NIKOLAJ COSTER-WALDAU

om at skabe forandringer i verden

Som barn på Sydsjælland lærte han betydningen af at engagere sig i samfundet. Senere blev han en indigneret teenager, der demonstrerede, lavede aktioner og som partisan tog kampen op for de undertrykte. De forgangne tre år har den Nikolaj Coster-Waldau rejst til forskellige afkroge af kloden som Goodwill Ambassador for FN. Undervejs har han mødt markante personligheder som Malala og Ursula von der Leyen og fået et indblik i vor tids største udfordringer. For stadig i dag er den 50-årige filmstjerne optaget af, hvordan man kan skabe forandringer i verden.

MIN MOR TOG mig med til min første demonstration, da jeg var helt lille. Det var mod atomvåben, der var den helt store trussel. Den Kolde Krig var i gang, og der skulle sættes en masse missiler op i Tyskland. Derfor tog vi fra Sydsjælland til København og gik i optog med skilte og slagord. Senere blev jeg som teenager meget optaget af de store temaer. Jeg var ofte ude at demonstrere. ’Atomkraft, nej tak’, hungersnød i Afrika, og vi gik på gaderne med vores ’Free Nelson Mandela’-skilte. Det var en kæmpestor ting. På gymnasiet var jeg med til at lave aktioner rettet mod Shell-tankene, der var involveret i Sydafrikas apartheidstyre. Min ven Anders og jeg hørte også, at man planlagde en aktion i København, der handlede om at lukke magtens døre. Det var konceptet. Vi ville være en del af det, så på den aftalte nat tog vi ud i Næstveds gader og bankede søm og skruer i låsene ind til kommunekontoret, bankerne og skolerne. Vi rendte rundt med balaklavaer som partisanere, der kæmpede kampen for de undertrykte.

Da jeg vågnede næste morgen, troede jeg, at jeg havde gjort en forskel. I virkeligheden havde jeg bare gjort det pisseirriterende for en masse almindelige mennesker. Vi fandt også ud af, at vi var de eneste, der havde foretaget en aktion. Københavnerne havde åbenbart aflyst, fordi de ikke ville alligevel. Et par dage senere så jeg forsiden af lokalavisen og var ved at skide i bukserne. ’Hærværk til 70.000 kroner’. Jeg håber, sagen er forældet i dag.

Dengang var jeg indigneret over verdens uretfærdighed. Men udfordringen for unge har altid været, at de har meget kort tidshorisont. Det er svært at fastholde en konstant interesse, som det jo kræver for at lave vedvarende forandringer. Det tager ikke bare en måned. Det tager måske 20 års kamp eller et helt liv. Den tid har man ikke som ungt menneske.

Derfor er det helt fantastisk, at man pludselig ser sådan en som Greta Thunberg, der formår at gøre noget, som ingen kunne forestille sig ville fungere. Hun har holdt de der skolestrejker i over to år nu. Selv fredsdemonstranterne foran Christiansborg har nærmest ikke samme stamina, som den pige har. Jeg forstår godt, at folk er gået fuldstændig på røven over hende. Hun er jo samtidig rimelig skarp i bolden. Jeg synes sgu, det er imponerende, at en 16-årig pige kan få så stor klangbund, at meget magtfulde mænd og kvinder forsøger at underminere og ligefrem begynder at disse hende. Det er jo fuldstændig absurd, for hun siger ikke noget, der er kontroversielt. Hun siger bare: ’Hør efter, hvad videnskabsfolkene siger’. Det siger hun igen og igen. En gang imellem siger hun så også mellem linjerne, at de er nogle idioter, men det er vel fair nok.

Jakke, Pas Normal Studios, 1.500 kr.
Handsker, Pas Normal Studios, 750 kr.

DA JEG BLEV konfirmeret, fik jeg et stereoanlæg i gave af min mor. Et Sanyo mini-stereo med højttalere til. Det var jeg sindssygt glad for. Men efter et par måneder bankede det en dag på døren. Det var landbetjenten med en af de ansatte fra en nærliggende elektronikbutik. De var kommet for at hente stereoanlægget. Det viste sig, at min mor havde købt det på afbetaling og ikke havde penge til at betale afdragene.

Først var jeg enormt ked af det og enormt sur på hende, for hvad fanden var meningen? Det var mit stereoanlæg! Senere kom skammen, da jeg erkendte, at min mor jo simpelthen ikke havde haft råd til det. Hun havde købt det, fordi hun ikke ville skuffe mig og mine forventninger til at være teenager. Men det var jo meget værre, at hun skulle gå rundt med den skam, end at jeg ikke havde noget stereoanlæg. Fra tid til anden tænker jeg stadig på det. Hvor klichéfyldt det end lyder, er materiel rigdom ikke reel rigdom. Det er skønt at få en ny telefon, og man bliver lidt gladere en times tid, mens man tester funktionerne. Men så er det jo forsvundet igen. Oplevelsen med stereoanlægget var en af dem, der forandrede mit liv.

Min opvækst foregik i en lille bitte landsby ved navn Tybjerg på Sydsjælland. Det meste af tiden var det mig, min mor og mine to storesøstre. Min mor var socialdemokrat, og når der blev afholdt lokalmøder i forsamlingshuset på den anden side af vejen, blev vi nogle gange hevet med. Det var en del af vores måde at anskue samfundet på.

Senere blev min ældste storesøster en overgang bz’er. Det fandt jeg afsindig spændende. Efter at jeg i slutningen af 1990’erne havde spillet hovedrollen i ’Vildspor’, fik instruktøren og jeg en idé om at lave noget om bz’erne. Fordi jeg havde set op til min søster, havde jeg et meget idealiseret billede af dem. Men da jeg i forbindelse med research til filmen mødte nogle af de ældre fra besættelsen, var det en øjenåbner af de helt store. Det var simpelthen så deprimerende. Det var nogle af de mest fordomsfulde mennesker, jeg nogensinde havde mødt. Deres sandhed var den eneste sandhed, og alle andre var nogle idioter.

Det var der, jeg for alvor begyndte at forstå, at ekstremisme er det værste i et demokrati. For hvis man lukker ned for accepten af andres holdninger, lukker man for dialogen. Det er sundt at sætte spørgsmålstegn ved egne holdninger. Det var der intet af her. Folk, der tjente penge, var grundlæggende onde. Jeg fik aldrig udviklet mere på historien, for de mennesker var simpelthen så irriterende.

