Emil Goll

om at genfinde motivationen

Bedst som Scarlet Pleasure oplevede allermest succes, mistede Emil Goll glæden ved at lave musik. Efter en periode med stress og angst genfandt forsangeren motivationen og fandt nye mål med det band, han dannede i 7. klasse med sine klassekammerater Alexander Malone og Joachim Dencker. I dag står Scarlet Pleasure på tærsklen til deres internationale gennembrud, efter at de lavede titelsangen til Thomas Vinterbergs ’Druk’. Historien om 29-årige Golls musikalske dannelse begynder med flamencodans i Risskov.

Hjemme — Indre By

Jeg husker de lørdag eftermiddage, hvor min mor dansede flamenco hjemme i stuen til Michael Jacksons ’Stranger in Moscow’. Solen skinnede ind ad vinduet og kastede lange skygger på gulvet. Hun havde ikke noget flamencomusik, men ’Stranger in Moscow’ var så stemningsfuld med sine rytmiske percussion, der lød, som om regnen drev ned ad væggene. Jeg fik selv lyst til at danse, når min mor øvede sig. Der var intet som Michael Jackson, som kunne skabe den følelse i mig. Der var noget med hans stemme. Den der lidt drengede stemme, som gjorde, at jeg som børnehaveklassebarn kunne identificere mig med musikken. Melodierne var så gode og umiddelbare, at jeg forstod det. Mine forældre lyttede også til Beatles’ album ’1’ med alle hittene og til Sade og Prince, men det var Michael, som blev mit helt store idol som lille. Han var larger than life. Min fætter boede i nærheden af vores forholdsvis lille lejlighed i Risskov i Aarhus, og han havde alt med Michael Jackson. Cd’er og vhs-bånd med livekoncerter, som vi så i mange timer i træk, mens vi prøvede at efterligne hans dansemoves. Moonwalke og hånden i skridtet, mens vi råbte auuw.

Læs også:

Da jeg var 8-9 år, flyttede vi fra Risskov til Jægersborg (nord for København, red.), fordi min far, som er arkitekt, fik et job på en tegnestue i København. Og her begyndte musikken at fylde mere og mere i mit liv. Mine forældre havde en diktafon, som jeg brugte til at optage mine egne sange på. Jeg sad med en blokfløjte og truttede lidt i den og sang lidt. Jeg startede på en Rudolf Steiner-skole i Gentofte, og her mødte jeg Alexander (Malone, red.), som havde en rapgruppe med et par af de andre drenge fra klassen. Mors Drenge, kaldte de sig. Alexanders onkel er Bossy Bo fra Østkyst Hustlers, og det gjorde selvfølgelig, at Mors Drenge lød meget som Østkyst Hustlers. Jeg havde lyttet en del til Østkyst Hustlers i Risskov, når min far kom hjem med cd’er fra biblioteket. Generelt havde dansk rap fra 90’erne en stor indflydelse på mig. I en ret tidlig alder kørte jeg fuld skatertøj med superbrede Freeman T. Porter-bukser, store bøllehatte og kæder hængende langs siden, så jeg lignede en lille voksen. Efter at jeg havde gået i klassen i et års tid, holdt jeg en fødselsdag med Harry Potter-tema, og der trak Alexander mig ud på vores altan og fortalte mig, at jeg godt måtte være med i Mors Drenge. Jeg var sindssygt lykkelig – det var eftertragtet at være en del af gruppen.

Joachim Dencker (tv., Emil Goll (mf.) og Alexander Malone (th.) arbejder i øjeblikket på en ny udgivelse med arbejdstitlen ’Everything is a remix’. ”Hele originalitetskonceptet er lidt opreklameret. Måske var Beatles originale, fordi de skabte popsange, som vi kender dem i dag, eller Grandmaster Flash, som lavede noget af det første rapmusik, men derfra står alle på skuldrene af hinanden. Alt er et eller andet sted et remix, og det bliver det ikke mindre smukt af. Det er vel meningen, at vi skal inspirere hinanden,” siger Emil Goll.

Joachim Dencker: T-shirt, Norse Projects hos Illum, 600 kr.
Emil Goll: Sweater, Acne Studios hos Illum, 2.100 kr. Halskæde, Maria Black, 2.400 kr. Solbriller, Prada, 2.350 kr.
Alexander Malone: Den langærmede T-shirt er fra Prada og er Alexander Malones egen.

