Farshad Farzankia

om inspiration

Da Arken inviterede Farshad Farzankia til at lave sin hidtil største soloudstilling i karrieren, begyndte han at tænke over, hvad han er rundet af som kunstner. Den 40-årige iranskfødte maler skaber de billeder, der kommer til ham fra film, han har set gennem livet, og fra musikken, han har lyttet mest til. Og fra bombetrusler i et borgerkrigshærget Teheran, en flugt til Gilleleje og fra bokseklubben, hvor han lærte at undvige slagene i stedet for at slå igen.

FILM

Det bankede forsigtigt på døren hver søndag. Jeg sad og ventede i sofaen. Min far havde ringet til manden på det telefonnummer, han fik udleveret af det ulovlige filmudlejningsfirma. Den første filmmand, som besøgte os, var påpasselig. Han talte lavmælt og så min far an. De var vant til stikkere, som meldte dem til regeringen. Da de først havde lært min far at kende som en stor filmelsker, var mændene med attachémapperne fulde af overspillede vhs-bånd, hvor titlerne var skrevet på gaffatape, entusiastiske, når de blev mødt af min far i døren. De havde selv set alle filmene: Kan du huske ham skuespilleren? Han er også med i den her film. Den skal du se. Det var indiske, tyrkiske, japanske, nogle få amerikanske og iranske film, som var produceret før revolutionen. Under revolutionen var det ulovligt at se film med sexscener og billeder af kvinder uden slør. Filmudlejningsfirmaerne fik en større og større forretning, fordi folk var interesserede i, hvad der skete ude i verden. Min far var oppe og køre, når de kom. Men han skabte ofte ballade, fordi han ville leje flere film, end de gav ham lov til. Han bandede over dem. Min far havde venner, som var ledere af filmfestivaler, så det var også den type film, han ville have fat i, men dem kunne filmmændene sjældent skaffe. Og så blev han skuffet.

Jeg er vokset op i Teheran i Iran med min mor, far og lillebror. Min mor var lægesekretær, og min far var leder af den grafiske afdeling på en af landets største aviser. Han havde meget at sige om, hvilke illustrationer der kom på forsiden, og hvilke typografier avisen brugte. Vores hjem var proppet med aviser, magasiner og fotografier. Min far printede typografier på ark. Uendelige mængder af bogstaver, som han sammensatte til sin ønskede typografi. Det var før computeren. Han abonnerede på mange aviser, og det væltede ind med historier og billeder, som man ikke skal se som barn. Slet ikke under en revolution. Min mor samlede på frimærker, og hun begyndte også at give dem til mig. Jeg gik til tegneundervisning efter skole, og lidt efter lidt blev mit værelse fyldt op med tegninger. Jeg samlede på emballage fra tomme Haribo-poser, Marlboro-pakker og Coca-Cola-flasker, som jeg aftegnede ved at lægge et tyndt stykke papir henover. Det var mit univers som barn. Indtil min lillebror blev født, da jeg var omkring fire år, var jeg et stille barn, som sad alene og tegnede. Jeg havde ikke synderlig omgang med de andre børn, som spillede fodbold nede i gaden.

Jakke, The North Face hos Rich & Hanc, 5.200 kr.
Bukser, Holzweiler hos Illum, 1.550 kr.
Sko, New Balance, 1.550 kr

Jeg var meget hjemme og så film med min far. Han var ligeglad med, hvad jeg så. Vi så ’Mad Max’ og ’Rocky’. Jeg var helt betaget af de film. Der var mange film med Sylvester Stallone, og jeg kan huske en politifilm, han var med i, ’Cobra’, hed den. Min far lejede også iranske film, men også Jean-Luc Godard-film. Avantgardefilm, som blev vist på særlige festivaler. Flere vildt mærkværdige film. Og dem så jeg bare som 5-6-7-årig. På det tidspunkt var den tyrkiske sanger og skuespiller Ibrahim Tatlises en kæmpestor stjerne i Mellemøsten – han svarede vel til Elvis i Vesten. Ham dyrkede vi. Han spillede med i kærlighedsfilm og musicals, hvor han pludselig brød ud i sang. Det var tyrkiske film, som var inspireret af indiske film, som havde store scener med 10-20 mennesker, der danser hen over et smukt landskab. Flotte, flotte billeder. I Iran så man også mange japanske film, som var en kæmpeting blandt kendere. Jeg har senere fundet ud af, at den iranske og japanske kultur er ret tæt beslægtet med hinanden. Den måde, vi taler om følelser på – vi sætter de samme billeder på følelserne. ’De syv samuraier’ af den japanske instruktør Akira Kurosawa var stort for mig. Jeg havde aldrig set noget lignende. De her japanske landskaber. Jeg elskede også, at filmen var så lang. Sådan kunne jeg få meget tid til at gå. Når vi var på besøg hos mine fætre og kusiner, ville jeg have dem til at lege scener fra ’De syv samuraier’: Du skal være ham, og du skal være ham den anden, som gør sådan og sådan. De havde ikke set filmen, så det gik altid galt.

Nogle gange var der bombetrusler, og vi måtte haste ud af Teheran. Vi sad klemt sammen på bagsædet i bilen, mine to kusiner, min fætter, min bror og jeg. Min mor og hendes søster sad foran. De tog sig af os alene, fordi min far og onkel var i fængsel. Avisen havde udgivet regeringskritiske artikler, fordi Khomeini ikke var det socialistiske modsvar til den tidligere monarkistiske regering, som han havde lovet folket at være. Khomeini fik styr på alle aviser ved at hente redaktionerne. De dræbte chefredaktørerne og sendte resten af medarbejderne, herunder min far, i fængsel. Vi kørte i flere timer. Bagagerummet var fyldt med tæpper og mad. Vi stoppede først bilen, når vi ankom til en landsby, som virkede sikker. Vi boede midt i Teheran i et betonhøjhus bygget i Bauhaus stil, som dengang virkede frygtindgydende. Vi var rædselsslagne for, at hvis bygningen blev bombet, ville betonen brase ned over os. Vi slukkede alt lys om natten for at undgå at vække opsigt. Landsbyerne lå langt væk fra storbyen i et bart og bakket terræn. Der var ikke særlig mange huse, og de var alle i ét plan. Det var små samfund med én skole og én købmand. Dyr gik rundt i gaderne, og der blev drevet landbrug. Der kom måske 100 biler proppet med folk fra Teheran til landsbyerne, men vi blev stadig mødt i gaderne af byens indbyggere, som fordelte os i deres hjem. Husene var bygget til fire mennesker, og alt var mere primitivt, end jeg var vant til. Men beboerne var generøse, og selv om de knap nok havde mad til sig selv, bød de på aftensmad og gav os husly. Vi sov side om side på madrasser på gulvet med vores medbragte tæpper. Om dagen legede vi med de andre børn. Typisk gik der et par dage, før det blev meldt sikkert at være i Teheran igen. Jeg var altid spændt på, om vores gade nu stadigvæk var der. Om huset var væk. Om jeg havde mit værelse og alle mine ting, når vi kom hjem. Jeg tænkte også på, om skolen og alle mine venner var der. Jeg havde hørt historier om skoler, som var bombet. Det var en konstant frygt, jeg levede med.

EFTER KRIGEN (den iransk-irakiske krig varede fra 22. september 1980 til 20. august 1988, red.) flygtede vi til Tyrkiet, for herefter at rejse til Bulgarien og Cypern, før vi i vinteren 1989 landede i Danmark. Jeg var lige fyldt 9 år. I de første par måneder boede vi i Sandholmlejren, inden vi blev placeret i et tomt feriehusområde ved Dronningmølle (ligger mellem Gilleleje og Hornbæk, red.). Min lillebror og jeg blev hentet om morgenen af en bus, og så blev vi dumpet i en modtagerklasse på en skole i Helsingør. Vi var fem-seks elever, som ikke kunne et ord dansk. Lærernes agenda var at lære os det fundamentale og så sende os videre til danske klasser. Det var det, man troede på dengang. At vi bare skulle være i sproget. Både min bror og jeg blev hurtigt ret gode til at tale dansk, så efter tre uger røg vi videre i systemet. Det var helt vanvittigt. Vores forældre var begejstrede, de var interesserede i, at vi lærte dansk hurtigst muligt. Da sommeren nærmede sig, fik vi muligheden for at flytte til Gilleleje, hvilket mine forældre takkede ja til.

Min far fik job på dagbladet Det Fri Aktuelt, hvor han knoklede, og min mor var pædagogmedhjælper i Farum. Det hele var ret sparsommeligt, men min far prioriterede selvfølgelig, at vi skulle have et godt fjernsyn. På Gilleleje Havn lå der en videobutik, hvor man om torsdagen kunne leje to film for ens pris, så min bror og jeg stod dernede hver torsdag, når vi fik fri fra skole. Vi vidste, hvilke nye film der ville komme. I butikken havde de nogle små ark med kommende titler. Jeg sad derhjemme og satte krydser ud for de film, jeg gerne ville se. Det handlede meget om de skuespillere eller instruktører, hvis navne jeg kunne genkende. Palads i København var et magisk sted for mig. Vi gik forbi en gang imellem, og jeg holdt øje med filmplakaterne, så jeg kunne genkende titlerne, når de kom i videobutikken i Gilleleje.

Min far tog min bror og mig med til Herlev, fordi han skulle købe en brugt videoafspiller af en mand. Vi kørte den lange tur fra Gilleleje med tog og bus, og da vi kom frem til Herlev, gik vi rundt i det her parcelhuskvarter i flere timer, indtil vi endelig fandt sælgerens hus. Men så gik det helt galt, fordi han havde solgt maskinen til en anden. Det var en skrækkelig tur hjem. Min far var så skuffet og sur over situationen. Men et par uger senere købte han en videomaskine af en anden. Nu lejede vi film og en vhs-maskine, som vi afspillede filmen på, mens vi overspillede til et tomt vhs-bånd i vores nye videomaskine. Det foregik i realtid, og det var i sindssyg dårlig kvalitet. Men vi tog det seriøst. I videobutikkerne fik de nogle små hæfter med billeder af filmplakaterne, og dem klippede jeg ud og satte på vores vhs-bånd og lavede covere. Det var meget ordnet. Min far skrev titlerne på farsi (persisk, red.), og jeg skrev dem på dansk. Lige pludselig havde vi den her vanvittige samling. Vi brugte alle vores penge på det.

Vores filmsamling blev en ting. Folk omkring os begyndte at værdsætte den og lånte film af os. Nu syntes mine fætre, som også var flygtet til Danmark, at det var interessant. Nu så vi de samme Van Damme-film og legede scener fra filmene. Mad Max og Stallone var stadig stort for os. Men vi havde også en del iranske film med den store iranske skuespiller Behrouz Vossoughi. Han var den iranske Brad Pitt. Kæmpestor inden for iransk film. Han lavede alle slags film, men det særlige ved ham var, at han kunne spille en scene stort set uden dialog. Hans ansigtsmimik fortalte historien. Og så var der den iranske filminstruktør Amir Naderi, hvis film ’The Runner’ var den første film, jeg så i biografen i Iran. Den handler om en forældreløs dreng, som lærer sig selv alfabetet, og den gjorde et stort indtryk på mig – det er nok den film, jeg har set flest gange i mit liv. Naderi er et renæssancemenneske inden for iransk film. Han har vejledt og undervist flere af de største japanske instruktører i en årrække. Det har jeg altid syntes var en bedrift, som var beyond den her verden. Især fordi iranske film var blevet revolutioneret af japanske film. Det var nogle eventyrlige fabelfortællinger med store produktioner med slagsmål og kærlighedsscener med dans. Vildt storslået. Med en klassisk dramaturgisk opbygning. Men så kom den italienske og franske bølge af film, som fuldstændig ændrede iranske film. Filmene gik fra at være ikke særlig nærværende til sådan noget italiensk realisme. Pludselig kunne man lave en film, som handlede om en dreng, der gennemgår en dag, hvor han stjæler en cykel.

Farshad Farzankia er tilknyttet galleriet Andersen’s i Amaliegade, hvor han har udstillet tre gange siden 2017. Farzankia har også haft udstillinger rundtom i verden hos blandt andre Turn Gallery i New York (en udstilling, han lavede i samarbejde med den amerikanske kunstner Mason Saltarrelli), Richard Heller Gallery i Santa Monica i Californien og Galerie Kornfeld i Berlin. Alle Farzankias udstillinger har kunnet melde udsolgt. Den 19. juni åbner hans soloudstilling på det moderne kunstmuseum Arken i Ishøj.

Sweater, Jil Sander hos Illum, 4.100 kr.
Bukserne er fra Helly Hansen og er Farshad Farzankias egne.
Sko, New Balance, 1.550 kr.

Godard spillede også en vigtig rolle. Den måde, han lavede film på, hvor der nærmest ikke er en start eller en slutning, men det hele flyder sammen som en collage af billeder. Han var interesseret i filosofi og afbrudte samtaler, men også i typografi, som jeg reagerede stærkt på. Det var fedt at se billeder af franske gader med gadeskilte og butiksfacader. Det var primært dyrkelsen af typografierne, jeg fik ud af at se hans film. Jeg fattede jo ikke en skid af dem. Jeg var 10-11 år. Jeg spurgte min far, hvad filmene handlede om. Det vidste han ikke. Der var ikke andre, jeg kunne spørge, hvem fanden så Godard-film i min omgangskreds? Det var egentlig fedt, fordi det endte med, at filmene handlede om det, jeg fik ud af dem. Når vi så danske film, spurgte min far mig, hvad filmene gik ud på. Han blev interesseret i danske film, og vi så ’Midt om natten’ og ’De frigjorte’ – og den efterfølgende bølge af dogmefilm. Han spurgte mig: Hvad siger han der? Jeg brugte hele film på at forklare ham, hvad der blev sagt. Han var efter mig: Nej, de snakkede altså mere end det, du lige sagde. Og så spolede han tilbage: Hvad sagde han der? Ret irriterende. Jeg kunne ikke læse underteksterne særlig godt, og jeg kunne slet ikke oversætte dem til farsi. Jeg var turist i begge lejre – jeg kunne lidt dansk og lidt farsi.

JEG BEGYNDTE PÅ et tidspunkt til karate i den lokale karate- og bokseklub, fordi min far syntes, det var en god idé, at jeg kunne klare mig selv. Jeg gik der i to år, og selv om jeg elskede samurai-film, så hadede jeg at gå til karate. Ved siden af karateundervisningen trænede de boksning, og her var en anden iraner, Hassan, som måske var 18-19 år. Han var forældreløs og var blevet adopteret, af jeg ved ikke hvor mange forskellige familier, og var til sidst landet i Gilleleje. Han lod til at have traumer fra krigen. Han havde den der energi: Det var ham mod resten af verden. Han trænede hele tiden. Han skulle bare vokse sig stærk, for ingen skulle vinde over ham. Han kunne godt lide mig, selv om jeg kun var 11 år, fordi vi kunne tale farsi sammen. Jeg var fascineret af hans energi, og han var vild med, at jeg kendte alle de film, han var vokset op med. Han sagde: Hvad siger han i den scene med kniven, Farshad? Og så skulle jeg sige det på farsi:”Mig og dig, vi mødes igen med den her kniv.” Så var han sådan: Ja, for fanden! Jeg var lidt bange for at begynde til boksning, fordi jeg følte en fjendsk og ubehagelig stemning fra et par kronragede fyre, som gik rundt i grønne pilotjakker og støvler. Man var altid på vagt, når man så sådanne typer. Men Hassan havde allieret sig med mig, og han tog sig af mig som en storebror. Han var sådan: Nå, kender du dem? Er du klar over, hvor mange gange jeg har vundet over dem. De tør ikke bokse mod mig. Jeg passer på dig. Og så begyndte jeg at bokse. Hassan fortalte mig om Muhammad Ali og hans mentalitet og om, at man kan blive verdensmester, hvis man træner disciplineret og holder fokus. Hassan tog mig med til sine kampe, og jeg elskede at være tæt på ham, når han boksede. I mine øjne var han en stor mester. Jeg begyndte at tro mere og mere på mig selv, når jeg var sammen med Hassan. Han talte også om tålmodighed, det var en stor gave at eje, sagde han. Vi trænede stort set sammen hver dag. En dag dukkede han ikke op til træning, og jeg så ham aldrig igen.

Da jeg skulle finde en skolepraktikplads i 8. klasse, tog jeg hen til den lokale biograf i Værløse. Den ældre ejer kiggede på filmplakaten på sit kontor og spurgte mig, om jeg havde set ’Mine aftener i paradis’ af Giuseppe Tornatore. Det havde jeg. Det kunne han godt lide. Vi talte lidt om filmen, og da jeg kunne fornemme, at han var imponeret over min viden, spurgte jeg, om jeg måtte komme i praktik hos ham: Hvornår kan du starte? I dag, svarede jeg. Kontoret, som mest af alt var et lille baglokale, lå oven på biografens eneste, men forholdsvis store sal. Biografen virkede som et underskudsprojekt, hvor der primært blev vist franske og italienske film. Den var ikke indrettet i gammel stil som Vester Vov Vov, det var mere ordinært. Jeg skulle vaske op og bestyre caféen, hvor man kunne bestille et par sandwich og lidt at drikke fra en bardisk. Det var en måde at komme tæt på det, jeg interesserede mig mest for. Hver aften, når caféen lukkede, fik jeg lov til at se den sidste visning. Jeg så ’Léon’ mindst 10 gange. Jeg havde set Luc Bessons seneste film ’Nikita’, som var en af mine yndlingsfilm, men jeg var ikke klar over, at han havde lavet en ny film. Jeg elskede ’Léon’, det var fantastisk at se den på et biograflærred hver aften i to uger.

I dag kører der ofte en film på mit lille fjernsyn i atelieret, mens jeg arbejder. Det skaber et forstyrrelseselement, som mine tanker har brug for, så de ikke kører i ring. Jeg har set mange gangsterfilm på det seneste: ’Casino’, ’Goodfellas’ … Den slags film. Men det kan være alle genrer! Jeg ser ’Mickey Mouse’, ’Ondskabens Hotel’, ’Aliens’, ’Dancer in the Dark’, ’Pusher’, ’Festen’ … Også alt fra min barndom. Det handler om at skubbe min hjerne et sted hen, hvor der kan ske noget spændende. Tilfældige input, som skaber nogle stærke billeder oppe i mit hoved, og som jeg kan tage fra og bruge i maleriet. Selve det at male skal gerne komme af sig selv, hvis jeg har lavet mit forarbejde godt. Når jeg står foran lærredet, opstår motiverne intuitivt, og hvis de ikke gør, må jeg tage flere ting op af min lomme. Mit forarbejde er min inspiration. Jeg tager fat om det, som siger mig noget, og så handler det om at dyrke det og undre sig lidt over det. Når jeg er kommet i gang med maleriet, kan jeg vurdere, hvor motiverne og farverne kommer fra. Om jeg har en relation til det. Jeg arbejder videre med maleriet, hvis der er noget i det, som er dybt forankret i mig personligt. Hvis jeg kan skrælle det ned til mine helt basale følelser som kærlighed, had og jalousi, kan maleriet både være meget personligt og universelt på samme tid.