Som Goodwill Ambassador skal Nikolaj Coster-Waldau skabe opmærksomhed om de projekter, FN’s udviklingsfond UNDP laver. De er alle koblet op på de 17 bæredygtige udviklingsmål, men den danske skuespiller har særligt fokus på klima og ligestilling. ”Når vi taler FN og internationale samarbejder, har det meget, meget stor betydning, at USA har fået ny præsident. Man kan mene om Joe Biden, hvad man vil, men helt grundlæggende går han ind for, at USA tilslutter sig WHO igen og tilslutter sig Paris- aftalen, hvad angår klimaforandringer. Han har også netop udnævnt John Kerry som den første klimaminister nogensinde. Kerry er en meget tung demokrat, og det signalerer en klar ændring af kursen i amerikansk politik. Modsat de seneste fire år trykker man nu speederen i bund, når det kommer til klimaet. Jeg ser meget positivt på det.” Nikolaj Coster-Waldau er fotograferet på sin faste mountainbikerute i Geelskov i Nordsjælland.

Jakke, Pas Normal Studios, 1.500 kr.

DER ER INGEN tvivl om, at jeg tilhører en branche, hvor nogle tjener rigtig mange penge. Specielt i Hollywood har de største filmstjerner lønninger, der er fuldstændig absurde. I Danmark er det ikke på samme måde, for selv hvis en film går rigtig godt, er der en naturlig begrænsning på, hvor meget man kan tjene. Nogle af de danske tv-serier, der er solgt til hele verden, er heller ikke som sådan kommet skuespillerne til gode.

Selvfølgelig er jeg farvet som dansker, men jeg synes, at den balance, vi har i samfundet, er den rigtige. Vi skal have en privat sektor, der producerer og udvikler, og samtidig skal vi have et fællesskab, der passer på og hjælper hinanden. Vi betaler skat, fordi vi kan se, at det giver mening. Der er ikke noget federe, end hvis nogen klarer sig godt og er succesfulde. Det er da kun skønt. Så må de selvfølgelig bare betale noget mere skat. Der skal være balance i det hele. Man skal føle, at der er en grundlæggende grad af retfærdighed til stede. For mig er det, hvad det handler om.

Derfor er jeg heller ikke interesseret i at flytte til Hollywood. Hvorfor skulle jeg flytte? Jeg forstår ikke logikken i, at hvis man har tjent en masse penge, skal man flytte væk til noget endnu mere glamourøst. Min familie og jeg er enormt glade for vores hus i Lyngby. Vi har gode naboer. Det er vores hjem. Danmark er vores hjem. Jeg har overhovedet ingen interesse i at flytte. Og for at vende tilbage til stereoanlægget: Vi har rigeligt plads i huset, så hvad skulle vi flytte for?

Jo større ulighed i et samfund, jo flere spændinger. Vores sikkerhed og livskvalitet er forbundet. Når man kommer bare lidt væk fra vores del af kloden, bliver det meget tydeligt, at den store ulighed er uholdbar. Globalt set kan de store problemer kun løses, hvis vi får skabt mere lighed. Jeg tror, det bliver tydeligere og tydeligere for mange i disse år, at vores økonomi og vores klima er forbundet med resten af verden. Hvis det ryger for meget ud af track, kan systemet ikke længere fungere. Der kommer et tidspunkt, hvor bægeret flyder over.

Det kan vi selvfølgelig vælge at anskue som overlevelse, hvor vi for alt i verden skal kæmpe for at fastholde vores egen levestandard. Men man kan også sige: ’Hør her, det er jo bare ikke retfærdigt.’ Den globale ulighed svarer til at gå til middag og sidde omkring et stort bord, hvor to personer får den store, fede middag, mens resten får lidt vandgrød. Vi er så nogle af dem, der sidder og mæsker os. Det er også derfor, det ofte er svært at tage diskussionen. For kan jeg ikke bare få lov til at nyde min mad i fred?

FOR KNAP TRE år siden blev jeg spurgt af FN, om jeg ville være Goodwill Ambassador. Det blev jeg enormt glad for. Jeg tror helt grundlæggende på FN. Det er klart, at så store apparater kæmper med en masse bureaukrati. Når man skal navigere mellem 200 lande med alle deres forskelligheder, er der mange faldgruber. Det er jo kompromisets kunst. Men jeg er samtidig overbevist om, at det er den eneste måde, vi kan håndtere de store udfordringer på. Hvis der er én ting, pandemien har lært os, er det, at de store udfordringer ikke respekterer grænser. Det hele hænger sammen.

For mig er det nationale og det globale ikke et enten-eller. Jeg er dansker, og jeg elsker Danmark. Vi er unikke og alt det der – hurra og hejs flaget. Men vi flyder jo ikke rundt for os selv. Vi hænger sammen med Europa og dermed med resten af verden. Covid-19 kom hertil, og klimaforandringerne kommer også til at ramme os. Historisk set er vores succes som et lille bitte land kommet af, at vi er rejst ud og har samarbejdet med andre. Det skal vi blive ved med. Det her med at forestille sig, at man kan isolere sig, holder bare ikke.

Som Goodwill Ambassador skal jeg være med til at skabe opmærksomhed om de projekter, FN’s udviklingsfond UNDP laver, og som allesammen er koblet op på de 17 bæredygtige udviklingsmål. Det er alt fra små brøndprojekter i landsbyer til genopbygning af nationer. Det har faktisk været enormt opløftende at få lov til at hjælpe med at fortælle den historie. For selv om meget er op ad bakke, oplever man også, hvordan mennesker universelt set har en utrolig stor, indbygget optimisme.

Det var selvfølgelig på grund af min rolle som Jamie Lannister, at jeg i første omgang blev spurgt af FN. Det handler om genkendelighed, og det er en god måde at begynde en samtale på: ’Gud, det er sgu da dig fra tv-serien’. Sådan har det været alle steder. Om jeg har stået i Rwanda, midt i Amazonas, eller hvor fanden jeg efterhånden har været. Alle har genkendt mig fra ’Game of Thrones’. Det er en ret god icebreaker. Bagefter kan vi komme i gang med at snakke om det vigtige.

Sweater, Rue De Tokyo, 2.200 kr.

FOR NYLIG MØDTE jeg præsidenten for EU-kommissionen, Ursula von der Leyen. Jeg skulle overrække hende prisen ’Global Leader of the World’ for den internationale NGO ’Global Citizen’. Jeg kendte hende kun af navn, og ærlig talt var jeg ikke helt up to date. Nogle gange tænker jeg på, hvor absurd det er, at jeg ved så lidt om, hvem der sidder i EU-kommissionen. For om vi vil det eller ej, er det jo vores vigtigste organ.

Derfor var det meget opløftende at høre hende fortælle om The European New Geen Deal og EU’s ambitioner om at blive CO2-neutrale i 2050. Der sker faktisk sindssygt mange interessante ting, som de færreste af os helt har overblik over. Der har jo altid været diskuteret klimaudfordringer og klimahandling, men det er ikke mange år siden, at Bjørn Lomborg var den store verdensstjerne, der argumenterede for, at det kostede for mange penge. Nu er der en klar forståelse af, at tiderne er skiftet.

Under mødet spurgte jeg hende, om der var noget, vi kunne lære af pandemien. Hun svarede, at det vigtigste er, at det kunne være undgået. Vi fik pandemien på grund af den måde, hvorpå vi forbruger og lever her på denne jord. Det er en sygdom overført fra dyr til mennesker. Det er let nok bare at pege på markeder i Kina som det problematiske, men det er en kultur, der er verdensomspændende. Vi har sugerøret nede i verdens ressourcer på en måde, der ikke er bæredygtig. Men der er andre måder at gøre tingene på, uden at vi behøver at få lavere livskvalitet. For vi forurener jo også naturen, vores vand og luftkvalitet. For nylig hørte jeg om en pige med astma i London, der var død af luftforurening. Vi har også meget høj luftforurening i København. Der er så mange grunde til at gøre det renere og bedre. Vi har to biler hjemme hos os, har vi egentlig brug for det?

Derfor fandt jeg von der Leyens ord meget vigtige og interessante. På den ene side tror jeg, det er forkert at tro, at alle politikere er idealister, der kæmper for deres befolkningers bedste. På den anden side er det også en fordom, at de kun kommer for at spise pindemadder og mele deres egen kage. Det passer altså heller ikke. Til FN’s generalforsamlinger er den største gruppe mennesker NGO’er, der forsøger at få væsentlige folk i tale. Når vi ser tv-billeder, er det typisk fra en stor sal, hvor politikerne nærmest er faldet i søvn med deres høretelefoner på, og man kan jo ikke andet end at tænke: ’Hvad fanden sker der?’ Men det meste arbejde foregår jo ikke i salen. Bag kulissen foregår der en konstant kamp for at skabe forandring.

Vi fandt også ud af, at vi var de eneste, der havde foretaget en aktion. Københavnerne havde åbenbart aflyst, fordi de ikke ville alligevel. Et par dage senere så jeg forsiden af lokalavisen og var ved at skide i bukserne. ’Hærværk til 70.000 kroner’. Jeg håber, sagen er forældet i dag.

NIKOLAJ COSTER-WALDAU

SOM GOODWILL AMBASSADOR har jeg flere gange stået meget langt væk fra alfarvej, som man sagde i gamle dage. På et tidspunkt besøgte jeg en stamme midt i Amazonas-junglen i Peru. Vi stod foran et stort og meget smukt bål og skulle snakke klimaforandringer. Jeg havde fordomme om, at de nok ikke helt var up to date, hvad det angik. Som mange andre havde jeg det her billede af de forfærdelige sydamerikanere, der brænder skoven af, og hvad fanden bilder de sig ind? Jeg fandt ud af, at det nok var lidt mere komplekst. De oprindelige folk, der stadig lever der, er virkelig andenrangsborgere i landet, og for dem er det et spørgsmål om at overleve. I den ene del af junglen fælder man en masse træer for at lave området om til landbrug, så man i sidste ende kan producere en masse billige hamburgere, som vi så kan mæske os i. I den anden del brænder man skoven af for at producere palmeolie. Det er ikke bæredygtigt, men det ved de godt selv. De er jo ikke dumme. Det er bare et spørgsmål om fattigdom.

Selvfølgelig var jeg også helt forkert på den, hvad angik mine fordomme. De vidste alt om klimaforandringer og forstod fuldstændig, hvordan det hang sammen. For inde midt i Amazonas er man påvirket af det. Deres klima er ikke, som det plejer. Da jeg besøgte dem, befandt de sig i en tørkeperiode, hvilket er helt absurd og ikke specielt heldigt i en regnskov.

Den slags oplevelser, hvor mine fordomme kommer til kort, har jeg nu haft flere gange. I Qaanaaq i det nordlige Grønland mødte jeg en fanger, der fortalte, at de havde mange oplevelser med klimaforandringer. De kunne ikke længere læse vejret på skyerne og på bølgerne, som de plejede at gøre. ’Hvad gør I så?’ spurgte jeg. ’Så spørger vi medicinmanden’, svarede han. Det blev jeg nysgerrig på. ’Hvor tit taler du med medicinmanden?’ Det gjorde han hver dag. ’Hold da kæft, gad vide, om det var muligt for mig at tale med ham?’ Det kunne jeg da sagtens. ’Jamen hvad hedder han da?’ Så svarede han: ’Han hedder … Internettet’.

”MeToo passer ikke rigtigt til vores selvbillede, så vi vil helst ikke tale om det. Det seneste eksempel er Jens Gaardbo, der forlod TV 2 på grund af noget, der skete for 20 år siden. Hvorfor fortæller man ikke bare, hvad det handler om? Ellers kommer der jo kun til at være endnu flere historier om, hvad han kunne have gjort dengang. Det virker meget voldsomt for de fleste mennesker, når noget for 20 år siden kan have den konsekvens. Det virker også en lille smule bekvemt for TV 2 at sige, at det skete for 20 år siden, underforstået at der de seneste 19 år ingen problemer har været. Men hvis det skete for 20 år siden, og der ikke er sket noget siden, hvorfor skal han så gå? Derfor er det vigtigt at få talt ordentligt om de her ting. Risikoen er, at man ikke får gjort det, og så kommer der i stedet en masse rygter og dermed en masse usikkerhed og angst for at tage fat og sige tingene, som de er,” siger Nikolaj Coster-Waldau.

Skjorte, Uniqlo, 249 kr.

DET MÆRKELIGE MED os mennesker er, at vi altid taler om vejret, men vi glemmer det også lynhurtigt igen. Vi kan stå i det værste regnvejr, der føles, som om det aldrig vil holde op igen. Næste dag skinner solen, og så er det næsten for meget af det gode med den varme. I Danmark befinder vi os i smørhullet, hvor vi endnu ikke har haft de her ekstreme vejrfænomener, men hvis man tager steder som Indonesien eller Florida, ser man de samme tendenser. Her er der enorme orkaner, der ødelægger byer, men alligevel genopbygger folk igen og igen og igen. Jeg spekulerer nogle gange over, hvorfor vi insisterer på at ville bo et sted, hvor vi ved, det vil gå galt. På den ene side er der noget vidunderligt menneskeligt gåpåmod over det, på den anden side er det et tydeligt eksempel på, hvordan vi ignorerer naturens nødråb. Vi insisterer på at fastholde et verdensbillede, der ikke er holdbart. Om 20 år vil vi kunne snakke om engang, hvor det var anderledes. Men samtidig vil de nye tilstande være normaliseret, så man vil ikke gå rundt og tænke: ’Hvor er vejret mærkeligt’. For det er jo bare vejret.

Hvad fremtiden angår, er jeg absolut optimist. Jeg tror ikke, at menneskeheden bliver udslettet. Gennem alle tider har mennesker været sindssygt dygtige, fænomenale, brillante. Der er ikke noget, vi ikke kan. Derfor tror jeg også, at vi kan finde teknologiske løsninger på at bevæge os fremad. Men lad mig sige det sådan, at hvis vi ser på pandemien, har vi undervejs indrettet os og fundet nye veje, men vi er jo slet ikke kommet til regningen endnu. Når det kommer til klimaforandringerne, kan vi gange det med 100.

Fordi forandringerne sker over forholdsvis mange år, opdager man det ikke på samme måde. Hvis vi ser på tallene, er der allerede sket ret store forandringer de seneste 20 år. De næste 20 år vil det blive voldsomt. Hvis mine fremtidige børnebørn ikke skal leve i en radikalt forandret verden, kræver det forandringer. Det absurde er, at jeg selv vil komme til at se det i min levetid. Hvis man ser historisk på, hvor lang tid klimaforandringer tager, er det helt sindssygt med så drastiske øgninger af vandstande på så kort tid. Jeg er sikker på, at vi kommer med fantastiske løsninger. Men hvis der er noget, vi ikke kan gøre, er det at sætte uret tilbage.

”Det har virkelig været en stor oplevelse for mig at møde de mennesker, der arbejder inden for FN-systemet. Når jeg er rundt i verden, bliver det ret tydeligt, at det, der i min egen hverdag er enormt anstrengende og udfordrende, blegner sammenlignet med andre mennesker i andre dele af verden,” siger Nikolaj Coster-Waldau.

JEG HAR VÆRET overrasket over, hvor store udfordringerne er. Mest af alt har jeg været overrasket over kompleksiteten. Hvis man ser på de seneste 50 år, går det på mange måder langt bedre i dag. Om det er lighed mellem kønnene, udryddelse af ekstrem fattigdom eller et helt tredje parameter. Men så har vi klimaet som den store joker. Her går det bare den forkerte vej, og hvis det kommer helt ud af kontrol, vil det smadre alt det andet. Så vil vi også se folkevandringer af mennesker, der ikke kan bo andre steder i verden, og så bliver det først for alvor … spændende.

For nylig fandt jeg en gammel avisforside fra The Guardian, fra dengang jeg som ung skuespiller boede i London. Den var skrevet i 1997 i forbindelse med det årlige FN-topmøde. 2000 videnskabsfolk kom med rapporter med fremtidsforudsigelser. Sådan noget som at Californien ville blive ramt af voldsommere skovbrande og den slags, der har vist sig at holde stik. Dengang var der ingen, der reagerede med ’Oh my god!’.

Man har jo konstant forsøgt at råbe op, uden at det har skabt særlig klangbund. Da jeg gik i skole, snakkede man også om klimaforandringer. Dengang hed det bare drivhuseffekt og handlede om at få styr på kuldioxiden og den slags. For 14-15 år siden kæmpede Al Gore en ihærdig kamp for at skabe fokus, men så kom finanskrisen, og så var der ingen, der gad tale klima mere. I stedet blev det vigtige at få gang i økonomien.

Der er intet nyt i det. Det eneste, forskerne er overraskede over, er, hvor hurtigt det er gået. Alle de værst tænkelige prognoser har ramt plet. Det seneste årti har vi historisk set haft de otte varmeste år. Det er absurd.

For mig er det tydeligt, at der også er en dovenskabsting forbundet med det. De fleste vil gerne gøre en forskel, men det er altså nemmere eksempelvis at genbruge, hvis man i stedet for at køre ned på genbrugspladsen bare lige kan gå ud til skraldecontaineren og proppe tingene i det rigtige rum. Det kender jeg fra mig selv. Heldigvis bliver det hele tiden nemmere at gøre det rigtige. Samtidig fornemmer jeg, at den folkelige vilje og forståelse er større i dag, og så er der gået økonomi i det. Den store økonomiske vækst kommer til at ske inden for klimasektoren. Derfor er jeg meget håbefuld. Bare tag el-biler. Det har været prøvet flere gange, og hvem husker ikke dokumentarfilmen ’Who Killed the Electric Car?’ fra 2000’erne? Lige pludselig rammer det øjeblik, hvor forandringerne sker.

DE SENESTE ÅR har jeg besøgt en del forskellige steder med FN. Kenya, Thailand, Maldiverne, Sydamerika, Grønland og selvfølgelig USA. Især Rwanda gjorde meget, meget stort indtryk på mig. Jeg kendte ikke rigtigt andet til landet, end at de havde haft det her forfærdelige folkemord for 25 år siden. Det er altså ikke ret lang tid siden, og derfor forventede jeg også at se noget helt andet end det, jeg mødte.

Det første, jeg lagde mærke til, var de små ting. Allerede da vi kørte fra lufthavnen, hæftede jeg mig ved, at der ikke var noget skrald. De fleste steder i verden er turen fra lufthavnen en af de tristeste, og bare man kører ud af Kastrup, er der jo skrald. Her var jeg i et tredjeverdensland med grusveje og små hytter, men der var rent, pænt og ordentligt. Det viste sig, at de havde forbudt plastikflasker og har planer om at forbyde al plastik inden for de næste to år.

Det gjorde stort indtryk på mig at få indblik i Rwandas historie. Da de skulle genopbygge landet, besluttede de, at alle skulle inkluderes. De vedtog ved lovgivning at få 50 procent mænd og kvinder i parlamentet. De gør alt for at opnå tilsvarende i den private sektor, og selv om de ikke er der helt, er de oppe på 30 procent, hvilket er langt mere, end de fleste andre steder i verden. Man besluttede også, at alle har ansvaret for alle. Én gang om måneden er der borgerdag, hvor alle gør noget for det lokale samfund. Høj som lav bidrager.

