CARL-EMIL VON ARENSTORFF

Co-founder, ERW, 31 ÅR

Mønstret er til at få øje på: Carl-Emil von Arenstorff har altid omgivet sig med folk, der har været meget på farten. Da han var barn og ung hjemme i Hørsholm-Rungsted, var han blandt landets største golftalenter, men måtte se de jævnaldrende Thorbjørn Olesen og Lucas Bjerregaard vinde pladserne i det omrejsende professionelle golfcirkus, efter at han selv som 18-årig havde rullet golfbaggen i garage. Der var så meget andet, der trak. Blandt andet musik, og von Arenstorff fik job på det elektroniske pladeselskab Arti Farti, der blev løbet i gang af halvbrødrene Johannes Torpe og Rune RK, og et af hans ansvarsområder, blandt talrige, var at sende selskabets artister på tour. Næste stop førte ham tilbage til sportens verden: Carl-Emil von Arenstorff blev projektleder for Saxo Banks sponsoraktiveringer, hvilket i særdeleshed talte investeringsbankens engagement i det professionelle cykelhold, der indgik i forskellige ejerkonstellationer fra 2008 til 2015. Inden han så sig om, havde han sprunget en videregående uddannelse over og stod midt i en erhvervskarriere. ”Når jeg ser tilbage, har mine forskellige jobs altid handlet om at forene det kreative og det kommercielle. Det er det, jeg synes er sjovt, og det er også det, jeg er god til, hvis jeg selv skal sige det. Den gode, kreative idé skal give mening hele vejen rundt i virksomheden.”

Og så var der det med rejseaktiviteten. Carl-Emil von Arenstorff havde truffet Hannah Grant, den danske chefkok for rytterne på Tinkoff-Saxo, under Vuelta a España i 2015. Tre år senere, mens von Arenstorff var ansvarlig for branding og marketing af cykeltøjmærket Pas Normal Studios, opfordrede en fælles ven dem til at mødes om en forretningsidé. ”Hannah mente, at man måtte kunne bruge den ekspertise, hun havde opbygget inden for ernæring til topalter, til også at modvirke jetlag. Hun havde, ligesom jeg havde, set cykelryttere flyve fra Europa til et løb i for eksempel Californien eller Japan og slet ikke kunne præstere på grund af jetlag. Hun manglede bare en, der kunne omsætte hendes viden til et produkt og opbygge et brand. At realisere ideen. Det projekt røg jeg ret hurtigt med på,” siger den 31-årige co-founder.

Jakke, Barena hos Illum, 2.950 kr.
T-shirt, Ami hos Illum, 650 kr.
Ur, Rolex Sea-Dweller, 85.200 kr.

Markedet synede overvældende. Hvert år sætter en milliard passagerer sig ind i et langdistancefly. De oplever undervejs en luftfugtighed, der er tre gange så tør som i Sahara, mens lufttrykket svarer til at stå i Machu Picchu godt 2.500 meter over havets overflade. Carl-Emil von Arenstorff, Hannah Grant og en tredje partner, den newzealandske ernæringsforsker dr. Stacy Sims, gik under navnet ERW – forkortelsen af ’Eat. Race. Win’, som er titlen på Hannah Grants Emmy-vindende madprogram på Amazon – i gang med at måle alt fra flypassagerers blodværdier over urin til søvn. Jetlag opstår oplagt på grund af den ændrede døgnrytme, der følger med at skifte tidszone, men det tømmermændsagtige ubehag er i lige så høj grad et resultat af den dehydrering, der finder sted på en flyvetur. ”Den umiddelbare løsning er at drikke en masse vand, men problemet er, at du så skyller alle salte, mineraler og vitaminer ud af kroppen. Det produkt, vi har udviklet, har fokus på at opretholde en balance i kroppen, så du har mulighed for at træde ud af flyet uden på samme måde at være påvirket af jetlag,” fortæller Carl-Emil von Arenstorff om hydreringsproduktet My Flight Pack, som det har taget trioen halvandet år at udvikle og teste, helt uden kunstige sødemidler og andre tilsætningsstoffer, inden de i 2019 sendte det på markedet.

Netop nu, i foråret 2020, sættes My Flight Pack, der er doseret i pulverbrevpakker til før, under og efter rejsen, til salg i 65 amerikanske lufthavne. Teamet bag oplever samtidig, at flere amerikanske sportshold henvender sig for at høre om, hvordan de kan få hjælp til at møde friskere frem til næste kamp, der har krævet en flyvetur. ”Vi arbejder med de bedste hold i amerikansk sport, hold fra NBA, MLB og NFL. Det er en spændende proces, som kræver, at vi konstant udvikler os, og det er samtidig en fantastisk platform for os, for hvis vores produkt virker for nogle af verdens mest vindende sportsfolk, der skal præstere under stort pres, virker det nok også for dig og mig. Vi arbejder også sammen med flyselskaber, hvor vi gerne vil være med til at gøre en forskel for passagerer og ikke mindst det kabinepersonale, som gør turen mulig,” siger Carl-Emil von Arenstorff. ”Men vores produkt er til alle, der skal flyve langt – også dem, der bare skal på ferie og slappe af, og som nu kan undgå at få den første dag eller to smadret af jetlag.”

Fra Dossier nr. 18, april-maj 2020.