Claus Robenhagen

om kunsten at sælge kunst

37-årige Claus Robenhagen er direktør hos et af verdens førende kunstgallerier, Lisson Gallery, der har filialer i både London og New York. Han er hovedgallerist for den Louisiana-aktuelle superstjernekunstner Marina Abramovic, og her fortæller han, hvad en god gallerist skal kunne.

BRANCHEN
En kunstsamler, jeg har et tæt forhold til, sagde for nylig: ”Buyers are liars.” Jeg tror, at hun talte om sig selv, men udsagnet fanger essensen af, hvad det vil sige at arbejde med salg af kunst. Jeg bruger meget tid på afkode, hvad folk i virkeligheden mener. Faktisk er det størstedelen af, hvad mit job går ud på: virkelig at lytte. Det er langt fra altid, jeg kan tage det, der bliver sagt, for gode varer. Jeg møder ofte megen snak om, hvad folk er interesserede i, hvad de kan, og hvad de vil, men jeg går kritisk til det, for tit prøver de at fortælle mig noget helt andet. Siger de, at ”de ikke har plads”, betyder det måske, at de ikke har råd. Andre samlere siger, at de ”aldrig ville købe noget for at sætte det på lager,” men så køber de alligevel en masse værker, der ender på et lager. De er jo samlere, de her mennesker. De køber jo, fordi de simpelthen ikke kan lade være. Hvilket er en fantastisk ting. Det er de sande samlere, der holder gang i kunstverdenen, ikke de folk, der bare skal have et eller andet, der passer til sofaen.

Der er mange mennesker, der har penge, men det er ikke alle, der er villige til at bruge dem. Det er en af de ting, der tit bliver misforstået, når det kommer til at arbejde med salg af kunst i det prisleje, jeg arbejder i. For mig er det ikke interessant at vide, hvor mange penge folk har; det er interessant at vide, hvor mange penge de er interesserede i at bruge på kunst. Nogen kan købe alt i hele verden, men er simpelthen ikke interesserede i at bruge én krone på kunst, og så er der mennesker med begrænsede midler, som bare ikke kan leve uden.

Når jeg kigger tilbage på min karriere, så har tilgangen til kunst ændret sig radikalt i de seneste 10 år. I 2003, da jeg startede hos Galleri Nicolai Wallner i København, var det ikke givet, at man interesserede sig for kunst, hvis man havde penge og en passion for kultur. Ferniseringer var for en lukket kreds i kunstverdenen, ikke noget andre var optagede af gå til. Sådan er det langt fra i dag. I dag er kunst noget, man skal vide lidt om, hvis man har penge. Man kan sige, at kunst er kommet på mode indenfor det seneste årti.

Da jeg flyttede til London for at arbejde for Lisson Gallery i 2009, skete der et drastisk skift i beløbene, jeg handlede for. Her kom der pludselig et ekstra nul bagved, og et mellemstort salg lå nemt mellem 50.000 og 100.000 pund. Ved de fleste gallerier er det typisk sådan, at kunstneren ejer værket, og galleristen sælger værket på kunstnerens vegne, hvilket galleriet tager 50 procent af prisen for. Så for en som mig, der arbejder på provision og får en andel af de 50 procent, betyder det selvfølgelig noget, at handlen og interessen er vokset.

”Nu kommer jeg fra en tryg middelklassebaggrund i Aalborg og er ikke ligefrem vokset op i sus og dus, men når jeg omgås mennesker med uanede midler, bliver jeg nødt til at opføre mig, som om jeg er som dem.”

Claus Robenhagen

MENNESKERNE
Jeg møder mennesker, der lever fuldstændig anderledes liv end normale mennesker. Mennesker, som jeg aldrig var kommet i kontakt med, hvis det ikke var for deres interesse i de kunstnere, jeg repræsenterer. Ofte er fordelen, at vi på forhånd har et fælles projekt at mødes over, nemlig kunsten. Det kan være en specifik kunstner som et bestemt kunstværk. Så betyder det ikke noget, hvorfra i verden de kommer, om de ejer firmaer med tusindvis af ansatte eller har arvet deres formue.