Vi brugte frikvartererne på at skrive sange. Vi kom i studiet med Bossy Bo og lavede et par numre, som vi sendte ind til MGP og sådan noget, men det tog noget tid, før vi intenst begyndte at fokusere på at gøre tingene færdige. Vi havde ambitioner, men der var også så mange andre ting, som trak i os: Nå, skal vi ikke bare spille fodbold i det her frikvarter? Vores rapstil lød selvfølgelig meget som Østkyst Hustlers. Vi skrev sange om, at det var fredag aften, og vi skulle til fest, selv om vi slet ikke var gamle nok til at feste. Men vi ville gerne være fremme i skoene. Østkyst Hustlers havde en ting med at rappe om dankort, deres tekster var ofte socialrealistiske, noget med Nettoposer, så det rappede vi også om. De havde et nummer ’Der kommer penge ind på torsdag’, som handlede om at leje movieboks og købe cola on the rocks – eller hvad det nu var – han skulle i hvert fald have det fedt. Vi skrev vores sang om at være syg og hjemme fra skole, hvor man bare zappede rundt på tv’et: ”Og jeg er livsnyder, og når jeg nyder det, så plejer jeg normalt at tænde for mit tv …”

Læs også:

Joachim (Dencker, red.) kom ind i klassen i 7. fra en anden Steinerskole i Humlebæk, og han kunne rent faktisk spille på et instrument. I gymnastiksalen var der en lille scene, hvor vi nogle gange fik lov til at stille trommesættet op, så Joachim kunne underholde med at spille Safri Duo og lange Red Hot Chili Peppers-trommesoloer. Det var vildt fascinerende at se ham spille. Vi havde bare lavet vores rapmusik i et skramlet musikprogram, som hed Ejay. Alexander og jeg begyndte at spille på nogle sløje akustiske guitarer, som min far havde købt. Vi besluttede os for, at jeg skulle spille guitar, og han skulle spille bas – det gjorde han så på en guitar. Men vi var enige om, at vi måtte ønske os et instrument hver til vores konfirmation, og heldigvis fik jeg min guitar og Alexander sin bas. Vi besøgte Joachim i Humlebæk og sad på hans værelse og jammede. Selv om Alexander og jeg først lige havde lært at spille lidt, så spillede vi det samme riff i tre timer, så sveden drev ned ad væggene på hans lille værelse. Det var fuldstændig magisk. Følelsen af ikke bare at lave musik for at spille smart, som jo i høj grad var grunden til, at vi lavede Mors Drenge, men for at opleve, hvad musik kan, når man spiller det sammen med andre og føler sig som en samlet organisme. Det var en kæmpestor øjenåbner. Vi var 14 år, og det var et megasimpelt riff, vi selv havde fundet på, fordi vi ikke var gode nok til at spille en rigtig sang. Jeg tror ikke, at jeg kunne spille en eneste akkord, men Joachim kunne spille røven ud af bukserne på trommer, og det bandt det hele sammen.

Sweater, Acne Studios hos Illum, 3.100 kr.
Bukser, Another Aspect, 1.400 kr.
Solbriller, Prada, 2.350 kr.
Armbånd, Another Aspect x Corali, 3.400 kr.

Efter at vi havde spillet, tog vi ned på stranden i Humlebæk med et par flasker Asti og nogle piger fra klassen, og mens vi sad der og kiggede ud over vandet og følte os som rockstjerner, besluttede vi os for at lave et band. Nu havde vi fandeme et band! Og så begyndte vi at drømme stort. Vi fandt på vores navn i en engelsktime, hvor vi slog op i den engelske ordbog og ledte efter ord, som vi syntes så fede ud og lød godt. Scarlet Pleasure lød godt. Det passede til den følelse, vi fik, når vi spillede. Den her varme følelse.

