Mads Langer

om biler og drengedrømme

Da Mads Langer var barn, drømte han om to ting: at slå igennem med sin musik og få lov til at køre i fede biler med sin far. I dag er han en af Danmarks største popstjerner, men de fire-hjulede har i allerhøjeste grad været en tro følgesvend på rejsen. Her fortæller 34-årige Mads Langer om drengedrømme og dannelsesrejser.

BARNDOM
OM AT TAGE DET PÆNE TØJ PÅ OG PRØVE BILER I SILKEBORG

Jeg er vokset op i et skolelærerhjem lidt uden for Skive. Min far har altid gået meget op i biler, men havde aldrig råd til selv at købe de dyre og fede af slagsen. Jeg kan stadig huske, første gang han kom hjem med en bil, en brugt Volvo 245 fra 1979 i bordeauxrød. Han havde altid drømt om at eje en Volvo. Den var allerede 10-12 år gammel på det tidspunkt, og det varede ikke længe, før den begyndte at falde fra hinanden. Det var sådan noget med, at vi måtte sidde og holde fast i dørene rundt i svingene, for at de ikke åbnede. Da den på et tidspunkt kom til syn, viste det sig også, at hele undervognen var holdt fast af hønsetråd. Men det var jo altså uanset hvad en Volvo, og vi var begge to vildt glade for den. Da den døde, fik vi en lidt dyrere Volvo, men det var stadig en brugt bil i 20-30.000 kroners-klassen. På det tidspunkt var vores fælles drøm en Volvo 850 Stationcar. Den havde baglygter, der gik fra bagagerummet og hele vejen op til taget, og i virkeligheden var det jo en familiebil, men jeg ønskede mig den simpelthen så meget. En Volvo 850 i postkasserød. Det var drømmen.

Da jeg blev lidt ældre, og mine venner tog i Djurs Sommerland eller måske Tivoli i Aalborg med deres forældre, tog min far og jeg i stedet på søndagsture til Silkeborg for at prøve biler. Silkeborg bliver jo kaldt Bilernes by, og der havde de alle slags bilforhandlere. Vi tog altid det pæne tøj på, så vi ligesom lignede nogen, der havde råd til de der fede biler, og jeg kan huske, at min far altid sagde til mig: ”Husk nu, at vi skal lade, som om vi har råd, for ellers kan vi ikke prøve den.” Det var biler som Mercedes og BMW og sådan nogle, som ellers var way out of our league. Jeg kan stadig huske skuespillet, hvor vi stod i pænt tøj og spurgte nysgerrigt ind til bilerne. Det var altid det vildeste kick, når vi så først var kørt ud af indkørslen i bilhandleren i en af de her fede biler. ”Vi snød dem sgu igen!”

MADS LANGER OM PORSCHE 911 (1978): ”Det her er jo den diametrale modsætning til Tesla’en. Det er ikke en cruiser, den er hverken blød i affjedring eller styretøj. Det er en helt anden køreoplevelse for mig, men det kan i den grad også noget. For mig er det en æstetisk oplevelse at køre en Porsche. Der er noget klassisk gentlemanship forbundet med de gamle vintagebiler. Det er ren James Dean. Når man sætter sig ind i en gammel, smuk Porsche, er det på en måde som at få lov til at træde ind i en anden tid. Jeg har det sådan med klassikere, og det gælder biler såvel som sange, at de bliver kun klassikere, hvis de rammer et udtryk, der er på så højt et niveau, at de aktualitetsmæssigt bliver uafhængige af tid og sted. Så selv om en gammel Porsche er forankret i en anden tid, kan det i høj grad noget at køre i den i dag.”

Jakke, Closed, 4.850 kr.
Polo, Asos, 211 kr.
Halskæde, Hanrej, 1.500 kr.
Bukser, Closed, 1.800 kr.
Sko, Puma, 850 kr.
Porschen er venligst udlånt af Ulrik Jantzen.

Jeg var ikke mere end 12-13 år, da min far lærte mig at køre bil. Det foregik på grusvejene omkring mine bedsteforældres gård langt ude på landet. På det tidspunkt havde vi fået en hvid Volkswagen Vento med elruder foran. Det var helt vildt, og jeg kan huske, at den kun havde et minus, og det var, at der ikke var nakkestøtte på bagsæderne. Ellers syntes jeg bare, det var den vildeste bil. To år senere fik min mor en Golf II på gule plader, så vi havde to biler. Jeg var helt forelsket i den Golf, og da mine forældre en dag tog af sted i Vento’en for at besøge min mormor i Lemvig, kunne jeg simpelthen ikke dy mig. Jeg var kun 15 år, men før jeg så mig om, sad jeg i den langt ude på landet med vind i håret. Indtil da havde jeg været begrænset af min cykel eller i det mindste afhængig af mine forældre, når jeg skulle et sted hen, og så sad jeg pludselig der og kunne komme alle steder hen i verden. Jeg husker stadig følelsen af, at alt pludselig kunne lade sig gøre. Det var det vildeste.

Det var et fantastisk vejr den dag, så da jeg kom tilbage, var alle naboer tilfældigvis gået i haven. Vi boede på sådan en lille villavej uden for Skive, hvor alle kendte hinanden. Jeg kan huske, at jeg først passerede Doris, der vinkede på livet løs, før hun pludselig fik sådan et lidt mærkeligt ansigtsudtryk, da hun så, hvem der sad ved rattet. For hun vidste udmærket godt, at jeg var alt for ung til at køre bil. Det samme skete med de næste tre naboer, og det gav mig totalt stress, så da jeg skulle parkere bilen på græsset ved siden af garagen, skrabede jeg hele siden op ad muren. Det betød, at jeg var nødt til at bekende kulør over for mine forældre, da de senere kom hjem. De blev selvfølgelig officielt vildt sure, men jeg kunne også godt mærke, at de inderst inde havde det ret grineren over det.

”Teksterne på min seneste EP, All the Times, Sometimes, er stort set fra start til slut lavet on the go. Jeg elsker også at vurdere mine egne indspilninger, mens jeg kører i bil. Det bliver mere intuitivt og mindre beregnende.”

Mads Langer

På min 18-års fødselsdag fik jeg mit kørekort hos en fyr ved navn Pelé i Skive. Han havde en Peugeot 207, og jeg fik kun tre køretimer, før han udskrev kørekortet, fordi jeg kunne det hele i forvejen. Jeg kan huske, at jeg satte John Mayer på anlægget, hentede min barndomsven Asger og så kørte vi bare afsted.

UNGDOM
OM AT FLOPPE OG TAGE PÅ DANNELSESREJSE I EN BRUGT POLO

Den første bil, jeg selv købte, var en gammel Transporter. Jeg var 19 år og lige flyttet til København. Det var en varevogn, så jeg kunne have al mit musikudstyr i den, og jeg kunne køre på jobs med hele mit band om bord. Det var i den helt spæde start af min karriere, og vi spillede alt, hvad vi kunne få lov til, bare for at leve, så vi havde rigtig, rigtig mange ture land og rige rundt. Vi spillede en masse jobs med covernumre til bryllupper, og det var sådan noget med at køre hele vejen fra København til Aalborg, spille fire timer for næsten ingen penge og så tilbage igen midt om natten, fordi vi ikke havde råd til at overnatte på hotel. Og når vi så var tilbage i København klokken 6 om morgenen, var det tid til at slæbe alle vores instrumenter og højttalere og trommesæt og sådan noget fra bilen og op i lejlighederne. Så var man godt brugt.

MADS LANGER OM TESLA X: ”Fåååårk mand, det er så blæst det der! Jeg har glædet mig så meget til at se de døre,” udbryder Mads Langer, da dørene til den røde Tesla åbner. ”Jeg har det, som om jeg sidder i en Batmobil. Det er ret fedt med den her kæmpe skærm i instrumentbrættet. Det er som at sidde i en future car. Første gang, jeg sad i en Tesla, var på passagersædet, hvor ham, der kørte bilen, lagde en 500 krone-seddel foran mig og sagde: ’Nu gasser jeg op, og hvis du kan tage den her seddel, er den din.’ Men jeg blev simpelt- hen kastet tilbage i sædet og holdt tilbage af g-kraften. Det var ret vildt. Der er sindssygt mange kræfter i den. Det er bare en mega fed bil. Det er en rimelig stor bil, men stadig smidig. Man føler ikke, det er et skur, man kører i. Det kan jeg godt lide. Og så er det fedt at køre i en miljøvenlig bil, der ikke går på kompromis med komforten. Min drømmebil lige p.t. må være en Tesla.”

Jakke, Barbour, 3.000 kr.
Blazer, Isabel Marant, 4.105 kr.

Jeg kan huske engang på vej til et job, hvor ham på passagersædet sad og røg og tabte en glød fra sin cigaret ned på mine bukser. Så stod der pludselig en flamme op fra mit ben. Jeg rev bilen ind til siden og smed bukserne i vejkanten og slap med et par glatbarberede ben. Transporter’en overlevede. Der er så mange minder knyttet til den bil fra de første år, hvor jeg drømte om at slå igennem. Mit forhold til den sluttede dog, da hornet en eftermiddag satte sig fast ude i Nordvest, og jeg skulle helt til Vesterbro. Det blev en meget lang tur.

Nogle år senere, da jeg fik min første pladekontrakt, købte jeg en Volvo V50. Det var på mange måder den tids Volvo 850, som jeg havde drømt om som barn. Mine venner drillede mig helt vildt, fordi jeg endelig havde råd til at købe en fed bil, og så købte jeg, hvad de mente var en familiebil. Jeg kan huske, at jeg altid sagde: ”Det er altså ikke en familiebil, det er en guitarbil!”

Min første plade gik desværre slet ikke, som det var forventet. Mit pladeselskab havde været ude vidt og bredt at sige, at jeg var den næste kæmpe stjerne, og jeg var blevet hypet helt vildt. Så gik det, som det tit går, når noget på forhånd er blevet overeksponeret: Jeg floppede. I tiden efter var jeg nede i en bølgedal, og jeg kunne mærke, at jeg havde brug for at komme væk. Til sidst gjorde jeg alvor af det og købte en brugt Polo til 5.000 kroner, og så kørte jeg mod Hamborg. Jeg fortsatte mod Berlin, så videre til Prag, Budapest, Rom og Paris. Sådan endte jeg med at køre Europa tynd i tre måneder. Jeg havde stort set intet på lommen og tjente til dagen og vejen på turen. Det var bare mig og min bil.

Det var en fed, fed måde at være af sted på. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at nu ville jeg bare skrive en masse sange og opleve en masse ting, og så var det sgu bare det, det handlede om. Ikke noget som helst andet. Ikke pladekontakter og stjernestatus og den slags. Jeg stillede mig op på gader og stræder med min guitar, og nogle gange, når folk hørte mig spille, fik jeg lov til at spille på caféer og barer. Det blev en meget vigtig dannelsesrejse, hvor jeg lærte rigtig meget både om at skrive sange og menneskeligt. Jeg lærte også på den tur, at jeg aldrig måtte lade det andet forstyrre mig igen, og fandt tilbage til, at musikken for evigt og altid skulle være omdrejningspunktet. Hvor andre havde kørt det for mig i en periode, fik jeg ligesom fat i rattet på min egen bil.

”På min 18-års fødselsdag fik jeg mit kørekort hos en fyr ved navn Pelé i Skive. Han havde en Peugeot 207, og jeg fik kun tre køretimer.”

Mads Langer

VOKSENLIV
OM AT FØLE SIG SOM JAMES DEAN OG VÆRE KREATIV PÅ LANDEVEJEN

Hvis man spørger mig, er de smukkeste biler designet tilbage i 50’erne og 60’erne. Jeg elsker især Volvo Sport, en sportsvogn fra dengang, som er sindssygt smuk. De samme år med Porsche kunne også noget, især 956’eren. Det er nogle helt vanvittigt smukke biler. Det er for mig det ideelle. Men jeg er også rigtig, rigtig glad for min egen Porsche 912 fra ’67. Det er kun på udvalgte dage om sommeren, hvor solen skinner, at jeg tager den med ud på landevejene. Jeg kan til gengæld godt have det fedt med bare at stå og pudse den en hel dag derhjemme. Det har aldrig været farten, der har sagt mig så meget, for mig har det altid handlet om æstetikken og det flotte design.

Der er for mig noget meget meningsfuldt ved at sidde bag rattet, mens ens kæreste sidder på sædet ved siden af. Alene tanken kan fylde mig med varme. Der er sådan noget old school gentleman over det, ligesom at trække stolen ud for sin kvinde. Jeg føler, det er ret maskulint. Når hun kigger sig i spejlet og tager læbestift på, mens man selv sidder ved rattet og har styr på vejen. Det er bare fedt. Så kan jeg godt føle, at jeg er med i en James Dean-film.

I dag tager vi det for givet at kunne transportere os på den her måde, men hvis vi går bare 100 år tilbage og sammenligner, er det jo en revolution. Der er noget frit og eventyrlystent ved at køre bil. Det her med at flytte sig og være på farten kan virkelig et eller andet. Der sker noget med ens mindset. Det fremkalder en særlig kreativitet i mig. Så er Siri min ven, og jeg indtaler mine idéer på telefonen, mens jeg kører. Der er rigtig mange af mine numre, der er startet på den måde. Teksterne på min seneste EP, All the Times, Sometimes, er stort set fra start til slut lavet on the go. Jeg elsker også at vurdere mine egne indspilninger, mens jeg kører i bil. Det bliver mere intuitivt og mindre beregnende, når man bevæger sig, fordi man bliver nødt til at lade tankerne køre på autopilot, mens man har sit fokus på vejen. Hjernen drifter på en måde. Jeg holder også af at sidde i fly eller i bus for den sags skyld, men i en bil er jeg i mit helt eget space. Jeg har nærmest en rustning omkring mig, og det tiltaler mig, fordi jeg er et offentligt ansigt. Før jeg blev kendt, nød jeg meget at sidde på caféer og kigge på mennesker og skrive tekster, men efter at jeg blev en offentlig person, har det været sværere bare at sidde uforstyrret et sted. Jeg kan godt være mig selv, men jeg kan ikke rigtig være privat, kan man sige. Det er en pris, man må betale, hvis man gerne vil spille for mange mennesker, og det tager jeg 100 procent med. Det er bare anderledes, end det var før. Der får jeg en særlig ro i min bil, fordi jeg er i fred, men samtidig er ude i offentligheden.

MADS LANGER OM BMW 530E ”Fordi jeg bruger så meget tid på landevejen, er det meget vigtigt at have en bil, hvor både komforten og køreglæden er i top. For mig repræsenterer BMW tysk klasse og kvalitet inden for biler. Det er også fedt, at den er baghjulstrukket, fordi det gør styretøjet rimelig frit. Andre biler i samme klasse kan være mere tunge oplevelser, men med BMW føler man sig meget manøvredygtig. Og så synes jeg ikke mindst, at de for alvor er tilbage rent designmæssigt. Bilmoden fascinerer mig på samme måde som de store tøjmærker, hvor der kan være lange perioder, hvor deres linje slet ikke tiltaler mig, og så får de måske en ny designer eller gør i hvert fald noget anderledes, der fuldstændig rydder bordet for mig. Der har været nærmest flere årtier, hvor BMW ikke har tiltalt mig med deres design, men de sidste to-tre år er de kommet igen og har på en måde fået volumen og finesse i balance. De små detaljer betyder alt for det samlede udtryk. Biler i den størrelse kan nemt blive klodsede, men den her model har både volumen og er samtidig enormt elegant.”

Mads Langer har selv valgt de tre biler i denne serie ud fra, hvilke biler han godt kunne tænke sig at prøve at køre i.

Jakke, Barbour, 3.000 kr.
Blazer, Isabel Marant, 4.105 kr.
Bukser, Plain, 699 kr.
Sko, Reebok, 749 kr.

Jeg kan stadig huske, første gang jeg var ude at køre og hørte mig selv i radioen. Det var i 2005, og jeg var netop kommet af færgen i Odden. Min allerførste single var lige udkommet og var blevet Ugens uundgåelige på P3. Det var en sindssyg følelse at have kæmpet så lang tid med at nå ud til nogen med sin musik og så tænde for radioen, og så var den der bare. Der havde jeg lyst til at flyve op igennem taget på bilen. Sådan har jeg det stadig, når jeg kører, og en af mine sange kommer på. Det er et chok hver gang, for der er noget meget metaagtigt over det. Jeg skruer altid helt op og har det for sindssygt.

Selv om der som regel er en tourbus, når jeg skal ud at spille, kan jeg godt finde på at køre selv, bare fordi jeg holder så meget af det. Da jeg i 2013 var på soloturne rundt i Tyskland, lejede jeg en Audi A6 og inviterede min far med. Han solgte CD’er for mig efter koncerterne, og så kørte vi ellers rundt. Bare os to. Vi delte gamle minder om dengang, vi snød os til prøvekørsler i Silkeborg, og havde samtidig for syg optur over bilen. I Tyskland er der stræk, hvor der stort set ikke er andre biler, og hvor det er tilladt at køre 180 km/t. Så kan du virkelig mærke, at det er tysk håndværk, når det er bedst. Noget af det bedste ved at have råd til at købe fede biler i dag er kunne dele det med min far.

Fra Dossier nr. 6, januar 2018.