Matti Breschel

En dag med

Efter at Matti Breschel i efteråret 2019 havde kørt sit sidste løb som professionel cykelrytter, gik han i gang med at blive klogere på, hvordan man lever et almindeligt liv. Den 35-årige eksrytter, der opnåede både VM-sølv og -bronze, er gået i gang med at bearbejde karrierestoppet ved at skrive sin egen selvbiografi, når han ikke spiller musik eller er på farten i sit nye job som sportsdirektør for EF Pro Cycling.

HJEMME
Pyrus Allé, Kastrup

JEG HAR FRYGTET LIVET. Hvad fanden skulle der blive af mig, når jeg stoppede som cykelrytter? Jeg var bange for, at jeg ikke kunne finde glæde i andet end cykelsport. Men jeg var ikke snobbet, i forhold til hvad jeg skulle lave, når jeg stoppede. Jeg var også pissenysgerrig på, hvad fanden livet gik ud på. Jeg kunne godt tænke mig at stå på en tankstation eller arbejde i en kaffebar. Jeg har aldrig haft de studiejobs, som alle mine venner uden for cykelsporten har haft. Jeg har levet i en boble. Det er bare mærkeligt at skulle stoppe med noget, man har beskæftiget sig med i 25 år. Det giver jo ingen mening at skulle stoppe, fordi man er for gammel, jeg er jo stadig ung. Jeg ved ikke, om jeg er blevet klogere på, hvad livet går ud på. Altså, jeg har en kone og tre små børn, som betyder alt for mig. Det er en befrielse at have overskud til dem. Jeg skal ikke bruge tid på at lide mere. Det er jo dejligt. Men det er også mærkeligt. Det har været et drug at tæske mig selv hver dag.

Bretagne Classic den 1. september 2019 blev mit sidste cykelløb som professionel. Men jeg besluttede mig for at stoppe under Giro d’Italia samme år. Sidste vinter blev jeg ramt af en gigtsygdom, og det gjorde så pisseondt, at jeg ikke kunne cykle. Jeg kom på Herlev, og behandlingen gjorde mig smertefri, så jeg kunne træne igen, men jeg var æskekold, jeg kunne ikke træde en bule i en blød hat. Perioden fra februar og frem til Giroen i maj var virkelig hård. Den tog hårdt på mig. Det gik også ud over min familie og min omgangskreds. Jeg blev lidt selvdestruktiv og fik nogle kedelige tanker om livet. Det er det med, at du gang på gang siger til dig selv: Du er god nok, du kan smadre dem, du skal fandeme vinde. Du er klar! Man taler sig selv op, og så møder man bare sandheden ude på landevejen. Du får tæsk. Og det gør dig smådeprimeret. Jeg lå og trænede fem timer hver dag i lortevejr. For hvad? For at komme tilbage og få køreture som hjælperytter? Jeg har været i cykelsporten i 25 år og været professionel i 15 år, og jeg har haft en fin tid og er egentlig meget godt tilfreds med mig selv.

”Jeg har læst Laurent Fignons selvbiografi, ’Vi var unge og ubekymrede’, som inspiration til min egen bog. Han var en stor rytter i 80’erne, og bogen har et fedt sprog. Sådan meget fransk med nationalisme og noget filosofi indover,” siger Matti Breschel, som her er fotograferet på Designmuseum Danmarks bibliotek i Indre København.

Sweater, Barbour, 600 kr.
Jeans, Jeanerica, 1.000 kr.
Taske, Away, 1.980 kr.

I de senere år fik jeg en ny rolle i cykelsporten. Jeg blev hjælperytter, hvilket er et fint, anerkendt job, men det var ikke det, som motiverede mig. Jeg har altid kørt cykelløb for at vinde. Den dag, jeg måtte erkende, at jeg ikke kunne vinde længere, måtte jeg redefinere min rolle, for jeg ville samtidig heller ikke være cykelsporten foruden. Jeg trænede hver dag og gjorde alt, hvad der skal til, men vel vidende at det ikke var mig, som skulle lave resultatet. Når jeg endelig fik chancen, kunne jeg ikke slå til. Det gjorde sgu ondt. Jeg har altid haft det sådan, at når du træner så hårdt og har 200 rejsedage om året og til tider skal ofre dig og lide afsavn, så skal det sgu også være sjovt. Jeg prøvede for første gang ikke at glæde mig til at køre et cykelløb. Det var en mærkelig følelse. Hvad fanden var det for noget? Det hårdeste var at nå frem til erkendelsen af, at jeg ikke skulle være cykelrytter længere. Det var jo hele min identitet. Sådan føltes det. Jeg havde svært ved at tage den endelige beslutning om at stoppe, men gigtsyg dommen gjorde det lidt nemmere. Under Giroen besluttede jeg mig for, at hvis jeg ikke kom igennem, så var det slut. Jeg stod af på fjerde etape. Jeg havde ikke lyst til at gå et niveau ned, jeg ville slutte karrieren på mit hold EF Pro Cycling, som jeg havde været glad for. Det har været en lang vinter. Jeg har været lidt tungsindig. Det er nok det med at være hoppet af toget. Det fortsætter jo bare. Hele cykelcirkusset, som jeg altid har været en del af, kørte jo videre, mens jeg stod der på perronen og så det køre væk. Alt det, jeg har været så afhængig af. Jeg var brændt ud, men ville stadig være en del af det og køre stærkt. Lidt af et paradoks. Jeg har bare skullet bruge lidt tid på at acceptere, at det er slut. Nu er jeg ved at komme i balance igen, og jeg er helt afklaret med min beslutning. Det er den helt rigtige.

Jeg savner egentlig ikke så meget fra livet som professionel cykel rytter. Men jeg kan godt savne timen inden starten på et løb. Hvor du klistrer dit rygnummer på trøjen og kører op til startstregen og kan mærke en summen i kroppen. Du hører de der halvskrattende højttalere med en speaker, som taler ivrigt på fransk eller flamsk. Det savner jeg. Det kunne give mig kuldegysninger. Du er i en tilstand af fuld koncentration. Nu skulle jeg kraftedeme ud og kæmpe. Du er ikke bange for noget. Alt det der. Du har gejlet dig selv op. Det er på med stålhjelmen, rank ryggen og så derudad. Som en kriger. Den tilstand befinder jeg mig ikke i længere. Men jeg ved omvendt heller ikke om jeg har brug for den. Det er jo ikke en sindssygt charmerende tilstand. Jeg var meget primitiv, når jeg satte mig selv op til et løb: Jeg skal smadre de idioter. Den side må godt pakkes stille og roligt væk. Det går ikke, at jeg sidder ude i trafikken på Køge Bugt Motorvejen og hidser mig op. Det nytter ikke noget.

Badekåbe, Tekla, 1.345 kr.
Pyjamas, Hanro, 1.050 kr.
Gulvlampe, Isamu Noguchi for Vitra hos Paustian, 7.100 kr.
Stol, Marcel Breuer for Thonet hos DANSK, 6.748 kr.
Briller, Mykita, 3.621 kr.
Glaskop, Hay, 129 kr.
Kaffekande, Yield hos DANSK, 748 kr.
Stol, Ferdinand Kramer for E15 hos Studio x Viaduct, 6.550 kr.
Fad, Hay, 699 kr.
Hvid stol, Charles og Ray Eames for Vitra hos Paustian, 3.360 kr.
Loftslampe, Fritz Schlegel for Lyfa, pris på forespørgsel
Kunstværk, Ole Ahlberg

