VIKTOR AXELSEN

om sin mentale styrke

23-årige Viktor Axelsen er verdens bedste badmintonspiller. Når han befinder sig i zonen, er der ingen, der kan slå ham ud af kurs, ikke engang ham selv. Sådan var det ikke, da han var yngre og græd ud på toilettet efter nederlagene. Det har været en lang og hård kamp at nå dertil, hvor han i dag kan sige: ”Min mentale styrke er måske min allerstærkeste.”

JEG VILLE ALTID VINDE, da jeg var barn. Lige meget hvad fanden jeg lavede. Det var aldrig en mulighed at sige: ’O.k., nu spiller vi for sjov.’ Da jeg blev fem år, begyndte jeg at tage med min far i Odense Badmintonklub hver fredag eftermiddag, når han spillede med nogle kammerater. Bagefter plejede vi at spille lidt, og jeg blev fuldstændig bidt af det. Vi boede kun fem minutter fra hallen, så jeg tog derned hver dag efter skole. Det var bare lige ned ad villavejen og så til venstre. Jeg har gået den tur 1.000 gange. Jeg var der indtil aftensmaden og så hurtigt hjem, før jeg tog tilbage igen indtil sengetid. Jeg har brugt helt sindssygt mange timer i hallen. Hvis fritidsordningen skulle på tur, meldte jeg fra og tog ned i klubben i stedet. Jeg fandt næsten altid nogle ældre motionister at spille med, og ellers stod jeg og spillede op ad væggen for mig selv.

Jeg spillede også fodbold, men stoppede efter et par år. Der var for mange, der var ligeglade med, om de vandt eller tabte. Det irriterede mig. Jeg kan huske, at jeg tænkte: ’Kom nu, det kan du altså gøre bedre!’ Derfor havde jeg det bedst, når jeg ikke var afhængig af andre. Jeg elskede følelsen af at stå alene på banen. Det var min skyld, hvis jeg vandt, ligesom det også var min skyld, hvis jeg tabte.

”Flere gange, hvor det ikke har kørt for mig tidligere, er jeg blevet ved med at træne og træne og træne, selv om hverken min krop eller mit hoved har været gearet til det, uden at se i øjnene, at måske var det, jeg havde brug for, en uges ferie. Det har været en af mine vigtigste erfaringer: Tag en pause.”

Viktor Axelsen

Badminton begyndte hurtigt at fylde hele mit liv. I weekenderne kørte min far mig land og rige rundt til turneringer, mens min lillesøster sad på bagsædet med sine hjemmelavede bannere. Da jeg blev otte år, begyndte jeg at spille badminton med dem, der var et par år ældre end mig, og der fik jeg masser af tæsk. Jeg hadede det. Jeg var ligeglad med, om de var fysisk stærkere end mig, for jeg havde slet ikke forståelse for, hvor stor betydning det har i den alder. Jeg græd efter kampene ude på toilettet, når jeg havde tabt. Min far sagde altid, at jeg havde fem minutter til at græde af, og så skulle jeg komme videre.

Jeg kan huske et stævne, hvor jeg tabte en kamp til en fyr, jeg havde slået mange gange før. Bagefter sad jeg og græd hos min mor, og hun sagde: ’Jamen Camilla Martin og Peter Gade taber også nogle gange,’ og jeg kan huske, jeg grådkvalt svarede: ’Jeg er ligeglad med, at de også taber!’ Da jeg blev ældre, stoppede jeg med at græde snot, men så røg der i stedet nogle ketsjere i vredesudbrud.

NÅR JEG KIGGER TILBAGE, kan jeg se, hvor vigtige de år var for mig. De ældre spillere benytter sig af alle mulige små tricks. De vinker en bold ude, der helt tydeligt ikke er det, eller stiller foden foran linjen, så man ikke kan se, om den ramte stregen eller ej. Noget af det første, jeg lærte, var at have respekt for min modstander, men ikke for me-
get. Hvis man går på banen med for meget respekt, er man allerede bagud 5-0. Det er kun blevet endnu vigtigere, i takt med at min karriere har udviklet sig, og jeg har mødt verdens bedste spillere. Det er lige meget, hvor meget han har vundet i sin karriere, for i dag er en ny dag, og jeg skal slå spilleren på banen, ikke navnet.

Jeg begyndte langsomt at spille op med de ældre og vinde en turnering i ny og næ. Men det var først i U15 og U17, at jeg blev decideret bedre end årgangen over mig. I den periode spillede jeg virkelig godt. Da jeg så tog til U19-VM som 17-årig og vandt som den første europæer nogensinde, gik det op for mig, at det kunne drives til noget stort. Men der kom også stigende opmærksomhed på mig. Folk sagde, at jeg ville kunne hamle op med kineserne.

JEG HAR ALTID HAFT et stort ønske om selv at finde vejen. Det har indebåret, at jeg har eksperimenteret med alt muligt inden for særligt kost og fysisk træning, og der har været perioder undervejs, hvor jeg set i bakspejlet må sige, at okay, der gik jeg for langt. Flere gange har jeg trænet over grænsen, så jeg har skadet mig selv, men når jeg gør noget, presser jeg mig selv meget hårdt.

Kort efter at jeg flyttede til København som 17-årig for at blive en del af elitesportsmiljøet, havde jeg en periode, hvor jeg var mega seriøs med kosten, fordi jeg troede, det kunne optimere mig. Jeg blev veganer, altså virkelig 120-procents-veganer. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at følge det. Mine resultater blev dårligere og dårligere hen over et halvt år, men fordi jeg var så stædig, skulle jeg meget langt ud, før jeg selv kunne se det.

Det hele kulminerede, da jeg tabte en semifinale til DM til en, jeg på papiret ikke burde have tabt til. Jeg havde en træner, der sagde til mig, at jeg burde tage på ferie, og jeg endte med at indvillige, selv om jeg ikke helt forstod det dengang. Ved at komme væk kunne jeg se, at jeg ikke længere havde nogen energi. Jeg havde altid elsket at spille og elsket at vinde, men det var, som om min konkurrencelyst var forsvundet, fordi jeg ikke havde energi til at fokusere på det. Jeg droppede at være veganer, og da jeg kom tilbage, var det på et langt bedre spor.

Polo, Le-Fix, 1.000 kr.
Bukser, Le-Fix, 900 kr.

DER ER SÅ MANGE TING, der kan gå galt, og det er kun dig selv, der kan gøre noget ved de små detaljer, der gør den store forskel. Det mentale fylder langt mere, end de fleste anerkender. Tidligere i min karriere kunne jeg blive ekstremt frustreret, når jeg lavede små fejl. Jeg var min egen værste fjende på banen.

For fire år siden blev jeg anbefalet at tage en snak med en mentaltræner. Noget af det første, han pegede på, var, at jeg skulle lære at skeje ud. Jeg skulle give mig selv lov til mere, sagde han. Til at tage en øl, når jeg havde gjort det godt, eller spise kage til fødselsdagen uden at tænke over det. Jeg har altid haft det bedst, når tingene var i bokse. Gør det, spis det, træn der og der, og gå i seng på det her tidspunkt. Men som elitesportsmand bliver den tilgang hurtigt et fokus på alt det, man ikke må. Dét og dét og dét må jeg ikke. Når det ikke kan lade sig gøre pga. omstændighederne, bliver det enormt svært at acceptere. Hvis jeg ikke kunne følge mine planer minutiøst, blev jeg slået ud af den. Jeg blev kort for hovedet og irriteret og i sidste ende dårligere på banen.

Det tog mig lang tid at vænne mig til at løsne op. Men det er ikke uden betydning, for det handler om at overføre samme tilgang til banen. Jeg skulle lære at tage teten selv, så de ydre omstændigheder mistede værdi.

