MICHAEL VALGREN

om at vinde Amstel Gold Race 2018

Før Michael Valgren tog hul på 2018, tvivlede han på, om han overhovedet var en vinder. Det var han, viste sæsonen med al tydelighed, men i dag grubler den 27-årige thybo over, hvor længe han både kan og vil holde sig til i toppen af international cykelsport.

1. EN HALVKVABSET FYR
Det var en frustreret Michael Valgren, der gik ind i 2018-sæsonen. Jeg havde ikke et så godt 2017, som jeg havde håbet på. Jeg var kommet til Astana, og jeg skulle ud at bevise, at jeg var en god cykelrytter. Jeg skulle vinde nogle cykelløb, men det gjorde jeg bare ikke. Det var samtidig en presset Michael Valgren, for 2018 var et såkaldt kontraktår. Det betød, at min kontrakt ville udløbe med udgangen af året, men det er almindeligt kendt i vores lille del af verden, at du reelt blot har til og med maj til at skrive under på en ny kontrakt, fordi alle ryttere og alle hold gerne vil have det hele på plads, inden Tour de France fylder det hele. Jeg skulle altså ud at præstere, hvis jeg ikke skulle risikere at æde en ordentlig lønnedgang og et pænt fald i hierarkiet. Og det gider man jo helst ikke, når man føler sig som en ung, fremadstormende gut, som gerne vil vise verden, hvad man duer til. Jeg havde kniven på struben.

Jeg har nok altid været lidt usikker på mig selv. Lige da jeg var blevet professionel på Bjarnes hold (Bjarne Riis var sportsdirektør på Tinkoff-Saxo, 2014, red.), følte jeg, at de andre var efter mig, fordi jeg var lidt halvkvabset. Folk så lidt ned på mig … Som sådan en tyk, useriøs cykelrytter. Det sidder dybt i mig. Det er stadig det første, jeg tænker, når jeg møder folk i dag. At jeg ser for kvabset ud til at være en god cykelrytter. Men jeg hørte faktisk aldrig rigtig et ord for det. Det var noget, jeg havde sat mig i hovedet, at de andre tænkte om mig. Det hele var født ud af, at jeg var usikker på mig selv. Jeg var ikke en useriøs rytter. Tværtimod, jeg var måske mere striks med træning og kost og sengetider end så mange af de andre, men det så bare ikke sådan ud, og cykelsport er nu engang et miljø, hvor man kigger på hinandens kroppe, ’wow, han er godt nok trimmet, ham der … han må være godt kørende!’, og så begyndte jeg at forestille mig alt muligt om, hvad andre måtte synes om mig, og det fik mig til at tænke dårligt om mig selv … Det var helt åndssvagt.

Kan man konkludere, at jeg gik og gemte mig lidt bag en masse forestillinger og dårlige undskyldninger i den tid? Ja, det kan man nok godt. Det var jo også lidt bekvemt for mig, for jo, måske vejede jeg et kilo eller to for meget til at vinde noget som helst, og så var der ingen, inklusive mig selv, der havde de store forventninger til ham Valgren, selv om alle var enige om, at jeg var et stort talent. Jeg kunne jo ikke være en fiasko, når jeg aldrig havde stillet mig frem og sagt, at jeg var en vinder.

Det har hjulpet mig rigtig meget at få snakket om det her. Jeg taler meget med min kone. Hun er uddannet psykolog og er god til at spørge til de rigtige ting. Cykling er jo en sport, hvor man er meget alene. Jeg sidder mange timer alene i sadlen, hvor jeg virkelig bare tænker og tænker og tænker … Jeg har også nogle kolleger, jeg taler godt med, blandt andre Lars Bak, som jeg kører på hold med nu. Vi er gode venner og kan tale om alt muligt. Men der er ikke så mange andre ryttere, jeg har det forhold til, og det handler også om, at de hold, jeg har kørt på, har været præget af kæmpe sprogbarrierer. I de år, jeg kørte for Saxo Bank, var der godt nok andre danskere, men man når heller ikke altid at lære hinanden at kende, inden man skifter hold i alle mulige retninger. Det var jo ikke sådan, at Matti (Breschel, red.), en af de rutinerede drenge, lige gik over til mig og sagde: ’Åhr, det er sgu lidt hårdt derhjemme i øjeblikket.’ Cykelsport er også et miljø, hvor man ikke viser svaghedstegn.

I slutningen af 2017, da jeg var allermest frustreret, begyndte jeg at arbejde sammen med Rune Larsen. Han var Jakob Fuglsangs personlige træner, men var også tilknyttet Astana. Rune er sjællænder, og jeg er nordjyde, så vi skulle lige finde hinanden. Han kunne finde på at sige: ’Michael, for fanden, tag dig nu sammen!’ Men han viste sig at være pissegod at tale med. Rune tager altid udgangspunkt i data, og min data viste, at jeg kørte stærkt i cykelløbene, og at jeg trænede godt. Min krop var, hvor den skulle være, og mere til, nu skulle vi, eller rettere jeg, bare have mit hoved med. Jeg skulle tro på, at jeg kunne vinde. Vi talte i telefon sammen cirka en gang om ugen. Han blev ved med at fortælle mig, at jeg var en verdensklasseatlet, og at jeg tilhørte toppen. Igen og igen. Gode tal, verdensklasseatlet, kom nu!

Det skal ikke lyde som en trylleformular, for det var det ikke. Cykling er først og fremmest hårdt arbejde. Selv om løbene ikke lige går, som du drømmer om, skal du stå tidligt op næste morgen, spise dine havregryn og ud at træde i fem-seks timer. Du skal tro på, at alle de timer, du banker af på landevejene i lortevejr i december, januar og februar, bliver sat i banken og kommer dig til gode på et senere tidspunkt. Det kan godt være, at du har sovet dårligt eller er småforkølet, men der er ingen genveje. Det har jeg heldigvis været god til at forstå, siden jeg for alvor tog mit talent seriøst i 2015.

Jeg har til gengæld ikke været så god til at tro på, at jeg var … ja, god. I hvert fald ikke, at jeg var god nok til at blive en vinder. En, der vinder cykelløb. Rune fik helt klart vækket en vindermentalitet i mig, men det er jo ikke det samme, som at jeg rent faktisk nu ville vinde cykelløb. Min grundfølelse næsten to måneder inde i 2018 var stadig frustration. Ville jeg nogensinde vinde et løb af betydning?

2. AMSTEL GOLD RACE, 2018: OPTAKTEN
Amstel Gold Race ligger midt i april – 14 dage efter Flandern Rundt. Jeg havde kørt et godt Flandern, var blevet nummer fire, hvilket faktisk var et kæmperesultat for mig. Men endnu bedre: I slutningen af februar havde jeg vundet Omloop Het Nieuwsblad, en semiklassiker, der åbner den belgiske forårsklassikersæson. Vi var tre fra Astana med i et udbrud på 10-12, og cirka halvanden kilometer fra mål lykkedes det mig at slå et hul og køre alene over stregen. Sådan! Det var min første World Tour-sejr. Jeg var kommet godt i gang med 2018. Jeg var i superform.

Efter at jeg havde kørt Flandern, satte jeg mig ind i bilen med min kæreste og min søster og drønede direkte hjem til Aarhus. Jeg havde lige gennemført 265 kilometer cykelløb, på brosten og stigninger, i kulde og vind, og vi var hjemme klokken tre om natten. Jeg var høj på adrenalin. Jeg kunne ikke komme hurtigt nok videre mod næste løb.

Når jeg er i Danmark, har jeg som regel base i Thy, hvor min familie bor, eller i Aarhus, hvor vi havde en lejlighed, mens Sissel studerede i byen. Aarhus er for mig det bedste sted at træne i Danmark. Der er godt, varieret terræn, og jeg kan også være mere for mig selv i Aarhus, for i Thy har jeg hele min familie, og de hiver jo lidt i en, når jeg endelig er hjemme. Jeg er ikke så god til at sige nej, og inden jeg ser mig om, farer jeg fra den ene komsammen til den anden. Jeg havde ti gode træningsdage i Aarhus, og jeg vidste sgu, at jeg var klar til Amstel. Jeg var faktisk så klar, at jeg sagde, at jeg gik efter at vinde, og det er ellers meget sjældent, at jeg går ud og siger sådan noget. Men jeg reagerede bare på den følelse, jeg havde. Jeg red på en bølge – jeg havde vundet Nieuwsblad, været godt kørende i Flandern Rundt og haft nogle virkelig gode træningsdage i Danmark. Havde jeg nu haft et par dårlige træninger, havde jeg sagt: ’Lad os nu se … Jeg hostede lidt i nat.’ Cykelryttere er fulde af undskyldninger – det er helt vildt. Den mindste negative tanke gør benene tungere. Gode træninger med gode ben går til gengæld lige i selvtilliden.

Vi ankom til hotellet i Maastricht om torsdagen – tre dage inden løbet søndag den 15. april. Jeg har heldigvis sat meget få regler op for mig selv, i forhold til hvad jeg må og ikke må før et løb. Jeg er en atypisk cykelrytter, hvad det angår. Jeg har kolleger, som ikke vil med ud og købe ind eller lave mad, for så skal de jo stå og gå, og det kan måske koste dyrt i spurten, hvem ved, så det bedste er at blive liggende på sofaen hele dagen efter træning. Jeg har en kammerat hernede, og jeg tror aldrig, at han har tømt opvaskemaskinen eller lavet mad … Det står hans kæreste for … Han sætter ikke engang sine egne ting i opvaskemaskinen, og man tænker i sit stille sind: ’Hvad fanden sker der?!’ Men jeg kan vildt godt lide at gå ture og hygge mig med Sissel. Jeg elsker at stå i køkkenet og lave mad. Jeg kan ikke sidde stille i længere tid ad gangen. Det bliver jeg stresset af.

