DAVID SHRIGLEY

Kunstner, 50 år

Sidste år sad britiske David Shrigley i en taxi i New York på vej mod JFK-lufthavnen. Det var sent på aftenen, og han var træt. Han kiggede ud ad vinduet og fik øje på et digitalur på facaden af en bygning, men da han ikke havde briller på, kunne han ikke rigtig se, hvad uret viste. Det var i det moment, at idéen om at lave et digitalur, hvor tallene er slørede, opstod. Han lavede en note på sin iPhone, præcis som han plejer at gøre, når han får et indfald. Uret skulle være en del af Shrigleys efterhånden voksende serie af kunstværker af forskellige ting, han har gjort mindre brugbare. I foråret havde han en udstilling i New York, ’To Be Of Use’, som samlede en række af disse værker … Guitarer med én streng og en lommeregner, som kun kunne subtrahere. Han lavede også en kæmpetelefon, som blev forbundet til museets telefonlinje, så den ringede under udstillingen. Der hang et skilt ved siden af, hvor der stod, at man ikke skulle besvare opkaldet, da telefonen blev taget i receptionen. Det eneste, som var galt med telefonen, var, at den ikke havde nul blandt cifrene, da Shrigley syntes, at det var det mest ubrugelige tal. Gæsterne kunne altså sagtens ringe fra telefonen, bare ikke til telefonnumre med nul. Til åbningen var der en gæst, som ringede 911, så brandfolkene dukkede op. ”Det var så ikke så godt,” siger David Shrigley. ”Det er ikke sådan, at disse ting nødvendigvis vil lære beskueren noget, men de skulle gerne få folk til at tænke over, hvor brugbare ting er. Jeg gør disse helt almindelige ting til kunstobjekter ved at gøre dem mindre brugbare, end de oprindeligt er, uden at de bliver helt ubrugelige. De kan blot anvendes på en ny måde, og det er det, jeg inviterer folk til at udforske.” Shrigley inviterer også musikere til at spille på sine guitarer for at se, hvad der kommer ud af det. ”Musikerne tilføjer mening til værket, som ændrer sig gennem den musik, de laver. Det er oftest en larmende og hysterisk morsom oplevelse, og mere behøver min kunst ikke at være.”

50-årige David Shrigley fra Macclesfield i England beskriver sig selv som en kunstner, der først og fremmest tegner. ”Jeg har tegnet hele mit liv, og jeg holder meget af det. Det er den letteste måde for mig at sige noget på, men også få idéer på. Jeg indleder alle projekter med et blankt stykke papir og en pen, da jeg altid tegner, ligegyldigt om jeg så skal lave en tegning eller få idéer til en skulptur. Jeg kan ikke beskrive, hvad der sker. Det, der ender på papiret, ryger bare ud af mig. Det er vel sådan, jeg er, en kreativ person, som bare gør det, han kan finde ud af,” siger han. Da Shrigley som 14-15-årig begyndte at gå på museer og interessere sig for moderne kunst, blev han fascineret af dadaismen og særligt kunstneren Marcel Duchamp. ”Duchamp satte spørgsmålstegn ved kunsten og dens rolle. Han lavede ting, som man ikke burde lave, eller som ikke gav særlig meget mening at lave. Et stativ til at tørre flasker på eller et urinal, som er signeret R. Mutt (det blev i 2004 kåret til det mest indflydelsesrige kunstværk i det 20. århundrede af 500 anerkendte kunstnere og historikere, red.). Og en latterliggørelse af Mona Lisa. Sådan er min tilgang også til kunst. Jeg vil også lave tingene omvendt og unormalt, så det ikke helt giver mening. Guitaren har kun én streng? Hvorfor er uret sløret?”

Da David Shrigley gik på Glasgow School of Art, fokuserede han kun på sine tegninger, for ”jeg var ikke klar over, at jeg kunne præsentere mit arbejde i andre formater.” Da hans tegninger begyndte at sælge godt, slog det ham, at han kunne gøre, lige hvad han havde lyst til. ”Det var vigtigt for mig ikke kun at være tegner, men også få muligheden for at lave andre projekter, så jeg ikke gik i stå og blev for ensporet.” Når han i dag bliver spurgt om, om han vil udfylde et rum, det kan være på et museum eller et udendørsareal, så indtager han det på samme måde, som når han fylder et blankt stykke papir med tegninger. ”Når rummet er fuldt af ting, så er det færdigt,” siger Shrigley. Da Heartland spurgte, om han ville udfylde pladsen foran slottet til årets udgave af kulturfestivalen, foreslog Heartland selv, at det kunne være en kæmpeudgave af ’Swan-Thing’, en oppustelig svane, som Shrigley tidligere havde udstillet i en mindre udgave i Stockholm. ”Jeg var bare sådan: Hvor stor skal den være? Jeg ville gerne have haft den højere end slottet, men det kunne åbenbart ikke lade sig gøre at lave den højere end 13,5 meter.”

Svanen med den lange hals er oprindeligt en af David Shrigleys tegninger, som han i år 2000 lavede til en lille plastikfigur og døbte ’SwanThing’. For fire år siden fik den australske virksomhed Third Drawer Down, som laver merchandise af Shrigleys værker, idéen til at lave figuren om til et større oppusteligt badelegetøj til poolen. Den fik navnet ’Ridiculous Inflatable Swan-Thing’ og blev et internethit og meme på Twitter og Instagram. ”Det var ret interessant.” På Spritmuseum i Stockholm fik Shrigley muligheden for at udfylde et helt rum med kun ét værk, og han valgte at tage badelegetøjssvanen og gøre den tre-fire meter høj. Den blev pustet op med luft i otte minutter for så at miste luften i fire minutter. Sådan stod 12 svaner og blev pustet op og sank sammen igen og igen. ”Der er noget dumt ved at se kunst punktere på et museum, det er lidt ligesom at invitere folk ind og se maling tørre. Det er komisk og lidt patetisk. Jeg synes, det er sjovt at lave et kunstværk ud af et kommercielt produkt. Det er ikke rigtig kunst, men det udspringer af kunst, jeg er jo kunstner, men nogle gange er det ikke mig, som har fået idéen til produktet, den er bare udsprunget af min oprindelige idé. Det er en kæde af kreative input, hvor det hele er vendt lidt på hovedet.”

Fra Dossier nr. 15, oktober-november 2019.