Harvey og Zack Moscot

Medejer, adm. direktør, Moscot, 58 år og medejer, chefdesigner, Moscot 27 år

I 1899 flyttede den hviderussiske immigrant og optiker Hyman Moscot ind i en lille lejlighed i Manhattans Lower East Side-kvarter og begyndte at sælge hjemmelavede briller fra en trækvogn i Orchard Street. Han talte udelukkende jiddisch og servicerede derfor mange af de andre jødiske migranter, som havde slået sig ned i kvarteret. I 1915 åbnede Moscot sin første brillebutik i eget navn på Rivington Street lige rundt om hjørnet fra der, hvor han havde stået med sin trækvogn. 104 år senere sidder de nuværende ejere af Moscot, Harvey og Zack Moscot, på kontoret over deres butik på Orchard Street og fortæller om, hvorfor de har valgt at videreføre familievirksomheden. ”Jeg kan hver eneste dag mærke en stolthed over at drive familiens historie og værdier videre,” siger Harvey Moscot. ”Min passion er at give kunden de perfekte briller og hjælpe folk med deres syn. Præcis ligesom min far og farfar og hans far. Vi sætter vores navn og en lille trækvogn på indersiden af alle vores briller for at minde os om, hvor vi kommer fra, og hvilke værdier vi skal leve op til.” Som oldebarn af Hyman Moscot tilhører Harvey Moscot fjerde generation af familievirksomheden, som han har været en del af siden 1986 og i dag er administrerende direktør for. Hans søn, Zack Moscot, gik ind i familieforetagendet i 2013 som chefdesigner efter at have færdiggjort sin uddannelse som industriel designer. ”Da jeg voksede op, talte min far og farfar ikke om andet end Moscot. Jeg tænkte aldrig på at gøre noget andet end at blive en del af virksomheden. Hvis du er en Moscot, vil du gerne joine klubben. Jeg skulle stadig finde både min egen vej ind og min plads i virksomheden. Den medicinale del har aldrig interesseret mig, så det var ikke en mulighed for mig at blive optiker eller øjenlæge ligesom min far,” fortæller Zack Moscot.

Læs også:

Hverken Harvey eller Zack Moscot har erhvervserfaring fra andre steder end Moscot, og det er ifølge Harvey Moscot den største udfordring ved at gå direkte ind i en familievirksomhed. Derfor sørger de for at ansætte medarbejdere, der kommer med erfaring og friske input udefra, som de kan lære af. Det er deres forskellige uddannelser og ekspertiser, som er deres egne styrker som ledere, og ikke nødvendigvis, hvor de har arbejdet før, mener Zack Moscot. Alligevel har de begge oplevet usikkerhed i forhold til egne evner. ”Jeg har altid gerne villet gøre det bedre end mine forfædre. Jeg ville ikke være normal, hvis jeg aldrig var usikker på mig selv. Når der skal træffes vigtige beslutninger, følger der altid en tvivl med. Moscot er vores familiebrand, og vi passer på det som vores juvel,” siger 58-årige Harvey Moscot.

I modsætning til de tidligere generationer har Harvey og Zack Moscot også et nært forhold uden for kontoret. De spiller guitar og golf sammen, fortæller Harvey Moscot, der var mere adskilt fra sin egen far. ”Det er en stor styrke i vores makkerskab. At vi rent faktisk har det sjovt sammen. Det vigtigste, jeg lærte af min far, var, at jeg skulle være glad for at tage på arbejde. Være passioneret og have lyst til at gøre det godt hver eneste dag,” siger Harvey Moscot. ”Zack har i den grad været med til at udvikle Moscot i den digitale verden. Vi har netop lanceret en ny digital salgsplatform, og nu kommunikerer vi direkte med kunder i hele verden gennem vores sociale medier. Zack har lige besvaret et spørgsmål fra en kunde i Tokyo. Ejeren af brandet svarer selv, det er sgu da fedt. Den gode kundeoplevelse, jeg lærte af min farfar, da jeg hjalp til i butikken som barn, kan vi nu give til alle mennesker i verden.”

Moscot har samarbejdet med flere modedesignere heriblandt Johan Lindeberg, der gerne ville lave en brillekollektion til sit nye brand BLK DNM, hvilket Moscot gjorde og skrev ’Moscot for BLK DNM’ på stellet. Og så var det samarbejde i hus. Men det var kedeligt ikke at gøre mere, syntes Zack Moscot, da han for første gang sad med om bordet, da man ville indlede et samarbejde med det canadiske tøjmærke Wings and Horns. ”På min uddannelse lærte jeg at løse problemer ved at gå i nye retninger, end man tidligere har gjort. Jeg tror, mine idéer er lidt mere abstrakte, end hvis jeg kom fra en business-skole. Til Wings and Horn designede vi en jakke, der havde en lomme, som kunne foldes ud og blive til et brillehylster. Indvendigt i jakken var der også en lille pudseklud, og så lavede vi et par briller, som kunne foldes sammen og passe i jakkelommen,” fortæller 27-årige Zack Moscot.

Det er også den yngste Moscot, som nu har ansvaret for designet af alle brillerne, hvilket indebærer to kollektioner af både briller og solbriller. Den ene kalder de Moscot Originals, og den linje er meget inspireret af familiearkiverne, mens den anden, Moscot Spirit, lægger sig mere op ad tendenser på New Yorks modescene og har medført samarbejder med blandt andre Mr. Porter og Common Projects. Fælles for alle briller er, at de er håndlavede og udviklet på kontoret i New York. ”Vi giver kunden en historie om det ægte New York, når de køber vores briller,” siger Zack Moscot.

Men det er de fysiske butikker, præcis som det hele begyndte på Rivington Street, som skal sikre, at Moscot bliver ved med at være en international succes, fortæller Harvey Moscot. New York-brandet har i de seneste år åbnet butikker i Tokyo, Rom, Seoul og London, og flere lande kommer snart til. ”Ingen fortæller vores historie bedre end os selv, derfor skal vi i endnu højere grad være ude hos kunderne. Vores butikker har den samme æstetik som vores første butik i New York, vores historie kan ikke oversættes til andre byer. Det er New York-historien, vi tager med os ud i verden,” siger Harvey Moscot. Og netop New York er i høj grad med til at holde Moscot frisk og relevant, mener Zack Moscot. ”Vi arbejder og bor på Manhattan, vi er ikke i Connecticut. Vi er konstant eksponeret for mennesker med kant, vi tager til modeshow og arbejder med designere. Vores butik i Chelsea ligger i samme bygning som Googles kontor. Vi er midt i, hvor det hele sker inden for innovation og teknologi. Så længe vi bliver ved med at være åbne over for nye input, skal vi nok holde os relevante til de næste generationer.”

Fra Dossier nr. 12, april-maj 2019.

Læs også: