PETER HEINE NIELSEN

om at træne verdens bedste

De seneste syv verdensmesterskaber i skak er blevet delt mellem to spillere. Den ene fra Indien, den anden fra Norge. Ved alle syv verdensmesterskaber har Peter Heine Nielsen været sejrherrens træner. Den 44-årige dansker fortæller her, hvordan man træner verdens bedste skakspiller.

I skak er der ikke noget, der hedder verdens bedste træner. Men det er mig, der har de bedste resultater rent statistisk. Jeg tror ikke, at der nogensinde er andre trænere, der har været med til at vinde syv verdensmesterskaber og så ovenikøbet syv i træk.

Det var et tilfælde, at jeg overhovedet blev træner. I anden runde til VM i Moskva i 2001 skulle jeg spille mod inderen Viswanathan Anand. Jeg havde forberedt mig utrolig godt, og han spillede den åbning, han plejede, og så fik jeg ham i store problemer. I hvert fald indtil han spillede noget, jeg ikke havde tænkt over, og så tabte jeg partiet ganske hurtigt. Men han fik blik for, at jeg var dygtig i åbningsfasen.

På det tidspunkt var Anand et idol for mig, jeg knap turde tale til, og da jeg senere begyndte at arbejde for ham, havde jeg aldrig tænkt, at jeg skulle være skaktræner. Jeg var indskrevet på historiestudiet og tænkte, at det var fornuftigt at få gjort et studie færdigt. Men så blev jeg træner for Anand. I 2007 blev han verdensmester, og siden har mit liv grundlæggende handlet om VM-matcher. For i 2013 sagde jeg ja til et tilbud om at blive norske Magnus Carlsens træner, og senere det år blev han verdensmester ved at slå netop Anand.

Både Anand og Carlsen var de bedste skakspillere i verden, da jeg begyndte at arbejde for dem, så det er ikke min opgave at lære dem at blive bedre skakspillere. Jeg skal ikke gå ind og sige, at det kan godt være, du har været den bedste i verden i fire år, men nu skal du høre, hvordan det her skal køres. Min opgave er at hjælpe dem til at vinde verdensmesterskaber på deres præmisser.

Jeg kan godt lide ordet træner, men i skakverdenen hedder det sekundant. Det indikerer, at det er spilleren, der er det mentale overhoved. Det er ham, der har en idé om, hvordan tingene skal fungere, og jeg lytter til hans behov, og det prøver jeg at understøtte. Man skal anerkende, at man har med genier at gøre. Der er mange trænere, der har lyst til at lave deres spillere om, det har jeg også haft lyst til nogle gange, men det er en misforståelse. Det ville være det rene vanvid at gøre med nogle af historiens største skakgenier.

På den måde kan du ikke træne verdens bedste. Jeg anser mig mere som specialiseret i at hjælpe præcis det menneske, jeg har med at gøre, og det er lykkedes godt. Men man kan nok ikke forestille sig, at jeg kunne få nummer 10 i verden til at vinde VM.

Polo, Paul & Shark, 1.000 kr.

KUNSTIG INTELLIGENS har gjort indtryk på skak de seneste 25 år. Computerne er blevet enormt stærke, så når to skakspillere spiller mod hinanden, kan computeren hurtigt sige, om trækket er godt eller en fejl. Mobiltelefonen, jeg snakker med dig i nu, vil formentlig kunne slå verdensmesteren. Så computeren er en større autoritet end mennesket. Og når computerne spiller mod hinanden, har de en evolutionistisk tilgang. Så hvis de finder ud af, at et træk er dårligt, holder de op med at spille det.

Men du har altså et computerprogram, der i enhver given skakstilling kan beregne, hvad de bedste træk i stillingen er lige nu. Den kan regne flere millioner skaktræk i sekundet, og det bedste program kan du downloade gratis.

Skak indledes fra samme stilling, og så har man nogle forskellige træk. Det, jeg gør, er at prøve at kortlægge spillets åbningsfase. Jeg har en database med 11 millioner menneskelige skakpartier og 15 millioner partier, hvor en computer har spillet mod en anden computer, og så trækker jeg statistikker ud af de partier. De databaser er produkter, man kan købe for relativt billige penge. En gang om ugen samler nogen alle de partier, der er spillet rundt omkring i verden, og hver mandag aften downloader jeg den fil.