Michael Valgren har tilfældigvis mødt kollegerne Ian Boswell (til venstre) og Michal Kwiatkowski, den polske verdensmester fra 2014 (til højre), på dagens træningstur. ”Noget af det fede ved cykelsport er, at du kan træne sammen med dine bedste venner på kryds og tværs af hold og nationaliteter. Efter at vi er flyttet herned, træner jeg med Caleb Ewan, Luke Rowe og Richie Porte. Det er også dem, jeg går ud og får en kop kaffe med. Vi er ikke sammen hver dag, når vi er i Monaco, men det er tæt på. I morgen har jeg ikke nogen aftale, og det glæder jeg mig også til.”

Dagen før både Flandern og Amstel gik jeg en tur på fem eller seks kilometer. Jeg fandt bare en god vej ved hotellet. Alene. Det var noget, jeg begyndte på sidste år. Jeg elsker at gå. Og så har jeg en podcast eller noget musik i ørerne og får clearet tankerne. Jeg hører typisk en podcast om cykelsport, for eksempel ’Souplesse’ eller den på TV 2 med Chris Anker. De taler jo nogle gange om mig, og det kan jeg godt lide. Det kan jeg godt få lidt optur over. Tit ligger vi jo bare på det der fucking hotelværelse hele dagen. Du træner, får massage, og så flader du ud med Netflix eller Twitter eller Facebook … Jeg ville ønske, at jeg havde overskud til at læse en bog, men det magter jeg ikke. Det tager energi fra mig. Så nu er jeg begyndt at gå. Det startede, da vi flyttede til Monaco. Jeg har altid hadet at gå, men min kone elsker det, og så gik jeg med hende, og nu elsker jeg det. Jeg har fundet en indre ro med det. Det er en slags meditation for mig.

Før et endagsløb som Amstel er der som regel taktikmøde aftenen inden. Det vil sige efter min gåtur og efter aftensmaden. Taktikken var jo, at det var mig og Jakob (Fuglsang, red.), vi skulle køre for. Taktikmøder er sjældent præget af de store overraskelser … En god sportsdirektør kommer altid lige ind på værelset og snakker med rytteren, før der er taktikmøde, for kan han nu lige få to ord ud af dig om, hvordan du har det … Hvis han kan fornemme, at ham der har sgu selvtillid, eller ham der er ikke helt liiige, hvor han skal være, og så er der måske ikke grund til at lægge taktik efter ham … Mange sportsdirektører er tidligere cykelryttere, så de kan godt lugte lunten, hvis man er godt kørende. Man kan mærke det på rytteren. Man kan føle deres aura i rummet-agtigt.

”Fordi jeg kendte Roman så godt, vidste jeg, at han også havde kontraktår, og for ham ville det betyde meget mere, end det ville for mig, at blive nummer to end at blive nummer otte. Det var min kalkule. Jeg vidste, at han ville gøre alt for at holde udbruddet med mig – at han ville tage mange føringer. Han var ved at være oppe i årene, og han manglede simpelthen et resultat.”

Michael Valgren

Nå, men vi fik grundlæggende følgende på plads på taktikmødet, selv om det egentlig allerede var på plads: Den og den hjælperytter skulle passe på mig, og hvis jeg skulle tisse, skulle de stoppe sammen med mig, og de skulle hente drikkedunke og sidde ude i vinden, så jeg kunne sidde i læ. Alle vidste, at efter 200 kilometer skulle du virkelig have antennerne ude, for der ville de her tre stigninger komme … Der skulle vi sidde fremme, og vi skulle bruge Omar (Fraile, red.) til at føre os ind på bakken, så vi kom i en god position. Det ville selvfølgelig også være godt, hvis vi kunne komme flere fra holdet med i et udbrud, men det taler de andre hold jo også om, så selv om det gælder om at forberede sig godt, skal du også nå frem til en tilstand, hvor du kører på dit instinkt.

Jeg var blevet toer i løbet i ’16, så jeg var også helt med på, hvad der skulle til for at vinde. Jeg kendte ruten rigtig godt. Det var nok også grunden til, at jeg ikke følte mig nervøs før løbet. Jeg kan huske, at jeg havde været nervøs før VM i Bergen i ’17, for der havde jeg lagt et kæmpepres på mig selv for at præstere. Jeg troede, at det var et løb, der lå lige til mig, hvilket det måske ikke gjorde alligevel. Men ellers bliver jeg ikke særligt nervøs. Jeg hviler meget i mig selv, når jeg står klar ude til et cykelløb. Jeg er kun nervøs de gange, hvor jeg er bange for, at jeg ikke kan følge med. Før en hård Tour-etape, hvor du er megatræt eller småsyg. Hvis du ikke har kunnet spise ordentligt, fordi din krop er presset, så er det ikke sjovt at køre opad, for så kan ikke engang verdens bedste form hjælpe dig. Det kan ende helt fucked … Det var det, der skete i min første Tour (i 2015, red.), på 19. etape, hvor jeg havde en superdårlig dag, jeg var småsyg, blev sat, kom aldrig tilbage og udgik af løbet. Sådanne dage kan jeg være bange.

Og jo, jeg har faktisk et ritual: Jeg beder til Gud. Jeg gør det, når jeg er på toilettet inden løbet. Jeg beder om, at jeg får et godt cykelløb. Jeg slutter altid med at sige: ’Farmor, jeg elsker dig stadig!’ Min farmor døde en dag i 2009, hvor jeg vandt et cykelløb, et juniorløb, i Rødekro. Jeg har altid følt, at det var min skyld, at vi ikke nåede at sige farvel til hende. Derefter er det på med hørebøfferne og ud i bussen mod startlinjen. Jeg hører altid ’Spotify top-50’. Ikke så meget pis.

3. FLUGTVEJE
Da jeg kørte for Cult Energy og Glud & Marstrand i begyndelsen af min karriere, kunne jeg godt svinge rigtig meget i ambitionsniveau. Jeg kunne træne vildt meget i en uge og så næsten ikke røre cyklen i den næste. Fordi jeg ikke gad.

I ’12-’13 var jeg tæt på helt at stoppe. Cykling hang mig langt ud af halsen. Det var midt i den der vintertræning, og den har jeg bare aldrig brudt mig om. Det er bare mørkt og koldt og vådt og tungt. Det var sjovere at gå i byen og score nogle damer. Jeg tænkte meget over, om det var værd at knokle så hårdt, som jeg gjorde. Der er mange afsavn ved at være cykelrytter. Du siger nej til mange ting med dine kammerater og din familie. Mange fester. Jeg snakkede med min mor om det. Jeg sagde til hende, at jeg nok ikke gad mere. Hun bakker mig altid op, men inderst inde var hun nok blevet skuffet, hvis jeg var stoppet. Mine forældre havde kørt mig land og rige rundt til cykelløb, og nu havde jeg en periode, hvor jeg syntes, det var sjovere at gå i byen end at træne. Helt ærligt! Grow up! Men det var bare en hård tid. Jeg havde lige slået op med min kæreste dengang, det var vinter, det hele var surt, og det var det eneste, jeg kunne få øje på.

Hvorfor stoppede jeg så ikke? Jeg var nok bange for, hvad der ventede. Ventede der overhovedet noget? Havde jeg nu vidst, at jeg ville være, hvad ved jeg, ingeniør eller bankmand, så tror jeg, at jeg var stoppet på det tidspunkt. Det tror jeg. Men jeg gik bare på handelsskole, og det gjorde jeg mere af pligt end af lyst. Hvis jeg havde haft en anden dagsorden, kunne jeg godt være stoppet. Jeg blev også inviteret på træningslejr med Saxo Bank, og jeg tænkte: ’Jeg har chancen for at blive professionel! Hvorfor ikke gribe den chance!? Hvorfor smide det hele væk!?’ Sagen var jo, at jeg godt vidste, hvad jeg ville være: Jeg ville være professionel cykelrytter.

”Det var jo også lidt bekvemt for mig, for jo, måske vejede jeg et kilo eller to for meget til at vinde noget som helst, og så var der ingen, inklusive mig selv, der havde de store forventninger til ham Valgren, selv om alle var enige om, at jeg var et stort talent. Jeg kunne jo ikke være en fiasko, når jeg aldrig havde stillet mig frem og sagt, at jeg var en vinder.”

Michael Valgren

I dag har jeg fået fuldstændig styr på livsstilen. Da jeg boede i Danmark, var det nemt lige at hygge sig med kammeraterne og gå sent i seng og så videre. Men nu, hvor jeg ikke bor i Danmark længere, er det en anden kultur. Dem, jeg omgås, er også cykelryttere, og så hygger vi os på andre måder. Vi havde gæster i går, og de tog hjem kl. 21.30- 22, fordi de skulle op på arbejde i dag. Ud at træne. Jeg har fundet ud af, hvad der betyder noget for mig. Det er jo ikke for sjov, at jeg sidder hernede i Monaco … Det er ikke, fordi jeg allerhelst vil være lige præcis her, men det er, fordi det er det bedste sted for mig at være som cykelrytter. Jeg ville nok hellere være hjemme i Danmark og leve et i gåseøjne normalt liv … Det gælder om at få noget ud af det, mens jeg er hernede.

Hele min livsstil er blevet mere professionel. Det er også en læringsproces, når man bliver professionel. Hvordan lever man? Cykling er en sport, hvor man for eksempel virkelig skal gå op i sin kost. Et kilo for meget over en Grand Tour (de tre store etapeløb, Giro d’Italia, Tour de France, Vuelta a España, red.) kan virkelig betyde meget. Det er ikke så vigtigt i endagsløb som Amstel – der gør det ikke det store, om jeg vejer 73 eller 74 kilo … eller 72. Men i en lang Grand Tour er det godt at være knivskarp på vægten, for så sparer du en-to etaper i energibehov, fordi du skal producere mindre. Det har ekstrem stor betydning.

Det er lidt sjovt, fordi … Jeg har en mærkelig krop. Jamen, det har jeg. Jeg svinger utrolig meget i vægt. Mange siger for eksempel, at jeg ser utrolig skarp ud nu … ’Du må have tabt dig meget,’ siger de. Men jeg vejer faktisk det samme, som da jeg blev professionel. Min krop ændrer sig bare – den ser bare mere klar ud. Det gør så også, at jeg oppe i hovedet føler, at jeg er bedre. Det er skidemærkeligt.

”Jeg har altid set op til Fabian Cancellara. Han havde en elegant stil på cyklen. Han kunne det hele. En megastilist. Altid de rigtige solbriller, lidt langt hår og en god kulør,” siger Michael Valgren. Han har ikke bil, men kører scooter og tager som regel toget til og fra lufthavnen i Nice.

Jakke, Les Deux, 1.199 kr.
T-shirt, Mads Nørgaard, 300 kr.
Bukser, COS, 650 kr.
Ur, Omega, 56.600 kr.

Nogle dage tænker jeg, at jeg kører, til jeg er 38. Andre dage stopper jeg ikke en dag efter 30 – så gider jeg sgu ikke mere. Der er sgu hårdt på toppen. Man kommer ikke nemt til det. Kan jeg blive ved med at være så meget på i så mange år? Det er jeg ikke sikker på, at jeg kan. Jeg tænker på cykling hele tiden. Det roterer hvert minut, hvert sekund. Med hver bevægelse, du laver, med hver tanke, du tænker, plager du dig selv: Er det her godt for min cykling? Så skal jeg sætte mine ambitioner ned og lave en karriere som luksushjælperytter, og det er jeg ret sikker på, at jeg kan. Så kan vi flytte tilbage til Danmark, og Sissel kan få et arbejde.

4. AMSTEL GOLD RACE, 2018: LØBET

Det var kanonvejr. Skyfri himmel, måske en lille brise her og der. En flot forårsdag. Rigtigt cykelvejr. Men det var også koldt til at starte med, og når det er koldt, skal en cykelrytter altid af og tisse. Jeg skulle virkelig tisse inden finalen. Der var cirka 70 kilometer igen. Vi kan godt finde ud af at tisse fra cyklen, og det prøvede vi også, men Amstel Gold Race er et løb, der går op og ned, til højre og venstre … Det var for kaotisk, så mig og Omar var nødt til at stoppe for at tisse, og den tilbagekørsel til feltet var nærmest det hårdeste, jeg var udsat for den dag, men når man skal, så skal man. Men jeg stoppede nok også kun op, fordi jeg følte overskud.

Jeg var lige ved at tabe det hele på gulvet, før løbet var kommet rigtigt i gang. Det mest kritiske punkt i løbet falder efter lidt over 200 kilometer, hvor man kører på en stor hovedvej og drejer til venstre, og så kommer der tre stigninger i træk, der alle sammen hedder et eller andet mærkeligt … Kruisberg og whatever. Pludselig blev jeg fanget bag et styrt, og det endte med, at jeg nærmest var sidste mand, der kom ind på stigningen. Jeg lyver i hvert fald ikke, når jeg siger, at jeg overhalede 120 ryttere på de næste to bakker. For hvis jeg ikke var kommet tilbage der, så ville feltet være splittet, og så ville jeg aldrig have fået kontakt til de forreste. Normalt kommer man ikke tilbage efter sådan en situation, men jeg havde bare kongeben den dag. Der var ikke noget, der kunne slå mig ud.

Da feltet blev splittet, sad jeg, hvor jeg skulle: I favoritgruppen med Sagan, Valverde, Alaphilippe … Virkelig tunge drenge … Omkring ti ryttere. Jakob formåede så at køre op til os. Han var også eminent kørende den dag. Vi talte lige sammen, og han spurgte, hvad jeg ville. Jeg sagde, at jeg ville vente med at angribe til så tæt på mål som muligt, og det tror jeg, at han var glad for, for det betød, at han kunne køre sin chance tidligere. Hvis han var kommet af sted, så havde han også låst mig, for jeg ville aldrig nogensinde kunne køre ham ind. Og omvendt, hvis jeg rykkede og kom af sted, så ville hans vinderchance også svinde ind. Det er en kæmpefordel at være flere fra samme hold af sted i sådan en situation, for så skal den ene ikke arbejde i gruppen, hvis den anden stikker. Men selv om man er holdkammerater, er man også modstandere. Vi er jo egoister. Jeg vil da hellere vinde end at se ham vinde. Og omvendt. Så det handler også om at gribe chancen, før din holdkammerat gør det. Men jeg var tvunget til at være cool og afvente Jakobs forsøg på at komme af sted, fordi min chance lå tættere på målstregen. Det betød også, at jeg kunne spare på kræfterne, mens de andre tog føringer. På et tidspunkt faldt Alaphilippe ned til mig. Han brokkede sig over, at jeg ydede for lidt i gruppen. Men jeg var kold. Iskold. Han lå foran mig, og så kiggede han på mig: ’Skal du ikke frem?’ ’Næh,’ svarede jeg bare. Så stoppede han med at træde, og så stoppede jeg også med at træde, og så opstod der et hul. Jeg skulle ikke lukke hullet, for jeg havde Jakob længere fremme. Vi havde alt at vinde, intet at tabe.