DER ER EN BESTEMT KAMP, der stadig nager mig. Til Japan Open i 2015 var jeg foran 11-3 i tredje sæt mod Lin Dan. Han var mit idol, da jeg var barn. Han var den klart bedste i verden, og jeg fulgte ham altid i fjernsynet. I den her kamp havde jeg spillet vildt godt og var på vej til at slå ham. Men jeg blev for spændt i situationen. Når det sker, får jeg en for stiv arm. Mine bevægelser bliver store og stive. Jeg får svært ved at spille slag fra bagbanen. Det skete her. Jeg fik aldrig tøjlet min spænding igen, gik helt død og endte med at tabe.

Det er ikke altid, man ser de konkrete fremskridt undervejs, men på den lange bane kan man se, hvad det har betydet. Sammen med mit trænerteam har vi været helt nede i detaljerne både på det fysiske, det mentale og det spilmæssige. Jeg har skullet lære at evaluere ordentligt. Tidligere har jeg set kampe som enten en sejr eller et nederlag. Det var enten godt eller skidt, men det er ikke en evaluering at sige: ’Jeg tabte, så det var dårligt.’ Jeg kan godt have spillet godt, men tabt på grund af tre dårlige slag.

Hele mit træningssetup er nøje tilrettelagt. Jeg har lært at flytte fokus til de små processer i træningen frem for resultatet. Jeg har altid gerne villet vinde VM, så vi spurgte, hvordan bliver jeg bedre, for jeg skal blive bedre, hvis jeg skal vinde VM. Fordi jeg er meget høj, kommer mine slag nemt til at blive langsomme og hårde, men de skal gerne være hurtige og eksplosive, så jeg kan lave bedre variationer i mine angreb og gøre det sværere og mere uforudsigeligt for modstanderen at time sin angrebshånd. Jeg bliver mere eksplosiv ved at have stærkere baglår, så det satte jeg som mål sammen med min amerikanske styrketræner Sean Casey. I hallen har min træner Kenneth Jonassen og jeg så haft som mål, at jeg skal stå dybere i benene i defensiven.

Hver dag evaluerer jeg med Jonassen og cirka hver anden dag med Casey. Det er svært at måle fremskridtet konkret på det her niveau, hvor udviklingen er minimal, så det handler i sidste ende om, at jeg kan udtrykke og formidle min egen følelse bedst muligt. Det handler om at føre det fra styrkelokalet ind på banen, så det i sidste ende bliver så intuitivt, at det ikke tager mentalt fokus, når det virkelig gælder.

JEG VED IKKE HELT, om jeg tror på det her med de berømte 10.000 timer. Det er klart, at man når langt med repetition, men det mest afgørende er at have det rette mind-set til hele tiden at arbejde hårdere og stille sig selv de rigtige spørgsmål, så man udvikler sig selv bedst.

Det kommer i høj grad af at være ærlig over for sig selv. Flere gange, hvor det ikke har kørt for mig tidligere, er jeg blevet ved med at træne og træne og træne, selv om hverken min krop eller mit hoved har været gearet til det, uden at se i øjnene, at måske var det, jeg havde brug for, en uges ferie. Det har været en af mine vigtigste erfaringer: Tag en pause.

I slutningen af maj i år var jeg til Sudirman Cup i Australien med landsholdet, hvor vi tabte gruppen. Bagefter valgte jeg at tage til Kina og træne efterfølgende, men jeg kunne mærke, at jeg ikke var det rigtige sted mentalt. Min tålmodighed var væk, og jeg var begyndt at træffe nemme beslutninger. Jeg ville afgøre boldene alt for hurtigt og tænkte kortsigtet frem for langsigtet.

”Det er en metode, jeg tit benytter mig af, fordi det bryder kampen ned i et langt mere overskueligt interval og fratager spændingen fra det store resultat. To ud af tre. Der ligger meget i det. Det er både en accept af den foregående fejl, for det er ikke nødvendigt at vinde alle bolde, og en abstraktion fra fejlen, fordi det sætter fokus på den næste vigtige duel.”

Viktor Axelsen

Man kan ikke undgå at få perioder, hvor både ens krop og knold har brug for en pause, men det står og falder med, om man er ærlig nok over for sig selv til at kunne erkende det. Jeg tog beslutningen om at skulle hjem. Hvis jeg var blevet ved, havde jeg forsøgt at tære på nogle ressourcer, jeg ikke havde, og kørt mig selv ned. I stedet rejste jeg til Frankrig med min søster og nogle af mine bedste venner. Jeg trænede fysisk, men jeg spillede ikke badminton, og vigtigst af alt havde jeg tankerne på alt muligt andet end at konkurrere. Jeg skulle heller ikke tænke på at træne på bestemte tidspunkter.

Efter en lille uge i Frankrig begyndte lysten at komme. Badminton sidder så dybt i mig, at når jeg er væk, bliver min indre badmintonkonto tømt. Jeg er simpelthen blevet afhængig af endorfinerne ved at spille. Efter et par dage yderligere ville jeg bare tilbage. Jeg havde mega lyst til at konkurrere og spile en stor turnering igen.

Da jeg kom hjem, var jeg i mental topform. Jeg kunne aflæse det direkte. Jeg havde fundet en indre ro igen og traf alle de rigtige beslutninger. Mit liv handler om badminton. Nogle gange er det bare nødvendigt at tage helt væk for at kunne komme stærkt tilbage.

Viktor Axelsen har i det seneste halvandet år blandt andet vundet VM-turneringen for landshold, Thomas Cup (maj 2016), OL-bronze i Rio legene (august 2016) og VM-guld i Glasgow (august 2017). Han blev i september i år også nummer et på verdensranglisten i herresingle.

TIL DE STORE TURNERINGER forbereder jeg mig i op til otte uger, hvor jeg ikke har fokus på noget som helst andet. Det betyder, at jeg får fuldt fokus, når først jeg træder ind i turneringen. Jeg kan ligefrem mærke det. Mine sanser er enormt skærpede. Jeg er et sted både mentalt og fysisk, hvor jeg bevæger mig og træffer valg med overskud. Det handler om at befinde sig i zonen uden at være sig bevidst, at man skal finde derind. Det skal komme af sig selv, for jo mere man prøver at komme i zonen, jo sværere er det. Det er ligesom, hvis jeg siger ’ikke tænke på en rød elefant’, så tænker du på en rød elefant. Det skal være en naturlig overgang, hvor du kan mærke, hvor vigtigt det her er for dig, og så træder du ind i et rum, hvor alt det, du har trænet i årevis, kommer intuitivt. I dag er min mentale styrke måske min allerstærkeste.

Første gang, jeg for alvor oplevede, hvordan det hele flaskede sig, var i bronzekampen til OL i 2016, hvor jeg igen stod over for Lin Dan. Stillingen var 17-17 i tredje sæt, og Lin Dan havde vundet alle store finaler, der overhovedet findes. Alene det er en tanke, man kan blive slået ud af. For mig er zonen at være så meget i sin egen kamp, at intet andet har betydning, mens det står på. Når jeg træder ind i zonen, har jeg kun fokus på næste duel. Det betyder ikke, at jeg ikke registrerer andre ting. Når folk råber mit navn under kampene, hører jeg det, men jeg registrerer det et sted i mit hoved, hvor det giver mig opbakning, uden at det tager fokus. Det samme, når jeg er til kampe mod kinesiske modstandere, og lægterne er fyldt med kinesiske fans, der hepper mod mig. Jeg registrerer det, men det rører mig ikke. I den her kamp var jeg ikke andre steder mentalt end på banen i den enkelte duel. Derfor har jeg nu en OL-bronzemedalje.

”Det tog mig lang tid at vænne mig til at løsne op. Men det er ikke uden betydning, for det handler om at overføre samme tilgang til banen. Jeg skulle lære at tage teten selv, så de ydre omstændigheder mistede værdi.”

Viktor Axelsen

TIL VM-FINALEN I ÅR stod jeg igen over for Lin Dan. Denne gang med en bevidsthed om, at jeg kunne slå ham, når det virkelig gjaldt. Men da jeg førte 18-11 i afgørende sæt, kunne jeg pludselig mærke, at spændingen sneg sig ind på mig. Uanset hvor meget jeg prøvede at slappe af, spændte jeg stadig op. Come on, jeg var ved at vinde mit første VM! Det var ikke sådan, at jeg så mig selv med VM-medaljen om halsen i mit hoved, men jeg havde en følelse af, at der var noget kæmpestort på spil, der var ved at gå i opfyldelse. Min puls steg. Der kom sommerfugle i maven. Det var alt for tidligt, for der skulle stadig spilles badminton.

Først fik han et hurtigt point, og så skød jeg selv en uden for linjen. Tidligere ville det have gået mig på. Det kunne måske have kostet mig sejren. Men i stedet for at fokusere på hele kampen sagde jeg til mig selv: to ud af tre. Hvis jeg kunne vinde de to næste bolde, havde jeg vundet to ud af tre. Det er en metode, jeg tit benytter mig af, fordi det bryder kampen ned i et langt mere overskueligt interval og fratager spændingen fra det store resultat. To ud af tre. Der ligger meget i det. Det er både en accept af den foregående fejl, for det er ikke nødvendigt at vinde alle bolde, og en abstraktion fra fejlen, fordi det sætter fokus på den næste vigtige duel. Hvis jeg så taber den næste duel også, siger jeg det igen. To ud af tre. Det er en illusion, men for enden af det lille interval ligger en mindre mental sejr i den store kamp. Det, jeg har arbejdet allerhårdest på i min karriere, er at sige, at nu er det en ny duel, og så er det 100 procent den, jeg fokuserer på. Jeg kan ikke ændre den fejl, jeg lige har lavet, men jeg kan spille næste bold godt. Hvis jeg lægger for meget i den tabte bold, taber jeg måske de tre eller fire næste bolde, frem for bare at tabe den ene. Når jeg er i zonen, slipper jeg fejlen fri fra tankerne.

Den næste bold var jeg heldig at få på en netkant. Herefter fik han point igen, før jeg smashede den i gulvet. Så var der matchbold. Fordi jeg er så meget i zonen, kan jeg aldrig rigtig huske, hvad der sker, fra jeg får min matchbold, til jeg står med medaljen om halsen. Når jeg ser det efterfølgende, kan jeg stort set ikke genkalde mig følelserne. Det er bare … Jeg bliver så glad og så lettet. Jeg bliver lettet for presset på en måde, der gør, at jeg næsten ikke tænker noget. Jeg har ligget i hård træning i op til otte uger før sådan en turnering. Det er ikke bare fysisk, men også mentalt hårdt, for man stiller sig selv spørgsmål hele tiden. Er jeg det rigtige sted? Hvordan kommer jeg til at klare det? Hvor gode er de andre? Det er umuligt ikke at tænke på. Når man så vinder, er det bare en stor forløsning, der siver gennem hele kroppen. Det der med at føle sig 10 kilo lettere er ikke bare noget, man siger, det føles virkelig sådan.

Alle spørger efterfølgende, om det er gået op for en, at man har vundet. Altså det går op for en, at man har vundet, lige når man vinder. Men jeg tror måske, at vigtigheden og storheden af ens præstation først går op for en meget senere. Det tror jeg først, man kan rumme, når man er færdig med sin karriere og kigger tilbage, for som elitesportsmand handler alting om at kigge frem mod næste turnering. Men det betyder jo ikke, at jeg ikke er opmærksom på, at det er det største resultat i min karriere.

Fra Dossier nr. 5, november 2017.