Cecilia Fiona

Kunstner, bachelor i kunsthistorie, 24 år.

Der er tre ting, der går igen i Cecilia Fionas farverige, fantasifulde malerier. De foregår ofte i en mytisk verden, hvor grænserne mellem drøm og virkelighed og mennesker og dyr er flydende. Der er ofte mange monstrøse skabninger gemt i malerierne. Og så er der ofte en skabelsesberetningsagtig fortælling om liv og død, om transformation og genopstandelse. “Mange skabelsesberetninger beskriver tilblivelsen af kosmos som en proces fra kaos mod orden. Orden og stabilitet bliver det gode, vi gerne vil hen mod, mens kaos bliver associeret som det onde, det dårlige, den verden, vi vil væk fra. Det synes jeg er en skam, for med kaos kommer muligheden for kontinuerlig forandring og for at nye verdensbilleder kan opstå,” siger Cecilia Fiona.

Malerierne af den 24-årige kunstner kan ses til vinter på À mon avis og et af dem er en del af Bricks Gallery’s vinterudstilling, andre er en del af den schweiziske kunstsamler Rolf Staubs samling, og i sommer inviterede kunstsamleren og kuratoren Jeppe B. Fals hende til at lave en solo-udstilling i Grand Teatret. Lige nu hænger de fleste af de værker, der endnu ikke er blevet solgt, rundt omkring i Cecilia Fionas kombinerede atelier og stue i hendes lejlighed i Københavns Nordvest-kvarter. Det er en opgradering, for indtil for få måneder siden stod de i hendes 14 kvadratmeter store soveværelse. Cecilia Fiona lejede det andet værelse ud, og hun malede, sov og levede i det lille værelse. “Det var lidt en udfordring i sommer, hvor jeg lavede værker på 2 x 2 meter inde på værelset, og det var lidt Tetris-agtigt at få det hele til at passe ind. Det var til en gruppeudstilling med Emil Krog og Sofie Burgaard i Reventlow-Museets 450 meter store gamle ridehus på Lolland, så det krævede kæmpestore værker,” fortæller hun.

Heldigvis maler Cecilia Fiona ikke med olie, men med harelim og pigmenter, så det var ikke decideret sundhedsskadeligt. Hun glæder sig alligevel over endelig at have fået et atelier, hun ikke også sover i, men lettelsen er blandet med en vis nervøsitet. “At få et rigtigt atelier er at sige: Okay nu gør jeg det her 100%, nu tror jeg på det og kaster mig ud i det i frit fald. Og så må det briste eller bære. Det er nervepirrende, når fremtiden er usikker, men det er den jo altid. Men det er også den usikkerhed, der gør livet spændende. Jeg prøver bare at huske mig selv på, at alting hele tiden forandrer sig. Både til det værre og til det bedre.”

Nok er Cecilia Fiona kun 24 år, men det betyder ikke, at malerkunsten er hendes første karriere. Hun er nemlig allerede gået på pension fra sin første, som illustrator af børnebøger og en roman. “Det er lidt en karriere, jeg har lagt bag mig. Det hører min ungdom til,” fortæller Cecilia Fiona med et lille grin.

Hun tegnede meget som barn, men stoppede som teenager. Det var hendes mormor, børnebogsforfatteren Birgit Strandbygaard, ked af, så hun spurgte sit barnebarn, om ikke hun ville illustrere en af hendes børnebøger. En blev til flere, og i løbet af to-tre år – fra Cecilia Fiona var 15 til knap 18 – illustrerede hun en lang række bøger. Illustratorarbejdet genoplivede Cecilia Fionas kærlighed til kreativiteten, men det begyndte hurtigt at føles som en spændetrøje. “Når man illustrerer, skal man jo følge teksten og lave noget, der passer til den fortælling, der allerede er der, og det var jeg ikke så god til. Jeg fik tit kritik for at digte videre og lave noget, der gik ud over fortællingen,” siger Cecilia Fiona. “Så jeg stoppede med at illustrere bøger, og for tre år siden begyndte jeg at male, så jeg selv kan skabe fortællingen helt fra bunden. Og det har jeg gjort lige siden.”

