Karl Monies

En dag med

35-årige Karl Monies er netop flyttet hjem til København efter at have boet, arbejdet og studeret kunst i Amsterdam, London og Berlin i mere end 10 år. Kunstnerkarrieren begyndte, da han som 20-årig fik et assistentjob hos Tal R, og i dag laver Monies kunst for at slå en gnist et sted, hvor der ikke har været ild før. Som ældste søn af Gerda og Nikolai Monies tilbringer han halvdelen af tiden på at designe smykker for familievirksomheden.

HJEMME
AMAGERBROGADE

JEG MINDES AT SIDDE FORAN FJERNSYNET i mit barndomshjem som fireårig og se kunstfilmen ’Der Lauf der Dinge’ af Fischli og Weiss, som mine forældre havde fået i gave af nogle venner. Jeg så den igen og igen og var fascineret af alle de her materialer, der væltede, rullede og skummede over med forskellige kemiske reaktioner. Det var som et stort sæt dominobrikker, der satte gang i en kædereaktion, bare med ting som flasker, dæk, legetøj, ild … Jeg havde ingen idé om, at det var kunst, eller hvad kunst var. Det var ikke før mange år senere, da jeg studerede kunst i London, at jeg så den igen og indså, at den havde haft en stor betydning for de processer, jeg arbejdede med. Jeg leder altid efter mit eget udtryk som kunstner for at lave noget, som folk ikke har set før. Det er ikke et mål for mig, at beskuere skal kunne sætte mig i bås og se, at det er mig, som har lavet et specifikt værk. ’Der Lauf der Dinge’ var kunst på en måde, som var uset i 1987, da filmen kom ud, og den har trigget noget i mig til at finde min egen form, som ingen andre har fundet.

Da jeg gik ud af folkeskolen, var jeg fuldt opsat på at blive fotograf, så jeg kom i lære som fotografassistent og arbejdede både i Danmark og udlandet med mode og reklamer. Efter nogle år kunne jeg mærke, at jeg manglede fordybelse og proces. Det var meget: Ny dag. Nyt job. Klik. Og videre. Som 20-årig lejede jeg et lille værksted ude på Islands Brygge, fordi jeg ville lave mere kunst, da jeg altid havde malet en del. Ved et tilfælde fik jeg et job hos Tal R, som havde et værksted i samme bygning, hvor jeg skulle hjælpe ham i en måned, da han havde en workshop for kunststuderende, der assisterede ham med at lave ni kæmpe kollager, som blev til serien ’Adieu Interessant’. Jeg hjalp med at administrere arbejdet. Tal var glad for mig, så jeg endte med at blive og arbejde videre på collagerne. Efter et halvt års tid spurgte han mig, om jeg havde en ven, der også kunne hjælpe, og så hev jeg min ven Viktor Henderson ind. Det samme skete et halvt år senere, hvor vi fik Albert Grøndahl med. Vi endte med at flytte til større lokaler ude i Tuborg Havn, og der blev ansat en kok, så en kontorassistent, og pludselig var vi 10 ansatte.

Sofabord, Jonas Trampedach for Frama, 4.200 kr.
Pude, Kvadrat/Raf Simons, 1.345 kr.
Magasin, Revue, 90 kr.
Guidebog til Los Angeles, Louis Vuitton, 375 kr.
Magasin, Kennedy, 120 kr.
Halskæde, Danger Jewels, 45.000 kr.
Bog, Hvem slog min far ihjel af Edouard Louis hos Rosinante, 149,95 kr.
Lænestol, Gubi, 23.645 kr.
Tæppe, Kvadrat/Raf Simons, 5.380 kr.
Magasin, Mayday, 127 kr.
Lampe, Artek hos The Apartment, 6.900 kr.
Spejl, &tradition, 3.495 kr.

Da jeg mødte min kæreste Sigrid, havde jeg brug for at komme videre fra mit arbejde hos Tal efter tre år, og hun ville til London for at studere. Jeg gad ikke være kæresten, som blev hjemme, så jeg søgte en masse forskellige internationale kunstskoler, men endte med at vælge Gerrit Rietveld Academie i Amsterdam, da Tals daværende kone Evren (Tekinoktay, red.) talte meget positivt om hendes tid der. Det var en legeplads for en kunstner, jeg kunne
gøre, hvad jeg havde lyst til. Det var rigtig sundt for mig at flytte til Amsterdam. Både at komme væk fra min vante omgangskreds og rutiner i København, men også at blive kastet ud i nye kunstneriske udfordringer. Jeg havde brug for at finde ud af, hvem jeg var som kunstner, hos Tal havde jeg bare lavet det, han lavede. Jeg var meget bevidst om ikke at ligne Tal for meget i min praksis, så jeg stoppede helt med at male og kastede mig over en masse andre medier som video, performance, skulpturer … Kort sagt alt, som ikke var maleri. Det åbnede nogle nye døre for mig som kunstner, og jeg opdagede, hvor fedt det er at kunne arbejde med alt muligt forskelligt, da jeg altid havde set mig selv som en maler.

Det var dog maleriet, jeg studerede, da jeg læste videre i London på Slade School of Fine Art. I London sker der virkelig meget på kunstscenen, der er nye udstillinger hele tiden. På skolen var der mange interessante talks med kunstnere, som enten havde fået succes eller ikke klaret den, som fortalte om, hvad de havde lært. Det var en virkelig dejlig tid i London, som jeg savner meget.

I løbet af min treårige uddannelse var jeg på udveksling i Kina på en kunstskole i Guangzhou. Det var en kæmpe kontrast til, hvad jeg nogensinde havde oplevet. Jeg kom fra en skole med 150 studerende, hvor vi alle prøvede at stikke i forskellige retninger og finde vores egen unikke stemme, her var der tusinder af studerende, og den største kunst for dem var at kunne kopiere noget en til en. Alle kunne jo finde på noget nyt, som en ven sagde. Hvis de kunne lave en kopi af et maleri, så ingen kunne se forskel, havde de opnået de ultimative håndværksmæssige egenskaber. Derfor var der også en masse værker, som de ikke fandt perfekte, og de blev bare smidt ud i en kæmpe bunke. Jeg brugte nogle af disse aflagte værker til at skabe min egen kunstserie, som jeg kaldte ’Frameworks’. Jeg klippede selve motivet fra, jeg limede og syede dem derefter sammen på en måde, som illustrerede en form for korridor med de forskellige lag, der repræsenterede alle de teknikker, stilarter og materialer, som eleverne havde brugt, og som den vestlige kunsthistorie er gået igennem de seneste 200 år. Serien handlede om forfatterskab, oprindelse og originalitet.

Højttaler, Sonos, 4.349 kr.
Spiritus, Cointreau, 175 kr.
Vase, Nina Nørgaard, pris på forespørgsel
Taburet, Frama, 3.200 kr.

At komme til Kina fik mig ud af min komfortzone, og det gav mig nye idéer. Jeg lærte, at jeg har brug for at komme ud af mine faste rutiner, komme ud af mit hak, før der kan opstå nogle interessante ting som med rammerne. Når jeg rejser væk, opstår det automatisk, men jeg forsøger også at tænke det ind i min hverdag. Jeg prøver hele tiden at arbejde med noget, som jeg ikke har rørt ved før, og ikke lave en opfølger til mit forrige værk. Man bygger selvfølgelig altid lidt videre på sit tidligere arbejde, men hvis man fordyber sig i mange ting samtidigt, så bliver det en del af ens rutine, og man kan lettere hoppe rundt mellem processer, rutiner og kunstformer og dermed blive mere alsidig.

Vores lejlighed på Amagerbrogade, som vi lige er flyttet ind i, er det niende sted, Sigrid og jeg har boet sammen, siden vi mødtes for 12 år siden. Vi nåede også at bo i Berlin i nogle år, hvor jeg arbejdede som kunstner i mit eget studie. Selv om vi begge er opvokset i København, er det stadig nyt for os at være i byen sammen, da vi først er flyttet hjem til Danmark for et år siden. Vi har aftalt, at vi skal ud og bo i verden igen, men lige nu synes vi begge, at det vil være fedt at skabe en lille familie og en base i København.

Spisebord, HAY, fra 4.499 kr.
Hvid stol, Arne Jacobsen hos Fritz Hansen, 3.055 kr.
Briller, Mykita, 3.500 kr.
Tallerken, HAY, 229 kr. pr. stk.
Glas, Granit, 18 kr. pr. stk.
Gaffel, HAY, 249 kr. for 5 stk.
Kniv, HAY, 249 kr. for 5 stk.
Fad, HAY, 699 kr.
Brød, Meyers Bageri, 62 kr.
Træfugl, Farshad Farzankia for Brdr. Krüger, pris på forespørgsel
Marmorfad, Louise Roe, 1.500 kr.
Stol, TAKT, 1.395 kr.

ATELIER & MONIES’ HOVEDKONTOR

NÅR JEG ER I MIT STUDIE, arbejder jeg aldrig på det samme værk en hel dag, jeg springer altid rundt mellem forskellige projekter. Jeg har altid gang i flere ting samtidigt. Jeg arbejder med keramik, tekstil, maleri, fotografi og installation på tværs af hinanden i forskellige serier. Det giver mig mange døre at gå ind ad, hver gang jeg er i mit studie. Når jeg kommer lidt væk fra det enkelte værk, har jeg lettere ved at være objektiv og vurdere dets kvalitet. Som Picasso svarede, da han blev spurgt om, hvornår han vidste, at et værk var færdigt: ”The morning after”.

Jeg tilbringer 50 procent af min tid i mit atelier, og resten af tiden arbejder jeg som designer hos Monies, som mine forældre grundlagde for 47 år siden. Den afveksling er perfekt for mig. Det kan selvfølgelig godt være frustrerende, når jeg virkelig er fordybet i noget arbejde, og så skal væk fra det, men det er mest givende. Jeg har gang i så mange forskellige projekter hos både Monies og i min kunstneriske praksis, at når jeg endelig sætter tid af til et projekt, så fordyber jeg mig virkelig og er fokuseret. Jeg ville blive skræmt, hvis jeg kun skulle lave en ting, og jeg havde al den tid i verden til at udføre opgaven, så tror jeg, at jeg ville gå i panik. Siden 2015 har jeg designet for vores familievirksomhed, og jeg synes, det er virkelig spændende at være en del af nogle forretningsmæssige beslutninger. I mit studie er det kun mig selv. Hos Monies samarbejder jeg med andre mennesker, som jeg lærer en masse af. Jeg har ikke særlig meget erfaring i mit job, derfor er det stimulerende at få lov til at arbejde med en som Anne Christine Persson, som er vores nye direktør. Hun er kommet med en masse energi og en lyst til at skabe et godt hold, der er ret ungt og megaklar på at give den en skalle.

Da jeg var yngre, syntes jeg, at der var stor forskel på kunst og design, men i dag er det fantastisk at indse, at grænselandet er meget mere mudret. Forskellen er jo, hvad man gør den til. Den gyldne mellemvej er den samme i begge processer, nemlig et sted, hvor man bringer filosofi og nye tanker ud i verden gennem et objekt, som forhåbentlig får sit eget liv. For mig er kunsten et sted, hvor jeg kan lave udefinerbare ting. Når jeg designer smykker, så laver jeg smykker. Det sjove ved smykker er så, at de primært skal være dekorative uden at have en egentlig funktion, som en stol eller tallerken har. Derfor er smykker tættere på kunsten i funktionens natur. Det kan være en befrielse at stemple ind på Monies-kontoret, her kan jeg bare lave noget, som jeg synes er æstetisk lækkert, hvor min kunst udspringer fra nogle mere samfundsstrukturelle, antropologiske og filosofiske oprindelser og er ikke nødvendigvis tynget af kravet om at skulle være æstetiske. Der er noget, jeg bliver interesseret i, og så graver jeg mig ned i det i måske et halvt år og prøver at nå ind til et punkt, hvor der er en værdi i værket. Omvendt kan jeg designe et smykke, fordi jeg er blevet inspireret af en bils forlygte eller formen på et blad.

I øjeblikket arbejder jeg på en ny kunstserie, som involverer en masse fodboldtørklæder. Det er nogle smukke objekter, der signalerer en nærmest religiøs tilbedelse. Jeg er generelt meget interesseret i, hvad der samler samfund. Hvad der virkelig kan bringe en kultur eller et land sammen. Det gør krig, religion og sport. De fleste mennesker er jo født i en by, som har et hold, man holder med. Det er næsten ligesom religion, det er ikke noget, man vælger, det er noget, man er født ind i. Der er mennesker, som ånder og lever for, om deres hold vinder eller taber. Jeg er ikke særlig fodboldinteresseret, men det er bare ret fascinerende. Jeg ved ikke helt endnu, hvilket værk jeg ender ud med, men idéen er at sy tørklæderne sammen til gobeliner, som hænger fra gulv til loft. Det kan skabe et multifaith bederum, hvor man tilbeder alle hold og religioner på en gang, og hvor troen på noget kommer i centrum.

Monies har to overordnede smykkelinjer. Unique, hvor der kun er skabt et af hvert smykke, og så en masseproduceret kollektion. Det er den sidste, som Karl Monies primært bruger sin tid på, når han ikke er i møder med direktør Anne Christine Persson og resten af medarbejderne for at træffe beslutninger på et mere forretningsmæssigt niveau.

Jeg kan virkelig godt lide at bruge objekter, som har en forhistorie, og som ikke blot har referencer til, hvad de er, men også hvordan de er blevet brugt. I min kunst viser jeg ofte noget, som allerede lever et andet sted, og så sætter jeg det ind i en ny kontekst, hvor beskueren har mulighed for at tænke over, hvad de egentlig står for. Jeg har aldrig en specifik agenda, jeg har ingen mening om, hvad der er rigtigt eller forkert i andres liv. Hvis jeg havde en konkret dagsorden, ville jeg skrive en bog eller blive politiker. Jeg har ikke svaret, men jeg kan godt lide at sætte spørgsmålstegn ved, om vi gør det ultimative i den måde, vi er sociale på, skaber vores samfund på, har en hverdag på … Jeg har lavet en serie af tæpper, som jeg kalder ’Comforts’, der er lavet ud af materialer fra en række sociale institutioner, hvor rang og hierarki spiller en væsentlig rolle. Badges fra spejdere, politiet, militæret, karatebælter … Lige så snart du hiver disse ud af systemet, har de ingen værdi, og når jeg så forbinder dem, bliver det ren æstetik. At det skulle være tæpper, kom fra idéen om et komforttæppe, som man giver til spædbørn som et tryghedsgivende objekt, ligesom disse systemer og hierarkier er for mange mennesker. Jeg har lyst til at slå en gnist et sted, hvor der ikke har været ild. Vi skal ændre den måde, vi tænker på, før vi kan ændre verden, og der spiller kunsten en stor rolle, da jeg mener, at den først og fremmest er til for at få os til at tænke på nogle nye måder.

REFSHALEØEN

JEG HAR SVÆRT VED AT DEFINERE, hvad der er fritid, og hvad der er arbejde for mig, fordi jeg elsker det, jeg laver, og jeg ser i virkeligheden ikke arbejde som arbejde. Nogle gange har jeg selvfølgelig lyst til og brug for at se venner og familie og tænke på nogle helt andre ting, og for at skabe en distance mellem hjemmet og studiet har jeg valgt at holde mit hjem fri fra mine egne værker. På den måde bliver jeg ikke blind for, hvad jeg laver i studiet, og sidder ikke fast i noget af det, jeg tidligere har arbejdet med.

Jeg hader at være på afslapningsferier og sidde på en strand en hel dag. Jeg fungerer slet ikke, hvis jeg stagnerer. Jeg kan ikke slappe af, hvis jeg ikke har et formål. Når jeg holder ferie på Bornholm, hvor jeg er kommet i min farfars sommerhus hele min barndom, skal jeg sylte et vist antal ting eller samle en kurv svampe, jeg skal hoppe fra klipper eller løbe lange ture. Jeg tror heller ikke, at jeg er særlig rar at være sammen med, når jeg ikke laver noget. Jeg elsker mit arbejde, så det giver heller ikke mening at bruge tiden på at lave ingenting, når jeg i stedet kan aktivere mig selv og finde inspiration.

Jeg finder næsten 100 procent af min inspiration til smykkerne ude i naturen. Alle former findes jo i naturen, og der er ikke to objekter, som er helt identiske. Jeg har lavet smykker ud fra isflager, spindelvæv fra orme og skæl fra en fisk. Men også noget så simpelt som formen på et blad. Naturen er meget mere intelligent, end vi tror. Vi prøver at styre og ændre den, men den vil altid være 5.000 skridt foran, fordi vi er logisk tænkende væsener, og den har jo ikke nogen tanker, den er bare intuitiv. Jeg har ofte fundet ting på jorden i en skov og tænkt: Nu skal jeg bare hjem og lave smykker. Jeg fandt en gang en kokosnød, som var skrumpet helt ind. En fantastisk form, helt geometrisk og stadig meget organisk. Vi har en kasse på kontoret, som er fuld af ting, som primært er fundet i naturen. Den er en evig inspirationskilde. For nogle år siden faldt jeg over Peter S. Stevens’ bog fra 1974, ’Patterns in Nature’, som er en sort-hvid bog, hvor han beskriver de forskellige processer i naturen, som skaber de forskellige former. Den er en bibel for mig, jeg har virkelig fundet meget inspiration i den.

Jo ældre jeg bliver, des mere bliver jeg tiltrukket af naturen. Jeg kan finde en ro der, som jeg ikke kan andre steder. Jeg gik i skovbørnehave som barn, og jeg elskede at studere naturen, selv om den er ret begrænset i Danmark i forhold til mange andre lande. Men det er vokset endnu mere på mig med tiden, og nu kan jeg mærke en stor trang til at komme ud i naturen og bare være til stede. Det er jo ikke så mærkeligt; mennesker har boet ude i naturen i millioner af år, det er kun de seneste 100 år, at vi har bygget en elektronisk borg omkring os. Urmennesket er inden i os, og jeg tror på, at vi har brug for at se himmel, hav, dyr og træer. Meget i hverdagen er så praktisk, logisk og formålsfuldt, men at komme et sted hen, hvor ting bare er vilde og ustrukturerede, i bund og grund ligesom vores hjerner, er for mig en nødvendighed.

Et af Karl Monies’ yndlingssteder i København er baren BabyBaby, som ligger på Refshaleøen og er drevet af Nanami Weisgaard og David Havstein. ”Babybaby er off the grid, der ligger ikke et hus i 500 meters afstand, hvilket er usædvanligt i København. Det er et lokalt hangout for os, der kommer på Refshaleøen, men også for alle andre, der har brug for at komme lidt væk. For at nøgenbade, tegne, drikke sig fuld eller sejle. Hvis det er godt vejr, er der fuld knald på derude, hvis det er dårligt, tager de det mere roligt. Jeg kan godt lide, at det er så kontemporært, om et år har de sikkert fundet på noget nyt,” siger Karl Monies.

Da jeg fyldte 30 år, besluttede jeg mig for at løbe et maraton om året for at have et større mål at arbejde henimod, så jeg købte en billet til et maraton i Athen. I starten var jeg virkelig langt fra at kunne løbe 42 kilometer, men det var en fed følelse langsomt at komme tættere på.

Til sidst var det helt realistisk. Jeg gennemførte i Athen, og de efterfølgende år løb jeg også et maraton i Beirut og L.A. Lige meget hvad jeg laver, så er jeg all in or nothing, hvis der ikke er noget mål, så stopper jeg bare. Og da jeg stoppede med at løbe, fik jeg ondt i knæet. Det havde ikke godt af, at jeg gik fra den ene yderlighed til den anden. Nu har jeg haft en længere pause, men er så småt gået i gang med at løbe igen. Jeg kan godt lide at arbejde hen mod et mål over længere tid, da så meget i vores verden handler om her og nu. At løse noget lige nu. At tilfredsstille sig selv med noget lige nu, mens man har lyst.

Selve løbeturen giver mig også rigtig meget. Jeg kommer i en meditativ tilstand, hvor jeg nærmest ikke tænker, men bare er til stede. Jeg har et simpelt formål, og det kan være hårdt at holde fokus hele vejen igennem, men det er også vildt givende at lykkes med det. Når min krop har været hårdt presset og helt spændt, oplever jeg en forløsende afslappethed efter løbeturen, som man ikke kan sammenligne med noget andet. Et ekstremt behag ved at have ydet mit maksimale.

Fra Dossier nr. 14, august-september 2019.