Kevin Magnussen

om at blive mentalt rustet til Formel 1

Tidligere var Kevin Magnussen sin egen værste fjende. Formel 1 var det eneste i den danske racerkørers liv, og da han så pludselig blev vraget, fulgte den helt store nedtur. Men den var nødvendig, for det var, da modgangen meldte sig, at han fik et afslappet forhold til sin metier. Det er stadig hans ubetingede ambition at vinde verdensmesterskabet, men modsat tidligere føler han sig nu som 27-årig rent faktisk mentalt stærk nok til at gøre det.

FORMEL 1 er en virkelig speciel størrelse at have med at gøre. Der er færre Formel 1-kørere i verden, end der er astronauter, så hvis man er nået dertil, er man allerede nået virkelig, virkelig langt. Man har klaret sig gennem et brutalt udskilningsløb det meste af sit liv, hvor mange dygtige kørere er blevet siet fra, og nu er man endelig blevet en del af det fine selskab. Man kan begynde at gribe ud efter den store pokal.

Men samtidig føles det næsten, som om man er længere fra end nogensinde før. For de 19 andre, man er oppe imod, er de bedste i verden. Det er de eneste, som det også er lykkedes for at komme gennem nåleøjet, og deres historier er de samme som ens egen, bare i England, Tyskland, og hvor de ellers kommer fra. De er kort og godt af samme støbning.

Da jeg selv blev en del af Formel 1 som 21-årig, var presset meget større, end jeg havde forventet. Jeg havde drømt om det hele mit liv, og nu var jeg der pludselig. Jeg var virkelig tæt på at udleve min drøm, for den var at blive verdensmester, ikke bare at komme i Formel 1, men jeg var satanedme tæt på. Det pres var enormt, og det gjorde, at jeg faktisk ikke kunne nyde det. Jeg blev anspændt, og som en konsekvens af det begik jeg fejl. Jeg tror egentlig, det var mig selv, jeg blev mest bange for. For ikke at kunne præstere. For jeg har altid haft følelsen af, at jeg var en af de bedste, og jeg har aldrig oplevet at kigge på en anden og tænke, at ”ham kan jeg ikke slå, for han er sgu for god”. Jeg har altid virkelig haft troen på, at jeg har det, der skal til. Så det var ikke mine rivaler, der skræmte mig mest. Det var mere følelsen af, at nu var alt pludselig på spil, og hvis jeg ikke præsterede mit eget bedste, så røg jeg ud igen. Det blev jeg meget opmærksom på. Jeg var simpelthen bange for at ryge ud igen. Og jeg røg jo også ud. Det var under mega-uheldige omstændigheder, men jeg røg ud, så det viste sig ikke bare at være en grundløs bekymring.

Dengang var det pissehårdt, men jeg ved i dag, at det var nødvendigt. For det er en anden udgave af mig, der er her nu, end ham, der fik sin debut for seks år siden. Der er ingen forskel på ambitionen. Jeg vil stadig være verdensmester. Men jeg måtte helt ned i mulden, før jeg lærte, at hvis jeg endelig skal forløse min drøm, er jeg nødt til at nyde rejsen uden at lade mig æde op af frustrationerne undervejs.

Trøje, Jack & Jones, 300 kr.

HVORFOR ER FOLK, der er sindssygt gode til noget, blevet sindssygt gode til det? Fordi det på et tidspunkt ramte noget i dem, så de ikke kunne slippe det igen. For mig skete det, før jeg selv kan huske det. Jeg var kun to år, da jeg første gang kørte i en gokart, og derfra handlede det ikke om andet. Jeg elskede det. Uanset hvor mange gange jeg kørte rundt på den bane, kunne jeg ikke få nok, og der var ikke noget, der stoppede mig. Hvis der lå sne og is på banen, så kørte jeg bare på sne og is. Jeg blev virkelig bidt af motorsporten med en overvældende passion. Så bliver man god. For så gider man øve sig, og så bider det sig fast, hver gang man lærer noget nyt. Jeg var aldrig nået hertil, hvor jeg er i dag, hvis ikke jeg havde haft det sådan, men dengang forbandt jeg det kun med noget positivt. Omstændighederne var også til det. Hele min familie støttede op, og min onkel gik all-in og viede al sin tid til at træne mig og min fætter. Jeg har uendeligt mange gode minder i forbindelse med motorsport, og da jeg senere fik lov til at rejse Europa rundt og køre gokart, var det stadig en drøm, hvor bagsiden af medaljen ikke havde vist sig endnu.

Min far var ikke så meget inde over, som mange ellers tror. Dengang var han den store danske racerkører i udlandet, og han var sjældent hjemme, så derfor blev han nærmest en mytologisk skikkelse for mig. Jeg så sindssygt meget op til ham. Det år, hvor han kørte Formel 1 for Stewart-Ford, var jeg nede for at se ham på Circuit de Spa Francorchamps i Belgien. Det var i 1997, jeg var fire år gammel, og jeg kan stort set intet huske fra det. Men jeg husker stadig lyden. Den har brændt sig fast i mig. Lyden af racerbiler, der kører flere hundrede kilometer i timen, og følelsen af gåsehud over det hele.

Min far var virkelig sådan en heltefigur for mig, og jeg drømte om en dag at kunne det samme som ham. Han så mig sjældent køre, og han var svær at imponere, det var han sgu, så det at få hans anerkendelse var ligesom noget, der var vigtigt for mig. Det var ikke, hvad det først og fremmest handlede om, men det var uden tvivl en faktor. Man hører om andre topsportsfolk, hvis fundament udelukkende er funderet på presset fra deres fædre. Sådan en som Andre Agassi,der havde en psykopatfar, som pressede ham helt sindssygt. Det medførte, at han blev verdens bedste tennisspiller, men også, at han i bund og grund aldrig selv elskede at spille. For mig blev det i langt højere grad grundlagt på passion, glæde og kærlighed til motorsporten, og det tror jeg sgu også, man bliver bedst af på den lange bane. Men det er klart, at man har brug for mindst den ene side for at nå nogen vegne, og jeg har nok i virkeligheden haft begge. For jeg elskede det virkelig, men tidligt følte jeg også et vist pres fra min far, og samtidig havde jeg en relativt ambitiøs onkel på sidelinjen. Han havde i sin tid været med til at lære min far op, og jeg har en fætter, der er professionel, og en anden fætter på vej, så han kan et eller andet. Uden ham havde det måske set helt anderledes ud, for min far havde ikke tid til at være lige så meget til stede, så han kom til at spille en central rolle.