Som det eneste sted i verden lever der gorillaer på grænsen mellem Rwanda, Uganda og Den Demokratiske Republik Congo. Jeg var selv oppe i de tætbevoksede bjerge og se dem, og det var en helt sindssyg oplevelse. Man har også The Big Five – løver, leoparder, elefanter, næsehorn og bøfler, og netop derfor kunne man snildt forestille sig, at der lå kæmpestore luxury lodges til turisterne. Men de har vedtaget, at hvis man skal have tilladelse til at bygge, skal visse betingelser opfyldes. Det skal være bæredygtigt, det må ikke svine, og samtidig skal man hyre lokale og sende halvdelen af overskuddet tilbage til lokalsamfundet. Det betyder selvfølgelig, at nogle ikke gider, fordi de hellere vil tjene alle pengene selv.

Det er enormt inspirerende at se et land, der var så fattigt, have opnået så enorm en stolthed. For selvfølgelig kan man skabe forandringer. Selvfølgelig kan man skabe et samfund, der er bedre og mere lige, end hvad vi har haft før. I Rwanda er de på 25 år gået fra helvedes dyb til at være et foregangsland.

DA MAN SKULLE genopbygge Rwanda, besluttede man sig for først at forstå, hvad der gik galt. For aldrig igen at stå i en situation, hvor landsmænd slår hinanden ihjel. Derfor gik man helt tilbage til 1950’erne og kiggede på tendenserne fra dengang. Rwanda er en gammel koloni, der i sin tid var en del af Belgisk Congo, og man fandt ud af, at det var der, dæmoniseringen begyndte. Altså 30-40 år før folkedrabet. Dengang begyndte man at bruge ordet kakerlakker om bestemte befolkningsgrupper. ’Kakerlakkerne skal dø’, sagde man.

Det er meget vigtigt at holde for øje, at ord har betydning. Jeg kan stadig huske dengang, hvor Mogens Glistrup og Fremskridtspartiet begyndte at tale om muhamedanerne. ’Muhamedanerne kommer!’. Man pegede fingre af en bestemt gruppe danskere baseret på deres religion. Dengang var det grænseoverskridende, men i dag er det jo helt normalt, at vi taler om muslimerne, som vi aldrig ville tale om andre grupper i samfundet.

Selvfølgelig findes der hardcore racister i ethvert samfund, men jeg er overbevist om, at 99 procent af alle danskere ikke er det. Det er bare ganske almindelige mennesker, der ikke tænker over de underbevidste ting. Men hvis du har et mellemøstligt klingende navn, er det sværere at få arbejde eller overhovedet komme til jobsamtale. Hvordan ændrer vi det? Hvordan når vi hen til, at uanset om du hedder Abdulla eller Anders, skal du have samme muligheder? Hvis man er uddannet civilingeniør med fantastiske karakterer, men alligevel får 20 afslag, er det jo ikke svært at forstå, hvis man tænker: ’Gad vide, om det hænger sammen med mit navn?’ Men automatreaktionen for mange danskere er: ’Det har slet ikke noget med det at gøre. Der var bare nogen, der var bedre’. Vi har svært ved at tage diskussionen herhjemme, fordi det ikke passer ind i vores selvbillede. For hvis vi først anerkender det, skal vi også gøre noget ved det.

SÆRLIGT I BEGYNDELSEN, efter at jeg havde mødt min hustru, var jeg overrasket over, hvor udbredt det var med fordomme. I dag hører jeg det sjældent, for de fleste ved, at jeg er grønlandsk gift og siger fra, hvis jeg hører noget. Men det er stadig mit indtryk, at det er okay at gøre grin med eller udstille grønlændere på en anden måde. Vi er så småt ved at tage fat, men der er stadig et stykke vej, for der er så meget mellem de to lande, der ligger og bobler under overfladen.

Der er ingen tvivl om, at der er kæmpeproblemer med omsorgssvigt på Grønland. Men hvis man dykker ned i tallene, er det også meget komplekst. Der er udfordringer, som vi ikke helt har forståelse for. Det er et land med 55.000 indbyggere, hvilket svarer til Horsens eller sådan noget. De har formentlig det samme antal socialarbejdere til rådighed, men på Grønland skal de til gengæld dække et enormt areal. Det er klart, at det er sværere. Der er slet ikke samme apparat som i Danmark.

Men ligesom vi aldrig ville definere os selv ud fra Tønder-sagen, er det lige så problematisk at definere grønlændere ud fra historier om omsorgssvigt eller misbrug. For det sker ved gud også i Danmark. Der er også den her kliche om, at grønlændere drikker som huller i jorden. Men faktum er, at de drikker langt mindre end danskere pr. indbygger. På samme måde oplever jeg jo også, hvordan der i Grønland er sindssygt mange fordomme om danskere. Når jeg hører dem, tænker jeg også: ’Sådan er vi da ikke, vi er jo søde mennesker’. Langt de fleste mennesker gør ikke det her af et ondt hjerte. Det er fordomme, der er svære at få bugt med, fordi de ligger så dybt i os. Hvordan taler vi om hinanden, og hvordan hører vores børn, at vi taler om andre?

”Det er enormt inspirerende at se et land, der var så fattigt, have opnået så enorm en stolthed. For selvfølgelig kan man skabe forandringer. Selvfølgelig kan man skabe et samfund, der er bedre og mere lige, end hvad vi har haft før. I Rwanda er de på 25 år gået fra helvedes dyb til at være et foregangsland”

NIKOLAJ COSTER-WALDAU

Når det så er sagt, synes jeg, der er sket rigtig meget. Der er kommet langt større opmærksomhed på Grønland herhjemme de seneste 10 år. Jeg oplever også, at der er kommet en langt større respekt og stolthed over landet. Min kone skal medvirke i et DR-program om Grønland, der er inspireret af tv-serien ’Historien om Danmark’. Det glæder jeg mig helt vildt til at se. Jeg har selv medvirket i en tv-serie, der hed ’Gennem Grønland’, og der fik jeg enormt meget feedback fra danskere, der skrev: ’Hold da kæft, det anede jeg ikke!’ Hvor skulle man også vide det fra? I et typisk folkeskoleforløb er der dedikeret cirka fem dage til Grønland. Det meste handler om flora og fauna og sådan noget. Det er klart, at der er en uvidenhed.

Jeg husker selv, da jeg var 18-19 år, og det gik op for mig, at Danmark havde været en stor slavenation engang. Det var et chok for mig! Den historietime havde jeg altså ikke lige været til. Og igen, det passer nok bare ikke ind i vores selvbillede som det her fantastiske land, som vi uden tvivl er. Men som alle andre nationer har vi også lig i lasten, og det er vigtigt at huske på.

