde ikke engang en knallert. Men der har måske altid været et eller andet med mig og hjul, for jeg kørte meget på mountainbike. Da jeg var 17, købte min kammerat Laust så en gammel Java, en østeuropæisk motorcykel i original stand, der var hentet op fra Tjekkiet af en scenograf, som havde været dernede og filme, og det tændte et eller andet i mig. Året forinden havde jeg for første gang siddet på et motoriseret køretøj, jeg tror, det var en Puch Maxi, og det står meget klart for mig. Det der med at komme så hurtigt fremad uden at bruge sine kræfter … Wow … Det, syntes jeg, var helt vildt. Inspireret af Lausts Java fik jeg hurtigt købt en Triumph-motorcykel og taget et kørekort, og siden har den ene motorcykel simpelthen bare taget den anden.

Jeg har haft alt for mange motorcykler, men jeg har forsøgt at holde mig til engelske modeller. Det er sådan, at hvis man er til engelske, så dur amerikanske, tyske eller italienske slet ikke. Der er virkelig noget religion i det. Jeg skal for eksempel aldrig nogensinde ses på en Harley-Davidson. Den siger mig slet ikke noget. Den er for stor, den larmer for meget, den er simpelthen vulgær. Jeg tror ikke engang, at man kører særlig godt på den. Jeg kunne sagtens fylde en hel lagerhal med 50 motorcykler, jeg synes er fede, men det kommer nok aldrig til at ske. Jeg går efter at have alle mine favoritmodeller fra den engelske fabrikant Norton. Det er mit mærke.

Der er løbende udskiftning i min samling. Jeg startede for 20 år siden med 60’er-motorcykler og har så gennem årene arbejdet mig tilbage i tid, så den ældste, jeg har nu, er fra 1927. I dag har jeg syv motorcykler i forskellig stand, nogle er færdigbyggede, andre langvarige projekter. Den yngste er fra 1956. Men jeg kører ikke på dem regelmæssigt, det kan man ikke. Eller det kan man godt, men det kræver vanvittig meget tid at holde en gammel motorcykel kørende, og jeg har to børn og en virksomhed, så det er der simpelthen ikke tid til.

Det er jo sådan med gamle motorcykler, at en rigtig stor del af det er at skrue på dem. At stå inde i garagen hele vinteren og optimere og renovere. Det er klart det, der fylder mest. Jeg er så heldig at have en garage, hvor jeg bor, og så er jeg en del af et værkstedsfællesskab på Nørrebro. Min kæreste spørger mig nogle gange: ”Skal du virkelig have syv, de ligner jo hinanden?” Og det har hun sikkert ret i, men hvis man er inde i det, så er det ikke ligegyldigt, hvilken forgaffel der sidder på, eller hvilken årgang motoren er. Og der er altid noget, der kan forbedres.

I forsommeren var vi nogle stykker, der kørte til Bornholm, og allerede inden vi nåede broen, raslede en af mine motorbolte løs, så jeg måtte halvvejs hænge ned over den ene af siderne på motorcyklen og holde den fast med min hånd, så motoren ikke rev sig løs fra stellet. Jeg møder ofte nogen, der synes, at mit forhold til motorcykler er lidt langt ude, men altså, sådan ville jeg jo også have det, hvis jeg mødte en, der havde 100 bamser siddende i sofaen.

“Jeg skal for eksempel aldrig nogensinde ses på en Harley-Davidson. Den siger mig slet ikke noget. Den er for stor, den larmer for meget, den er simpelthen vulgær. Jeg tror ikke engang, at man kører særlig godt på den.”

Malte Flagstad

DER ER KOMMET en masse fora og blogs på nettet, hvor folk spørger hinanden om råd til, hvordan man gør det ene og det andet, så med årene er det blevet nemmere at holde gang i hobbyen. Tilgængeligheden til både selve motorcyklerne og reservedelene er blevet meget større. Før internettet skrev man et brev og sendte til England om, at man skulle bruge en særlig reservedel, og så fik man et brev tilbage om, at den var på lager, og så skrev man igen, at man gerne ville lave en ordre, og så fik man en regning, som man så betalte, og så blev dimsen sendt af sted. Der kunne gå to måneder. Nu kan du have din reservedel, tre dage efter at du har bestilt den. Men jeg vil stadig sige, at dem, der virkelig ved noget, finder man ikke på nettet. De er afskåret fra den slags. Der er for eksempel en fyr ude i en kælder på Vesterbro, der er uddannet fra B&W og laver al mulig finmekanik til motorer. Ting, som hverken jeg eller andre i mit værksted kan lave. Han er virkelig en kapacitet.

En af de mest tilfredsstillende ting ved at samle på motorcykler er, når de ikke kører, som man gerne vil have, og man så finder fejlen og får den udbedret. Nogle gange er det en eller anden åndssvag lille ting, man har overset. Andre gange er det noget helt vildt kompliceret. Når man rammer spot on der, så er det en total forløsning. Første gang man splitter en motorcykel ad til atomer, får den samlet og ser, at lortet fandme kan køre, føles virkelig som en sejr.

Alligevel er sejren ikke helt i hus der, for selv om det måske kan lade sig gøre at køre rundt om blokken, så er der risiko for, at hele skidtet falder fra hinanden, så snart man kører 80 kilometer i timen. Så må man tilbage i garagen. På den måde kan en sejr hurtigt blive til et gigant-nederlag.

Malte Flagstad er fotograferet i sit værksted på Nørrebro i København.
Strik, Tonsure, 1.230 kr.

Den af mine motorcykler, der betyder mest for mig, er den ældste i samlingen. Det er en racermotorcykel fra Norton, som jeg har købt i Italien, og der findes virkelig ikke særlig mange af dem. Den var kørende, da jeg købte den, men der skulle alligevel laves en del forskellige ting på den, så det har udviklet sig til et ret omfangsrigt projekt. Forgaflen var ikke originalen, men så fandt jeg ud af, at der er en mand i New Zealand, der laver nyfremstillede, originale forgafler, så sådan en har jeg fået sendt op. Det var heller ikke den originale tank, og sådan en er umulig at skaffe. Som i helt umulig. Der er en mand i England, der har samme motorcykel med original tank, og ham forsøgte jeg at få til at sende sin tank over, så jeg ville kunne få produceret en kopi, men det kunne jeg ikke få ham til. Så tænkte jeg: ”Fuck, jeg skal jo have den tank …” Og nu har jeg så fundet et engelsk firma, der specialiserer sig i 3D-scanninger, og dem har jeg fået til at køre ud til manden og 3D-scanne den originale tank, så en fyr herhjemme, der hedder Lars, en gammel modelsnedker, kan bygge en træudgave af den. Men den skal så sendes tilbage til England, hvor en helt fjerde skal bygge den endelige version. Der er mange mennesker involveret, og det er total projektstyring. Der er masser af mails frem og tilbage, og det hele er vanvittig nørdet, men det er sgu ret sjovt. Jeg håber, at den er færdig til næste år.

JEG KENDER IKKE nogen på min egen alder, der har samme samlermani, når det kommer til motorcykler, som jeg har. Men rundtomkring i landet har jeg mødt nogle, der har 30, 40 eller 50 motorcykler. Men så er det ofte sådan, at de heller ikke har kone eller børn. Så bliver motorcyklerne deres familie. Der går grænsen trods alt for mig. Jeg er virkelig ung i forhold til dem, jeg sidder og skriver frem og tilbage om alverdens reservedele og stelnumre og så videre. De fleste er nok folk på 60-70 år, der har haft hobbyen hele deres liv. Men det fede er, at der er en slags, hvis ikke kollegialitet, så i hvert fald respekt for hinanden. Når jeg sender 5.000 kroner til en fremmed mand i New Zealand, er jeg ikke ét sekund i tvivl om, at jeg nok skal få, hvad jeg har bestilt. Dér tøver jeg ikke et sekund.

Jeg synes egentlig også, at motorsport er spændende, både Formel 1 og andre ting, men jeg sidder slet ikke og ser det hver weekend. Så meget siger det mig trods alt ikke. Jeg ville hellere se nogle 30-40 år gamle ræs. Det er den gamle mekanik, der interesserer mig, og i dag bliver både biler og motorcykler nærmest lavet af computere, og det kan jeg slet ikke have. Det er ret fascinerende, hvordan England fra 20’erne til 60’erne sad på hele markedet for motorcykler. Selvfølgelig var der BMW i Tyskland, Moto Guzzi i Italien, men det var virkelig koncentreret om England. I 60’erne og 70’erne kom japanerne så, og så døde det fuldstændig ud i Europa. Industrihistorien er virkelig interessant, synes jeg.

Jeg kører heller ikke med i rallies, og jeg kunne aldrig drømme om at tage mine motorcykler med til et udstillingsshow. Jeg kunne næsten ikke forestille mig noget værre end at skulle stå der og svare på spørgsmål. Det er ikke, fordi jeg ikke vil dele min hobby med andre, men det er ikke noget, jeg opsøger aktivt. Det der ’se, hvad jeg har her’ gider jeg slet ikke.

Der findes det, der hedder Concours-shows, hvor folk har bygget deres motorcykler uden at stramme boltene, så malingen ikke sprækker, og det er klart, at sådan en kan man ikke køre med. Det, synes jeg, er fuldstændig vanvittigt, for skal man så bare have dem stående? Altså, jeg har selvfølgelig også motorcykler stående, men de er allesammen købt og bygget med den intention, at de en dag, når de er klar, og jeg har tid, skal ud at køre. Det sker forhåbentlig snart.

Der er nok en eller anden kobling mellem motorcyklerne og mit arbejde som tøjdesigner. Det handler jo også enormt meget om æstetik, når jeg står i garagen. Det er industrielt design på virkelig højt niveau. Jeg er ligeglad med, hvor hurtig en motorcykel er, hvis den er pissegrim. Så siger den mig slet ikke noget. På den anden side nytter det jo heller ikke noget, hvis en motorcykel ikke er i stand til at køre. Og den der balance mellem, hvad der fungerer, og hvad der ser godt ud, forsøger jeg at finde, uanset om jeg står med mine motorcykler eller på arbejdet.

Men værkstedet er også der, jeg flygter fra hverdagen. Jeg kan være så stresset og have arbejde helt op til halsen, men når jeg står i værkstedet og skruer, så føles det perfekt. Så har jeg det sådan: ”Jeg kunne ikke være et bedre sted end her.” Jeg får nok det samme ud af det, som andre får ud af at cykle eller tage på fisketur. Det er det øjeblik, jeg er helt for mig selv og har tid til at reflektere over en masse ting, der egentlig slet ikke har noget at gøre med det, jeg står og skruer på. Det er dyb koncentration og ingen forstyrrelser.

Fra Dossier nr. 10, december-januar 2018/2019.