I den periode var vores helt store helte Red Hot Chili Peppers. Joachim havde været fan længe og fortalte os om medlemmernes forskellige karakterer. Jeg blev fuldstændig bidt af dem og købte alle pladerne, også de helt gamle fra 80’erne. Vi blev til et Red Hot Chili Peppers-coverband, som lavede nogle få sange selv, der lød som deres, og ellers spillede vi bare deres sange. Klassikere som ’Californication’ og ’Under the Bridge’, men også mere obskure punk-ting som ’Stone Cold Bush’. Det var jo pissefedt at få en masse gode sange foræret. Og et sted at lære, hvordan man skriver en god sang og bare spiller musik i det hele taget. Musikken havde en pubertær energi, som tiltalte os. Når jeg lyttede til musikken, kunne jeg flygte fra skolen, som jeg syntes blev kedeligere og kedeligere. Chili Peppers’ musik fodrede drømmen om et frit liv i Los Angeles, hvor man mødtes og spillede musik, kørte ned til stranden og badede og surfede. Den var den ungdomsenergi og modstander af det etablerede, som de repræsenterede. De blev en vigtig del af vores musikalske uddannelse. Mange vil sikkert mene, at de ikke er særligt gode håndværkere rent teknisk, men jeg synes stadig, at der er en helt speciel energi og sjæl i det. Jeg vil altid have et særligt forhold til dem, fordi de et eller andet sted var grunden til, at vi startede Scarlet.

Thomas Vinterberg havde lyttet til 700-800 sange, da hans kone foreslog, at han brugte Scarlet Pleasures nummer ’What A Life’ til slutscenen i ’Druk’. Filminstruktøren tog kontakt til det danske band med et par input til, hvordan sangen kunne passe endnu bedre til hans film. Omkvædet skulle gentages fire gange i træk til sidst, og tempoet skulle sættes lidt op. ”Da vi så scenen første gang på Zentropa, fik jeg kuldegysninger over hele kroppen, jeg var stolt, som jeg aldrig havde været det før. Vi havde skrevet sangen om kontroltab og ikke at vide, hvor man skal hen i livet. Den var en hyldest til livet på godt og ondt. Versene handlede om at miste sin retning, og omkvædet var et modsvar: ”Fuck what they are saying, what a life.” Det var vildt, at vi havde lavet noget så ens helt uafhængigt af hinanden,” siger Emil Goll.

Sweater, Acne Studios hos Illum, 3.100 kr.
Bukser, Another Aspect, 1.400 kr.
Sko, Birckenstock, 1.500 kr.
Solbriller, Prada, 2.350 kr.
Ur, Cartier, 30.300 kr.

Sofa, Team Form Ag for COR, pris på forespørgsel.
Gulvtæppe, H&M Home, 1.999 kr.
Sidebord, Jacob Egeberg hos Last Resort Gallery, 12.633 kr.
Vase, Gaetano Pesce hos Last Resort Gallery, 3.272 kr.
Skulptur, Karl Monies hos Etage Projects, pris på forespørgsel.
Skammel, Magniberg hos Studio X, 4.400 kr.
Gulvlampe, Verner Panton hos Louis Poulsen, 6.295 kr.

Efter gymnasiet tog vi i sommeren 2011 til New York for at udleve drømmen om at slå igennem på den store scene. Vi landede i JFK-lufthavnen og blev hentet af Alexanders afroamerikanske familie, som boede i New York. Heriblandt en skøn sort dame med et lidt iltert temperament, som nærmest skældte os ud, idet hun så os, fordi vores fly var forsinket. Vi blev kørt i en stor, sort og skraldet SUV, hvor der stod R.I.P. og et eller andet navn på siden. Chaufføren, som lignede Lil Wayne, kørte os til området Jamaica Queens, som er et temmelig barsk område, hvor 50 Cent voksede op. Vi må have set underlige ud i den sammenhæng: tre relativt høje hvide dudes fra Skandinavien. Vi sad i det her hus i Queens og havde spist noget greasy kinesisk mad og havde en følelse af at være lidt langt fra pulsen og drømmen om at gå og kigge op på de høje bygninger. Vi havde ikke lagt en plan. Men vi skulle vel have et øvelokale, så vi tog ind til Manhattan hver dag og sad på en café og prøvede at finde et lokale på Craigs List (amerikansk website med job-, bolig- og produktannoncer, red.). Vi fandt også en anden lejlighed i New Jersey lige på den anden side af tunnelen, så vi kunne kigge over på skylinen. Så fik vi et øvelokale på 48th Street, og der kunne vi udleve vores Manhattan-drøm.

Sweater, Acne Studios hos Illum, 3.100 kr.
Solbriller, Prada, 2.350 kr.

Spisebord, Frank Gehry for Vitra hos Pamono, 19.469 kr.
Skål, Vincent de Rijk for Rira Objects, 2.825 kr.
Skulptur, Yukari Hotta hos Outpost Gallery, pris på forespørgsel.

Vi stod tidligt op hver dag, da vi kun havde øvelokalet i to timer fra 8-10. Vi øvede uden helt at vide, hvad vi skulle bruge det til. Men så begyndte der alligevel at ske lidt. Vi mødte nogle mennesker og kom lidt i et homo-natklub-miljø og gik i byen med nogle promotere, som hjalp os med at sætte et par koncerter op. Vi spillede en koncert i Lower East på Fat Baby, hvor der kom én person. En ven af vores gamle klasselærer. Så var det bare om at spille i 45 minutter og forestille sig, at det var noget større. Hjemme i Danmark havde vi spillet koncerter på fyldte barer som Rust og Café K og i Støberihallen i Hillerød, hvor vi havde følt os som rockstjerner. Nu spillede vi for én gæst og bartenderen og lydmanden. So much for the american dream. Vi fik da også spillet et par koncerter i Williamsburg, hvor der kom lidt flere.

Læs også:

På det tidspunkt havde vi udviklet hver vores individuelle musiksmag. Jeg lyttede til indierock som Radiohead og ældre bands som The Smiths og Talking Head. Alexander var mere ovre i soul og funk fra 70’erne, og Joachim var til skramlet ældre rock som Rolling Stones. Vi prøvede at forene det hele i vores musik, som blev noget værre rod. Men så skete der noget. Vi havde nogle fede oplevelser på natklubberne i New York, hvor de spillede den her Kanye- og Jay-Z-sang ’Ni**as in Paris’ igen og igen, og hver gang stak det fuldstændig af. Folk elskede den. Det skete efter en periode, hvor popmusik havde været stemplet som uncool hitlistemusik. Men nu behøvede musikken ikke at have en bestemt status og være mystisk, det kunne godt bare være det, som alle andre også lyttede til. Vi fik øjnene op for, at Kanye havde lavet et sindssygt godt album, ’My Beautiful Dark Twisted Fantasy’. Der var et fantastisk nummer med Bon Iver, og han samplede Aphex Twin. Han blandede det bedste fra vores forskellige verdener. Hans output var bare popmusik, som blev spillet overalt. Det inspirerede os og frigjorde os fra det, vi havde været underlagt, nemlig at alt skulle være musikalsk korrekt, og at pop var et fyord. Det tillod os igen at dykke ned i pop- og især R&B-genren, som pludselig blomstrede med Frank Ocean, The Weeknd og Drake i spidsen af en sindssyg scene, som gjorde tingene på en ny måde. De gav R&B en hidtil uset inderlighed og skrev om smerte og større følelser end kun forhold og sex, som genren traditionelt set havde dyrket.

Efter et halvt år havde vi ikke flere penge, og vi rejste hjem igen. Vi havde haft det fantastisk, festet meget og spillet lidt koncerter, men der var ikke rigtig sket noget med vores karriedrømme. Alligevel havde vi stadig en tro på, at tingene kunne lade sig gøre. Alexander og jeg fik et job i en SFO i Herlev. Vi fulgtes hjem hver dag, mens vi lyttede til Frank Ocean, Earl Sweatshirt og The Weeknd og blev inspireret til om aftenen, hvor vi fyrede den af i det lille studie-setup, vi havde på min roommate Louis’ (Louis Samson Myhre, senere forsanger i Julias Moon, red.) værelse. Vi var virkelig inspirerede i den periode. Fordi den nye scene af R&B var blevet så cool, begyndte vi også at dyrke vores gamle helte som Michael Jackson, Prince, Sade og R. Kelly – der var ikke noget, som var for meget for os. Det var her, vi lagde kimen til vores første officielle udgivelse ’Mirage’ (EP, som udkom i 2014, red.).

Vores målestok var, at der ikke var noget, som var lige så godt som Frank Ocean. Han var kongen i de år. Kompleksiteten i hans tekstunivers. Det var nærmest litterært den måde, han kunne sætte scenen på. Det var både jordnært og abstrakt. Han var fucking inspirerende. På hans første mixtape samplede han Coldplay, Radiohead og The Eagles – musik, som var mere indie, og som han tog over i et flødeunivers. Han dyrkede mange af de samme referencer, som vi havde. I den periode fik jeg en erkendelse af, at min stemme ikke var en rockstemme. Jeg havde i alle årene forsøgt at synge som rocksangere som Thom Yorke (forsanger i Radiohead, red.) og Jeff Buckley, men jeg fik tit at vide, at det lød, som om jeg havde en kartoffel i munden, når jeg sang. Jeg fandt ud af, at jeg skulle synge med min egen stemme, som lød mere som en pop- og R&B-stemme. Vi ramte også en lyd, som passede bedre til min stemme.

Bog, ’Fremad’ af Bastian Emil Goldschmidt hos Strandberg Publishing, 199,95 kr.
Bog, ’Normale mennesker’ af Sally Rooney hos Rosinante, 149,95 kr.
Bog, ’De rejsende’ af Regina Porter hos Politikens Forlag, 250 kr.
Bog, ’Snask’ af Daniel Dencik hos Politikens Forlag, 300 kr.
Kogebog, ’Osteria 16’ af Emil Alsbo og Morten Kaltoft hos Strandberg Publishing, 300 kr.

Vores to første udgivelser var ret retro og inspireret af fortiden, men jeg synes, at vi i højere grad fandt vores egen stil i 2017 med ’Limbo’ og ’Lagune’ (EP’er, red.), fordi vi stoppede med at kigge så meget bagud, og hvis vi gjorde, så blandede vi det med noget, som var mere tidstypisk. Balancen mellem aldrig kun at lave top-40-musik, som alle andre gør, og lave noget, som kunne være udkommet i 1978. Vi forsøgte at hive fortiden ind i fremtiden og omvendt. Jeg begyndte at lytte til Bob Marley og The Police, og det blandede vi ind i musikken. Vi var også glade for Jai Paul, som havde stor indflydelse på den elektroniske scene i England. Der var mange stampede syncs og underlige guitar-figurer. Men jeg tror, at vi på det tidspunkt var kommet så langt ind i saucen, at vi havde så mange forskellige referencer at trække på, når vi lavede musik, at det aldrig blev en til en med noget, som allerede var lavet. Hvad enten vi trippede over Drakes nye plade eller noget gammelt Police, så skulle det nok blive til noget nyt. Jeg føler, at vi i dag har fået vores egen lyd. Vi hører i hvert fald ofte den der med, at noget lyder Scarlet-agtigt. Men det er ikke noget, vi bare kan sætte os ned ved et keyboard og lave, det kommer igennem at være formet af så mange års intens lytning til musik.

Holmen

I begyndelsen af 2018 vågnede jeg hver nat af en stemme, som sagde mit navn: Emil, kan du lige … Det var altid nogen, som ville have noget af mig. Efter at vi udgav vores første EP, havde vi haft nogle intense år med skiftevis at være i studiet og udgive musik, lave en masse promo og tage på tour. Den samme mølle igen og igen fire år i streg. Det var gået fra 0 til 100, og vi havde succes. Vi vandt priser ved Danish Music Awards og P3 Guld, vi spillede på Orange Scene i 2016, og vi optrådte til festivaler i Holland, Island og Norge. Vi opnåede alle vores mål. Alt, hvad vi havde drømt om. Og jeg følte en tomhed indeni. Jeg følte mig færdig med musik. Jeg var ankommet til en form for endestation. Det hele havde kulmineret så meget, at jeg ikke kunne mærke, hvad der var fedt ved det længere. Folk spurgte mig: Er det ikke fedt, at det går så godt? Men jeg kunne ikke mærke glæden ved det. Da jeg havde det allerværst, havde jeg følelsen af, at der ikke var noget, som betød noget længere. Det var helt klart et produkt af, at jeg var udbrændt. Bare træt.

Jakke, (di)vision, 1.875 kr.
Bukserne er fra Jil Sander og er Emil Golls egne.
Sko, Salomon, 1.200 kr.
Solbriller, Prada, 2.350 kr.

Jeg havde en lille identitetskrise, og jeg havde forsømt at pleje mine relationer til min familie, kæreste og venner. Det eneste, jeg havde haft for øje, var, at Scarlet Pleasure skulle lykkes for os. Jeg begyndte at gå hos en terapeut, som fik mig til at lave en dagbog, hvor jeg hver aften skrev det ned, jeg var taknemlig for. Det var i virkeligheden nogle ret basale ting. Relationen til Alexander og Joachim gjorde mig glad. Alt det, vi havde sammen. Min kæreste, familie og de gamle venner var vigtige for mig. Det hjalp mig med at finde frem til glæden igen efter nogle tunge måneder, hvor jeg tænkte, at jeg aldrig ville blive begejstret over at lave musik igen. Jeg var bange for, at jeg havde mistet glæden for noget, som havde været så essentielt for mig.

Jeg troede, at jeg ville blive lykkelig og føle mig fuldendt, hvis jeg opnåede alle mine mål. Happy ending. Men alle mine problemer var ikke løst, jeg følte mig stadig søgende. Det var helt sikkert vejen hen mod målene, som kunne noget. Men da alt var opnået, mistede jeg mit mål i livet, og hvad er pointen så? Jeg opdagede stille og roligt, at modstanden faktisk var god for mig. At for meget optur skabte den her ligegyldighedsfølelse i mig. Jeg indså, at det ikke er et godt sted for mig at være, når jeg føler mig fucking god til det hele og ikke kan gøre noget forkert. Det skal ikke være for nemt at lave musik. Og for nemt at få succes. Vi må godt føle, at vi lige skal steppe op. Den følelse kan jeg godt lide. Det er en fed drivkraft. Jeg kan selvfølgelig godt lide, når tingene går godt, det er en balance, men det må ikke blive for stabilt og jævnt. Når der er udsving i livet, så mærker jeg det bedre. Det var i de erkendelser, at jeg begyndte at finde mine nye mål. Scarlet Pleasure skulle også slå igennem i udlandet, og jeg skulle være mere sammen med min familie og venner – det er også et vigtigt mål i sig selv.

”Jeg har læst, at da Brian Wilson fra The Beach Boys lavede ’Pet Sounds’, var hans idé at lave et album med så mange hitsingler på som overhovedet muligt. Det ultimative popalbum. Det er blevet et ikonisk album, fordi han var så overambitiøs på alle numre. Jeg tror, at det skal være vores vinkel fremadrettet. At hver sang skal være fantastisk i stedet for at have et særligt koncept for albummet, vi skal følge,” siger Emil Goll.

Jakke, (di)vision, 1.875 kr.
T-shirt, parel., 450 kr.
Solbriller, Prada, 2.350 kr.

Jeg genfandt min motivation i modstanden. Jeg fik adskilt, hvad der er motivation og inspiration. Motivation handler for mig om, at jeg gerne vil bevise noget over for mig selv og andre. Jeg skal have noget at kæmpe for. Hvor inspiration er en mere sjælelig ting – jeg lyder lidt høj i hatten – men det har ikke så meget med mit ego at gøre. Egoet skal sættes fri, og der skal være plads til, at noget kan komme til mig. Inspirationen kommer ikke altid af sig selv, og der skal jeg have en drivkraft. Jeg har altså fundet ud af, at jeg bliver mere doven, hvis alting bare kører på skinner. Inspirationen kan godt komme ud af det blå, men den kommer meget sjældent i perioder, hvor jeg har mistet motivationen. Men hvis jeg er fuldt motiveret, kan jeg finde inspiration i alt. Jeg kan se en serie og få lyst til at bruge deres replikker i en tekst. Det kan også opstå midt i en samtale, jeg har. Jeg ser perfekte locations til musikvideoer. Der er elektriske impulser, som kører konstant oppe i hovedet på mig. Det er den fedeste tilstand at være i. Hvor man kan se det hele klart. I min deprimerede periode, hvor jeg havde mistet min drivkraft, kunne jeg ikke se noget som helst.

Jeg søger ikke tristheden som en anden Lars von Trier, jeg vil gerne videre fra den tilstand og finde motivationen, så jeg kan lave musik, som gør mig glad. Jeg anerkender, at jeg har lavet et par gode sange, mens jeg har haft nedtur på, men jeg vil hellere lave musik, som jeg får armene op over hovedet over. Og det er ikke det samme som, at vi kun skal lave positiv musik, der er altid melankoli i vores musik og tekstunivers. Men jeg gider ikke skabe i den triste tilstand, hvor ikke engang den gode musik, man laver, kan opmuntre en. Da min farfar døde for et par år siden, skrev jeg nummeret ’Reflection’, som handler om dødelighed, og det var et tungt sted at skrive fra og ikke særlig rart. Jeg ved godt, at der er nogle, som får det bedre af at komme ud med det, men det føltes ikke som terapi for mig. Det var ikke sådan, at der faldt en sten fra mit hjerte. Da jeg var yngre, kunne jeg finde på at sætte mig under en motorvejsbro og være helt emuagtig, søge det mørke og gå ind i angsten for at skrive nogle inderlige tekster. Det fungerede ikke. Og i dag har jeg mere lyst til at lave musik for at føle mig lykkelig.

