Paul Smith

om at holde sig inspireret

Den 71-årige designer Paul Smith har, siden han i 1970 definerede sit designkoncept ’Klassisk med et twist’, fundet inspiration i alt fra en dåse tun til verdenskunst. Det hele begynder hver morgen klokken 5.

Jeg arbejder på en meget spontan måde, det er aldrig særlig planlagt, hvad der sker, og hvordan en kollektion ender med at se ud. Det er ikke sådan, at en hel kollektion tager udgangspunkt i for eksempel en bestemt film, men jeg kan på den anden side godt se, når jeg kigger tilbage, at der er personer, kunst, musik, sportsgrene, der går igen, som er en vedvarende inspiration.

Måske er det bedst at indlede med det mest konkrete, nemlig hvordan min typiske arbejdsdag ser ud. Den er bygget op omkring et par ret klare ritualer. Det vil sige, at jeg rejser jo en hel del, men når jeg er hjemme i London, svømmer jeg hver morgen klokken 5 i Royal Automobile Club. Det har jeg gjort siden 1992, bare i 10-15 minutter og en halv time i weekenderne. Jeg skal alligevel have et brusebad, og så er det en god måde at få kroppen i gang på. Jeg elsker den rutine, som i øvrigt foregår i en meget smuk pool. Som en bonus kan jeg være på mit kontor i Kean Street allerede klokken 6. Det er en smuk tid på døgnet. Jeg kører igennem London i min MINI, der er ingen trafik, solen står op, byen vågner.

Hvis jeg ikke lige er kommet hjem fra en rejse, hvor bunkerne på skrivebordet har hobet sig op, spiller jeg musik på mit kontor mellem klokken 6 og 8. Altid vinyl. Jeg er for det meste alene på det tidspunkt, så jeg bliver ikke forstyrret. Forleden hørte jeg Herbie Hancocks ’Blind Man, Blind Man’. Jeg elsker det nummer. Jeg har for nylig lavet en playlist for Apple Music, og det fik mig til at tænke over, hvilken musik jeg kan lide.

Jeg gik igennem min pladesamling, og jeg genopdagede netop Herbie Hancock. Og John Coltrane og Miles Davis … Min kones barnebarn på 16 år spiller klaver ligesom Hancock. Han har altid spillet klassisk, men er pludselig begyndt at spille jazz, og det er det, vi diskuterer og hører, når vi mødes nu. Mine jazzplader har ellers ligget nederst i bunken i et stykke tid. Father John Misty og Jake Bugg har ligget øverst. Og i midten alle favoritterne, dem jeg altid vender tilbage til: Neil Young, Van Morrison … Led Zeppelin og Pink Floyd.

Paul Smith har besøgt Louisiana flere gange. Han er især vild med det danske kunstmuseums Giacometti-samling, men han kan også bare lide stedet som et sted. “Mange museer er lukkede om sig selv, men på Louisiana har du virkelig en fornemmelse af om- givelserne. Vandet, naturen. Det føles som et åbent rum,” siger han.

Jakke, Paul Smith, 6.130 kr.
Bukser, Paul Smith, 2.675 kr.
Skjorte, Paul Smith, 1.070 kr.
Sko, Paul Smith, 2.060 kr.
Jakkesættet er fra Paul Smiths A Suit To Travel In-serie.

Mine morgenritualer handler nok i virkeligheden om at gøre mig klar til dagen. Ikke om direkte inspiration, men om at gøre mig klar til at blive inspireret. Få kroppen og hovedet i omdrejninger.

JEG BEHØVER EGENTLIG ikke forlade mit kontor for at blive inspireret. Mit kontor er proppet med tusindvis af ting, cykeltrøjer, gaver fra Japan, bøger, kitschede ting, smukke ting … Jeg får tilsendt en masse gaver. Da jeg for nylig i et interview blev spurgt om, hvorfor jeg var blevet samler, svarede jeg, at jeg bestemt ikke var samler. Jeg har bare en masse ting, forklarede jeg. Men, svarede intervieweren, er det ikke også at være samler, og det måtte jeg jo erkende. Det, jeg forsøgte at sige, var, at de folk, jeg kender, som er samlere, finder ure eller lommeknive, fordi de har en kæmpe interesse for de ting. Og en helt ekstremt stor viden om de ting. Jeg har ingen viden om mine ting. Jeg har bare en masse ting.