KUNST
’Portræt af Madame Matisse.
Den grønne stribe’ af Henri Matisse, 1905.


Henri Matisses lille portræt af sin kone, som hænger på SMK, er formentlig det maleri, Farshad Farzankia har set flest gange i sit liv. Det har altid fascineret ham. Matisse åbnede det maleriske univers op for ham. For Matisse var det ifølge Farzankia vigtigere at gengive en stemning og en følelse sammen med motivet end at male fotorealistisk. Portrættet stod i baggrunden, så følelser som håbløshed, kærlighed og optimisme kunne træde frem. Den iransk fødte kunstner har genbesøgt Matisse-værket adskillige gange for at blive oplært malerteknisk af franskmanden. Farzankia har studeret, hvordan den franske kunstner opdelte maleriets rum i farvefelter. Han opdagede, at hvis man kigger på madame Mattises hår, ser det ud, som om der er en masse penselstrøg med forskellige farver, som først er blandet, da de kom på lærredet. Det kan virke som en urealistisk måde at male lys og skygger på, ”men hvis man kigger godt efter, hvordan skygger og lys deler sig op i et stykke hår, kan håret i et særligt lys have felter med blå eller røde farver. Og så opdager man, at Matisse er tættere på virkeligheden end et fotografi.” På det seneste har Farshad Farzankia været besat af at male hår. Hans to døtre har nået en alder, hvor de går meget op i deres udseende, og de stryger konstant deres lange hår væk fra øjnene og hen over skulderen. Det efterlader Farzankia omgivet af billeder af hår. Han kan dvæle ved bevægelsen i døtrenes hår i flere timer ad gangen: Hvordan lyset pludselig rammer det og får det til at se rødt eller hasselbrunt ud, selv om det normalt er lysebrunt.

MUSIK

Michael Jackson – ’They Don’t Care About Us’

’They Don’t Care About Us’ er skrevet for 20 år siden, og pludselig blev den vanvittig relevant i 2020. Han siger det hele så bogstaveligt: ”All I want to say is that they don’t really care about us.” Videoen foregår i et amerikansk fængsel, som er fyldt med sorte. Det var en stærk politisk kommentar til fængselssystemet, som USA var ved at skabe. Han synger om den diskrimination, han selv har mærket. I begyndelsen gad amerikansk tv ikke vise hans musikvideoer. Så tænkte han nok: Fuck det, jeg hyrer verdens bedste filminstruktører (Martin Scorsese og Steven Spielberg, red.) til at lave mine videoer, så bliver de nødt til at vise dem. Så kan man sige: Han er så privilegeret, hvorfor skal han tude over det? Men det er netop en type som ham, der skal italesætte de her emner.

Jeg har været fan af Michael Jackson, siden jeg var 10-11 år og hørte det på et overspillet kassettebånd, jeg havde fået af mine kusiner. Jeg købte ungdomsblade, når der var billeder af ham, og hang dem op på væggen i mit værelse. Jeg var fascineret af hans filmiske univers og avancerede musikvideoer, som havde mange filmreferencer til for eksempel Charlie Chaplin, som jeg også havde set. Jeg følte, at jeg havde en dialog med Michael om film. Jeg kunne også relatere mig til hans tekster, som ofte handlede om at føle sig fremmed og ikke høre hjemme et sted. Det blev virkelig tydeliggjort, da han gjorde sig selv hvid. Jeg var i chok over det: Hvorfor var han lige pludselig hvid? Det gjorde et kæmpestort indtryk på mig. At se et sort menneske blive hvid. Han tilpassede sig i den grad. Jeg ville også være hvid. Min mor havde en ru vaskeklud, som jeg brugte sygt meget til at vaske min hud hvidere med. Men hun fjernede kluden fra badeværelset og smed den væk, og jeg måtte ikke få den igen, selv om jeg spurgte efter den flere gange. Jeg maler sjældent til Michael Jackson, fordi musikken er svær at fordybe sig i, men den er en så stor del af mig, at jeg ikke kan undvære den i mit liv.

Tupac – ’Heartz of Men’

Som 14-årig begyndte jeg at lytte til Tupac. Vi flyttede fra Gilleleje til Farum, og det gik op for mig,
at jeg var turist i to lejre. I Farum var der en stor minoritet af tyrkere, der var iranere og nogle få arabere, somaliere og afghanere. I Gilleleje havde jeg haft stor omgang med danskere. Jeg kunne stort set tale dansk som en dansker, og jeg klarede mig fint i skolen, men alligevel var der danskere, som så på mig som anderledes. Nogle råbte ”perker” efter mig. Men de andre minoriteter havde også deres syn på mig. De syntes, at jeg var for dansk. De kaldte mig for ”dansker”, og de spurgte mig: Hvorfor taler du som en dansker? Jeg var dybt forvirret. Jeg havde fået at vide, at jeg skulle lære dansk lynhurtigt og spise spegepølsemadder. Jeg passede ikke til deres billede af, hvordan man er udlændig i Danmark.

Tupac italesatte den enorme racisme, der var i USA helt strukturelt. Jeg var slet ikke udsat for det samme, men jeg forstod de følelser, han beskrev om at være en del af et mindretal. ’Heartz of Men’ har et særligt drive, den handler om, at han kan opnå de mål, som han har sat sig for. Han kæmper for sin egen ret til at være her. For mig er han også forankret i den kamp, som Martin Luther, Gandhi og Yahya Hassan også har været en del af. Alle de store idéer om, hvordan verden kan være et bedre sted for sorte mennesker. Dem prøvede Tupac at tage op og pakke ind i radiovenlig musik, så det nåede ud til mange mennesker. Flere af de her stærke visioner for menneskeheden er desværre gået i vasken, i takt med at de visionære typer er døde, men når jeg gennem mit liv har lyttet til Tupac, har jeg fået troen på, at der stadig er håb.

I medierne var retorikken, at vi indvandrere ikke integrerede os godt nok. Det var virkelig nedladende. Jeg fik et had til den snak, og jeg følte, at de talte direkte til mig: Du gør det ikke godt nok. Jeg blev gode venner med en afghansk dreng, Rasool, som talte flydende dansk og fik 13-taller i skolen. Han havde den her Tupac-energi. Han gik ind i noget og fuldførte det. Jeg følte mig fanget mellem alt muligt, men Resools væremåde og Tupacs tekster åbnede en ny verden for mig. Jeg lærte, at jo før man finder ud af, at det ikke handler om at blive ligesom andre, des bedre. Resool og jeg gjorde vores ting. Vi gjorde os umage i skolen og fik gode karakterer. Vi blev ligeglade med alt det had.

I dag lytter jeg til Tupac, inden jeg går i gang med at male, fordi musikken giver mig et vanvittigt boost af tro på egne evner. Hiphop bygger ens ego op. Musikken er så energidrevet, at man føler sig lidt sejere, når man har lyttet til den. Det er godt, når man skal til at male. Men også i det hele taget i livet. Hvis jeg er fortvivlet og er for meget inden i mig selv og løber rundt om mine egne følelser, er det godt at mærke, at der er højt til loftet. Verden er lidt større, end du går og tror. Det hele er muligt.

Hayedeh – ’Afsaneh Shirin’

Jeg har en stærk følelsesmæssig relation til de iranske sange, som mine forældre lyttede til i min opvækst, både i Iran og den første tid i Danmark. Sangene er forbundet med en masse afsavn. Det var stærke følelser, jeg skulle lære at leve med. Man kan næ sten høre smerten i musikken, uden at man forstår, hvad hun synger. Det er en iransk genre, som hedder deklameh. Nummeret starter med, at sangeren læser et vers op fra et digt, så scenen bliver sat, og derefter synger hun videre på det. Som et etableringsskud i en film, hvor du efterfølgende kommer mere og mere følelsesmæssigt ind i fortællingen.

Jeg bruger sangen til at bygge en stemning op, inden jeg går i gang med at male. Jeg lytter til den i flere timer, så den til sidst bliver en form for messen i baggrunden, som gentages, så de samme billeder dukker op i mit hoved igen og igen. De skaber en sammenhæng i en større personlig fortælling om mit liv, som er rar at være i. Det giver mig følelsen af, at der er en mening med det hele. Jeg skal et sted hen, hvor jeg har været før, og hvor jeg ved, at det virker for mig. Det modsatte ville være at høre Voice-radio, som er kaotisk og fremmed. Der er ingen fordybelse i det, og tankerne kan ikke få lov til at hvile. Fordybelsen opstår, når jeg befinder mig et sted, hvor der er tryghed og tillid til det ukendte og mulighed for at opbygge min selvtillid. At gå i gang med et nyt maleri er vildt angstprovokerende.

Jeg forstår alle ordene i sangen, men jeg har svært ved at gennemskue det poetiske, når ordene bliver sat sammen. Og det er fantastisk, når jeg er i en malerisk proces. Oppe i mit hoved bliver ordene sat sammen på tilfældige måder. Det kan skabe nogle billeder, som er overraskende for mig selv, og som jeg får lyst til at udforske. Nogle af disse billeder, som har referencer til iransk kultur, kan godt ende på lærredet, men jeg er ikke klar over det i øjeblikket, det er kun noget, jeg kan se bagefter. Det er svært for mig at sætte ord på, hvad der præcis sker, når jeg maler, og hvis jeg kunne det, havde jeg ikke malet, så havde jeg skrevet romaner. Men det er klart, jeg er bevidst om, at jeg bliver påvirket af min færden.

Bob Dylan – ’Jokerman’

På en køretur mellem Tønder og Højer i begyndelsen af 00’erne hørte jeg Bob Dylans ’Like a Rolling Stone’ i radioen. Jeg havde hørt sangen masser af gange før, uden at den havde sagt mig noget, men i det øjeblik ramte den mig som en mavepuster, der sagde: Kom videre. Hold dig i gang. Jeg havde haft en virkelig dårlig dag og var tæt på at opgive min uddannelse på Designhøjskolen i Højer. Det var til tider hårdt for mig at bo i en lille by som Højer, og jeg oplevede flere småracistiske episoder. Folk kiggede i Brugsen og kaldte mig grimme ting på gaden. Men lyden af Dylan gjorde mig optimistisk og gav mig modet tilbage. Næste gang jeg besøgte biblioteket i Tønder, lånte jeg alle deres Dylan-cd’er.

Jeg dyrkede al Bob Dylans musik i min forholdsvis store lejlighed, som jeg havde lavet om til et slags atelier, hvor jeg tegnede og malede, når jeg for det meste ikke var i skole. ’Jokerman’ fangede min opmærksomhed med sin anderledes produktion, der var blød og i ægte 80’er-stil. Teksten var fabelagtig og heroisk med gudelignende skikkelser. Der var enormt mange billeder, som trådte frem hele tiden. Og det er det, jeg godt kan lide ved det nummer. Havde han skrevet en historie om, at han var blevet forladt af sin kæreste, var det blevet en billedfattig tekst. Her lurer du hurtigt, hvad sangen handler om, og derfor er billederne nemme at gennemskue.

Det er ikke sådan, at jeg lytter til den her sang om guder og tænker: Gud, det skal jeg male i morgen. Sådan maler jeg ikke. Men det kan godt være, at fordi jeg har hørt sangen 20 gange i løbet af en aften, bliver maleriet heroisk, fordi jeg lige har opfanget den del af musikken. Måske maler jeg en figur med en hjelm, der kan minde om en krigerisk figur. Min hjerne er slet ikke så organiseret, at jeg noterer idéer til motiver for så at tegne konkret ud fra det. Jeg maler helst intuitivt, hvad der nu dukker op i mit hoved. Det er ligesom at tale: Du ville have fortalt din kæreste en ting, men så glemte du det, fordi hun fortalte dig noget, som fik dig til at tale om noget langt mere interessant. Det er jo det fede ved at få input udefra. Man skal tro på, at det kan føre noget positivt med sig.

