Ida Karstoft

Atlet og OL-deltager 
i 4 x 100-meter-stafet, 25 år

En aften i begyndelsen af maj stillede Ida Karstoft og resten af det danske kvindehold i 4 x 100-meter-stafet til start på et tilskuertomt Silesian Stadium i byen Katowice i det sydlige Polen. Semifinalen i VM i stafet skulle skydes i gang, og Ida Karstoft skulle løbe de sidste, afgørende 100 meter, der kunne kvalificere stafetkvinderne til sommerens OL i Tokyo. I ugerne op til havde holdet været på træningslejr i Portugal for at ”løbe sig sammen,” som Ida Karstoft kalder den tekniske trækning, der skal sikre, at alle accelerationer og stafetskift er helt på plads. Men nu var det alvor, i konkurrence mod Spanien og de to forhåndsfavoritter fra Frankrig og Schweiz. Nummer et og to ville løbe sig i finalen samt kvalificere sig til OL og til VM i Oregon i 2022 sammen med de to bedste treere fra de i alt tre semifinaleheat. ”Når man løber sidst, gælder det om ikke at analysere løbet. Så mister man fokus. Jeg koncentrerede mig udelukkende om at få den helt rette timing i mit stafetskift,” fortæller Ida Karstoft, der normalt løber som nummer to, men på grund af en skade i akillessenen var blevet placeret sidst, hvor hun blot skulle deltage i ét stafetskift: ”Det betød, at jeg pludselig skulle vente cirka 30 sekunder på at løbe i stedet for de 10 sekunder, jeg er vant til.”

Da startskuddet lød, kom Danmark godt fra start. Men da løber nummer tre, Mette Graversgaard, var på vej mod Ida Karstoft, tabte hun lidt fart sidst i løbet, samtidig med at Ida Karstoft accelererede to fødder for tidligt. Det bragte dem næsten ud af skiftezonen – og i fare for diskvalifikation. ”Jeg måtte trippe ned i fart igen og nåede akkurat at få depechen, inden jeg trådte over stregen. Før skiftet var Spanien et godt stykke bag os, men efter 30-40 meter anede jeg en rød skikkelse i øjenkrogen. Jeg nåede at tænke, at jeg havde ét mål: Jeg skulle ind før hende. Og da vi nåede omkring 50-60 meter, begyndte jeg at trække fra og kom ind 15 hundrededele af et sekund før spanieren,” siger Ida Karstoft.

Ida Karstoft var som fodboldspiller med til at vinde bronze i EM-slutrunden for U17-landsholdet i 2012 i Schweiz, og vestjyden opnåede også to A-landskampe, inden hun skiftede fodbold ud med atletik i 2017. Denne sommer stiller hun op til OL i Tokyo i 4 x 100-meter-stafet for Danmark.

Løbeundertrøje, Nike, 200 kr.
Leggings, Nike, 800 kr.
Sko, Nike, 1.200 kr.

De danske kvinder blev nummer tre med tiden 44,25 sekunder. I 10 minutter stod de nervøst på tribunen og ventede på at få at vide, om det var godt nok til at sikre OL-kvalifikation som en af de to bedste treere. Da resultatet kom frem på tavlen, og hendes holdkammerater brød ud i jubel, måtte Ida Karstoft kigge en ekstra gang, før hun turde tro på, at den var hjemme. ”Jeg stod i 10 sekunder og stirrede på storskærmen for at finde vores navne, mens de andre hoppede og skreg. Så brød jeg ud i gråd af glæde og lettelse. Det betød meget for os alle, men for mig var det ekstra stort, fordi jeg kun lige er kommet tilbage efter en skade. Jeg rev min akillessene delvist over for to år siden, og jeg har ikke konkurreret siden VM i 2019. Forleden var jeg til scanning, efter at jeg er startet med at løbe igen. Den viste, at der i hvert fald ikke er tilbagegang, og da jeg stort set ingen smerter har, når jeg løber, venter vi og kigger på den, når OL er overstået,” siger Ida Karstoft, som sad over, da stafetkvinderne dagen efter blev nummer seks i VM-finalen i Polen.