”Det fede ved at vinde er, at det gør det lettere at vinde næste gang og næste … Det er selvforstærkende. Du sidder bare længere fremme i feltet, hvis du har stor selvtillid. Du ved, at det er deroppe, du hører til. Du har mere mod til at angribe. Nu skal jeg blive ved med at vinde. Hvis jeg får to sæsoner nu, hvor jeg ikke vinder noget, så skal jeg begynde forfra, eller måske er det slut, for så er jeg næsten 30, og så er det svært at kæmpe sig op igen.”

Michael Valgren

Nervøsiteten kan godt melde sig i sådan en situation. Men det er et luksusproblem, for hvis du har gode ben, så går nervøsiteten ud på, at du sidder og tænker over, hvornår du skal komme med angrebet. Hvornår skal du køre? Hvis du ikke har gode ben, så tænker du slet ikke i de baner. Så tænker du bare på at følge med. I Amstel gjaldt det om at have is i maven. Hvornår skulle jeg komme med mit første angreb? Når du først har angrebet, så ændrer løbet sig fuldstændig. Så kigger de andre mere på dig. Det kan enten blive låst, eller det kan blive mere aggressivt. Man skal virkelig tænke sig om. Nogle gange når man slet ikke at tænke, for så opstår muligheden, og så kører man.

Jeg angreb første gang med 4,7 kilometer til mål. Jeg havde virkelig følelsen af, at det angreb ville holde, for jeg syntes, at jeg angreb superstærkt. Jeg følte, at jeg kørte, alt hvad jeg kunne. Og jeg blev ret skuffet over, at jeg ikke kom væk. Men jeg endte også med at tænke: ’Hvornår prøver jeg igen?’ For næste angreb skulle altså være the shit. Inden næste angreb nåede jeg at kigge lidt bagud og tænke: ’Nu er det sgu nu.’ Var jeg ikke rykket fri der, havde det været slut, for så var vi kommet for tæt på mål. Det var med 2,2 kilometer igen. Og jeg slap af sted.

Roman Kreuziger kom med op til mig, og Gasparotto lå på mellemdistancen mellem os og gruppen med Jakob. Det var lidt sjovt, for vi har en fortid sammen, os tre. Jeg har kørt på hold med Roman, som jeg betragter som en ven. Han er en rigtig fin fyr, men han kan også være hård. Gasparotto slog mig i 2016 – han vandt Amstel foran mig. Roman har også vundet løbet før. Jeg tænkte, at jeg lavede en fejl, da jeg kørte Amstel i 2016 ved at føre for meget. Det ville jeg ikke gøre igen, så ville jeg hellere smide det hele væk. Denne gang ville jeg turde vinde, og jeg fik Roman frem for at tage nogle føringer. Det ville jeg måske ikke have gjort for nogle år siden – der ville jeg måske bare have tromlet igennem og været tilfreds med en andenplads. Det ville ikke være nok denne gang.

Fordi jeg kendte Roman så godt, vidste jeg, at han også havde kontraktår, og for ham ville det betyde meget mere, end det ville for mig, at blive nummer to end at blive nummer otte. Det var min kalkule. Jeg vidste, at han ville gøre alt for at holde udbruddet med mig – at han ville tage mange føringer. Han var ved at være oppe i årene, og han manglede simpelthen et resultat. Han havde mere kniven på struben end mig. Heldigvis arbejdede vi godt sammen. Jeg vidste på en måde godt, at jeg ville vinde, da jeg først kom ud at sidde med Roman. Jeg var ikke nervøs, for jeg følte også, at jeg var bedre end ham – og også, at jeg havde en bedre spurt end ham. Jeg var okay selvsikker. Det var en ret fed følelse at sidde i det udbrud.

Held spiller også en rolle. Netop fordi Roman ville være mere tilfreds med en andenplads, end jeg ville, var han også mere bange for, at Gasparotto skulle komme op til os. De har også en fortid sammen. De er tidligere holdkammerater og nærmest bedste venner. Roman vidste godt, at Gasparotto ville være hurtigere end ham i en spurt, og han ville selvfølgelig hellere blive toer end treer, og derfor kæmpede han for, at Gasparotto ikke fik lukket hullet. Roman ville også have større chance for at vinde, hvis han kun skulle slå mig, end hvis han skulle slå to, så han tog et par afgørende føringer på den konto. Jeg havde egentlig spidsen ind på opløbsstrækningen, men så skød Roman frem, så jeg kunne ligge lunt i baghjulet og vente på at sætte spurten ind. Jeg tror, han blev bange for Gasparotto og for at miste den andenplads og de tilhørende vigtige World Tour-point, der kunne skaffe ham en ny kontrakt …

Jeg tror også, han ville være tilfreds med andenpladsen, fordi han havde vundet løbet før. Når man har vundet et løb, så bliver man mere large. Var han nu blevet nummer to eller tre tidligere, som jeg var, så vil man fandeme gerne vinde. Hvis man har vundet før, så betyder en andenplads mere, end andenpladser normalt gør. Det er stadig fedt at komme på podiet. Vi er 200 ryttere til start, og at vinde er jo megasvært. At komme på podiet er bare stort. Jeg vil måske køre løbet på samme måde i år, hvis jeg er i samme situation som Roman – så vil jeg hellere satse alt på andenpladsen og ikke risikere at blive nummer syv. Måske. Det kommer igen an på benene. Nogle gange ved du godt, om du vil vinde eller ej. Det kan man sgu mærke. Roman vidste måske godt, at han ikke kunne vinde, og det er måske derfor, at han ikke holdt igen med at føre.

Jeg kørte først over stregen. Jeg kan huske, at jeg råbte ’SÅDAN!’ Det er svært at forklare følelsen af at vinde, men jeg ved bare, at jeg elsker den. Det er fedt at have været ude og smadre de andre.

Michael Valgren flyttede til Monaco med sin kæreste Sissel, som siden er blevet hans kone, i slutningen af 2016. Det er med start- og mållinje i fyrstendømmet, her i det berømte Formel 1-sving Fairmont Hairpin, at han gennemfører sin daglige træning. ”Jeg vil helst køre, når det er lige omkring 20 grader, men jeg præsterer altid vildt godt, når det regner. Jeg kan ikke så godt lide at køre i regn, men resultatet bliver altid godt. Jeg har nogle af mine bedste resultater i regnvejr. Det er det bedste. Slagregn og kulde præsterer jeg altid godt i. De fleste andre ryttere klager over, at det er koldt, og de fryser, og jeg er sådan lidt: ’Jeg er fra Norden, så det kan jeg godt klare.’ Jeg har slået mange på forhånd, når det regner, fordi jeg ved, at jeg kan stå igennem.”

5. MICHAEL VALGREN ER EN, MAN REGNER MED
Når man har vundet et løb, er der altid et glas champagne på hotellet om aftenen, men ellers er det bare hurtigt videre. Der er altid et løb lige om hjørnet, så det er ikke sådan, at man bare kan gå ud og drikke sig skidefuld. Selv om jeg gerne ville.

Det er måske derfor, cykelryttere har tradition for at belønne sig selv med et fedt ur eller noget lignende, når de har vundet et stort løb. For at dvæle mere ved sejren, end virkeligheden giver plads til. Det har jeg altid sagt, at jeg også gerne ville gøre. Da jeg vandt Nieuwsblad, tænkte jeg: ’Ah, det er måske ikke stort nok.’ Men så vandt jeg Amstel, og … Det var måske heller ikke stort nok. Men efter Touren var jeg sammen med nogle kammerater, som fik mig overbevist om, at det fandeme var et stort cykelløb, jeg havde vundet, og at jeg skulle give mig selv en gave. Jeg endte med at købe et ur, et Rolex Dayjust, og nu har jeg altid det ur på, og når jeg ser på det, tænker jeg: ’Fedt, det var dengang, jeg vandt Amstel.’ Det handler også om, at vi lever sådan en munketilværelse. Vi går i joggingtøj 250 dage om året. Det er sjældent, vi skejer ud. Jakob købte en ny bil, da han vandt Dauphiné. Han satte lige en ny standard … Haha.

Som cykelrytter har du mange flere nederlag, end du har sejre. Jeg kører 80 løb om året, og hvis jeg vinder to sejre ud af dem, så er jeg glad, selv om det er en lav vinderprocent. Det er jo ikke en skid. Det er også derfor, at jeg arbejder på at finde de små sejre i hvert løb og tage dem med videre – detaljer, som kan bevare motivationen, for det er også hårdt, hvis du bare tonser derudad og fokuserer på, at du ikke vinder. Det er sgu hårdt. Hvis jeg har kørt et godt cykelløb, betragter jeg det som en halv sejr. Jeg bygger på de der små ting, som kan gøre dagligdagen og træningerne sjove. Det handler om at holde sig selv oppe – ingen andre gør det for dig.

Når jeg træner for mig selv, kan jeg godt lide at lege cykelløb. Jeg sidder og leger Rolf Sørensen og Jørgen Leth. Så siger jeg: ’Og så rykker Valgren!’ Og så rykker jeg. Jeg taler inde i mig selv. Det stammer helt tilbage, fra da jeg var mindre, når jeg for eksempel spillede FIFA. Jeg har altid godt kunnet lide at lege kommentator. Jeg tilpasser kommenteringen min træning, så hvis jeg føler, at det er et godt sted at stikke, så gør jeg det, og så kommenterer jeg det med Rolf eller Jørgen Leths stemme i mit hoved. Det er ikke nødvendigvis Amstel eller et andet virkeligt løb, jeg ser for mig. Det er løb, der udelukkende finder sted i mit eget hoved, og de ender ofte med, at jeg smadrer Peter Sagan. Han er det store monster i feltet – ham, det er sværest at slå. Det er tit, jeg smadrer Sagan. Jeg har vundet vildt mange cykelløb, når man tæller mine træninger med.

Jeg burde måske også gøre lidt ud af at træne mine jubelscener. De plejer at være utroligt dårlige, og jeg får forhåbentlig brug for flere af dem i denne sæson. Jeg er i hvert fald en rytter, de andre regner med nu. Jeg får mere plads i feltet, for sejre giver autoritet. De andre tænker: ’Ham der, han er fandeme god!’ Førhen ville de skubbe mere til en. Jeg ved, at det basale skal være på plads: træning, kost, søvn. Nu ved jeg også, hvor meget positionering betyder. Du skal turde tage tyren ved hornene og komme frem i feltet. Det talte jeg også meget med Rune om. Når jeg ser tilbage på Nieuwsblad og Amstel, angreb jeg tre-fire gange, før jeg kom væk til sidst. Havde jeg nu kun angrebet en gang og var blevet hentet, så havde jeg bare sæsonen tidligere nok opgivet. Og så havde jeg ikke vundet. Nu bliver jeg ved og ved og ved … Held og taktik spiller selvfølgelig ind, men modet til at turde vinde betyder det meste. Nogle gange har jeg godt kunnet køre for passivt, fordi jeg har været bange for at tage en chance. Hvis det nu gik galt, kunne jeg falde helt igennem. I dag tænker jeg, at det er bedre at tage chancen og enten gå ned med et brag … Eller vinde med et brag.

Det fede ved at vinde er, at det gør det lettere at vinde næste gang og næste … Det er selvforstærkende. Du sidder bare længere fremme i feltet, hvis du har stor selvtillid.

Du ved, at det er deroppe, du hører til. Du har mere mod til at angribe. Nu skal jeg blive ved med at vinde. Hvis jeg får to sæsoner nu, hvor jeg ikke vinder noget, så skal jeg begynde forfra, eller måske er det slut, for så er jeg næsten 30, og så er det svært at kæmpe sig op igen.

Der er ingen tvivl om, at der bliver holdt mere øje med mig, nu hvor jeg vandt et par løb sidste år. De andre regner med mig nu. Det er specielt. Jeg skal lige vænne mig til det. Det tager lidt tid. Jeg skal også vænne mig til, at jo, jeg kommer til at skuffe, men den, jeg kommer til at skuffe mest, er mig selv. Det er en barriere, jeg skal over. Igen det med, at jeg forestillede mig, at andre nok tænkte, at jeg var en tyk dreng. Nu skal jeg igen forstå, at hvis ikke jeg vinder, så er det ikke sådan, folk tænker, at jeg bare er for dårlig. ’Haha, han troede, han var en god cykelrytter, men det var han ikke.’ Jeg skal lige sluge min nye status og forventningerne til den, kan jeg mærke.

De løb, jeg helst vil vinde, er monumenterne: Flandern Rundt, Liege (Liege-Bastogne-Liege, red.), Paris-Roubaix, Sanremo (Milano-Sanremo, red.), Lombardiet (Lombardiet Rundt, red.) … Det er de helt store endagsløb. Jeg er heldigvis en rytter, der kan vinde de løb. Det er ikke alle, der kan det. Dem og VM og etaper i Touren. Det er dem, jeg stiler efter at vinde. Det er der, jeg gerne vil hen. Men jeg er ikke en, der vinder mange cykelløb. Jeg er ikke en sprinter, og en dygtig sprinter vinder mange cykelløb. Han vinder måske 100 sejre i sin karriere, hvoraf 80 af dem er i små løb. Jeg er heller ikke en bjergrytter, så de etaper vinder jeg heller ikke. Jeg skal slå til i de der mellemhårde løb. Dem er der ikke så mange af, og når de endelig er der, er der mange om buddet.

Mine egenskaber og min krop er ikke bygget til, at jeg vinder på Champs-Élysées (afslutningen på sidste etape i Tour de France, red.), selv om jeg kører der 15 gange. Min krop er bygget til at vinde Amstel Gold Race. Måske kunne jeg godt træne min spurt, så jeg kunne vinde flere cykelløb, men det kunne være, at det gik ud over mine muligheder for at vinde Amstel. Det ene tager noget fra det andet. Alle er gode, så du bliver nødt til at fokusere på det, du er særligt god til, og så blive endnu bedre til det. Der er ingen grund til at være middelgod til det hele. Jo, så kan du blive nummer ti i alle de løb, du kører. Men du vinder aldrig. Det er fint, hvis du vil være en god hjælperytter, men hvis du vil være en vindertype, så nytter det ikke noget. Så skal du specialisere dig.

Du skal også finde ud af, om du overhovedet er god nok til noget. Det er der også nogen, der finder ud af, at de ikke er. Lige meget hvor meget de træner. De er bare ikke vindertyper. Det har jeg heldigvis fundet ud af, at jeg er, og det vil jeg gerne blive ved med at være. Jeg er der, hvor jeg skal være. Jeg kan ikke se, hvorfor jeg ikke skulle vinde et par cykelløb i år.

Fra Dossier nr. 12, april-maj 2019.