Gents

om inspiration

Theis Vesterløkke og Niels Fejrskov Juhl startede synthpop-bandet Gents, da de flyttede til Berlin efter gymnasiet. Nu har de forladt festen til fordel for København, og mens de tidligere fandt inspiration i nattelivet, er det i dag smalle computerspil, virtuel æstetik og de ting, de ikke er helt enige om, der inspirerer dem.

Niels: Gents startede, da vi flyttede til Berlin sammen efter gymnasiet. Et halvt år efter vi var blevet studenter fra hvert vores gymnasium, var vi begyndt at hænge ud i København. Theis var lidt skuffet over det her post-gymnasieliv, hvor man lige var blevet student og tænkte nu begynder livet, nu begynder friheden, men hvor vi fandt ud af, at man i virkeligheden skal arbejde meget for overhovedet at få det til at hænge sammen. Jeg havde en anden energi og en følelse af, at hele verden lå og ventede på os. Jeg var sådan en grønskolling, der stadig boede hjemme, men troede på at tingene ville komme til os, hvis bare vi flyttede til en fed by. En aften sagde jeg til Theis, at jeg tænkte på at flytte til Berlin.

Theis: Det var en aften på McKluuds med mange smøger. Jeg tror, vi røg 40 stykker på et par timer.

Niels: Det var dengang, vi røg.

Theis: Så vi flyttede til Berlin i 2013. Til at starte med boede vi på fremlejede værelser, vi fandt på Craigslist. Vi havde noget opsparing med hjemmefra – vi havde arbejdet som lærervikarer og børnehavepædagoger og den slags.

Niels: Vi fandt et rum sammen, og vi fandt en tryghed hos hinanden. Vi havde ikke så mange nye fællesskaber dernede til at starte med, så vi kom hurtigt ret tæt på hinanden. Og så kom vi på sporet af Gents. Vi havde uendeligt mange lange nætter, hvor vi sad og så YouTube-videoer fra 80’erne. Vi sad og grinede over, hvordan man så latterlig ud i 80’erne, og hvordan folk havde en helt anden form for sarkasme og selvironi og selvhøjtidelighed. Vi begyndte at prøve at imitere det. Til at starte med tænkte vi ikke, at det var et seriøst projekt. Men efter et par år begyndte det at ligne et bud på seriøs musik.

Theis: Ja, vi fandt hinanden i det. Og de der år i starttyverne er også bare et tidspunkt i livet – det var det i al fald for os – hvor man er meget søgende og har en følelse af, at man har al tid i verden. Der var alt muligt, og man skulle ikke være hjemme hos kæresten klokken 16. Den følelse af at have al tid i verden var sindssygt inspirerende og fordrende for vores kreativitet.

Niels: Det var faktisk ikke nattelivet, der drog os til Berlin, men vi kom hurtigt ud i nogle ret sindssyge nattelivseskapader. Det tog livet af os, og det er en af grundene til, at vi flyttede fra Berlin igen. Men vi har en kæmpe kærlighed til nattelivet, som bliver mere og mere tydelig på vores albums.

Niels: Det var meget symptomatisk for os, at vi tog derned, 20 år gamle, og vi anede seriøst ingenting om technokulturen. Jeg havde aldrig hørt om Berghain. Men den verden kom ligesom bare til os, og folk synes, det var cute, at vi virkelig ikke fattede, hvad der foregik omkring os. Jeg kan huske en aften hvor vi var på en ret vild klub, hvor du, Theis, på dit skoletyske spurgte en gut: “Undskyld, har De en cigaret?”

Theis: Ha, ja. Jeg havde jo lært, at man var dis med fremmede. Det er meget fortællende for, hvor lidt vi fattede, da vi flyttede til Berlin. Det var nogle meget formative år for os.

Niels: Nu bor vi i København, og på nogle måder er det mere bare en base. Men man skal ikke tage fejl af, at det er en ret vild musikby. Det er noget, jeg har indset med årene. Og så er det bare vores by, det er her, vi hører hjemme, og det er her, alle vores venner er.

Theis: I den tid, vi lever i, handler det også mindre og mindre om, hvor man bor. Der er flere og flere subkulturer, der i lige så grad lever bare lever online som ude i virkeligheden. Men vi har da følt os lidt udenfor i København. Ikke fordi vi føler, der er en kløft – vi føler helt klart, at vi er en del af den københavnske musikscene, men vi har ikke haft sådan en nichéscene på samme måde som andre bands, der måske føler, de hører hjemme på Mayhem. Men selvom vi ikke er en del af en specifik scene i København, så bliver vi inspirerede af mange af de virkeligt dygtige kunstnere, der bor her. Nogle af dem er vi også gode venner med.

Niels: Eksempelvis Minais B, en virkelig dygtig producer, vi lytter meget til, som har lavet en ny plade under navnet Mini. Eller Erika de Casier, som har rigtigt meget vind i sejlene, og som laver noget musik, vi holder meget af. Eller Chinah.

Theis: Ja, de har lavet en fabelagtig plade sidste år.

Niels: Vi er selv blevet skrevet mere ind i en europæisk synthpop-scene, måske fordi vi også har turneret rundt omkring i Europa. Det er en subkultur, der eksisterer i mange forskellige europæiske storbyer, og mange steder i Europa møder man folk, der har det meget synthpoppet. Det kommer ud af en scene, som er ret 80’er-agtig og meget Do It Yourself-centreret.

Theis: Ja, det er egentligt ikke noget, vi tænker meget over, men vi er ret meget en del af den scene, og den er ret centreret i Neukölln i Berlin. Der er bands som Better Person og Sean Nicholas Savage, vi spiller tit på de samme klubber som dem, når vi rejser rundt i Europa. Der er agenturet Shameless/Limitless, som arrangerer koncerter rundt omkring i Berlin. Og så er der pladeselskabet Mansions and Millions, som vores næste plade, ’Souvenir’, udkommer på til februar.

Niels: Den synthpop-scene inspirerede os meget konkret, da vi boede der. På det tidspunkt dyrkede de bands og pladeselskaber mange af de samme ting, som vi gjorde, nemlig sådan en meget quirky bedroom 80’er-agtig popmusik.

Theis: Men det er ikke bare lyden, der inspirerede os, det var også hele den der meget uprætentiøse, DIY-agtige tilgang til at lave musik og gøre tingene på. Det sidder i vores DNA stadigvæk. Vi er stadig meget sådan: Fuck the system.

Niels: Ja, det er noget, vi oplevede i Berlin. Det giver jo meget god mening, for det er jo i bund og grund et punk-ethos.

Læs også:

Theis: Tidligere er vi blevet inspireret af steder og rejser, men det meste af vores nyeste plade er blevet til under corona. Den endelige produktion tog form i den periode, hele verden var lukket ned, og ligesom resten af verden, har vi været igennem en ret skrøbelig og meget indadvendt periode. Det tror jeg godt, man kan høre på pladen. Noget af det, der har inspireret os, er eksempelvis computerspil. Jeg har købt en Nintendo Switch og vi har haft nogle fede oplevelser med at spille alle mulige vanvittigt smukke indie-spil, som der er en kæmpe scene for i Danmark. Folk laver sådan nogle smukke kunstværker, man kan dykke ned i.

Niels: Hele æstetikken omkring pladen er meget digital og er meget inspireret af det her spil-univers. Vi er faktisk også ved at udvikle et computerspil, der udkommer i løbet af foråret i forlængelse af pladen. Det er kunstneren Tabitha Swanson, der har hjulpet os med det.

‘Sweet Nothings’ er bandets tredje single fra albummet Souvenir, der udkommer til februar. Det bliver bandets tredje fuldlængde album.

Theis: Et af de spil, vi har haft det grineren over, er ’Untitled Goose Game’. Man styrer nogle gæs rundt, og så skal de irritere nogle mennesker. Som med de fleste andre computerspil lyder det ret latterligt, når man skal forklare handlingen.

Theis: Tænk bare på ’Super Mario’, der handler om en blikkenslager, der skal finde mønter.

Theis: Det er æstetikken omkring spillet, som gør det til noget unikt. Man spiller i et slow play tempo, og der er meget sammenhold, fordi man er to mennesker, der spiller sammen. Og så er soundtracket ret genialt, det er sådan en salon-pianist, der bare sidder og spiller lidt klaver, lidt som soundtracket til tegnefilm fra 1950’erne. Det er et meget meget fint lille spil.

