SARGUN OSHANA

Teaterinstruktør og direktør for Teater Grob, 36 år

Det var 2012, og Sargun Oshana var netop blevet færdiguddannet som skuespiller. Fire forsøg havde det krævet at komme ind på skuespillerskolen ved Aarhus Teater, og nu stod han efter fire års uddannelse foran en karriere på scenen, som han havde drømt om, siden dengang en musiklærer gav ham rollen som Elvis i et teaterstykke i folkeskolen. Men der var noget, som ikke føltes rigtigt. ”Som skuespiller følte jeg, at jeg var fanget i limbo. Når jeg gik til castinger, var jeg altid enten for dansk til at spille udlænding – eller for udenlandsk til at spille dansker. Jeg blev ofte typecastet til de sædvanlige stereotype indvandrerroller, kioskejer eller kriminel, men jeg fik ingen af dem. Når jeg åbnede munden, talte jeg klingende østjysk, og så kiggede instruktøren bare underligt på mig,” fortæller Sargun Oshana, der er vokset op i Hørning syd for Aarhus, men kom til Danmark som irakisk flygtning med sin familie i 1992, da han var otte år gammel.

Hættetrøje, Twelvepieces, 1.350 kr.
Bukser, Twelvepieces, 1.500 kr.
Strømper, Twelvepieces, 190 kr.

Under en rejse til Indien i 2013, ”hvor jeg var taget ud for at finde mig selv,” som Sargun Oshana siger med et grin, tog han derfor en beslutning: Han ville være instruktør, selv bestemme og lave sine egne forestillinger. På Den Danske Scenekunstskole i København kom han ind i første forsøg, og siden han blev færdig i 2016, har han blandt andet lavet teater med udgangspunkt i forfatteren Caspar Erics digte og rapperen L.O.C.’s tekstunivers samt vundet en Reumert-pris i 2019 for forestillingen ’4:48 Psychosis’ på Aarhus Teater og i 2020 for ’den- ungewertherslidelser’ på Sort/Hvid. ”Som instruktør er det ikke ens identitet, der betyder noget, men hvilken historie man vil fortælle. Når man ser en forestilling, er det jo plottet og skuespillerne, man husker. Instruktøren er usynlig, når tæppet først går op, og det er kun, hvis man kigger i programmet, at man opdager blæksprutten, der binder det hele sammen,” siger Sargun Oshana. Han oplever dog stadig, at hans etnicitet får meget opmærksomhed – også selv om hans teaterstykker ikke handler om hans egen baggrund: ”Jeg er ikke indvandrerinstruktør, men bare instruktør,” siger han. ”Nogle gange kan det være trættende konstant at skulle være talerør.”

Alligevel føler Sargun Oshana et ansvar for at bruge sin position til at repræsentere minoriteter i teaterverdenen, og som instruktør har han arbejdet for mere diversitet og større mangfoldighed i teaterbranchen. Samme vision fremlagde han, da han i efteråret 2020 sad til sin ansættelsessamtale på det lille storbyteater Teater Grob, der søgte en ny direktør. ”Det lå ikke i kortene, at jeg skulle blive teaterchef. Men jeg så en chance for at være med til at præge dansk teater. I tv, radio, i aviserne, men også på scenen har majoritetens stemme domineret i så mange år – uanset om vi taler etnicitet, køn, alder eller seksualitet. Jeg vil gerne skabe et teater, der er mere inkluderende, og hvor alle føler sig velkomne og repræsenteret.”

Sargun Oshana arbejdede inden sin tiltrædelse på Teater Grob på iscenesættelsen af dansekoncerten ’Vita Danica’ med sanger og komponist Pernille Rosendahl og dansekompagniet Black Box Dance Company. Forestillingen havde planlagt premiere på Aarhus Teater i januar, inden den flyttede videre til Musikteatret Holstebro.

Hættetrøje, Twelve Pieces, 1.350 kr.
Bukser, Twelve Pieces, 1.500 kr.
Sko, Nike, 650 kr.

Teater Grob ligger lige ud til fortovet, midt på Nørrebrogade i København, og foran dørene stopper Danmarks travleste busrute, 5C. Den beliggenhed vil den nyudnævnte teaterdirektør udnytte til at åbne teateret op, både helt bogstaveligt ved at ombygge indgangen og foyeren, men også ved at rykke forestillinger væk fra salen og ud i byrummet. ”Vejen fra gaden til scenen skal være kortere,” siger Sargun Oshana, der vil caste lokale bor- gere til sine teateropsætninger for at nedbryde den barriere, han selv måtte overkomme som ung indvandrer med en skuespillerdrøm.

”Som ung troede jeg i mange år slet ikke, at det var muligt at blive skuespiller, fordi jeg som brun dansker ikke havde nogen at spejle mig i,” siger Sargun Oshana. I 2012 var han en af få uddannede teaterskuespillere med anden etnisk baggrund end dansk, og selv om ”diversiteten på teaterscenen er blevet større de senere år,” er det ifølge Sargun Oshana stadig svært at knække de kulturelle koder i teaterverdenen, hvis man kommer med en minoritetsbaggrund. ”Hvis vi på Teater Grob kan vise, at man ikke nødvendigvis behøver at være hverken uddannet skuespiller eller en del af majoriteten for at komme til at stå på scenen, håber jeg, at vi kan være med til at bane vejen for større mangfoldighed på teatrene,” siger han.

I 2019 blev Sargun Oshana far til en datter, som han fik med sin gode veninde og skuespillerkollega Sofie Torp. Selv voksede han op i 90’erne som flygtning med en ”følelse af at være fremmed. Jeg og en anden klassekammerat var de eneste ’udlændinge’ i min klasse, og i gadebilledet stak vi ud. Det blev hurtigt eksotisk for andre at udpege os på vores navn og hudfarve. Og det blev rigtig grimt, når nogen råbte racistiske ord efter os,” siger Sargun Oshana. Han håber, at han som teaterdirektør og -instruktør gennem scenekunsten kan give sit bidrag til, at hans egen datter kan vokse op i et samfund, hvor det at være brun ikke er lig med at være anderledes. ”Teaterbranchen er kun et lille hjørne af verden, men jeg tror på, at kunsten kan være med til at gøre en forskel i samfundet. Mit mål er, at vi en dag kan nå dertil, hvor diversitet ikke længere behøver at være en strategi for en teaterchef, der vil bryde med gamle normer og strukturer, men i stedet bliver en selvfølgelighed, ikke bare på scenen, men alle steder.”

Fra Dossier nr. 23, februar-marts 2021.