Jakob Ellemann-Jensen

om ledelse

Der har ikke just været ro i kulissen, siden Jakob Ellemann-Jensen i efteråret 2019 blev valgt til formand for Venstre. Nedadgående meningsmålinger, frafald af prominente medlemmer af partiet og sågar en afstemning om en rigsretssag for den nu tidligere næstformand. Den 47-årige formand kunne have ønsket sig en roligere landgang, men selv mener han på ingen måde, at han er slået ud af kurs. Et langt liv uden for politik har nemlig rustet ham til lidt af hvert.

DET KAN LYDE banalt, og det er det sådan set også. Men den vigtigste lakmustest i min dagligdag er at kigge mig selv i spejlet. Ikke i overført betydning, men helt konkret. Jeg går ud på badeværelset, kigger mig i spejlet og spørger mig selv, om det er det rigtige, jeg gør. Om jeg har mig selv og mine grundlæggende værdier med. Hvis jeg kan se mig selv i øjnene, så jeg bagefter kan tage hjem og se min kone og mine børn i øjnene, så gør jeg det rigtige. Jeg gør det for at være sikker på, at jeg har tænkt mig om og har mig selv med. Lige stå der et øjeblik og stirre mig selv ind i sjælen. Det her virker som det rigtige, men er det også det? Vi har mildest talt været igennem en hård periode i Venstre. Der har jeg mange gange lavet den øvelse. Stillet mig foran spejlet og sagt: ’Er det her det nemme at gøre?’ ’Nej, det er det ikke’. ’Er det her det rigtige at gøre?’ ’Ja, det er det’. Godt. Kør! Det er vigtigt at turde sætte sig selv på spil i politik. Det er i hvert fald vigtigt for mig. Den dag, jeg ikke kan det, skal jeg lave noget andet, og det kan jeg heldigvis også. For hvis ikke man tør stille sig ud på planken, hvis man ikke tør sige: ’Det her tror jeg på, og jeg er villig til at satse hele butikken på det’, så bliver det for konformt, og så bør man slet ikke være i politik. Man skal være villig til at satse alt for det, man tror på. Selv om det er et simpelt ritual, er det blevet meget vigtigt for mig. For selvfølgelig har jeg gode og dygtige mennesker omkring mig, som jeg kan vende de afgørende beslutninger med. Men det ændrer ikke på, at når man er formand, er man formand. Der er ingen over dig, der er ingen ved siden af dig. Til syvende og sidst står jeg med den selv. Sådan er det.

SPILLET

”Han fik et chok over slagsmålene på Christiansborg. Hvor mange kræfter der bliver brugt på spil og splid og på at få modstanderen til at fremstå som idiot. Det har han reageret stærkt imod”

Uffe Ellemann-Jensen, far og tidl. partiformand og udenrigsminister (V), Altinget


DET VAR I
Forsvaret, jeg fik mit første rigtige lederjob. Jeg var 20 år og blev sergent i Den Kongelige Livgarde. Det skete helt præcis 2. november 1993. Her fik jeg mine rekrutter overleveret, 10 friske fra fad på Høvelte Kaserne. Min egen tid som værnepligtig i Forsvaret var med til at forme mig mere som menneske end noget andet. Man kommer ind på en stue, hvor man skal bo sammen 10 mand, som aldrig har mødt hinanden før. Første dag tænker man: ’Hvem i alverden er de her mennesker?’ For i udgangspunktet har man stort set intet til fælles, men hurtigt finder man ud af, at det modsatte i virkeligheden gør sig gældende. Man danner venskaber med personer, man ellers aldrig ville have mødt, fordi man står med en fælles udfordring.

Midt i det står så den unge sergent, der skal være den voksne og styre ens tilværelse på godt og ondt. I Forsvaret er ledelse enormt konkret, for der er et hierarki, og man kan se på skuldrene af folk, hvem der bestemmer. Det er ikke noget, man drøfter. I hele den kæde er sergenterne de yngste befalingsmænd, og som 20-årig blev jeg så en af dem. Her får man virkelig lov til at prøve sig selv af som leder og lære det på den hårde måde. Man slår sig på det undervejs og finder ud af, hvad der fungerer og ikke fungerer.

Mange, der betragter Forsvaret udefra, tror, at det hele er kæft, trit og retning. Det er det også, for det er ikke en form for ledelse, hvor man diskuterer, stemmer eller drøfter tingene. Man gør dem. Men stadigvæk skal man have sine folk til at følge sig, ikke fordi de skal, men fordi de vil og har tillid til dig. Den tillid skal man have bygget op, og det er der kun én måde at gøre på – ved at gå forrest. I både det private erhvervsliv, men også i politik taler man ofte om ’at gå forrest’ og ’vise eksemplet’. Det utroligt prisværdige ved Forsvaret er, at alting bliver fuldstændig konkret. Der er det ikke blot i overført betydning. Hvis man skal ud på en sø, hvor der ligger is, så går man selv først ud på isen, og hvis den bryder sammen, ryger man selv ned. Men hvis man altid går forrest, skal de nok følge efter dig. Man er ikke en af drengene, for det kan man ikke, når man er ham, der bestemmer, men man underlægger sig selv de samme pinsler og sørger for altid, altid, altid at være der, hvor dem, der har det allerhårdest, er. Det har jeg båret med mig lige siden. Hvis en af dine folk har det svært, så er det der, du er.

