ROBIN HANNIBAL

om at bevare sig selv

På otte et halvt år i L.A. har Robin Hannibal lært, hvor mange kompromiser vejen til succes er brolagt med. Men succes har han fået, både med Quadron, Rhye og nu som producer og sangskriver for folk som Kendrick Lamar, Calvin Harris og James Blake. Men kompromiserne gør stadig ondt, og den 37-årige dansker drømmer om at blive bedre til at sige fra.

JEG FLYTTEDE TIL L.A. i slutningen af 2010 med drømmen om det store eventyr. Jeg ledte efter et sted med højt til loftet og følelsen af uendelige muligheder. Jeg har altid lavet musik og kunnet lide musik, der ikke var typisk dansk i sin genre, og det har været svært for mig at lave soul og rhytm’n’blues derhjemme. Nu er verden blevet langt mindre på den måde, at det er ligegyldigt, hvor du er fra: Du kan være signet på et kæmpe pladeselskab og lave musik, der ikke passer til det land, du bor i, og alligevel gøre stor karriere. Sådan var det bare ikke helt der for ni år siden.

Der var ikke et stort marked for min musik i Danmark, og jeg blev ved at lave projekter, men det var svært at finde et publikum. Min drøm har altid været at lave den musik, jeg tror på, men i en størrelsesorden, hvor rigtigt mange mennesker lytter til den. Jeg er helt sikkert a lover, not at fighter! Jeg vil jo bare gerne sprede god, emotionel, sensuel musik ud til så mange mennesker som muligt og få så mange som muligt til at føle noget. Det er altid det, der har drevet mig, og jeg vidste, at der var et større publikum derude, og jeg havde hele tiden haft smagen af, at USA kunne være stedet.

For at teste det tog Coco (Coco O, som Robin Hannibal havde Quadron med, red.) og jeg til L.A. et par gange i løbet af 2010. En af gangene kom en label-fyr og hentede os i lufthavnen og kørte os til et hus, der lå en time uden for L.A., hvor de havde inviteret en masse radioværter, dj’s og musikindustrityper, der gerne ville møde os. Det var aldrig sket i Danmark. Så spurgte de, om vi ville spille et show, men vi havde ikke noget band, og vi havde ikke signet en deal, men vi kunne bare dukke op, og så kunne Coco synge, og jeg kunne spille instrumenter. Vores ansigter blev trykt på flyers, og vi spillede på et totalt fyldt spillested, og folk blev og snakkede bagefter og ville have taget billeder med os. Det tog totalt røven på os. Efter et par lange besøg i løbet af 2010 tog jeg rigtigt af sted. At jeg havde mødt en pige, og var blevet forelsket, fremskyndede processen ret meget. Coco kom et halvt år senere.

Så sidder han der, en person, der ikke selv laver musik, og vil lave sangen om der og der og der, og så skal jeg høre den her persons meninger i meget umusikalske termer. Jeg skal give magt til en person, der slet ikke er musikalsk, og jeg kan slet ikke holdet det ud.”

Robin Hannibal

NÅR MAN KOMMER TIL L.A., er det meget vigtigt at vide, hvad man selv godt kan lide, og så holde fast i det. For der er mange, der prøver at ændre dig hele tiden i det her store maskineri. Da vi kom herover med Quadron, mærkede vi hurtigt interesse fra major labels-pladeselskaberne. Hvis ét label er interesseret, og en talentspejder fra et andet større label hører om det, bliver en til to, og pludselig havde vi fem, der konkurrerede om vores signatur. Så blev vi inviteret ud til wine and dine, mødte en masse skægge typer i den proces, men det var også hårdt, fordi vi skulle sætte os selv op til det hver gang, fortælle vores livshistorie og få det til at lyde, som om det var første gang, vi fortalte den.

Men det gik godt, og vi fik vores deal med Epic (der før har signet Michael Jackson, Sade og George Michael, red.), og lynhurtigt havde vi et kæmpe team omkring os. En advokat, en business manager, en manager, et band, en publicist, nogle, der kunne lave promotion, og en personlig assistent. Vi valgte Epic, fordi Coco og jeg virkelig godt kunne lide den A&R (artist-ansvarlig person på et pladeselskab, red.), vi skulle arbejde med. Vi så ham privat, hang ud med ham og hans familie, og han forstod, hvad vi ville. Men sådan en mand har også et pres oppefra fra nogle chefer, der bare kigger på tal.

Man skal vænne sig til, at det at lave musik er en lille del af at være musiker herovre. Der er også virkelig meget forretning. Vores kontrakt var dyr, så vi skulle lave et hit. Vi fik, hvilket er ret usædvanligt, næsten et år til at arbejde i de bedste studier med alt betalt, men da vi afleverede pladen, sagde de: ’Hvor er hittet?’ Det var der ikke rigtigt, syntes de, så vi skulle have andre producere og sangskrivere med indover. Det var et stort skifte for os, for Coco og jeg var ikke vant til at have en tredje, fjerde og femte person, der alle har en mening om, hvad der er godt. Vi var for eksempel i studiet med en fyr, der havde lavet et par af Adeles største hits, og når der kommer sådan en veteran ind ad døren, er det lidt hans ord, der er lov, men vi har jo også selv en kunstnerisk integritet.

Det er meget todelt at arbejde med så mange store musikere. På den ene side er det fedt at arbejde med nogle af de største sangskrivere og producere, og vi var nysgerrige på, hvad de kunne hjælpe os med. Der er mange smukke ting ved at samarbejde, og musik har nogle gange godt af at blive berørt af flere hænder. Men samtidig er det ens kunst, som er vildt personlig, hvilket det jo også skal være for at være godt, som pludselig skal formes af nogen, der dårligt ved, hvem man er. Det er akavet og kan også føles lidt krænkende.

Da vi skulle skrive ’Hey Love’, havde vi en sangskriver på, der havde nogle tanker, der var ret klichéfyldte, og det var ikke lige den retning, vi selv syntes, vi skulle gå. Bare ordene ’hey love’ vidste vi ikke, om vi kunne leve med. Vi syntes, at det var så klichépræget. Men vi fik det produceret hen imod noget, vi godt kunne stå ved, og Coco ændrede melodierne, så hun kunne leve med det. Det var en af de første gange, hvor vi måtte gå på kompromis rent kreativt. Det var sådan lidt, okay,nugørvidether,ogsåkanvifålovtilat lave resten af pladen, som vi gerne vil.

Vi kom jo til L.A. med store ambitioner og en masse meninger, så vi skulle lige lære at navigere i, at andre også havde mange meninger. Jeg kan se nu, hvor jeg sidder på den anden side af artisterne, at det, vi dengang følte var kæmpekompromiser, i virkeligheden var mikrokompromiser. Vi fik selv lov til at lave produktionen, og vi kom med 90 procent af melodierne, så vi fik lov til meget. Men det er stadig svært for mig at lytte til ’Hey Love’, for hvis det bare havde været op til os, havde den lydt anderledes, haft mere dybde.

Men jeg lærte også, at vi, der ikke har engelsk som vores modersmål, har stor tendens til at ville intellektualisere lyrik. Vi tænkte, at det da skulle være klogere end ’hej, min elskede’, men når man bor her, ser man, at det ikke behøver at være højpandet og pakket ind i svære gloser for at være interessant. Amerikanere kan godt lide, når det er mere direkte, hvor vi europæere måske har tendens til at overtænke en tekst. Hvis man vil aktivere et større publikum, skal man lave noget, der er mere tilgængeligt. Det tror jeg, at jeg lærte af ’Hey Love’.

Robin Hannibal er i Danmark bedst kendt som den ene halvdel af grupperne Quadron og Rhye, hvor han var med som sangskriver, producer og instrumentalist. I dag bor han i L.A. og medvirker som co-producer og med-sangskriver på mange store udgivelser. Han har sit navn på fire grammy-nominerede produktioner: Soundtracket til filmen ’Black Panther’, som han har co-produceret og været med til at skrive sangen ’Bloody Waters’ til. To nomineringer fik han for Kendrick Lamars album ’Good kid, M.A.A.D City’. Han står som co-writer på sangen ’Bitch, Don’t Kill My Vibe’, der er baseret på et sample af sangen ’Tiden flyver’, som han har været med til at skrive som en del af danske Boom Clap Bachelors. Og så blev han også nomineret for sit bidrag til Little Dragons album ’Nabuma Rubberband’.

SOM PRODUCER ER DET også kompliceret at bevare det, man selv synes er fedt, fordi der er så mange mennesker involveret. Hvis der er en kunstner, som jeg synes er superdope og gerne vil arbejde med, er der også lige et pladeselskab, en manager, en bookingagent, en advokat, en ven, en PA og nogle producere og sangskrivere, der allerede er involveret, og som alle sammen har meninger. Og det gør det ikke nemmere, at det hele skal gå så hurtigt. Det tager jo lidt tid for artisten at smide sin skudsikre vest, slappe af og være følsom, som det kræver for at lave noget personligt, specielt og intimt. På to dage skal jeg forsøge at lave noget, som hele det hold også kan se ideen med, og det er rigtigt svært. Det er der, kompromiserne ligger. Også for artisterne.

Jeg synes, at jeg har været heldig aldrig at have et top-ti-hit, for der er presset endnu større. For det meste er pophits ikke særligt gode sange, og laver man først et, vil man blive bedt om at lave dem igen og igen. Jeg har været heldig at få lov til at lave musik, jeg godt kan lide.

Robin Hannibal

Det er meget få artister, der, når de kommer op på et vist niveau, kan blive ved med at stole fuldt ud på deres egen smag. Presset bliver større og større, og der er altid nogen under dem, på vej op, som de skal holde ud i strakt arm for at blive deroppe. Hele den karrusel gør det svært for kunstneren at bevare sin integritet, men også svært for mig ikke bare at kopiere en sang, der hitter lige nu. Men det er ikke det, jeg er interesseret i. Jeg skal kunne føle den. Det har jeg lært gennem årene, at det er det vigtigste for mig, men det er der bare ikke tid til hver gang. Jeg synes, at jeg har været heldig aldrig at have et top-ti-hit, for der er presset endnu større. For det meste er pophits ikke særligt gode sange, og laver man først et, vil man blive bedt om at lave dem igen og igen. Jeg har været heldig at få lov til at lave musik, jeg godt kan lide.

JEG KOMMER FRA EN kreativ familie af glaskunstnere, malere, fotografer og scenografer. Mine forældre var nogle unge hippier, da de fik mig, og har altid lavet alt muligt kreativt ved siden af deres jobs. De har opdraget mig med, at når man går i gang med en ting, så investerer man sig selv og gør den færdig. Det var jo en tidskrævende proces, når min far skulle lave en glasskulptur. Først skulle han få en ide, så tegne den, prøve at udforme den, prøve mange gange, perfektionere det, prøve farver af og så videre. Og sådan går jeg også til arbejdet med en sang. Men herovre er der ikke tid til at realisere sig selv 100 procent hele tiden, mentaliteten er lidt: Hellere 50 sange end fem sange, for hvis man bliver ved at spytte numre ud, må der være et, der rammer.

Så når jeg vil have flere dage til at lave en sang færdig, før jeg synes, at jeg kan aflevere den, er jeg oppe imod en kæmpe maskine, der synes, at det går for langsomt: ’Hvor bliver det af, hvor bliver det af, hvornår er det færdigt, hvornår må vi høre noget? Vi skal bruge det nu!’ Der er det svært at sige ’i næste uge’, og så må jeg aflevere noget lidt for hurtigt, og når vi så skal have det mixet, tænker jeg: ’Shit, der er stadig nogle ting, jeg ikke har løst godt nok.’ Men der er det allerede for sent, lidt ligesom når en bog er på vej i trykken. Så er det omstændeligt at gå tilbage og lave den om, når alle har sagt god for den.

Nogle gange kan jeg sgu ikke leve med det, og så er jeg nødt til at være besværlig og prøve at få alle til at forstå, at det er virkelig vigtigt at lave nogle ting om, og at det vil få stor indflydelse på, hvordan pladen vil klare sig. Andre gange orker jeg ikke besværet. Men når sangen så er kommet ud, og jeg hører den, får jeg dårlig smag i munden og dårlig samvittighed over, at jeg ikke sagde noget.

Det værste for mig er at sidde med den der følelse af, at jeg godt kunne have kæmpet mere for det. Det er stadig et kæmpe privilegie at få lov til at lave det, der er min hobby og passion, men grunden til, at det også er svært, er, at der er utrolig meget psykologi, pres, stress og forventninger til at levere. Og selv om man skynder sig at aflevere, kommer sangen alligevel først ud et halvt år senere. Det er det syndrom, folk i L.A. kalder ’hurry up and wait’.

Robin Hannibal bor i et hus på Mulholland Drive. Bjerget, han bor på, hedder Beachwood Canyon, og for foden af det ligger Robin Hannibals stamsted Beachwood Cafe: ”Det er en skæg blanding af helt normale folk, der har boet i området i mange generationer, og en masse mærkelige kreative mennesker inden for film, tv, musik og kunst. Så kommer der en kæmpeartist ind ad døren, og ved siden af sidder en håndværkertype og spiser morgenmad. Det er dinermad med et sundt tvist. Jeg kommer der tre-fem gange om ugen, det tager fem minutter ned ad bjerget.”

Det sker tit, når jeg har lavet en sang færdig, at der kommer en pladeselskabsmand hjem til mig for at gå sangen igennem. Så sidder han der, en person, der ikke selv laver musik, og vil lave sangen om der og der og der, og så skal jeg høre den her persons meninger i meget umusikalske termer. Jeg skal give magt til en person, der slet ikke er musikalsk, og jeg kan slet ikke holde det ud, men det er en del af gamet. Det er et svært spil, men man er nødt til at spille det.

En dag kom en A&R forbi, og vi gik en sang igennem spor for spor. En sang har måske 100 spor, og efterhånden, som vi fik dem alle på igen, sagde han: ’Okay, det er sådan, det skal lyde!’ Men vi var i virkeligheden tilbage ved udgangspunktet, men han troede, at vi sammen havde ændret noget undervejs. Jeg sagde bare: ’Fedt nok, fede rettelser, lad os køre med den.’

Jeg sidder jo og krummer totalt tæer under sådan en seance. De siger jo ikke: ’Skal vi voice den her akkord anderledes’, det er meget sådan noget med: ’I feel like it could be more dynamic.’ Eller: ’Could it be more urban?’, og så er man sådan lidt: Du aner ikke, hvad du snakker om!

Det er meget svært at høre på sådan nogle banale meninger, når man har investeret så meget af sig selv i et nummer. Men man må leve med, at den del altid vil eksistere. Så sidder vi jo der og forhandler. Jeg prøver at finde et kompromis, hvor de også tænker, fedt mand, det er en sejr. Det er et ret mærkeligt tovtrækkeri hele tiden at give dem nogle små sejre, hvor de vinder nogle mindre vigtige ting, og jeg selv prøver at vinde de vigtige ting. Det er klart det hårdeste ved arbejdet, for det kræver så utroligt meget arbejde med en selv at holde fast i de der situationer.

Det store spørgsmål herovre er: Is it gonna go, hvilket betyder, om et nummer kommer til at gøre det godt, få mange streams, stort salg, radio, promovering, masser af likes, views, whatever. Når den argumentation bliver præsenteret, kæmper jeg imod det der kommercielle apparat, men som skaber har jeg jo helt andre parametre, jeg bliver nødt til at arbejde ud fra. Jeg kan ikke sidde og tænke på, om det kommer til at gå. Det har noget med timing og branding at gøre, og der er reelt ikke nogen, der ved, om det kommer til at gå. Jeg bliver nødt til at fokusere på musikken.

”Jeg elsker fodbold. Jeg holder med Liverpool. Jeg har været fan, siden jeg var fem-seks år. De fleste venner, jeg har herovre, er europæere, og de ser generelt mere fodbold end amerikanere. Men jeg er nok den af mine venner, der er mest gal. Jeg står jo op klokken 6 om morgenen i weekenden for at se kampene live og ligger der og sender sms’er til mine venner: ’Så du det mål?’ Og de svarer: ’Hvad laver du! Klokken er 6!’ Jeg har også tit fodbold kørende, mens jeg arbejder.”

JEG ER BLEVET BEDRE TIL AT håndtere det, efter at jeg er startet i terapi. Folk snakker meget åbent om terapi herovre, og hvad de går igennem. Selv folk jeg ikke kender vildt godt siger: ’Can’t make this meeting, I’m gonna see my therapist.’ Og jeg har også fået rigtig meget godt ud af det, der er mange ting ved mig selv, jeg ikke rigtig har forstået før for nylig.