I løbet af min opvækst fik jeg lov til at klare det meste selv, men jeg drog til gengæld fordel af at hedde Magnussen. Min far havde banet vejen, så der var en eller anden hype ved mit navn. Jeg vidste, at folk tidligt holdt øje med mig. Det der Magnussen, det var jo ligesom ham, der kørte Formel 1. Jeg fik ikke en badebillet, for det kan man slet ikke i den verden, og omvendt krævede det også, at jeg virkelig skulle bevise noget. Men det ekstra pres kom med nogle muligheder. Da jeg var helt lille, sendte Ron Dennis, chefen for McLaren, en fødselsdagsgave til mig. En lille vaskehal, som jeg kunne vaske mine legetøjsbiler i. Der var også vedlagt et fødselsdagskort, hvor der stod, at når jeg en dag var blevet lige så god som min far, skulle jeg ringe. Det var i virkeligheden mest henvendt til min far som en slags skulderklap, men jeg gemte brevet, og da jeg mange år senere følte, at nu var jeg blevet ikke bare lige så god, men endnu bedre, fandt jeg det frem igen og tog kontakt til McLaren.

Formel 1-sæsonen 2020 løber fra 15. marts til 29. november med 22 grandprixer fordelt over hele verden med start i Melbourne i Australien og afslutning i Abu Dhabi. I visse perioder kræver det rigtig meget rejsetid, fordi løbene er spredt ud over hele kloden, som mellem 6. september og 25. oktober, hvor feltet skal forbi Italien, Singapore, Rusland, Japan og USA. Man anslår, at et Formel 1-team tilbagelægger 132.000 kilometer i løbet af et år. For hvert løb skal de transportere garager, computere, biler og alverdens udstyr. Fordi alle teams holder til i Europa, kan de transportere udstyret i lastbiler til løb på kontinentet – samlet op imod 300 lastbiler pr. løb – mens de på oversøiske rejser fylder syv Boeing 747’ere alene i last. På en løbsuge sætter de forskellige teams alt op tirsdag og onsdag, så det står klar torsdag, når kørerne er ankommet til pressedagen. Fredag har de træning, lørdag kvalifikation og søndag selve løbet, før alting pakkes ned og starter forfra. For Kevin Magnussen betyder det, at han er på farten i omkring 30 uger årligt. “For mig er den ideelle forberedelse til et løb en helhed af alting, men man kan også blive fanatisk. Nogle trives med at være fuldstændig ekstreme med kosten og søvnen og have det helt rigtige lys, før de går i seng. Der er jeg sgu ikke, det må jeg indrømme. For mig er det vigtigere at være stærk og i god form, men også at have et liv. Jeg kan ikke gå i seng halv ni hver aften og sidde to timer forinden i et eller andet bestemt lys, der forbereder mig til min søvn. Så vil jeg hellere se en film med konen eller spise ude med vennerne. Jeg tror også på, at jeg performer bedre, hvis jeg kan mærke, at der er en balance mellem alt det hårde og muligheden for også at give mig selv noget frihed.”

DA JEG VOKSEDE op, var det med følelsen af at være foran de andre i min udvikling.Fordi jeg startede så tidligt, som jeg gjorde, betød det, at da jeg begyndte at køre mod andre på min egen alder, var jeg så meget bedre end dem. I perioder havde jeg følelsen af at kunne køre baglæns og stadig slå dem. Hver gang jeg rykkede en klasse op, steg niveauet, men jeg blev ved med at være en af de allerbedste. Efter at jeg havde kontaktet McLaren, begyndte de at følge mig, og da jeg havde bevist mig længe nok, hev de mig ind som en del af deres juniorprogram. Vi var 20 unge kørere til at starte med, men undervejs blev folk siet fra. Nogle af os gik videre til næste stadie, hvor vi arbejdede med deres team, kørte i simulator og fik lov til at prøvekøre F1’eren. Til sidst var der kun mig tilbage, og efter en rolle som test- og reservekører blev jeg som 21-årig signet som McLarens nye Formel 1-kører.

Selv om det var med følelsen af i virkeligheden at have regnet med det, var det overvældende, at det hele pludselig var på plads. Det gik ligesom for alvor op for mig, at nu kører jeg Formel 1 med McLaren. Da jeg først fik tænkt den tanke igennem, var det en helt vild følelse, der ramte mig. For det går så langt tilbage. Det var præcis det, jeg havde drømt om, fra jeg var fire år gammel. Køre Formel 1 med McLaren. Min far kørte for McLaren. Der er videoer, hvor jeg kører rundt i en lille McLaren-bil som barn. Det var alt, jeg altid havde ønsket, og måske var det i virkeligheden med til at gøre presset alt for stort. Jeg mener, hvad fanden er oddsene for, at den her lille knægt fra Roskilde får det ene af kun to sæder på det her kæmpe, historiske team? Der var biler hos McLaren med legendariske navne som Ayrton Senna og Alain Post. Og lige pludselig med ’Magnussen’. Det var måske for meget et eller andet sted.

Og det blev jo ikke ligefrem bedre af, at jeg så startede med at køre på podiet. I mit allerførste Formel 1-løb. Det var for meget til at fatte, og set i bagklogskabens klare lys var det uheldigt, at det startede på den måde, for jeg kunne ikke følge med mentalt.

MAN MÅ FORSTÅ, at jeg ikke havde prøvet andet end at være en af de bedste hele mit liv. Da jeg var på vej til Australien for at køre det første løb, sad jeg og kiggede ud ad vinduet. Det hele var pludselig så virkeligt, og jeg kan huske, at jeg sad og tænkte: ”Jeg vinder sgu nok. Jeg tror sgu, jeg vinder det her.” Den følelse gik jeg ind i weekenden med.

Til tidtagningen dagen forinden var det vildt regnvejr, det var sindssyge forhold, men jeg kvallede mig som 4’er og gav mig selv et godt udgangspunkt. I selve løbet kom jeg godt fra start, andre lavede fejl, jeg kørte udenom, og da jeg et par timer senere kørte over stregen, var det som 3’er. Fordi Daniel Ricciardo efterfølgende fik en tidsstraf, blev jeg i stedet nummer to. Det var det bedste resultat nogensinde af en rookie i Formel 1’s historie. Der var kun én anden før mig, der havde gjort det i sit første løb. Jacques Villeneuve i 1996. Én anden. I hele Formel 1’s glorværdige historie. Lewis Hamilton, som jeg overhalede undervejs, var syv år tidligere blevet 3’er i sit debutløb og blev året efter den yngste Formel 1-verdensmester nogensinde. Hvordan undgår man, at ens forventninger stikker helt af?

Men jeg havde regnet med at vinde, og det gjorde jeg ikke, så faktisk følte jeg, at det var gået dårligere end forventet. Jeg fejrede det ikke engang rigtigt. Da jeg stod på podiet i Australien, havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at det skulle blive mit bedste resultat indtil nu. Tværtimod troede jeg, at jeg ville blive verdensmester i den sæson. I sådan en situation aner man ikke, hvad man skal forvente, men indtil da var alt faldet direkte ned i min turban hele mit liv, så hvorfor skulle det ikke blive ved? Bagefter ramte virkeligheden så, og det blev den ved med at gøre resten af sæsonen. For sådan noget gør man ikke bare i Formel 1. Man vinder ikke bare fra start. Det var en alt for naiv tilgang.

”Det år, hvor han kørte Formel 1 for Stewart-Ford, var jeg nede for at se ham på Circuit de Spa-Francorchamps i Belgion. Det var i 1997, jeg var fire år gammel, og jeg kan stort set intet huske fra det. Men jeg husker stadig lyden. Den har brændt sig fast i mig.”

Kevin Magnussen



HELE DEN SÆSON var et langt og smertefuldt illusionstab. Jeg var i virkeligheden ikke klar til at køre Formel 1. Det var alt for vildt og forvirrende i mit hoved, og der var noget, der slet ikke var ordentlig afstemt med forventninger og realitet. Det havde været bedre, hvis jeg havde været lidt ældre, eller det var gået lidt langsommere. Eller hvis jeg ikke havde drømt om det så meget. Det blev for meget. For når man så starter, som jeg gjorde, og virkeligheden efterfølgende ikke lever op til forventningerne, er det svært at justere sin mentale tilstand.

Det var ikke, fordi jeg kørte elendigt. Jeg var gennemsnitligt hurtigere end min teamkammerat, Jenson Button, der var tidligere verdensmester. Han tævede mig så på pointene, fordi han havde så meget mere rutine. Men alt taget i betragtning gik det jo godt nok. Det gjorde det bare slet ikke i forhold til mine egne forventninger, og det betød, at jeg hele tiden var enormt ked af det og utilfreds. Jeg var endelig i Formel 1, og så var det slet ikke, som jeg havde regnet med. Jeg havde ikke den bedste bil, så jeg kunne ikke vinde, og det var svært bare at komme i top-10. Jeg følte, at det hele var noget lort.

Set i dag er det sgu ærgerligt, for jeg havde ikke en dårlig bil, måske var det endda den mest konkurrencedygtige bil i min Formel 1-karriere. Hvis jeg var gået mere afslappet ind i det, havde det ikke slået mig ud af kurs på samme måde. Og så havde jeg brugt al erfaringen mere konstruktivt og var kommet tilbage fra de dårlige løb langt bedre. Men i stedet gik jeg rundt og var sur og ked af det. Jeg fik ikke nok ud af det og satte ikke nok pris på det, for inde i mit hoved var det en katastrofe, at jeg ikke vandt, og at jeg ikke kæmpede med om mesterskabet.

OG SÅ RØG jeg pludselig helt ud af Formel 1. Det var kendt allerede halvvejs inde i sæsonen, at McLaren havde signet den dobbelte verdensmester Fernando Alonso, og at valget derfor stod mellem mig og Jenson Button til sidste sæde. Men jeg fik hele tiden at vide, at jeg ikke skulle bekymre mig. McLaren havde en option på mig og skulle egentlig bare sende en mail med et bindende dokument om at gå videre med mig. Men den mail kom bare ikke, og samtidig hørte jeg, at der i baggrunden foregik en konflikt mellem de to arabiske ejere og chefen Ron Dennis.

Selv om jeg gerne ville have, det faldt hurtigt på plads, var jeg ikke for alvor nervøs. Folk i teamet sagde, at sædet nok skulle blive mit. Jeg forhandlede ikke med andre teams og tænkte, at selvfølgelig ville jeg blive her. Jeg var klar over, at jeg skulle score flere point i den efterfølgende sæson, men det tænkte jeg også, at jeg kunne, for jeg havde kørt hurtigt nok.

Dagen inden de to kørere skulle offentliggøres, havde jeg stadig ikke fået dokumentet. I stedet blev jeg kaldt ind på Ron Dennis’ kontor. Stod det til ham, forklarede han, skulle jeg køre, men ejerne havde bestemt, at det skulle være Jenson. Der var ikke noget at gøre. Normalt går ejere aldrig ind i den slags managementbeslutninger, men de var blevet uvenner, og mit kort var endt på den forkerte side af konflikten.

”Man må forstå, at jeg ikke havde prøvet andet end at være en af de bedste hele mit liv. Da jeg var på vej til Australien for at køre det første løb, sad jeg og kiggede ud ad vinduet. Det hele var pludselig så virkeligt, og jeg kan huske, at jeg sad og tænkte: ”Jeg vinder sgu nok. Jeg tror sgu, jeg vinder det her.””