Selv om Jakob Ellemann-Jensen ikke har slået sine folder i ungdomspolitik, har han i høj grad været præget af politik fra barnsben. Hans farfar, Jens Peter Jensen, var politiker for Venstre, og hans far, Uffe Ellemann-Jensen, var både politiker for Venstre og i en længere periode udenrigsminister. Desuden er hans storesøster, Karen Ellemann, tidligere minister og mangeårigt medlem af Folketinget for Venstre. Hans to andre søskende, Claus og Helene Ellemann-Jensen er henholdsvis direktør for Mærsk i Frankrig og programchef i nødhjælpsorganisationen ADRA.

Som sergent består ledelsesdelen mest af alt af at forvalte ansvaret på fornuftig vis. Det faldt mig overraskende naturligt, og da jeg senere fik mulighed for at rykke længere op i rækkerne, tøvede jeg ikke.

På den måde er der jo et element af navlepilleri i at være i Forsvaret, det er ren selvudvikling og en måde at lære sig selv at kende på. Det er learning by fooling around, for man laver masser af fejl, men man lærer det efterhånden. Man har også dygtige ledere over sig. Min kompagnichef fra dengang betragter jeg stadig som den bedste chef, jeg har haft i mit liv. Han var 28 år gammel, vidste det hele og havde svarene på alting. Jeg syntes, han var en gud. Mest af alt lærte jeg af ham, at man skal elske sine soldater. Hvis man oprigtigt holder af, kerer sig, elsker sine svende, kan de mærke det, og så virker det den anden vej. Hvis man har den der omsorgsfølelse, dels for deres velbefindende, og dels for at de udlever deres fulde potentiale, kommer man længst. Så får man både de dygtigste folk omkring sig og mennesker, der viser tillid.

Der er mange forskelle på ledelse i Forsvaret og i politik. Den største er, at i Forsvaret skal du gøre, hvad der bliver sagt, og hvis ikke du gør, hvad din overordnede siger, er der sanktionsmuligheder. Til syvende og sidst ryger du i spjældet. Det er sværere i erhvervslivet og umuligt i politik. Forskellen på ledelse i både Forsvaret og erhvervslivet og i politik er, at det som leder i politik ikke handler så meget om people management, men stakeholder management. Folketingsmedlemmer er ikke ansat, de er valgt for at bestride et embede, og deres chef er vælgerne. De er typisk enormt individorienterede, og derfor har man som formand heller ikke personaleansvar på samme måde. Samtidig bliver man nødt til at være bevidst om, at vi skal gå i en eller anden fælles retning. Vi er notorisk dårlige til at gå i takt i Venstre, men så længe vi bevæger os i samme retning, er det sådan set også fint. Vi har jo den der dobbelthed, vi vil bestemt ikke lade os lede, og samtidig underkaster vi os en form for fælles retning, fordi vi er en del af et fællesskab, og hvis alle bare stritter i hver deres retning, er vi ikke Danmarks liberale parti, men Danmarks anarkistiske parti. Det ville muligvis være sjovere en eftermiddag eller to, men så tror jeg også, morskaben ophører.


Jakob Ellemann-Jensen blev første gang valgt til Folketinget for Venstre i 2011. I perioden 2015 til 2018 var han politisk ordfører for partiet og i 2018-2019 miljø- og fødevareminister i Lars Løkke Rasmussens regering. Da sidstnævnte gik af som formand efter seneste folketingsvalg og et blodigt formandsopgør med Kristian Jensen var vejen pludselig banet for Jakob Ellemann-Jensen. 21. september 2019 blev han valgt som ny formand på et ekstraordinært landsmøde i Herning.

FOR ET PAR år siden udtalte jeg i et interview, at der kun var en af mine 178 kolleger, jeg stolede på, nemlig min storesøster, Karen Ellemann. Dengang havde jeg slået mig på en del ting i det politiske spil og stiftet bekendtskab med de meget lidt ædle motiver, der ulmer under overfladen. Det var i det hele taget noget, jeg lige skulle vænne mig til. Da jeg var meget nyvalgt, havde vi et gruppemøde i folketingsgruppen, som der blev lækket fra, så man bagefter kunne læse i B.T., hvad der var foregået. Jeg var vildt forarget. Jeg kom lige fra GN Store Nord, en stor C20-virksomhed, og her var det fuldstændig utænkeligt, at der blev lækket fra et bestyrelsesmøde. Hvis man havde fundet vedkommende, var han blevet bortvist. Derfor rystede det mig dybt, og jeg tog efterfølgende ind til Kristian Jensen, der dengang var gruppeformand: ’Hvad i alverden er det for noget?’ beklagede jeg mig og slog fortvivlet ud med armene. Jeg kan stadig huske, hvordan han kiggede lidt overbærende på mig. Han delte min frustration, sagde han, men tilføjede så: ’Hvad vil du have, jeg skal gøre ved det?’ ’Jamen jeg vil da have, du finder ud af, hvem det er, og sparker vedkommende ad Pommern til!’ svarede jeg. Så sagde han: ’For det første er det svært at finde den rygende pistol. For det andet så bliver vi et medlem færre i Folketingsgruppen’. Sådan havde jeg ikke tænkt på det. Det tog mig noget tid at forstå, at nogen kan have en interesse – eller i det mindste tro, at de har det – i at lække fra vores gruppemøder.