Der er meget pres i min hverdag. Jeg arbejder typisk ti timer om dagen, seks dage om ugen, nogle gange syv. Det er svært bare at gå klokken fem, hvis en artist lige er i byen, men kun i morgen, så de møder, jeg har i morgen, må rykkes til i aften, så vi kan lave en session. Alle har supertravlt, så man skal være fleksibel.

På en måde føler jeg, at jeg ikke er det naturlige sted, i forhold til hvor jeg selv kommer fra. Jeg kommer ikke fra penge, men fra en hippiefamilie på den anden side af jorden, jeg har en anden kultur, levet et andet liv, startet forfra i USA som 30-årig, jeg kom bare med min laptop og min kuffert. Jeg er drevet af noget helt andet end de fleste herovre. Jeg tænker også stadig på, som da jeg først kom herover, om jeg kan betale husleje næste måned. Nogle gange føler jeg, at jeg ikke rigtigt passer ind i den amerikanske Hollywood-omgangsform. Det snakker jeg med min terapeut om. Hvem er jeg her, i modsætning til hvem jeg er i Danmark, og hvordan er jeg komfortabel med at være her.

Den måde, man snakker om musik og artister på, er meget anderledes end det, jeg er vokset op med. Her er det rimelig koldt, kynisk og kontant, og det kan være ret rystende at være vidne til. Produktionsrollen indebærer jo så mange ting. Jeg skal både kommunikere med pladeselskabsfolk, der kun laver forretning, men jeg skal også sidde i et studie, være følsom og trille tårer. Den kreative del elsker jeg, men den anden del er hård. Og det er dér, kompromiserne ligger.

Jeg skiller mig meget ud herovre. Jeg ved ikke, om det er en dansk ting, men når jeg er meget ambitiøs og perfektionistisk i forhold til det, jeg gerne vil skabe, siger folk: ’Okay, wow, stille og rolig, det er bare et nummer. Lav et nyt i morgen. Hvis det ikke fungerer, fungerer det ikke.’ Men for mig er det en liv og død-agtig følelse. Jeg skal kunne stå inde for det. Det, synes de, er lidt intenst. Jeg prøver at tænke, at der er en ny dag i morgen. Og være lidt mindre hård mod mig selv. Selv da jeg tog kørekort, var jeg efter hver køretime helt færdig resten af dagen, fordi jeg aldrig bare giver mig lidt. Så når jeg er færdig med noget, er der ikke mere tilbage. Men det er den eneste måde, jeg kender, at arbejde på. Amerikanere er bedre til autopilot.

Men det, USA giver mig, er en mulighed for at arbejde med sangerinder og sangere, der er utroligt ambitiøse i deres musik. De vil lave musik til hele verden og ikke bare til København og Aarhus. Det, synes jeg, er spændende. Folk kommer hertil fra hele verden, alt er i en større skala, og der er mange penge, drømme og omdømme på spil. Det tog mig tid at lære ikke at lade mig diktere af det.

Jeg tror, at det er en fordel, at jeg kom, da jeg var 30. Jeg havde allerede fået en masse afslag og nederlag og haft forhåbninger om ting, der ikke blev. Branchen er ikke for folk, der ikke er mentalt stærke. Det er supersvært psykisk, fordi du hele tiden får meninger kastet i hovedet, du får hele tiden afslag. For hver sejr er der ti afslag, og det skal man være indforstået med. Det er formildende at vide, at det er sådan, det er, men det gør stadig lige så ondt.

Jeg synes på mange måder, at jeg har mit drømmejob. Men jeg føler mig ikke sikker i mit job, som hvis man har en fast stilling i et firma. Hver dag er et nyt puzzle om at finde de rette projekter, omgive sig med de rette mennesker, holde de og de møder. Jeg har ingen planer om at rykke andre steder hen, jeg er rigtig glad for at være her, er spændt på en masse ting og glad for at lave musik. Og jeg føler stadig ikke, at jeg har lavet det bedste endnu. Men jeg vil gerne blive bedre til at sige fra, når jeg kan mærke det i min krop.

Nogle gange føler jeg, at jeg mentalt har forladt et møde, bare svævet væk hen over bordet og set min krop sidde der helt passivt. Jeg drømmer om at turde at sige fra, være stædig og hård og holde 100 procent fast i min kunstneriske integritet altid. Men jeg ved ikke, om det overhovedet er muligt.

Fra Dossier nr. 12, april-maj 2019.