BRIAN HOLM

om sine fem bedste træningsruter

”Når man er så gode venner som os, skal man også have lov til at være uvenner. Det er en del af det.” 55 årige Brian Holm, tidligere professionel cykelrytter og nuværende sportsdirektør for Quick Step Floors, giver gode råd om træningsruter og de uskrevne regler i motionistfeltet.

DRONNINGMØLLE-RUTEN
DANMARK

Du skal være latterlig, når du kører cykelløb. Du skal være jaloux og indebrændt, og du skal ikke unde dine venner noget som helst. Jesper Skibby græd engang, da jeg vandt et løb i Belgien. Selvfølgelig er vi jaloux. For hvis du virkelig har det sådan, at du vil det bedste for de andre, så kan du sgu åbne en frisørsalon i stedet. Det her er cykelløb, og vi hader, når en af de andre vinder. Det er charmen ved det hele.

Hver søndag morgen står mange af de gamle krigsveteraner klar ved AB’s baner i Bagsværd klokken 9.30 sharp. Det er en broget forsamling, der består af alt fra succesfulde erhvervsfolk, fallerede spekulanter og håndværkere til både nuværende og tidligere professionelle ryttere. Rolf Sørensen er der for det meste. Jesper Worre, Steen Michael Petersen, Thomas Bay, Jens Veggerby … Der står som regel mellem fem og 50 cowboydere, der vil ud og køre væddeløb sådan en søndag. Engang i mellem kommer der nye, og nogle få elsker det og passer ind, men de fleste flygter hurtigt igen. Det er voldsomt, hvis man ikke forstår tonen. Hvis der er noget, der hedder socialite, kan man kategorisere det her som antisocialite. Der bliver ikke vinket, der bliver ikke ventet.

En prominent bankdirektør troppede op en dag, og høflig, som han er, ville han lige gå en omgang og sige goddag til alle. Da han nåede til Anders Høj (cykelrytteren Frank Højs far, red.), fik bankdirektøren ikke noget håndtryk, men der landede til gengæld en ordentlig snotter få centimeter fra hans fødder. Uden at fortrække en mine sagde Høj: ”Så kører vi!” Cykelryttere er meget gammeldags på det punkt. Man skal lige anerkendes deroppe, før man hilser. Jeg plejer at sige, at du kan se, om du er inkluderet i gruppen, hvis folk venter, når du styrter eller punkterer. Hvis de kører videre, må du væbne dig med tålmodighed. For nogen tager det to uger, for andre to år.

Frakke, Minimum, 1.500 kr.

Der er ikke bare dårlig stemning, der er sådan fysisk dårlig stemning. Og det kan du så i øvrigt gange med 100. Det er en flok weekendsoldater, og selv om jeg lover mig selv noget andet, bliver jeg også revet med hver gang. Der er altid nogen, man bliver uvenner med undervejs. Vi har alle haft vores ture. Mig og Bjarne, mig og Rolf. Der var engang for mange år siden, hvor Rolf i praksis havde tabt et løb. Ekimov var kørt, og Rolf sad alene tilbage. Jeg kørte på et andet hold, men han sagde: ”Hallo Brian, Brian for fa’en, ka’ du ikke køre?” Han tiggede og bad. Okay så. Til sidst lukkede jeg hullet for ham. Det skylder han mig stadig for. Alt det, der kommer frem. Vi ved godt, vi er lidt til grin, men alternativet sådan en søndag er at sidde derhjemme med svigerfamilien og spise brunch.

Hvis du er med her, behøver du til gengæld ikke tage på mandetur op til Carl-Mar Møller for at prøve grænser af, for det her gælder om at overleve. Jeg kunne skrive en hel bog alene om folk, der er kommet i slagsmål med hinanden. Det er helt vanvittigt, men også det bedste i hele verden. Der var en søndag for et par år siden, hvor én fik et hjerteslag, en anden blev kørt ned af en bil og brækkede hoften, og der var to, der kom op at slås ved målstregen, fordi den ene ikke ville tage føringer, men slog den anden i spurten. Så sagde det ’småkage!’ Der blev uddelt håndmadder, og den ene endte med at politianmelde den anden. Da jeg kom hjem til min kone, sagde jeg: ”Jeg tror, jeg har oplevet mere i dag, end de fleste når på et helt år.”

