Mathias Mentze

En dag med

Mathias Mentze vil hellere genbruge de fortællinger, som er forankret i et sted end at bygge nyt op fra grunden. Det er hans opgør med stjernearkitekternes ikoniske glasbygninger, og målet er at undgå historieløse samfund uden sanselighed. Den 33-årige arkitekts inspiration tager os med tilbage til en mose ved Furesøen.

Hjemme — Christianshavn
En rødvinget brasksvale, en høgeugle og en rødtoppet fuglekonge var blandt de sjældne fugle, jeg var på udkig efter som ung. Jeg sad i haven eller i skoven og kiggede efter fugle. Jeg læste i alverdens fuglebøger. Jeg var meget optaget af det. Som teenager rejste jeg rundt i landet og konkurrerede med en gruppe venner om, hvem der havde set flest sjældne fugle inden for Danmarks grænser. Man havde en liste over dem, man havde spottet. Hvis der blev set en sjælden fugl et sted, fik man en sms om det, og så kørte vi rundt i hele landet for at se fugle, vi ikke tidligere havde set. Måske blev der spottet en sjælden måge i Skagen, så gjaldt det om at være den, der kunne låne sine forældres bil hurtigst muligt. Så stod man der i et eller andet sumpområde og blev ædt af myg sammen med hundrede andre fuglenørder for at få et glimt af den sjældne fugl.

Om foråret afholdt jeg nattergaleture for pensionister og Dansk Ornitologisk Forening i den lokale mose i Virum, hvor jeg voksede op. Moseområdet ved Furesøen er en ellesump, hvor vandet står ret højt rundt om de små øer, som elletræerne vokser på. Sammen med en ven gik jeg rundt på de små grusstier med 20-80 pensionister, som lyttede intenst til alt, hvad vi havde at fortælle dem om fugle. Det var nogle idylliske majaftener med stjerneklar himmel og mosens hengemte, fortættede lugt. Vi gik og lyttede efter nattergale, men vi kunne også være heldige at møde en lille flagspætte, og en enkelt gang så jeg også en vendehals. Det var selvfølgelig stort. Men jeg var ikke så interesseret i konkurrencedelen, for mig handlede det mere om at se så meget som muligt og være en del af et fællesskab. Når vi gik rundt om aftenen, havde jeg en følelse af at tilhøre en gruppe og ikke føle mig helt alene med min særlige interesse, som de færreste af mine jævnaldrende havde. Når vi havde sendt pensionisterne hjem, satte vi os på en bænk i mørket og drak øl og følte os mere som almindelige teenagere.

Vi boede i et meget klassisk parcelhus tæt på Furesøen. Jeg havde en rolig og tryg barndom med lange somre med kedsomhed og kanoture på Mølleåen og gåture i skoven ud til Rådvad. Min mor er journalist og arbejdede for forskellige magasiner og ugeblade, og min far er fotograf, og han arbejdede både for magasiner og tv. Mine forældre kiggede altid efter huse. De ledte efter et nyt sommerhus eller en ny ødegård i Sverige. Vi besøgte utallige svenske træhuse året rundt. Det var deres helt store fælles interesse. Og jeg afskyede det som barn. Jeg syntes, at det både var grænseoverskridende at opsøge de her huse og husenes ejere, og det var så irriterende, at det aldrig blev til noget – jeg investerede følelser i, hvordan jeg ville indrette mig i huset. Det var begejstring og skuffelse efterfulgt af hinanden igen og igen.

Min mormor boede i en stor lejlighed på Østerbro, hvor hun boede med kunst og sjældne Arne Jacobsen-møbler. Det blev mit vindue ind til en kulturverden, som ikke var det, jeg kendte fra legekammeraterne i Virum. Der var ikke så mange antikke stole og kunst – det var mere praktiske børnefamiliehjem. Det vakte en nysgerrighed efter at vide mere om, hvem der lavede hvad, og hvorfor. Det var min mormors indretning, som var den første, jeg blev fascineret af. Ikke at det var prangende på nogen måde, det var bare gode ting, som hun havde valgt med et særligt blik. Hun havde kunst og tegninger over det hele. Der var særligt tegninger af en dansk kunstner, der hed Johannes Larsen, som lavede nogle fine tegninger af døde fugle, som jeg oplagt var fascineret af. Det var igennem dem, at jeg fik øjnene op for kunstens verden, og som teenager blev jeg glad for at gå på museer.

Da jeg skulle lave en stor opgave i gymnasiet, skrev jeg om en kunstner, der hed John Olsen. Han boede på en stor herregård på Fyn og arbejdede meget med naturen. Jeg lavede en meget prætentiøs opgave, der hed ’Natursyn i nyere dansk kunst’ … haha. Jeg tog over og besøgte John, og vi blev gode venner. Jeg begyndte at hjælpe ham med at sætte hans udstillinger op rundtomkring i Danmark. Der er ikke så mange, som kender ham i dag, men han repræsenterede Danmark på Venedig Biennalen i 1998. Jeg var en form for assistent, men det var mest bare et venskab. Det var vildt inspirerende for mig at være en del af. John foreslog, at jeg skulle blive arkitekt. Han syntes, at jeg var god til at sætte udstillinger op.

Jeg valgte at tage min kandidat ved Landskabskunst-afdelingen under professor Steen Høyer. Hans tilgang til arkitektur var ekstremt ikke-normativ. Han snakkede meget om, at brødkrummer på et bord kunne ses som et helt landskab eller univers i sig selv. En meget abstrakt tilgang til arkitektur, hvor alting indgår i kompositioner eller som en del af verden. Det har helt klart været noget, som har påvirket mig rigtig meget.

Som færdiguddannet arkitekt arbejdede jeg i en periode som udstillingsarkitekt på projekter for både Louisiana og Arken. Det var hele tiden den retning inden for arkitekturen, som interesserede mig mere end at bygge store forkromede højhuse. Det har været den mere kropsnære skala og kunsten, som tiltrak mig. Jeg ser nok arkitektur meget bredere, end de fleste andre arkitekter gør. For mig kan den sanselighed, der er i at lave mad, eller hvordan råvarer bliver dyrket, være arkitektur. Det med at gøre noget op i, om det er design, kunst eller arkitektur, er ikke så vigtig for mig. Efterhånden som jeg har fundet ud af, hvad der interesserer mig, har det været nemmere at bryde grænserne ned. Jeg vil bestemt kalde mig selv for arkitekt i dag, jeg bilder mig ikke ind, at jeg er noget andet. Jeg har fundet ro i arkitekttitlen, fordi jeg har opdaget, at arkitektur er så ekstremt vigtigt, og det kan rumme, lige hvad der interesserer mig. Alt fra psykologi til naturvidenskab. Det er så bredt et felt, og det kan forene alle mine interesser.

Fra 2017-2019 drev Mathias Mentze tegnestuen Studio0405 sammen med sin tvillingebror, Nikolaj Lorentz Mentze, som er uddannet designer, og de stod blandt andet bag indretningen af designvirksomheden Frama og tøjmærket Sur Le Chemins butikker i København samt istandsættelsen og nyindretningen af Marienborg i 2017-2019. Sideløbende lavede de set-design og creative direction på kampagner for virksomheder som Kvadrat og Bang & Olufsen.

T-shirt, Mark Kenly Domino Tan, 900 kr.
Bukser, Babett, 4.500 kr.
Plaid, Kvadrat/Raf Simons, 2.180 kr.

Når jeg går til et projekt i dag, er det vigtigt for mig at lave en grundig research og have det historiske perspektiv med. Idéerne opstår ikke ud af, hvad der er oppe i tiden. Jeg kan godt lide at finde frem til, hvad narrativen er i et sted, præcisere, hvad det er for nogle ting, som er på spil i forvejen, og så bygge videre på det. Jeg er meget sjældent interesseret i at starte fuldstændig fra bunden. For mig er et projekt specielt, i kraft af at det er forankret i et sted og har en historie. Det er en læsning af stedets kvaliteter, og det handler om at være åben for stedets lidt tilfældige ting, så det ikke er mig, som kommer og presser tidens farve ned over det. Jeg vil hellere finde den farve, som var på væggen på et tidligere tidspunkt i historien. Der ligger en hel masse valg der. Hvilken farve ud af de 10 lag lader jeg stå frem igen? Jeg behøver ikke selv at skulle introducere en masse nye lag. Jeg går i tegningsarkiver og på lagre og læser om tidsperioderne, som knytter sig til stedet.

Jeg ser på interiør som palimpsest, altså som lag af skrift, der føjes oven på hinanden og informerer hinanden. Det interesserer mig meget. Interiøret bliver skiftet ud i en bygning. Der bliver hele tiden lavet små tilføjelser til rummene, rum skifter brug, tiderne og smag ændrer sig, bygningen får nye ejere, og de lever forskellige liv. Jeg er fascineret af, hvordan ting får betydning. Vi ser på nogle af vores ejendele som afgørende brikker i fortællingen om os selv. En eller anden vase, vi har arvet, som har stor betydning for vores historie.

Da Nikolaj (Nikolaj Lorentz Mentze, som Mathias Mentze tidligere drev tegnestue sammen med, red.) og jeg besøgte Marienborg første gang, føltes det som den helt rigtige opgave. Vi var vokset op så tæt på og var vant til søndagsudflugter til Sophienholm, som er nærmeste nabo til Marienborg, det lukkede og mystiske land. At køre ind gennem porten havde noget eventyr over sig. Som at blive lukket ind i barndommens hellige land. Det var en forårsdag, hvor alting blomstrede, solen var skarp, og fuglene fløjtede. Det var næsten for smukt. Da vi trådte ind i stuerne, blev vi mødt af en stillestående luft, som om rummene ikke var blevet brugt længe. Det mindede om et gammelt revisorkontor med en klassisk okseblodsrød stue og et dueblåt værelse. Det var klassisk og pænt, men også et mærkeligt miks af Ikea-møbler og nyere stole og borde, der skulle ligne noget gammelt. Alt muligt, som ikke havde noget at gøre med stedets historie, og som var temmelig slidt. Der var malet med plastikmaling på paneler og vægge, så det første, vi gjorde, var at istandsætte huset og håndmale med linoliemaling. Det trængte til en solid forårsrengøring, og det gjorde vi blandt andet ved at male væggene i lysere nuancer og invitere den smukke omkringliggende park mere indenfor. Uden for et af vinduerne stod en blodbøg, som gav et fint auberginefarvet skær på væggene i rummet, og som vi lod os inspirere af til den nye vægfarve.

Det handlede hverken om at starte forfra eller om at gå tilbage til 1700-tallet, hvor huset er bygget, og lave en stilhistorisk korrekt indretning. Jeg kan godt lide blandingen af tiderne, og at man respekterer de lag, som er føjet til gennem årene. Vi kiggede på alle lagene – både de heldige og mindre heldige – og de historier, som de forskellige lag fortalte. Vi gik på jagt for at finde ud af, hvor husets oprindelige møbler, som C.L. David havde testamenteret til staten sammen med huset, befandt sig. Vi besøgte alle Statsministeriets lagre og fandt frem til møblerne for at se, om vi kunne bruge dem. Vi endte med at bruge mange af de originale møbler. Vi fandt også C.L. Davids gamle damaskvævede duge i skabene på Marienborg og fik tekstildesigner Line Sander til at omsy dem til quilte og puder, som nu ligger rundtomkring i husets møbler.

Det handler ikke om at bevare alting, som det var engang. Når jeg skaber noget nyt til mine projekter, er det vigtigt, at det er relevant og brugbart og repræsenterer vores tid. Det er ikke en drøm om, at alting var bedre før. Det er mere en tanke om at bygge videre på noget. Jeg tror, det var Igor Stravinsky, der sagde, at al kunst, som ikke bygger på en tradition, er den rene imitation. Det er på en måde evigt sandt. Hvis du bare laver et eller andet, så bliver det let en imitation, men hvis du derimod bygger videre på noget, så rummer det nye hele traditionen og historien, og det synes jeg, der er noget utrolig smukt i.

Sofa, Pierre Chapo hos Mmentze.com, pris på forespørgsel.
Pude, Kvadrat/Raf Simons, 1.500 kr.
Taburet, Mathias Mentze og Alexander Vedel Ottensten hos Mmentze.com, 3.800 kr.
Bordlampe, Isamu Noguchi for Vitra hos Paustian, 2.300 kr.
Stol, Charlotte Perriand hos Pamono.eu, 17.846 kr.
Gulvtæppe, IKEA, 1.199 kr.

En by er som et bibliotek eller et arkiv over viden og historiske begivenheder, som man går rundt i fysisk. Forskellige historier lever ved siden af hinanden. Der ligger et bæredygtighedsprincip i, at man ikke river alt ned til bunden, men respekterer tidens lag for at se, hvad man kan genbruge. I sidste ende vil det gøre, at vi både i arkitektur og indretning kan bruge færre ressourcer, men det knytter også mennesket mere til dets omgivelser. I mange år er arkitekter blevet gjort til store stjerner og genier, som har sat deres ikoniske bygninger rundtom i verden. Jeg er selv mere interesseret i det kollektive og i at være med til at skabe et bedre samfund gennem løsninger af mindre projekter, som skaber værdi og sanselighed i hverdagen. At se på et arkitektonisk projekt som en mulighed for at skabe fællesskaber og møder mellem mennesker. Dyrke de sanselige oplevelser i en tid, hvor meget opleves gennem en skærm. Mennesker har brug for at sanse og være forankret i den kultur, vi lever i. Være et lokalt sted med en historie. Hvis byer bliver bygget op fra bunden på en bar mark, vil vi ende med historieløse samfund, der ikke stimulerer os og skaber en interessant verden at leve i. Nordhavn er en mere interessant nybygget bydel end Ørestad, fordi man i Nordhavn har bibeholdt nogle af de gamle industribygninger og ombygget dem til lejligheder, mens man i Ørestad er startet fuldstændig fra bunden. Hvis man respekterer stedets ånd og de historiske lag, gør man bygninger mere robuste over for tidens skiftende brug. Arkitektur med en klar fortælling er på den måde mere bæredygtigt.

Jeg tror ikke på begrebet tidløst design. Det er i min bog helt forkert. Jeg tror, at det vigtige er, at man netop er i sin tid og har sin tids tilgang til designet. Hvis noget skulle være tidløst, så skulle det være en idealtilstand, hvor man har lavet den mest perfekte stol nogensinde, så der ikke er brug for flere stole. Jeg tror bestemt, at der er brug for at lave stole i dag, som har et særligt udtryk. Når jeg går gennem byen, så ser jeg bygninger, som er tilføjet over tid. Det er netop ikke en by, hvor det hele er bygget på samme tid. Jeg forsøger så vidt muligt ikke at have et hierarki over forskellige tidsperioder, men jeg tror på, at de ting, som overlever, er dem, som tydeligt rummer tidens kvaliteter, og det er måske det, man mener, når man taler om tidløst design. Et Poul Kjærholm-bord er jo et fantastisk udtryk for den modernistiske guldalder. I mine øjne rummer bordet 50’erne og 60’ernes drømme om åbenheden i arkitekturen, som var et opgør med klunkehjemmets tunge, indadvendte interiør. Man åbnede verden op. Det var også en demokratisk proces, hvor folk flyttede ud af den tætte og forurenede by og ind i parcelhuse. Hvis et lignende bord blev lavet i dag, ville det for mig være afskåret fra den fortælling – det ville være en imitation af noget, som kommer fra en helt anden tid. Jeg synes, at der i dag er meget design, som utrætteligt reproducerer et særligt udtryk fra modernismen. Man producerer de samme møbler igen og igen og igen – bare uden at få hele historien med.

Den Frie — Østerbro
Jeg er ikke specielt interesseret i at skabe alene. For mig er det ikke vigtigt at være soloafsender på et projekt eller være den, som har udtænkt det hele. At sætte mit kæmpestore stempel på det. Ligesom jeg godt kan lide, at der er mange tiders lag præsenteret i min arkitektur og indretning, så kan jeg godt lide at have en dialog med flere mennesker i et projekt. Og samarbejde med andre arkitekter eller kunstnere og designere. Det er i hvert fald blevet en væsentlig del af min tilgang. Det kommer måske fra min bristede drøm om aldrig at være blevet kurator på et museum.

Jeg er fascineret af kunstnernes tilgang til at skabe, fordi jeg synes, at de har en stor frihed til at kunne gå på tværs af normer og genrer, som ellers kan være meget fastlåste. Og det går jo fint i spænd med netop den tilgang til arkitektur, jeg har. Kunstnere har mulighed for at tilgå emner mere bredt. For mange arkitekter er det forudsigeligt, hvad de kategoriserer som arkitektur. Kunstnere og kunsthåndværkere har også et andet blik på tingene. Jeg er i bund og grund misundelig på dem. Jeg ville gerne kunne sidde ned og være sindssygt dygtig til for eksempel at lave keramik og slet ikke skulle have alle slåskampene med de andre interessenter, som er involveret i et projekt, men kun tage dem med mig selv. Der er en stor styrke i kun at have en dialog med materialet og sig selv og skabe et eller andet. Den tilgang kommer jeg som arkitekt aldrig til at have. Men jeg vil rigtig gerne arbejde med nogle, som har den frihed, og jeg vil rigtig gerne facilitere det for andre.

Jeg er også misundelig på kunstnerne, fordi de kan skabe for deres egen skyld i stedet for en kunde eller et behov. Simpelthen skabe ud af egen nødvendighed. Jeg har et løbende projekt, hvor jeg laver tapeter med andre arkitekter, designere og samtidskunstnere. I stedet for at vente på et projekt, hvor en bygherre beder om at få løst en opgave, så har jeg selv kunnet styre platformen. Det har været frisættende. Jeg synes ofte, at man som arkitekt og designer glemmer, at man godt kan stille forslag til, hvordan verden kunne blive bedre, man behøver ikke altid vente til, at nogen – som regel dem med mange penge – henvender sig til en. Det har været ret sjovt at samle den gamle tradition med danske kunstnertapeter op og så prøve at aktualisere den. Sige: Her er en interessant håndværksmæssig tradition, som er gået i glemmebogen, hvordan kan man forny den, og så gøre det med samtidskunstnere. Det er et klokkeklart eksempel på at finde potentialet i det lidt oversete, som allerede findes. Det har været en stor glæde at have et projekt, som jeg har kunnet bruge til at henvende mig til forskellige kunstnere, som jeg synes er interessante. Jeg har lavet tapeter med blandt andre FOS, Cathrine Raben Davidsen og Ana Kras.

Kande, fransk keramik hos Studio X, 1.250 kr.
Karaffel, Nina Nørgaard hos Studio X, 2.400 kr.
Lampe, Bahraini-danish hos Etage Projects, pris på forespørgsel.
Glaslampe, Studio 0405 hos Boutique Mark Kenly Domino Tan, 12.500 kr.
Glasskål, Kasumi hos Studio X, 925 kr.

Tapeterne skal ses som et projekt i en serie. Det kunne være, at jeg en dag får lyst til at lave dørhåndtag med kunstnere. I stedet for at alt foregår på et kommercielt plan, og at et dørhåndtag findes, fordi der er folk, som køber dem, så synes jeg, at det er interessant at sige: Hvordan kunne et dørhåndtag også se ud? Ikke baseret på, hvad der sælger, men baseret på en dialog med det håndværk, som producerer det. Hvad kan håndværket? Hvordan har det været førhen? Og hvordan ville det se ud i dag? Simpelthen sætte spørgsmålstegn ved den verden, vi lever i. Det er jo den tilgang, kunstnere har. Man kan ikke lave et maleri uden at forholde sig til maleriets historie eller materialet, man bruger. Hvad kan maleriet? Hvad kan malingen? På den måde kan jeg godt lide at have en klassisk kunstnerisk tilgang til et projekt. Dermed ikke sagt, at jeg på nogen måde tror, at jeg selv er kunstner. Men arkitektur er jo også en kunstform. Det glemmer man bare nogle gange, fordi det ofte er på kommercielle vilkår. Det er sindssygt inspirerende for mig at arbejde med de her kunstnere.