Peter Laugesen – ’Strisserne breder sig’

I Iran betragter man digte som folkelige; du kan gå ned og aflevere din skjorte på et renseri, og så citerer ejeren et Hafez-digt (persisk digter fra 1320, red.), som han føler er passende til situationen. Sproget i digtene er derfor hverdagsagtige. Min far gik til mange digtoplæsninger, så det virkede naturligt, da jeg som 20-årig begyndte at gå til digtoplæsninger i kirken på Møllegade på Nørrebro. Jeg blev særligt fascineret af Peter Laugesen. For mig var han et universelt menneske, som forholdt sig til samfundets problemer på en konkret måde, men også en måde, hvorpå det handlede om alle mennesker og alle styreformer og alle ideologier. Med ’Strisserne breder sig’ beskriver han en dag i nutidens Danmark: ”Strisserne breder sig. Det vælter af dem alle vegne. Hvor kom de fra?” Stemningen i teksten har givet mig afløb for en masse frustrationer, som ellers kan fylde for meget. Jeg kan have svært ved at give slip på tankerne, så jeg falder i et dybt hul med tankemylder.

Da jeg skulle have mit første atelier, kiggede jeg på et lokale sammen med en anden kunstner, og da udlejeren så os, sagde han: ”Nå, det er dig, krademutten, som har ringet til mig? Du skal ikke tage det personligt, men jeg gider sgu ikke leje ud til perkere.” Hvad skal man gøre i sådan en situation? Vi fik lokalet alligevel, fordi den anden kunstner lovede at underskrive lejekontrakten med sit danske navn, men det var mig, som betalte hele depositummet, fordi han ikke havde råd. Jeg har oplevet sådanne episoder igennem 30 år, og jeg kan i princippet ikke komme ud af det, for der findes ikke en løsning. Det ændrer sig i bittesmå promiller, men i det store billede har det ikke flyttet sig synderligt. Fra boksning har jeg lært at holde fokus i kampen – her vinder du, hvis du formår at holde fokus i modstanderens øjne. Hvis du mister dit fokus, kan modstanderen ramme dig. Du skal undvige slagene på en elegant måde. Den nemme løsning ville være at give udlejeren en på hovedet og synke til hans niveau og kalde ham for et racistisk svin. Men hvad så? Så bliver han endnu mere racistisk. Og jeg får ikke et atelier. Jeg vinder kampen, hvis jeg bevarer fokus på det, jeg gerne vil, nemlig at male og gøre min ting. Han er bare en passager i mit liv, jeg skal ikke bruge ham til noget, og lige om lidt er han væk igen.

Når jeg har lyttet til Laugesen i flere timer ad gangen, begynder ordene at forlade sætningerne. Laugesen bruger mange kontrastfulde ord, som kan afføde nogle meget forskellige billeder, og når de forsvinder fra linjeuniverset, som han har placeret dem i, begynder det at flyde endnu mere for mig. Så begynder ordene at sætte sig sammen på nye måder, hvilket kan give mig noget meget overraskende input, når jeg maler.

Maurice Ravel – ’Miroirs III. Une Barque sur I’Océan’

Når jeg maler, er klassisk musik noget af det bedste, jeg kan lytte til. Hvis jeg kan rumme det, bliver der pludselig højt til loftet. Det er grundlæggende ikke særlig forstyrrende musik, men Ravel går amok en gang imellem, så jeg får nogle lussinger, som er gode, fordi jeg bliver flået ud af et tankemylder, der kan være for stillestående. At lytte til klassisk musik er endnu en form for opvarmning til en malerisk proces. Musikken er så storladen, at jeg føler mig mere fri. Der er plads til mine bevægelser.

Jeg har brug for at male mig varm. Varme musklerne op og køre hjernen lidt træt. Det er ligesom, når forfattere starter dagen med at skrive frit fra hjernen i flere timer. Eller når en musiker samler et instrument op og jammer, før han skaber noget nyt. Det samme gør jeg med tegninger. Jeg tegner, indtil jeg har fået formerne ind i kroppen. Hvis jeg gik hen til lærredet med en ambition om at male det perfekte maleri, ville jeg aldrig komme i gang. Jeg skal over min forestilling om, hvordan maleriet skal se ud, før der begynder at ske noget interessant. Det kan klassisk musik hjælpe mig med, fordi musikken løfter mit sind op over det umiddelbare og fortænkte.

Kesi – ’Livet er langt, lykken er kort’

Kesi er særlig interessant, fordi han er en af de få store musikere i Danmark, som er kommet op på hitlisterne igen efter at have holdt pause fra musikken i et par år. Bare det i sig selv er en stor bedrift, men at han ovenikøbet har gjort det på sin egen måde og gået imod de store pladeselskaber og åbnet sine egne veje – det er meget anerkendelsesværdigt. Han insisterede på, at man godt kan blive en succes som farvet rapper i Danmark. Før den nye bølge af rappere med Kesi, Sivas, Gilli og så videre var det jo kun hvide rappere, som spillede på de store festivaler i Danmark. Nu er der kommet et lidt mere nuanceret og alsidigt billede frem på scenen. Hvilket man til dels kan takke Kesi for. Det har været hans kamp. Det handler om at holde fast i, at man godt kan det her. Kesi går efter det. Han gør sin ting. Det er den energi, jeg får ved at lytte til hans musik.

Med ’Livet er langt, lykken er kort’ har Kesi nogle ønsker for verden; han vil ændre den til et bedre sted. Man skal ikke undervurdere betydningen af at lave en sang, som bliver spillet meget i radioen. Det har potentiale til at rykke ved noget. I forhold til hans alder er det beundringsværdigt, hvor begavet han er, og hvor velfunderet han er i det liv og samfund, han er en del af. Den her sang er noget af det bedste inden for dansk hiphop. Den er virkelig, virkelig godt skrevet. Som Tupacs sange. Med få ord beskriver han nogle følelser, som jeg kan relatere mig til, fordi jeg har oplevet det samme. At føle sig fremmed i det land, du bor i, og være splittet mellem flere kulturer. Kesi reflekterer over vores samfund, men musikken har en opløftende energi i stedet for at have den modsatte attitude: Jeg skyder jer ned, fordi I er nogle røvhuller. Det tror jeg ikke er løsningen. Hans musik er universel, og jeg tror i virkeligheden, at alle mennesker kan forholde sig til de følelser, han beskriver. Det handler mest af alt om, at hårdt arbejde betaler sig.

Farshad Farzankia er fotograferet i sit atelier sammen med den dansk-tanzanianske musiker Oliver Kesi Chambuso, 28, der siden 2012 har udgivet fire studiealbummer og to EP’er – ’BO4L’ som det seneste album. Et album, som indtog førstepladsen på de danske hitlister sidste år. Kesi har modtaget platin for sange som ’Ku godt’, ’Søvnløs’, ’Mamacita’ og ’Kom over’. I marts udgav Kesi to nye singler, ’Wawa’ og ’B.O. Bop’ sammen med Gilli og Benny Jamz, og dermed er de tre genforenet som musikkollektivet B.O.C., som de slog igennem med for 10 år siden.

Hue, Prada.
Hættetrøje, A Bathing Ape.
Bukser, Evisu.
Sko, Nike.
Alt er Oliver Kesi Chambusos eget.

SAMTALE MED Oliver Kesi Chambuso om modet til at gå egne veje

FARSHAD: Jeg lyttede meget til Nas’ plade ’Illmatic’ sidste år under Black Lives Matter. Den er syg! Noget af det bedste hiphop, der er lavet. Jeg kan godt lide, at den ikke peger fingre og er så politisk, som flere af Nas’ senere plader.

KESI: ’Illmatic er for vild! Jeg har altid været kæmpefan af det album. Hans senere albums bliver for konceptuelle, og det bliver lidt for meget i længden. Det sender mig i en retning af: Fuck det, nu skal jeg ud og kaste med mursten!

FARSHAD: Ja, men så får man afløb for sine frustrationer. Som med Tupacs musik.

KESI: Tupac var noget helt særligt. Vi ser kun sådan en artist hvert hundrede år.

FARSHAD: Jeg har lige set serien ’Can’t Get You Out of My Head’, som er lavet af BBC-journalisten Adam Curtis. Han forsøger at beskrive den tid, vi lever i, over 13 kapitler. I et af kapitlerne fortæller han om Tupac og hans mor, som var en stor digter og stærk frihedskæmper, der desværre blev afhængig af crack. Hun røg i fængsel, fordi hun var aktiv i Black Panther. Det var vanvittig interessant, og jeg forstod, hvorfor Tupac har den der det er mig mod verden-attitude.

KESI: Jeg er vokset op med Tupac. Vi boede i Thorsgade på Nørrebro, og de større drenge fra gården hang ud hos min storesøster, som er 7-8 år ældre end mig. Jeg lærte at optræde med Tupacs sange, for så vidste jeg, at jeg kunne komme ind til de store børn og underholde. Jeg blev smidt ud af værelset igen, når jeg ikke var underholdende mere. Og så var det tilbage på mit værelse og lære en ny sang. Det lærte mig at optræde. Det var ikke, fordi jeg vidste, at jeg ville være rapper, det var mest for at imponere de seje børn. Men senere fandt jeg ud af, at jeg måske var meget god til det.

FARSHAD: Ja, det var du vist tydeligvis ret god til!

KESI: Jeg kan godt mærke, at jeg har mere på hjerte nu, end da jeg startede med at lave musik. Under Black Lives Matter var der en forventning fra folk om, at jeg skulle udtale mig. Jeg har altid tænkt, at det var dumt at blande det sammen, men jeg har fået mere lyst til at kommentere på, hvad der sker omkring mig. Bare det, at jeg bliver nomineret til Urban-prisen – hvorfor skal rappere stadig sættes i en særlig kategori? Hvorfor er vi ikke nomineret til hovedprisen, når vores musik er det mest streamede i landet?

FARSHAD: Det kan være farligt at blande det sammen. Bare se på Tupac – man kan dø af det. Jeg har forsøgt at kommentere på politiske emner i mine malerier, men det fungerede ikke. Malerierne blev som plakater med et budskab skrevet sort på hvidt. Det var ikke interessant. Det må komme intuitivt i den maleriske proces. Dit ærinde har ikke været at være en politisk figur, det har været at lave musik. Og det gør du som en af de bedste.

KESI: Tak. Og nogle gange vil folk bare have et festligt indslag, som får dem væk fra problemerne. Men det er svært at blande musik og politik sammen, jeg er bange for slutresultatet.

FARSHAD: Du er i top-10 og laver udsolgte shows. Du kan ikke lave et større statement end det.

KESI: Tak. Jeg har heller aldrig følt mig så anderledes. Der, hvor jeg voksede op, var der mange tyrkere, arabere og andre afrikanere. Vi var sammen om at være fra den gård. Jeg havde ikke en stopklods, som sagde, at jeg ikke kunne, fordi jeg var udlænding. For mig handlede det om at blive den bedste blandt venner i gården til fodbold og senere den bedste til at rappe. Den mentalitet tog jeg med videre i livet, og jeg følte mig heller ikke anderledes end de danske børn – der ville jeg også være den bedste. Det var heldigt, at jeg ikke havde den stopklods, for jeg tror, at man kan sætte begrænsninger op for sig selv ved at sige, at man er for anderledes. Jeg er klar over, at alle udlændinge ikke har haft de samme vilkår og nogle oplever meget slem racisme, og det er forfærdeligt! FARSHAD: Men du har stadig kæmpet din kamp. Der er tusinde ting.

KESI: Hundrede. Den største har været kampen mod den etablerede tilgang til at lave musik. Mine venner, min manager og jeg gad ikke gå med på pladeselskabernes præmisser. Det var vores musik, de solgte. Vi arbejdede ikke for dem. Det var en omvæltning for dem, at vi kom ind med en vision og en plan. Vi sagde til dem: Det bliver med eller uden jer. Har I lyst til at fonde vores projekt?

FARSHAD: Og du gjorde det.

KESI: Vi vidste jo ikke noget om, hvordan man normalt producerede og udgav musik. Vi havde et stort netværk og vidste, hvordan vi kunne skabe en fanskare ved at tage ud og spille for de unge, og vi kunne dele musikken på nettet. Pladeselskaberne forstod det ikke. De talte om at sælge CD’er. Fysiske CD’er – hvad snakker I om?

FARSHAD: Haha. Det er sjovt med sådan noget. Det etablerede er ofte 10 år bagud.

KESI: Jeg var 19 år. Jeg ville ikke ane, hvem jeg skulle give CD’en til. Mine venner ville bare kigge på mig … Folk hørte musik på YouTube. Men pladeselskaberne ville gøre det på den ”rigtige” måde.

FARSHAD: Det har du også i maleri: Du bruger ikke oliemaling, du bruger vandfarver, det er ikke rigtige malerier. Du ved. Who gives a fuck? Enten gør du det, eller også gør du det ikke.

KESI: Og hvad, hvis det ikke er rigtig hiphop? Og hvis det ikke er rigtig kunst?

FARSHAD: Så er der noget galt med vedkommende, som siger det der: Jeg laver det rigtige musik. Hvem fanden gider det?

KESI: Præcis. Og hvem gider lytte til det? Eller kigge på et maleri, som er lavet lige efter bogen.

FARSHAD: Værsgo, det er lavet lige efter bogen!

KESI: Kedeligt, jeg kunne have læst en fagbog, hvis jeg ville vide, hvordan det skal være. Hiphoppen startede jo ved, at nogle musikere scratchede plader med funkmusik. De gjorde noget forkert med musikken. Mange rappere kan jo ikke spille instrumenter eller tælle takter. De kan ikke andet end at være gode med ord. Men det er det, som gør det spændende. Der bliver skabt noget nyt, når man ikke er for skolet. Hvorfor skal et omkvæd komme på et bestemt sted i sangen? ”Fordi folk godt kan lide det.” Hvad, hvis folk også kan lide noget andet? Kendrick Lamar lavede en syv minutter lang freestyle, hvor beatet skifter fuldstændig halvvejs.

FARSHAD: I dag er der heldigvis flere, som bevæger sig frit rundt. De tænker ikke over genre, de vil bare lytte til noget fedt.

KESI: Ja. Min familie boede i en lille lejlighed, så når jeg sad på mit værelse og hørte min egen musik, kunne jeg også høre min søster lytte til Tupac eller techno, som også var stort i 90’erne, og mine forældre lytte til Madonna eller Keith Sweat. Det er jo sådan, det er i dag. En sovs af alt muligt.

FARSHAD: Sygt, at du kan huske Keith Sweat!

KESI: Der er en god chance for, at jeg blev undfanget til Keith Sweat-nummeret ’Top Of The World’ … Men tilbage til diskussionen om at lave rigtig musik: Jeg bliver ofte spurgt, om jeg kan spille på et instrument. Næ. ”Nå, men det er bare, fordi du laver musik …”

FARSHAD: Jeg tror, folk glemmer, at det handler om at skrive tekster. Det er ikke så anderledes, end hvad digtere og forfattere gør. Du skriver vel alle dine tekster?

KESI: Ja ja, præcis. Da jeg gik i folkeskole, skrev jeg tekster uden beats. Jeg skrev sætninger, som rimede. Ord, jeg gerne ville ud med. Det er jo digte. Jeg rappede det bare højt for mig selv, så det blev til en rap i stedet for et digt. Er det ikke også federe at lære at male selv?

FARSHAD: Jo. Men jeg kender ikke det andet, så jeg ved ikke, hvordan det ville være. Jeg har lagt mærke til, at det er noget, man kan have på mig: Du har ikke gået på den skole, så du kan ikke male. Jeg har det sådan: Jeg har malet det her, og der er nogle, som kan relatere til det, de tager det med hjem og får glæde af det. Den er ikke længere.

KESI: Sygt, jeg vidste ikke, det var en stor ting i kunstverdenen.

FARSHAD: Jeg tror, du har det inden for de fleste kreative områder. En skeptisk tilgang til det selvlærte.

KESI: Det er en drivkraft for mig at modbevise dem.

Da Farshad Farzankia færdiggjorde sin uddannelse på Designhøjskolen i Højer, fik han arbejde hos Claus Due, hvor han lavede filmplakater til nogle af de største danske filmproduktioner og pladecovers til forskellige bands. Efterfølgende arbejdede Farzankia som grafisk designer for Det Kongelige Teater, DR, Euroman og designbureauet Low, inden han i 2016 sagde sit job op for at arbejde fuldtid på sin første udstilling med 20 malerier, der blev vist på Holmen for familie og venner.

FARSHAD: Jeg har faktisk aldrig haft et behov for at vise folk, som har trådt på mig, at jeg kan noget. Jeg kan se, at andre mennesker er drevet af den slags, og det anerkender jeg, for det kan sikkert være en god måde at motivere sig selv på, men jeg synes egentlig, at det er en hadefuld energi. Jeg skal helst lytte til så få mennesker som muligt. Helst ingen. Da jeg valgte at male på fuldtid, brugte jeg bare rigtig mange timer på det …

KESI: Når jeg tænker over det, er det sjovt, at der overhovedet findes skoler for kreative fag. Jo, et musikkonservatorium, måske, men det giver ikke mening, at der er nogen, der skal fortælle dig, hvordan du laver musik, film eller malerier. Hvorfor skal man skabe noget inden for nogle rammer? Så bliver det vel ikke særlig nyt og spændende?

FARSHAD: Du har ret. Det vigtigste er, at man er tålmodighed og stædig. Så står man her ligesom dig 15 år senere.

KESI: Eller som dig, der skal udstille på Arken og har gjort det på din måde.

FARSHAD: Der skal ikke mere til. Og så skal man gøre det samme igen og igen.

KESI: Der er ikke noget, som hedder plan b og c. Jeg gider ikke gå på kompromis med det, jeg synes er fedt at bruge mit liv på. Samfundsstrukturen er jo skruet sådan sammen, at man bør tage sig en uddannelse, og da vi startede med musikken, hørte vi tit den der med, at vi ikke kunne leve af det. Hvorfor skal jeg gøre det sådan? Hvorfor skal jeg være voksen på én bestemt måde?

FARSHAD: Den er ikke længere. Vi har da begge haft masser af jobs for at kunne lave vores kunst ved siden af. Men hvorfor fanden skulle du ende i – jeg ved ikke – Danske Bank?

KESI: Jeg ville kede mig ad helvede til. Og jeg ville tænkte: Hvad er det her for et liv? Det gider jeg ikke leve.

FARSHAD: Det er jo ikke, fordi man har fundet løsningen på det hele. Alle har problemer. Det er en kamp.

KESI: Men det er en kamp, jeg hellere vil kæmpe.

FARSHAD: Lige præcis. Jeg vil hellere bruge fem uger på at finde den rigtige brune farve end at gøre det, andre synes, jeg skal gøre. Og hvis jeg skulle forklare det til folk, ville de bare tænke: Hvad fuck har han gang i? Han er jo en taber.

KESI: Når dit værk er færdigt, og det ser ud, præcis som du havde forestillet dig, så er du fucking glad!

FARSHAD: Så kunne det have taget syv år. Og lige der føler jeg, at jeg kan gøre det igen.

Fra Dossier nr. 24, maj-juni 2021.