RUTEBESKRIVELSE: Fra AB’s baner ved Bagsværd via Fiskebækbroen mod Hillerød, videre forbi Fredensborg og Esrum Sø, op ad Jonstrup-bakken, der decimerer feltet før første del- spurt ved Dronningmølle-skiltet. Videre forbi Hornbæk, Helsingør, de berygtede bakker Rungsted-bakken, Vedbæk-bakken, Skodsborg-bakken og til sidst Strandmøllen, før målet venter ved skiltet ind til Klampenborg. I alt 100 kilometer.

Pitstops: Bakkehuset i Fredensborg, cola og flæskesteg for under en 50’er. Bageren i Humlebæk til dem, der går kold før tid, hvor man kan tankes op på træstammer. Til sidst obligatorisk sort kaffe og vaniljekringle på Café Jorden Rundt efter løbet.

Vi starter som sagt i Bagsværd, og derfra stikker vi mod nord. Man skal tage sig lidt i agt, for nogle gange kan folk godt finde på at køre 9.29, kun for at hægte de sidste af, så de skal ligge og jagte fra start. Det er en modbydelig rute, og der er altid nogle idioter, der har trænet mere end en selv. Der bliver nogle gange kørt med 40 km/t i snit. Tro mig, det er hurtigt. Rigtig, rigtig hurtigt. Så der får vi ikke sludret meget. Tikøb-bakken efter Fredensborg er klassikeren på ruten. Den er ikke længere end en kilometers penge og 4-5 procent i stigning, men den er for vores træningstur, hvad Oude Kwaremont er for Flandern Rundt eller Carrefour de l’Arbre for Paris-Roubaix. Det gælder om at køre stærkt nok op, for deroppe splitter feltet altid, og så kommer sidevinden rundt om Esrum Sø. Ikke langt derefter kommer halvvejsspurten i Dronningmølle. Uanset om man har trænet eller ej, kører man, hvad man kan.

For dem, der stadig er med, bliver der som regel kørt taktisk helt fra Hellebæk, for kort efter kommer Sletten, og det er starten på et stort, åbent stykke mellem Humlebæk og Rungsted. Cykelstien er ikke meget bredere end et spisebord, og der er altid sidevind, så feltet bliver splittet til atomer. Der kan maks sidde tre-fire mand i viften, resten bliver hægtet af. Der bliver de høje albuer brugt. Det er fantastisk, det er ligesom at køre Gent-Wevelgem. For et par år siden brækkede jeg skulderen på det stykke. Jeg prøvede at komme indenom, og så var der en, der lukkede ned, og jeg fyrede ind i et skilt. Der stoppede de andre, for de kunne mærke, jeg var blevet sur. Der var også lidt trykket stemning bagefter. Han vidste godt, at han var gået over grænsen, og jeg måtte da også lige trille ind forbi Bispebjerg og få det fikset.

Frakke, Minimum, 1.500 kr.
Bukser, Samsøe & Samsøe, 800 kr.

For Tête de la Course venter til sidst den store, brede vej ind til den legendariske Klampenborg-spurt. Der bliver kørt for at vinde, som gjaldt det livet. Det er der, de fleste fjendskaber enten opstår eller består. Det gælder om at komme først til Klampenborg-skiltet, som markerer målstregen. At vinde spurten her er ligesom at vinde en professionel klassiker.

Jeg kan have været af sted til store cykelløb med Quick-Step Floors, men når jeg kommer hjem, snakker folk om den her rute, nøjagtigt som var det kongeetapen i Tour de France. Det er fandme sjovt. Reglen er, at vi slutter af med en kop sort kaffe på Café Jorden Rundt i Charlottenlund. Der er altid nogen, der er blevet uvenner, men her får vi glattet ud. Så er der kaffe, vaniljekringle og røverhistorier.

Når jeg kalder de andre for tossede, mener jeg det med kærlighed i hjertet. De er verdens bedste kammersjukker. Vi hjælper hele tiden hinanden uden for banen, men når man er så gode venner som os, skal man også have lov til at være uvenner. Det er en del af det. Det forstærker bare ens venskab. Jeg så på et tidspunkt et interview med en gammel cykelrytter, der sagde, at man har ikke venner i cykelsporten. Der har jeg det lige omvendt. De her gutter er mine bedste venner i livet. Man har altid en god følelse, når man kommer hjem. Så føler man sig ung igen.

”Det er først, når man selv kommer med helt friske ben og må konstatere, at man simpelthen må trække op ad Koppenberg, fordi man ikke kan cykle, at man pludselig forstår, hvorfor cykelryttere altid virker så indebrændte.”

Brian Holm

CALPE-CALPE
SPANIEN

For mig er Calpe det nye cykelsted. Jeg må indrømme, jeg var lidt skeptisk over for det her nye område, men det vandt hurtigt mit hjerte. Nu er jeg der to gange hvert år. Man kan flyve til enten Valencia eller Alicante for næsten ingen penge, og så er der tilmed et hav af billige cykelhoteller med tilknyttede cykelværksteder. Det er rart i de her moderne tider at kunne rejse til sådan et sted uden at blive ruineret. Flere af mine gamle holdkamme- rater har bosat sig dernede og lever nu af at være cykelguides for turister.

Det er blevet belgiernes og polakkernes nye cykelmekka. Du kan nærmest købe et slot for en halv million dernede. Den tidligere verdensmester Michał Kwiatkowski fra Team Sky har bosat sig dernede. Tom Boonen og Philippe Gilbert holder til dernede. Tyskerne og englænderne holder sig stadig til Mallorca, men det er sgu ved at blive for dyrt, og vejret er for ustadigt om vinteren. Sådan er det ikke i Calpe.

Da jeg i mine unge år erfarede, at jeg ikke var bjergrytter, var jeg nødt til at blive god til noget andet. Jeg sagde til mig selv 200 gange om dagen: ”Jeg elsker regn, jeg elsker regn, jeg elsker regn og sidevind.” Jeg løj så meget over for mig selv dengang, at jeg i dag tror, jeg kan lide regn. Mange er uenige, men det kan være fedt at være ude og trodse elementernes rasen og føle sig som et mandfolk i nogle timer, mens tøsedrengene sidder hjemme. Men når det så er sagt, så er der virkelig noget over sådan en januardag i Calpe, hvor alle andre går hjemme og bliver vinterdeprimerede, mens man selv næsten får solstik på benene. Det skal man heller ikke forklejne.

RUTEBESKRIVELSE: Fra Calpe via Tarbena til Parcent og den lange nedkørsel fra Benissa, før man til sidst havner ved kysten og Calpe endnu engang. I alt ca. 150 kilometer.

Der er stigninger i Calpe, der er helt fantastiske. Man starter altid samme sted i selve byen, og så vælger man ruten derfra. Først højre eller venstre og derfra af forskellige ruter op ad bjerget. Der er en god blanding af professionelle ryttere og motionister. Så kører man pludselig ved siden af Kwiatkowski eller Boonen. Det giver god stemning, når man møder hinanden på bakkerne, og der opstår lidt krig om at komme hurtigst op. Så længe man husker at give dem plads, for man har ikke lyst til at komme til at smide en cykelstjerne på røven, så han brækker kravebenet og misser en forårsklassiker.

En god træningsrute skal indeholde flere ting, men jeg kan godt lide, når der ligger en god kaffebar på sidste del af turen som en del af belønningen. Sådan en ligger der for bunden af bjerget Col de Rates, hvor man kan få en kop kaffe og et stykke kage til 15 kroner. Hvor fanden får du ellers det til den pris i dag?

FLANDERN
BELGIEN

Når man først har tilbragt et par dage i Flandern, vil man for det første forstå, hvorfor belgiske ryttere er sådan en flok vilde dyr, og man vil for det andet se med andre øjne på cykelløb til evig tid fremover.

Det var i Belgien, jeg selv blev professionel i sin tid. I mit første år styrtede jeg i en massespurt i Vilvoorde lidt uden for Bruxelles og smadrede hovedet ned i asfalten. Jeg lå i koma i tre dage, og en katolsk præst var ved at smøre mig ind i den sidste olie, da jeg vågnede. Det er der sgu ikke mange, der har prøvet og selv kan fortælle om. Jeg kan huske, jeg tænkte: ”Så uheldig kan jeg kun være én gang i mit liv.” Så i stedet for at lade mig afskrække, blev jeg endnu mere frygtløs.

Jeg har egentlig kun dårlige minder fra Flandern Rundt som professionel, for de gange, jeg havde gode ben, enten punkterede eller styrtede jeg. Men i dag er området mit personlige yndlingssted af alle overhovedet. Man kan flyve både nemt og billigt til Bruxelles. På vejen til Flandern kan man slå et smut forbi byen Aalst og den kæmpestore cykelforretning Van Eyck, hvor man kan få alt mellem himmel og jord. Sidst var jeg der med Erik Zabel (tidligere tysk topsprinter, red.). Han er simpelthen cykelgal. På hotellet så han, at jeg havde købt en grøn Brooklyn-trøje, og så kørte han med det samme tilbage og købte en magen til. Når det kommer til udstyr, er Zabel virkelig ekstrem. På et tidspunkt købte han villaen ved siden af sin egen for at opbevare sine cykler der. Der har han så 110 cykler stående.

