Alex Vargas

Musiker, 31 år

Det var Alex Vargas’ psykolog, der introducerede ham for den største perfektionist, han nogensinde havde mødt. Den perfektionist viste sig at være den danske musiker selv, eller i hvert fald en temmelig dominerende kraft i ham, og hans behandler, ”en blid og indsigtsfuld kvinde i 50’erne”, spurgte snart, om hun ikke måtte tage en snak med perfektionisten i Alex. ”Jeg begyndte at gå til psykolog, fordi jeg havde problemer med at folde min kreativitet ud. Jeg havde ikke kunnet skrive tekster i et stykke tid og var enormt frustreret over det. Det nagede mig så meget, at det også var begyndt at gå ud over mit privatliv. Min psykolog identificerede dog ret hurtigt ham perfektionisten i mig … Den type, der skyder idéer ned, inden de får lov til måske at blomstre,” fortæller han. Allerede til sin anden konsultation befandt Alex Vargas sig i terapiøvelsen, hvor psykologen talte til perfektionisten i hans liv. Perfektionisten skulle sætte sig et andet sted i psykologens praksis end der, hvor Alex Vargas plejede at sidde, og når hun stillede perfektionisten et spørgsmål, skulle perfektionisten omtale Alex Vargas i tredjeperson. Han skulle tale og være som perfektionisten. ”Da jeg gik derfra, tog jeg direkte i studiet og skrev to sange. Det havde altid taget mig lang tid at skrive sange, fordi jeg gik dem så meget efter i sømmene, men pludselig følte jeg mig bare meget friere. Hun hjalp mig også til at få et helt andet indtryk af, hvad terapi kan være. Jeg har altid været sådan en, der har fikset tingene selv, og nu er jeg meget bevidst om, at det pres behøver jeg ikke at lægge på mig selv,” siger Alex Vargas. ”Det ændrede mit liv fuldstændigt.”

Terapien stod på i slutningen af 2017. 2019 har Alex Vargas sat af til at skrive, producere og udgive EP-trilogien ’EGO’, og seriens andet udspil, ’EGOtrip’, der blev udsendt før sommerferien, er dedikeret til den Alex Vargas, der ikke længere vil lade sig undertrykke af perfektionisten. ”Jeg har udforsket nogle andre facetter af mig selv på den EP … Følelser, som er opstået i studiet her og der over de seneste par år, men som jeg har skubbet til side, fordi de ikke rigtig passede ind i det, jeg lavede, men nu omfavner jeg i stedet den del af mig selv. Jeg giver scenen til en af mine ekstreme underpersonligheder. Den frembrusende Alex, som ikke er bange for sin egen selvtillid, som har albuerne helt fremme og ikke er bleg for at erkende, at han gerne vil ses,” fortæller Alex Vargas.

Alex Vargas er holdt op med at drikke, inden han går på scenen. ”Showet står bare ikke lige så skarpt i mit hoved, hvis jeg spiller på et par øl. Jeg bildte mig ind, at jeg lige skulle have en enkelt for at løsne op, men det var jo bare en syg undskyldning. Nu drikker jeg en øl efter showet, og den smager meget bedre end en øl før showet,” siger han. Den 31-årige sangskriver, sanger og guitarist er også begyndt at varme op, inden han går på scenen. ”Jeg laver strækøvelser af hals og arme og lænd. Jeg sørger også for at synge lidt. I lang tid kunne jeg godt holde til at vælte rundt på scenen uden nogen form for forberedelse af kroppen, men det svarer til, at en professionel fodboldspiller løber på banen uden at varme op … Det er fuldstændig skingrende, og det kan min krop heller ikke holde til længere.”

Alex Vargas er blevet set – og hørt – i flere år. Også inden han udsendte singlehit som ’Shackled Up’, ’Higher Love’ og ’Solid Ground’ på forkant af debutalbummet ’Cohere’ fra 2017. Som 12-årig var han med i Folketeatrets opsætning af ’Skatteøen’, og to år senere havde han hovedrollen som Ivan Olsen i musicaludgaven af ’Gummi Tarzan’ i Cirkusbygningen. Dengang stod der Alexander Vargas Blay på plakaterne for forestillingerne. De første to tredjedele af navnet er identiske med hans egen fars navn, den uruguayanske forsanger i The World, mens Blay stammer fra hans engelske mor. Han voksede op med sin mor og stedfar i Hørsholm, efter at Alex Vargas Sr. var flyttet til Californien. ”Jeg er min fars største fan. Jeg synes stadig, at det er noget fantastisk musik, han har lavet. Han var weekendfar, og det var helt klart min mor, der tog slæbet, men han forsøgte i det mindste at give mig en musikalsk opdragelse. Jeg tror, jeg var fem år, da han forærede mig tre plader. Det var ’Led Zeppelin II’, Pink Floyds ’Dark Side of the Moon’ og Nirvanas ’Nevermind’. Jeg kan huske, at jeg satte ’Dark Side of the Moon’ på som barn og blev rædselsslagen. Jeg syntes, at musikken simpelthen var så uhyggelig. Min far har også siden sagt, at han godt vidste, at jeg var for lille til at høre pladerne dengang, men at det var musik til resten af livet.” Senere opdagede Alex Vargas selv Stevie Wonder, Sly and the Family Stone, Jimi Hendrix, Aretha Franklin og Buddy Guy, senere endnu The Black Crowes, Red Hot Chili Peppers og, hans næststørste helt efter hans far, Jeff Buckley. ”Jeg har fået en ret bred musikalsk opdragelse,” siger Alex Vargas. ”Min egen musik skal indeholde de store personlige, ægte følelser, og for mig er det meget terapeutisk at få lov til at gå ind i de følelser igen og igen, når jeg optræder. Nogle gange kan en sang, der er skrevet på en følelse, pludselig betyde noget andet, når jeg står på scenen og spiller den på et senere tidspunkt. Det er enormt terapeutisk.”

Og i den proces er Alex Vargas glad for, at psykologtimerne har givet ham mod til at gå på opdagelse i et bredere spektrum af sit eget følelsesliv i sin sangskrivning. Perfektionisten får ikke længere lov til at skyde hans idéer, som han selv siger det, ned som lerduer. Han er efter en årrække i London og Amsterdam flyttet hjem til Danmark, hvor han bor på Nørrebro med sin kæreste og deres få måneder gamle pige. Når han er tjekket ind i sit studie, kigger han sig stadig over skulderen for at se, om perfektionisten sidder på lur, og skulle han gøre det, rejser Alex Vargas sig op, går hen og åbner døren og beder perfektionisten om at gå. Venligt, men bestemt. ”Så smækker jeg døren efter ham og kan arbejde lidt friere. Når jeg så har skrevet en hel tekst, åbner jeg døren og kalder ham ind, for nu, ikke før, er jeg klar til at få noget sparring,” forklarer Alex Vargas. Han nævner også sin producer, Jon Trier, sin manager, Lasse Fabricius Persson, og sin kæreste som personer, han trækker meget på i sin sangskrivning. ”Min kæreste har lavet alt artworket til ’EGO’-projektet. Hun er en fantastisk kreativ hjerne, men også en interessant person for mig at spille tidlige versioner af sange og produktioner for, fordi hun ikke lytter som musikfaglig … Hun lytter som forbruger. I stedet for at sige, at den akkord skal være en anden akkord, kan hun finde på at sige: ’Nu keder jeg mig.’ Det er meget mere brutalt ærligt. Jeg kan blive pissesur på hende, for det er jo min kunst, vi taler om. Det er heller ikke altid, at jeg er enig med hende, men det er fandeneddeme tit, hun har ret.”

Fra Dossier nr. 15, oktober-november 2019.