Jonas Kærup Hjort

om at lave sin første spillefilm

Jonas Kærup Hjort vandt FilmFyns Talentpris i 2017 og tre priser ved Ekko Shortlist Awards i 2018 med kortfilmen ’Om en Måned’, der var hans afgangsfilm fra Filmskolen. Siden har han brugt al sin tid på at skrive, instruere og klippe sin første spillefilm, ’Den Næstsidste’, der er nomineret til hovedprisen ved årets udgave af filmfestivalen CPH:PIX. Filmen er 38-årige Hjorts fortælling om at bryde ud af det fangenskab af angst og tvangstanker, han selv befandt sig i i mange år.

Som barn led jeg i en lang periode af tvangstanker. Når jeg drejede hovedet den ene vej, skulle jeg også vende det til den anden side. Jeg skulle lukke døren et vis antal gange. Sådanne ting. Med tiden er jeg vokset fra de værste af den slags tanker, men det har resulteret i, at mine sanser er hypersensible. Det føles som om, at jeg altid er overstimuleret. At tage i storcentre er ofte ekstremt krævende for mig, fordi jeg opsnapper alt omkring mig. I mange år følte jeg mig indespærret i mine egne følelser og kæmpede med at bryde ud af fangenskabet. Den kamp blev startskuddet til min første spillefilm. 

Jeg har tit tænkt over, hvorfor der er så mange mennesker, som lider af angst. Man kalder det en folkesygdom. Jeg tænkte: Måske angst i virkeligheden bare er et eksistentielt levevilkår for os mennesker? I tidernes morgen var det livsnødvendigt at kunne mærke angst, hvis et rovdyr gik til angreb. Angsten er en rest derfra, som vi skal lære at leve med. Filmen handler om en vandaflæser, der ankommer til et gigantisk boligkompleks, som han ikke kan slippe ud af igen. Jeg ønsker at give publikum oplevelsen af, at være indespærret i sine egne følelser.

Da Jonas Kærup Hjort var i starten af 20’erne troede han, at han skulle være skuespiller ligesom sin storesøster, men når han stod på undergrundsteatrenes scener, var han mere optaget af iscenesættelsen af fortællingen. På lyset og lyden. Og sådan endte han med at instruere teaterforestillingerne i stedet for. ”I længden følte jeg mig dog klemt inde i den sorte teaterboks, det var svært at bevæge mig i rummet. Derfor var det utroligt frigørende, da jeg så begyndte at lave små kortfilm med et kamera ude i den virkelige verden. Her var der langt større fleksibilitet til at fortælle mine historier. Men det var faktisk først, da jeg i slutningen af mit studie, begyndte at kombinere det surrealistiske fra det absurde teater med filmens bevægelighed, at det hele faldt på plads. Det klikkede bare, og jeg genfandt glæden ved at lave film.”

Jeg kan godt lide at kigge på de elementer, vi mennesker består af. De forskellige karakterer i ’Den Næstsidste’ er ikke mennesker, de er projektioner af de følelser, vi alle sammen rummer. Jeg zoomer ind på de enkelte elementer og forstørrer dem op, så man kan røre ved dem og tydeligt se, hvordan følelsen af for eksempel jalousi ser ud. Jeg skærer alt andet væk. I filmen er der ingen hverdagsagtige elementer. Ingen mad, sofa eller fjernsyn. De enkelte tilstande får plads til at stå helt rene og uforstyrrede. Jeg kan godt lide at skrælle alle de følelser, vi normalt pakker ind, helt fri. Vi behøver ikke være så bange for dem. De er en del af os.

Det var mit udgangspunkt. Men jeg vidste ikke mere end det, da jeg besluttede, at jeg ville gøre tankerne til en spillefilm. Jeg gik på jagt efter, hvad filmen kunne indeholde. En af mine undervisere på filmskolen beskrev det engang på denne måde: Du går hen over en mark, og så falder du over noget, som du synes ligner et øre. Du graver lidt og tænker, at det må være et hundeøre. Da du graver videre, kan du se, at det må være en ulv, men så ser du, at hovedet er kæmpestort. Det må være et æsel, tænker du. Men da du har gravet det helt frit, kan du se, at det er en elefant. Det er et virkelig fint billede på min egen proces. Jeg indsamler alt, der fascinerer mig. Det kan være fotografier, malerier og litteratur. Eller situationer, jeg selv har oplevet.

Jeg starter ud med ekstremt meget materiale, som ikke nødvendigvis har en rød tråd, men jeg kender mit udgangspunkt. I det her tilfælde: at fortælle om det at være indespærret i sine egne følelser. Jeg ser mig selv som en kollagemager, der sætter sammen og vælger fra. Derefter bliver jeg konkret i karaktererne. Jeg skriver, hvad de gør og siger. Jeg skriver ikke kronologisk, jeg begynder med alle mine favoritscener. Mit mål er altid at lave en film fyldt med yndlingsscener. En film uden pligtscener, man må igennem for at komme videre i fortællingen. Sådan er meget dramaturgi. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde opnår det, men det er et godt ambitionsniveau, synes jeg.

Det tog mig et halvt år at finde den rigtige location til filmen. Jeg fandt frem til et tomt vandreservoir, der var fredet, så Københavns Kommune ikke måtte renovere det, selvom det var lækket. Da jeg trådte ned i tanken, tænkte jeg: ”Det er det, jeg har ledt efter.” Det var ét gigantisk rum fyldt med barokke søljer, som holdt loftet oppe. Vi havde kun råd til at bygge 10 vægstykker. Da de var svære at flytte på, kunne vi kun flytte på dem et vis antal gange. Det betød, at vi skulle optage alle scener, i hvert rum, på én gang. Når vi gik videre til det næste rum, kunne vi aldrig gå tilbage. Rummene skulle være mindre og mindre, så vi skar vægstykkerne ned, og til sidst lå der kun en bunke pindebrænde tilbage. Vi skulle skabe vores egen verden. Det er ikke Danmark anno 2021 eller 1921 – det er billeder noget og ikke af noget.

’Den Næstsidste’ er nomineret til at vinde hovedprisen, ’The Crystal Ball’, under CPH:PIX, der løber af stablen 10.-14. november. Filmen kan ses i landets biografer fra torsdag 25. november.

Vi har lavet filmen ud fra det koncept, man kalder ‘shot-by-shot’, som betyder, at man ikke dækker sig ind med en masse billeder af en scene, der så klippes sammen bagefter. Man optager mere eller mindre hver scene i ‘one-take’. 90 procent af filmen er optaget sådan. Der er meget få scener, hvor vi krydsklipper. Det vil sige, at vi havde forberedt, hvordan alle scener skulle være, inden vi gik på optagelse. Det kommer fra min teaterbaggrund, hvor jeg har lært at iscenesætte fortællingen i ét billede. Samtidig vil jeg ikke give publikum mulighed for at blinke. Man siger, at hver gang man klipper i en film, blinker publikum, og i det splitsekund, bliver de hevet en lille smule ud af filmen. Det er sjældent noget, man selv lægger mærke til. Men jeg ønsker at fastholde seeren i den samme tilstand, som hovedpersonen befinder sig i. Lukket inde, med drømmen om at bryde ud.