Jeg kan godt lide modsætninger. Jeg kan for eksempel godt lide at tage noget, der er virkelig dårlig stil, og sætte det sammen med noget, der er virkelig god stil. I min nye kollektion har vi en bæltestrop, virkelig kitschet, som jeg så på en taske, endnu en gave på mit kontor, men når du sætter bæltet sammen med et lækkert jakkesæt i cashmere, ser det cool ud. Det er det samme med en kunstner som David Hockney og den måde, han sætter farver sammen på. Han kan have en stærk gul eller grøn farve på en turkis baggrund, farver, der virkelig clasher og ikke arbejder særligt godt sammen, men som alligevel kan noget. Det er meget inspirerende, og det handler meget om at turde skille sig ud.

Problemet i min branche er, at de fleste kigger på, hvad de andre laver, og så kommer det hele til at se ens ud. Vi har brug for, at flere tør skille sig ud, vi har brug for mere individualitet, ellers bliver det for kedeligt. Det er jeg meget bevidst om. Der finder også en overekspansion sted. Modebrands, der engang havde 20 butikker, har nu 4.000, og det udvander deres væsentlighed. Man får for meget. Det bliver for tilgængeligt, for kommercielt. Det samme kan man sige om kunstverdenen. Art Basel er ikke bare Art Basel, men Art Basel Miami og Art Basel Hong Kong, og Frieze London er også Frieze New York, Tefaf Maastricht er Tefaf New York og så videre. De bliver for grådige. Oplevelser, der en gang var noget særligt, er ikke længere noget særligt.

MIN KONE, PAULINE, er en livslang inspiration. Hun underviste mig i mode derhjemme, og det var hende, der lavede de to-tre første Paul Smith-kollektioner i 70’erne. Hun havde selv gået på designlinjen på Royal College of Art, men ville hellere beskæftige sig med kunsthistorie og lære at male. Så hun gik videre på Slade School of Fine Art. Meget af den kunst, vi har i dag, stammer fra den tid. David Hockney gik to årgange over Pauline på Royal College, og jeg kan huske, at han havde blonderet sit hår og var i guldjakkesæt, da han tog afgang, og alle de andre havde den traditionelle kjole og hat-dimissionsuniform på. Han turde skille sig ud.

”Hvis jeg ikke lige er kommet hjem fra en rejse, hvor bunkerne på skrivebordet har hobet sig op, spiller jeg musik på mit kontor mellem klokken 6 og 8. Altid vinyl.” 

Paul smith

Den første Hockney, vi købte, var fra Whitechapel Gallery i 1974. De havde lavet 200 print, som hed Pretty Tulips, som også var navnet på udstillingen. Vi forelskede os i det på stedet, og på det tidspunkt handlede det om at have penge til enten gasregningen eller værket. Vi købte værket, hvorefter de kom og lukkede for gassen. Det var også vores første stykke kunst. Dengang var Hockneys arbejde i øvrigt meget mindre farverigt. Han var også mere illustrator end maler i den periode. På Slade lærte vi kunstnere som Craigie Aitchison og Euan Uglow at kende.

Vores hus er endt med at blive opdelt i forskellige æraer med forskellige kunstnere, vi sætter pris på. Men ligesom jeg ikke betragter mig selv som samler i almindelighed, er jeg heller ikke kunstsamler. Jeg har en masse kunst, men jeg er ikke en samler. Det meste af den kunst, jeg har, har stort set ikke kostet noget. Det er noget, jeg lige er faldet over på Portobello Road, dengang der var god kunst der, eller noget, som nogen har givet mig. Jeg har også et par store navne, men jeg vil nødig fremstå ekstravagant, men det er faktisk alt sammen købt meget billigere, end det er værd nu. Jeg har et par Giacometti-tegninger. Jeg har en original Banksy. Han er kendt for sine stencils, men jeg har et maleri af ham.

Min kone og jeg har gerne villet give noget tilbage den kunstverden, der har givet os så meget. Og vi vil gerne gøre vores for at udvikle originalerne. Hvert år uddeler vi et stipendium til en af de studerende på Royal Academy, og Lynette Yiadom-Boakye og James Lloyd er to af de kunstnere, vi er stolte af at have hjulpet på vej.