Men jeg skal heller ikke miste den, jeg er, for så bliver jeg først rigtig depressiv. Jeg bruger cykelrytteren i mig som et drive og benzin til alt det nye, jeg kaster mig ud i. Jeg kan godt lide den der aggressive tilgang til det hele. Jeg har aldrig skrevet noget, men nu har jeg sat mig for at skrive min egen biografi. Mest for udfordringen. Jeg bruger lidt af det samme: Nu skal du kraftedeme også gøre det! Det er lidt ligesom at tage ud og træne, selv om du ikke gider. Jeg skal. Jeg skal. Kom så! Det er pissesvært og hårdt at sidde der og bruge sin hjerne. Det har jeg jo aldrig rigtig prøvet. Men jeg har comitted mig, og så må jeg bare tage mig sammen. Jeg vil blive vildt skuffet over mig selv, hvis jeg ikke får gjort den færdig. Jeg vil gerne vise over for mig selv, at jeg er mere end bare en cykelrytter.

Jeg har sat mig ned og reflekteret over min cykelkarriere. Prøvet at få overblik over alle de gamle minder og tanker. Det er en god måde at bearbejde karrierestoppet på. Jeg tænkte, at det kunne være sjovt at få min historie ned på papir. Jeg gik i gang med bogen for lidt over et år siden. Jeg har fået skrevet lidt, men det er en langsommelig proces. Det er ligesom at køre en uoverskuelig bjergetape på 10.000 højde-meter. Jeg bruger meget tid på at finde sproget. Jeg er inspireret af min gode ven, forfatteren Daniel Dencik, som jeg synes skriver rigtig godt. Jeg prøver at veksle mellem nogle flotte sætninger og en god, gammel røvballehistorie. For det første vil jeg gerne fortælle nogle sjove historier. Og så vil jeg gerne fortælle, hvordan cykelsporten i virkeligheden er. Den har sgu lidt af det hele. Den kan være glamourøs. Nogle ryttere tjener millioner af kroner og lever i sus og dus i Monaco og kører i store Porscher. Men cykling handler stadig om at æde din egen lort hver eneste dag. Du styrter og brækker knogler. Du bor på lortehoteller. Du bader i koldt vand eller kører truckerbad. Du spiser dårlig mad. Det er sgu en sjov verden. Jeg prøver at finde en anden vinkel end de sædvanlige cykelbøger – det handler ikke så meget om actionhistorierne fra cykelløb og heller ikke nødvendigvis om succeshistorierne. Jeg kommer også ind på styrt og de hårde perioder, hvor man skal arbejde med sig selv.

Den første anekdote, jeg skrev ned, var om dengang, Andy Schleck og jeg blev taget i at ryge cigaretter på vores hotelværelse om aftenen under et cykelløb. Og så blev vi straffet. Vi skulle føre feltet næste dag, indtil vi brækkede os. Det endte med, at Andy stod af; han kunne hverken høre eller se, og jeg styrtede. Det var noget lort. Vi blev professionelle som ganske unge og startede med at bo på værelse sammen som 19-årige, og vi var slet ikke klar over, hvad det ville sige at være professionelle. Vi hattede lidt rundt i det. Tog ned på tanken og købte slik. Vi levede livet. Det var topfedt. Men sportsdirektøren talte med store bogstaver, og vi blev også adskilt. Vi måtte aldrig bo på værelse sammen igen. Sådan er jeg startet med at fortælle nogle af de anekdoter, jeg godt kan lide. Det er emner, hvor jeg føler, at jeg kan skrive noget godt. Jeg har grundlæggende ingen idé om, hvad fanden jeg laver. Jeg starter dagen med flere forskellige overspringshandlinger, og så kigger jeg ind i skærmen i en time, før jeg kommer i gang ved 12-tiden. Fire timer senere skal jeg hente børn. Så du kan godt se. Det går ikke stærkt.

Jeg tager en del på biblioteket som et led i min research. Bogen skal ikke kun handle om mig selv. Hvis jeg skal forklare om cykelrytterens egoisme, så kan jeg fortælle om en rytter som Roger De Vlaeminck, som var definitionen på en egoist. Han var en kæmperytter i 70’erne og er en af de mest vindende i historien, men han var skingrende sindssyg. Han har altid haft et kæmpebehov for at svine andre ryttere til og kritisere alt og alle i sporten. På det lokale bibliotek i Kastrup er der et ganske fint arkiv med historier fra Amager Cykelring i 70’erne og 80’erne. Min far kørte i klubben og var på hold med Brian Holm. Det er sjovt at læse om den tid. Ved at hygge mig med de historier kan der komme noget sjovt op fra mit eget liv.

MUSIKSTUDIO
Gladsaxe Møllevej, Gladsaxe

HANS ALFS GALLERY
Holbergsgade, København K

Jeg har spillet guitar, siden jeg gik i folkeskole i Faxe og havde et band sammen med nogle klassekammerater. Vi spillede til den årlige skole-koncert, men ellers holdt vi os mest i øvelokalet. Vi var vilde med Nirvana og Ramones. Det fortsatte egentlig, til jeg flyttede til Italien som 19-årig og blev professionel cykelrytter. Der blev musikken lagt lidt på hylden, indtil der kom andre danske cykelryttere, som også kunne spille musik. Pludselig var vi to guitarister og en trommeslager. Det var Anders Lund (tidligere cykelrytter og nuværende landsholdstræner, red.), som også spillede guitar, Christopher Juul-Jensen (cykelrytter hos Mitchelton-Scott, red.) på trommer og mig selv. Der var ingen tvivl; vi måtte lave et band, når vi endda alle boede i Italien. Vi kaldte os The Broom Wagons (det køretøj, der samler de ryttere, der ikke kan gennemføre løbet, op, red.). Vi fandt et sted, hvor vi kunne øve. Oppe i Anders’ lille bjerghytte uden for Lucca i Toscana, hvor vi bare pissede hele bjerget af, folk blev skidesure over vores larm. Men vi hyggede os. Det var et frirum. Et sted, hvor vi kunne forsvinde lidt væk fra cykelsporten og bare lege rockstjerner.

Nu passer det skidegodt med, at jeg er flyttet hjem til Danmark, så har vi kunnet samle tropperne igen, efter at vi har været adskilt i nogle år, da først Anders og siden Chris flyttede hjem. Selv om vi hygger os, så prøver vi også at være seriøse, når vi endelig står der. Vi spiller mest rock’n’roll eller gammel blues. Vi har fået et nyt øvelokale i Gladsaxe, hvor der er god plads, og planen er, at vi skal til at indspille vores egen musik. Jeg er blevet forsanger, men det er sådan … Ja, det er skidesjovt.

Musik har altid betydet meget for mig. Jeg har kunnet bruge det en del som cykelrytter. Jeg har brugt musik til træning. Jeg har brugt det til at slappe af med og til at komme op i gear. Musikken har hjulpet mig med at finde rytmen. Det har også været en måde, jeg har kunnet koble helt af på. Jeg kunne forsvinde lidt hen i mit eget guitarspil. Jeg lytter til rigtig meget forskellig slags musik. Alt fra punk til jazz. Jeg kan også godt lide opera og klassisk musik. Jeg elsker Giacomo Puccinis operaer, og jeg har set en del både i København og i Italien. Man kan godt sammenligne cykelløb med en stor opera. Rytmen og dramatikken. Eller bare fortællingen og tempoet i den. Hvis man kigger efter, så er der altså musik i cykelsporten. Jeg er ikke opvokset med jazz, men det har vokset på mig med årene. Det startede, da jeg hørte Malk de Koijns ’Kosmisk kaos’, der har en jazzvibe indover, og det syntes jeg lød megafedt – og så udviklede interessen sig bare. Mine børn hedder Charlie, Billie og Ella – opkaldt efter tre gamle jazzmusikere: Charlie Parker, Billie Holiday og Ella Fitzgerald.

Der er altid musik her i huset. Hvis børnene går fuldstændig amok og skriger for meget, kan det godt være, vi lige slukker, men ellers kører musikken. Det bliver brugt til at komme i gang på. Til aftensmaden. Og til at gøre rent. Det er fedt at høre ungerne nynne med på en eller anden fucked up punksang, som bare har kørt herhjemme.

Cykelsporten er sgu også lidt kunst. Jeg synes i hvert fald, at det er skideinteressant, hvorfor cykelsporten tiltrækker så mange kunstnere. Billedkunstnere, forfattere, musikere og skuespillere. Der er jo selvfølgelig noget visuelt tiltrækkende ved sporten, når man kører igennem landskaberne. Det er blod, sved og tårer. Der er action. Og det er røvkedeligt. Det er en fuldendt fortælling. Cykelrytteren kan spejle sig i kunstneren, og måske gælder det også omvendt. Det isolerede menneske. Hvor man søger ensomheden. Den kan kraftedeme også være effektivt rent kreativt, når man vil skabe noget. For mig har det handlet om at finde koncentrationen. Når du er alene, kan du virkelig være hård ved dig selv. Og det er i sidste ende det, som gør forskellen, for du skal være pissehamrende god for at vinde cykelløb. Du skal gøre det der ekstra. Man skal kunne finde ud af at være alene for at blive en god cykelrytter. Jeg har altid holdt af at være alene og gå og være lidt småmærkelig med mig selv. Jeg tror også, at du som kunstner har brug for at være alene for at være produktiv. Det kræver virkelig nogle ekstra timer, hvis det skal blive rigtig godt. Jeg kunne da også mærke, at jeg med årene så småt begyndte at fravælge den der ekstra times træning hver dag. Den, som gør forskellen. Jeg manglede lige at tabe det sidste kilo til at blive rigtig god, og det taber man på. Hvis du ikke kan være ekstrem, kan du bare ikke vinde et cykelløb.

Matti Breschel er fotograferet på Hans Alf Gallery i København, hvor han nærstuderer den aktuelle udstilling med den tyske kunstner Andreas Schulenburg samt værkerne af Christian Lemmerz fra den faste udstilling (billedet til højre). Kunst er et frirum for Breschel, der har samlet en del kunstværker gennem årene. ”Det er ikke, fordi jeg ved særlig meget om kunst. Jeg bliver bare imponeret og halvhøj over at se noget vildt. Jeg kan mærke, at min hjerne bliver stimuleret. Det er rart at gå rundt og bruge en halv dag på et museum eller et galleri.”

Skjorte, Uniqlo, 249 kr.
T-shirt, Arket, 125 kr.
Bukser, Arket, 590 kr.
Sneakers, Reebok, 749 kr.
Ur, Omega Speedmaster, 36.200 kr.
Taske, PROJECTKIN, 1.499 kr.

Jeg så kunstneren Erik A. Frandsens seneste udstilling hos Hans Alf Gallery i København, da han havde malet cykelryttere på de fleste af værkerne. Han havde netop fanget den her enlige rytter på landevejen. Jeg stod og talte med ham, da jeg blev grebet af et værk: For helvede, Erik, du har sgu malet det sving, hvor jeg mere eller mindre besluttede at stoppe min karriere. Erik var taget til Giroen og havde malet forskellige scenarier undervejs. Og han havde malet det her sving inde i Bologna, hvor vi ryttere på løbets første enkeltstart kom nedefra og svingede 180 grader rundt og kørte op ad en stejl bakke, der steg med 18 procent. Der stod jeg fuldstændig parkeret. Jeg kørte så langsomt, at jeg endte sidst på enkeltstarten. Det kunne jeg ikke have siddende på mig. Det måtte være det. Nu var det slut. Det var jo sjovt, at Erik havde fanget lige det sving, så det værk måtte jeg eje. Nu hænger det herhjemme og har en ret symbolsk værdi for mig.


RAPHA COPENHAGEN
Kristen Bernikows Gade,
København K

Da jeg blev spurgt, om jeg ville være sportsdirektør for EF Pro Cycling, var det en no brainer for mig. Det var en mulighed for ikke at forlade cykelsporten. At arbejde med ryttere og stadig rejse en del. Det lød rigtig godt. Jeg ville gerne fortsætte i cykelsporten, fordi jeg har den her store kærlighed til den. Jeg tænkte, at det kunne være sjovt at dele mine erfaringer og hjælpe rytterne på det mentale plan. Jeg har ikke så meget styr på træningen, og hvad der virker bedst for den enkelte rytter.

Sportsdirektørjobbet kan variere meget. Man sidder selvfølgelig i servicevognen, der kører efter feltet, når man er ude til løb. Herfra har du radiokontakt til rytterne. Vi er syv sportsdirektører og 29 ryttere på EF, og så er der også mekanikere, massører og pressefolk. Det er jo en mindre virksomhed på 30 mand, der ruller ud til de store løb, så der er en del folk at holde styr på. Det er sportsdirektørens ansvar. Det er meget individuelt, hvor meget tid man bruger på at være sportsdirektør. Nogle kan lide at forberede sig til hvert løb ned i de mindste detaljer, mens andre tager den mere på rutinen. Vi har nogle på holdet, som er pissedygtige til at tage sig af logistikken og nærstudere rutekort. Jeg ved endnu ikke så meget om, hvordan jeg kommer til at arbejde, men jeg er ikke den mest organiserede type. Vi er oftest to sportsdirektører til hvert løb, som sammen lægger taktikken for løbet. Der er altid en plan forud for et løb, og jeg skal være med til at lægge taktikken og fortælle de forskellige ryttere, hvad de skal gøre. Men det er cykelsport, og alting kan ændre sig på et splitsekund. Din kaptajn kan styrte og brække kravebenet efter fem kilometer, og hvem kører man så for?

Jeg har haft mange gode sportsdirektører i min karriere. Lars Michaelsen blev min sportsdirektør på CSC (senere Team Saxo Bank og Team Saxo-Tinkoff, red.), efter at vi havde været holdkammerater. Han var altid meget velforberedt. Han havde også den her aggressive tilgang til, hvordan rytterne skulle køre cykelløbet: Vi kører fandeme løbet forfra. Der skal tages nogle chancer. I samme periode havde jeg også Kim Andersen som sportsdirektør, og han var også god. Han var rimelig oldschool. Han var hård i filten. Det kunne jeg godt lide. Han pakkede ikke tingene ind. Hvis man kørte dårligt, så gad han ikke snakke med dig. Han kunne godt sige til dig: Nu må du kraftedeme tage dig sammen. Hvorfor fanden skulle du gå med i det udbrud? Du kunne have vundet, hvis du havde ventet. Jeg kan godt lide, når man får noget konstruktiv kritik, man kan bruge til noget. Det var han sgu ret god til.

Bjarne Riis var også fed at arbejde for. Han var god til at motivere en, men det var mere som holdejer og manager. Han var typen – tro det eller ej – som man rent faktisk lyttede til. Når han endelig sagde noget, så spidsede man ører. Jeg er vokset op med, at Bjarne kørte stærkt i 90’erne, og jeg startede til cykling blandt andet på grund af ham. Han inspirerede mig virkelig i ’95, da han blev treer i Touren. Pludselig kørte jeg for hans hold, og jeg boede endda i hans hus i Italien det første år som professionel. Jeg har megastor respekt for Bjarne. Der er også lidt ærefrygt. Den var han god til at sprede på holdet. Der var en rytter, som brokkede sig over vores cykelsko SIDI, som sponsorerede holdet. Det var en lortesko, den kunne han ikke køre med. Bjarne svarede ham bare: SIDI betaler din løn. Hvis vi ikke har SIDI, så har vi heller ikke dig. Og så holdt rytteren selvfølgelig kæft og lærte at køre med de sko. Bjarne kan være hård, men han er også fair. Han sørger altid for, at man kan komme videre, han tryner ikke en. Han er helt sikkert hård over for sine sportsdirektører og resten af holdet, men han passer på rytterne.

