Mads Laudrup

TV-vært på TV3 og padelspiller, 30 år.

For otte år siden rejste jeg til Mallorca sammen med min lillebror, Andreas, for at besøge vores familie og holde lidt ferie i deres hus i nærheden af Bendinat på Mallorcas vestkyst. Vores far (Michael Laudrup, red.) havde en fridag fra sit job som træner for RCD Mallorca, og han ville have Andreas og mig med ud og spille en ny form for tennis. Jeg har spillet tennis på eliteplan, fra jeg var seks til 15, så det var jeg helt sikkert klar på at prøve. Vi tog ned til anlægget, som lå ved et stort lejlighedskompleks 10 minutters kørsel fra huset. Det bød på seks-otte udendørsbaner, og det lignede en klassisk tennisklub med et lille klubhus, hvor folk hang ud. Jeg kiggede på det og tænkte: ”Hvad pokker er nu det!” På de der små tennisbaner, slår man vel bolden ud hele tiden? Jeg regnede med, at jeg skulle have en tennisketsjer i hånden, men i stedet fik jeg et såkaldt padel-bat, et forvokset og avanceret strandtennisbat helt uden strenge. Vi spillede i bar mave, fordi den sene forårssol bagte på os, og så spillede Andres og jeg mod vores far og en af Mallorcas spanske assistenttrænere, som drev os godt rundt på banen. Til at starte med kunne jeg slet ikke finde ud af det og spillede ligesom på tennisbanen. Andreas og min far var ikke meget bedre. Men heldigvis var assistenttræneren vanvittigt dygtig til det og viste os nogle tricks. Vi forstod ikke, hvorfor han ikke bare smadrede til bolden, hver gang han stod oppe ved nettet ligesom i tennis. Han lærte os lidt om, at det handler om at placere bolden og få dens opspring til at være så lavt som muligt. Det var en klogere form for tennis, og jeg elskede spillet med det samme. De næste tre-fire gange, vi besøgte familien på Mallorca, spillede vi så meget padel som muligt, og vi glædede os allerede i flyveren til at komme ned og spille.

Da jeg den efterfølgende vinter fik julepause i min klub FC Helsingør, tog jeg ud i Grøndalscenteret med tre holdkammerater for at spille to mod to på deres små indendørs fodboldbaner, så vi kunne holde formen lidt ved lige. Vi spillede, indtil jeg opdagede, at de havde fået anlagt to indendørs padelbaner. Jeg sagde til gutterne: ”Vi dropper fodbold, vi spiller altid fodbold, nu skal jeg viser jer det her spil.” På de 18 dages juleferie, spillede vi i hvert fald 25 timers padel. Det var begyndelsen på en stor hobby.

I padel spiller man altid to mod to på en bane, som ligner en lille udgave af en tennisbane. Den er 20 meter lang, 10 meter bred og har et net stående på midten, som man kender fra tennis. Der er bygget høje bander rundt om hele banen, og bolden er ude, hvis man skyder den direkte hen på banden på modstanderens banehalvdel. Man må til gengæld godt skyde bolden ind i banden på sin egen banehalvdel, hvis bolden efterfølgende ryger videre over til modstanderen. Der tælles point på præcis samme måde som i tennis.

Jeg er en teknisk dygtig spiller, da jeg har et godt touch på bolden fra min tennistid. Det giver mig en kæmpe fordel, at jeg har grundteknikken fra tennis. Jeg slår alle slag med underskru, så bolden ikke hopper for meget opad, når den rammer bagvæggen. Hvis man slår med topspin, vil bolden ramme jorden og hoppe videre ind på banden for så at springe fremad mod ens egen banehalvdel igen. Det giver modstanderen mulighed for at lave et angrebsslag. Jeg vil sige, at jeg har et godt blik for at gøre spillet svært for modstanderen. Det handler om at spille med vinkler og placere bolden. Hvert slag skal ses som et angrebsslag. Ligegyldigt om du er i forsvars- eller angrebsposition, skal den næste bold, som modstanderen slår over til dig, være nemmere, end den du lige har slået til. Sådan bygger du pointet op, så du til sidst kan afgøre bolden.

Jeg plejer at spille med en makker, som har meget power i sit spil. Jeg går efter at placere bolden, indtil modstanderen ikke kan undgå at ligge bolden op til min makker, som ofte er 20-25 centimeter højere, end jeg er, og så kan han slå bolden helt ud af buret for at vinde pointet. Vi er begge to fremme ved nettet så ofte som muligt. Jeg sørger for at sætte boldene dybt nede på modstanderens banehalvdel. I modsætning til tennis, så følges vi frem og tilbage på banen. Hvis modstanderen lobber bolden over en af os, vil de typisk søge frem mod nettet. Laver de et for kort lob, så vil jeg prøve at smashe tilbage med god fart og underskru, og det gør jeg ved at tage bolden lidt længere nede i luften, end jeg ville gøre i tennis. Når modstanderen er oppe ved nettet, så presser vi dem ved at slå et hårdt slag ind mod midten. Efter et par slag kan man måske fange dem ved at sende en lidt blødere bold ud mod siden. Der er meget taktik i spillet, og jeg vil påstå, at hver fjerde-femte bold er et løb. Du kan ikke bare smadre uhæmmet til bolden, når du smasher, på grund af den her bagvæg. Folk lærer hurtigt, at de bare skal træde tre skridt frem, og så er det dem, som kan afgøre bolden, da den springer fremad, når den har ramt væggen.

Man indleder pointet ligesom i tennis, hvor den ene server på kryds nede fra baglinjen, mens makkeren står klar oppe ved nettet. Inden man server, skal man kaste bolden ned i jorden og skyde til den med ketsjeren under hoftehøjde. Hvis du er dygtig, sætter du meget underskru på bolden og slår den relativt hårdt ud mod sidebanden. Modstanderen skal lade bolden ramme jorden først, før han må skyde til den. Forestil dig, at du står med en meters varsel, og der kommer en rigtig hård bold med underskru, som rammer en væg først, og så skal man time den rigtigt. Det er ikke skidenemt.

Hvis man har prøvet padel en gang, så skal man være klar på at gå ud og købe et padelbat, for man bliver bidt af det. Det er min erfaring. Min kæreste kan overhovedet ikke spille tennis, vi har spillet på nogle ferier, og efter et kvarter gider jeg ikke mere, fordi jeg allerede har været ude bag hegnet og hente bolde hundrede gange. Men padel synes hun er sjovt, fordi vi kan holde boldene i gang på en helt anden måde. Stort set alle kan være med i padel. Selvfølgelig på forskellige niveauer. Det tager dig et halvt år, hvor du spiller en gang om ugen, så kan du mere eller mindre spille med de bedste i landet. Du taber nok hver gang, men du kan godt være med. Det kan du ikke i tennis. Det ville ikke være sjovt for nogle. Jeg er slet ikke i tvivl om, at padel bliver større end tennis i Danmark inden for fem år.

En af de væsentligste grunde til, at jeg blev så vild med padel lige med det samme, var, at der ikke lå et pres på mig, når jeg trådte ind på banen. Padel blev frihed for mig. Da jeg var teenager, valgte jeg i en periode fodbold fra for kun at spille tennis. På tennisbanen var jeg ikke Michael Laudrups søn, der var sgu ikke nogen som kiggede lidt ekstra. Det handlede kun om, hvad jeg kunne præstere. Og sådan har jeg det også med padel. Jeg har etableret et fodboldhold, FC Græsrødderne, hvor vi er startet helt fra bunden i Serie 6, og nu har vi arbejdet os op i Københavnsserien. Selv der mærker jeg presset over at skulle møde nogle, som aldrig har prøvet det samme som mig. Jeg mærker et pres, fordi det er fodbold. I padel er der ikke nogen, som regner med, at jeg bliver lige så dygtig som min far. Det er en god kontrast til den verden, hvor efternavnet hænger på. Laudrup har først og fremmest åbnet nogle døre, det skal jeg være ærlig at erkende. Men når dørene er blevet åbnet, har det altid været mit ansvar at skulle tage muligheden. Jeg vil ikke mene, at jeg har fået noget foræret. Men jeg har altid følt, at der var nogle, som havde forventninger til, at jeg var længere i min udvikling, end jeg var, at jeg var bedre, end jeg var. At det ville være en skuffelse, hvis jeg ikke kom på det bedste niveau i Danmark og kom videre til udlandet, fordi der hele tiden var sammenligningen med min far.

Jeg har altid haft en følelse af, at ligegyldig hvad jeg gjorde, så var det ikke godt nok. Og det er på trods af, at jeg som ungdomsspiller i KB fik den såkaldte ’Granen’-pris, som de uddeler til det største talent fra hver årgang. Min far fik samme pris i sine drengeår. Der skulle urealistisk meget til, før jeg kunne gøre folk tilfredse. Og jeg ved ikke, om det mest er noget, som har rumsteret i mit eget hoved. Men det er sådan, jeg har følt, desværre. Det har altid slået hårdere, når fans har råbt: ”Du bliver aldrig til noget. Du er bare en joke. Du er her kun på grund af din far.” Den har jeg ofte mødt, når tilskuerne har fået otte fadøl ude på sidelinjen.

Mads Laudrup er venstrehåndet, og dem er der ikke særlig mange af på padelbanerne. ”Det er en kæmpefordel for mig. 80 procent af boldene kommer i midten, og hvis jeg spiller i højre side, kan jeg tage mange bolde med forhånden, det samme kan min makker gøre, hvis han er højrehåndet og står i venstre side. Hvis begge spillere er højrehåndede giver det mest mening, hvis den bedste spiller står i venstre side, da han kan gå ind og dække lidt mere af banen med sin forhånd.”

T-shirt, Adidas, 249 kr.
Shorts, Adidas, 349 kr.
Sokker, Norse Projects, 150 kr.
Sko, Adidas, 699 kr.
Svedarmbånd, Adidas, 69 kr.
Håndklæde, Colmar, 399 kr.
Drikkedunk, Eva Solo, 200 kr.
Padelbattet er Mads Laudrups eget og er fra Head.

Lige siden jeg stoppede med at spille professionel fodbold som 26-årig på grund af en korsbåndsskade, jeg aldrig kom mig helt over, har jeg savnet sammenholdet og fællesskabet fra omklædningsrummet. I mit job som tv-vært har jeg ret meget fritid, og jeg har selvfølgelig kolleger, men det er slet ikke det samme, som når man står i et omklædningsrum og fortæller røverhistorier. Fodbold er et stort fællesskab. Og noget af det fællesskab har jeg igen fået med padel. Der er altid en masse mennesker i padel-centrene fordelt over fire-seks baner. Atmosfæren oser af hygge og glæde. Samtidig er der den her vindermentalitet i luften, hvor der bliver smadret bat og råbt ved nederlag. Alle følelser kommer i spil. Uden padel ville jeg kede mig og mangle et fællesskab. Jeg har venner uden for banen, men at have en hobby sammen, hvor man har det sjovt, kan noget helt særligt.

For et par år siden tog min makker og jeg til en padelturnering i Malmö. Vi vurderede os selv til at være blandt de to-tre bedste par i Danmark, da vi slog alle modstandere. Vi var fulde af selvtillid. I padelrangerer spillerne sig selv efter et europæisk indrangeringssystem, som går fra 1-7. Hvis du spiller på World Padel Tour (tilsvarende ATP og WTA i tennis, red.), scorer du 7, er du nybegynder, får du 1. Der er nedskrevet nogle kriterier for, hvordan du rykker op: 6,5, så har du spillet mod spillere fra World Padel Tour, 6, så er du blandt de tre bedste i dit land. Og så videre. Det er en personlig vurdering, man bruger, når man skal finde modstandere på ens eget niveau. Til den her turnering vurderede vi os selv til 7 uden rigtigt at kende til systemet.

Da vi kom derop, så vi et kæmpe setup, som man kender det fra større danske tennisturneringer. Masser af tilskuere på tribunerne rundt om banerne. Dommeren i en høj dommerstol. Alt var virkelig prof. Vi tænkte: Hvad fanden er det, vi har tilmeldt os! I den første kamp blev vi kørt ud. Efter 35 minutter havde vi tabt 6-0, 6-1. Det var en kæmpe ydmygelse. Heldigvis røg alle tabere fra første runde videre i en B-række, og her vandt vi tre kampe i træk og røg i finalen, som vi dog tabte. Det var gudskelov ingen ydmygelse. Det viste sig, at vi havde været ret uheldige med lodtrækningen, da vores overmænd i første runde endte med at vinde turneringen og efterfølgende blev nummer to ved de svenske mesterskaber. Sverige er lige fire-fem år foran Danmark i padel, de har omkring 500 baner mod vores 60-70 stykker. Så der er nogle virkelig dygtige svenske spillere.

Senest har jeg deltaget i DM i Slagelse sammen med Patrik Wozniacki, hvor vi desværre ikke gik videre fra gruppespillet til semifinalen, men vi spillede en meget tæt kamp mod det næstbedste par fra landsholdet. Vi tabte 7-6 i første sæt efter en tiebreak, som de vandt 7-5, og i andet sæt slog de os 6-4, på trods af at vi var foran 3-1. Vi var 12 tilmeldte par, hvoraf tre-fire af parrene er inde omkring landsholdet, og jeg vil mene, at vi lå i midten af feltet rent niveaumæssigt. Nu har jeg spillet en del tennisturneringer i mine unge år, og der var helt klart den samme stemning til dette DM. Konkurrencegenet var virkelig i højeste potens hos de fleste.

Vi var nok et af de par, som tog det mest loose. Der er jo ingen, som lever af at spille padel i Danmark, men jeg fornemmede, at der stod en del ære på spil, især hos dem fra landsholdet. Man kunne godt mærke, at turneringen var sat op af erfarne tennisfolk (Dansk Padel Forbund ligger under Dansk Tennis Forbund, red.), der var nye bolde til hver kamp, og setuppet var sådan set professionelt nok, men vi dømte stadig vores egne kampe … Det er stadig mest på et hobbyniveau.

Laudrup er fotograferet i ProPadel, Nordhavn, København.

T-shirt, Adidas, 249 kr.
Shorts, Adidas, 349 kr.
Sokker, Norse Projects, 150 kr.
Sko, Adidas, 699 kr.
Svedarmbånd, Adidas, 69 kr.
Padelbattet er Mads Laudrups eget og er fra Head.

FODBOLD HAR ALTID VÆRET en kæmpestor del af mit liv, det er det fedeste i verden, og derfor sætter jeg enormt meget pris på, at jeg arbejder med det. Hos TV3 har jeg ansvaret for dansk fodbold, hvor jeg samarbejder tæt med Camilla Martin om værtsrollen. Hun laver ’Onside’ hver søndag, og jeg har ’Offside’ om mandagen, hvor jeg samler op på hele superligarunden. Mange tror, at vi bare går ind i studiet og får os en sludder for en sladder. At vi bare mødes en halv time før, og så snakker vi en time inden og efter kam pen. Sådan er det selvfølgelig slet ikke. Der er en masse forberedelse op til hver udsendelse. Jeg taler med trænerne fra de klubber, som jeg nu skal dække, ringer til spillere og pressechefer. Måske har klubberne selv nogle temaer, de ønsker at få dækket. Kontraktforlængelser eller indkøb af nye spillere. Måske får vi nys om en træner, som er på vippen til en fyring. Jeg sætter mig også sammen med vores eksperter og kommentatorer for at tale alle interessante vinkler til den respektive kamp igennem. Derefter udvikler jeg et manuskript i samarbejde med en af vores redaktører, hvor vi går meget minutiøst til værks og sætter tid af til hver detalje, vi skal vende i programmet. Jeg fyrer ikke bare tilfældige spørgsmål af som: ”Hvad synes du om kampen i dag?” Der er tænkt over tingene.

Jeg har mange venner og bekendtskaber rundtom i de danske klubber, og det er fedt, at jeg gennem mit arbejde får set dem lidt oftere. Jeg tror, at min største styrke som vært er, at jeg selv har stået i de samme situationer som spillerne. Jeg kan nemt læse og forstå dem. Igennem mit netværk ved jeg også ofte, hvad sandheden er. Og så er det mit job at få det bedst mulige frem og sørge for, at kilden udtrykker sig på en måde, som seeren kan forstå. De fede følelser skal frem, for det er trods alt følelser, som sport handler om. Nu skal jeg ikke selv levere følelserne, men formidle dem gennem nogle andre. Jeg kan i den grad også bruge min konkurrencementalitet, jeg har med i bagagen fra mit sportsliv. Da jeg startede som TV-vært for tre år siden, kunne jeg jo absolut ingenting. Det kan ikke have været sjovt at kigge på. I begyndelsen var det ren overlevelse. Hver gang der er stille i studiet, skal jeg forvente, at seeren kigger på mig og regner med, at jeg holder samtalen i gang. Det er en konkurrencesituation, hvor man er under pres for hele tiden at levere og have noget at underholde med. Og selv om jeg nogle gange kan synes, at det er angstprovokerende, så er det også den kampsituation, som trigger mig, og som jeg ikke kan leve uden.

Fra Dossier nr. 17, februar-marts 2020.