”Selvfølgelig har jeg gode og dygtige mennesker omkring mig, som jeg kan vende de afgørende beslutninger med. Men det ændrer ikke på, at når man formand, er man formand. Der er ingen over dig, der er ingen ved siden af dig. Til syvende og sidst står jeg med den selv. Sådan er det.”

Jakob Ellemann-Jensen

Jeg accepterer det stadig ikke, men jeg er blevet bedre til at forstå, at det er et vilkår i politik, at den slags nogle gange sker.

Men besynderligt nok har jeg fundet det nemmere både at have og udvise tillid som formand. For i den position er man et andet sted i organisationen end sin folketingsgruppe og konkurrerer ikke på samme måde om de samme poster. Der var heller ikke nogen udfordrer, da jeg blev valgt tilbage i 2019, og dermed heller ikke samme kamp med albuer i siden for at markere sig, som vi tidligere har set. Det har været overraskende nemt for mig som leder at få og vise den tillid, som for pokker er så vigtig, hvis vi skal fremad i samlet flok. Hvis man går forrest, er den tillid altafgørende. For hvis man i stedet frygter at få en kugle i nakken af dem, der skal følge dig, så tør man slet ikke bevæge sig nogen steder hen.

I DET HELE taget forsøger jeg at undgå alt, der har med selve spillet at gøre. Det gør jeg faktisk. Jeg holder mig uden for det, hvis jeg har muligheden. Jeg har den allerstørste respekt for mine kolleger i både mit eget og de andre partier, men jeg kan mærke forskellen på, hvem der har været lang tid i ungdomspolitik, og hvem der ikke har.

Da jeg selv var 18 år, meldte jeg mig ind i Venstre. Jeg er opdraget til at være medlem af et politisk parti, og det mener jeg stadig, alle bør være for at tage del i vores samfund. Derfor meldte jeg mig ind i Venstre, og da jeg betragtede mig selv som et ungt menneske dengang, meldte jeg mig også ind i Venstres Ungdom. Jeg dukkede op til et enkelt arrangement, og det var sådan set superhyggeligt. Det var dygtige og glimrende unge mennesker i den lokale VU-forening. Men vi taler start-1990’erne, hvor min far var formand for Venstre og meget populær blandt især de unge. Det var han i øvrigt ikke, da han startede. Der røg han nedad i meningsmålingerne, så jeg aner et mønster. Men det blev han i den grad senere, og det betød, at han i VU nærmest blev dyrket som en afgud. Det blev sgu lidt for mærkeligt. For at sige det, som det er, blev det meget, meget mærkeligt. Derfor stoppede jeg hurtigt igen og nøjedes med at være medlem af moderskibet i Venstre. I de næste mange år foregik det på et plan, hvor jeg en gang imellem dukkede op til en generalforsamling og mente noget og stemte på, hvem der skulle være folketingskandidater, byrådskandidater og så videre. Det var på det niveau, jeg lavede politik.

Fordi jeg ikke har min opdragelse i ungdomspolitik, som mange af mine kolleger har, manglede jeg i begyndelsen af min politiske karriere den der Christiansborg-forståelse af forhandlingsspillet, som dem, der har været i ungdomspolitik, har. Der er et hav af poster, der skal fordeles i ungdomspartier, og der foregår hele tiden en indbyrdes kamp om dem og forhandlingsspillet. De er rasende dygtige til det, og det misunder jeg, for den del har jeg skullet arbejde for at forstå.

Til gengæld mangler jeg så det, som det kan risikere at gøre ved en, når man leger politik. Det er sagt med største respekt for vores ungdomsorganisationer, for det er fantastisk, at unge mennesker engagerer sig i politik og gider bruge en masse kræfter på det. Jeg tror bare, der er brug for, at man på trinnet mellem ungdomspolitik og voksenpolitik – landspolitik, regionspolitik, kommunalpolitik – lige stikker snuden ud i virkeligheden og bliver bevidst om, at nu er det altså ikke for sjov mere. Nu er det rigtige mennesker og rigtige skæbner, rigtige uddannelser, rigtige penge og et rigtigt sundhedsvæsen, vi taler om. Der bliver man i min optik nødt til at fjerne noget af den kynisme, som mange gange er knyttet til at gå ind i et forhandlingslokale. Dem, der er i stand til at have kynismen med, er ofte mere fokuseret på at nå målet, de er dygtige til at holde sig det for øje, og det er en superprisværdig egenskab. En gang imellem gør man det bare af de forkerte årsager. Vi er alle forskellige, og det skal vi være, men jeg er gået ind i politik, fordi jeg er idealist. Fordi jeg gerne vil ændre verden, fordi jeg gerne vil sikre mig, at der er et velfærdssamfund for mine børn, fordi jeg gerne vil sikre mig, at de får endnu bedre muligheder end dem, jeg har haft, fordi jeg gerne vil sikre det her land og den her verden til næste generation, og ikke fordi jeg synes, spillet er sjovt og interessant.

VÆRDIER

”Det er selvfølgelig en lidt subjektiv vurdering, men på mig virker Jakob Ellemann-Jensen ikke, som om han brænder rigtigt for politik. Hvis Karsten Dybvad (formand for Danske Bank, red.) ringede og tilbød ham posten som administrerende direktør, er jeg ikke helt sikker på, hvad han ville svare. Det virker ikke, som om politik er liv eller død for ham.”

Hans Engell, politisk kommentator, Altinget

MIN FORTID HAR til gengæld givet mig noget hår på brystet. Som 26-årig var jeg udsendt som kaptajn på Balkan i kølvandet på borgerkrigen i Bosnien-Hercegovina. Det var blandt andet mit ansvar at forhandle med lokale og internationale ledere midt i de her uforståelige grusomheder af død, ødelæggelse og håbløshed. I det regi oplever man de mest absurde forsøg på chikane. Enhver tænkelig machostereotyp kommer virkelig til udtryk. Hvis man træder ind på politichefens kontor, kan man være helt sikker på, at han har et skrivebord, hvor mødebordet stikker ud som et T. Mødebordet er mindre end skrivebordet, stolene er lavere end hans kontorstol, og man har uden tvivl solen i øjnene. Der bliver brugt så mange skolegårdsagtige tricks, og de bliver gennemført helt skamløst. Selv om spillet på Christiansborg kan være beskidt, også internt i partierne, når det ikke politicheferne på Balkan til sokkeholderne. Der lærte jeg, at det klogeste er at ignorere det og børste det af sig.

Det tog jeg med fra Forsvaret, men i virkeligheden også erhvervslivet. Jeg brugte 10 år på at forhandle kontrakter, og der gjorde jeg en erkendelse, der er svær i politik, nemlig at stort set intet er et nulsumsspil. Det er den vigtigste erkendelse, når man forhandler. Hvis vi to skal fordele de her fire tebreve på mit bord, tilsiger logikken, at det er to til hver. Men hvis du har større præference for earl grey, end jeg har, er den mere værd for dig. Vi kan altså forhandle om dem på en anden måde, så vi begge to får mere ud af det end blot den simple fordeling.

Jakob Ellemann-Jensen er uddannet cand. merc.jur. fra CBS i København. Efterfølgende fik han job som først juridisk rådgiver i PricewaterhouseCoopers, siden chef for kontrakt- og forhandlingsafdelingen i IBM Danmark, og fra 2007 til 2011 var han ansat i C20 virksomheden GN Store Nord, før han gik ind i politik.

Den tilgang handler om at få optimeret resultatet. Det er i sig selv svært i en virksomhedsforhandling, for begge parter er nervøse for at blotte sig og afsløre den sande værdi af det, de forhandler om. Men i politik er den endnu mere vanskelig, for her betragter man alting som et nulsumsspil. Der er 179 stemmer, og man skal have 90 for at have flertal. Jo-jo, men derfor kan man godt forhandle en aftale, hvor noget betyder mere for dig, end det gør for mig. Hvor vi begge to kan træde ud ved det efterfølgende doorstep, de her meget lidt improviserede, men påtaget improviserede, pressemøder og præsentere aftalen med et smil på læben.

Den del har jeg i den grad taget med. Jeg har lært at trænge ind bag facaden og finde ud af, hvad mine modparter hver især gerne vil have. Som minister for miljø og fødevarer fik jeg efter min egen overbevisning et godt samarbejde med alle partier. Jeg vidste, at der var visse ordførere, for hvem noget var særlig vigtigt. Blandt andet havde Dansk Folkeparti en fremragende dyrevelfærdsordfører. Der var bestemte ting, der virkelig betød noget for hende, så hende involverede jeg altid for at få med på vognen, og ofte lod jeg hende ligefrem stå forrest, når det skulle præsenteres. På et tidspunkt var der mange forhandlinger om drikkevand, og jeg vidste, at det betød meget for Ida Auken. Derfor lod jeg altid hende høste hæderen for forhandlingerne. Det kan da godt være, det var min plan, hun stod og præsenterede, men lad da bare Ida Auken tage æren for det. Der er næsten ikke grænser for, hvad man kan slippe af sted med i politik, hvis man er villig til at lade andre få æren for det.

”Min kompagnichef fra dengang betragter jeg stadig som den bedste chef, jeg har haft i mit liv. Han var 28 år gammel, vidste det hele og havde svarene på alting. Jeg syntes, han var en gud. Mest af alt lærte jeg af ham, at man skal elske sine soldater.”