Vores historie om 2. Verdenskrig handler også først og fremmest om vores modstandsmænd. Vi definerer os selv som modstandskæmpere. Men det var jo ikke de fleste, der var det. Det var tværtimod et fåtal. Det gør os ikke mindre værdifulde eller gode som hverken nation eller befolkning. Men det er meget godt at have med i overvejelserne, når man peger på, hvor forfærdelige andre nationer er. Hvis man forstår nuancerne i ens egen fortælling, forstår man, at der er nuancer i enhver historie.

FOR NOGLE ÅR siden blev jeg inviteret med til mit første projekt i FN-regi. Global Goals’ World Cup i Kenya. Jeg har et fuldstændig passioneret forhold til sport på en helt barnlig måde. Ikke mindst fodbold. Jeg griber enhver anledning til selv at spille, og når mit favorithold Leeds spiller i fjernsynet, skal der være en usædvanlig god grund til, at jeg ikke ser med. Derfor var jeg heller ikke i tvivl om at sige ja.

Der er bare noget med fodbold. Det er den største sport i verden, som går på tværs af alle landegrænser. Det her var et meget ambitiøst projekt, hvor man kombinerer sport med at sætte fokus på nogle alvorlige emner. Der deltager kvinder fra hele verden. Man har turneringer rundtom i de forskellige verdensdele, og de respektive vindere mødes i en finaleturnering under FN’s generalforsamling. Min vigtigste funktion var at skabe opmærksomhed og tiltrække pressedækning. Jeg skulle også være dommer i nogle af kampene, hvilket jeg ikke havde prøvet før. Heldigvis mødte jeg ikke alt for stor utilfredshed med mine kendelser.

Der var kvinder fra hele Kenya, og de spillede pissegodt. Det var en glædesfest, og samtidig mødte jeg skæbner, der gjorde stort indtryk. Der var blandt andet et hold fra et børnehjem, der fortalte mig nogle temmelig grumme historier om, hvad de havde været igennem.

For mig personligt har det på mange måder været en øjenåbner at være med FN rundt. Jeg troede, jeg vidste lidt af hvert, men jeg fandt ud af, at jeg kun kendte overfladen. Hvad angik lighed mellem kønnene, tænkte jeg: ’Så er det nok heller ikke værre’. Men så finder man ud af, at der er mere end 50 lande i verden, hvor der er decideret lovgivning mod lighed. Man sørger simpelthen for, at halvdelen af befolkningen ikke har samme indflydelse som den anden halvdel.

Argumentet for ligestilling er jo meget indlysende. Lande med ligestilling klarer sig bedre. Det samme gælder for firmaer. Der er sindssygt mange firmaer, også i Danmark, hvor kun en lille del af bestyrelsen og ledelsen består af kvinder. Men adskillige undersøgelser viser, at jo større diversitet, jo bedre klarer man sig. For der er bare en forskel, og enhver, der har været gift, ved, at mænd og kvinder tænker forskelligt.

Ligestilling giver fuldstændig mening ud fra de kolde betragtninger. Men derudover er der nogle helt indlysende menneskerettighedsbetragtninger på spil. Alle mennesker bør have lige muligheder. Man burde ikke engang behøve at sige det højt. Problemet er bare, at den ene halvdel ikke er så lige som den anden.

ALLE FORÆLDRE HAR formentlig oplevet, at deres børn ikke gider gå i skole. Eller brokker sig over lektier. Til FN’s generalforsamling mødte jeg på et tidspunkt en meget inspirerende ung dame, Malala. Hun blev skudt i hovedet i Afghanistan, fordi hun havde den frækhed at insistere på at ville i skole. For vores børn er skolen forbundet med noget røvsygt, men for millioner af unge piger har de ikke engang ret til det.

Siden er Malala blevet den her enorme kraft, der kæmper for pigers adgang til uddannelse. Jeg skulle interviewe hende på scenen i FN-bygningen med afsæt i hendes kampagne mod vold mod kvinder. Jeg havde mine døtre på 20 og 17 år med, og det var en meget stor oplevelse for os alle tre.

Det er altid hårdest for dem, der går forrest. På Maldiverne mødte jeg landets første kvindelige dykkerinstruktør. Det havde altid været hendes drøm, men da hun voksede op, var det bare ikke en mulighed for kvinder i landet. Fordi hun insisterede, lykkedes det hende til sidst. Nu er hun det højest mulige niveau af dykkerinstruktør, og siden har hun skabt et helt program, som har fået både FN og den lokale regering med om bord, så alle børn på Maldiverne i dag får kurser, der giver dem lov til at opleve havet. Fordi hun fik lov til at se koralhavet, men også forureningen, der påvirker livet under havoverfladen, insisterede hun på at give alle unge mulighed for at opleve det samme. Det er et lillebitte program, men samtidig sindssygt effektivt, for man introducerer noget for alle skolebørn, der er så fundamentalt for livet på Maldiverne – nemlig havet.

Når jeg har været rundt, er jeg hele tiden stødt på den gode historie. Den, der bryder rammerne, hvor nogen har turdet stille sig frem. Det er selvfølgelig absurd at kræve, at alle har det samme gåpåmod som de to piger. Særligt Malala er et ekstremt eksempel, for det er en lille pige, der bliver skudt i hovedet, fordi hun vil gå i skole. Det endnu mere sindssyge er så, at hun overlever, bliver og kæmper videre.

Nikolaj Coster-Waldau vendte kort før jul hjem til sin familie i Danmark efter månedlange optagelser til en Netflix-film på Island. Fra 25. februar er han aktuel som den mandlige hovedrolle, gourmetkokken Carsten, i Christoffer Boes kærlighedsdrama ’Smagen af sult’. I filmen spiller han over for Katrine Greis-Rosenthals Maggie, og parret driver sammen gourmetrestauranten Malus. Coster-Waldau forberedte sig til rollen ved at stå i lære på Michelinstjerne-restauranten Geranium i København.

T-shirt, Uniqlo, 99 kr.
Ur, Cartier, 52.500 kr.

NÅR JEG OPLEVER den slags, er det ikke sådan, at jeg rynker på næsen, når folk herhjemme fortæller om at få overtrådt grænser på arbejdspladsen. Livssituationer er forskellige, og jeg deler ikke opfattelsen af, at blot fordi vi er et rigt land, kan der ikke være folk, der har det skidt. Den diskrimination, Malala kæmper mod, handler om liv og død. Det er en kamp for rettigheder, der kan koste dig fængsel eller i værste fald dit liv. Man kan også tage den saudiske aktivist Loujain Alhathloul, der røg i fængsel, fordi hun var så uforskammet at køre bil. Selvfølgelig er perspektivet anderledes. Men måske netop derfor er det vigtigt, at vi som nation insisterer på at holde fast i helt grundlæggende principper.

Vi sidder på den grønne gren globalt set, men der er ting, vi kan gøre bedre. Mennesker på bunden falder gennem sprækkerne, og kvinder oplever diskrimination. Det er jo smertefuldt på en anden måde. Jeg behøver ikke at sammenligne det med en, der bliver skudt i hovedet for at ville i skole. Det er jo ligesom klassikeren: ’Spis op, for børnene i Afrika har ikke mad’. Det er en nem måde at lukke munden på folk på, men den holder bare ikke. Vi må forholde os til vores egen virkelighed.

Det har været tankevækkende at følge med i sagerne i den danske mediebranche det seneste halve år. For man hører hele tiden, at vi jo er alt for avancerede og civiliserede til overhovedet at have den slags problemer. Vi har tendens til at negligere problemerne. Men det rammer os som en boomerang. Når først man løfter gulvtæppet, er der altid masser af skidt at finde.

I Danmark bryster vi os af at være på toppen, men når det kommer til ligeløn, er vi ikke engang i top-10. Historisk set har kvinder i skuespillerfaget også fået lavere løn end mænd. Ikke på grund af deres evner, men fordi de ikke har haft en diller. Så sent som for et par år siden lavede Skuespillerforbundet en undersøgelse, der med al tydelighed viste, at der var underbetaling af kvinder. Penge er det konkrete udtryk for den værdi, man synes, at nogen har. Så det taler sit tydelige sprog, når kvinder får mindre. Det er jo ikke i orden. Der er intet i vores del af verden, der burde være kontroversielt ved ligeløn.

Jeg har selvsagt ikke noget imod, at man har mulighed for at tjene mange penge, hvis man laver noget meget succesfuldt. Jeg har selv været heldig at medvirke i ’Game of Thrones’. Men for mig at se er det vigtigt, at skuespillere får samme løn for det samme arbejde. Derfor sagde jeg også til de andre hovedrolleindehavere, at jeg syntes, vi skulle gå sammen om at få samme løn. Det krævede lidt overtalelse, men det endte med, at vi var fem, der gik sammen. Tre mænd og to kvinder. I stedet for at der var en, der måske fik mere end de andre, fik alle mere.

Det gav bare god mening på alle parametre. Ud over det åbenlyst rimelige i det tror jeg også på, at det simpelthen er bedre, så ingen render rundt på settet og føler sig forfordelt. På ’Game of Thrones’ opstod der en følelse af sammenhold, og vi endte med at have et fremragende samspil skuespillerne imellem. Selv var jeg meget heldig med min rolle som Jamie Lannister, fordi den lagde op til mange to-personer-scener, hvor der var en løbende udvikling i karakterens interne forhold gennem historien. Både i forhold til Lena Headey og Peter Dinklage, der var min søster og bror i filmen, men også med Gwendoline Christine, der spillede Brienne, og Jerome Flynn, der spillede Bronn. Det var enormt dygtige skuespillere, vi fik fantastiske relationer, og jeg er siden blevet gode venner med flere af dem.

HVER GANG DER kommer historier frem om sexchikane, bliver jeg nærmest mere overrasket over, hvor overraskede folk bliver. Men jeg må indrømme, at da MeToo-bølgen rullede i Hollywood i 2017, var jeg selv chokeret over, hvor absurde nogle af historierne var. Hele den her ting med, at magtfulde mænd kan lide at spille pik foran kvinder? Jeg har stadig ikke helt forstået, hvad det går ud på. Der var i det hele taget bare nogle sindssyge eksempler iblandt. Så jo, jeg var overrasket, men samtidig tror jeg, at de fleste af os har kendt historier, hvor man har tænkt: ’Okay, den var godt nok lige på kanten’.

Som ungt menneske kan man nogle gange komme ind i en kultur, som man ender med bare at overtage. Man tænker: ’Nå, det er åbenbart sådan her, det fungerer’. Man antager, at det er normalen, og så glemmer man måske at stille spørgsmål ved, om det nu også er sådan, det burde være. Da MeToo i første omgang rullede i Danmark, handlede det hele om Peter Aalbæk og Zentropa. Det er i høj grad her, jeg selv trådte mine barnesko som skuespiller, og jeg har en stor kærlighed til selskabet. Jeg tror også, det er anderledes, når man kommer ind som skuespiller på et projekt, så jeg har aldrig selv set noget problematisk. Peter Aalbæk har jo heller aldrig lagt skjul på sin måde at være på. Man kan ikke være chokeret over, at han har klasket nogen i røven, for sådan har han altid været. Han har altid prøvet at trykke på knapperne, provokere folk og udstille hykleri og den slags. Det kan ingen være overraskede over.

Men det var til gengæld overraskende, også for mig, at der var ansatte, der tydeligvis har følt ubehag ved visse situationer. Det er klart, at det er jo ikke godt. Så er det nemt nok at sige: ’Jamen det var bare, som det var’ eller ’Hvorfor sagde du ikke fra?’ Men det kan altså være svært, hvis man er 20 år og fuldstændig grøn i branchen. Det var det samme, Sofie Linde prøvede at gøre opmærksom på til Zulu Comedy Galla.

Jeg taler meget med mine egne døtre om det. De er 17 og 20 år og vil begge to gerne spille skuespil. Jeg siger til dem: ’Hør her, I bliver nødt til, ikke bare i branchen, men i livet i det hele taget, at turde sætte jeres grænser.’ Det er sindssyg vigtigt at lære. Og det er sindssyg vigtigt at lære vores sønner, at der skal være en grundlæggende respekt for hinanden.

DERFOR VAR JEG også så begejstret, da jeg så ’Euphoria’ på HBO. Det er en amerikansk tv-serie om en gruppe highschool-studerende, og den rammer lige præcis ind i, hvad det vil sige at være teenager og møde seksualitet, samtidig med at man bevarer grænser og respektfuldhed over for hinanden. Den er sindssygt god. Fantastisk faktisk.

Min oplevelse er, at vi er blevet bedre til at italesætte det end tidligere. Jeg har arbejdet meget i udlandet de seneste år, og der mærker jeg en meget større opmærksomhed på den slags. Jeg ved fra mange kolleger, og jeg kender fra mig selv, at der særligt tidligere i vores karrierer var situationer, hvor det mest af alt bare var ubehageligt. I min første film ’Nattevagten’ havde jeg en scene, hvor jeg skulle ligge splitternøgen. Jeg fattede ikke en skid, så jeg gik bare ind på settet i bar røv. Der gik 40 mennesker rundt omkring mig, og jeg følte mig meget ubekvem med situationen. Det var en scene med Sofie Gråbøl, og der var ingen særlig hensyntagen til, at det kunne være ukomfortabelt for unge skuespillere med nøgenscener. Det var både grænseoverskridende og ubehageligt.

