LOUIS BARNHOLDT CLAUSEN

Trommeslager, The Minds of 99, 34 år.

The Minds of 99 har lavet sine to første og stærkt roste plader på heftige sommerhusture rundt om i Danmark. Men til daglig holder postpunk-sekstetten til i og omkring studiet på Vesterbro, hvor vi mødte Louis Barnholdt Clausen.

Jeg gik på Bernadotteskolen, fordi min mor havde gået der. Hun sagde til min far: ’Du må bestemme, hvad drengen skal hedde, du må bestemme alt, han skal bare gå på Bernadotteskolen.’ Jeg elskede at gå der, alle mine bedste venner er derfra. Men jeg er ikke en Hellerup-dreng, jeg kommer fra en arbejderfamilie, så jeg havde svært ved at navigere i, hvordan jeg skulle udvikle mig som musiker på den her kreative skole. Jeg var heller ikke noget naturtalent, det kom ikke let til mig, og hver dag var jeg omgivet af wonder kids, der spillede fuldstændig grotesk godt. Lærerne kom fra Rytmisk Musikkonservatorium, så der blev spillet virkelig meget funk og jazz, som jeg bestemt ikke var vokset op med, og meget lidt Oasis, som var den musik, jeg hørte.

Jeg forstod det nok ikke dengang, men i dag kan jeg se, at det var vigtigt, at jeg havde et andet musikalsk rum at gå ind i. Det rum var fritids- og ungdomsklubben Ryac i Ryparken. Hvor skolen var virtuos leg, var klubben alvor. På Bernadotteskolen var der en selvironi i luften, når vi spillede musik. Det var lidt for sjov, samtidig med at det alligevel ikke helt var for sjov. Det gjorde mig usikker. Musik er ikke ironisk for mig. Det er ligesom sex, det er heller ikke ironisk. Det skal være ærligt, du skal mene det. Jeg havde brug for, at der var nogen, der viste mig, at det her var vigtigt, og det var der i Ryac. Der var en masse rødder, og det var hård rock og heavy. Jeg fandt ud af, at jeg havde det bedre med at være med i sammenhænge, hvor udtrykket, og det at mene det, fylder.

DA NIELS, ASGER, som også er med i Minds i dag, og jeg flyttede til London og blev signet af RCA, begyndte jeg at terpe teknik. Vi indspillede med mange af de store producere, blandt andre Fraser T. Smith, og et studie kostede 20.000 kr. i døgnet. Når uret tikkede, skulle du levere.

”Det var ødelagt, der var ikke noget at samle op, og pladeselskabet fyrede os.”

LOUIS BARNHOLDT CLAUSEN

Jeg faldt ikke igennem, men jeg kunne mærke, at jeg var presset til det yderste. Jeg blev simpelthen nødt til at hive ned fra flere hylder. Jeg begyndte at studere bøger om trommespil og lærte at læse noder. Jeg boede lige ved siden af et øvelokale, og jeg terpede og øvede, terpede og øvede. Men samtidig gik vi i studiet med alle de her stjerneproducere, og det eneste, der kom ud af det, var, at vi kom længere og længere væk fra os selv. Vores lyd havde været lidt a la det tidlige Coldplay, men vi endte med at lyde som Muse, altså progressiv rock, og sådan ville vi ikke lyde. Det var ødelagt, der var ikke noget at samle op, og pladeselskabet fyrede os. Vi tog hjem, det var i 2007, efter to år i London. Jeg var 25 år, og jeg tænkte, at det var det. At hvis musik skulle være på den måde, så var jeg færdig med at spille på trommer.

JEG BEGYNDTE AT LÆSE på film- og medievidenskab på Københavns Universitet, og som en del af uddannelsen tog jeg til Miami for at lære at skrive filmmusik. Det var blevet min rolle på studiet, når de andre producerede deres små film: ’Kan du ikke lige lave musik til den?’

Jeg rejste to uger før studiestart for at lære campus at kende og få mine papirer i orden. En dag, da jeg gik en tur på området, kunne jeg høre trommespil fra et skur. Det lød sgu meget fedt, så jeg bankede på. Ham, der åbnede døren, var Steve Rucker, fakultetets head of percussion, som har spillet med Michael Jackson og Bee Gees. Jeg spurgte: ’Hvad er det her?’ Og han sagde: ’Det er her, vi underviser i trommer. Hvem er du?’ ’Jeg hedder Louis, jeg kommer fra Danmark, og jeg har spillet trommer, så jeg ville bare lige høre…’ Han bød mig indenfor til en kop kaffe, og jeg fortalte min historie om London. Det endte med, at jeg spillede et backbeat, og jeg kunne bare se på ham, at han syntes, det var fedt. Han groovede igennem med det. I løbet af den efterfølgende halvanden time fik vi snakket os frem til, at jeg skulle studere trommer, ikke filmmusik. Det gik i orden, og det næste halve år blev jeg undervist af Steve og af John Yarling, som senest har spillet med Pink. Og de ændrede mit forhold til at spille trommer totalt.

Den amerikanske tilgang handler om militant præcision. I USA kan du leve af at være trommeslager, du kan turnere 365 dage om året, men det kræver en sublim teknik, for du skal kunne spille med mange forskellige kunstnere. Så undervisningen var kæft, trit og retning. John Yarling er den hårdeste mand, jeg nogensinde har mødt. Han var en stor, skaldet fyr med skaterkæde i bukserne. En gang rakte han hånden i vejret midt i undervisningen: ’Louis, når jeg kommer på skolen kl. 7.30, sidder du her allerede og øver. Og du øver igen efter undervisningen. Hvordan kan man øve sig så mange timer hver dag og stadig være så pivringe?’ Jeg havde lyst til at skrige ham ind i hovedet: ’Tror du ikke, jeg ved det!?’ Sådan kørte han mig. Indtil sidste undervisningsdag, hvor han sagde: ’Hør her, i dag er der ingen undervisning, jeg giver en kop kaffe og et stykke kage.’ Vi satte os ned, og så sagde han noget, der var ved at få mig til at tudbrøle: ’Louis, du lytter, du er musiker. Det kan man ikke lære. Man kan mærke din krop og din sjæl, man kan høre dit hjerte i dit spil. Det andet, teknikken, kan du lære, men kun hvis du har en som mig til at holde dig i ørerne. Det er derfor, jeg har kørt dig så hårdt.’ Det var et meget, meget følelsesladet øjeblik for mig, for jeg havde været presset til det yderste. De andre på mit trommehold grinede jo ad mig: ’Hvem er ham der?’ Jeg var jo 28, de var 18. De var sådan nogle lede dudes fra Chicago, gospel-trommeslagere, som spillede for sindssygt. Jeg havde haft det, som om jeg stod ved siden af Messi og knap kunne tage tre på højre. Jeg har altid haft let ved at gå i skole, jeg har kunnet valse lidt igennem livet, men det her var min hårde kamp, og jeg tog den. Da jeg vendte hjem, tænkte jeg, at jeg skulle spille trommer resten af mit liv.

NÅR VI SKAL SPILLE med Minds, kan vi godt lide at komme i god tid for at mærke dagen. Er det regnvejr, er det solskin, er folk liderlige … Vi tager det meget alvorligt. Jeg ser altid åbningsnummeret for mig, det er vigtigt at komme godt fra start. Jeg varmer op i en time, inden vi skal på. Minds er jo meget hurtig musik, og når jeg går i gang med at varme op, er det for at nå et sted hen, hvor mine hænder og mit øre bypasser hjernen: Jeg spiller det, jeg hører, intuitivt. Det tager tid at nå dertil. Miami var kun begyndelsen. Det tager jo 10, 20, 30, 40 år at perfektionere det. Det er med den bevidsthed, jeg spiller. Tidligere kunne jeg have svært ved at ryste en fejl af mig, men jeg er blevet mere moden, mere professionel. Jeg er hurtigere videre. En gang løb jeg tør for trommestikker, og jeg måtte spille nummeret færdigt med en hånd. Da handlede det om at gå ind i situationen, så historien var, at jeg kunne spille med en hånd, og ikke, at det i virkeligheden lød ad helvede til. I sidste ende skal man huske en gang imellem at spørge sig selv om, hvorfor man laver det, man laver. Og jeg spiller ikke trommer for at bevise, at jeg er en god trommeslager. Der er trommeslagere, der er meget dygtigere, end jeg er. Minds er født ud af et venskab og nogle fælles drømme om at skabe noget, der er større end os selv. Det er først og fremmest derfor, jeg spiller trommer.

Fra Dossier nr. 1, november 2016.