Niels Brandt

Forsanger, The Minds of 99, 33 år.

The Minds of 99 har lavet sine to første og stærkt roste plader på heftige sommerhusture rundt om i Danmark. Men til daglig holder postpunk-sekstetten til i og omkring studiet på Vesterbro, hvor vi mødte forsanger Niels Brandt.

Jeg har meget rod i mit hoved, det har der bare været i hele mit liv. Jeg har altid haft svært ved at … leve, egentlig. Svært ved at eksistere. Men når jeg laver sange, når de falder på plads og bliver til virkelighed, så får jeg det godt. Så har jeg den helt modsatte følelse. Nærmest en guddommelig følelse. Man siger, at babyer føler noget, der hedder omnipotens, de føler sig som gud. Den følelse kan jeg få af at have skabt en sang. Jeg bliver nødt til, altså nødt til, at lave musik, for ellers har jeg det ikke godt. Derfor står jeg op hver morgen og går ned i vores bunker. Bare en time. Jeg får brugt min stemme, og jeg får brugt min krop. Så kan det være, at der kommer en sang.

’Det er Knud, som er død’ blev til sådan en morgen på mit Yamaha-keyboard, CS1x, der har en klang af noget 80’er-agtigt og med en mikrofon med delay på. Den blev lavet på 10 minutter, efter at jeg kiggede nærmere på et postkort med Knud Rasmussen på forsiden og Tom Kristensens digt på bagsiden. Jeg havde fået kortet af en ven, fordi min bror hedder Knud. Det kort havde ellers bare stået og gloet på os i et halvt år. Sådan en morgen ser jeg også bandet for mig. Jeg tænker for eksempel på Louis som trommeslager. Jeg ser ham for mig: ’Fuck, han ville fandeme få optur af at spille det her beat.’ Jeg skriver til mit band – til mine venner. At sætte enkle rammer op for sangskrivningen mindsker risikoen for, at jeg havner i et sort hul, at det bliver for abstrakt. Et keyboard med 80’er-flader og en mikrofon med delay fordrer en bestemt type sange. En akustisk guitar giver en anden type sang. Andre gange er det jo en af de andre, der sender en sang af sted, og så skriver jeg videre på den og laver en tekst til den. Vi har mange numre, der er i venteposition, som mangler forløsning. Vi kan blive enige om, at den ikke er der endnu. Det kan alle høre. Og så, lige pludselig, så gør en eller anden et eller andet, og så kan alle høre … Nu er det musik. Det er sådan, vi arbejder.

VI LAVER VORES PLADER på vores sommerhusture. Apropos det at skabe rammer. Vi skal væk fra vores dagligdag. En uge ad gangen. Det tager typisk fire ture at skrive et album. Eller det har det i hvert fald gjort indtil videre. Det begyndte i 2012, da vi gik i gang med at skrive det første. Vi kørte mod et sommerhus på Fanø, og vi vidste, at vi skulle være helt fucked i en uge, så vi tog i Røverkøb for at købe afdækningsplast. På et tidspunkt ville vi ikke have overskud til at tage skoene af længere, og hvis huset stadig skulle stå pænt … Det gik meget ud på ikke at ødelægge det der hus. Sådan har vi gjort lige siden. Det kommer der åbenbart numre ud af. Det handler om ikke at skulle tænke på andet end at være i musikken. En anden af turene indledte vi med et polsk drikkespil. Vi havde haft travlt og havde brug for at nulstille for at komme i kreativ sync igen. Vi drak vodka og hørte moderne polsk polkamusik. Den, der tømte flasken, skulle smadre sit shotglas i gulvet. Jeg kan huske, hvad der skete til og med den femte flaske. Kender du det, at man vågner i den stilling, man er sikker på, at man lagde sig til at sove i? Jeg vågnede sådan kl. 12, og jeg var stadig stiv. Vi fandt ud af, at en af os havde pisset på gulvet, men ingen kunne huske at have gjort det. Der var glasskår overalt, og flere af os havde skåret os.

Den plade blev gjort federe af det polske rivegilde.”

NIELS BRANDT

I de næste tre-fire dage rystede jeg over hele kroppen og kunne ikke sove. Jeg blev i tvivl om det hele, hele pladen. Men ud af den tvivl blev der født en fuldstændig ny ambition, som endte med at blive den ’Liber’, vi udgav. Den plade blev gjort federe af det polske rivegilde. På en tredje sommerhustur tog vi svampe. Det gav os fem numre. Jeg har aldrig brugt stoffer til at dulme nerverne, men jeg har brugt stoffer til at få noget frem. Til at komme et sted hen, hvor jeg ikke dømmer mig selv for hårdt. En sang som ’Til dem’ kom ud af et svampetrip. Der havde vi følelsen af total unity. Ikke bare med hinanden, men med træerne og stenene. Med hele universet. Det er ligesom en ligning, der går op.

JEG GIK PÅ LINDEVANGSSKOLEN på Frederiksberg med Asger, Mikkel og Jakob, som også er med i Minds. Asger og Mikkel havde hørt, at jeg kunne synge. Eller i hvert fald synge rent. Det må have været en ekstrem lys drengestemme, for jeg gik vel i 6. klasse. Vi lavede så et band, og vores musiklærer opsnappede projektet, og så blev vi sat til at spille til en juleafslutning. På vores skole var det ikke cool at synge, slet ikke som dreng, og børn, der spillede på instrumenter, var ikke seje. Læreren skulle virkelig overtale mig. Men så tog jeg bare beslutningen, at så måtte de fucking komme an, så måtte de drille mig. Vi stillede os op foran hele skolen og spillede ’Don’t Look Back
in Anger’, for det var den sang, vi kunne. Jeg var selv en af rødderne, der spillede fodbold og smårapsede i kiosken, men jeg spillede altså også guitar og sang Oasis på en skole, hvor alle hørte Backstreet Boys eller noget andet pis. Den dag fik jeg vist, hvem jeg også var, og det blev sgu accepteret. Meget mere, end jeg havde regnet med. Man skal fandeme bare vise, hvem man er.

I dag er det stadig en kæmpestor dare for mig at skulle på scenen. Jeg kan egentlig ikke særligt godt lide det. Det er fuldstændig, som når man skulle op at slås i frikvarteret i skolen. At man skulle op at slås med ham der, det var der lagt op til. Der er en frygt, men på den anden side kan jeg heller ikke lade være. Det er min FOMO (fear of missing out, red.). Nu er vi nået til et punkt, hvor vi får tilbudt de fedeste gigs i landet, og jeg er pissenervøs for det. Jeg har mest lyst til at sidde i studiet, men at spille live foran alle de her mennesker er samtidig for spændende at sige nej til. Bagefter har jeg det fantastisk. Så jeg glæder mig, og jeg glæder mig ikke, men det er også der, i modpolerne, at vi mennesker vokser allermest. Man skal prøve at blande olie og vand nogle gange, selv om det er svært. Så bliver livet magisk. Hvis man siger fra, hver gang man bliver udfordret, så vokser man ikke. Jeg har læst en del jungiansk psykologi, hvor det handler om netop de processer, hvor man vokser. Hvor der typisk er en konflikt mellem to modstridende kræfter, men hvor man vil have begge ting. Ligesom jeg har en familie, men også vil være rockstjerne. Det skal jeg. Jeg behøver ikke sige nej til det ene for at sige ja til det andet.

Fra Dossier nr. 1, november 2016.