Læs også:

Niels: I det hele taget har vi dyrket det digitale meget i processen med det her album. Udover, at vi har samarbejdet med Tabitha Swanson omkring computerspillet, så har vi også sammen med Tabitha skabt et helt univers omkring pladen, som er inspireret af digital- og 3D-kunst. Vi leger også med det hyperrealistiske i musikken, hvor vi skruer på nogle knapper, så et instrument lyder så realistisk, at det næsten lyder overrealistisk. Eksempelvis er de guitarer, vi bruger på pladen ikke ægte, men programmerede guitarer. På den måde kan man lege med forestillingen om, at der er en guitar i musikken. Umiddelbart hører man en guitar, men lytter man efter i dybden, går det op for en, at det kan det umuligt være. Det er et greb, vi kender fra hyperpop, en genre, som er meget internetagtig og centreret omkring pladeselskabet PC Music.

Theis: Det har vi prøvet at afspejle i det visuelle forløb, vi har haft med Tabitha. Hun har skabt et univers, som ligner et naturlandskab, men som ser helt hyperrealistisk ud. Det ligner rigtigt græs, men så er himlen lyserød, og det hele er meget pang. Det plastiske i det, er virkelig noget, vi har arbejdet meget med.

Niels: På det punkt har vi også været inspirerede af en artist, der hedder Dorian Electra. De er enormt kompromisløse, og de arbejder med noget fuldstændig vanvittigt rendyrket hyperpop. Hvis du spillede det for dine forældre, ville de synes, det lyder helt skrækkeligt, for det nedbryder alt, man kalder god smag. Det er virkelig fedt.

Theis: Ja, de har også meget gaming-æstetik. De er en stor inspirationskilde for os.

Niels: Der er meget, der inspirerer os begge to, men der er også nogle punkter, hvor vi er ret forskellige i vores smag. Det har vi dyrket en del på den her plade. Vi har ladet hinanden have forskellige inspirationskilder og følge dem til dørs, og det har virkelig styrket pladen.

Theis: Vi er blevet bedre til at dyrke hinandens forskelligheder og give hinanden plads, og til at omfavne den dualisme, der er imellem os. Niels kan eksempelvis godt lide country og westernguitar, mens jeg godt kan lide at fuske det hele op med min mus og mit tastatur, at spille computer og have det meget trance-agtigt, mens jeg spiller Nintendo Switch. Der er nogle meget konkrete punkter, hvor vi er blevet mere og mere forskellige med årene.

Niels: På den måde kan det godt føles som et parforhold.

Theis: Ja, især når man er to.

Niels: Den måde, man kan blive irriteret på hinanden på, og de mærkelige dynamikker, man er groet fast i, minder meget om et parforhold.

Theis: Men der er også den samme vanvittige fortrolighed. Man kan gro fast, men man kan også blive ved med at inspirere hinanden, især hvis man giver forskellighederne plads. Det er det, der har gjort den her plade så god. Det har været rigtig godt for den kreative spænding og spejling os to imellem, at vi har givet hinanden lov til at arbejde med idéerne, uden at den anden altid er i rummet.

Niels: Det er også derfor, det har taget os så lang tid at lave pladen. Det har aldrig taget os så længe før.

Theis: Vores parforhold som band har heller aldrig fyldt så meget, som det gør nu, det er mere til stede på pladen rent tematisk, end det nogensinde har været før. Det kan være enormt komplekst at have en relation over så mange år, fordi man både forankrer hinanden, hader hinanden, og så er dybt forbundne og afhængige af hinanden. Tanken om, at den anden ikke længere er der, kan være dybt angstfremkaldende.

Niels: Gennem årene tror jeg, vi har haft en flygtig følelse af, at vi måske skulle lade være med at være et band, men det har aldrig rigtigt været et tema eller et spørgsmål, for vi er ikke i tvivl om, at vi vil det her sammen. Men det er også, fordi vi både er gode til at bruge hinanden til at håndtere professionelle og eksistentielle kriser. Vi siger det virkelig til hinanden, når vi har det svært. På den måde har vi et ret vildt asset i hinanden som mennesker.

Theis: Det sættere dybere og dybere spor i mellem mennesker, når man har så langt et forhold. Det skaber både glæde og tristhed. Ved at lave musik sammen har vi valgt at leve vores liv sammen. Og jo flere år, der er gået, jo sværere bliver det at forestille sig et andet liv.

Læs også: