Rune Glifberg

om sin fotodagbog fra OL i Tokyo

Skateboading var for første gang nogensinde på programmet til De Olympiske Lege, der i år løb af stablen i Tokyo. 47-årige Rune Glifberg, der deltog som eneste dansker i konkurrencen, dokumenterede sin rejse undervejs.

Jeg havde besluttet hjemmefra, at jeg ville skyde et portræt af de 19 andre atleter i min konkurrence. Billederne blev analoge af en tilfældighed, da mit digitale kamera var til reparation, dagen inden jeg skulle afsted. Jeg tænkte: ”Jeg kan ikke tage til OL med en iPhone, det er simpelthen for svagt.” Jeg måtte arbejde hurtigt og fandt et Canon A1 og et lille Leica point-and-shoot-kamerapå DBA. Jeg havde en idé om at gøre mine billeder lidt blødere og give dem den der gamle feel og sjæl. Tanken om, at jeg som alderspræsident kunne troppe op med kameraer, der er på alder, eller ældre end mig selv, kunne jeg godt lide.

På mange områder ligger analogfotografiet med dets nerve og sjæl sig op ad mig som menneske, og det udtryk jeg som skater gerne ville præsentere til OL. Jeg ville vise skateboardingen frem på en anderledes måde. Både når jeg stod på brættet, og når jeg tog billeder, som var anderledes end de superskarpe, konkurrenceprægede og kasseformede billeder, man ellers ser fra OL. Det var tænkt som en måde at vise min personlighed frem på. Jeg var i Tokyo for at fortælle, at skateboarding bringer noget nyt til OL. Skateboardingen kommer med noget urbant og en mentalitet, der handler om mere end blot at vinde. 

Jeg lod filmene ligge i en måneds tid efter OL, inden jeg fremkaldte dem. Uforudsigeligheden ved at skyde analogt, synes jeg er interessant. På normale ferier har man allerede set alle billeder igennem, inden man kommer hjem. At kunne få oplevelserne på afstand og derefter genopleve dem i billederne var en fed følelse. Da jeg oplevede billederne, kunne jeg mærke, at de skulle ud og leve et sted, så andre kunne få et indblik i det, der stikker udover stadionbilleder. Jeg har skatet og deltaget i så mange konkurrencer verden over, men OL er uden sammenligning det, der har gjort mest indtryk på mig. Hele OL-mentaliteten var vildt fascinerende. Du kan være Bill Gates eller Jeff Bezos, men man kan ikke købe sig til at deltage i et OL, det er noget man kvalificerer sig til som eliteudøver. At være der for første gang med skateboarding og være en af pionererne i sporten, gjorde et kæmpestort indtryk på mig. At jeg så fik lov til (afgjort ved lodtrækning, red.) at være den første rider var helt crazy. Det var en måde for mig at give skateboardingen videre til kommende generationer.

Da vi landede i lufthavnen, fornemmede jeg den mærkværdige japanske kultur og måden de lever på – en slags animeret verden. Alt var bare spændende og anderledes i Tokyo
Overalt i OL-byen trænede forskellige atleter op til deres konkurrencer. Her gjorde en kapgænger sig klar til kamp
Humøret var højt på vej til vores første møde med skateparken, vi skulle konkurrere på. Den var bygget specielt til OL. Det viste sig at være en af de største og mest udfordrende konkurrenceparks, verden nogensinde havde set.
Vasketøj tørres på balkonerne på en af OL-byens mange bygninger. Selvom vi var lukket inde i OL-boblen på grund af coronasituationen, havde man fornemmelsen af frihed grundet byens størrelse. De omkring 20 højhuse var omgivet af hav og parker, hvilket gav en afslappet stemning imellem konkurrencerne.
Næsten hver aften mødtes os danske atleter, hvor vi i fællesskab hyldede de danske medaljevindere. Denne aften var det badmintonspiller Viktor Axelsen. Med guldet om halsen, der stolt kunne modtage nogle vise ord fra Chef de Mission, Søren Simonsen.
Min svenske kammerat og inspiration, Oski, (Oskar Rozenberg Hallberg red.), nød skyggen under det svenske flag. Oski og jeg har brugt meget tid sammen på vores rejser gennem alle kvalifikationerne. Efter mange gode snakke, måltider og grin, stod vi sammen i Tokyo, som en del af skateboardings første OL – det var stort.
Peter Willén har stået for mit fysiske velvære gennem det årelange kvalifikationsforløb, og er helt sikkert en af de helt store grunde til, at min OL-deltagelse blev en realitet. Her viste Peter med sin fysiske overlegenhed, hvordan man laver push ups på OL-ringene.
Den spanske energibombe Jaime Mateu overrumplede alt og alle, han kom i kontakt med. Her var det den meget stille og ydmyge Misugu Okamoto, der skulle stå model til spanierens evige energi, imens jeg prøvede at skyde hendes portræt.
Vores eneste fysiske kontakt med omverdenen foregik via en halvanden meter lang mikrofonstang på hver sin side af et hegn. Her var det et sent afteninterview med DR. (Foto: Peter Willén)
Varmen i Tokyo er fugtig og tung om sommeren. Vores træninger var hårde og varme med temperaturer omkring 35 grader. Brasilianske Pedro Quintas blev kølet ned med et isbad bag skateboardarealet.
Sure, våde og lidt blodige sokker var normen efter en skatesession i varmen.
Kvindernes parkkonkurrence var ikke noget vi ikke ville gå glip af. Med paraplyer lånt af Team Australia, holdt Peter Willén pulsen og temperaturen nede sammen med Team USA
Tyske Tyler Edtmayer brækkede armen dagen før første dag af vores træning. Som enhver anden skateboarder ville have gjort, forsatte han, og skatede gennem hele konkurrencen. Operationen tog han i Tyskland.
Den danske stab havde sørget for christianiacykler, som vi kunne bruge til at komme rundt i OL-byen. Her var vi ude at cruise med Oski og den svenske coach, John Magnusson.
Cory Juneu fangede sit frontside kickflip under træningen, mens den kommende guldmedaljevinder, Keegan Palmer, kiggede på. Charmen ved analoge billeder gør, at filmrullen kan sætte sit eget præg på billedet, som det ses her.
Det 13-årige multitalent, Sky Brown, viste stolt sin bronzemedalje frem kort tid efter kvindernes finale.
En hurtig selfie, mens Peter rensede mit øre, efter en voldsom hævelse havde slugt min ørering. Hvad der ikke ses på dette billede, er de 20 andre japanske OL-lægepersonaler, som nysgerrigt så på.
Min holdkammerat fra Flip Skateboards Cory Juneu facetimede med sine drenge hjemme i Californien, umiddelbart efter sit bronzemedaljeløb i finalen.
En af de mange meget koreograferede medaljeceremonier til OL. I højre side af billedet ses tydeligt, at det nu var tid til at hive det store smil frem. Japansk strømlinet kutyme og animation, når det er bedst.
Efter alle konkurrencerne var overstået, var vi en tur på den danske ambassade med hele den danske stab.
En kradser fra en dansk pølsevogn på ambassaden var på sin plads efter 10 dage med mad fra OL byens kantine.
En af de mange busture mellem venues og OL-byen. Her kørte vi i konvoj på vej til OL-udmarchen.
Lasse Andersson og Mikkel Hansen klar til ombordstigning og hjemrejse til København. Atletikkvinderne fulgte trop.
At være olympisk atlet har mange fordele. 100-meter løberen, Astrid Glenner-Frandsen, fik sig en hurtig tur på politiets motorcykel. Velkommen hjem.