Miraklet i Middelfart

Historien om de mere end 230 A-landskampe fra samme ungdomshold i Middelfart

Det er ikke usædvanligt, at Danmarks bedste fodboldspillere stiftede bekendtskab med spillet i den lille, lokale forening. Men det er opsigtsvækkende, at hele tre nuværende A-landsholdsspillere er udklækket på samme hold i samme undseelige provinsklub. Christian Eriksen, Rasmus Falk og Katrine Veje fortæller selv, hvad det var, der skete dengang på Å-banerne på Vestfyn.

KAPITEL 1
Det fædrene ophav
Det hænder, at Thomas Eriksen sidder i sin tv-stol hjemme på Siøvænget i Middelfart og bander over sin søn. ”Jeg kan stadig godt blive irriteret over, at Christian ikke tackler,” siger han. ”Men det går hurtigt over. Jeg ved jo, hvordan han er. Han vil helst prikke bolden fra modstanderen og tage den til sig, så han holder den i spil. Det med at gå ind i en stor tackling … Det gør han bare ikke. Men det er så også en af grundene til, at han aldrig er skadet.”

Den 56-årige reservedelslagerchef ved, hvad han taler om. Han har ikke bare fulgt sin søn, den danske landsholdsspiller Christian Eriksen, siden førstearvingen i en alder af to år og ti måneder forcerede banden for at futte ind til sin første fodboldtræning på Lillebæltshallernes bonede gulve. Thomas Eriksen var selv træner for den vævre midtbanespiller, inden han som knap 13-årig voksede ud af Middelfart G&BK og via OB gjorde karriere i Ajax, Tottenham og Inter. Det er i kampene for det attenfoldige italienske mesterhold og landsholdet, at han i dag kan notere sig sønnikes uforanderlige ulyst til nærkampe. ”Men det er jo ikke noget, vi kunne have trænet – det har noget med hans personlighed at gøre. Jeg tror, at vi har trænet det, vi skulle,” griner han. ”Jeg synes, at vi har gjort det meget godt.”

Da Middelfart G&BK’s mikroputter vandt indendørsstævnet Fyens Stiftstidende Cup i Odense Idrætshal mellem jul og nytår i 2000, blev det startskuddet til en årrække, hvor holdet totalt dominerede sin årgang i fynsk ungdomsfodbold. Spillerne fra venstre: Christian Eriksen, Rasmus Falk, Rasmus Greve, Mads Roslind og Peter Gram. Trænerne fra venstre: Thomas Eriksen og Erik Jensen. (Foto: Middelfart Byarkiv)

Christian Eriksen nåede omvendt aldrig at se sin far i aktion på Middelfarts baner. Den i dag 29-årige fynbo har i hvert fald ingen erindring om det, og han forestiller sig heller ikke, at han er gået glip af store fodboldoplevelser. ”Jeg vil tro, at han var lidt for chubby til, at det kan have været rigtig godt,” gnægger han. Claus Hansen, Thomas Eriksens tidligere medspiller og klubbens nuværende formand, iler Eriksen Senior til undsætning. Man har ikke erfaring fra den danske tredje division uden at kunne et eller andet. ”Thomas var en hurtig og teknisk dygtig spiller,” fortæller formanden om angriberen, der som junior kom til MG&BK fra barndomsklubben Strib IF. ”Han havde også den samme forståelse for spillet, som man kan se i Christian i dag.”

Claus Hansen siger det aldrig direkte, men man drager næppe en forhastet konklusion, hvis man hævder, at Thomas Eriksen ikke viste voldsom stor interesse for at sætte en tackling ind i sine omkring 250 førsteholdskampe for den lokale klub. Christian Eriksen trænede i begyndelsen med sin tre år ældre nabo, målmanden Morten, bedre kendt som Kylle, og hans holdkammerater, men da han efterhånden fik selskab af flere og flere jævnaldrende spillere, kunne klubben etablere et hold af årgang 1992-spillere. Hvem havde lyst til at være træner? Den tjans kunne Thomas Eriksen da godt tage. Det var ikke, fordi mikroputtræneren skulle aflevere et oplæg om sin fodboldfilosofi til foreningens bestyrelse, inden han kunne tiltræde, men det gav sig selv, at Eriksens træning skulle have fokus på at udvikle podernes tekniske færdigheder. Tackle kunne man sgu altid lære.