Alexander og jeg har flere gange samarbejdet med kunstneren Danh Vo, som netop har lavet blomsterdekorationer til vores seneste projekt, Frederik Bille Brahes nye bageri i Berlin, Sofi The Bakery. Danh bidrager med skiftende blomsterdekorationer til Sofi. Blomsterne vil skifte i løbet af året, og de kommer fra hans gård uden for Berlin, hvor han dyrker forskellige grøntsager. Det er ikke de klassiske blomster, det er salaten eller porren, der går i blomst. De bliver valgt for deres ornamentale kvalitet. Jeg kan godt lide den foranderlighed. Det har været enormt inspirerende at arbejde med Danh og opleve, hvordan han arbejder med fortællinger. Når han for eksempel laver et værk med en lysekrone, som har hængt over det bord, hvor aftalen om Vietnam-krigen blev underskrevet. Hele hans tilgang til at tillægge sine værker en masse betydning ud over det umiddelbare.

Frilandsmuseet — Lyngby.
I samtale med Alexander Vedel Ottenstein

ALEXANDER: Kan du huske den fantastiske bager, Bøjes Brød, som lå lige over for vores gamle lejlighed i Ordrup?

MATHIAS: Ja, selvfølgelig.

ALEXANDER: Jeg sad der stort set hver morgen med en kop kaffe og en croissant, og jeg var fuldstændig betaget af den store bog, som lå i vinduet, om Chad Robertson (bager og stifter af bageriet Tartine Bakery i San Francisco, red.), som Bøje havde stået i lære hos. I den her bog ’Det gode brød’ skriver Chad om sit liv med at bage hver morgen fra 6 til 12 og så surfe hele eftermiddagen. Det var hans liv.

MATHIAS: Et meget attraktivt liv.

ALEXANDER: Jeg fik kuldegysninger, første gang jeg læste det: Gud, her er en mand, som har regnet livet ud. Det er det liv, jeg vil have. Ikke nødvendigvis at surfe, for det har jeg aldrig gjort. Men det med at fokusere så meget på det, som interesserer mig, og det, jeg er god til. Vi har sidenhen besøgt alle de bedste bagerier i hele verden. Både Tartine og E5 og The Dusty Knuckle Bakery i London. Og hver eneste gang, jeg er kommet ind på de steder, har jeg tænkt: Jeg skal være en del af sådan et sted en dag. Så da Frederik (Frederik Bille Brahe, red.) kom og spurgte os, om vi ville være med, var det jo drømmen for mig!

Frakke, Another Aspect, 4.200 kr.
Skjorte, Babett, 2.850 kr.
Bukser, Jan Machenhauer, 2.250 kr.

MATHIAS: Lokalet, som ligger i en urban passage mellem to gader, var fyldt med poesi. Der var en fin samhørighed med den kunstsamling, som befinder sig på etagen ovenover, som virkelig gav stedet nogle tydelige kvaliteter. Det var ikke svært at forestille sig, hvordan stedet ville ende med at være fyldt med mel, som skulle æltes og bages og blive til lune brød, der blev hevet ud af ovnene. Brødet ville blive solgt til kunder, som ville stå i kø udenfor i passagen.

ALEXANDER: Et meget inspirerende sted.

MATHIAS: Jeg synes jo, at alt håndværk, om du så er pilefletter, bager, keramiker eller maler, er fascinerende. At du kan gøre noget, som er så specialiseret, og hele tiden prøver at blive bedre til det. Hvis jeg skal sige, hvad jeg synes, der fungerer godt med Sofi, så er det den umiddelbarhed, der ligger i, at det er et bageri, med hvad det indebærer af farvede plastikkasser og ting, som er der for håndværkets skyld. Det er et bageri. Det er man ikke i tvivl om. Og så var det et projekt med et ret lille budget, og det kan nogle gange være en stor fordel, fordi man bliver tvunget til at prioritere, hvad der rent faktisk er det vigtige. Vi har fokuseret på de her snedkerlavede møbler, som føles ret naturlige i forhold til det at bage og udføre et håndværk.

