Johanne Schmidt-Nielsen

om at skifte karriere

Efter 12 år på Christiansborg for Enhedslisten måtte Johanne Schmidt-Nielsen efter sidste 
folketingsvalg pakke flyttekasserne. Partiets rotationsprincip betød nemlig, at hun ikke måtte genopstille. I noget tid spekulerede hun over, hvad der mon så skulle ske, men da Red Barnet meldte sig på banen, virkede det som det rigtige match. For den 37-årige generalsekretær er der en stor fornøjelse forbundet med at være startet på noget nyt og dermed skulle gøre sig umage hver eneste dag.

DA SIDSTE FOLKETINGSVALG blev udskrevet i maj 2019, gik jeg i gang med at pakke ting ned i flyttekasser. Det var lidt specielt, for til alle andre valgkampe har det betydet startskuddet på tre ugers ren overlevelse. Det er arbejde i døgndrift, hvor man ikke får set sin kæreste og familie, og hvor kun resultatet tæller. Sådan var det også for mine partifæller og kolleger, men selv gik jeg stille og roligt rundt og nussede på kontoret med en stak af Borgens egne flyttekasser, hvor der står ’Christiansborg’ på.

Som folketingspolitiker for Enhedslisten kender man fra starten vilkårene. Partiets rotationsprincip gør, at man ikke kan sidde for evigt, men fordi jeg altid har vidst, at dagen ville komme, var det ikke så vemodigt, som man måske kunne tro. Der er fordele og ulemper ved rotationsprincippet. Jeg syntes, jeg var en markant dygtigere politiker, da jeg stoppede, end da jeg startede. Men for mig personligt var det rart at skulle stoppe, og at det samtidig ikke var til diskussion. Der må være en kæmpeforskel på at stoppe i Folketinget, fordi man ikke fik stemmer nok, eller fordi man ikke genopstiller. Jeg var glad for, hvad jeg havde været med til i Enhedslisten – jeg syntes, vi havde formået at rykke partiet et bedre sted hen. Jeg havde også fået en lille datter, og jeg vidste allerede, at jeg skulle starte i Red Barnet. Jeg var virkelig klar til et nyt kapitel.

Skjorte, Cecilie Bahnsen, 4.850 kr.
Bukser, Pieces, 330 kr.

FØR JEG STOPPEDE, gjorde jeg mig selvfølgelig en masse tanker. Jeg har samme eksistentielle grund-angst som alle mulige andre mennesker: ’Måske kan jeg ingenting?’ Jeg har ikke levet særlig planlagt, forstået på den måde, at jeg aldrig har stræbt efter et personligt mål ude i horisonten. Det var ikke min drøm at blive valgt til Folketinget i første omgang. Det var bare sådan, det blev. Jeg havde kun lige afsluttet min bachelor i socialvidenskab fra Roskilde Universitet, da jeg blev valgt ind som 23-årig i 2007. Dengang var min mor meget bekymret for, at jeg ikke også havde fået kandidaten med. Derfor begyndte jeg at spekulere på, om jeg simpelthen skulle blive studerende igen.

Jeg ringede til en studievejleder på Københavns Universitet, fordi jeg overvejede at starte på jura med henblik på at blive advokat en dag. I min tid på Christiansborg havde jeg fået øjnene op for, hvor fedt et fag jura er. Studievejlederen og jeg fik en fin snak. Men det virkede også lidt uoverskueligt. Jeg har dog stadig en drøm om, at jeg om mange år, når jeg er gået på pension, kan starte på åbent universitet. Der var også den mulighed, at jeg kunne have fået eftervederlag i to år. Det er en af mange privilegier, man har som politiker, at man kan få løn i to år uden at lave noget. På den måde kunne jeg have lavet frivilligt arbejde i Enhedslisten og fortsat i partiet alligevel, men det fristede ikke rigtigt. Jeg havde også lyst til at lave noget andet. Derfor blev min nysgerrighed vakt, da jeg blev ringet op af et rekrutteringsbureau, mens jeg var på barsel med min datter, Lily. De fortalte, at stillingen som generalsekretær for Red Barnet var ledig og ville høre, om jeg mon kunne være interesseret i at søge jobbet. Selve sagen var jo et vidunderligt match. Jeg kunne ikke forestille mig noget bedre end at få lov til at arbejde for børns rettigheder, for den røde tråd i mit politiske virke havde på en måde været, at uanset hvem vores forældre er, og hvor i verden vi er født, skal vi have ordentlige muligheder i livet.

Læs også:

På det tidspunkt vidste jeg ikke, hvad det indebar at være generalsekretær i en organisation med mere end 200 medarbejdere. Men det er faktisk ret sjovt at lave så markant et skift i arbejdslivet som 35-årig. Efter at jeg var stoppet som politisk ordfører i Enhedslisten i 2016, var jeg gået i en meget mere nørdet retning, hvor jeg virkelig fik lov til at dykke dybt ned i udlændingeområdet. Jeg havde blandt andet en fantastisk dygtig medarbejder, der var nørd med kæmpe N og havde læst alle tyske aviser, før han mødte ind, så han vidste, hvilke domme der var faldet i de tyske delstater, så jeg kunne stille spørgsmål i Folketingets udvalg. Det var en fornøjelse at arbejde sammen med ham, så det var ikke, fordi det var venstrehåndsarbejde, men lad mig sige det sådan: Jeg vidste efterhånden godt, hvordan Christiansborg fungerede.

Selv om jeg har været i Red Barnet i snart to år nu, skal jeg stadig holde tungen lige i munden hver dag. Om det er afslutning på årsregnskab, fondssamarbejde eller forhandling af ny strategi-partneraftale med Danida. Det er sjovt virkelig at skulle gøre sig umage.

”Det var først, da jeg var startet i Red Barnet, at det gik op for mig, hvor stor forskel der er på at stå i spidsen for et parti, hvor der i øvrigt er en sekretariatschef, og så være øverste chef i en organisation,” siger Johanne Schmidt-Nielsen. ”Pludselig skulle jeg forholde mig til problematikker, som hvordan HR-afdelingen placeres bedst. Samtidig er det en organisation, hvor arbejdet er afhængigt af en lang række donorer, både de store institutionelle som Danida, EU, FN og private fonde og de 47.000 faste støtter hver måned. Det er en helt anden virkelighed at navigere i et parti, hvor man ved, hvad der er af økonomi at drive sekretariat for, når valget er overstået, og så at være ansat af en bestyrelseschef i en organisation med en omsætning på en halv milliard kroner og 230 medarbejdere. Læringskurven har været stejl.”

Jakke, Cecilie Bahnsen x Mackintosh, 17.100 kr.

MINE STØRSTE overvejelser om jobbet gik på, om jeg kunne forene det med familielivet. Da min politiske karriere lakkede mod enden, tænkte jeg, at noget af det fede ville blive ikke at være væk for mange aftener. For som politiker kan man aldrig vide, om mødet i folketingssalen trækker ud til klokken 23. Der er også de sene aftener i DR Deadline og sådan noget, og fordi politik er en blanding af professionelle og en masse frivillige, ligger meget af arbejdet uden for den normale arbejdstid, så der er rigtig mange foredrag i lokalforeninger og rundtom på højskoler i Jylland.
Som generalsekretær i Red Barnet har jeg ikke ligefrem fundet mig et otte til 16-job. Der er nemlig også masser af frivillige og aftenmøder, og når der ikke er en global pandemi, indebærer det en del rejseaktivitet. Foruden min kærestes to børn blev vi forældre til en datter i 2018, og jeg var bekymret for, om jeg ville kunne forene et så omfattende job på den måde. For jeg synes, det er sindssygt svært at få arbejdslivet og privatlivet til at hænge sammen. Jeg cykler med hjertet oppe i halsen mod vuggestuen for ikke at hente for sent. Men selvfølgelig er det svært at få arbejde til at hænge sammen med snart fire børn. Jeg kender ikke nogen, der ikke synes, det er svært, uanset hvilket job de har. Sådan er det bare. Og jeg synes heldigvis, at min mulighed for at skabe en balance er bedre, og netop balancen er en vigtig prioritet for mig nu. Det var det jo ikke, før jeg fik børn. Der arbejdede jeg bare.