Til at starte med søgte Cecilia Fiona ind på Kunstakademiet, men da hun ikke kom ind, begyndte hun at læse kunsthistorie i stedet, dels for at lære noget om sit felt og dels for at have en sikkerhed og en uddannelse at falde tilbage på. Cecilia Fiona blev ved med at male mens hun studerede. I sommer afsluttede hun sin bachelor på Kunsthistorie efter tre års studier, stadig uden at være kommet ind på Kunstakademiet. Til gengæld har hun nu en karriere som kunstmaler. “Jo flere afslag jeg har fået, jo mere har jeg kæmpet for at få det til at lykkedes og for at stå ved det, jeg selv synes er fedt. Jeg har lært af afslagene, for når man får et afslag på noget, man gerne vil, og som man har en forestilling om er ens store drøm, så må man vende blikket indad og spørge, hvorfor man gør det og hvorfor det er vigtigt,” siger Cecilia Fiona.

Tingene begyndte for alvor at rykke i vinter. Først blev hun kontaktet af Galleri Kant, som gerne ville udstille hendes værker på deres faste sommerudstilling på Fanø. Så inviterede Jeppe B. Fals hende til at lave soloudstillingen til Grand Teatret. Så blev hun kontaktet af en kunstsamler fra Schweiz, der købte et stort værk og fik det transporteret til sin samling. Og så begyndte forskellige gallerier og magasiner herunder ArtMaze Mag, der gerne ville vise hendes kunst, at kontakte hende. “Det var første gang, jeg havde følelsen af, at det her kommer til at lykkedes. Der var pludselig nogle mennesker inde fra kunstverdenen, som har forstand på kunst, der kontaktede mig,” fortæller Cecilia Fiona.

De fleste kunstsamlere, galerister og kunstmagasiner fandt frem til hende via hendes Instagram-profil. Mens unge kunstnere tidligere var afhængige af at få plads i et udstillingsvindue, så kan de i dag skabe deres eget på sociale medier. “Kunstnerne har fået mere magt, for det er nemmere at komme ud til folk, tage tingene i egen hånd og skabe sin egen karriere nu.”

Siden Cecilia Fiona i sommer afsluttede sine studier, har hun malet fuldtid. Hun maler bedst om formiddagen, hvor lyset er allerbedst i hendes atelier. “Jeg bor i mit atelier, og det betyder, at jeg stort set aldrig holder fri, for jeg føler aldrig helt, at jeg har malet eller gjort eller udrettet nok,” siger Cecilia Fiona.

For tiden er hun meget optaget af myten om Ishtar fra det gamle Mesopotamien, der som, Cecilia Fiona fortæller “er en kaos-skaber, gudinde for både krig og frugtbarhed, og som forbinder død og liv i det samme nu.”

Det kaos er nemlig en stor del af den proces, Cecilia Fiona er en del af, især fordi hun maler med harelim. “At begynde på et maleri er for mig at kaste mig ud i kaos. Jeg aner ikke, hvad der kommer til at ske. Om det bliver en succes, om det mislykkes. Det gør det tit, og så må jeg starte forfra. Der er det, der er det mest angstprovokerende ved at male med harelimen, at man ikke kan male sine fejl over som med akryl eller olie. Hvis man maler noget, man ikke er tilfreds med, så må man starte forfra. Og med det mener jeg helt forfra. Ud på badeværelset og vaske billedet ned med varmt vand så limen opløses.”

Det bliver ofte sent, før Cecilie Fiona lægger malerbørsten fra sig, for hun har ikke længere nogen roomie, nogen kæreste eller de faste rammer for hverdagen, som studiet gav. Det hele flyder lidt sammen, som i hendes malerier. Og ligesom i hendes malerier er verden i bevægelse, altid foranderlig og aldrig statisk. “Alle de faste ting er blevet sprængt i stumper og stykker. Jeg prøver at acceptere, at der aldrig er noget, der er stabilt, men at vi hele tiden befinder os i et kaos, og at det er okay. Måske er det faktisk godt, at verden forandrer sig, for det gør, at der er nye ting, der kan opstå. Nu er der mulighed for, at der kan ske noget nyt.”