RUTEBESKRIVELSE: Fra Oudenaarde og ud til flere af de omkringliggende bakker eller brostensstykker, som man kender fra Flandern Rundt, særligt Oude Kwaremont, Patersberg og Koppenberg med på toppen af Kapelmuren i Geraardsbergen.

Når man kommer til Flandern, skal man bosætte sig i Oudenaarde og tage forbi museet Centrum Ronde van Vlaanderen, hvor den belgiske legende Freddy Maertens, der vandt 16 etaper i Giroen i sin tid, står som kustode. Fra Oudenaarde kan man tage forskellige små ruter ud i en ren labyrint af bittesmå veje. Uden GPS farer man vild. Man kan både prøve at køre brostenene og tage de berømte stigninger fra Flandern Rundt såsom Oude Kwaremont, Patersberg og Koppenberg. Der er små lokale knejper spredt over det hele, hvor man kan køre ind og få kaffe med mælk, når smerten begynder at rive i benene.

Det ser nemmere ud på tv, når rytterne efter 200 kilometer i benene spurter op, men før man har prøvet det på egen krop, fatter man ikke, hvor stejlt det er, og hvor svært det er at køre på de skide brosten. Det er først, når man selv kommer med helt friske ben og må konstatere, at man simpelthen må trække op ad Koppenberg, fordi man ikke kan cykle, at man pludselig forstår, hvorfor cykelryttere altid virker så indebrændte.

Hvis kræfterne stadig er til det, kan man til sidst cykle op på toppen af Kapelmuren i Geraardsbergen. Det er målet at sidde deroppe og kigge ud med en kop kaffe. Så føler man sig, som det belgierne kalder en ’Flandrian’. Når man kommer tilbage til hotellet, kan man med god samvittighed nyde en trappistøl og føle sig som et vaskeægte mandfolk.

”Der var en søndag for et par år siden, hvor én fik et hjerteslag, en anden blev kørt ned af en bil og brækkede hoften, og der var to, der kom op at slås ved målstregen.”

Brian Holm

ALPE D’HUEZ
FRANKRIG

En ting er at holde sig i fysisk form med en træningstur. Men den rigtige tur kan være godt mod alle former for problemer. Depressioner, sygdomme, skilsmisse og de breve fra Skat, man ikke kan overskue at åbne. Den friske luft op ad Alpe d’Huez må være lige så godt som 10.000 timers yoga.

Jeg har altid bedre kunne lide Alperne end Pyrenæerne. Pyrenæerne er grå og dårligt asfalterede. Men Alperne er smukke. Utroligt smukke. Alpe d’Huez er især noget specielt. Enhver motionist skal prøve at køre op i det mindste én gang for at kunne sige, man har været der. Det kan bare være de 14 kilometer til toppen og ned igen. Det er ikke så langt, men det er en kæmpe oplevelse. Og det er sværere, end det lyder. Man tror, man har gode ben, så kører man én kilometer, og så har man lyst til at stå af cyklen. I årene op til, at Bjarne Riis vandt Touren, trænede jeg af og til med ham på Alpe d’Huez. Dengang boede bjergrytteren Gert-Jan Theunisse i den lille by på toppen af bjerget. Hver dag kørte han 10 gange op og ned. Det var hans træning. Det var helt vanvittigt. Min tidligere holdkammerat Marc van Orsouw prøvede at træne med ham i en periode, men det var simpelthen ved at tage livet af ham. To gange op og ned på samme dag er smertegrænsen for almindeligt dødelige. Men Theunisse lå og kørte op og ned hele dagen. Han vandt så også bjergtrøjen det ene år.

RUTEBESKRIVELSE: Fra den lille landsby Le Bourg d’Oisans i Romanche-dalen og op gennem de 21 hårnålesving til toppen af det mytiske bjerg Alpe d’Huez. 13,8 kilometer hver vej. Alternativt kan man tage stigningen Col de La Croix de Fer med. Fra toppen af Alpe d’Huez er der 36 kilometer til toppen af Croix de Fer.

Hvis man er i god form og er klar på at prøve kræfter med mere, kan man køre til Croix de Fer, der er nærmeste større stigning. Det er også et meget smukt bjerg, men en frygtelig lang stigning. Guderne skal vide, at jeg har lidt som et svin på selvsamme asfalt i sin tid. Jeg hadede hver fucking kilometer, dengang jeg var professionel, og jeg frygtede hver gang, at jeg havde en dårlig dag netop der. På de lange etapeløb har man altid én offday, hvor man virkelig lider, og hvis det var på sådan en dag, var man færdig. Jeg husker stadig engang, hvor jeg havde fået både krampe og var gået sukkerkold på samme tid op ad Croix de Fer. Da jeg omsider nåede toppen, stod der ’36 kilometer til mål’. Så skulle man lige ned et smut, og så kunne man ellers se frem til turen op ad Alpe d’Huez bagefter. Jeg tror, jeg mistede fem år af mit liv den dag.

Nu forbinder jeg at køre på de bjerge med noget af det bedste, man kan foretage sig her i tilværelsen. Jeg elsker at komme tilbage så mange år senere uden alle tilskuerne og nyde naturen. Bare stå op, fylde dunken med vand fra en kilde og så tøffe deropad. Det er lige meget, om det går hurtigt eller ej. Det er bare specielt. Man kan mærke historien, for ved hvert hjørne står der, hvem der har vundet i årenes løb, og hvor mange serpentiner der er tilbage til toppen. Man skulle være et skarn, hvis man ikke kører og dagdrømmer, at man er ved at vinde bjergetapen. Når man så til sidst når toppen af Alpe d’Huez, er det medicin for sjælen.

CALIFORNIEN
USA

Tre af de vigtigste elementer på en god træningsrute er 1) Kaffebarer 2) Sikkerhed og 3) Selskab. Det hele skal passe ind. I Californien får man det hele, men det sidste kom til mig ved lidt af en tilfældighed.

Min første træningstur til området var i 2003. Jeg sad med resten af T-Mobile på en Starbucks, da den her lange, tynde fyr med tre øreringe i det ene øre henvendte sig til os for at høre, om han måtte trille en tur med os. Jeg kiggede lidt, for han lignede på den ene side en væddeløber og på den anden side slet ikke. Men det viste sig, at han kendte en hel del til cykelløb. Jeg spurgte, hvad han selv lavede. Nåeh, ikke rigtigt noget, han spillede lidt guitar og sådan. ”Okay, ja, ja, kan man leve af det?” spurgte jeg. Ja, han var med i sådan et band, sagde han. Til sidst fik jeg ud af ham, hvad hans band hed. The Cult. ”Det kan sgu da ikke være The Cult,” tænkte jeg først. Da vi boede i Belgien som ungdomsryttere, havde vi plakater med dem over hele lejligheden. ”Altså The Cult med Ian Astbury? Og Billy Duffy?” spurgte jeg igen. Ja, ja, den var god nok. Så var det sgu Mike Dimkich. Guitaristen i bandet, også kendt som Mike the Serb.

RUTEBESKRIVELSE: LA-Thousand Oaks-Pacific Coast, Californien, 90 kilometer: Fra The Hollywood Bowl lige uden for Los Angeles, via Mulholland Drive og Mulholland Highway for til sidst at nå i mål ved kysten ved Pacific Coast Highway. Undervejs skal man bl.a. op af den berømte Rock Store Climb cirka midt på Mulholland Highway.

Det viste sig, at han var kæmpe cykelentusiast, og han tog mig med ud på nogle ture derovre. Det var helt tilfældigt, at vi faldt i snak, men vi har holdt sammen siden. Når han har spillet i København, har han boet hos mig, og når jeg er i Californien, er vi altid ude at trille. På vejen passerer man Mel Gibsons kirke, man passerer kaffebaren, hvor Steve Jones fra Sex Pistols og Billy Idol hænger ud. Jeg har mødt alle de der gamle rockstjerner i årenes løb, og det viser sig, at flere af dem er vilde med at cykle. Der er mange fede ruter derovre. Fra kysten og op til Thousand Oaks er der kuperet med store brede veje og ikke særligt mange biler. Det er vigtigt på en god cykelrute, at der ikke er for meget tung trafik, hvor man hele tiden skal kigge sig over skulderen. Jeg har haft alt for mange cykelture, der er sluttet for tidligt, fordi folk er blevet kørt ned af aggressive bilister. Det ødelægger for det meste en god tur. Men her får man brede veje, ingen biler og klapperslanger, der springer frem fra vejkanten. Californien er pissefedt.

Fra Dossier nr. 6, januar 2018.