”Jeg ser ofte TV-avisen, hvor jeg tænker: ’Gud ske tak og lov for, at det ikke er mig, der skal mene noget om de der fiskekvoter eller den der covid- 19-håndtering’, eller hvad det ellers kan være.”

Johanne Schmidt-Nielsen

Min anden store overvejelse gik på, om min fortid som politiker ville smitte for meget af på Red Barnet. Det var noget, jeg tog op til de jobsamtaler, jeg var til. Jeg var bekymret for, om min person kunne skygge for den gode sag. Formanden troede på, at der var mere på plussiden end minussiden, og jeg må sige, at selve transformationen er gået over al forventning. Der har sikkert været skepsis fra nogle af medarbejderne, men ingen har sagt det direkte, og jeg tog den også rimelig offensivt fra begyndelsen ved at sige højt, at jeg jo kom fra Enhedslisten, og det skulle vi være opmærksomme på. Selvfølgelig har der været lidt sure bemærkninger på Facebook, men generelt er det ikke min oplevelse, at min person er blevet et problem. Jeg håber da, at det forholder sig omvendt.

På den anden side har der også været enkeltsager, hvor det har kriblet lidt i fingrene på mig for at ytre mig politisk. Men mest af alt har det faktisk været befriende ikke at skulle have en holdning til alt muligt længere. Før jeg startede i Red Barnet, havde jeg været på barsel et år og var kun lige kommet kort tilbage til Folketinget, og i den periode havde jeg vænnet mig til, at det faktisk passede mig virkelig godt ikke at skulle mene noget om hvad som helst. Jeg ser ofte TV-avisen, hvor jeg tænker: ’Gud ske tak og lov for, at det ikke er mig, der skal mene noget om de der fiskekvoter eller den der covid-19-håndtering’, eller hvad det ellers kan være.

Jeg burde nok have bekymret mig over, om jeg havde lederevner til at drive så stor en organisation, men jeg må tilstå, at det sjovt nok fyldte ganske lidt. Men hvis jeg skal rose mig selv for noget, er det, at jeg er utroligt god til at sige alt det, jeg ikke kan finde ud af. Jeg har aldrig været bange for at sige: ’Vil du hjælpe mig med det?’ For mit vedkommende kommer det nok af en grundlæggende tro på, at jeg er god nok. Hvis man har nogenlunde styr på sit selvværd og tænker, at det er okay, man er her i verden, er det også nemmere at sige højt, hvad man ikke kan finde ud af. Jeg har stort set kun haft gode oplevelser med at række ud efter hjælp. Der er desværre ikke så meget plads til tvivlen i politik. Det kunne jeg sikkert godt selv have bidraget med i højere grad, for jeg ville ønske, at der var mere plads til at tvivle. Tvivl bliver man klog af, så længe det ikke fører til passivitet.

Johanne Schmidt-Nielsen er højgravid, da dette interview bliver lavet. ”Der har aldrig været en generalsekretær i Red Barnets historie, der har været på barsel før mig. Måske fordi ingen har haft den alder. Så lidt ung er jeg måske alligevel. Eller også er jeg en gammel mor.”

Skjorte, Cecilie Bahnsen, 4.850 kr.
Bukser, Pieces, 330 kr.