Paul Smith har udgivet bogen You Can Find Inspiration in Everything – (And If You Can’t, Look Again) (2001). I dag kan hans evige jagt på inspiration til sine kollektioner følges på hans Instagram-profil, @paulsmith.

JEG HAR LIGE VÆRET I TAIPEI. Jeg er ofte i Japan, hvor vi har en hel del butikker. I dag er jeg i København. Jeg tager en masse billeder på mine rejser. Det vil folk, der følger mig på Instagram, vide. Det kan bare være en dåse tun med en flot grafik. Jeg rejser meget med mit arbejde, men når jeg rejser som privatperson, går turen næsten altid til Italien. Vi har et gammelt bondehus 20 minutter uden for Lucca. Det er i det område, jeg dyrker et tredje af mine ritualer. I London svømmer jeg og hører vinyl, i Lucca cykler jeg.

Jeg var 12, da jeg begyndte at cykle i den lokale klub, Beeston Road Club, uden for Nottingham. Min far gav mig en racercykel, da jeg var 11. Med gedebukkestyr. Min far var amatørfotograf og en af mændene bag den lokale fotoklub, og der mødte han en cykelrytter, og det var ham, min far købte cyklen af. Manden inviterede mig også med på klubbens træningsture. Det ene tog det andet, og jeg begyndte at deltage i løb. Jeg elskede den frihed, der fulgte med. Jeg kørte bare gennem markerne på landet. Der var ingen forældre, bare uaf hængighed. Jeg elskede de franske cykelryttere. Jacques Anquetil og Roger Rivière og Raymond Poulidor. Og også Eddy Merckx, selvfølgelig.

Den smukkeste cykeltrøje, jeg nogensinde har set, stammer fra den tid. Den er fra 1958, og jeg fik den af en mand i cykelklubben. Den er helt lyserød, den har en krave og knapper, og så står der Criterium 1958 på. En polo i virkeligheden. Og så var det den første jersey, der gik fra uld til rayon, som gav den et mere silkeagtigt udtryk. Jeg elsker dens enkelhed. I dag er det jo temmelig dyrt at have et cykelhold, det koster 20 millioner pund om året, så trøjerne er som følge deraf plastret til med reklamer. Min drøm er at lave en cykeltrøje uden sponsorater på. Sponsoren skulle udelukkende få opmærksomhed ved at skille sig ud ved ikke at benytte sig af pladsen.

Da jeg blev 15-16 år og blev juniorrytter, blev det mere seriøst. Jeg var god i bjergene, fordi vi ofte kørte i Peak District i Derbyshire. Der er nogle berømte bakker der. Det var omkring det tidspunkt, at jeg styrtede ret alvorligt og langsomt begyndte at tænke på, om jeg skulle blive noget andet end professionel cykelrytter. For to år siden kørte Tour de France igennem et hjørne af Peak District i Yorkshire.

Jeg cykler stadig, men jeg er ikke længere bjergrytter … Ha, ha. Jeg kører fra Lucca og langs middelhavskysten til Viareggio og Forte dei Marmi, det er der, alle, jeg kender, kører hen. Det er totalt fladt. Jeg har aldrig lycra på, bare almindelige shorts og en hvid T-shirt og et par sneakers. Jeg føler mig pinligt til mode i lycra. Til gengæld kører jeg på Bradley Wiggins’ gamle cykel, og der står Bradley Wiggins over alt på den, og det er næsten endnu mere pinligt end at have lycra på, for jeg føler mig forpligtet til at køre virkelig hurtigt på den cykel, og det går ikke altid efter planen. Da jeg var dernede for nylig, blev jeg på en tur pludselig overhalet af Mario Cipollini, som vandt 120 løb eller noget lignede som professionel, og han råbte: ”Hey Paul, let’s go.” Og jeg råbte tilbage: ”Oh sure.” Men jeg tænkte: ”Fuck.” For han kører virkelig hurtigt. Jeg hang på i tre minutter, før jeg måtte sige: ”Oh gosh, er klokken allerede et? Jeg bliver nødt til at køre hjem, jeg skal møde min kone.”

Fra Dossier nr. 4, september-oktober 2017.