Sune Christiansen

om at strukturere sin arbejdsdag

Sune Christiansen har af flere omgange forsøgt sig med at gøre kunst til sin levevej, men han har måtte opgive på grund af frygten for at mislykkedes. I 2019 sagde han sit job op som Art Director i DR Design og begyndte at male på fuldtid. Siden har han fået travlt med flere soloudstillinger både herhjemme og i udlandet. Det er strukturen i hans hverdag, der driver værket.

Da jeg gik på designskolen, tænkte jeg ofte: ”Fuck, hvor er det dog rart, at jeg ikke skal være kunstner.” Det var en god fornemmelse at få stillet en opgave, som jeg kunne løse med de egenskaber, jeg havde lært. Jeg var lettet over, at jeg ikke behøvede at lave kunst. På den måde har det været godt for mig at tage en uddannelse og have et job med rimelig faste rammer for, hvordan jeg kunne udfolde mig. Det er helt klart den struktur, jeg tog med mig, da jeg valgte at lave kunst på fuldtid.

Jeg har aftalt med mig selv, at jeg arbejder i atelieret fra 8:30 til 15:30, og så henter jeg børnene. Om aftenen kan jeg godt finde iPad ‘en frem og skitsere. Det er hér processen ofte starter. Andre gange kommer det i arbejdet, når værket udvikler sig foran mig. En idé til en figur eller en komposition, jeg har i hovedet, som jeg bliver nødt til at prøve af i et eller andet format. Det er meget intuitivt. Et værk ender aldrig med at være, som jeg tænkte det første gang. Man får nogle billeder i hovedet, som er et produkt af mange ting. Det kan være en lastbil, der kører forbi med en farvekombination af grøn og lilla. Det bliver en sum af alle de ting, jeg ser og oplever. Det bliver mast sammen i nogle klumper, der kommer ud som malerier.

Jeg laver altid skitser, inden jeg maler på et lærred. Jeg får testet en masse ting af, inden jeg fører det over. Her sker de uventede ting, fordi jeg mister kontrollen. Nogle dage sidder jeg bare og glor på værkerne. Jeg går rundt om det, og overvejer hvad jeg skal gøre. Jeg er tit i tvivl om, hvornår mine billeder er færdige. Det er et spændende øjeblik, når jeg strækker det op på rammen. Jeg har fået en mani med, at jeg ikke må kigge på billedet, mens jeg spænder det op, og at jeg heller ikke må kigge på det, før jeg er gået et stykke væk. Derefter vender jeg mig om, og dér kommer følelsen. Der kan jeg tænke: ”Arh, fedt mand.” Jeg kan blive forelsket i mig selv og i værket. Det går dog heldigvis over ret hurtigt. Andre gange tænker jeg: ”Forhelvede, den er der ikke – hvordan redder jeg det her?” Og så ender det ofte med, at værket bliver smidt ud.  

Jeg har altid arbejdet med komposition og sammensætning af farver. Alligevel er min tid som billedkunster relativt kort. Det har været intenst. Jeg startede med at gå ned og købe et lærred og male et billede. Det gik bare ikke. Jeg har prøvet mange ting af og fejlet mange gange. I starten udviklede jeg mig fra billede til billede. Jeg har overvejet at slette nogle af de gamle ting på min Instagram-profil. Noget af det er noget værre lort, men på den anden side er det bekræftende at have dokumentation på, at jeg har rykket mig. Jeg har fundet ud af, at i det frie rum, jeg har skabt, kan jeg gøre, hvad jeg vil. Der er ikke nogen, der har sat rammer for mig, som jeg oplevede på DR. Jeg har selv skulle sætte rammerne. Når man arbejder med kridt, er der en naturlig begrænsning i forhold til farvevalg. Et valg producenten har taget for mig. Rent visuelt har jeg også fået tegnet mig ind i en eller anden form for figurverden. Menneskefiguren er ofte genkendelig i min kunst, og de mere abstrakte figurer er også gennemgående i mit visuelle sprog. Men jeg ikke lade mig begrænse af muligheden for at søge andre veje.

Af alle tænkelige grunde synes jeg, det er sjovt at lade lærredet stå åbent og spille en aktiv rolle – lade det stå ufærdigt. Jeg eksperimenterer med, hvor lidt der egentlig skal til, før det er et færdigt billede. Det handler ikke om dovenskab eller om at sparre på mine farver, men en måde at udfordre mig selv og mediet på. Hvor lidt kan et maleri bestå af og stadig være spændende at kigge på? Jeg føler ikke, at jeg nødvendigvis skal male minimalistisk, men jeg kan godt lave et maleri med to prikker og en krusedulle. Samtidig kan jeg også fylde mange elementer ind på et lille format for at finde ud af, om det stadig er spændende. Den eksperimenterende arbejdstilgang fungerer godt for min udvikling som kunstner.