DER ER MASSER af dilemmaer og masser af tvivl som generalsekretær i Red Barnet. Det tager næsten altid afsæt i det samme spørgsmål: Hvordan får vi skabt størst forandring? For vi arbejder for eksempel i områder, hvor kønslemlæstelse af piger er udbredt – dét, man tidligere kaldte for omskæring. Skal vi bare stille os op med skilte og råbe, eller skal vi prøve at gå i dialog med nogle af dem, der faktisk udfører de her overgreb? Hvad er den mest effektive vej til forandring? Hvis vi vil være der for de børn, der har allermest behov for hjælp, er vi nødt til at kunne arbejde i områder med regeringer og regimer, der står for praksisser, vi bestemt ikke kan stå inde for. Det kan vi kritisere, men ikke så højt, at vi bliver smidt ud, for så kan vi slet ikke være der for børnene. Det er superdilemmafyldt, og det er ikke altid, at svaret ligger lige for.

Heldigvis er der én ting, der er utrolig nemt, nemlig det udgangspunkt, at vi altid står på børnenes side og insisterer på barnets tarv. Også når det er upopulært, og børnene eksempelvis har mødre, der mere eller mindre bevidst har tilsluttet sig et vanvittigt kalifat i Syrien, som kan være svært at forstå. Så insisterer vi på, at børn er børn, og børn har rettigheder, og børn skal ikke straffes for deres forældres gerninger. På den måde er det for mig ukompliceret at forholde mig til en sag som den om børnene i Syrien. Mange siger, at det er en meget svær sag, men det synes jeg ikke, for det bør være så grundlæggende, at vi ikke straffer børn for deres forældres gerninger. Jeg synes ikke, det er svært.

Læs også:

Selv om der er sager som den her, der virkelig kan hidse folk op, vil jeg sige, at det generelt er et forholdsvis ukontroversielt område at arbejde med. Der er heldigvis meget bred tilslutning til selve sagen for at styrke børns rettigheder. Om det er sommerlejre for børn i sårbare positioner herhjemme, eller om vi er til stede i Gaza, Syrien eller Yemen eller andre brændpunkter ude i verden. På den måde er mit nuværende arbejde markant mindre konfliktfyldt, end da jeg var politiker. Det sætter jeg sådan set stor pris på. Min indbakke var jo fuld af had og trusler og tilsvininger, da jeg arbejdede på Christiansborg. Jeg sad på flygtninge- og ligestillingsområdet, og lige netop de to områder tiltrækker tilsyneladende den slags mennesker, der ikke kan tale ordentligt til andre. Det oplever jeg slet ikke i samme grad længere, og jeg må sige, at jeg personligt synes, det er dejligt at leve en tilværelse, hvor konfliktniveauet er lavere, og hvor det handler om at skabe alliancer på tværs. Om det er for at sikre opbakning til vores straffelovsudspil om at kriminalisere grooming selvstændigt i straffeloven eller for at indføre følgeordninger i kommunerne, så børn i udsatte familier kan komme til sportsaktiviteter.

Jeg kan godt lide at skabe alliancer på tværs, og det er i høj grad det modsatte af politik. For selv om politik handler om alliancer og samarbejde, er der også interessemodsætninger og konflikter. På mange måder forsøger vi i Red Barnet at hive politikken ud af for eksempel sagen om de danske børn i Syrien og siger i stedet, at det ikke bør være så kompliceret at tage stilling til, om vi skal straffe børn for deres forældres gerninger. For det bør være så grundlæggende et princip i Danmark, at det gør vi selvfølgelig ikke.

EFTER AT JEG BEGYNDTE som generalsekretær, forærede en af de ældre medarbejdere mig en plakat fra 1945. Den var fra det år, hvor Red Barnet blev oprettet herhjemme, og det blev anstødsstenen til, at jeg dykkede ned i den lange historie. Det har været godt givet ud, for det er vigtigt at huske på, at det virkelig ikke er min organisation. Den er funderet på principper, der rækker mange år tilbage. Jeg er bare heldig at få lov til at stå i spidsen i en periode.