Kevin Magnussen

Det var det, jeg altid havde villet, og nu var jeg pludselig ude. Når man er testkører, er man med til det hele, men samtidig er man slet ikke med. For man er ikke ham, der kører løbene. Samtidig vidste jeg, at hvis man først er blevet degraderet, kommer kun de færreste tilbage. Min far fik kun en hel sæson, og så røg han ud og kom aldrig til at køre Formel 1 igen.

Det var et kæmpechok, men Ron Dennis prøvede at berolige mig: ”Lad være med at bekymre dig. Hvis alt går, som jeg forventer, kan jeg skifte dig ud med Jenson midtvejs i sæsonen, og så får du dit sæde tilbage. Bare bliv, vi skal nok tage os af dig.” Jeg valgte at være tålmodig og tro på det, men som året skred frem, begyndte jeg at miste modet. Sæsonen var i gang, så jeg havde ikke mulighed for at gøre andet, køre i andre serier, ligaer og klasser. Det gik langsomt op for mig, at jeg ville ende med at sidde ude en hel sæson, og det var ret katastrofalt, for så går man i stå og bliver rusten. Det havde jeg ikke råd til.

Men mest af alt var det en identitetsmæssig mavepuster. Jeg var ham, der altid havde været målrettet på vej mod Formel 1, på vej mod verdensmesterskabet, og nu var jeg blevet vejet og fundet for let. Det blev en sindssygt hård tid. Jeg havde svært ved at acceptere, at jeg var blevet valgt fra på den måde. Til sidst mistede jeg helt troen på, at jeg kunne komme tilbage, og røg helt ned i kulkælderen.

I løbet af de otte måneder, sæsonen står på, har Kevin Magnussen sjældent tid til at besøge familie og venner. Derfor sørger han for i vinterpausen at bruge meget tid i Danmark. “For et par år siden flyttede jeg til Dubai. Jeg troede, at det ville være optimalt, for til langt de fleste løb skal jeg alligevel mellemlande der, og derfor tænkte jeg, at så kunne jeg i det mindste springe halvdelen af flyveturene over. Den del var også fin, men selve Dubai var ikke min kop te. Det fungerede bare ikke for mig. Der var for stor kulturforskel, og reelt var der ikke rigtig noget at lave, ud over at ligge ved poolen eller skydive og alle de der klassiske ferieting. Det er et lidt fake miljø. Så nu er jeg flyttet til London. Det er mere en rigtig by, og jeg kender også langt flere folk der. Jeg bor sammen med en kammerat, der arbejder i byen, og hele min hverdag fungerer bedre. Mit team, Haas, har også en afdeling lidt uden for London, så de synes også, det er fedt, at jeg er mere til rådighed. Jeg kan nemt hoppe i bilen og køre derop, hvis jeg skal til et møde eller har brug for at køre i simulatoren.”

Frakke, Jack & Jones, 900 kr.
Cowboyjakke, Jack & Jones, 400 kr.
T-shirt, Jack & Jones, 150 kr.
Trøje, Jack & Jones, 400 kr.


DA JEG BESLUTTEDE mig for at kigge andre veje end Formel 1, var det ikke med en følelse af nyvunden motivation. Det var med følelsen af grundlæggende bitterhed. Jeg var megaskuffet og ked af det, og der var ikke noget, jeg havde mindre lyst til, men jeg kunne ikke se andre muligheder. Det blev ikke Formel 1 for mig, så i stedet måtte jeg prøve at få et andet topsæde i motorsporten.

Først besluttede jeg mig for at ville vinde Le Mans. Jeg fik chancen i et shootout hos Porsche, i samme klasse, som Tom Kristensen har vundet mange gange. Jeg skulle bevise min berettigelse over få omgange mod en masse andre kørere. Til sidst fik jeg sædet. Men bedst som det skulle gå igennem, ramte Volkswagens dieselskandale. De ejede Por-sche, og fordi de blev ramt af kæmpebøder, skulle de spare og trak det hele ud. Så var jeg på bar bund igen.

I stedet forsøgte jeg mig hos Mercedes i den tyske motorsportsserie. Samme koncept, shootout, en masse konkurrenter, og igen fik jeg tilbudt sædet. Men så skete der noget, der vendte op og ned på det hele endnu en gang. Renault var ved at købe sig tilbage i Formel 1 og havde overtaget Lotus-teamet. Det var planen, at deres kørere skulle følge med, men den ene, Maldonado, havde nogle kæmpe sponsorater med sig fra Venezuela, og jeg er stadig ikke helt sikker på, hvad der skete, men nogle endte i fængsel, og hele sponsoratet faldt til jorden. Fordi Renault pludselig manglede en kører, ringede de til mig og forhørte sig om min situation.

Jeg havde sagt til Mercedes, at jeg ville køre for dem i den tyske motorsportsserie, og de blev ved med at presse på for at få min underskrift. Men jeg blev ved med at udsætte det, mens jeg ventede på en afklaring fra Renault. Til sidst måtte jeg sige til Mercedes, at jeg ikke kunne gøre det. Det var et sæde, som rigtig mange andre ville give alt for, så bare at smide det væk uden at have andet på plads var nervepirrende. Men jeg havde været helt nede i kulkælderen, så da muligheden for at komme tilbage i Formel 1 opstod ud af ingenting, satsede jeg bogstavelig talt alt. Til mit ekstreme held flaskede alting sig til sidst, jeg skrev under med Renault og var tilbage.

”Hvis vi er samlet til et arrangement, stiller jeg mig altid i hjørnet af rummet. Jeg opsøger ikke nogen af de andre for at snakke, for jeg ved, at i morgen er de sikkert pissesure over et eller andet, jeg har gjort på banen alligevel. Jeg er ikke med i det her for at skaffe venner, men for at skaffe point.”