Det ville man aldrig se i dag. I min seneste film ’Smagen af sult’ var Zentropas producer Louise Westh totalt ovenpå, når det kom til at tale alt igennem og sørge for, at alle var trygge. Jeg har faktisk aldrig oplevet magen. Der er et helt andet fokus på, at der skal være styr på det. Det er vigtigt at slå fast, at der heller ikke var nogen, der var ude på, at det skulle være ubehageligt tidligere. Der var bare ikke samme opmærksomhed i forbindelse med det. Tiderne har ændret sig til det bedre.

I ’Game of Thrones’ var der en masse nøgenscener, men de kvinder, der medvirkede, gik ind til jobbet med den klare forudsætning. HBO og Warner Brothers er enormt forsigtige med, at der ikke skal være noget at sætte en finger på. For der er jo ikke noget galt i at vise nøgne mennesker på film. Men det skal gøres på en måde, hvor alle ved, hvad de har sagt ja til, og fuldstændig præcis forstår, hvad der foregår.

Hættetrøje, Louis Vuitton, 17.500 kr.
Bukser, PS Paul Smith, 930 kr.
Sko, A Day’s March, 1.250 kr.
Ur, Cartier, 52.500 kr.

Taburet, Pierre Chapo, hos Mathias Mentze, 4.750 kr.
Lampe, Haos Paris, 4.835 kr.
Stol, Mies Van der Rohe for Knoll, købt på auktion hos Lauritz.com

DET HAR VÆRET interessant at se på Danmark, for vi er kommet ret sent i gang med at tale om de her ting sammenlignet med så mange andre. Vi vil faktisk stadigvæk helst ikke tale om det. Der kommer jævnligt eksempler, hvor folk bliver afskediget for noget, de engang har gjort, uden at man uddyber det. Altså, hvorfor sætter man ikke bare ord på, hvad fanden der skete? Også for at afmystificere det. Det er vigtigt at få snakket ordentligt om de her ting, for risikoen er, at man ikke får gjort det, og så kommer der i stedet en masse rygter og dermed en masse usikkerhed og angst for at sige tingene, som de er.

For alt andet lige betyder hensigten også noget. Her snakker vi ikke om kriminelle gerninger. Det er vigtigt at understrege. Men det, der skete i USA i begyndelsen af MeToo, var, at alting blev blandet sammen i en pærevælling, og så opstod der til sidst en mærkelig angst for at tale frit. Harvey Weinsteins voldtægter blev sidestillet med dumme jokes for 30 år siden, som noget, der havde været lige så slemt eller traumatiserende.

Det var en farlig vej at gå ned ad. Nu er vi et sted, hvor folk nærmest er blevet angst for at udtrykke, hvad de mener. Den såkaldte cancel culture finder jeg sindssygt farlig. Vi må ikke lukke ned for den frie tanke, frie debat og retten til at sige, hvad fanden man vil. Det er virkelig, virkelig vigtigt. Man skal kunne tage de ubehagelige snakke om sexisme, men samtidig skal der være plads til, at folk kan stille sig frem og sige: ’Jeg har begået en fejl. Jeg ved ikke, hvad fanden jeg tænkte på. Det var forfærdeligt, det ser jeg nu’. Der må vi som samfund give plads til, at den gode, gamle tilgivelse kan komme i spil. For ellers tror jeg ikke, man kan komme videre. Hvis det er one strike and you are out, bliver det meget svært at ændre kulturen.

Det var også derfor, jeg var så inspireret af mit besøg i Rwanda. Det er altså et land, hvor en million mennesker blev hakket ihjel af deres naboer, men alligevel insisterer de på, at hvis man skal videre, bliver man nødt til at kunne tilgive og acceptere hinanden. Selvfølgelig kan det ikke sammenlignes 1:1, men hvis man kan rejse sig og komme videre fra noget så sindssygt, traumatiserende og ødelæggende, kan vi også komme videre fra uheldige, åndssvage og sexistiske bemærkninger.

LIGE NU STÅR vi et sted, hvor vi har været fire år i den her mærkelige Trump-æra. Han har været så ekstrem, at det har skabt en modbevægelse, der også er meget ekstrem, uforsonlig og utilgivelig. Det der It’s unforgivable er man begyndt at høre meget i USA.

Jeg kan huske, da skuespilleren Liam Neeson fortalte, hvordan han som ung mand havde oplevet en af sine veninder blive voldtaget af en sort mand, og fordi han var så opslugt af raseri, ville han ud og finde en sort mand, han kunne slå ned. Det var en fuldstændig hjernedød handling, som han skammede sig meget over. Hele pointen var, at han tog dyb afstand fra det i dag. Det var et interview, der handlede om, hvordan vi opdrager vores børn og alt det der. Det kan kun være vigtigt, at en mand i hans position siger: ’Hør her, jeg har også været derude. Det er et forfærdeligt sted, og det kan ikke anbefales. Jeg er opvokset i en kultur, hvor det virkede normalt på det tidspunkt, men det var det tydeligvis ikke. Det var fuldstændig sindssygt’.

Men han blev simpelthen udskammet på det groveste. Folk missede fuldstændig pointen og var ikke interesseret i substansen. På samme måde da Viggo Mortensen medvirkede i ’Green Book’. I manuskriptet bliver n-ordet brugt, og i forbindelse med presseomtalen fortalte han om, hvorfor det bliver brugt. I samtalen brugte han så selve ordet. På ingen tid blev han hængt ud som et forfærdeligt menneske. Der kan jeg huske, at jeg tænkte: ’Okay, nu begynder vi på sådan en McCarthy-heksejagt.’ Det er så farligt, for så bliver folk i stedet angste, og det lukker hele samtalen ned.

Jeg håber, at vi snart er på vej væk fra det igen. For hvor mange deciderede idiot-røvhuller møder man egentlig i sit liv? Ja, man møder folk, hvor man tænker: ’Okay, han eller hun er ikke lige min kop te.’ Men de der deciderede rådne æbler er der jo ikke særlig mange af. Hver gang jeg har været rundt i verden, er jeg kun blevet mere optimist på vores tid.

For mig står Rwanda som eksemplet på, at man ikke behøver at være nådesløs for at opnå store forandringer. Man kan vælge den forsonende vej. Jeg tror ikke på idéen om at brænde lortet ned og begynde forfra. Vi har et rigtig godt udgangspunkt, og der er ingen grund til at vælte det hele. Der er bare grund til at gøre det bedre.

Fra Dossier nr. 23, februar-marts 2021.