SIGRID BENEDIKTE STRØYER

Ejer af SORT BLAEK, 39 år

Sigrid Benedikte Strøyer befinder sig i et særligt flow, når hun arbejder. Hun er indehaver af tatovørsalonen SORT BLAEK på Nørrebro, og når hun sidder og tegner og tatoverer de artiskokker, muslingeskaller, planteblade, konkylier, kranier og dyrehoveder i fine linjer, som hun er blevet kendt for, sker det helt af sig selv. Næsten hver dag sidder hun foroverbøjet over endnu en kropsdel, som hun er ved at udsmykke med endnu et kunstværk i ja, sort blæk. Og imens fortaber hun sig så fuldkommen i tatoveringen, i samtalen og i huden, at kaffen bliver kold og årene går som sekunder. “Jeg arbejder langt mere end 37 timer om ugen, det er der ingen tvivl om, men det føles ikke voldsomt eller stressende, fordi jeg bare sidder og snakker med folk, mens jeg koncentrerer mig om at være kreativ. Jeg forsvinder så fuldkommen, at kaffen tit bliver iskold, inden jeg får den drukket. Det oplever jeg flere gange dagligt. Det eneste, der er frustrerende ved det er, at tiden går så hurtigt og årene flyver afsted, mens jeg sidder dybt begravet i mit arbejde,” fortæller Sigrid Benedikte Strøyer.

Hun åbnede SORT BLAEK for ti år siden og blev hurtigt kendt for sine sirlige, detaljerige tatoveringer i vegansk blæk, som ofte afbilleder flora og fauna. Sigrid Benedikte Strøyers tatoveringer har mere til fælles med en grafikers illustrationer, en kunstners forsøg på fange naturens skønhed i skitser eller en særdeles stilig bog om botanik end med old school-tatoveringer. Alligevel vægrer Sigrid Benedikte Strøyer sig ved at kalde sig selv tattoo artist, som mange tatovører ellers gør. “Det er et håndværk, eller måske et kunsthåndværk. Jeg har svært ved at sige, at jeg er kunstner,” siger hun. “Men det hele handler om at tegne. Du får en anden føling med din tatovering og dit arbejde, hvis du tegner i hånden. Det er også det første, jeg kigger efter, når jeg skal finde nye elever. Folk skal have et eller andet kunstnerisk i sig, de skal være interesserede i at tegne i hånden – jeg var engang nødt til at fyre en assistent, fordi hun kun kunne tegne på iPad – og de skal være drevet af kreativitet, ikke af, at de synes, det er sejt at være tatovør.”

“Jeg har aldrig ville have børn. Jeg har en kæmpe frihedstrang, jeg har lyst til at arbejde og rejse meget, og det vil koste for meget på min personlige frihed at have børn. Derfor er jeg blevet steriliseret, og det er der mange, der er forargede over, men det er heldigvis mit valg,” fortæller Sigrid Benedikte Strøyer. Hun bor med sin kæreste Jesper og hans to børn, som hun elsker til skyerne.

For Sigrid Benedikte Strøyer startede interessen for at tegne som barn, og den kom, fordi hun kedede sig. “Jeg er enebarn, men ikke på den forkælede måde. Jeg skulle underholde mig selv, så jeg sad og lavede tegninger. Jeg tegnede knæskaller og ansigter i profil, mens de andre børn bare tegnede sådan nogle runde ansigter,” fortæller Sigrid Benedikte Strøyer. Hun kom på Den Fri Ungdomsuddannelse, hvor hun fik bekræftet, at hun havde talent for at tegne, men også, at det nok var for usikker en levevej for hende. Sigrid Benedikte Strøyer var meget følsom og havde perioder, hvor hun var så nedtrykt, at hun ikke kunne arbejde, så hun turde ikke satse på at kunne leve af sin kunst. I stedet gik hun videre på gymnasiet og på universitetet, og drømmen om at blive kunster blev erstattet med drømmen om at drive det til noget stort i kommunikationsbranchen. Hun fik sit drømmejob i Dansk Journalistforbund, men det viste sig ikke at give hende den start på karrieren, hun havde håbet på. “Jeg endte i en metoo-sag, kom på forsiden af journalistforbundets fagblad, og en stor del af ledelsen i forbundet røg,” fortæller Strøyer. 

Metoo-sagen kostede imidlertid ikke kun journalistforbundet en del af sin ledelse, men også Sigrid Benedikte Strøyers karriere i kommunikationsbranchen. Det vidste hun godt, at den ville. Hun valgte at stå frem, fordi hun vidste, at hun ikke kunne eller ville blive i en branche, der havde vist sig at være barskere og mindre meningsfuld, end hun havde troet. “Jeg følte ikke, at jeg havde noget valg. Jeg var ret skrøbelig, og jeg følte, jeg ville gå i stykker, hvis jeg blev,” siger Sigrid Benedikte Strøyer, der siden fandt ud af, at hun havde impuls- og adfærdsforstyrrelsen ADHD, som kan resultere i depression, hvis den ikke behandles. 

På nogle venners opfordring var hun begyndt at tegne igen, da hun var i gang med sin kandidat, og mens hun skrev speciale, gik hun i lære som tatovør. Det betød, at hun havde en plan B, da hun valgte at vende kommunikationsbranchen ryggen. “Det var sindssygt angstprovokerende, selvom jeg havde sparet op til et års husleje. Men lynhurtigt tjente jeg det samme, som jeg gjorde som kommunikationsrådgiver, og jeg arbejdede på en anden måde, hvor jeg ikke havde nogen chef og ikke havde ondt i maven,” fortæller hun. Måske fordi hun var martret af sin tid i kommunikationsbranchen valgte Sigrid Benedikte Strøyer at etablere sit eget studie, så hun ikke skulle leje sig ind i en etableret tatovørsalon, hvor nye tatovører skal arbejde sig op gennem hierarkiet og betale en stor procentdel af deres indtjening til tatovørsalonens indehaver. “Når du starter som elev er du ofte butikkens lille bitch. Du skal gøre alt det, de andre ikke gider, i lang tid, før du selv får lov til at tatovere. Det var slet ikke mig,” siger Sigrid Benedikte Strøyer.

I stedet lejede hun sine egne lokaler tæt på sin lejlighed på Nørrebro, hun indkøbte sit eget udstyr og fik selv styr på al den formalia og lovgivning, der er ved at have en tatovørsalon. I dag, ti år efter, er SORT BLAEK ikke bare hendes tatovørsalon, men også hendes familie. Hendes elever betaler selv for deres husleje og maskiner i stedet for at betale procenter til Sigrid, og de er så tætte, at en af hendes tidligere elever forleden valgte at fri til sin kæreste – en anden elev, som han havde mødt i salonen – foran Sigrid Benedikte Strøyer.

En stor del af kundekredsen føles også som familie, eller i al fald som venner. Til at starte med var det Sigrid Benedikte Strøyers kunder venner og bekendte, som fik billige tatoveringer, mens hun øvede sig. Så begyndte deres venner og bekendte, som havde set de første tatoveringer, at komme forbi Ahornsgade. I dag kommer en del af Sigrid Benedikte Strøyers kunder fra Instagram, men hun har også opbygget et solidt stampublikum. Det betyder, at der ofte er op til et halvt års ventetid til at komme på briksen – eller i skriftestolen, som nogle af hendes stamkunder kalder det – hos hende. “Der er nogle tatovører, der bare tager hørebøffer på og ikke gider at snakke, men for mig er mødet med kunden det bedste ved at tatovere. Jeg snakker utroligt meget med mine kunder, og det bliver tit ret privat. Der er nogle, der bruger det som en skriftestol og kalder det terapi,” fortæller Sigrid Benedikte Strøyer.

“Der er kæmpe forskel på hud. Den ældste, jeg har tatoveret, var 80, og der er huden som pergamentpapir. Andre kommer ind med sådan noget helt ungt, spændstigt hud, som bare tager imod blækket, det er den lækreste følelse, som at køre på rulleskøjter på glat asfalt. Og så er der folk, som har lækker hud på lårene, men helt død hud på ribbenene. Det er en videnskab i sig selv, og det skal man respektere som tatovør.”

Det er langt fra altid, at tatoveringerne eller deres motiv hænger sammen med en stor livsbegivenhed – ifølge Sigrid vil halvdelen af hendes kunder have en tatovering, der betyder noget, mens resten bare gør det for sjov – men nogle af kunderne kommer i sorg eller i eufori. Sigrid Benedikte Strøyer har haft kunder, der har mistet et barn, en forælder eller en bekendt i en al for tidlig alder, og andre, som har fået et barn, er blevet friet til eller har ønsket at markere en forfremmelse. Uanset om besøget er foranlediget af en livsbegivenhed eller ej, så har Sigrid Benedikte Strøyers oprigtige interesse og ærlige svar på personlige spørgsmål det med at lede til dybfølte samtaler, der sætter sig i hukommelsen – og i huden. “Nogle gange kommer der folk ind, som jeg ikke kan huske, at jeg allerede har tatoveret, men når jeg ser den tatovering, jeg har lavet, kan jeg huske det hele. Min hukommelse sidder meget i motivet,” fortæller Sigrid Benedikte Strøyer. “Det er en enorm gave, at folk kommer til mig med deres livshistorier. Jeg får lov til at komme ind under huden på folk, både i overført og bogstavelig betydning. Jeg sidder i huden på dem, og deres historier sider i huden på mig.”