Simon Bennebjerg

Skuespiller, 31 år

For tiden er Simon Bennebjerg i gang med optagelserne til fjerde sæson af tv-serien ’Borgen’. Ofte møder han op på settet kvart over syv, kommer i kostume og bliver sminket og når lige hurtigt at øve replikker igennem med de andre skuespillere, før de optager dagens scener. Typisk mellem tre og fem i et kæmpestort studie i Skovlunde, der er bygget, så det fuldstændig minder om Udenrigsministeriet. ”Jeg har tidligere spillet i studier, hvor det krævede, at man blev nødt til at bilde sig selv ind, at settingen var rigtig, men det her studie overrumpler mig hver gang. Man kommer ud ad elevatordøre sådan helt ’West Wing’-agtigt, hvor statister kommer gående forbi. Vi sidder også i totalt lækre ministerbiler. Scenografien er med til at skabe en illusion, der er sindssygt troværdig, så jeg nemt kan gå ind i den med min karakter,” siger han.

”På film bliver det nogle gange det moment, man selv hader, som de vælger i klipperummet. Selvfølgelig har man som skuespiller en fornemmelse af, hvad der fungerede, men jeg tror også, der er gaver at hente, hvis man giver slip på det der med enten at belønne sig selv eller slå sig selv i hovedet hele tiden.”

Simon Bennebjerg

I ’Borgen’ indtager Simon Bennebjerg rollen som ministersekretær for hovedkarakteren Birgitte Nyborg spillet af Sidse Babett Knudsen. Instruktøren Per Fly bad ham lave en baggrundshistorie til sin karakter. Det krævede indgående kendskab, og selv om han går meget op i politik, har han aldrig haft hverken interesse eller forståelse for selve magtapparatet. Derfor måtte han forberede sig grundigt. Blandt andet holdt han møde med en tidligere ministersekretær, en tidligere politisk rådgiver samt en statskundskaber. ”Hele den del var jeg virkelig uvidende om, og det er i udgangspunktet slet ikke min lingo. Mange af mine replikker består af ord, jeg aldrig har haft i munden før. ’Erhvervsattache’ og sådan noget. Det kunne være lidt angstprovokerende med impro i begyndelsen. Første dag anede jeg ikke, hvad jeg skulle sige, så der blev det sådan noget som: ’Nå, lad os sende de mails!’ Det er en virkelig kompliceret verden, men det er blevet bedre nu. De forberedende møder klædte mig sindssygt godt på til det, og jeg har endnu ikke haft fornemmelsen af, at jeg brød karakteren,” siger han.

Da Simon Bennebjerg var lille, tog hans mor ham ofte med på tur fra barndomshjemmet i Vanløse til teatret og balletten i centrum af København. Det blev han virkelig forelsket i, ja, næsten misundelig over skuespillernes hemmeligheder på scenen og alt det, der skete i kulissen. Selv begyndte han tidligt at klæde sig ud, gå til live-rollespil og spille Dungeons and Dragons. ”Jeg var ikke god til sport, og jeg er ordblind, så jeg har det svært med retstavning og matematik og følte mig generelt dum i folkeskolen. Jeg var heller ikke specielt populær. Det er ikke sådan, at jeg har haft en hård barndom overhovedet, men det var kun her, jeg følte mig rigtig god til noget,” siger skuespilleren. Det var dog først i gymnasiet, han begyndte at spille teater, og efterfølgende søgte han første gang ind på Teaterskolen. Da han ikke kom ind, tog han i stedet et år på teaterdaghøjskolen Scenekunsten på Nørrebro, hvor det for alvor tog fart. ”Det sprængte min hjerne i luften. Jeg fik kontakt med min krop og begyndte at danse. Jeg var helt rørt hver morgen, når jeg mødte ind i min sorte træningstrøje og sad der og strakte ud og havde mit eget lille skab. Det var ren New York og alle de der idéer, jeg havde haft om det.”

I tredje forsøg blev han optaget på Teaterskolen, og efterfølgende blev han tilkoblet Det Kongelige Teaters faste ensemble. Som barn havde han slugt gamle danske film og tv-serier, i særdeleshed ’Matador’, så det var en drøm, der gik i opfyldelse, pludselig at spille sammen med navne som Kirsten Olesen og Karen-Lise Mynster. Han endte med at være på teatret i tre år. I en af sine sidste forestillinger spillede han hovedrollen i ’Amadeus’ om den verdensberømte komponist Wolfgang Amadeus Mozart. Det foregik i et enormt set-up på Gamle Scene med plads til cirka 1.300 mennesker. ”Det var både virkelig spændende at få rollen og samtidig virkelig, virkelig udfordrende. På den ene side er der enormt meget mørke til stede i rollen, og på den anden side har Mozart sådan en mærkelig analbesættelse. Han er det her geni, der skrev en symfoni som femårig, men i alle sine breve er han optaget af prutter. Den del af ham blev lidt for skabet og skinger for mig. Samtidig var det en stor scene, og jeg havde svært ved at forstørre min energi, uden jeg blev lidt frakoblet mig selv. Søren Sætter-Lassen, som jeg spillede med, kan virkelig forstørre sit jeg, så det stadig er troværdigt. Det var på daværende tidspunkt en lidt for stor opgave for mig.” De fleste aftener cyklede Simon Bennebjerg hjem med en mærkelig følelse af, at ’den sgu ikke rigtigt var der’. Det var til gengæld også en kæmpe læring i at blive bedre til at nedbryde, hvad der var godt og skidt, i stedet for at lade den ene fornemmelse definere det hele. ”Samtidig er jeg blevet meget mere bevidst om, at jeg ikke er klog på det. På film bliver det nogle gange det moment, man selv hader, som de vælger i klipperummet. Selvfølgelig har man som skuespiller en fornemmelse af, hvad der fungerede, men jeg tror også, der er gaver at hente, hvis man giver slip på det der med enten at belønne sig selv eller slå sig selv i hovedet hele tiden,” siger han.

