Morten Pape

Amager for evigt

Forfatter Morten Pape opdagede sent, hvor stor en hæmsko det var for ham, at han troede på fortællingen om at være mælkebøttebarn, der havde klaret tilværelsen på trods. For ingen forstod, hvor stor en pris han betalte for at have oplevet så mange svigt fra voksne mennesker i sin barndom. Forfatter, skolelærer og hans ven Geeti Amiri, der også er vokset op på Amager, taler her med ham om det latente mindreværd, om at have en vrede indeni, som går ud over ens omgangskreds, og om at kæmpe imod at gøre det, som andre forventer.

MORTEN PAPE tager imod mig i sit barndomskvarter, Urbanplanen, på Amager. Jeg undskylder forsinkelsen: ”Jeg kører på afghanertid,” siger jeg. Morten trækker på skuldrene: ”Det var forventet,” konstaterer han. Morten og jeg er vokset op et stenkast fra hinanden på Amager, men blev først venner i 2015, da han debuterede som forfatter, og jeg var begyndt at skrive avisklummer om kultursammenstød og livsvilkår, når man er fra underklassen. Morten inviterede mig med til sit foredrag, da han for en aften vendte hjem til Urbanplanen med sin bog. Muligvis havde han ikke gjort det, hvis han havde vidst, hvad der ville ske senere den aften. Det vender vi tilbage til. Vi mødes, dagen efter at Morten Pape har sendt sidste bog i sin Amager-trilogi til tryk. Med ’I ruiner’ runder han af med 600 sider om middelklassens illusioner, der brister med Amagerbankens krak og konkurs.

Jeg har forventet at møde en Morten med tømmermænd. Men nej. Han har heller ikke særlig meget lyst til en stor udgivelsesfest. Det er han slet ikke til. ”Jeg er enormt dårlig til at fejre mig selv. I alle henseender. Spørger man forlaget, er de paf over, at jeg aldrig har bedt dem om at holde en ”rigtig” bogreception.”

Hvorfor tror du, at du har det sådan? ”Det kan lyde overdrevent beskedent, men jeg synes, det er sjovere at skrive. Jeg bryder mig ikke om udgivelsesforløbet. Det er kun nervepirrende. Det kommer til at blive helt forfærdeligt at holde fest, samme dag som jeg måske bliver slagtet af anmelderne. Jeg har slet ikke behov for fest og fejring.”

Kan du slet ikke lide at fejre dig selv? ”Fodboldspilleren Mario Balotelli blev engang spurgt, hvorfor han aldrig fejrer en scoring. Han svarede: ’Det er jo mit job. Postbudene jubler heller ikke, når de har leveret et brev i postkassen’.” Jeg griner, da Morten gør fagter og imiterer et postbud, der fejrer leveringen af en stor pakke med et konfettirør. Sådan er han. Han har en særlig evne til at fremkalde billeder af surrealistiske situationer, som efterlader én med en undren over ting, som de fleste af os ikke studser over. ”Jeg har bare gjort det, jeg skulle. Jeg kan ikke lide at belemre folk med, at de skal fejre mig, og jeg kan ikke lide at prale.”

Det kan afghanere godt. Vi fejrer enhver tænkelig begivenhed og tager tilmed et diadem på. “I know, det kunne jeg se på din 30-års fødselsdagsfest. Du elskede det!”

Jeg overkompenserer for min barndoms manglende fødselsdagsfejringer, alle højtider, der ikke var råd til at holde med pomp og pragt. Men helt ærligt, hvorfor kan du ikke lide at blive fejret? ”Det kommer nok af en frygt for, at folk ikke kan lide at være der, eller at folk ikke har det sjovt. Altså, at det, jeg sætter i søen, ikke er godt nok. Det bygger i virkeligheden på mindreværd.” Er det et levn fra din opvækst? ”Vi overkompenserer jo hele tiden. Men i den her kontekst vil jeg sige, at jeg underkompenserer. Vi fejrede alle mærkedage og fødselsdage med samme pomp og pragt hvert år, til det næsten blev rituelt og kedeligt. Med den første bog (’Planen’, red.) var fejringen ambivalent. Jeg havde skrevet en bog om mit liv, min familie og alle mine gamle venner. Jeg stod på skuldrene af andre, der ikke havde mig bedt om at anvende dem i mit eget lille ego-projekt. Men måske handler det også om, at jeg har det svært med at holde fest over de emner, jeg skriver om.”

EN SLATTEN PIROG

I din Amager-trilogi bevæger du dig længere og længere væk fra personen Morten Pape og vender blikket mod strukturer i samfundet, som du gjorde det i ’Guds bedste børn’. Med dit tredje værk distancerer du nu din person fuldstændig fra dit forfatterskab. Har det været en måde at beskytte dig selv på, så du kan være en privat person ud over dit forfatter-jeg? ”Det har aldrig været kalkuleret. Da jeg skrev den første bog, havde jeg ingen idé om, hvorvidt jeg ville skrive igen, og jeg havde slet ikke forestillet mig, at det ville gå så godt. Men for mig har det været en god taktik at begynde med det allerinderste og derfra dreje mig ud ad hullet.”

Hvad handler i ’I ruiner’ om? ”Dybest set handler den om Amagerbankens krak, fortalt igennem en helt håbløst almindelig middelklassefamilie fra Ugandavej, ude i parcelhusområdet ved Kongelundsvejen. Det er den mellemste datter, Amalie, der fortæller, om dengang hendes familie gik i opløsning. I sin iver efter at komme på aktiemarkedet og tjene nogle penge investerer faren alt i Amagerbanken – men også i et lokalpatriotisk forsøg på at redde en meget vigtig institution. Men fem måneder efter går banken konkurs. Det bliver startskuddet til en social og økonomisk deroute for familien og en nedtur, som allerede inden har indfundet sig og bare manglet et skub. Amagerbankens krak er fremkaldervæsken.”

”Jeg kan ikke lide at belemre folk med, at de skal fejre mig, og jeg kan ikke lide at prale.”

Morten Pape

Er det en social og økonomisk deroute, du kan genkende fra din egen opvækst? Jeg kan genkende min egen mor i hovedkarakteren, Amalie. Men bogen handler om at miste fodfæste. For hvad gør man, når alt det, man har stolet på, viser sig at tage røven på én? Når man troede, at alle de ingredienser, man puttede ned i skålen, ville give en flot, lang kanelstang, og så kommer der en slatten pirog ud. Hvad gør man, når verden ikke er så bundsolid, som man havde regnet med? Det er svært at tale om og se i øjnene for de fleste mennesker. Derfor bliver det en trykkoger. Det er flovt at have mistet penge, det er ridser i lakken. I sagen om Amagerbanken mistede de her mennesker også tiltroen til retssystemet i Danmark. Og hvis man ikke kan stole på den demokratiske søjle i samfundet, hvad kan man overhovedet så stole på? Det er fascinerende at undersøge de her sociale institutioner – kernefamilien, der stoler på autoriteter som for eksempel bankerne.”

Hvad er det, der gør, at vi higer efter de samme sociale strukturer – som kernefamilien? ”Det er altsammen med til at give et meget normaliseret liv, som jeg godt kan forstå, mange længes efter. Hækken, der har samme højde. Weber-grillen, der har den samme størrelse. Indkomsten, som er stort set den samme. Villaer uden pral, hvor man ikke stikker for meget ud på vejen. Det virker stabilt, men i virkeligheden er det enormt skrøbeligt, når børn og særligt de voksne opdager, at den opskrift, de har fulgt, ikke passer. Det er et meget stærkt narrativ, og i bogen krakelerer det for alle. Den brede middelklasse i Danmark, som jeg beskriver i den her roman, er måske i virkeligheden den mest stigmatiserede samfundsgruppe, vi har. Det, folk er allermest bange for, er, om de er gode nok, og derfor er det vigtigt at holde fast i troen på, at man gør det rette. Ellers har man jo bygget sin tilværelse på en løgn, og det vil være ødelæggende. Erkendelsen ville få alt til at smuldre.”

Har du selv lugtet til den erkendelse? ”Som 21-årig købte jeg en andelsbolig sammen med min daværende kæreste. Vi var alt for unge, men jeg syntes, at voksenlivet virkede så utroligt besnærende. Men pludselig har man underkastet sig nogle småborgerlige rammer, og så indtræffer skuffelsen, dernæst kommer vreden, og så ryger låget af trykkogeren. Jeg har selv haft svært ved at lytte til mine følelser, fordi jeg troede, at de var forkerte. Hvis jeg skulle i banken til den fjerde snak med bankrådgiveren om den andelsbolig, min kæreste gerne ville have, kunne jeg mærke, at der gik beton i mine ben. Men jeg reagerede ikke på det.”

Nogle ville sige, at underkastelsen, som du beskriver, handler om manglende evne til at forpligte sig og tage ansvar? ”Der kan godt være et problem med mænd, som har en frygt eller angst for at forpligte sig. I mit tilfælde handler det om en angst for at reproducere det, som gik galt med mine egne forældre. Jeg havde en kæreste, som simpelthen ikke kunne forstå, hvorfor jeg var så tilbageholdende med at flytte sammen og stifte familie. Hun kom selv fra en meget vellykket familie, hvor forældrene havde været sammen i 40 år. Det var hendes erfaringsgrundlag, men jeg har aldrig set det lykkes. I de tyve år, jeg boede her (i Urbanplanen, red.), kunne jeg tælle på en hånd, hvor mange af mine venners forældre, der blev sammen – det var skilsmissebørn med papmødre og papfædre og fædre, der alle var fraværende. Sådan endte det også med min far. Jeg har en iboende angst for, om jeg kan præstere det, jeg ikke har set andre have held med i min egen opvækst. Jeg vil gerne gøre det bedre, men er samtidig opmærksom på min egen baggrund. I den proces har jeg de sidste mange år haft mere fokus på mig selv og haft behov for at tilfredsstille mine personlige ambitioner. Det har gjort ondt på nogen, og det er jeg meget bevidst om.”

Men det har vel også gjort ondt på dig selv? ”Det er selvforskyldt. Det har gjort ondt at udskyde konfrontationen. Det har hobet sig op, og så er det kommet ud på en ikke særlig elegant måde, hvilket har resulteret i et brud.”

Amager er i forandring og ligner langtfra den ø, Pape og Amiri voksede op på. Men pizza-slicen hos Nick’s Pizza i Amagercentret er forblevet den samme igennem alle årene. Det er Københavns bedste, siger de.

AT MIME ANDRE MÆND
Er den grundlæggende tro om, at man kan gøre det bedre
end sit ophav, bristet?
”Jeg synes bare, det er småarrogant at have en tyrkertro på, at man ikke kan havne i samme situation som så mange andre. Men den er også hæmmende. Jeg misunder den altopslugende kærlighed min bror og mine venner har til deres børn, men jeg misunder ikke alt det sure arbejde. Jeg tænker altid på en historie, min mor fortalte mig om hende og min far, som udspillede sig, et halvt år før de blev skilt. De havde fået mig, og så flyttede de til et rækkehus i den mere okay del af Urbanplanen, hvor der er plads til flere børn. De får min lillebror og lillesøster. Men det er hårdt at have tre børn og ikke særligt mange penge, så parforholdet ryger meget langt ned i rækken af prioriteringer. Da jeg er omkring 10 år gammel, skal vi passes en weekend af vores bedstemor, så min mor og far virkelig kan have noget alenetid sammen. Og hvad gør de … de tager i Ikea og opdager, at de ikke kan kommunikere. De var blevet fremmede for hinanden og havde kun skænderierne tilbage.”

Men drømmen om kernefamilien eller værdierne, der repræsenterer det nære fællesskab, er vel almengyldige? ”Helt klart. Dengang som dreng, og nu som mand, kan jeg mærke, at det at have en ordentlig faderrolle har manglet i mit liv. Men jeg har fundet mandlige rollemodeller andre steder. I fodboldspillere, i rappere, og så har jeg idealiseret dem. Når jeg arbejder med ældre mænd eller bliver venner med dem, kommer jeg tit til at mime dem. Jeg savner at have en faderlig mentor i livet. Det eneste gode råd, min far har givet mig, er, at jeg skal huske, at fodbolden aldrig kan ryge under målet. That’s it. Jeg har aldrig talt med min far om livets mange spørgsmål. Det skyldes måske ikke, at han ikke har villet, men han har ikke været i stand til det, og jeg har ikke opsøgt det. Nu er tiden forbi, for vi er meget forskellige personer.”

Men har du ikke en længsel efter at indfri den bristede drøm om at skabe din egen familie? ”Det er ikke, fordi jeg er bange for mit DNA. Jeg kender mit temperament, mine ambitioner, men jeg har bare haft svært ved at se mit forfatterskab blive forenet med et familieliv. Men nu er trilogien fuldendt, og jeg er også nået en alder, hvor jeg tænker, at et barn kan ses i horisonten. Jeg har ikke lyst til at være en far, der går med krykker, når mit barn
skal konfirmeres.”

Er afslutningen på trilogien så begyndelsen på et nyt kapitel i dit eget liv? ”Jeg har altid været bange for at glemme mig selv, komme for tidligt i gang med familielivet og så havne i en situation, hvor jeg ikke havde tid eller økonomi
til at skrive.”

Forfatterlivet fodrer ikke det stabile liv med en fast indtægt? ”Nej, men heldigvis er det gået rimeligt godt, selv om ’Planen’ er sat ned til 60 kr. i Føtex.”

Kan du stadig blive ramt af angsten for at falde igennem? ”Ja, jeg kan godt mærke, at der er et ego, der skal holdes i skak, til trods for at jeg bare er en lille forfatter i Danmark. Jeg modtager virtuel kærlighed fra mine læsere, uge efter uge, hvilket jeg værdsætter enormt meget, men det er ikke ubetinget, for det afhænger jo af, om jeg skriver godt, og her skal mit pleasergen lige tjekkes efter. Det mest sikre ville have været at skrive en treer i et lignende miljø som ’Planen’ – med samme karakterer. Folk vil gerne smage på, hvordan det er at vokse op i underklassen. Man vil gerne på en sociologisk rejse. Men nu har jeg sadlet fuldstændig om og skabt en kvindelig hovedkarakter i et helt andet miljø og en anden social klasse. Jeg er spændt på, hvad læserne vil sige til det.”

TELEPORT TIL BARNDOM
Hvorfor tror du, at det er så spændende for folk at komme på denne her sociologiske safaritur? De, der ønsker at læse om underklassens lidelser, ønsker vel ikke, at deres børn skal lege med de upolerede børn eller blive kærester med dem – og få den her dysfunktionelle bagage med i købet? ”Som 19-årig fik jeg en kæreste, der kom fra en helt
almindelig familie på Østerbro. De boede ikke med dyre designermøbler, men familien var rig på den kulturelle kapital, jeg var i underskud af. Hun var vokset op med troen på, at livet bød på muligheder i stedet for begrænsninger. På det her tidspunkt troede jeg ikke selv på, at jeg nogensinde ville få en lejlighed uden for Urbanplanen. Det havde jeg jo slet ikke råd til. Det var mere end rigeligt at skulle betale af på det forpulede fjernsyn, jeg havde købt for en kammerat, der aldrig betalte tilbage.”

Hvad betød det for dig at få en kæreste fra en anden social klasse? ”Min tidligere svigerfar viste mig Roy Anderssons film ’Sange fra anden sal’ – der indeholder små historier om meget forskellige folks liv. Og efter at have set den blev jeg klar over, at jeg ikke skulle være folkeskolelærer, som jeg ellers havde planlagt. Blanketten til seminariet var udfyldt, og jeg arbejdede som lærervikar, hvilket jeg var glad for. Men min motivation var drevet af de forkerte ting – også selv om det er verdens vigtigste job. For mig handlede det om jobsikkerhed, skoleferier og en udmærket startløn efter fire års studier. ’Sange fra anden sal’ var ulig alt andet, jeg havde set. Der var ikke hurtige biler og ballade. Her var menneskelig smerte. Faktisk flere af de elementer, jeg har inkorporeret i den nye roman. Filmen teleporterede mig tilbage til barndommen, hvor jeg havde drømt om at blive filminstruktør eller skuespiller. Jeg smed blanketten til lærerseminariet ud og søgte ind på film- og medievidenskab på universitetet. Jeg fik troen på, at jeg måske skulle følge et talent, jeg håbede på at have.”

Jeg har gjort det modsatte af dig, fordi jeg ikke stoler nok på mit talent som forfatter til at kaste mig helhjertet ind i det. ”Det handler jo om passion, og jeg kan godt mærke på dig, at du har en ambition og en mission med dit valg om at blive folkeskolelærer. På den måde er vi helt ens, fordi vi forsøger at sætte aftryk på vores egen måde. Prøv at tænke på alle de mennesker, som ikke rigtig ved, hvad de skal beskæftige sig med, og havner på en hylde, der bliver dem tildelt, og hvor de bare bliver hængende.”

Tænk, hvis du ikke var blevet kærester med pigen, der kom fra et hjem på Østerbro med højt til loftet? ”Mødet med den her familie blev et ’turning point’. Jeg fik sat perspektiv på, hvad jeg selv kom fra. Da jeg begyndte på universitetet, flyttede jeg væk fra Urbanplanen og fik nye venner. Når jeg ser på, hvordan det er gået mange af mine barndomskammerater fra den periode, har de fleste fået en tilværelse med familie og fast job. Andre er endt i kriminalitet. Min bedste ven blev involveret i pyramidespil, og det er ikke usandsynligt, at jeg også var blevet lokket af det. Hurtige og lette penge tiltaler underklassens børn. Hvis ikke jeg havde mødt min daværende kæreste og hendes familie dengang, ved jeg ikke, hvor jeg var endt.”

Hvad gør man, når verden ikke er så bundsolid, som man havde regnet med? Det undersøger forfatteren Morten Pape i romanen ’I ruiner’ om Amagerbankens krak og middelklassens bristede illusioner.

Var det også i den periode, du blev bevidst om dit talent for at skrive? ”Nej, det opdagede jeg i en meget tidlig alder. Altså allerede til min første skole-hjem-samtale talte mine forældre og min dansklærer om, at jeg allerede kunne læse og skrive. Det havde jeg lært mig selv, inden jeg kom i skole. Jeg kunne alfabetet og havde øvet mig ved at læse underteksterne på de amerikanske film i fjernsynet. Men det var ikke en evne, der var i høj kurs blandt kammeraterne i min klasse. Her er vi tilbage til det med at underkaste sig normerne. Hvis nu jeg var kommet på en anden skole, hvor det var en værdi at kunne tegne og skrive? Så havde jeg måske ikke kæmpet så meget med mit mindreværd i dag? Vreden over det er noget, jeg stadig arbejder med den dag i dag. Det forsvinder ikke, fordi man skriver en succesbog eller lærer nogle nye mennesker at kende. Det bliver i én, og det har jeg først for nylig måttet erkende. Jeg troede ligesom, at jeg var ovre det. Alle de ting, der er kommet i kølvandet på mine bøger, har bare forvirret mig yderligere. Det løsrev mig fra noget, men efterlod mig svævende et sted.”

Hvilke forventninger havde dine forældre til dig i din opvækst? ”Min mor har altid fortalt mig, at jeg var genial, men hun har aldrig forventet, vi blev store stjerner eller akademikere. Men det har ikke været en hæmsko. Mine søskende og jeg kunne i min mors øjne blive pornostjerner, piloter eller pølsemænd, bare vi aldrig blev kriminelle. Det var det eneste, hun krævede af os, og det lykkedes. I rækkehuset over for os boede der også en enlig mor med tre børn. Hun blev kæreste med min far, der flyttede ind hos dem. Derovre gik det ikke lige så heldigt med børnene. Da jeg gik i 2.g, ville jeg droppe ud. Men mor nægtede, og jeg blev rasende. Men hun havde fat i den lange ende. Når jeg blev lokket af ballademagere i mit forsøg på at tilpasse mig miljøet, fik min mor og min dansklærer mig tilbage på rette spor. Der er to erkendelser, jeg har gjort mig på det seneste. Den ene er, at det ikke er en dårlig opvækst eller social klasse, der forhindrer én i at opføre sig ordentligt. Det handler om karakter, viljestyrke og intelligens – forudsat at man selvfølgelig ikke har en masse diagnoser. Den anden er, at meget af det mindreværd, jeg følte som barn, fordi jeg var anderledes, havde andre kompetencer og derfor blev betragtet som en mindreværdig outsider, har været hamrende uretfærdigt. Jeg vidste jo godt, at jeg kunne noget mere end dem. Jeg vidste godt, at jeg var bedre end dem til visse ting, men jeg måtte bare ikke få anderkendelse for det. Da jeg som 29-årig udkom med ’Planen’, tænkte jeg, at det fandeme var på tide.”

Du bevæger dig ud på lidt farligt terræn nu. Dine holdninger kan nemt blive politiseret, og det ved jeg, at du ikke har noget ønske om. Men du siger vel, at den liberale tanke om, at mennesket er frit til at forme sit eget liv, er rigtig? ”Jeg er med på, at når man kommer fra et boligområde, som du og jeg gør, står man mange skridt tilbage i jobkøen, netværket og på boligmarkedet. Men jeg vil gerne tale folk fra vores slags miljøer op. Jeg vil gerne tale om, at det er muligt, i stedet for at det er umuligt. Det har altid været min egen lille undskyldning. Når jeg tidligere befandt mig i en samtale, hvor jeg rent intellektuelt eller erfaringsmæssigt ikke kunne være med, så sagde jeg: ’Sorry, jeg er fra Amager’, og så grinede folk af det. Det er derfor, at vi får mere og mere opdelte boligområder. Folk vil bo sammen med dem, som ligner dem selv. Og så er der alle dem, der ikke har råd til en lejlighed til seks millioner kroner på Amager. De bliver boende her (Urbanplanen, red.), og de fleste er jo glade for det. Men de er ikke glade for, hvordan det omkringliggende samfund ser på dem.”

Morten Pape (f. 1986) debuterede i 2015 med sin selvbiografiske roman og første bind af sin Amager-trilogi, ’Planen’, som vandt Bogforums Debutantpris samme år. Han udkom med andet bind fra samme serie i 2018, ’Guds bedste børn’, som blev modtager af DR Romanprisen. Det tredje og sidste bind i serien, ‘I ruiner’, er netop udkommet på Politikens Forlag. Pape, der bor på Amager med sin kæreste, er uddannet manuskriptforfatter fra Super16.

OPSANG TIL GIRAFFEN
Apropos Urbanplanens beboere … så var det her, vi mødte hinanden for første gang. Kan du huske det? ”Ja, jeg gav et foredrag i forsamlingshuset, og du gav folk en opsang.”