Læs også:

Det er kun fire år siden, at Ida Karstoft begyndte at dyrke atletik. Inden da var hun professionel fodboldspiller, på kontrakt i Brøndby IF og med to A-landskampe på CV’et. Hun begyndte at spille fodbold som 11-årig i Lemvig, hvor hun er født og opvokset. Hun kom på ungdomslandsholdet og skiftede siden til Thisted og senere Viborg, inden hun i sommeren 2015 fik et kontrakttilbud fra de danske mestre fra Brøndby. Hun flyttede til København og begyndte at læse markedsføring og sports management på Copenhagen Business Academy ved siden af fodbolden. Men starten i Brøndby blev hurtigt ødelagt af en overbelastningsskade i låret – og derefter tog den ene skade den anden. ”Jeg fik et vrid i knæet. En forstuvet ankel. En skulderskade og så en hjernerystelse,” fortæller Ida Karstoft. Samtidig kom hun ind i et præstationsmiljø, hvor hun ikke automatisk var den bedste, men blot én af mange dygtige spillere, og hvor hun ikke havde samme personlige relation til sin træner, som hun havde været vant til i Viborg, Thisted og hjemme i Lemvig. ”Når jeg var klar, spillede jeg. Men hver gang blev jeg skadet igen, og jeg begyndte at blive nervøs for kampene. Jeg har altid holdt mere af selve træningen. Inden en Champions League-ottendedelsfinale mod Manchester City i foråret 2016, ringede jeg grædende hjem til mine forældre, fordi jeg slet ikke kunne håndtere tanken om at skulle spille,” siger hun.

Det danske kvindehold i 4 x 100-meter-stafet består foruden Ida Karstoft af Astrid Glenner-Frandsen, Mathilde U. Kramer og Mette Graversgaard. Individuelt konkurrerer Ida Karstoft også i 100- og 200-meter-løb, men er ikke kvalificeret til OL. Hendes personlige rekord på de to distancer er henholdsvis 11,66 og 23,57 sekunder.

Løbeundertrøje, Nike, 200 kr.
Leggings, Nike, 800 kr.
Sko, Nike, 1.200 kr.

Nogle måneder forinden, mens Ida Karstoft løb på Brøndbys anlæg og genoptrænede for sig selv, var Michael Jørgensen – fysisk træner for Brøndbys herreungdomshold – kommet hen til hende og havde spurgt, om hun nogensinde havde trænet løb. Først var hun skeptisk, men lod sig overtale til at blive testet i Sparta Atletik på Østerbro, hvor Michael Jørgensen i 20 år havde været træner i Danmarks mest vindende atletikklub. Han så med det samme et potentiale i Ida Karstoft, som løb mere oprejst og med højere tyngdepunkt, end mange fodboldspillere havde for vane. De aftalte, at hun hver onsdag skulle komme til hurtighedstræning ved siden af fodboldtræningen i Brøndby. ”På løbebanen følte jeg mig fri. Samtidig blev glæden ved fodbold mindre og mindre. Michael sagde til mig, at hvis jeg nogensinde ville skifte, kunne han love mig, at jeg ville blive en topfem-løber i Danmark på et år. Men jeg havde svært ved at opgive min identitet som fodboldspiller. Hjemme i Lemvig var jeg hende fra Brøndby og hende fra landsholdet. Men hvem var jeg, hvis jeg ikke var fodboldspiller?” siger Ida Karstoft.

I december 2016 besluttede hun sig alligevel for at opsige sin kontrakt i Brøndby IF og stoppe fodboldkarrieren. I stedet begyndte dengang 22-årige Ida Karstoft at træne hver dag i Sparta Atletik. I januar 2017 løb hun sit første officielle løb, og kort efter ringede hendes telefon: To løbere havde meldt afbud til den nordiske atletiklandskamp, Nordenkampen, og som erstatning ville landstræneren udtage Ida Karstoft, der hurtigt havde vist sig at være det store sprinttalent, Michael Jørgensen havde set på træningsbanen i Brøndby. I dag, fire år senere, er hun 21 hundrededele af et sekund fra den danske rekord på 200 meter på 23,36 sekunder, sat af Dorte A. Wolfsberg i 1983. ”Som fodboldspiller drømte jeg om at vinde Champions League, om slutrunder med landsholdet og om at komme til udlandet og få en stor kontrakt. Mine ambitioner som sprinter er ikke mindre,” siger Ida Karstoft. ”Jeg drømmer om at sætte dansk rekord, om at komme til EM og VM, og mit store mål er OL i 2024 på 200-meter-sprint. Men først gælder det OL i Tokyo, hvor vi går efter at komme i finalen.”

Fra Dossier nr. 25, juli-august 2021.

Læs også: