Victor Lindh

om sine favoritsteder i Tokyo

Victor Lindh er medejer af tøjmærket NN07, og hver gang brandet skal designe en ny kollektion, tager han på inspirationstur til Tokyo. Og selv om det dansk-svenske mærke fotograferer sine kampagner i et nyt land hver sæson, får den 41-årige svensker altid mest ud af turene til Tokyo.

Min første rejse til Tokyo var i 2006, da jeg var på inspirationstur med mit daværende arbejde hos sejlertøjmærket Sail Racing. Jeg kunne allerede mærke det særlige ved byen, da vi stod ved bagagebåndet. Der var en afdæmpet stemning i den her store lufthavn, i paskontrollen stod alle i en lige kø, og personalet var meget høfligt. Vi gik rundt i byen i fem dage, og jeg blev enormt inspireret af alt fra måden, produkter var indpakket på, til kvaliteten i materialerne. Jeg havde længe haft en drøm om at starte min egen virksomhed, og jeg tænkte, at jeg måtte bruge alt det her til noget. Og sådan fik jeg idéen til NN07.

På samme tur købte jeg en hvid T-shirt i butikken 45 PRM, som jeg fandt nye detaljer på, da jeg havde vasket den. Det handler om de her små, små ting, som du ikke umiddelbart ser, når du køber produktet. Selv om T-shirten er slidt i dag, så går jeg stadig med den, og jeg smider den aldrig ud, også selv om pasformen bliver umoderne. Det er den slags tøj, jeg gerne vil lave i NN07. Jeg vil møde et menneske i et af vores produkter, som han har lappet sammen, fordi han ikke ville smide det ud.

Min ambition er at være så kritisk over for de produkter, vi laver, at vi hele tiden kan gøre vores design lidt bedre. Ligesom den trestjernede sushirestaurant Sukiyabashi Jiro, hvor den 91-årige ejer, Jiro Ono, stadig træner sin midaldrende søn i at lave sushi, fordi han ikke mener, sønnen er god nok endnu til at overtage stedet. Det er en stor oplevelse at spise der. Indretningen er ikke noget særligt, men det er tydeligt, at al energien er lagt i produktet.

I Tokyo skal man spise på en teppanayaki-restaurant, og især Kobe Hakushu Teppanayaki er fantastisk. Der er ikke meget plads, og bedstemor står stadig i sine hjemmesko og laver kobe på teppanyaki-pladen. Mit bedste råd er at prøve mange forskellige steder, fordi bundniveauet er så højt. Jeg er kun blevet skuffet, når vi har spist running sushi, det er sjovt nok ikke så godt.

Blazer, NN07, 2.199 kr.
Skjorte, NN07, 699 kr.

Det er lige meget, om du kører i taxi, bestiller en drink eller taler med butikspersonalet, så har japanerne en stolthed over deres arbejde, som jeg synes er fascinerende. Jeg kan godt lide at møde mennesker, som har valgt at arbejde med noget, som gør dem glade. Det får dem til at engagere sig lidt ekstra, og det er det engagement, man kan mærke alle steder i Tokyo.

Hvis jeg skulle besøge Tokyo for første gang, ville jeg indlede med at tage ind til hjertet af byen og den store shoppinggade Omotesando i bydelen Shibuya. Her har alle de store luksusmærker deres butikker, og det er, som om de har brugt flere kræfter på butikkerne i Tokyo end deres butikker i resten af verden. Min favoritcafé, Montoak, ligger også i gaden, og der kan jeg sidde i timevis og kigge på de forbipasserende, som virkelig formår at blande stilarter og at eksperimentere. AMI og Maison Margiela har nogle gennemførte butikker her, og så ligger den bedste Beams-butik også i området. Rundt om hjørnet finder man nogle virkelig gode sportsbutikker med bl.a. North Face Purble Laple og Patagonia. I forlængelse af Shibuya kommer Harajuko, som er det bedste vintageområde. Og hvis man interesserer sig for streetwear, så kan du finde den mest fantastiske Supreme-butik og en masse sneakersbutikker. I Aoyama er der et par butikker, som man ikke må misse. Comme des Garcons’ butik er rimelig gammel, og jeg tør ikke tænke på, hvor moderne den var, da de byggede den. Det er vildt, at den stadig virker foran alt andet.

”Da vi byggede vores butik på Gl. Mønt i København, var det mit mål, at den skulle være god nok til at kunne ligge i Tokyo.”

Victor Lindh

Min favorit-multibrandbutik, Super A Market, ligger overfor Kitsuné-caféen i samme område. De forhandler brands som Marni og Sunnei og mixer med japanske mærker som Visvim, Takahiromiyashita The Soloist og N. Hollywood. Der er streetwear lige ved siden af dyre designermærker, og jeg er altid nysgerrig efter, hvad der hænger på næste bøjle. I Aoyama ligger den fede interiørbutik Cibone, der også tilbyder spændende tøjmærker.

Da vi byggede vores butik på Gl. Mønt i København, var det mit mål, at den skulle være god nok til at kunne ligge i Tokyo. Og så skulle den fandeme være god. Fælles for de japanske produkter er, at det føles, som om man begynder med materialet, og så laves designet. Mange af deres ting har en tidløshed, som jeg finder fascinerende. Det kan være alt fra arkitektur til tøj, det bliver bare bedre med tiden. Det bliver aldrig for stort og klumpet i designet. Der er mange gode eksempler på minimalistisk design, men der er lagt så meget kærlighed i processen, at det bliver varmere og får mere dybde end i skandinavisk design, fordi man fornemmer, at de har brugt længere tid på processen.

Der findes mange spændende kunstmuseer og gallerier i Tokyo, men et sted, jeg er særligt glad for, er Hara Museum of Contemporary Art, som ligger lidt gemt i et område primært bestående af kontorbygninger i Shinagawa-bydelen. Det er et intimt rum med en smuk have og permanente udstillinger af kunstnere som Nara Yoshitomo og Tatsuo Miyajima.

Vi bor ofte på Hotel Marriot i Ginza, fordi de har gode senge og stille værelser, hvilket er tiltrængt efter en lang dag i Tokyos gader. I Ginza ligger Dover Street Market, som er vildt inspirerende. Jeg kan godt lide, at butikker ikke er for konceptuelle, og det er som at besøge en ny butik, for hver etage man går op. Og så er personalet et glimrende eksempel på, hvor dedikeret butikspersonalet er i Tokyo. Vi har også været i byen i Tokyo et par gange. En aften ville dørmanden ikke lukke mig ind, fordi jeg havde sandaler på. Jeg pressede lidt på, og det endte med, at han gik væk fra døren. Lidt efter vendte han tilbage med et par falske Adidas-sneakers i størrelse 47 med fire striber på siden. Hvor de her alt for store sko kom fra, ved jeg ikke, men jeg har hverken før eller siden mødt en lige så hjælpsom dørmand.

Når jeg er i Tokyo, bliver jeg altid mindet om, at vi ikke må gå på kompromis, og at vi efter 10 år skal holde fast i vores oprindelige værdier om, at kvaliteten skal være i fokus, og at vi skal arbejde med en stolthed i det, vi laver.

Fra Dossier nr. 4, september 2017.