Ja, jeg var hamrende vred. Jeg spurgte, om nogen af de fremmødte havde gjort en indsats for at få deres kurdiske/pakistanske/somaliske nabo med til arrangementet. Publikum bestod udelukkende af pæredanske beboere i Urbanplanen. Og så kritiserede jeg dig for at prædike til koret i stedet for at tale til rødderne, som ikke var så heldige at komme ud af Urbanplanen med gode fremtidsudsigter. ”Det var også derfor, at din opsang var velplaceret. Det var et af mine første foredrag efter udgivelsen af ’Planen’. Jeg havde ligesom ikke forstået, at det gængse publikum til et forfatterforedrag groft sagt er en kvinde over 50 år. Af og til lutter pensionister. Jeg husker, at der var fuldt hus, fordi der var kommet mange for at se giraffen. Men der var ingen af mine gamle kammerater eller nogle af deres brødre, søstre, fædre eller mødre overhovedet. Det er jo dejligt, at det grå guld holder liv i kultur-Danmark. Men jeg bliver allermest glad, når min lillebror fortæller, at jeg har en kæmpefan i 8. klasse på den skole, hvor han arbejder, og spørger, om jeg ikke har lyst til at komme forbi og overraske ham med mine bøger. Når sådan en dreng som ham elsker mine bøger eller dukker op til et af mine foredrag, føler jeg virkelig, at jeg rykker noget. Men det er jo desværre et fåtal af gange, det er sket.”

Kan du huske de der unger, jeg havde taget med ind for at høre dit foredrag, da du gæstede Albertslund tilbage i 2019? ”Ja.”

Pigerne løb ned og købte dine bøger dagen efter, de var så begejstrede for dig. ”Hvad med drengene?” Desværre.

180 HOLLÆNDERE I DRAGØR
Du og jeg bliver ofte, i hver vores kredse, fremhævet som særlige, men synes du som jeg, at det kan være svært at få plads til at sætte ord på mindreværdet? ”Jeg opdagede meget sent, hvor stor en hæmsko det har været for mig, at jeg købte ind på den fortælling, der blev skabt om mig. At jeg var det her mælkebøttebarn, der havde klaret tilværelsen på trods. Der var ingen, der havde en idé om, hvilken pris jeg har betalt. Vreden over det trigger en ubønhørlig side af mig, som går ud over min omgangskreds. Det kan folk udefra jo ikke se. Vi bliver hyldet for at have klaret den, men der er så meget, folk ikke kan se. Jeg ikke vokset op med vold eller alkoholisme, men jeg er blevet svigtet af voksne og jævnaldrende hele tiden.”

Nu er sidste bind i trilogien skrevet, og ’Planen’ skal måske filmatiseres. Hvad forventer du af fremtiden. Hvad venter dig? ”Manuskriptet til filmudgaven af ’Planen’ skal snart afleveres, men ellers ved jeg ikke, hvad fremtiden byder på. Jeg kan slappe lidt mere af nu, forudsat at det går godt med ’I ruiner’. Jeg kunne godt tænke mig at prøve at lave noget mere film eller teater. Og jeg har en idé om, at jeg en dag skal skrive en historisk Amager-trilogi, helt tilbage til reformationen, hvor 180 hollændere kommer til Dragør og skal være hofleverandører af grøntsager til kongen. De skaber deres helt eget parallelsamfund, hvilket rimer på noget af det, jeg har skrevet om før, men om det skal være en bog eller en tv-serie, det ved jeg virkelig ikke en skid om.”

Vi bevæger os væk fra Urbanplanen og ud i det Amager, hvor kvadratmeterpriserne har taget kvantespring. På vejen fortæller jeg, at min Amagerdrøm faktisk er at få råd til at købe en lejlighed i Hollænderdybet.

”Ja, Hollænderdybet eller en villa i Eberts Villaby. Det gad jeg også godt,” siger Morten, da vi slutter dagen af.