JAKOB KRISTOFFERSEN

om kitesurfing

Global Senior Manager for Experience hos Bang & Olufsen, 31 år

I 2011 LÆSTE JEG EN designvinklet MBA på Harvard Business School, og blandt mine medstuderende var der groft sagt to kulturer: Der var dem, der skulle ud og gøre karriere i et af de store management consulting-huse; Boston Consulting Group, McKinsey, Bain & Company … Og så var der dem, der skulle direkte videre til Silicon Valley og lave tech-startups. Jeg flirtede lidt med management consulting, men skiftede hurtigt til Silicon Valley-holdet. Jeg var fascineret af at bygge et brand op og have det fulde ejerskab … Ikke blot smide en rapport i receptionen hos en kunde, jeg nok aldrig ville få noget at gøre med igen.

Det var en af mine professorer på Harvard, som trak mig med til Silicon Valley og introducerede mig for nogle gode fyre. Vi udviklede et Cloud API (Application Programming Interface, red.), som jeg faktisk stadig ejer en del af, til Nike+ FuelBand … Det første armbånd, der kunne tracke din fysiske aktivitet. Men det var også det år, jeg langsomt fik foden inden for hos Bang & Olufsen. Det førte mig i første omgang til Shanghai, hvorfra jeg var med til at udbygge B&O’s aktiviteter i hele Kina, inden jeg tog videre til København for som Concept- & Design Manager at løbe B&O PLAY i gang. Det var mit drømmejob. København er i min optik verdens hovedstad for lækkert design, i hvert fald når vi taler industriel design, og hvis du vil arbejde med design og branding på højeste niveau, hvilket jeg ville, så skulle jeg tilbage til Danmark. Men hvis du ville kombinere design og branding med tech, som er min tredje store passion, var der næsten kun et sted at søge hen herhjemme, og det var Bang & Olufsen.

Det var ikke sådan, at jeg sad og lavede en skudsikker karriereplan, mens jeg var i Silicon Valley, men det var der, det faldt på plads for mig, at jeg gerne ville arbejde i krydsfeltet mellem design, branding og tech.

”Hvis du ikke koncentrerer dig, bliver du straffet.”

JAKOB KRISTOFFERSEN

NOGET ANDET, JEG fik øjnene op for i Silicon Valley, var surfing. Det vil sige, at jeg i første omgang opdagede Bolinas gennem en god ven. Bolinas er en lille flække nord for San Francisco, hvor de der top-CEO’s fra Facebook, Google, Linkedin, Apple, Instagram, den slags steder, tager op og tømmer hovedet i weekenderne. Man ryger en masse pinde, man surfer, og man griller fisk på stranden. Hvis man har tid til det, kører man en time nordpå og spiser fried oysters i Tomales Bay. Det hele foregår på en strand, der er på størrelse med Bellevue, men knap så overrendt.

Tisvilde er næsten en storby i sammenligning med Bolinas. Og de lokale gør også meget for at holde det småt. Der er historier om, hvordan de har fjernet by- og vejskilte i området, for at masseturismen ikke skal kunne finde vej til deres lille paradis. Det er kommet så vidt, at de lokale myndigheder nu ikke vil anerkende Bolinas som en by, og at de derfor ikke lapper huller i vejene og den slags. Indbyggerne og myndighederne ligger i krig.

Det var her, jeg lærte at surfe. Det var på den helt klassiske måde, bare mand og bræt, ingen sejl af nogen art. Ud fra strandbredden med brættet på slæb, op på brættet og ride på bølgen i lagunen. Det handler ikke om så meget andet end at få så lang en tur som muligt. At ramme den gode bølge. Hvis man kan stå 30 sekunder, er det fedt. Det lærte jeg ret hurtigt.

Jakob Kristoffersen er fotograferet i Amager Strandpark. Her søger han hen på de hurtige træningsture, når vinden indbyder til det. Han rejser også med sit kitesurfingudstyr, senest til Faro-distriktet i Portugal, og også af og til alene, fordi man hurtigt bliver en del af det lokale surfermiljø.

T-shirt, Thom krom, 667 kr.
Badehåndklæde, Tekla, 745 kr.
Solbriller, Oakley, 1.420 kr.
Høretelefoner, B&O x Rimowa, 6.000 kr.
Taske, Weekday, 400 kr.
Badebukser, Weekday, 180 kr.
Kitesurfingudstyr samt våddragt venligst
udlånt af Surf.dk

JEG HAR ALTID VÆRET fascineret af adrenalinkicket i sport. Jeg kedede mig til fodbold, da jeg var barn, og i dag har jeg også svært ved at sætte mig op til løb og fitness. Det kværner i for lavt tempo. Da jeg var 13-14 år, begyndte jeg til road racing i den lokale motorcykelsportsklub i Fredericia. Det foregik med 200 kilometer i timen på langsiden, og jeg er ikke helt sikker på, at man ville tillade børn at køre med den fart i dag. Jeg er mange gange rullet hen over asfalten i min læderdragt, men jeg elskede at køre på motorcykel. Og jeg elskede biler, Formel 1, kubik … Fernando Alonso og det i mine øjne originale McLaren-team var i den sidste del af mine teens så tæt på toppen, man i min verden kunne komme. Teamet fra 2007 med Alonso og Hamilton, mekanikerne … De supertight pitstops. Kørerne, der presser forbrændingsmotoren op ad langsiden.

I dag får jeg mit adrenalinkick, når jeg kitesurfer. Da jeg kom hjem til Danmark fra Kina i 2013, fandt jeg jo ud af, at vi ikke har så forfærdelig mange bølger. Vi har til gengæld meget vind, og det var derfor, jeg begyndte at kitesurfe. Kitesurfing har en helt anden sværhedsgrad end waveboardet, som jeg stod på i Bolinas, og jeg har taget en del kurser i Danmark. Først lærer du at styre kiten, og så tager du nogle ture på kabelbanen, hvor du bare øver dig i at stå på et wakeboard. På et tidspunkt skal du prøve at sætte de to ting sammen…

Jakob Kristoffersen

Jakob Kristoffersen har stået i spidsen for designet af blandt andet A1-, A9- og M5-højttalerne og høretelefonerne H8 for B&O. I dag er han chef for kundens oplevelse i den danske virksomhed og af dens produkter.

Det fede er, når du lige slipper vandet lidt … Det der med lige at lette fra overfladen og kunne lande igen, det er kicket … Det lille kick, for så hård er jeg heller ikke til det endnu … Haha … Men det er den følelse, man går efter. Det er meditativt, og jeg elsker det. Hvis du ikke koncentrerer dig, bliver du straffet. Hårdt. Hvis du lige får kiten til at stå forkert i forhold til vinden … Hvis du lige får hoppet, samtidig med at du har enormt meget træk, så er den naturlige reaktion, at du hiver barren til dig, men så falder kiten endnu længere ned, og så bliver du smadret ned mod vandoverfladen.

Jeg har fået mine knubs. Sådan en vandoverflade er rimelig hård for ryggen. Jeg er også blevet ramt af frygten for at dø. Virkelig. En enkelt gang. Der er forskellige niveauer for at release kiten fra din trapez, som du har spændt om kroppen. På første niveau slipper du barren, så kiten stiger lige op i luften og mister træk ganske fredeligt. Hvis der er virkelig fart på vinden, kan du løsne seletøjet til kiten, så den falder ned, og du kun har en snor tilbage, som du bruger til at finde kiten med … Som i sidste niveau også kan frigøres. Der har jeg været et par gange … En gang ud for Ahl Strand ved Ebeltoft, hvor kiten var på vej ind over land med ret heftig fart, men jeg fik den heldigvis stoppet og landede inde på stranden efter en lille flyvetur. Hvis turen var fortsat længere ind over land, var jeg nok ikke landet stående. Lad mig sige det på den måde. Jeg var ikke supererfaren på det tidspunkt, og jeg nåede at panikke. Bagefter skulle jeg lige sunde mig … Jeg var i hvert fald ikke ude og surfe mere den dag. Som kitesurfer får man respekt for blæsevejr. Jakob Kristoffersen har stået i spidsen for designet af blandt andet A1-, A9- og M5-højttalerne og høretelefonerne H8 for B&O. I dag er han chef for kundens oplevelse i den danske virksomhed og af dens produkter.

Fra Dossier nr. 15, oktober-november 2019.