Jeg var for et par uger siden i Mexico City med den engelske kunstner Jonathan Monk. En af verdens største samlere, som jeg arbejder med, bor i byen. Han har et af Jonathans værker stående i sit soveværelse, og fordi Jonathan gerne ville se, hvordan det var installeret, havde jeg sat et møde op. Samleren havde været til bryllup i Valle de Bravo – 150 kilometer fra Mexico City – men ville tage sin helikopter tilbage for at møde os. Han bor i et utrolig stort og spektakulært hus i udkanten af byen med så meget kunst, at man nærmest er ved at falde over en Carl Andre-installation, når man går ind ad døren. Det var hans tjenestefolk, der tog imod os. Når man er på de kanter, kan tid godt være en relativ størrelse. Vi sad derfor og ventede ret længe. Og da jeg hørte engelske stemmer i den anden ende af huset, drog jeg den konklusion, at der nok også var andre, der sad og ventede. Efter en time eller to kom tjenestepigen tilbage, denne gang med en lille hund, som, jeg kunne forstå, var velkomstkomiteen. Og ganske rigtigt, fem minutter senere løb den lille hund ud, da porten gik op, og ind kom tre biler med samleren og hele hans entourage. Man kan vel nærmest kalde dem et lille hof, da de konstant omgiver ham. Men så var der ellers fest hele natten. Senere på aftenen fandt jeg ud af, at det var Brandon Davis, barnebarn af oliefilantrop Marvis Davis og nok bedst kendt som Paris Hiltons ekskæreste, der også havde ventet. Sådan en aften ville jeg aldrig have oplevet, hvis jeg arbejdede i en anden branche.

Nu kommer jeg fra en tryg middelklassebaggrund i Aalborg og er ikke ligefrem vokset op i sus og dus, men når jeg omgås mennesker med uanede midler, bliver jeg nødt til at opføre mig, som om jeg er som dem. Måske ligefrem som venner, selv om vi selvfølgelig ikke er det. Det er en forretningsrelation, hvor jeg gerne vil have dem til at købe noget. Det mest afgørende er at kende de koder, der er i deres liv: Uret de har på, vinen de drikker, restauranterne de kan lide, tøjet de går i, og hvorfor det præcis er dét sted, de holder ferie og ikke et andet. Det er i koderne, at man opnår lighed. Nogle gange hjælper det, at de kan være en smule på udebane i forhold til kunsten, hvor jeg er på sikker grund, men det vil altid være et asymmetrisk forhold. Og den asymmetri bliver nogle gange udpræget tydelig; som hvis de pludselig får andre interesser, eller når man venter på en helikopter i flere timer. Den magt går kun én vej, og det er fra dem mod dig.

Blazer, Hugo Boss, 4.799 kr.
Bukser, Tonsure, 1.850 kr.
Rullekrave, Mads Nørgaard, 850 kr.
Sko, Puma, 650 kr.

KUNSTNEREN
Galleriets fremmeste rolle er at sælge værker, så kunstneren kan tjene penge til at lave kompromisløse ting. Det er ikke galleriets rolle at lave kompromisløse ting. Hvis galleristen vil det, skulle han have arbejdet på en kunsthal eller et museum. At tjene penge til kunstneren er det, vi er sat i verden for. Derfor er det vigtigt at have fokus på det kommercielle, men det kan man have på mange forskellige måder.

Da jeg startede med at arbejde med Marina Abramovic, var det, fordi jeg savnede at skabe kommerciel værdi på andre måder end udelukkende gennem salg. I min tid hos Nicolai Wallner arbejdede jeg med konceptuelle kunstnere som Elmgreen & Dragset og Peter Land, men jeg har ikke arbejdet med en performancekunstner som Marina før. Hun har en virkelig stor personlighed og ikke mindst en meget anderledes omgangskreds. Hendes venner er Lady Gaga, James Franco, Kate Moss, og så er det pludselig dem, man omgås, og deres verden, man forholder sig til.

Marina og jeg har arbejdet sammen i fire år. Da hendes kunstneriske arbejde hovedsageligt er performance, som ikke ligefrem er salgbare, er mit job som gallerist at finde ud af, hvordan vi skaber noget håndgribeligt derfra. Jeg bruger meget tid på at vejlede og tale med hende om, hvordan der kan skabes nye værker: foto, video eller installation, som kan samles og udstilles.

Man kan måske godt kalde mig agent. I hvert fald handler mit arbejde om at få nogle ting til at ske for Marina, som, jeg mener, er vigtige for hendes karriere. For en kunstner som hende, der har været aktiv i over 50 år, syntes jeg, at hun manglede den store samlende museumsudstilling i Europa. En udstilling, der cementerer vigtigheden af hendes arbejde og viser, at hendes værker både er interessante og relevante i samtiden. Derfor betyder det meget for mig, at jeg har fået udstillingen igennem, som lige nu kan ses på Louisiana, og som første gang blev vist på Moderna Museet i Stockholm. Specielt fordi den tager sit udspring i et pudsigt tilfælde.

Jeg løb bogstavelig talt ind i Daniel Birnbaum, der er i direktør for Moderna Museet, i Kastrup Lufthavn på vej mod New York, hvor jeg delvis bor. Daniel kendte jeg kun perifert på det tidspunkt, men jeg havde hørt, at de var interesserede i Marina. Jeg var sent på den, så jeg nåede ikke at tænke meget over det, men gik bare direkte til sagens kerne og spurgte, om ikke de var interesserede i at lave en udstilling med Marina. Daniel, der var lige så sent på den som mig, nåede vist heller at tænke meget over det, for han sagde bare: ”Jo, hvad er der af materiale?” Og så rullede lavinen derfra.

Nu er det snart fire år siden, jeg mødte ham i lufthavnen, så der har været en lang proces, før udstillingen stod klar. Men kunstbranchen er på den måde ret uformel. Ting kan ske ud fra tilfældige samtaler. Jeg har hele tiden masser af møder og støder konstant ind i folk til middage, på gaden eller til en fest. En stor del af mit arbejde er derfor også at kende de rigtige mennesker og sørge for, at de ved, hvem jeg er, så jeg kan starte samtaler op om potentielle projekter. Så kan det godt være, at de nogle gange bliver ved snakken, men når et projekt som udstillingen på Louisiana bliver en realitet, føles det som en stor sejr.

”En stor del af mit arbejde er derfor også at kende de rigtige mennesker og sørge for, at de ved, hvem jeg er”

Claus Robenhagen

NAVNENE
Der er mange navne at holde styr på i galleriverdenen. Jeg skal selvfølgelig vide, hvad kunstnerne hedder, hvad de laver, men også helst kende til deres historie. Og det er ikke kun de kunstnere, jeg arbejder med, det er langt bredere. Når en samler fortæller mig, at han har en bestemt kunstner i sin samling, er det afgørende, at jeg forstår konteksten, hvad de interesserer sig for, hvad de er i stand til at købe, ja, hvilke muskler de har at spille med.

Jeg er igennem årene blevet bedre til at skjule min uvidenhed. Jeg har selvfølgelig et rigtig godt fundament, men der er stadig kunstnere, jeg ikke kender. Ofte er det, fordi kunstneren objektivt ikke er vigtig, men som for den person, jeg taler med, kan være vigtig. Kommer en udlænding til Danmark, fortæller vi dem ofte om nogle meget vigtige kunstnere, som personen ikke kender, fordi de dybest set kun er kendte her. Og omvendt er det også tilfældet, når jeg rejser til udlandet.

Når man arbejder med det niveau af kunstnere, som jeg gør, går ens kunstsyn nogle gange lidt i stå. Der er mange helt unge kunstnere, som jeg ikke kender, fordi jeg ikke beskæftiger mig med det unge lag. Det er selvfølgelig altid vigtigt at holde sig orienteret, men for mig bliver det en afvejning af, om det er en kunstner, der er vigtig at kende, om jeg skal spørge ind til et navn, eller om jeg bare skal lade, som om jeg kender til dem. Ja, afvejning – det er nok den vigtigste egenskab som gallerist.

Fra Dossier nr. 4, september 2017.