Carl Krull

om at udvikle sig som kunstner

Begge mine forældre er billedkunstnere. Min mor er polsk, og min far er fra Danmark. De mødte hinanden på kunstakademiet i Polen, som jeg også er uddannet fra. Jeg har altid været omgivet af kunst. De fleste stopper med at tegne, når det går op for dem, at voksne ikke tegner, men det var ikke tilfældet med mig. Når man i skolen fortalte om, hvad ens forældre lavede, så sagde jeg altid: ”De leger bare”. Jeg kunne ikke omsætte det at være kunstner til en profession. Min mor syntes ikke, at jeg skulle være kunstner – det ville blive for svært et liv. Men da jeg i teenageårene lavede et portræt af min daværende kæreste, blødte min mor op. Hun var virkelig begejstret.

Kunstakademiet i Polen er en oldschool uddannelse, hvor man skal igennem alle de klassiske fag som malerier, skulpturer, tegning, filosofi, anatomi … Et sted, hvor en model kunne sidde i den samme stilling i flere uger, og man ikke skulle lave andet end at male og tegne ham eller hende, indtil man kunne stillingen i blinde. Det passede ikke altid til min tålmodighed, jeg var meget dynamisk og endte ofte med at tegne modellen fra utallige vinkler.

I tilblivelsen af en tegning laver man en kontur, et omrids eller en silhuet. Stregen fungerer som en grænse mellem forgrunden og baggrunden. Den skaber en adskillelse, og definerer hvad der er massivt og hvad der er tomrum. I lang tid tegnede jeg på den måde. Og jeg elsker at tegne, og den intensitet der er i at tegne hver enkelt streg. Men det begyndte langsomt at frustrere mig, at skraveringerne i baggrunden, som fremhæver kompositionen, blot blev en slags fyld. Jeg måtte finde en måde at forene forgrund og baggrund på.

“I mit arbejde er grænserne mellem skulptur, tegning og maleri opløst. Det jeg leder efter, ligger ikke inden for deres respektive rammer, men i grænselandet mellem dem. Et nyt territorium opstår, når grænser viskes ud, og jeg bryder med at trække rumligheden ud af det to-dimensionnelle lærred,” siger Carl Krull.

De seismiske tegninger, som jeg kalder dem, er et hav af streger, der ligger lige i halen på hinanden. Lag på lag. Når der kommer en lille fluktuation i stregen, bliver den samlet op af den næste streg, som forstærker eller tæmmer fluktuationen, og det fortsætter derudad i en bølgegang. Til sidst fremstår tegningen skulpturel og tredimensionel, det giver motiverne et præg, der minder om naturfænomener, man finder i træers årringe, aflejringer og drypstenshuler. Jeg fandt min seismiske metode på en roadtrip i USA med min hustru. Jeg vidste, vi skulle være afsted i flere måneder, og jeg er ikke skidesjov at være sammen med, hvis ikke jeg bliver stimuleret kreativt. Vi skiftedes til at køre, og når jeg ikke var bag rattet, kunne jeg udforske den nye teknik. Jeg tog et stykke papir og rullede det rundt om et rør. Jeg tegnede horisontale streger, mens jeg drejede røret på mine ben. Fuldstændig som en printer. Jeg fortsatte med at udvikle den seismiske teknik, efter vi kom hjem. I mere end 10 år arbejde jeg udelukkende på denne måde. Blyant på papir. Sort og hvidt.

I en periode bestod mit atelier af et par virtual reality-briller. VR viste mig, at min streg trives løsrevet fra papiret og gjorde den skulpturel. Mine tegninger blev tredimensionelle og grænserne mellem skulptur og tegning forsvandt. Hvis jeg nogensinde havde haft en berøringsangst med at lave skulptur, var den nu væk. Jeg har de seneste år lavet tre skulpturprojekter i det offentlige rum,” siger Carl Krull.

Jeg har altid været klar over, at jeg skulle åbne mere op for pakken og en dag begynde at male. Det skete, da vi flyttede til Gilleleje. Indtil da havde jeg en følelse af, at jeg skulle udstå min værnepligt, som var min seismiske periode. Da vi boede på H.C. Andersens Boulevard, kunne jeg mærke, at det ikke var der, jeg skulle male, jeg havde brug for at flytte mig fysisk. Min kone var allerede begyndt at massere mig lidt i forhold til at flytte i hus. Jeg fandt på to krav, og så var jeg frisk. Det skulle være tæt på København, og under en kilometer fra vandet. Og det fandt vi i Gilleleje. At gå fra byens larm til naturens lyde var overvældende. Det var en kæmpe kontrast. Når man bor i København, føler man, at det er hele verdens centrum, men når man bevæger sig lidt væk, føles verden større.

Jeg havde brug for at trække mig lidt. Jeg gik i gang med at bygge mit drømmeatelier ved siden af vores nye hus. Da jeg begyndte at male, var jeg klar over, at jeg nu skulle bevæge mig ind i en mærkelig boks, hvor jeg ville bruge mindst et år på at male noget, jeg nok ikke kom til at bruge. Det år blev til to, og nu har jeg brug tre år på udelukkende at male. I starten holdt jeg fast i måden, jeg arbejdede på med stregerne, men nu har jeg givet meget mere slip. Jeg er blevet mere fri i mine bevægelser. Stregen kommer ikke længere ind fra den ene side og går ud på den anden. Det er stadig stregen, der definerer maleriet, men nu kommer stregen frem på en radikalt anderledes måde. I stedet for at tilføre maling med penslen, skraber jeg nu maling væk med mine fingre, som når man tegner på en dugget rude. De streger, jeg laver nu, er ikke bundne, men bevæger sig som en sonde, der svæver rundt om et legeme i cirkulære bevægelser. Bevægelserne skaber spor og aflejringer, og et portræt toner frem bestående af løsslupne længdegrader og breddegrader. Et portræt toner frem uden specifikke karakteristika.

Carl Krull er aktuel med udstillingen ‘Protagonist’ på Formation Gallery, Gasværksvej 9 København V, fra 14. januar til 26. februar 2022.