Øvelokalet — Amager

Når vi laver en ny sang, starter vi som regel med at få melodien på plads. Stemningen i vores musik er det vigtigste. Vores udgangspunkt kan være en melodistump, en af os har i hovedet, som vi prøver at sætte musik til. Det kan også være ideen om, at vi skal lave en hurtig eller langsom sang. Vi har en fælles playliste på Spotify, hvor vi bliver ved med at smide sange ind, som vi tripper over. Nogle gange tager vi i studiet uden at lave noget, så lytter vi bare til musik og suger til os for at tage noget med hjem, som kan sætte sig fast. Andre gange kommer det fra en helt særlig stemning, som vi gerne vil lave et nummer til. Vi har været i Sydfrankrig for at skrive et par gange, og når vi har kørt langs vandet og hørt et ABBA-nummer eller noget andet riviera-musik, har jeg tænkt, at jeg ville ønske, at vi havde et nummer til præcis samme scenarie. Hvor man kører med solnedgangen og den fugtige luft i ansigtet. Lige den følelse. Det kan godt lyde lidt banalt, men det er jo også de oplevelser, man lever for. Den lidt udefinerbare glæde.

Når vi har fået melodien på plads, synger jeg noget volapyk til, gerne med lidt autotune på, så det ikke lyder alt for meget ad helvede til. Vi starter for det meste med at skabe et omkvæd. Det er klart det sværeste at lave et godt omkvæd i vores genre, fordi der er lavet så mange omkvæd, og det nemt kan blive enten rigtig kedeligt eller for corny. Det er primært mig, som skriver vores tekster, men vi sidder som regel sammen, når det sker, og de andre har også skrevet essentielle dele af vores sange. Nummeret ’Deja vu’ var især deres fortjeneste. Alle kommer med input til, hvad nummeret skal handle om. Det er fedt for mig at have de to andre at afprøve mine ideer på. Når man skriver på engelsk, kan det være sværere at have en fornemmelse for, hvornår noget bliver for plat eller banalt. Vi kan godt lave en sang om for eksempel Alexanders lykke eller Joachims smerte, men jeg kan kun skrive om det, hvis jeg kan relatere mig til deres følelser. Teksterne kommer som udgangspunkt fra noget personligt og essentielt i mig, og netop fordi det er personligt, er det ikke altid sjovt at lave. Jeg føler, at jeg blotter mig, og min forfængelighed er på spil. Det kan være grænseoverskridende for mig at blive bedømt på mine egne ord. Sådan har jeg altid haft det. Og derfor kan det nogle gange føles som en pligt at skrive. Det fedeste er, når teksten kommer samtidig med melodien, det er en kæmpeforæring. Men oftere har vi skabt en fed melodi, og så sidder jeg og lytter til mine volapykord, som jeg forsøger at erstatte med rigtige ord. Der kan jeg blive fanget i at prøve at ramme den samme lyd. Og så bliver det endnu mere en sur pligt, hvis jeg ikke kan skrive frit ud fra, hvad jeg har på hjerte. Det bedste, jeg kan gøre, er at bruge min forestillingsevne. Det er de billeder, jeg får oppe i hovedet, når jeg lytter til vores melodi, jeg forsøger at sætte ord på. Jeg udnytter, at mennesket har en fantasi til at se scenarier for sig, når de lukker øjnene eller virkelig lytter efter.

Alexander Malones morfar, Leonard Malone, flyttede fra USA til Danmark i 1960’erne, da han faldt for Malones mormor, Kirsten. Som digter og journalist var Leonard Malone blandt få afroamerikanere i Københavns kreative miljø i 60’erne, og han blev hurtigt en uofficiel ambassadør for jazzkulturen i København. Han spillede ikke selv, men tog imod stjernerne, når de kom fra USA for at spille koncerter i København. Flere af tidens helt store navne som Ben Webster og Dexter Gordon endte endda med at bosætte sig i København, hvor de også er begravet. Malone blev gode venner med jazzmusikerne, og Kirsten Malone, som var fotograf, begyndte at tage billeder, når ægteparret hang ud med deres venner, og jazzfotografiet blev en integreret del af hendes virke. ”Musikken fyldte alt i mit barndomshjem. Jeg husker familiefødselsdage med jazzmusik og fester til langt ud på natten med en løssluppen stemning og noget Marvin Gaye eller Stevie Wonder på pladespilleren. Som teenager begyndte jeg at danse electric boogie, hvor man netop dansede til soul og funk. Det er uden tvivl den musikalske baggrund, jeg hev med mig, da jeg begyndte at lave musik med Emil og Joachim, hvor det var oplagt, at jeg skulle spille bas. I de senere år har jeg holdt mig langt væk fra soulen for at opdage ny inspiration. Den store åbenbaring har været rockmusik fra 70’erne – The Eagels, Led Zeppelin og Eric Clapton. Musik, som jeg og min familie aldrig havde dyrket før,” siger 29-årige Alexander Malone.