Det var så langt, talentet rakte for Erik Jensen (nummer to fra højre i bageste række) og Thomas Eriksen (ved siden af målmanden): Middelfarts førstehold i 1980’erne. (Foto: privat)

CHRISTIAN ERIKSEN ER langtfra den eneste aktuelle landsholdsspiller, der slog sine indledende indersider i den lille, lokale klub. Jens Stryger Larsen spillede i Frem Sakskøbing på Lolland, Pione Sisto tog tilløb til at udvikle sit finterepertoire på den jyske hede, i Tjørring IF, Jannik Vestergaard begyndte at spille fodbold i Vestia i Københavns Sydvestkvarter, og Martin Braithwaite fik sin grundskoling i Sædding-Guldager Idrætsforening ved Vesterhavet. Blandt de etablerede spillere er Thomas Delaney den eneste, der slog igennem som seniorspiller i den klub, KB/FC København, som også var hans første.

Historien om Middelfart G&BK er alligevel et særsyn i Dansk Boldspil-Unions statistikker, for det er ikke kun Christian Eriksen, der er udklækket i klubbens ungdomsrækker: Det samme er FCK’s Rasmus Falk og FC Rosengård-spilleren Katrine Veje, og for at det ikke skal være løgn, er de tre spillere, der tilsammen repræsenterer godt 230 A-landskampe for Danmark, fra samme 1991-92-hold. Thomas Eriksens hold. Medregner man Liv Nyhegn, der ligesom Katrine Veje spillede med drengene, kan kuldet fremvise sammenlagt 167 kampe på diverse danske ungdomslandshold.

”Vi blev jo tit spurgt, hvad det var for et vidundermiddel, vi blandede i drikkevandet,” som Thomas Eriksen siger. Rasmus Falk karakteriserer sammenfaldet af dygtige spillere som en hundredeårshændelse. Andre omtaler holdet som et mirakel i en ganske vist homogen købstad med en attraktiv kyststrækning og smukke skovarealer, men med en historie for talentudvikling, der groft sagt havde begrænset sig til Lonnie Devantier, som i 1990 opnåede en ottendeplads ved Eurovision Song Contest med ’Hallo Hallo’.

Netop Rasmus Falk var en af de spillere, der snart kom til, efter at Christian Eriksen havde åbnet 1992-årgangen i MG&BK. Mens Eriksen voksede op i Ø-kvarteret, de villa- og parcelhusklædte Læsøvej, Samsøvej, Ærøvænget og så videre, der førte ned til marinaen og Skrillinge Strand, boede Falk ikke så langt fra bindingsværkshusene på hovedstrøget Algade i den gamle del af bæltbyen. De kom fra hver deres ende af Middelfart, men Rasmus Falk havde i hvert fald et afgørende livsvilkår til fælles med Christian Eriksen: Hans far, Erik Jensen, havde også spillet førsteholdsfodbold, i omegnen af 300 kampe som højre wing, for Middelfart G&BK – nogle af dem sammen med Thomas Eriksen. Siden blev han træner for klubbens bedste mandskab i Serie 1 og Fynsserien.

”Christian og Rasmus havde hidtil spillet med dem, der var ældre, men nu meldte vi dem til på deres egen årgang, og det tog fuldstændig røven på hele Odense. OB, Dalum og Sanderum stod jo allerede klar til at løfte pokalen, men så kom Middelfart og ryddede hele lortet.”

Thomas Eriksen

Da 1992-holdet tog form med navne som Mads Roslind, Rasmus Greve, Thomas Jakobsen og Peter Gram foruden Christian Eriksen, Rasmus Falk, Liv Nyhegn og 1991’eren Katrine Veje, der kunne være med hvert andet år, bestyrede Thomas Eriksen de to faste ugentlige træningspas samt weekendens kamp, mens Erik Jensen stod for en ekstra tekniktræning hver fredag. Holdet havde ikke kun særlig fokus på den tekniske side af fodbold, spillerne trænede også hyppigere end de jævnaldrende modspillere.

”Jeg kan love dig for, at jeg lever op til reglen om, at det kræver 10.000 timers gentagelser at blive god til noget,” siger 29-årige Rasmus Falk. ”Men jeg kan også love dig for, at jeg ikke gjorde det, fordi jeg skulle eller havde et mål med det. Jeg gjorde det, fordi det var skidesjovt. Jeg elskede at spille fodbold, og jeg elskede at konkurrere.”