Jakob Ellemann-Jensen

DA VI SKULLE stemme om rigsretssagen for vores tidligere næstformand (Inger Støjberg, red.) tidligere i år, valgte jeg at sætte folketingsgruppen fri. Det var der nogle, der mente var et udtryk for svag ledelse. For mig var det snarere et udtryk for det modsatte. Det ville være svag ledelse, hvis det var sådan, vi gjorde det hver eneste dag. Det her var i den grad undtagelse, og i virkeligheden den undtagelse, der bekræfter reglen. For den situation, vi stod i, var menneskeligt meget, meget svær. Det var en kollega, vi talte om, og for manges vedkommende en kollega gennem 20 år. Det var helt ærligt svært for folk, og der var mange følelser på spil. Det må man som leder anerkende. Jeg understregede, at jeg går den her vej, at Venstres linje ligger fuldstændig fast, men jeg accepterede samtidig, at nogle stemte noget andet, og at de måtte have, hvad end årsag de fandt belejligt for at gøre det. Nogle vil sikkert sige: ’Nå, men sætter du ikke din autoritet på spil?’ Jeg synes tværtimod, det er udtryk for styrke, at vi har plads til dissens i sådan en sag. Det har vi ikke til daglig. Der skal ikke være tvivl.

Men når det er sagt, så har jeg nok en meget utraditionel og meget inddragende ledelsesstil på Christiansborg. Det kan synes mærkeligt med min baggrund i Forsvaret, hvor man ikke diskuterer så meget. Men jeg vil gerne have de andres input. Jeg har en strategigruppe, som jeg rådfører mig med, en blanding af politikere og medarbejdere. Det er dygtige folk, og jeg har altid en meget klar idé om, hvad jeg vil konkludere vedrørende de emner, vi drøfter. Men det præsenterer jeg ikke til at starte med. For min oplevelse er, at der så er en tendens til at sige, at formanden er genial. Det er måske fuldstændig korrekt, men ikke fordrende for en åben dialog. I stedet præsenterer jeg sagen, bum og bum, og hvad tænker I? Navnligt i starten udløste det en vis undren. Folk spurgte: ’Har du ikke selv tænkt over det?’ Jo, det havde jeg, men jeg ville gerne sikre mig også at få deres indspark. For nogle gange bliver der foreslået noget, der justerer min egen holdning. Jeg vil helst lægge tingene åbent ud og så trække mig lidt tilbage. Dem, der sidder i strategigruppen, har enten langt større politisk erfaring, en anden baggrund eller en anden indsigt rent fagligt sammenlignet med mig. Så det tager jeg med mig, ikke for at tørre beslutningen af på dem, men for at den beslutning, jeg træffer, bliver så kvalificeret som muligt. Jeg er aldrig blevet dummere af at tale med nogen, jeg er uenig med. Det sker selvfølgelig også, at jeg hører, hvad de siger, men stadig mener noget andet, og når man spørger folk til råds, og man så gør det modsatte, føler de sig måske ikke altid lyttet særlig meget til. Men jeg tror så småt, de er ved at vænne sig til min ledelsesstil.

MIN OPLEVELSE ER, at de, der har været i det politiske spil længe, har en grundlæggende skepsis over for andre politikere. Hvis andre henvender sig til dem, tillægger de dem pr. automatik meget lidt ædle motiver. Men jeg synes, at mine kolleger er interessante. Det er derfor, jeg henvender mig. Det lyder måske banalt, men for mig handler det egentlig bare om at opføre sig ordentligt og vise interesse for sine medmennesker. Det kan man komme langt med. Der er flinke og sympatiske mennesker i alle Folketingets partier. De har holdninger, jeg er uenig i, men jeg kan stadig godt lide dem. Selv tror jeg, at det udspringer af, at jeg har været så lang tid uden for Borgen. Hvis man starter på en arbejdsplads i erhvervslivet og lægger ud med at sige, at alle andre er idioter, kommer man til at sidde relativt alene i kantinen. Det meste af mit arbejdsliv er foregået på arbejdspladser, hvor jeg ikke vidste, hvad mine kolleger stemte, men stadig syntes, at de var nogle flinke mennesker. Det bør der også være plads til her.

”Da jeg var hos IBM, havde jeg en chef, der på det rent faglige plan var bagud sammenlignet med alle sine medarbejdere. Til gengæld var hun en fremragende leder. Hun vidste, at folk var dygtigere end hende, rent faglig, men det var intet problem, for hendes opgave var at lede afdelingen og få hver især af de mange specialister til at blomstre med, hvad de nu hver især kunne, og hver især var dygtige til.”

Jakob Ellemann-Jensen

Jeg kan tydeligt mærke forskellen på, hvem i Folketinget der har haft et arbejde, og hvem der ikke har, hvem der har været på en arbejdsplads, hvor man lærer at begå sig blandt andre mennesker, og hvor din computer i øvrigt ikke bare bliver fikset, fordi den går i stykker. Vi er jo sindssygt privilegerede herinde sammenlignet med samtlige virksomheder, jeg har arbejdet med.

Det var i virkeligheden den største årsag til, at jeg i første omgang gik ind i politik. Jeg har både været menig, befalingsmand, officer og udsendt i Forsvaret. Jeg har arbejdet som skrothandler, i en biograf, i verdens største IT virksomhed og i en dansk C20-virksomhed. Jeg har været leder og almindelig ansat. Jeg har prøvet lidt af hvert, og det kan jeg en gang imellem godt unde mine kolleger på Christiansborg også at have prøvet lidt. Det var i protest mod den manglende forståelse af det omkringliggende samfund, at jeg selv søgte mod Borgen. Jeg sad og råbte og skreg af fjernsynet: ’Sig mig, aner I overhovedet ikke, hvor pengene kommer fra?’ Naturligvis er der både fordele og ulemper ved at have været i politik i mange år. Tag Bertel Haarder, der har siddet i Folketinget i 45 år. Han blev valgt ind i 1975, da jeg var to år gammel. Han har erfaringer og en politisk grundviden, der er second to none. Så selvfølgelig er der undtagelser. Men helt generelt oplever jeg en manglende forståelse for, at der findes rigtige mennesker, der går på arbejde i rigtige virksomheder, der producerer rigtige ting, som de sælger og betaler skat af, og vi derfor har råd til at have et velfærdssamfund, hvor vi så kan betale nogle andre mennesker for at uddanne os og holde os raske. Hele den her grundlæggende bevidsthed om, at det private og det offentlige er hinandens forudsætninger. Den der manglende forståelse for, hvordan tingene hænger sammen, og hvordan samfundet hænger sammen. Det oplever jeg især med dem, der har et kort CV.

I 2018 blev Jakob Ellemann-Jensen gift med Anne Marie Preisler. Sammen har de en søn på to et halvt år. Desuden har han to børn fra et tidligere ægteskab.

JEG VIL UDEN at tøve et øjeblik sige, at principper vægter højere for mig end meningsmålinger. Men det er klart, at hvis det bringer mig hen et sted, hvor jeg ingen indflydelse har, ja, hvad så? Jamen så må mine principper være forkerte, og så må der en ny ledelse til. På den måde er der jo en dobbelthed i det. Hvis man ikke har nogen mandater, har man ingen indflydelse, og så kan det være nok så rigtigt, hvad man mener, men det er ligegyldigt. Det forstår jeg godt.

Det er lidt den klassiske diskussion om, hvor høj en pris man er villig til at betale for eksempelvis at komme i regering. Hvor meget er man villig til at slække på sine principper, hvis alternativet er værre? Det må man i virkeligheden styre efter i enhver politisk forhandling. Her skal jeg både tænke på, hvad det gode, liberale, frihedsskabende ville være at gøre, men også, at hvis jeg ikke kan komme derhen, hvad er så alternativet? Er det så, at jeg bliver kørt ud på et sidespor, og Enhedslisten i stedet laver en aftale med regeringen og trækker det i en, lad os kalde det marginalt mindre liberal retning? Hvad er så egentlig worst case? Den opvejning må man hele tiden lave i forhold til mandaternes logik.

Men når det er sagt, tror jeg også på, at det, der kan vende vores meningsmålinger, er at være hudløst ærlige med hensyn til at præsentere løsninger, som vi helt fundamentalt står for. Det har jeg ikke tænkt mig at gå på kompromis med overhovedet. Hvis det viser sig, at vælgerne vil have noget andet, så må det være sådan. For vi er det parti, vi er. Det kan måske lyde besynderligt, men vi har rødder, der rækker 150 år tilbage og er funderet på bestemte holdninger og værdier. Det ændrer vi ikke bare, som vinden blæser. Det finder jeg faktisk en stor ro i. Selv når der er kritiske røster, og meningsmålingerne er dårlige. For jeg kender vores historie, og derfor har jeg en grundlæggende tro på, at det, jeg vil med Venstre, er det rigtige.

På et tidspunkt blev jeg interviewet i ’Deadline’, hvor værten sagde noget i stil med: ’Tiden er jo mere nationalkonservativ, end den er liberal, så bør du ikke tage bestik af det?’ Det kan da sagtens være, det ikke er oppe i tiden at være liberal, men det gør det ikke mindre rigtigt. Det vil altid være rigtigt i min optik at vise det enkelte menneske tillid, at ønske så meget frihed for den enkelte borger som overhovedet muligt. Ikke mindst nu, hvor alle får at vide, at de snart ikke må noget som helst. Jeg tror, at vi allesammen higer efter den frihed. Jeg er med på, at mange finder tryghed i, at statsministeren fortæller os, hvad vi skal og ikke skal. Men jeg tror også, at vi efterhånden er nogle stykker, der savner, at vi viser hinanden tillid, og som er trætte af, at der bliver talt ned til os.

Så det kan godt være, at nogle nationalkonservative strømninger vinder frem i øjeblikket, men det betyder ikke, at de har ret. De har i den grad ikke ret! Jeg kan ikke klare den her evindelige romantisering af, at verden var bedre i gamle dage. Verden var på alle måder forfærdelig i gamle dage. Vi levede kortere, vi var dummere, vi var sygere, det hele var noget hø. Derfor tror jeg på den liberale tilgang, den evindelige kamp for, at i morgen bliver bedre end i dag. Optimismen, håbet, tilliden, jeg tror grundlæggende, helt fundamentalt inderst inde i kernen af mig selv på, at det er det rigtige. Derfor har jeg tålmodighed. Ja, det ser hårdt ud i målingerne, og ja, jeg forstår, at man kan have en folketingsgruppe, hvor folk først kigger på målingerne og dernæst kigger på mig, der er ankommet, og gør bekymrede miner. Derfor er det kun endnu mere nødvendigt, at mindst en af os bevarer roen og siger: ’Det kan godt være, at det stormer i øjeblikket, men vi skal dén vej, og jeg holder fast i det her ror, uanset hvor meget det flår i sejlene’.

FREMTONING

”Jeg kan utrolig godt lide Jakob Ellemann, fordi han altid har et rigtig godt humør og er sjov, og så er han en fair forhandler, der ikke sidder med skjulte dagsordener. Det er vigtigt i politik … Det, at man kan få en situation til at løsne op og få folk til at grine og lige vise, at vi er mennesker, der sidder over for hinanden og gerne vil nå hinanden, er en rigtig vigtig kvalitet i politik, hvis man gerne vil lave brede aftaler.”

Ida Auken, folketingsmedlem (S), TV 2

I TIDENS LØB har jeg haft rigtig mange gode ledere, men også dårlige, og jeg har efterhånden en fornemmelse af, hvad der har gjort dem henholdsvis gode og dårlige. Nogle af de bedste, jeg har haft, er dem, der har set det rigtige potentiale i deres folk. Da jeg var hos IBM, havde jeg en chef, der på det rent faglige plan var bagud sammenlignet med alle sine medarbejdere. Til gengæld var hun en fremragende leder. Hun vidste, at folk var dygtigere end hende rent fagligt, men det var intet problem, for hendes opgave var at lede afdelingen og få hver især af de mange specialister til at blomstre med, hvad de nu hver især kunne, og hver især var dygtige til.

Det var hende, der i sin tid kiggede på mig og sagde: ’Du skal på talentudvikling, for du skal være leder i den her butik’. Hun konstaterede, at jeg bag mit barske ydre nok besad mere empati end de fleste. Det skulle være en kernekompetence i ledelsesdelen. Da hun på et tidspunkt stillede mig det klassiske spørgsmål om, hvor man ser sig selv om to år, svarede jeg, at det var i hendes stol. Det skabte først en lidt akavet stemning, men hun accepterede det, og så arbejdede hun ellers videre for at sikre sig, at jeg kunne komme derhen. To år senere sad jeg i hendes stol, og så rykkede hun et andet sted hen og var dygtig der. Hun havde evnen til at se potentialet i sine medarbejdere og dyrke det at få det forløst. Den egenskab sætter jeg selv meget højt.

Jakob Ellemann-Jensen flankeret af sin far, tidligere udenrigsminister for Venstre Uffe Ellemann-Jensen, og sin seks år ældre halvstoresøster Helene Ellemann-Jensen. Jakob og Helene Ellemann-Jensen har samme mor, journalisten Alice Vestergaard.

Foto: Winnifred Eriksen/Aller Media DK

Omvendt har de dårlige ledere især været præget af usikkerhed. Det kan lyde paradoksalt, for jeg har selv været relativt åben om den tvivl, jeg har haft som formand for Venstre. Men usikkerhed har vi allesammen, og der er ikke noget i vejen for, at man siger, hvad alle alligevel ved, nemlig at man står i et vadested og er i tvivl. Det betragter jeg tværtimod som en styrke for en leder. De, der i min optik er faldet igennem, er dem, der tydeligvis har været usikre, men har forsøgt at camouflere det med en gennemskuelig, påtaget skråsikkerhed. Dem, der har insisteret på, at de står med de vises sten, selv om enhver kan se, at de ikke engang tror på det selv, men blot er bange for at vise svaghed. Det er noget af den mest katastrofale ledelse, jeg har været ude for. I Forsvaret er konsekvensen, at man ender med at gå længere og længere ind i et eller andet mineret område. I erhvervslivet holder man alt for længe på en løsning, der ikke er hensigtsmæssig. Den slags ledere er jeg stødt på flere gange.

Selvfølgelig skal man ikke stille sig opgivende frem og slå ud med armene hver eneste gang. Man kan ikke stå som officer og sige: ’Enten går vi venstre om bakken eller højre om bakken, jeg ved det sgu ikke rigtigt’. Der må man træffe en beslutning som fører og sige: ’Vi går den vej’. Hvis det så viser sig, at man vader direkte ind i en rulle pigtråd, må man gå tilbage igen. Men hvis man allerede har fået den respekt fra sine svende, sine medarbejdere, sine folketingskollegaer, at de ved, at man generelt har styr på sit shit, kan man også tillade sig en gang imellem at sige: ’Det her er svært. Jeg tror, vi skal gøre sådan, men jeg er ærlig talt ikke sikker’. For mig handler det om at turde vise sårbarhed, tvivl, menneskelighed. Man narrer alligevel ikke nogen ved at skjule det. Dårlige ledere er dem, der enten ikke står ved deres beslutninger, prøver at tørre de dårlige af på andre eller holder stædigt fast, når det har været åbenlyst, at projektet er dødsdømt.

”Som ung drømte jeg om at blive skuespiller og stå på en scene og få folk til at have det rart. Sådan har jeg det i bund og grund stadigvæk”

Jakob Ellemann-Jensen

PÅ MIT KONTOR har jeg en buste af Ronald Reagan stående. Jeg betragter den tidligere amerikanske præsident som mit store idol. Både som politiker og som leder. For det første vandt han Den Kolde Krig, og det er jo i sig selv en ufattelig sympatisk gestus, med alle sine at vi fik revet jerntæppet ned. For det andet var han sublim til det her med at bruge humoren til at afvæbne tilspidsede situationer. Det mest legendariske eksempel var, da han med nogen ret blev skoset for sin høje alder op til valgkampen. Han nærmede sig de 80 år, og der blev sået tvivl om, hvorvidt han var den rigtige kandidat. I stedet for at forsvare sig og forklare, hvorfor det ikke var et problem, lagde han fra land i debatten med at sige: ’Jeg har ikke tænkt mig at bruge min unge modkandidats alder og hans manglende erfaring som et våben mod ham’. Modkandidaten var i tresserne eller sådan noget, men det var sagt med et glimt i øjet og et venligt smil, som kun Ronnie kunne gøre det. Folk skreg af grin, og for modparten, der formentlig havde tænkt sig at tæve løs på Ronald Reagan og hans høje alder, var der ikke længere noget at skyde med. Så var den afmonteret.

Der er mange mennesker, og det gælder ikke kun i politik, men helt generelt, der lider af den fejlagtige opfattelse, at hvis man bruger humor i en situation, er det, fordi man ikke tager den seriøst. Det er forkert. Det er det i hvert fald i mit tilfælde. Jeg tager det, jeg laver, vanvittigt seriøst. Det er til gengæld de færreste ting, der ikke kan tåle at få en let bemærkning med på vejen. Derfor havde Piet Hein så ret, da han sagde: ’Den, som kun ta’r spøg for spøg og alvor kun alvorligt, han og hun har faktisk fattet begge dele dårligt’.

Selvfølgelig kræver det, at man tilpasser det situationen, for det skal man også lige lære. Jeg har selv måttet lære, at der er tidspunkter, hvor man skal være varsom. Hvis man bliver interviewet, kan det opfattes som arrogant, hvis man bruger humor. Men når vi venter på at have forhandlingsrunder på Christiansborg, og det hele er så anspændt, kan jeg godt lide at komme med en kæk bemærkning. Jeg kan ikke lade være. Jeg kan simpelthen ikke lade være, for de kommer til mig, og når jeg synes, noget er sjovt, vil jeg gerne dele det med andre. Som ung drømte jeg om at blive skuespiller og stå på en scene og få folk til at have det rart. Sådan har jeg det i bund og grund stadigvæk.

”Der er politikere, som er folkelige, og som er gode til det, mens andre ikke er det, men lader som om. For mig er det vigtigste, at man er sig selv, uanset hvordan det så er. Jeg synes selv, jeg er bevidst om, hvem jeg er, hvad jeg kan, og hvad jeg vil.”

Jakob Ellemann-Jensen

LIGESOM MIN FAR er jeg igennem årene blevet beskyldt for at være arrogant. Jeg ved, at jeg burde tænke mere over det. Især efter at jeg er blevet formand for Venstre og dermed statsministerkandidat, er det noget, jeg ofte får at vide af dygtige mennesker omkring mig, at jeg bør være mig bevidst. Men når jeg har svært ved at forholde mig til det, skyldes det nok, at jeg grundlæggende synes, det er forkert. Jeg betragter ikke mig selv som bedre end andre mennesker overhovedet. Jeg er til gengæld 100 procent opmærksom på, og det er jo noget, man ikke må sige, at jeg er en del af eliten i det her land. Endda den allerallerhøjeste del af den. Det er jeg faktisk enormt bevidst om. Jeg betragter ikke mig selv som elitær, men jeg føler heller ikke noget behov for at sidde og spise makrelmadder på Instagram for at vise, hvor lidt jeg er det. Jeg kan skidegodt lide makrel, men jeg kan også lide mange andre ting. Jeg vil ikke hele tiden forsøge at fremstille mig selv som ’åh, så almindelig’. For det er jeg ikke! Jeg sidder i et job, hvor jeg har et kæmpeansvar, og det er ikke almindeligt. Derfor er det mindste, man kan gøre at gå til det ansvar med den respekt, det fortjener.

Der er politikere, som er folkelige, og som er gode til det, mens andre ikke er det, men lader som om. For mig er det vigtigste, at man er sig selv, uanset hvordan det så er. Jeg synes selv, jeg er bevidst om, hvem jeg er, hvad jeg kan, og hvad jeg vil. Det har jeg ikke behov for at skjule eller forklejne eller prøve at lade, som om jeg i virkeligheden er noget helt andet. Det kan opfattes som værende arrogant, men i mine øjne er det alternativet, der er ekstremt arrogant. For nogle år siden kørte hele den der elitedebat, og der var politiske ledere, EU-kommissærer, mennesker på allerhøjeste niveau af vores samfund, der stillede sig frem og hævdede, at de i hvert fald ikke var en del af eliten. Det er arrogant. Du skal eddermame være bevidst om det ansvar, du har, for ellers er det at blæse på andre mennesker, og det synes jeg ikke, man kan være bekendt.

Fra Dossier nr. 24, maj-juni 2021.