Kevin Magnussen


MEN DET VIGTIGSTE vendepunkt i den periode foregik faktisk uden for selve banen. Da jeg var allerlængst nede, mødte jeg Louise,som jeg senere er blevet gift med. Før hende var Formel 1 og motorsport groft sagt det eneste, der betød noget i mit liv. Det var fuldstændig altopslugende, og jeg syntes vitterligt, at alt andet var ligegyldigt. Som barn sad jeg og kiggede ud ad vinduet og så på andre mennesker og tænkte: ”De kører ikke ræs. Hvorfor er de glade? Hvorfor smiler de?” Jeg kunne simpelthen ikke forstå, hvad der skabte værdi i deres liv. Jeg tænkte ikke på andet, kunne ikke snakke om andet og var fuldstændig forblændet af det på et niveau, hvor det i virkeligheden slet ikke er sundt. Det betød for meget, for den slags kan betyde for meget. Selvfølgelig er det grunden til, at jeg overhovedet er kommet hertil, hvor jeg er i dag, men det er ikke sundt. Jeg havde ikke andet til at understøtte mit sind og min mentale tilstand. Det var i motorsporten, at mit selvværd lå, at hele mit liv lå, så hvis det ikke spillede, havde jeg ikke noget andet. Jeg blev min egen værste fjende, og hvis jeg kørte dårligt, blev jeg fuldstændig deprimeret. Det er ikke holdbart på den lange bane, for det er for stort et pres at lægge på for skrøbeligt et fundament. Men det tog mig lang tid at indse, at det først er, når man ikke har det pres på sine skuldre, at man for alvor kan præstere.

Det var, mens jeg var helt nede at vende, at jeg mødte Louise, og den slags sætter bare tingene i perspektiv. Det var ikke en erkendelse, der kom som lyn fra en klar himmel. Det skete hen over tid, fordi jeg var nogle ting igennem, mistede mit sæde, mistede min position i Formel 1 og måtte erkende, at jeg ikke skulle køre igen. Så giver man op, og jeg gav op. Jeg troede ikke, jeg kom tilbage, og måtte forholde mig til den virkelighed. Når man lander på røven, finder man ud af, hvad der virkelig er vigtigt i ens liv, og man opdager, at hold kæft, hvor er det godt, at man har de her venner og den her dejlige familie. Man finder ud af, at dét er det vigtigste. For motorsport er fucking fedt, men når man sidder på bunden, er det ikke noget værd alligevel. Det er det, jeg har viet mit liv til at blive god til, og det er det fedeste i verden, men ikke det vigtigste. Det er min familie og venner og ikke en eller anden racerbil.

Når jeg hører mig selv sige i dag, at motorsport ikke er det vigtigste i mit liv, lyder det mærkeligt. Det lyder som en anden, der siger det, og nogle gange tvivler jeg også på, om jeg mener det. Men det tror jeg sgu, jeg gør. Og samtidig har jeg aldrig kørt så godt, fordi jeg rent faktisk går ind til en løbsweekend med et smil på læben. Jeg kan nyde det, for hvad det er. Det er min passion, jeg er god til det, det er de bedste baner i verden, de fedeste biler, og jeg er heldig at få lov til at gøre det. Alt det kan jeg endelig sætte pris på nu, fordi jeg ikke længere er tynget af det her kæmpestore, negative forventningspres, der følger med, hvis man er forblændet. Det har gjort mig til en bedre racerkører at møde Louise, for da jeg endelig fik chancen igen, havde jeg været alt det igennem, fået sat tingene i perspektiv og startet en anden måde at leve på.

Frakke, Jack & Jones, 900 kr.


DET ER ALTID ambivalent at gå på vinterferie efter sæsonens sidste løb. Når det er off-season i Formel 1, er det virkelig off-season, og bortset fra nogle få sponsorarrangementer har man som kører ikke rigtig noget at lave. Jeg synes aldrig, det er fedt at være væk fra bilen, og der går ikke længe efter sidste løb, før det begynder at krible i mig for at komme i gang igen. Den del bliver jeg aldrig mættet af. Men jeg bliver mættet af at rejse så meget og sidde og glo i lufthavne og på hoteller. Jeg savner alle mulige mennesker, min kone, min familie og mine venner, så efter sidste løb har jeg brug for at komme hjem og rent faktisk have tid til at se dem. Jeg tror aldrig, jeg får nok af at køre, men afsavnet ville jeg gerne være foruden.

Det er også i off-season, at det er allervigtigst at få lavet en masse fysisk træning. Så snart sæsonen ruller, er det svært at holde formen, og man vil komme til at tabe muskelmasse. Der er andre muskelgrupper, man bygger op af at sidde i bilen, især nakke, ryg og skulder, men mange andre vil blive svagere. Derfor bygger man hele sin grundform op over vinteren, så når man starter første løb, er man i sin bedste form.

Jeg har trænet hårdere op til den nye sæson, end jeg nogensinde har gjort. Men det gjorde jeg også året inden og året inden da. For mig er det en naturlig del af at forbedre sig at træne så hårdt, som jeg overhovedet kan, så hvert år gør jeg det lige lidt mere og lidt hårdere. Men når alt kommer til alt, er træningen ikke altafgørende for mig. Det altafgørende er, hvordan jeg bruger mit hoved. Om jeg er i balance mentalt og får det bedste ud af mig selv. Jeg kan mærke, at jeg er mere afslappet, end jeg har været tidligere, og når jeg udlever min drøm på den måde, hvor jeg kan sætte pris på det, mens det sker, performer jeg også bedre.

NÆSTE SÆSON BLIVER min fjerde for Haas. Jeg var kun en sæson hos Renault, for det viste sig ikke at være mig. Ligesom hos McLaren var det for politisk, jeg kunne mærke, at de var superforvirrede, og jeg følte ikke, at de for alvor ville mig. De tilbød mig en kontraktforlængelse, men Haas havde meldt sig på banen, og det havde jeg mest lyst til. Det var et lille team, mere personligt, og de virkede som nogle fede fyre. Ejeren, Gene Haas, var skidefin, nede på jorden og gik i jeans og gummisko. Han virkede som en helt almindelig fyr, og det kunne jeg meget bedre lide end mange af de her folk i jakkesæt og smoking, jeg havde arbejdet med. Haas var lige det, jeg havde brug for.

Selv om det store politiske spil på sin vis ligger uden for selve racerbanen, kan man ikke undgå at blive indblandet i noget af det, og det er vildt svært at finde rundt i, når man bare er en ung knægt. Men i hele Formel 1 tror jeg ikke, at der findes et mere upolitisk sted end Haas. Det er et rigtigt racerteam med folk, der bare virkelig gerne vil køre ræs. Selvfølgelig er det også kommercielt, for der er rigtig, rigtig mange penge på spil, og ingen kører udelukkende af rene sportslige årsager. Men det er meget mindre kommercielt end næsten alle andre teams, og det gør Haas til et nemmere og rarere miljø at være i for mig. Fra første dag kunne jeg mærke, at de troede på mig, og det har gjort, at jeg kunne slappe af, udvikle mig i mit eget tempo og finde frem til den bedste version af mig selv.

Trøje, Jack & Jones, 300 kr.

SELV OM FORMEL 1 er en individsport,har jeg en hel masse mennesker bag mig, hvis eneste opgave er at skabe så gode forudsætninger overhovedet, for at jeg kan præstere. På en måde har jeg altid syntes, at astronauter og Formel 1-kørere har noget til fælles. Man er ham helten, der træder ind i køredragten, tager hjelmen på og sætter sig ind i bilen. Man er virkelig hele forestillingens slutperformance, og det er sindssygt fedt.

Men der er også en stor tillidsøvelse forbundet med det. For jeg skal ind og forløse en masse andres hårde arbejde, og samtidig skal jeg stole på, at alle de her mennesker har gjort deres arbejde godt nok. For har bare en af dem ikke gjort det, er mit løb ødelagt, og i værste fald kan jeg komme slemt til skade.

Til åbningsløbet i forrige sæson lå jeg og min teamkammerat Romain Grosjean på de bedste placeringer nogensinde for Haas. Jeg var fjerde, og Romain femte. Det var sindssygt meget bedre, end hvad vi burde kunne med de biler. Da jeg kom til pitstoprunden, kørte jeg i pit og fik skiftet mine hjul. Idet jeg kørte ud på banen igen, røg det ene hjul af. På et splitsekund gik jeg fra potentiel succes til at være helt ude. Det var en katastrofe, men heldigvis havde vi en bil tilbage. Så kørte Romain i pit, kørte ud af pit og tabte også hjulet. Så var det pludselig en kæmpekatastrofe. Teamet havde smidt det allerbedste resultat nogensinde lige ned i håndvasken.

Når sådan noget sker, er der heldigvis langt til bilen, så ingen kan høre, hvad man råber til at starte med. Forhåbentlig er man kølet nok ned, når man når hen til de andre, så der er overskud til at give en krammer. For det var samtidig megasynd for de gutter. De gør virkelig deres bedste, og jeg har meget at takke dem for. Jeg ved ikke, om det var, fordi vi lå i de positioner, at de blev ekstra pressede, eller om det bare var sort uheld. Men der skete, hvad der skete, og så er det bedste, man kan gøre, at sige: ”Det var noget lort, vi skal videre.” Men jeg skal da være ærlig at sige, at den aften var stemningen på holdet virkelig sløj.


FORUDEN SELVE MESTERSKABET er der også konstruktørmesterskabet, hvor de forskellige teams kæmper om, hvem der har designet den bedste bil. Sidste sæson blev Haas næstsidst. Under perfekte forhold var bilen rigtig, rigtig god. Når det ikke blæste, når der ikke var andre biler på banen, når dækkene var nye og ikke for varme og alt sådan noget, havde den masser af downforce. Men aerodynamikken var alt for ustabil. En Formel 1-bil er superaerodynamisk, meget mere end et fly, og i det hele taget langt mere avanceret. Hver en overflade er designet til at lede vinden de rigtige steder hen. I grove træk handler det om at få så meget downforce på bilen som overhovedet muligt uden at få for meget vindmodstand, så den kører hurtigt ligeud og hurtigt i svingene. Så skal jeg sgu nok finde ud af at køre bilen. Men sidste sæson var der rigtig mange problemer. Der skulle ikke særlig meget til at genere bilens luftflow, hvilket gjorde, at jeg kunne være meget hurtig hen over én omgang, alene på banen og uden for varme dæk, men så snart løbene var i gang, var det noget helt andet, og hvis der var tæt trafik, var det for alvor håbløst.

Jeg kan bare trøste mig med, at året inden var bilen rigtig god, så forhåbentlig har de mange sindssygt kloge folk, der arbejder med den del, lært af fejlene fra sidste sæson. Det er altid helt vildt nervepirrende at skulle prøve den nye bil op til sæsonen, for det er altafgørende, at den er god. Jeg kan ikke score point i en dårlig bil. Sådan er det bare. Det er der ikke nogen kørere, der kan.

DER ER SÆRLIGT ét punkt, hvor Formel 1 på brutal vis adskiller sig fra stort set alle andre sportsgrene. For i de andre oplever man at vinde, næsten ligegyldigt hvor god man er. Fodbold, håndbold, ishockey, selv bundhold vinder kampe. I andre individsportsgrene som badminton eller tennis vinder man måske ikke turneringen, men man vil vinde kampe på vejen. I cykling kan det godt være, at man aldrig selv vinder, men så gør ens hold, og så er man en del af fortjenesten. I Formel 1 kan man gå gennem en hel karriere uden at vinde. Faktisk sker det for langt de fleste, og det er nok, hvad der gør Formel 1 til verdens hårdeste sport, specielt mentalt. Der er rigtig mange kørere, der er gode nok til at vinde, for det er de bedste kørere i verden, og det er ikke sådan, at Lewis Hamilton bare er længder bedre end os andre, selv om han er seksdobbelt verdensmester. Han har bare hen over sin karriere været lige dét bedre, og det har gjort, at han er endt i dét sæde, så når vi kører mod hinanden nu, så er det ham, der vinder alle løbene. Eller tag sådan en som Charles Leclerc. Han kørte i midterfeltet for Sauber, men så fik han en Ferrari i sidste sæson, og nu kan han vinde. Det er ikke, fordi jeg føler, at de kørere, der har topsæderne, ikke fortjener det. Man kan ikke sige noget til, at Leclerc, Verstappen og Hamilton har deres sæder, men der sidder også andre, som jeg godt gad bytte med.

Hvis man har det, som jeg har det, hvor jeg inderst inde tror på, at jeg er verdens bedste racerkører, er det forbundet med en vis frustration at være nødt til at køre i en dårligere bil end nogle af de andre. Haas ved godt, at jeg drømmer om at komme videre en dag. Det er ikke nogen hemmelighed, og i virkeligheden ville der være noget galt, hvis en af deres kørere sagde: ”Jeg har ikke ambitioner om at vinde, jeg har det bare fint her.” Det går ikke. Hvis man ikke er ambitiøs, ikke tror på sig selv og ikke altid vil mere, så hører man ikke hjemme i Formel 1.

Jeg kan ikke bevise over for mig selv, at jeg er så god, som jeg selv tror, før jeg sidder i den bedste bil. Så for mit vedkommende gælder det om at præstere og i virkeligheden overpræstere, så ofte jeg overhovedet kan. Det er sådan set min plan for at blive verdensmester: overpræstere konstant, så når døren en dag åbner sig til et topteam, står jeg først i køen.

Kevin Magnussen har før sæsonen 2020 kørt 103 Formel 1-løb og scoret sammenlagt 157 point. Det bedste resultat var andenpladsen i debuten i Australien i 2014. Derudover er han blevet nummer fem i Rusland, Bahrain og Østrig, nummer seks i Belgien og Spanien og nummer syv på en række forskellige baner. “Der er baner, der er legendariske, og hvor det, uanset hvordan det går, er en oplevelse bare at være der og køre. Monaco er sådan et sted. Suzuki i Japan. Banerne i Belgien, Spanien og Italien. Jeg forestiller mig, at det er, ligesom når hold tager til Camp Nou for at møde Barcelona. Selv hvis de taber, har det været en kæmpestor oplevelse. Der er bare noget helt specielt ved de historiske baner.”

Frakke, Jack & Jones, 900 kr.
Cowboyjakke, Jack & Jones, 400 kr.

NÅR SÆSONEN STARTER, ved jeg, at jeg ikke bliver verdensmester. De store teams har så mange flere ressourcer, så mange flere ansatte og så mange flere penge at udvikle bilerne for, at det er umuligt for os andre at slå dem. De har flere tusinde ansatte, mens vi på Haas har knap 300, inklusive bogholderiet, marketingafdelingen og fejedrengen. På hold som Ferrari og Mercedes har de 250 designere ansat mod vores 25. Selv hvis vi er lige så gode til på papiret at opfinde den samme performance, går der et halvt år, før vores ting er på bilen, mens det for dem tager tre uger. Alene dét gør det til en umulighed for os.

Så derfor har man i Formel 1 de tre største teams, Mercedes, Ferrari og Red Bull. Og så er der alle os andre. Fordi man har seks biler, der er for gode til at køre ræs mod, bliver syvendepladsen uofficielt kaldt ’best of the rest’. Den går man benhårdt efter, men jeg vil så samtidig sige, at nu er jeg blevet det flere gange, og det er ærlig talt ikke, fordi man føler, man har vundet noget.

Selv om jeg har kørt mere end 100 løb, er der, bortset fra det første, som jeg aldrig vil glemme, ikke rigtig nogen, der stikker ud. For jeg har ikke vundet nogen af løbene, og det er sådan, jeg kategoriserer succes. Når jeg alligevel kan gå gennem en sæson og være nogenlunde tilfreds, skyldes det, at jeg er blevet bedre til at gå mere i dybden og se detaljerne i mine egne præstationer. Sidste sæson var en sløj sæson, for især i løbene, hvor pointene scores, stod det rigtig skidt til med bilen. Der var nogle helt naturlige begrænsninger for, hvilke resultater jeg kunne opnå, og derfor blev jeg tvunget til at opfinde nye motivationer. Det gjaldt om at fange de gode momenter, som da jeg kvallede min Haas-racer som nummer fem i Østrig. Jeg gad godt se, hvem der kunne gøre det samme. Den slags er man nødt til at tage til sig.

Vigtigst af alt måler jeg mig mod min teamkammerat, Romain Grosjean. Formel 1 er en mærkelig sport på den måde, at ens holdkammerat også er ens største rival. Men fordi alle teams har forskellige biler, er det den eneste måde, hvorpå man reelt kan se, om man har gjort det godt nok. Og hvis man mener, at man er den bedste kører, skal man i det mindste slå ham, for man kan jo ikke give bilen skylden.

Derfor går jeg ind til hvert eneste løb med ambitionen om at krydse stregen før ham. Han er svær at slå, for han kører virkelig stærkt, har en historie som min egen, hvor det altid har været førsteprioritet i hans hoved, og han tror 100 procent på sig selv. Så hvis jeg kan køre kontinuerligt hurtigere end ham, er der nok ikke ret lang vej til et topsæde.



”SUCK MY BALLS, mate!” Jeg var ved at blive interviewet efter det ungarske grandprix for et par sæsoner siden, da Nico Hülkenberg afbrød for at lykønske mig med endnu en gang at være feltets mest usportslige kører. Det var naturligvis sarkastisk, for han var vred over, at han mente, at jeg havde presset ham af banen, da vi lå og sloges om den pointgivende 10.-plads. Så faldt mit svar prompte. ”Suck my balls, mate!” Den slags sker i kampens hede. Men siden er det nærmest blevet kult, og når vi er rundt til køreparader, kan jeg høre, at de danske fans råber det efter ham. Jeg har fået lidt af et ry som badboy i Formel 1. I det offentlige lys bliver man hurtigt dømt, og hvis man er en hård kører på banen, tænker folk, at man er et svin, når man ikke har hjelm på. Selv kan jeg kun grine af det, for det afspejler slet ikke min personlighed uden for banen. Men jeg kører hårdt på banen, så hårdt jeg overhovedet kan, og så er jeg sådan set pisseligeglad med, hvad andre synes om det.

Flere gange har jeg også oplevet, at jeg er blevet svinet til af nogle af de andre kørere. Men der er aldrig nogen, der har sagt noget til mig personligt, og så har jeg lidt svært ved at tage det alt for seriøst. Jeg har alligevel ikke tænkt mig at være alt for venskabelig over for dem. Jeg opfører mig pænt, hilser pænt, men jeg søger ikke mere. Hvis vi er samlet til et arrangement, stiller jeg mig altid i hjørnet af rummet. Jeg opsøger ikke nogen af de andre for at snakke, for jeg ved, at i morgen er de sikkert pissesure over et eller andet, jeg har gjort på banen alligevel. Jeg er ikke med i det her for at skaffe venner, men for at skaffe point.

Ofte har jeg fået hug for noget, jeg ikke engang har fået en straf for, og så er det fandeme lige meget. Det er dommerne, der bestemmer, og de gange, jeg er gået over stregen, er jeg den første til at tage det på mig og analysere det. Folk tror måske, at jeg er ligeglad, men det er jeg ikke. Jeg vil virkelig gerne undgå straf, for det betyder, at man har begået en fejl og ikke udført sit job ordentligt. Jeg kan ikke sige, at jeg aldrig nogensinde har kørt for hårdt. For det har jeg. Men jeg prøver ikke at slippe af sted med noget, der er ulovligt. For mig er det en søgen efter grænsen og en søgen efter den optimale performance. Jeg vil hellere prøve for hårdt og fejle end fejle og vide, at jeg ikke prøvede nok.

En Formel 1-bil består af 80.000 komponenter og er lige så avanceret som det mest avancerede militærudstyr. Den er designet til yde optimalt og modstå voldsomme styrt, uden at det går udover kørerne. Selv om kørernes hjelme ikke vejer meget mere end et kilo, er de meget stærke og skal som del af meget grundige tests blandt andet kunne klare at blive brændt under 800 grader i 45 sekunder. Men selv om sikkerhedsforanstaltningerne i Formel 1 er langt bedre end før i tiden, er det stadig en risikabel sport. “Man kan dø af at køre Formel 1. Sådan er det. Tilbage i tiden måtte adskillige lade livet, og man ser desværre stadig engang i mellem, at det går galt. Det er et vilkår, man må acceptere, hvis man er Formel 1-kører, for ellers kan du slet ikke være det. Et eller andet sted er det jo også med til at gøre det spændende. Ingen vil dø, men vi er naive nok til at tro, at det ikke sker for os. Da jeg var yngre, kørte jeg mod andre, hvor jeg kunne fornemme, at de havde en grundlæggende frygt for det, og de blev bare ikke særlig gode kørere på den lange bane. Man kan ikke komme nogle steder med den her sport, hvis man frygter den. Man kan simpelthen ikke præstere, for i Formel 1 skal man være på grænsen hele tiden. Hvis frygten tager over, kan man ikke præstere i en racerbil.”

Cowboyjakke, Jack & Jones, 400 kr.
Bukser, Jack & Jones, 400 kr.
Sneakers, Jack & Jones, 500 kr.


JEG HAR DET sådan, at medmindre man har et mål om at blive den bedste, lige meget om det er Formel 1, eller hvad fanden man laver, så lad være med at have et mål. Der er ingen grund til at have en målsætning om at blive nummer fem. For hvis man så bliver nummer fem, men man kunne være blevet nummer tre, er man så tilfreds? Det må man ikke være. Så det er fuldstændig ligegyldigt at have en målsætning, medmindre den er at blive den bedste, og hos Haas er det urealistisk. Derfor vil jeg hellere sige, at min målsætning er at gøre det, så godt jeg overhovedet kan. Og ikke én procent mindre end det.

Jeg har tidligere udtalt, at hvis det ikke lykkes for mig at bruge Haas som springbræt til at komme på et af de helt store teams, så stopper jeg helt og åbner en pølsevogn i stedet. Det var selvfølgelig sagt lidt i spøg, men der er ingen tvivl om, at jeg lige nu er der, hvor næste skridt er at komme op til et topteam. Da jeg startede med gokart som barn, var der virkelig mange skridt. Der var hele tiden delmål, jeg skulle nå, før jeg kunne komme videre. Men nu er jeg i Formel 1, og der er ikke længere mange skridt tilbage. Der er faktisk kun det næste, hvor jeg kommer med på et topteam og kæmper om verdensmesterskabet.

Så hvis jeg en dag oprigtigt får følelsen af, at det aldrig sker, så skal jeg lave noget andet. Noget, hvor jeg kan sætte mig målsætningen om at vinde. For jeg er træt af at kæmpe om syvendepladsen. Jeg synes, det er fake og kedeligt, og det er kun, fordi jeg har det overordnede mål om at blive verdensmester, at jeg stadig er motiveret. Det er, fordi jeg drømmer om natten om at blive verdensmester i Formel 1. For det gør jeg. Jeg har nætter, hvor jeg vågner grædende af glæde over at være blevet verdensmester, og så snart virkeligheden rammer, er det med at falde hurtigt i søvn igen, så jeg kan komme tilbage til drømmen. For jeg drømmer ikke om at blive nummer syv, heller ikke selv om det er Formel 1. Jeg har tænkt mig at vinde noget, så hvis jeg kun kan få lov til at køre i en bil, der ikke er god nok, vil jeg hellere køre noget helt andet. Men jeg ved også, at hvis jeg ikke vinder verdensmesterskabet i Formel 1, så vil det nage mig til den dag, jeg går i graven. Og lang tid efter det.

Fra Dossier nr. 18, april-maj 2020.