Emil Goll (tv.): Sweater, Acne Studios, 2.100 kr.
Solbriller, Prada, 2.350 kr.
Halskæde, Maria Black, 2.400 kr.

Alexander Malone (th.): Den langærmede T-shirt er fra Prada og er Alexander Malones egen.
Bukser, Gramicci hos Wood Wood, 750 kr.

Det kan være vildt svært at lave en ny sang. Hvis vi bare bruger de samme fire-fem akkorder hver gang, sætter det ikke gang i fantasien. Tænk på, hvor uendeligt mange sange, som er skrevet over de samme akkorder. Der skal noget mere til, før vi kan forelske os i det. Det gælder om at finde balancen, hvor det både lyder supercatchy og samtidig føles vedkommende og rører en. Vi skal have lyst til at lytte til det igen og igen. Vores første kvalitetsstempel er, hvis vi selv får hænderne over hovedet og bliver fuldstændig begejstrede. Sådan skal det være. Hvis det sker hurtigt i processen, er det perfekt. Det sker en sjælden gang imellem, og så er det som at få en gave fra oven. Men for det meste er det ikke spændende at lave noget lynhurtigt, ”som lyder meget godt”. Den første idé er ofte den mest åbenlyse og dermed også den kedeligste på sigt, fordi der formentlig er mange andre, som har været nede ad samme sti.

Vi gider ikke lave sange, som er sjove i en måned, også selv om den topper hitlisten i den måned. Tidens høje frekvens på udgivelserne af nye singler gør, at der kommer flere sange ud, som lyder lidt som et hit uden rigtigt at være det. Man kan mærke, at folk ikke har gjort sig umage nok. Før i tiden brugte musikere jo tre-fire år på at producere et album, og nu føles man uaktuel og nærmest glemt, hvis man ikke er udkommet med en sang i tre-fire måneder. Jeg siger ikke, at det, vi laver, er rocket science, overhovedet ikke. Det er stadig popmusik, men vi gør os umage for, at der skal være flere yndlingsstykker i en sang. Og så er det også fedt, hvis vi bliver en smule overraskede over de retninger, vi går i. Det kan være i melodien, men også i produktionen, hvor der kommer et break,hvor der pludseligt bliver stille i stedet for at gå op. Eller vi finder frem til en samling instrumenter eller måden at spille dem på, som gør, at det lyder friskt på en eller anden måde. Nogle gange skal det ikke lyde alt for godt ved første lytning. Jeg elsker, når jeg ikke fatter et nummer til at begynde med, men lige pludselig kan lytte til det 100 gange på et år. Et rigtigt yndlingsnummer. Det er også det, vi efterstræber at lave.

At ’What a Life’ blev titelnummeret til ’Druk’, gjorde, at vores sang blev en del af noget større. Den fik en kulturel referenceramme, fordi den er en del af den her fantastiske slutscene med Mads Mikkelsen, som danser rundt om de jublende studenter. Det var vildt fedt at prøve og noget, jeg godt kunne tænke mig at lave mere af. Det er et godt eksempel på, hvordan vi kan lave musik, som ikke bare er fedt en enkelt sommer, men som folk bliver ved og ved med at lytte til, fordi de også godt kan lide filmen. Det er klart, at sangen fik en kæmperevival, da filmen udkom. Den var allerede gået guld inden, men nu har den ligget konstant på top-40 i et år. Det er et solidt nummer, som måske er relevant for folk i flere år. Det har vi aldrig prøvet før. Det har også åbnet for nogle internationale muligheder. I første omgang har vi fået en pladekontrakt i Paris hos en underafdeling af franske Universal. Vi skal spille til genpremieren på ’Druk’ på onsdag. Filmen var utrolig populær i Frankrig, inden alt lukkede ned, så nu åbner de med et brag. I samme uge skal vi også spille et par mindre koncerter i Paris. Vi har haft lidt hul igennem til udlandet før med enkelte sange, men det er mere massivt nu – også med pladekontrakten. Nu må vi se, hvad der sker – det kan sgu gå i alle retninger.

Fra Dossier nr. 25, juli-august 2021.

Læs også: