Kasper Winding

om at gøre sig umage

Han bor i Paris, klæder sig i lækre skjorter, tager sig tid til øjenkontakt og drømmer ikke om at spilde et måltid på McDonald’s. For 61-årige Kasper Winding, der sammen med tre venner står bag et kommende fredshus i Nordhavn, handler det gode liv om at være opmærksom på detaljerne.

JEG BESTRÆBER MIG PÅ at være et godt menneske. Ikke fordi at andre skal synes, at jeg er et godt menneske, men fordi at det skal man bare prøve at være. Og jeg synes, at jeg når et lille skridt hele tiden. For mig handler det om at gøre sig umage. Det er også det, som projektet House of Peace handler om. Vi er fire venner – en ballet- danser, en arkitekt, en forretningsmand og en komponist – der indimellem mødes over et godt glas vin, og som sammen får en masse idéer. En af dem fik vi for 11 år siden, og den ville vi gerne realisere, fordi vi tror på, at den kan gøre en forskel.

Oprindeligt var tanken at skabe et rum, der kunne samle alle religioner. Vi rådførte os med en masse teologer og religionsforskere, der sagde, at det kunne vi godt glemme alt om. I stedet blev planen at skabe et rum, der kunne samle alle mennesker. Et sted, der ikke skulle handle om hverken religion eller politik. Vi ville lave et rum, der var smukt og roligt, og som ville få alles skuldre til at falde ned og slappe af. Vi fire kan jo ikke skabe fred i verden, men vi vil gerne skabe et rum, hvor man kan skabe fred i sig selv. For os var det vigtigt, at det blev en smuk bygning, for når noget er smukt, slapper man af og bliver mild i sindet.

Junya Ishigami, der sammen med Svendborg Architects har vundet vores arkitektkonkurrence, vil realisere House of Peace som en stor hvid sky, der skal ligge på vandet ud for Nordhavn – et stille rum på det store hav. Der kommer ikke til at være hverken koncerter eller forretninger derinde. Det skal bare være et sted, hvor man kan gå ind og finde ro, være alene med sine egne tanker og bare være til stede. Hvis man så, efter at have siddet derinde, går ud og opfører sig virkelig venligt over for alle, man møder de næste 10 minutter, så er vi virkelig glade. Vi har grunden og bygningen. Nu mangler vi bare finansieringen.

Han bor i Paris, klæder sig i lækre skjorter, tager sig tid til øjenkontakt og drømmer ikke om at spilde et måltid på McDonald’s. For 61-årige Kasper Winding, der sammen med tre venner står bag et kommende fredshus i Nordhavn, handler det gode liv om at være opmærksom på detaljerne.

Skjorte, Martin Asbjørn, 1.900 kr.

AT GØRE SIG UMAGE handler også om at leve i detaljerne. Man får så meget forærende ved at være opmærksom. Når jeg for eksempel sidder her og snakker med dig, skal jeg ikke tænke på, hvad jeg skal have til middag. Det er spild af vores begges tid, og vi får et dårligt resultat ud af det. Jeg prøver at være opmærksom på at forstå, hvad du gerne vil have ud af mig, for så tror jeg, at vi når længst. Fra man står op om morgenen, bør man være opmærksom – fra på, hvad man spiser, til det tøj, man tager på. Det er vigtigt, at jeg er opmærksom, når min datter smiler til mig, for det er så flyvsk. Og det er vigtigt, at jeg kysser min kone hver morgen. Og når jeg lige gør noget ekstra ud af min havregrød, så den rent faktisk smager af noget, bliver livet jo langt sjovere. Det er alle sammen små ting, men det er dér, at glæden i livet ligger. Vi er mange, der er skyldige i at ville have, at lykken kommer til os – uden at arbejde for den. At være bevidst om detaljerne er at arbejde hen imod at opleve den der lykkefølelse. Ingen kan være lykkelig hele tiden, men jeg tror, at man kan få et ret godt liv, hvis man øver sig i at være opmærksom.

Jeg går enormt meget op i at lave mad. Og jeg forsøger også at give det videre til mine børn, som jeg har lært at lave 10 retter, inden de flytter hjemmefra. Den tredje er lige flyttet, og det er et helvede hver gang. Men vi har heldigvis stadig vores datter på ni år. Hos os er det mest mig, der står for madlavningen, ofte fransk og italiensk. Vi bor i Rue des Martyrs, som er den vel nok bedste madgade i Paris. Når jeg har siddet og skrevet musik en hel dag, er det terapi for mig at gå ned i gaden og se, hvad de har. Der er to grønthandlere, jeg kommer meget hos, en fiskehandler, en fantastisk slagter og et økologisk og et italiensk supermarked. Jeg elsker, når det er sæson for de første nye rødbeder eller gulerødder. Madlavningen består så i ikke at ødelægge de gode ingredienser og råvarer.

Jo mere tid jeg giver mig til madlavningen – såvel som til musikken, rødbeden, mine børn og min kone – jo større glæde får jeg ud af det, og jo sjovere bliver min dagligdag. Når vi spiser, gør vi os også umage. Ingen sidder med deres mobiltelefoner. Vi prøver at være til stede med børnene og fokusere på hinanden. Og så har vi indført en leg, som er sindssygt god, hvor alle skal nævne én god ting, der er sket i løbet af dagen.

JEG GÅR OGSÅ MEGET OP I TØJ – forstået på den måde, at jeg bliver virkelig fascineret, når nogen har designet en skjorte, og man kan mærke, at de har brugt energi på at finde det smukkeste stykke stof og den bedste syerske. Når jeg tager den skjorte på, bilder jeg mig ind, at jeg kan mærke, at der er brugt energi på at lave den, så den holder, er smuk og lækker at røre ved. Hvis man bare hiver en sweatshirt over hovedet hver morgen, tror jeg måske heller ikke, at man er typen, der lægger mærke til den der anden lille detalje, der er foran en. Jeg tænker ikke så meget på, hvordan jeg fremstår, som på, hvordan jeg føler mig. En pæn skjorte, en blazer og lækre briller gør mig godt tilpas. Jeg har jo aldrig været sådan en rock og rul-type i læderbukser. Jeg gik jo i jakkesæt, slips og hele baduljen, fra jeg var 18-19 år. Jeg har altid elsket jakkesæt. Jeg har rejst meget rundt i verden, og der er en lethed i at komme ind i en hotellobby, når man har jakkesæt på. Jeg ejer ikke joggingtøj – kun til løb. Hvis jeg er alene hjemme, kan jeg gå rundt i underbukser hele dagen. Men aldrig joggingbukser. Dem tager jeg kun på, når jeg løber, og min kone har det på samme måde.

Det sidste, man må blive her i livet, er forkomfortabel. Så bliver man sløset og glemmer, at livet er alvor. Hvis man først sløser og siger, at i aften går vi bare ned og henter en pølse – det er ikke, fordi jeg ikke selv har gjort det, men hvis man gør det for ofte, tager man glæden væk ved at spise. Så bliver det bare noget, man skal overstå. Og hvis man bare går i joggingbukser, bliver den der fest mellem en mand og en kvinde ikke nogen fest. Hvis man glemmer at kysse sine børn, holder man bare op med at kysse generelt. Selvfølgelig er der steder, hvor jeg sløser, men hver gang det sker, er mit liv bare mindre sjovt. Hvis man lever et opmærksomt liv, er man ikke sløset. Det er der ingen belønning i. Jeg har altid været meget disciplineret. Da jeg startede med at spille trommer, øvede jeg altid otte timer hver dag, for hvis jeg var sløset, ringede de bare ikke igen. Jeg blev far som 16-årig og blev sat i nogle situationer, hvor jeg skulle være opmærksom, så jeg har længe øvet mig. Selvfølgelig var jeg på røven, da jeg var ung, men jeg købte alligevel en lækker skjorte.

”Jo mere tid jeg giver mig til madlavningen – såvel som til musikken, rødbeden, mine børn og min kone – jo større glæde får jeg ud af det, og jo sjovere bliver min dagligdag.”

Kasper Winding

ÆSTETIKKEN kan godt stå i vejen for substansen, hvis det kun er det ydre, det handler om. For mig er der ikke forskel på det moment, hvor min datter kigger på mig om morgenen, og når jeg tager skjorte på. Det er nøjagtigt det samme, der sker. Jeg går ikke i den skjorte, fordi den er skidedyr, men fordi jeg forsøger at gøre mig umage. Det er også det, jeg gør, når jeg kigger på min datter. Jeg gør mig umage for at være så helt et menneske som muligt. Det handler ikke om det ydre, det er et spørgsmål om kvalitet.

Når jeg går på gaden i Danmark, er jeg lidt overrasket over, hvor mange unge der har en taske med logo ud over det hele. Det ville man synes var vulgært i Frankrig. Når man kan se logoet, bliver jeg altid lidt nervøs, for så ligner det et moderæs. Det vigtige er, at nogen har gjort sig umage med et produkt, og at der ligger en stolthed bag. Jeg har stor respekt for godt håndværk, og det behøver jo heller ikke nødvendigvis at være dyrt. Jeg købte engang en poncho i Mexico for cirka 100 kroner, som var fantastisk lavet, og som holdt i 14 år. Jeg tror, at man automatisk bliver et æstetisk menneske ved at være opmærksom.

Det sværeste i livet er at være opmærksom, men det er også det vigtigste. Æstetikken ligger ikke i at vise, at jeg har det og det, men at mit blik bliver anderledes, fordi jeg selv har en god fornemmelse med det, jeg har på. Jeg er jo forfængelig, men på den fede måde. Jeg er jo også forfængelig, når jeg er ude at spille, for det handler jo om entertainment. Og jeg kunne aldrig drømme om at optræde i det samme tøj, som jeg går i på gaden. Det ville jo være dødssygt, når folk har betalt penge for at komme og se mig. Men jeg er ikke forfængelig på den måde, at det betyder noget, at mit navn står på et guldemblem på House of Peace-bygningen. Det kommer det i øvrigt heller ikke til. Det, der helt ærligt betyder noget for mig, er, at projektet bliver til noget. Jeg vil gerne efterlade noget til mine børn og børnebørn.

For halvandet år siden var jeg virkelig gået død på projektet. Der var alle mulige problemer, og vi kunne ikke skaffe penge, og efter 10 år orkede jeg bare ikke mere. Men så kiggede min søn på mig og sagde, at han ville være virkelig ked af, hvis jeg gav op. Og det satte det hele i perspektiv for mig, og så var det op på hesten igen. Jeg er virkelig ikke perfekt, men jeg håber, at folk vil sige: Her ligger Kasper Winding. Han var et opmærksomt menneske.

Fra Dossier nr. 5, november 2017.