ALEXANDER: Ja, vi har været ret gode til at identificere, hvad der var en klog måde at bruge pengene på. Det har været en lærerig proces, hvor vi hele tiden var opmærksomme på, at der ikke var ubegrænsede midler, så hver gang vi valgte noget til, så valgte vi noget andet fra. Det kunne vi hele tiden bruge i vores formgivning.

MATHIAS: Det er en videreudvikling af det gamle ordsprog om, at den bedste arkitekt er den dovne arkitekt. Jo mindre man gør, jo mindre man føler, man skal opfinde, des bedre er det ofte. Og det vil virke mere naturligt og selvfølgeligt. Det var vigtigt, at det ikke blev en scenografi. I dag er mange restauranter meget scenografisk tænkt. Det skal føles som en total iscenesættelse af madoplevelsen. Vi var mere interesserede i, at det blev en ægte oplevelse. Den særlige oplevelse, du kun får det særlige sted.

ALEXANDER: Der er noget, jeg har tænkt over med hensyn til vores samarbejde. Du kan ret godt lide at tale om tingene på et niveau mellem det konkrete og abstrakte. Det er også den tilgang, du har til stort set alting i livet. Lige at have det her fortolkende lag med. Hvor jeg godt kan lide at være helt enormt konkret. Jo mere konkret noget er, des sjovere synes jeg, det er at beskæftige mig med. Når vi idégenererer, er du særlig god til den del af processen, og hvis jeg selv må sige det, er jeg god til at tage en idé og rent faktisk konkretisere og tegne den. Det er også noget af det, jeg synes er sjovt ved at være arkitekt, at få noget til at blive til virkelighed. Jo mere virkelighedsnært noget bliver, des sjovere. Det er også sådan, jeg tegner. Jeg kan næsten ikke lade være med at tegne hver eneste skrue i de ting, vi laver. Det er sådan, min hjerne fungerer.

MATHIAS: Ja, der er vi ret forskellige. Jeg vil hellere være tilskuer, der ser tingene udspille sig, mens du kan lide at udføre tingene.

ALEXANDER: Du er måske lidt mere gammeldags … eller kuratorisk, end jeg er. Du synes ofte, at det er sjovest at sige: Nej, nej, det her eksisterer, og det er megaflot, lad os holde os til det. Hvor jeg kan få lyst til at sige: Nej, jeg er også arkitekt, fordi jeg har lyst til at tegne.

MATHIAS: Jeg synes ikke, gammeldags er det rigtige ord.

ALEXANDER: Nej, nej. Hvad skal man så kalde det? Konservativ?

MATHIAS: Nej, det er jeg heller ikke. Tilbageholdende måske. Jeg har bare ikke et behov for at gøre ting for at gøre ting.

ALEXANDER: Nej, det har jeg heller ikke.

MATHIAS: Der blev du ramt af dine egne ord.

ALEXANDER: Nej, det synes jeg nu ikke.

Mathias Mentze, som sidste år modtog et toårigt legat fra Statens Kunstfond, og Alexander Vedel Ottenstein er fotograferet på Frilandsmuseet i Lyngby, mens de nærstuderer museets tvillingegård fra Göinge i Skåne, som er bygget i samme stil som bulhuset, et ca. 1000 år gammelt dansk træhus.

Alexander Vedel Ottenstein (tv.):
Frakke, Jan Machenhauer, 7.600 kr.
Bukser, Babett, 2.850 kr.
Skoene er fra Prada og er Alexander Vedel Ottenstens egne.

Mathias Mentze (th.):
Frakke, Another Aspect, 4.200 kr.
Bukser, Jan Machenhauer, 2.250 kr.
Skoene er fra Prada og er Mathias Mentzes egne.

MATHIAS: Jeg er bare kritisk over for den arkitektrolle, hvor man altid skal ændre for at ændre. Hvis ting stadig eksisterer efter lang tid, så er det, fordi de har fundet deres plads. Jeg er ikke bange for, at det ikke holder.

ALEXANDER: Man kan sige, at du ikke er bange for at være kedelig. Det er også den tilgang, som er enormt inspirerende hos de arkitekter, jeg allerbedst kan lide. Dem, som har stor tillid til værkerne og det eksisterende. Men det kan være svært, når man selv sidder der, så bliver man pludselig nervøs for, om man nu er for kedelig. Forstår folk, at jeg har gjort noget. Vores fælles yndlingsreference, 6a Architects i London, var for mit vedkommende dem, som introducerede den her arkæologiske tilgang til arkitekturen. Det med at gå ind et sted og bruge den første lange periode på at aflæse stedet uden at sætte en eneste streg på papiret. Få afdækket en hel tidslinje om stedet og bruge det til at informere om alt det, man gør sidenhen.

MATHIAS: Ja, de har haft meget indflydelse på vores måde at arbejde på. I forlængelse af det med at bruge eksisterende ting, som har betydning, kommer jeg til at tænke på den her film, som kom ud, da Yves Saint Laurent døde. Den omhandler Yves og hans mand Pierre Bergés hjem i Paris, hvor alle ejendelene kommer på auktion. Der var noget vildt smukt ved, at et helt liv opbygget med de her vanvittigt dyre og måske lidt vulgære ejendomme ender med at gå hver til sit. Og finder nye hjem og indgår i nye sammenhænge, hvor det selvfølgelig vil have betydning, at de tidligere har indgået i den her samling.

ALEXANDER: Det var en vildt smuk film, men det er ikke noget, som inspirerer mig direkte i mit arbejde. Jeg vil hellere kigge i bøger med gamle japanske snedkersamlinger og forstå, hvordan fire helt specifikke stykker træ hænger sammen. Men filmen var en rørende kærlighedshistorie. Der er noget alment menneskeligt ved, at man enten er den, som dør først, eller den, som overlever i et parforhold.

MATHIAS: Det er måske det, jeg ser i det her interiør, som forsvinder. Det knytter sig til min fascination af interiøret som en forlængelse af vores identitet. Det bliver et portræt. Hvis du ser Karen Blixens hjem, er det det stærkeste portræt af hende, du kan lave.

ALEXANDER: Når vi taler om inspiration, kommer jeg til at tænke på Derek Jarman, som var filminstruktør og forfatter og købte det her lille forfaldne hus tæt på et kraftvarmeværk ved vandet i Sydengland, og her dyrkede han sin egen lille verden. Vi vil jo gerne købe et hus på landet, så vi virkelig kan brede os og skabe et helt univers omkring os.

MATHIAS: Jeg ville elske at kunne dyrke mere af det, vi spiste. Og udfolde min tro på, at arkitektur skal ses i en meget bredere forstand.

ALEXANDER: I øjeblikket er jeg meget interesseret i begrebet permakultur, som oprindeligt er en landbrugsmæssig strategi, hvor man sørger for aldrig at fjerne flere ressourcer fra jorden, end du tilføjer, fordi det skal være et kredsløb. Jeg kunne godt tænke mig at oversætte det begreb til en arkitektonisk metodik. Et svar kunne være at arbejde med gammeldags bygningsteknologier, herunder bulhuset, som er et dansk træhus, der er omkring 1000 år gammelt. Det er en variant af bindingsværkshuset, hvor du fylder mellemrummene ud med hø og puds eller nyere mursten. I bulhuset lægger du vandrette stykker af tungt tømmer ind mellem stavene. Det knytter an til en moderne bæredygtighedstanke, som handler om at designe med henblik på, at du kan skille tingene ad igen. Hvis et element bliver fugtskadet, så skifter du bare det ene element i stedet for at skifte en hel væg eller i værste fald at rive hele huset ned. Jeg synes, det vil være sindssygt interessant at arbejde med en moderne udgave af et bulhus.

MATHIAS: Vi synes jo også, at det er sjovt at finde nogle lidt oversete ting eller se tilbage på noget, hvor potentialet ikke er udnyttet til fulde. Hvis vi skal snakke bæredygtighed i arkitekturen, så er det måske de her oldgamle bulhuse, vi skal kigge på.

Fra Dossier nr. 24, april-juni 2021.