HERMANN HARALDSSON

Administrerende direktør, Boozt, 51 år.

Hermann Haraldsson er efterhånden påpasselig med referencer til fodboldverdenen. Han har selv været fodboldmålmand på højeste niveau i barndomsklubben Næstved og senere i KB, dengang landets bedste række ikke havde sponsorpotentiale og stadig bare hed 1. division, og han har opnået kampe på det islandske U21-landshold. Men mod slutningen af sine ni år som direktør for mediebureauet OMD fornemmede han en vis tomhed i øjnene hos sine medarbejdere, når han atter talte om at ’stå sammen som hold’ og om, at ’målmanden skal kunne stole på de aftaler, han laver med forsvaret’. I dag, i 2017 på sit kontor ved Malmö Arena, tyr han til filmens verden, når han skal udlægge sin ledelsesfilosofi. ”Kan du huske åbningsscenen i Gladiator? Maximus lægger taktikken med sine generaler, og så går han rundt blandt sit fodfolk for at forberede dem hver især på deres roller i slaget. Da slaget går i gang, sætter han sig op på sin hest og ridder forrest,” fortæller Hermann Haraldsson. ”Det må være en ledelsesekspert, der har skrevet den scene.”

Han viser videre til den amerikanske businessguru Jim Collins, hvis væsentligste budskab ifølge Haraldsson kan koges ned til, at en leder skal få nogle gode folk med på bussen, og så skal han eller hun finde ud af, hvor bussen skal køre hen. Sæt et hold, udstik en retning. Holdet har ikke været noget problem, siden den cand.merc.-uddannede Hermann Haraldsson tiltrådte som administrerende direktør for e-handel-modebutikken Boozt i 2010, tværtimod, men retningen har han skullet bryde op i mange etaper. ”Vi har aldrig haft penge nok. Vi har været konstant underfinansierede. Vi har haft direktionsmøder, hvor vi har sagt til hinanden: Ok, vi må lige vente med at få vores løn, for medarbejderne skal have deres, og vi har ikke råd til mere. Vi har mange gange sagt til os selv, at hvis ikke vi får ny finansiering om seks måneder, så må vi lukke selskabet. Det er selvfølgelig hårdt at arbejde under det pres, men omvendt er der ikke noget, der sikrer et bedre sammenhold på et team end at have haft et par nærdødsoplevelser sammen.”

Suit, Sand, 4.799 kr.
Skjorte, Eton, 1.199 kr.
Slips, Hugo Boss, 599 kr.

Efter 2015, da Boozt blev konsolideret i en større finansieringsrunde, og forsommeren i år, da virksomheden gennemgik en vellykket børsintroduktion, har Hermann Haraldsson haft råd til at øge tempoet på retningen. E-tøjhandel er stadig en ung branche i Norden med et salg på 14 % i det samlede marked, men når det tal om 10 år ifølge Haraldsson er vokset til 45 %, skal Boozt være en af de tilbageværende spillere. Det skal virksomheden være med en klar nordisk profil, stærke nordiske brands og internationale brands, der er stærke i Norden, og med en kundekreds, der er lidt ældre og lidt mere købedygtige end konkurrenternes. Men selv i det klart definerede marked er der nok af forskelle at navigere i.

”Jeg må nok sige, at svenske mænd stadig går mere op i mode end danske mænd. Det kan vi se på små ting, som da de svenske mænd begyndte at gå med lommetørklæder. Svenskerne har lidt mere sans for detaljen. Og så er det sjovt, at der kan være så stor forskel på opfattelsen af tøjstørrelser inden for så afgrænset et geografisk område. Svenskerne har jo en helt anden definition af slimfit, end danskerne har. Den svenske slimfit er meget mere slim end den danske,” fortæller Hermann Haraldsson. ”Vi danskere synes jo, at en svensk slimfit ligner en fantomdragt.”

Fra Dossier nr. 5, november 2017.