Hvis en skakstilling har min interesse, kan jeg trykke på en knap, og så viser computeren mig alle de partier, der nogensinde har været spillet i den stilling, i min database. Og hvis eksempelvis det kinesiske holdmesterskab er i gang, ved jeg, at her er de bedste spillere i Kina, og så ser jeg deres partier og spiller dem igennem. Af og til får du en halv million computerpartier, og så kan du sige, at jeg interesserer mig for den her åbning, som er brugt i 40.000 partier, og så beder du den lave statistikker på det.

Der er ikke noget trylleri i det, det handler om at håndtere og strække den data til et maksimum for at få flere oplysninger ud, og det har vi gjort med rimelig succes. Men nu nærmer vi os de områder, hvor vi ikke vil give alle vores hemmeligheder fra os.

Det er ikke nødvendigvis charmerende. For 25 år siden var det mennesker, der tænkte selv og fik idéer, mens de stod i badet. Jeg besøgte vores store danske skaknavn, Bent Larsen, i Buenos Aires nogle gange. Han er fra bøgernes tid, så hans tilgang var meget anderledes end min. Men vi har begge gjort, hvad der var rationelt på vores tid.

”Jeg fik et indtryk af en, der arbejdede for meget og ikke havde så meget talent. Historien har vist, at jeg ikke kunne have taget mere fejl. Men det er svært at kende forskel på ni årige drenge.”

Peter Heine Hansen

VM ER STØRRE END noget andet i skakverdenen. Arbejdet går typisk amok, og man hyrer fire-fem stormestre som trænere. Og når det virkelig kniber, ringer man til sine topspillervenner og får dem til at hjælpe. Før det afgørende parti i Sofia i 2010 sendte Kasparov os for eksempel åbningsfiler over Skype.

Op til VM ser du også altid de to spillere tabe sig og komme i bedre fysisk form. Du vinder ikke et VM på at kunne løbe et maraton, men det er en stor fordel, at du kan holde koncentrationen under et stort nervepres i 12 udmagrende partier af fire til seks timer på tre uger.

Hvordan arbejdet foregår, kommer an på, om vi snakker Anand eller Carlsen. Anand havde en nærmest industriel tilgang. Han var meget fokuseret på åbningsfasen, og det meste foregik foran en computer. Han ville udforberede sin modstander. Han har en lejlighed i en herlig kurby udenfor Frankfurt, hvor vi sad fem mænd op mod VM i Moskva i 2012 og forberedte os i 12-14 timer om dagen i tre måneder. Det var relativt intenst. Og 90 procent af arbejdet viste sig at være spildt. For vi forberedte os på, hvad modstanderen plejede at gøre, men så gjorde han nogle helt overraskende ting.

Det er anderledes med Magnus Carlsen. Sidst var vi først i de franske alper nogle dage og så på Bahamas i et par uger. Med ham handler det om at undgå katastrofen, så mit væsentligste job er at sørge for at forberede idéer, så han føler sig komfortabel i åbningsfasen. Han vil helst have en situation, hvor begge spillere kommer ud af deres forberedelser. Hans tilgang til spillet er, at hvis han kan overraske modstanderen, gør det ikke så meget, at han overrasker sig selv, for han er sikker på, at hvis det bliver mand mod mand, så er han klart den bedste skakspiller i verden. Han ser det som sport og modstanderen som et menneske, der laver fejl under pres. Han gider ikke bruge al sin tid på at stirre på computere, han vil tænke selv.

”Der er mange trænere, der har lyst til at lave deres spillere om, det har jeg også haft lyst til nogle gange, men det er en misforståelse. Det ville være det rene vanvid at gøre med nogle af historiens største skakgenier.”

Peter Heine Nielsen

En dag på træningslejr begynder med, at vi spiser morgenmad, og så har vi et par timer, hvor vi snakker skaklige ting. Så har vi en fysisk aktivitet, hvor vi går lidt i bjergene, spiller fodbold eller basketball. Og efter frokost spiller han måske nogle træningspartier mod en indbudt gæst – sidst var det en franskmand, der var nummer fire i verden – hvor jeg sidder ved siden af med computeren og analyserer og giver dem feedback bagefter. Om aftenen arbejder vi lidt eller morer os. Magnus vil gerne i humør op til matchen, så han prøver på at spare energi, hvorimod Anand mere er en arbejdsnarkoman. Af og til laver vi skakopgaver for at holde hovedet i form. Men det er ikke som en tennisspiller, der står og slår grundslag i fire timer.