”I starten var jeg en flue i en flaske,” fortæller Johanne Schmidt-Nielsen. ”Jeg var totalt forvirret og prøvede at skabe et overblik over, hvem pokker alle de mennesker var, og hvad de lavede. Jeg havde en ambition om at få snakket med alle mine nye medarbejdere. Det viste sig at være lidt urealistisk med 230 samtaler, men jeg kom da huset rundt, og så blev det til gruppesamtaler i stedet. Jeg er jo trods alt gammel RUC’er.”

Skjorte, Cecilie Bahnsen, 4.850 kr

Umiddelbart efter 1. verdenskrig blev Red Barnet dannet i London af en kvinde, der hed Eglantyne Jebb. Hun insisterede på, at også fjendens børn skulle have hjælp. På det tidspunkt var det et meget kontroversielt og progressivt standpunkt, men Jebb var allerede i 1919 ret langt fremme med idéen om, at børn er individer med rettigheder og ikke bare forældre-eje som en stol eller en kaffekop, som de kan udsætte for, hvad de vil.

Efter 2. verdenskrig blev Red Barnet så dannet i Danmark af især en masse seje kvinder, heriblandt Valborg Hammerich, der havde været meget aktiv i modstandsbevægelsen. Hun var gift med en mand, der efterfølgende har fået betydeligt mere plads i historien, nemlig Kai Hammerich, der var generalsekretær i Røde Kors og blandt andet igangsatte ’Jutlandia’ under Koreakrigen. Sammen med de andre i Red Barnet insisterede Valborg Hammerich, efter lange diskussioner internt i organisationen, at også de tyske børn skulle have hjælp.

På den måde trækker historien klare paralleller, for apropos diskussionerne om børnene i Syrien, så står vi i Red Barnet helt grundlæggende fast på, at børn er børn, og børn har ret til det gode liv, uanset hvem deres forældre er. I politik kan man hurtigt forfalde til at lade sig styre af aktuelle folkestemninger, men Red Barnet har en meget imponerende historie, og når man dykker ned i den, bliver det meget tydeligt, at vi, der er her lige nu, skal passe godt på den historie.

”Mange siger, at det er en meget svær sag, men det synes jeg ikke, for det bør være så grundlæggende, at vi ikke straffer børn for deres forældres gerninger.”

Johanne Schmidt-Nielsen

DA JEG LÆSTE op på historien, lærte jeg også, at det var lykkedes for Red Barnet i Danmark efter 2. verdenskrig at få sendt en masse mad ud til børn, der sultede, i Europa. De fik også hentet børn til landet, der havde brug for simpelthen at blive fedet op. Det virker mærkeligt i dag at snakke om børn på den måde, men sådan så man det faktisk dengang. Man vejede børnene, og når de tog af sted igen, målte man indsatsen på vægtforøgning. Men der var også blik for, at det ikke bare var vægten, der betød noget. Jeg faldt over et citat, hvor den daværende generalsekretær havde udtalt: ’Det er pudsigt, at smilehuller kan veje så meget’.

For mig viser det, at der også var en forståelse for den mentale sundhed. Det er interessant, for det er noget, der virkelig er blevet en mærkesag for os i dag. Mental sundhed blandt børn i kriser og konflikter er totalt underprioriteret. Verden har efterhånden forstået, at der skal være mad, husly, tæpper og den slags, men der mangler forståelse for, at børn, der har været på flugt eller udsat for massiv vold, er i alarmberedskab. Det er en mærkesag for Red Barnet i Danmark at få hele det store, globale system, der arbejder med børn i krige, kriser og konflikter i de mest skrøbelige kontekster, til at forstå og prioritere den mentale trivsel, for der er verden virkelig bagud.

Vi arbejder med børn, der har været indfanget af oprørsgrupper og terrorgrupper, har været brugt som såkaldt ’hustruer’ eller været tvunget til at blive børnesoldater. Børn, som med god grund har så meget vrede i sig, at deres lunter er ekstremt korte. Hvis man ikke får arbejdet med det, kan ens hjerne ikke tage læring ind og danne relationer til andre mennesker. Man får en rigtig dårlig barndom, men også svært ved at få voksenlivet til at hænge sammen og i øvrigt svært ved at opbygge trygge og stabile samfund, så der er også fredsperspektiver i det.

Det er et fuldstændig afgørende parameter, og samtidig er det under én procent af al verdens sundhedsbistand, der går til det mentale. For mit vedkommende er en vigtig del af mit job at lave fortalervirksomhed – forsøge at påvirke beslutningstagerne både i Danmark og i alle internationale fora og i FN-systemet. I Red Barnet Danmark har vi det også som hovedprioritet i vores indsatser. For nylig startede vi et stort projekt i Sahel-regionen i Afrika, hvor vi med blandt andre Flygtningehjælpen og Care arbejder med unge, der skal lære nye landbrugsformer på grund af klimaforandringer. Her spiller den mentale sundhed hele tiden ind. Det er unge, der er vokset op med massiv vold, så mens de bliver oplært i det praktiske, bearbejder vi løbende deres oplevelser og deres vrede.

Blot et par dage før, at Danmark lukkede i marts 2020, besøgte jeg Zaatari-lejren i Jordan på grænsen til Syrien. Der bor omkring 70.000 syriske flygtninge, der har oplevet krig og flugt eller måske ligefrem har boet hele deres liv i flygtningelejren. Der arbejder vi med lokale fodboldklubber, dels for at skabe safespaces for børnene, men også for at uddanne trænerne til at håndtere konflikter. Så når konflikterne uundgåeligt opstår, kan de stoppe op og snakke om, hvad det går ud på. På den måde handler det om hele tiden at få indarbejdet det mentale i alle vores aktiviteter.

Jakke, Cecilie Bahnsen x Mackintosh, 17.100 kr.
Strik, Comme des Garçons hos Mads Nørgaard, 2.250 kr.

I MIT NYE JOB er den største udfordring i virkeligheden at arbejde på at gøre os selv overflødige. Vi skal hele tiden stille spørgsmålet: ’Er det en god idé, at vi gør det her, eller bør det være andre?’ For ideelt set er der slet ikke behov for, at klinikker for underernærede spædbørn i Somaliland er drevet af en stor, international NGO, så hvordan sørger vi for på den ene side at komme et sted hen, hvor klimaforandringer, tørker og oversvømmelser ikke medfører, at børn dør af underernæring, og på den anden side at binde det nødvendige arbejde op på de lokale civilsamfund?

På udviklingssprog kalder man det lokalisering – ideen om på sigt at overflødiggøre os selv. Vi skal altid stramme os an med at arbejde tæt med lokale civilsamfund, lokale organisationer og lokale regeringer, så der ikke bare kommer en stor, international organisation med røde veste, bygger en skole og smutter igen, men at indsatsen i stedet bliver forankret lokalt. Det er mere demokratisk, mere effektivt og mere bæredygtigt.

Den eneste grund til, at vi kan gøre det arbejde, vi gør både herhjemme og ude i verden, er, at vi er støttet af forskellige virksomheder og af de mange mennesker, der er villige til at undvære 100 kroner om måneden. Det er forudsætningen for vores uafhængighed. For hvis vi kun fik midler fra Danida og EU, ville det være sværere at gå ud og insistere på eksempelvis at hente børn hjem fra Syrien. Vi kunne i hvert fald risikere, at vores uafhængighed kunne drages i tvivl eller blive truet på en anden måde. Derfor er de faste donationer både forudsætningen for, hvad vi kan gøre, og forudsætningen for vores uafhængighed.