Christian Eriksen ville også helst vinde, men det skete i den rigtige rækkefølge, mener han: De skulle først lære at spille fodbold – det var alligevel den sjoveste måde at vinde på.

”Det har stor betydning, hvem du har som træner, og hvad du lærer fra en tidlig alder. Det har stor, stor betydning. Jeg tror ikke, jeg havde været, hvor jeg er i dag, hvis jeg havde haft trænere, der ikke gik op i at spille teknisk fodbold. Jeg havde i hvert fald været en anden spiller. De færdigheder, jeg har udviklet, kommer netop af en fokuseret teknisk træning med mange gentagelser, og fordi vi havde den spillestil, vi havde, når vi spillede kampe,” siger han. ”Vi elskede at have bolden, og vi vidste også godt, hvad vi skulle gøre med den.”

Claus Hansen har spillet et par hundrede kampe på MG&BK’s førstehold. I dag kan han som klubbens formand glæde sig over, at den vestfynske forening har modtaget en procentdel af transfersummen, hver gang Christian Eriksen er blevet solgt. Det har været med til at finansiere to kunstgræsbaner, men Hansen drømmer om, at endnu en transfer kan skaffe klubben egen koncertsal. Nummer to fra højre i forreste række er Christian Eriksens far, Thomas Eriksen. (Foto: privat)

KAPITEL 2
Tronskiftet på Fyn
Katrine Veje har ikke glemt, hvordan snakken gik, da hun i de tidlige år skulle spille kamp mod OB i Odense. Veje besatte venstre back-pladsen på Thomas Eriksens hold, Liv Nyhegn spillede den tilsvarende position i den anden side, og hjemmeholdets spillere havde svært ved at forestille sig, at det kunne gå galt. ”Nej, de har to piger med,” opsnappede hun fra den skulende OB-lejr, inden hun og veninden gik til deres vante separate omklædning i enten dommerrummet eller i en ledig toiletbås. ”Vi kommer til at køre dem over.” Men det gik galt for de sejrsvante odenseanere. Middelfart vandt, og det var hverken første eller sidste gang, det skete i de år. Det fynske fodboldhierarki var ikke, hvad det havde været. Middelfart G&BK, der altid rangerede under netop OB plus B.1913 og som regel også Dalum, Tarup-Paarup, Næsby, Fjordager, Sanderum og Svendborg, havde pludselig Fyns bedste fodboldårgang.

Kraftcentret var tilsyneladende Ø-kvarteret, hvor man også kunne finde klubbens anlæg – på Færøvej. Katrine Veje fra Vejrøvænget, der var blevet lokket med til fodbold af Nyhegn, legekammeraten fra Endelavevej, lærte efterhånden ikke at lade sig kyse af modspillernes hovne bemærkninger. Og snart heller ikke af deres fysik. Den klejne kvartet, Eriksen, Falk, Veje og Nyhegn, vandt jo kampene. ”Vi mødte nogle store drenge. Især dem fra OB, men jeg kan også huske de der gutter fra Nyborg og Vissenbjerg … De havde godt nok spist rugbrød,” siger hun. ”Men vi var bare et bedre fodboldhold, og så havde vi to kampafgørende spillere i Christian og Rasmus.”

Træner Thomas Eriksen kan sætte en præcis dato på tronskiftet i fynsk ungdomsfodbold. Det var 30. december 2000, da Middelfart-holdet med Christian Eriksen og Rasmus Falk stillede op i mikroputrækken i det traditionsrige indendørsstævne Fyens Stiftstidende Cup i Odense Idrætshal.

”For de her drenge var det sindssygt vigtigt at vinde, og det var jo svært at overbevise dem om andet, når der sad 2.000 forældre i hallen og råbte og skreg. Så var det alligevel lidt vigtigt at vinde, ikke!?”

Erik Jensen

”Christian og Rasmus havde hidtil spillet med dem, der var ældre, men nu meldte vi dem til på deres egen årgang, og det tog fuldstændig røven på hele Odense. OB, Dalum og Sanderum stod jo allerede klar til at løfte pokalen, men så kom Middelfart og ryddede hele lortet. Det var kraftedeme skægt. De andre stod bare: Hvor fanden kom de spillere fra? Det var helt uhørt,” siger han. ”Det var den sjoveste titel, vi vandt, for der var ingen, der kendte os før det stævne.”

Historien gentog sig i 2002 og 2004: Christian Eriksen og Rasmus Falk styrede Middelfarts 1992-93- hold til suveræne samlede sejre i fire mod fire-spillet i miniput- og lilleputrækkerne. I de tre titelgivende år vandt holdet 32 ud af 33 kampe, mens den sidste blev uafgjort.

”Man kan selvfølgelig godt spørge: Men er det overhovedet vigtigt at vinde i den alder? Kommer udvikling ikke før resultat?” siger Erik Jensen. ”Jo, det gør det, men man skal bare forstå, at Fyens Stiftstidende Cup i årtier var årets begivenhed på Fyn. Stævnet foregik altid mellem jul og nytår i idrætshallen i Odense, og finaledagen var den ene gang om året, hvor hallen var fyldt. For de her drenge var det sindssygt vigtigt at vinde, og det var jo svært at overbevise dem om andet, når der sad 2.000 forældre i hallen og råbte og skreg. Så var det alligevel lidt vigtigt at vinde, ikke!? Man er naiv, hvis man tror, at børnene ikke går op i at vinde. Men så må vi voksne være klogere og slå på udvikling.”

Erik Jensen er indfødt middelfarter, og han arbejdede i 37 år som lærer i idræt, historie og matematik på en af byens skoler, Hyllehøjskolen, inden han for nylig gik på pension. Da han var tilknyttet ungdomsafdelingen i den stedlige fodboldklub, forfattede han sammen med en træner- og lærerkollega træningsmanualen ’Den blå linje’, som indeholdt en lang række tekniske øvelser målrettet MG&BK’s seks til 14-årige medlemmer. Den i dag 64-årige Jensen pointerer, at udvikling og resultat ikke behøver at være hinandens modsætninger.

”Vi spillede vanvittig meget indendørs. Vi spillede indendørs hele tiden, og vi har kasser med medaljer, de har vundet, de her knægte. Indendørs er en fremragende skoling, for du har først og fremmest mange berøringer. Der er hele tiden afgørende situationer, der er mange afslutninger, og du spiller hele tiden en mod en. På den måde er det en fantastisk udvikling for unge fodboldspillere,” siger han. ”Det er lidt det samme, når man taler om, hvorfor fanden der kommer så mange gode fodboldspillere fra Brasilien. Det er, fordi de altid har spillet sindssygt meget futsal – gadefodbold, fire mod fire og tre mod tre. Det udvikler de unge spillere vanvittig meget.”

Kan du spotte fire kommende landsholdsspillere? MG&BK’s lilleputter har vundet sølv ved Vildbjerg Cup i 2003 med blandt andre Liv Nyhegn (yderst til venstre i bageste række), Christian Eriksen (nummer fem fra venstre i samme række), Rasmus Falk (nummer to fra venstre i forreste geled) og Katrine Veje (knælende længst til højre) på holdet. (Foto: privat)

MIDDELFART G&BK’S dominans i 1992-rækkerne gjorde sig også gældende uden for de fynske idrætshaller. Erik Marxen, der repræsenterede klubbens 1990-årgang og i dag er anfører for Superliga-holdet Randers FC, er en del af et kontingent af tidligere MG&BK-spillere, som hvert år juleaftensdag samles til en five-a-side-turnering i barndomsbyen. Det foregår på den såkaldte Cruyff Court – en kunstgræsbane, Christian Eriksen vandt, da han blev kåret til årets talent i den hollandske liga i 2011, og som han lod opføre ved Lillebæltskolen, hvor han selv havde gået.

En af de historier, der går igen, når forsamlingen puster ud over en øl, inden de går hver til sit igen for at fejre jul med familien, er fra dengang i 2002, da Marxens hold blev forstærket af de to opkomlinge Eriksen og Falk til DM for lilleputter i Aarhus. ”De var jo ikke særligt store i sammenligning med deres jævnaldrende, og når de så blev matchet med nogle to år ældre gutter som os, var de virkelig små,” husker Erik Marxen. ”Men de var alligevel nogle klare forstærkninger. Jeg husker i hvert fald, at Christian rev et par skud i kassen (Christian Eriksen scorede tre mål i DM-slutspillet, red.).”

En anden tilbagevendende anekdote går på en hjemmekamp på Å-banerne – MG&BK’s børne- og 11-mandsbaner er adskilt af Russelbæk Å – da Eriksen, Falk og resten af mikroputholdet var bagud 0-4 ved pausen mod Tarup-Paarup. Middelfart vandt 8-4. ”Vi var helt oppe at køre alle sammen,” siger Thomas Eriksen. ”Sådan et comeback kunne man leve længe på.”

”Vi havde nogle dage, hvor vi ramte et højt niveau og scorede rigtig mange mål. Vi var et hold, der var gode til at holde på bolden og skabe chancer. Det var nok det, modstanderen frygtede os for fra en tidlig alder,” kommenterer Christian Eriksen.

Middelfart G&BK’s drengehold anno 2002 forstærket af de to lilleputspillere Christian Eriksen (nummer fire fra højre i nederste række) og Rasmus Falk (til højre for Eriksen). Den nuværende anfører for Randers FC, Erik Marxen (til venstre for Eriksen), og Thomas Eriksen (stående yderst til venstre) er også med på holdbilledet fra Middelfart Stadion. (Foto: privat)

Og så er der selvfølgelig opgiversparket i finalen i lilleputrækken i Vildbjerg Cup i 2004. Thomas Eriksens mandskab havde vandaliseret sin indledende pulje med sejre på 6-1, 2-0 og 9-0 over henholdsvis Skjold, Skive og et polsk hold, inden den arrangerende klub blev affejet med 8-1 i semifinalen. I finalen mod Viborg kom Middelfart bagud, men det varede stort set kun lige, indtil holdet skulle give bolden op.

”Det var den mest vanvittige detalje,” erindrer Erik Jensen. ”Da Christian og Rasmus satte spillet i gang, vendte de sig direkte mod Viborgs mål og lavede et-to-kombinationer hele vejen op til udligning. Det siger selvfølgelig meget om deres tekniske niveau, men det siger lige så meget om, hvor meget de ville vinde. De kunne ikke holde ud, at de var kommet bagud. Der var en vej. Vi skal udligne. Nu!”

”De to sammen kunne ødelægge de andre hold,” fortæller Erik Marxen, der var i Vildbjerg med klubbens drengehold, som han overværede finalen med. Christian Eriksen husker også den scoring. ”Vi var jo på den selvsikre side – vi vidste godt, at vi kunne finde ud af at spille fodbold. Tankegangen var: Vi prøver sgu! Ikke noget med, at vi lige skulle holde bolden i egne rækker. Vi var allerede dengang nogle typer, der tog chancer i vores spil, og det fik vi lov til. Og når det lykkedes, som her, gav det bare endnu mere selvtillid. Vi har nok scoret en del gange på den måde.”

Middelfart G&BK vandt finalen 3-1. Spillerne var indlogeret i et klasselokale på byens skole nordvest for Herning. Forældre og søskende havde fundet sammen i en Middelfart-lejr på campingpladsen, og efter det stævne vidste de fleste klubber i landet, hvem MG&BK’s årgang 1992 var.

”Da kampen var slut, kom Viborgs træner hen til mig og sagde: Jeg glæder mig til at følge Christian og Rasmus. Jeg kan huske, at jeg fik en følelse af glæde: Okay, der er altså andre, der kan se, at det her kan blive godt,” fortæller Thomas Eriksen.

”Vi havde også en masse ture på vej hjem i bilen fra kamp, hvor han ikke var tilfreds. Jeg har helt sikkert følt, at han var for meget efter mig. Jeg er da brudt sammen i en bil på vej hjem.”

CHRISTIAN ERIKSEN

Holdet kulminerede i det hele taget i 2004. Spillerne havde spillet sammen på mikroput (6-8 år), miniput (8-10 år) og nu lilleput (10-12 år). ”Da de var andetårslilleputter, var målscoreren i vores to udendørskampe mod OB 15- eller 18-0,” husker Erik Jensen.

Ved DM i Horsens, en måneds tid efter sejren i Vildbjerg Cup, blev Middelfart G&BK som turneringens bedst placerede hold fra Vestdanmark nummer fem. Det var samtidig den ypperste placering i klubbens historie. Rasmus Falk blev turneringens topscorer.

Christian Eriksen og Rasmus Falk fra Middelfart var blevet to fodboldspillere, fodbolddanmark talte om. FC Midtjylland inviterede de to spillere og deres familier på besøg. Et skifte i den retning ville betyde, at drengene skulle flytte ind på klubbens akademi for at spille fodbold og gå i skole i Ikast. Familien Eriksen kiggede også på forholdene godt 30 kilometer på den anden side af Lillebæltsbroen, hvor Vejle viftede med et tilbud. Og så var der OB, Fyns største fodboldklub, men ville det overhovedet være et skridt frem?

Året sluttede traditionen tro i Odense Idrætshal. OB var ikke engang finalemodstanderen, da Middelfart G&BK hjemtog sit tredje fynske indendørsmesterskab. Slutkampen mod Sanderum blev vundet med 7-1. Børnechampagnen flød nok engang i MG&BK-spillernes omklædningsrum. Nytårsaften ventede. Et år var forbi. Var en æra også slut?

Katrine Vejsgaard Veje er født 19. juni 1991. Hun blev inviteret med til fodboldtræning på Å-banerne i Middelfart af sin et år yngre veninde Liv Havgaard Nyhegn. Begge spillere har optrådt på flere danske ungdomslandshold, og mens Nyhegn stoppede med fodbold på eliteniveau for at uddanne sig til læge, har Veje pr. 31. marts været i aktion 123 gange for kvindelandsholdet. Katrine Veje var fra januar 2019 til juni 2020 tilknyttet Arsenal, samtidig med at barndomskammeraten Christian Eriksen befandt sig i sin sidste tid hos London-rivalen Tottenham. ”Jeg var tit inde at se Christian spille for Tottenham, og det fik jeg som Arsenal-spiller selvfølgelig en del røg for i omklædningsrummet,” siger den nuværende FC Rosengård-spiller. ”Men jeg kunne mærke, at de egentlig syntes, at det var ret sejt, at jeg kendte ham.”

KAPITEL 3
Singlespilleren

RASMUS FALK: Jeg spillede også badminton. Jeg har i dag lidt svært ved at se, hvordan det kunne hænge sammen. Der har været nogle gange, hvor jeg skulle direkte fra fodboldkamp til badmintonstævne eller omvendt. Jeg skulle gerne nå det hele.

Jeg startede med at gå til fodbold, men i badminton blev jeg hurtigt en af de bedste i Danmark på min årgang. På et tidspunkt var jeg nok den bedste, og jeg var favorit til at vinde landsmesterskaberne. Jeg nåede også finalen, hvor jeg skulle spille imod en, jeg ville slå otte ud af ti gange, men denne gang var det den niende eller tiende gang, og jeg tabte. Jeg vandt dog i double.

Da min badminton blev mere og mere seriøs, brugte jeg mange timer i en hal et eller andet sted i Danmark på at vente på, at jeg skulle spille næste kamp. Jeg sov på vandrehjem mellem de indledende kampe og finaledagen. Det var lidt ensomt, og det blev afgørende for, at jeg til sidst valgte fodbold. I fodbold var man sammen om det.

Når jeg tænker tilbage på det, har min badminton helt sikkert givet noget til min fodbold. Det har været gavnligt for mig at prøve kræfter med både en individuel sportsgren og en holdsport. I en sport som badminton har du kun dig selv at bebrejde, når du taber. Det tog jeg med over i fodbolden. Selv om det er en holdsport, så kiggede jeg meget indad, når vi tabte en kamp. Jeg var min egen hårdeste kritiker. I en individuel sportsgren falder undskyldningerne hurtigt til jorden – i sidste ende handler det om, hvad du selv havde ydet. I badminton kunne jeg ikke pege fingre ad de andre, så det gjorde jeg heller ikke som fodboldspiller: Jeg kiggede meget på, hvad jeg selv kunne gøre for at vinde. Det har været min største drivkraft, at jeg hele tiden har punket mig selv til at gøre det bedre næste gang.

Træner Thomas Eriksen instruerer Christian Eriksen, Rasmus Falk og Katrine Veje i en pause i 2003. I 2021 repræsenterer de tre spillere tilsammen over 230 A-landskampe for Danmark. (Foto: privat)

Jeg havde et stort temperament, da jeg var yngre. Det har jeg stadig, men jeg er blevet bedre til at tilpasse det situationen. Jeg gemmer det væk inden i mig selv i dag. Dengang var jeg meget mere udadfarende, end jeg er i dag. Jeg har smadret ketsjeren en gang eller to til badminton og også talt i en lidt for hård tone til en holdkammerat til fodbold. Det var ikke ondt ment, men handlede om, at jeg gerne ville vinde. I dag har folk svært ved at genkende det billede af mig. For hvert år, der går, får jeg en lille bid mere af min fars rolige væsen.

Dengang var jeg også en mere egoistisk fodboldspiller, end jeg er i dag. I dag er jeg ham, der er med til at sætte tingene op og er i oplæggerens rolle – dengang var jeg ham, der i samarbejde med Christian skulle gøre det hele selv. Jeg ville gerne være involveret. I badminton var man hele tiden i aktion, og i fodbold kunne der godt gå lang tid imellem, at jeg rørte bolden, og så blev jeg utålmodig. Jeg ville gerne have bolden hele tiden, og det kan godt tænkes, at jeg var lidt lang tid om at slippe den igen, når jeg først havde fået den. Den positive side er, at jeg stillede mig frem og tog ansvar – jeg gemte mig ikke bag de andre.

Thomas var også en vinder, så han var kun interesseret i, at Christian og jeg havde bolden meget. Det har vi draget meget nytte af. Vi var hans go-to-guys.

Rasmus Falk Jensen, født 15. januar 1992, er den ud af det gamle 1991-92-slæng fra Middelfart, der har spillet flest ungdomslandskampe. FCK-spilleren har tilsammen 44 optrædener på diverse danske ungdomslandshold på sit cv, men har trods talrige udtagelser til A-landsholdet kun fået spilletid i to af dem: mod Malta i 2013 og mod England i Parken syv år senere. Når Falk i dag skal give sit bud på, hvordan det kunne lade sig gøre, at samme hold i Middelfart G&BK har fostret tre A-landsholdsspillere, opsummerer han: ”Ekstraordinært talent mødtes og løftede både hinanden og bundniveauet i truppen. Der var voksne ildsjæle omkring holdet. Vi lagde mange timer i det. Og vi havde en kultur: Vi ville have bolden, og vi spillede teknisk fodbold.”

KAPITEL 4
Bilen hjem

CHRISTIAN ERIKSEN: Jeg lærte at sparke med begge ben. Det var min far meget opmærksom på. Det kunne han selv, så det skulle jeg også kunne. Det har vi øvet utroligt mange gange hjemme i haven, hvor vi stod i hver vores ende. Han gik op i, at vi skulle lære at spille fodbold – vi spillede kant (4 mod 2, red.), vi skulle bevæge fødderne hurtigt og flytte bolden tidligt. Det var altid sjovt at gå til træning.

Vi havde også en masse ture på vej hjem i bilen fra kamp, hvor han ikke var tilfreds. Jeg har helt sikkert følt, at han var for meget efter mig. Jeg er da brudt sammen i en bil på vej hjem. Man ved jo godt som fodboldspiller, når man har spillet dårligt, så det var sgu hårdt nogle gange. Men så kom vi hjem, og jeg lukkede min dør. Så gik der noget tid, og så kom jeg over det, eller også kom min mor ind og trøstede mig. Og så begyndte vi at snakke om noget andet.

Når min far stod på sidelinjen og råbte, at jeg skulle gøre noget mere eller gøre noget andet, så var det, fordi han vidste, at jeg var bedre end det, jeg lige kom ud med. I sidste ende mente han det positivt – han gik op i, at jeg skulle udleve mit potentiale. Men det er klart, at sådan føltes det ikke altid i situationen. Men det var min far, og han forlangte, at jeg gjorde mit bedste, og det var med til at skubbe mig i den rigtige retning.

Ralle (Rasmus Falk, red.) og jeg pacede hinanden til at blive bedre. Vi konkurrerede mod hinanden. Vi var jo gode, og vi udfordrede hinanden til at blive så gode, som vi er i dag. Hvis den ene lavede fire mål, så ville den anden også lave fire mål. Vores konkurrencegen gjorde, at vi hele tiden skubbede til hinanden, men vi var også gode til at balancere det, for vi var afhængige af hinanden: Vi vidste, at vi begge to skulle spille godt og gøre hinanden gode, hvis vi skulle vinde nogle kampe. Det var især vigtigt indendørs: Der gælder det i høj grad om at spille hinanden gode. Det handler om, hvordan du lægger bolden af til hinanden, eller hvordan du skaber overtal … Vi skubbede til hinanden på en positiv måde.

Vores holdkammerater fik også gavn af den mentalitet, for når vi skubbede til hinanden, skubbede vi igen til dem, og holdet blev endnu bedre. Jeg kan ikke komme i tanker om andre klubber, der havde to piger med på drengeholdet, men det var de hos os, fordi de var gode nok. De var en del af kulturen. Vi trænede jo altid, og når vi ikke trænede med holdet, mødtes vi på Å-banerne for at spille selv. Eller også spillede vi i haven. Folk havde lyst til at møde op til træning. Folk havde lyst til at blive bedre. Eller vi havde egentlig ikke som mål at blive bedre, men vi havde det bare sjovt, og så fulgte udviklingen med helt naturligt. Miljøet var, at man havde det sjovt, at der var plads til alle, men at man også skubbede og pacede hinanden til at blive bedre.

Vi var heldige at blive født samme år og mødes på samme fodboldhold og falde i hak både spillemæssigt og personligt.

Christian Dannemann Eriksen er født 14. februar 1992. Middelfarteren debuterede på det danske A-landshold 3. marts 2010 i et 1-2-nederlag mod Østrig. I en alder af 25 år og ni måneder opnåede han i 2017 som den yngste dansker nogensinde 75 A-landskampe, inden han 14. oktober 2020 blev noteret for sin landskamp nummer 100, da Danmark slog England 1-0 på Wembley. Eriksen scorede sejrsmålet på straffespark. Han regner med at blive genforenet med barndoms- og landsholdskammeraten Rasmus Falk på Fyn, når deres fodboldkarrierer er forbi. ”Vi har begge købt hus i Odense, så planen er, at vi hopper på cyklerne og kører ned og ser vores børn spille i OB,” siger han.

KAPITEL 5
Boringen ved Siøvænget
Det var uafvendeligt. I begyndelsen af 2005 skiftede Christian Eriksen og Rasmus Falk sammen til OB. Odense-klubben samlede de bedste spillere fra de omkringliggende klubber. Nogenlunde samtidig fik den reservedelsforhandleruddannede Thomas Eriksen job hos Volkswagen i Odense, så han kunne for det meste køre begge drenge til timer i deres nye klasse på idrætslinjen på Hjalleseskolen eller til morgentræning i klubben. Når den del af hverdagslogistikken ikke gik op, skulle de nå toget klokken 6.51 på Middelfart Station for at returnere ved 20-tiden samme aften.

”Jeg kan huske, at der var nogen i Middelfart, der sagde: Hvad skal det nu til for? En blanding af spillere, forældre og også en af klubbens andre trænere. De forstod det ikke. Stemningen var, at vi alligevel ville komme tilbage efter et år, når vi ikke havde slået til,” siger Rasmus Falk. ”Som jeg husker det, var vi aldrig selv i tvivl om, at det var rigtigt at skifte. Vi skulle til en større klub.”

Året efter, i 2006, vandt OB DM for drenge i Haderslev. Christian Eriksen scorede det eneste mål i finalen mod KB. I 2007 forsvarede holdet med Eriksen og Falk DM-titlen med Odense-klubbens juniorhold. Pludselig en dag i efteråret 2008 stod Ajax’ sportsdirektør, Danny Blind, i Ådalen, som OB’s baner hedder. Den hollandske storklub var interesseret i Eriksen, og Thomas Eriksen hastede ifølge øjenvidner ind på træningsanlægget iført kedeldragt fra Skandinavisk Motor Co. Christian Eriksen tiltrådte i Ajax 1. januar 2009. I 2010 fik Rasmus Falk sin debut på OB’s Superliga-hold. 6. september 2013 var de begge med i Morten Olsens startopstilling, da Danmark slog Malta 2-1 i en VM-kvalifikationskamp i Valletta.

I april 2017 kunne spekulationerne om det særlige drikkevand i Middelfart genåbnes. Måske med særlig fokus på boringen tættest på Siøvænget. Louise Eriksen, Christian Eriksens tre år yngre søster, blev udtaget til kvindelandsholdet i fodbold. Hun sparker ikke bare lige godt med begge ben, forlyder det. Hun sparker fremragende med begge ben.

Fra Dossier nr. 24, maj-juni 2021.