Før Simon Bennebjerg skal på scenen, om det er film eller teater, benytter han sig af selvomsorg. Han bliver meget opmærksom på, hvordan han egentlig har det, om han har fået spist og drukket nok, og hvis nødvendigt laver han vejrtrækningsøvelser. Derudover har han for vane at røre sig selv i ansigtet, lige før han skal ind. Tidligere benyttede han sig i højere grad af ritualer som at huske at bruge mundspray eller fjerne hår med en pincet, men det er han nået frem til er en dårlig ting. ”På Det Kongelige Teater kæmpede jeg med lidt sceneskræk, hvor jeg kunne blive meget nervøs. Der tyede jeg til forskellige ritualer, men jeg kunne mærke, at det blev sådan lidt besættende for mig. Det har jeg forsøgt at lægge fra mig. Til gengæld kan det blive helt rituelt for mig at røre mig selv i ansigtet, men på en enormt dejlig måde, for det handler ikke om noget tvangsagtigt. Det var noget, som instruktøren Elisa Krarup på Det Kongelige Teater var med til at få frem i mig. Jeg føler mig mest i kontakt med materialet, når mine sanser er enormt aktiverede, og det sker meget, når jeg bliver et med min krop,” siger han.

Det er sjældent de 15 linjers karakterbeskrivelse, der gør Simon Bennebjerg sulten på en mulig rolle. Det gør de ofte senere, hvis han har fået den, men først og fremmest er det selve historien, der vækker hans interesse. ”Er der brug for den her historie i verden, eller er det bare varm luft? Man kommer til at påvirke folks sind på en eller anden måde, når de sidder foran fjerneren eller i biffen. Vi har en social ansvarlighed med det, vi laver. Det er et vigtigt aspekt for mig,” siger han.

Det er først, når Simon Bennebjerg møder op til optagelserne, at det for alvor klapper for ham. Det meste forberedende karakterarbejde foregår derhjemme, men når han møder de andre skuespillere, kommer han ind i et flow, som han holder meget af. ”Jeg kan føle mig lidt alene i forberedelsesarbejdet. Jeg kommer til at mindfucke mig selv: ’Forbereder jeg mig godt nok?’ Og den slags. Jeg kommer til at tvivle helt vildt meget. Men når jeg er sammen med andre, kan jeg for alvor mærke, hvor vi skal hen,” siger han.

Frakke, Henrik Vibskov, 2.340 kr.
Skjorte, mfpen, 1.400 kr.
Bukser, mfpen, 1.600 kr.
Tørklæde, Sicels, 1.850 kr.
Skoene er vintage oger Simon Bennebjergs egne.

Fra det øjeblik, Simon Bennebjerg har fået en rolle, begynder forberedelserne automatisk i hovedet på ham. Han læser naturligvis manus for at forstå, hvordan karakteren ser verden, og hvis den bygger på en sandfærdig karakter, som da han spillede Thorkild Bjørnvig i Bille Augusts ’Pagten’ om digterens tætte relation til Karen Blixen, læser han også, hvad der findes af digtsamlinger og lignende. Langsomt lærer han sin rolle at kende. ”Jeg læser ikke et manuskript 200 gange. Det er ikke på den måde en bank, som jeg suger af. Men nogle gange bliver man alligevel så bekendt med sin rolle, at selv om der står en replik i selvsamme manus, som man i første omgang lærte rollen at kende igennem, kan man sige: ’Ej, det her vil han ikke sige’. Det kan være små karakterbrud, som man hæfter sig ved. Jeg føler mig egentlig ret dum på min egen proces, for meget af det sker underbevidst,” siger han.

I disse måneder går det meste af tiden som ministersekretær i Borgen. Foruden Sidse Babett Knudsen medvirker Magnus Millang som departementschef i de fleste af Simon Bennebjergs scener. Det er stimulerende at spille over for så dygtige skuespillere. ”Jeg forestiller mig, at det er som at finde en totalt fed tennispartner, der er dygtigere end en, men hvis stil man elsker. Jeg har sådan en oplevelse af, at musikken virkelig swinger. Samtidig er jeg ved at tabe kæben over, at de er så gode. Nogle gange ender jeg med bare at stå og glo på dem, fordi jeg er så imponeret,” siger han. Ikke mindst Sidse Babett Knudsen har imponeret ham. Før alle scener er hun enormt involveret i scenens opbygning og de tekniske aspekter. Hvor hun kan gå hen, og hvad hun kan gøre, uden at det påvirker lys, lyd eller framing. ”Hun har det tekniske overblik til at gå i dialog med alle dem, der har ekspertise inden for hvert deres område, men når der så bliver sagt ’værsgo’, er hun fuldstændig til stede i scenen. Man har lige set hende være optaget af alle detaljerne, og så slår hun det fra. Det bliver jeg vildt forført af. Jeg har taget mig i selv at gøre det, men det virker ikke for mig, for jeg taber i stedet min autenticitet i forsøget på at være så engageret i scenens opbygning. Derfor må jeg indtil videre nøjes med at være imponeret.”

Fra Dossier nr. 24, maj-juni 2021.