Det er grundlæggende et fuldtidsarbejde. Jeg rejser vel 100 dage om året, og så har jeg en del forberedende arbejde hjemmefra. Hvert andet år, når der er VM-matcher, bliver det dog et arbejde, hvor tingene skal udføres, ligegyldigt hvor lang tid de tager.

Til VM i New York sidste år var jeg den eneste skaklige træner, der var med Magnus Carlsen. Men så sad der fire trænere på et resort i Norge, som arbejdede på de ting, de fik besked på fra mig. Derudover havde vi et universitet i Norge, der brugte deres supercomputer til at analysere partierne.

Magnus er markant yngre end mig (Magnus Carlsen er 26 år, red.), så jeg er også en mental støtte. Jeg ved godt, jorden ikke går under, hvis han ikke vinder. Det er ekstremt basale psykologiske greb. I New York kom han bagud og fik en vis tvivl på sig selv, og så var det noget med at give ham tryghed og sige, at det kan godt være, at du er bagud, men du gør det rigtige, og det er en lang match, der er ingen grund til panik. Jeg tror ikke på at gå i panik.

FØRSTE GANG JEG så Magnus Carlsen spille, tænkte jeg, at han var lidt hypet, at han ikke var så fantastisk, som de sagde. Det var til en turnering i Norge, og jeg fik et indtryk af en, der arbejdede for meget og ikke havde så meget talent. Historien har vist, at jeg ikke kunne have taget mere fejl. Men det er svært at kende forskel på ni årige drenge. Da han blev en god spiller, var vi til nogle turneringer sammen. Jeg kan huske et europamesterskab, hvor jeg passede ham en del af tiden, når hans bedsteforældre ikke kunne gøre det.

Det er en enorm luksus at arbejde sammen med den bedste i verden. Du skal bare give ham rimelige arbejdsvilkår, så får han det til at ligne en kæmpe succes. Jeg forestiller mig, at hvis jeg ingenting lavede, ville han alligevel vinde en masse turneringer.

Et halvt år inden en VM-match kigger jeg på de mange tusinde partier, den kommende modstander har spillet. Så ved vi, hvad hans favoritåbning er, og lægger planer. Vi prøver at få menneskelige idéer og kombinere dem med computerens objektive data og finde nogle overraskelser. Men vi ved også, at modstanderen prøver at finde overraskelser, så vi prøver igen at forudse deres overraskelser. Det er det uendelige loop, vi går rundt i.

Du kan sige, du ikke behøver være en god skakspiller, men bare kan lære computerteknik. Men computeren tager ikke hensyn til, om trækket er enormt svært eller let at finde, så nogle gange er vi inde som mennesker og sige, at hvis modstanderen bliver overrasket nu, kan han ikke håndtere den her situation, selv om computeren siger noget andet. Det er mere end 90 procent den enkelte spiller, der vinder matchen, og ikke forberedelserne. Der er en verden til forskel på at sidde i ro foran en computer og så sidde ved et skakbræt under pres. Når jeg spiller turneringer, kommer der en frygtelig masse menneskelige fejl. Det er bedre, at jeg sidder og nørder strategier. Jeg har haft en fin skakkarriere med danmarksmesterskaber og Top 38 i verden, men nu er jeg faldet ud af Top 100 og er slet ikke et match for Magnus. Han er blevet for god, og jeg er blevet for gammel. Vi behøver ikke have et skakbræt foran os, for vi har et visuelt bræt inde i hovedet. Jeg var til en polterabend for et stykke tid siden, hvor jeg spillede med ryggen til brættet og en øl i hånden, mens den anden sad og tænkte foran brikkerne, og jeg vandt nemt.

Skak er en hård sportsgren, for du har fuld kontrol. Hvis du laver gode træk, taber du aldrig, men alle laver dårlige træk og taber, og så er der kun dig selv at kritisere og klandre. Skak er retfærdigt på den måde; hvis du laver gode beslutninger, bliver du belønnet.

Fra Dossier nr. 4, september 2017.