Per Henriksen

Indehaver, Franz Jaeger & Me, 46 år

Da Per Henriksen var færdig med 10. klasse, gik han i lære som elektriker. Det var hans bror, og han havde ikke noget bedre forslag selv, så hvorfor ikke. Efter otte år i et fag, der egentlig ikke interesserede ham, sagde han fra den ene dag til den anden op for at forsøge at gøre en levevej ud af det, der siden barndommen havde været hans store passion: armbåndsure. Sit første ur, et Citizen, købte han som 12-årig for 1.200 kroner, hvilket ”sateme var mange penge i 80’erne”. I dag, godt 34 år senere, har Per Henriksen et Patek Philippe på til over en kvart million kroner. Brancheskiftet gik godt. Per Henriksen kom i slutningen af sine tyvere ind på Den Danske Urmagerskole i Ringsted og medbragte første skoledag sit eget personlige Rolex, som han straks begyndte at skille ad. Han kom i lære hos Ole Mathiesen og fik som færdiguddannet job på deres værksted. Ved siden af opdyrkede han i alle årene et stærkt netværk, der kom ham til gode, da han en dag sagde sit faste job op for at åbne sin egen butik. Han fik venners ure i kommission og satte dem til salg i sit lille kælderlokale i Ny Østergade, som han havde indrettet som et herreværelse med bøger, herresmykker og mokkasiner fra Italien for at skabe lidt ”god stemning”. Han kom godt fra start, og efter to år, i 2009, rykkede han til et nyt lokale i Gothersgade, hvor Franz Jaeger & Me fortsat holder til. ”Jeg har jo opkaldt forretningen efter det fiktive pengeskabsmærke i Olsen-banden. Alle ved jo, at der ligger noget godt i et Franz Jaeger-skab. På samme måde ved alle, at der ligger noget godt i min butik.”

Cirka 150 ure har Per Henriksen liggende fremme, inden de hver aften låses ind i et pengeskab bagest i forretningen. Priserne på de bedre brugte ure går fra 20.000 kroner for et ”standard-Rolex” til 200.000-300.000 kroner for Patek Philippe, IWC eller A. Lange og Söhne. Det Patek Philippe-ur af modellen Nautilus 5711 i stål, som Per Henriksen har båret om håndleddet den seneste måned, er ”det hotteste af det hotteste i øjeblikket”, som han siger. ”Jeg har haft samme model tre gange før, hvor jeg har solgt det videre, inden jeg overhovedet har nået at gå med det, for det er nok et af de mest eftertragtede ure, man kan få. Selv om det koster mellem 300.000 og 350.000 kroner brugt, kunne jeg sælge det 50 gange, men jeg har kun ét, og jeg vil ikke sælge. Der er måske 10-12 års venteliste på sådan et ur fra nyt, men du får ikke engang lov til at blive skrevet op. Og det skaber stor efterspørgsel efter de brugte modeller. Jeg har jo givet mere for det ur, end hvad det koster i butikken fra nyt, men jeg kan stadig tjene på det,” siger Per Henriksen. ”Det er jo sådan lidt snobberi, at det skal være så dyrt. Der er bare enormt stor efterspørgsel og et meget lille udbud. Det er jo det samme med den dame, du ikke kan få: Hende vil du ekstra gerne have. Men det vigtigste for mig er trods alt, at uret er af superlækker kvalitet. Det smyger sig om mit håndled, så jeg næsten ikke kan mærke, at jeg har det på, og det falder elegant ind under sømmen på min skjorte.”

Jakke, Lardini hos Bindesbøl, 9.000 kr.
Sweater, Drumohr hos Bindesbøl, 2.000 kr.
Uret er et vintage-Patek Philippe og er Per Henriksens eget, 350.000 kr.
Briller, Klaus Berthelsen, 3.350 kr

Det var en af Per Henriksens mange kontakter, der fandt uret til ham på en messe i udlandet. ”Han sendte 15-20 billeder hjem af uret forfra og bagfra, oppefra og nedefra og af garantibeviset, og alle numre stemte overens, så jeg sagde bare KØB DET! Og overførte pengene med det samme.” Andre ure opkøber han fra kunder, der kommer ind i forretningen og sætter sig til rette ved det runde bord, hvor Per Henriksen tilbringer det meste af sin dag. På netop at snakke med kunder. Mange kommer ind i månedsvis og prøver forskellige modeller, før de handler. Det forstår Per Henriksen godt, for det er jo en stor beslutning at lægge en eller flere månedslønninger for at kunne se, hvad klokken er. Men folk kan jo godt lide at have lækre ting, som Per Henriksen siger. ”Mange mænd samler, og det er lettere at have ti vintagearmbåndsure end ti veteranbiler. Og et eller andet skal man jo bruge sine penge på, og man får jo ikke noget ud af at have dem stående nede i banken. Tilmed er de flotte, mekanikken er fascinerende, og så er de et godt samtaleemne. Når jeg er til middag, og folk finder ud af, at jeg er urmager, går de jo helt bananas, og jeg bliver bombarderet med spørgsmål.”

Privat ejer Per Henriksen ”kun” – for en urmager – tre ure. ”Der er en masse ure, jeg skulle have beholdt. For eksempel et Urban Jürgensen-lommeur, jeg købte af en kunde, der kom med en lang historie om, at det havde været på royale hænder, og hans familie havde haft residens på Bernstorff Slot og så videre og så videre. Jeg tænkte, den er god med dig, men købte det alligevel, for det var et flot ur. Da jeg sendte det til service hos en Urban Jürgensen-ekspert, havde han en håndskrevet journal liggende over alle tidligere ejere. Det viste sig, at kong Christian IX havde købt uret i 1866 for 260 rigsdaler, og efterfølgende var uret gået i arv op gennem den kongelige familie. Så den var sgu god nok! Jeg solgte det alligevel videre til en ven, der efter noget tid sad og rodede med uret og fandt en kapsel, som vi ikke havde set. Her gemte sig et fuldstændig uberørt fotografi af kong Christians hustru, dronning Louise. Selvfølgelig skulle jeg nok have beholdt sådan et ur, men man kan jo ikke beholde alt. Og min ven er så glad for det og viser det frem hele tiden. Så det er bedre, at han er glad, end at det ligger og samler støv i min boks. Det betyder meget for mig, når kunderne går glade herfra. Og jeg skal jo også tjene penge.”

Fra Dossier nr. 11, februar 2019.