HELLE THORNING-SCHMIDT

om sit medieforbrug

DET FØRSTE, JEG gør om morgenen, er at tænde for ’Today’ på BBC Radio 4, eller ’P1 Morgen’, når jeg er i København. Jeg kan godt lide ’P1 Morgen’, men ’Today’ sætter standarden for, hvordan sådan et aktualitetsprogram i radioen skal skrues sammen. For mig handler det om det internationale udsyn. Det løfter det hele. En del af forklaringen skal måske findes i min statsministertid, hvor jeg selvfølgelig også var stærkt interesseret i udenrigspolitiske forhold, men jeg skulle læse de danske aviser først. Som statsminister blev jeg altid nødt til først og fremmest at være opdateret på den hjemlige her og nu-virkelighed.


Den prioritering behøver jeg ikke at indordne mig under længere. I dag arbejder jeg for globale virksomheder, og jeg holder også foredrag om ledelse og internationale forhold. Det betyder, at mit medieforbrug peger ud i verden, og jeg har givet mig selv den udfordring, at jeg altid skal vide noget om de ti største globale konflikter. Det er hårdt arbejde, og jeg har konstant dårlig samvittighed over alt det, jeg ikke får læst, hørt eller set. The Economist er altid et godt sted at blive oplyst. Jeg følger meget med i, hvad der sker med Kina i øjeblikket, og for nylig læste jeg en ret interessant historie om, hvordan en gruppe aktivister fra primært Sydøstasien har forenet sig imod det, de opfatter som Kinas tiltagende truende attitude i regionen. Bevægelsen er blevet døbt The Milk Tea Alliance, fordi alle landene omkring Kina drikker te med mælk i, hvilket man ikke gør i Kina.

Helle Thorning-Schmidt, 54 år, var Danmarks statsminister fra 2011 til 2015. I dag holder den tidligere partiformand for Socialdemokratiet foredrag, har opgaver i FN-regi og er repræsenteret i en række bestyrelser og tænketanke – hun er blandt andet medformand i Facebooks tilsynsråd.

Vi abonnerer på The Economist, The Week og Foreign Affairs som papirmagasiner. Jeg skal være ærlig og sige, at jeg ikke altid får dem læst, men så gælder det om at samle dem til bunke på mit kontor, så min mand ikke når at smide dem ud. Især The Economist er god til at lave temaer – om Kina, om tech og om klima – som holder længere end udgivelsesugen. Jeg insisterer på at gemme dem. Men jeg har også opdaget deres podcast, hvor de læser artiklerne højt. Det er en fremragende opfindelse til, når jeg går tur, og det gør jeg jo en del i disse tider, hvor jeg arbejder meget hjemme og nærmest ikke rejser mere. Jeg har kontor i vores hjem i Nordlondon, og jeg går eller cykler i de omkringliggende parker og ved kanalerne i byen. De, der har set ’Peaky Blinders’ (Netflix-serie, red.), ved, hvor smukt miljøet omkring Londons kanaler er. Jeg lytter også til ’The Daily’ fra The New York Times, CNN’s ’Amanpour’ og Weekendavisens podcast (’Avistid’, red.) på de lange ture rundt i byen. Hov, og senest den med Bruce Springsteen og Barack Obama (’Renegades: Born in the USA’ Spotify, red.). I den blødere ende kan jeg sagtens finde på at høre ’Det vi taler om’, ’Sara & Monopolet’ og ’Hjerteflimmer for voksne’, men det er mest, når jeg går og rydder op i weekenden.

Jeg løber stadig de danske aviser igennem hver morgen på min iPad. Jeg begynder med Børsen, hvor jeg holder øje med, hvad Bjarne Corydon (finansminister i Helle Thorning-Schmidts regering, red.) skriver i sin leder. Ligesom jeg altid skal læse, hvad Noa Redington (særlig rådgiver for Thorning- Schmidt, da hun var statsminister, red.) har fundet på i Politiken om søndagen. Jeg har arbejdet tæt sammen med dem begge, vi har været i skyttegraven sammen, er en slags soldaterkammerater, og jeg har kæmpe respekt for dem begge. Jeg er storforbruger af FT (Financial Times, red.), og så kan jeg anbefale et nyhedsbrev, jeg får hver uge: Det er fra Ian Bremmer fra Eurasia Group, som arbejder med politisk risikoanalyse. Det kan handle om Brexit eller flygtningekrisens påvirkning af verdensordenen. Det er altid spændende.

Min dag slutter ofte, hvor den begyndte – på BBC. Hvis der er sket noget i verden, ser jeg så vidt muligt den store nyhedsudsendelse kl. 22 (’BBC News at Ten’, red.). Det er lidt gammeldags, at jeg skal se den på slaget, men jeg kan konstatere, at hvis jeg ikke gør det, så sker det ikke.

Fra Dossier nr. 24, maj-juni 2021.