Matti Breschel blev professionel hos Team CSC i 2005. Han har siden kørt for Rabobank, Team Saxo-Tinkoff, Cannondale-Garmin, Astana og EF Pro Cycling, hvor han indstillede sin karriere. Han har vundet VM-sølv og -bronze, etapeløbet Tour de Luxembourg og vundet etaper i blandt andet Vuelta España, Danmark Rundt og Tour de Suisse. I 2009 blev han danmarksmester i linjeløb.

Skjorte, Arket, 2.250 kr.
Sweater, Barbour, 600 kr.
Jeans, Jeanerica, 1.000 kr.
Ur, Omega Speedmaster, 36.200 kr.
Magasin, Rouleur, 65 kr.
Bog, ’En håndbog’ af Emil Monty Freddie, 499 kr.
Solbriller, Barton Perreira, 3.800 kr

Jeg tror bare, at jeg skal være mig selv. Jeg har altid godt kunnet lide den direkte dialog, hvor man ikke pakker tingene ind. Jeg er ikke bange for at sige min ærlige mening. Jeg har altid haft det sådan, at cykelsporten sgu ikke er nogen børnehave. Nogle gange bliver der talt med store bogstaver, og det må du som rytter lære at håndtere. Selv om det er ubehageligt at få at vide, at du har fejlet. Men jeg er meget fokuseret på, at det er vigtigt, at rytterne tager noget konstruktivt videre fra samtalen med mig. Det vigtigste en sportsdirektør kunne gøre for mig var at motivere mig til at komme tilbage. Når det går godt, har du egentlig ikke brug for at tale med nogen. Så kører det jo bare. Så er du ovenpå. Men der er perioder, hvor du ikke kan ramme formen, og du bliver frustreret. Der har du brug for en sportsdirektør, som kan lytte og give dig nogle gode idéer til, hvordan du kommer videre. Hvordan du rejser dig igen. Men en venskabelig samtale, der slet ikke handler om cykelløb, er også vigtigt.

Nu har jeg kun været sportsdirektør i et løb, så det er begrænset, hvor meget mine arbejdsmetoder er faldet på plads. Jeg er stadig i gang med at lære og få bare lidt erfaring. Det overraskede mig, hvor meget jeg blev revet med af stemningen i cykelløbet. Jeg fik noget af det samme adrenalinkick, som jeg fik som rytter. Det var jeg meget oppe at ringe over. Jeg var egentlig ikke misundelig på rytterne, jeg ved, hvor hårdt det er. Mit første løb foregik i Provence med mange små veje, som svinger hele tiden, så der var virkelig knald på nede bag feltet med alle bilerne og ryttere, som var på vej tilbage til feltet. Det var ikke kedeligt. Det var en fed debut, og jeg glæder mig bare til at deltage i flere løb.

Vi kørte primært efter massespurterne, så det var ikke hardcore væddeløb fra kilometer nul. Taktikken var derfor også ret fastlåst. Jeg foretrækker ellers, at der er frihed til, at den enkelte rytter kan tænke kreativt og køre på spontanitet og instinkt. Sådan kunne jeg bedst lide at køre cykelløb. Der skal være en plan, men når vi når til et bestemt sted på ruten, skal det være op til den enkelte rytter at skabe et resultat. Så skal du ikke bare træde i pedalerne, du skal også bruge dit hoved. Men det er meget individuelt. Du skal som sportsdirektør kende den enkelte rytters behov. Nogle ryttere er som robotter; de har brug for at vide, hvad de skal gøre fra start til slut. Det handler om at forstå, hvordan man får den enkelte til at præstere bedst muligt.

Fra Dossier nr. 18, april-maj 2020.