Som generalsekretær består mit job i høj grad af at sikre den støtte, men også i at få forklaret politikerne, hvorfor det eksempelvis er vigtigt at have en SletDet-rådgivning, så børn og unge, der har fået delt intime billeder på internettet, både kan få psykologisk førstehjælp og hjælp til at få materialet slettet og måske hjælp til at tage den svære snak med forældrene. For omkring halvdelen af de børn og unge, der kontakter os, er vanvittigt bange for at få skældud, og derfor rækker de ikke ud til voksne, men intet barn kan løse det her alene. Mit job består i virkelig at få banket det ind på lystavlen på Christiansborg, så vi kan få de nødvendige bevillinger på Finansloven for at levere det arbejde, som børnene og de unge har brug for.

Læs også:

Helt generelt er fortalervirksomhed en stor del af mit arbejde. Det er fantastisk at kunne kombinere det konkrete arbejde, vi laver med børn – om det er SletDet-rådgivning eller programmer for under-ernærede spædbørn i Somaliland – med det lange, seje træk at få forandringerne forankret strukturelt i samfundet. For nylig fremlagde regeringen et straffelovsudspil, der styrker børns retssikkerhed markant i forbindelse med beskyttelse mod seksuelle overgreb. Udspillet var i høj grad inspireret af Red Barnets anbefalinger og en kæmpesejr.

NÅR DET ER sagt, er det en evindelig udfordring for nødhjælpsorganisationer at få kommunikeret budskaberne, uden at folk lukker både ører og øjne. For der er så meget elendighed i verden, at vi nærmest ikke kan klare at høre på det. Jeg ville ønske, jeg kunne knække den nød. Der er også dilemmaer i, at store nødhjælpsorganisationer som den, jeg selv repræsenterer, har brug for at fundraise og vise, hvor akutte og massive problemerne er, og derfor måske ikke altid får kommunikeret, at meget går den rigtige vej. Det kan komme til at fremstå mere håbløst, end det i virkeligheden er. Der har vi virkelig en opgave, også i Red Barnet, for at få vist, at de lange, seje træk virker. Jeg tror, at vi nogle gange kan blive lidt kortsigtede i vores fundraising. Ikke af ond vilje, for det er jo akut, og der er brug for hjælp, men nogle gange kommer NGO-branchen til at skyde sig selv lidt i foden, fordi vi kun fokuserer på det dårlige, og så får man lyst til at give op. ’For det nytter jo alligevel ikke noget’.

Vi er nødt til at insistere på fortsat at vise det, man helst ikke vil se, for vi kan ikke bare kigge væk, og samtidig skal vi blive bedre til at fortælle, hvorfor det lange, seje træk virker. Vi skal vise, at der faktisk er et uddannelsessystem i Somaliland, der virkelig er under opbygning, så folk ikke kun bliver mødt af håbløsheden. For alle har brug for håb.
Da jeg tiltrådte, havde jeg det sådan, at Red Barnet ikke var synlige nok. Slet ikke i forhold til hvor fantastisk og vigtigt et arbejde, der bliver gjort i organisationen. Det var et mål for mig at skabe større synlighed og få forbundet det konkrete arbejde med at sætte dagsordener, der fører til politiske forandringer. Så det rent faktisk lykkes for os at beskytte børn bedre mod seksuelle overgreb, eller at børn ikke vokser op i fattigdom, for det er så pinligt, at børnefattigdom overhovedet findes i Danmark.

Der er ingen tvivl om, at jeg har kunnet bruge mit netværk og dét at sætte en retning og få sat budskaber på dagsordenen. Det gjorde jeg på Christiansborg, og det er i høj grad også, hvad jeg gør nu. Jeg har udnyttet min rolle som offentlig person for at få gennemslagskraft, men det er også vigtigt for mig at understrege, at jeg ingenting kan alene. Når jeg kan sidde i ’Go’ Aften Live’ og fortælle om, hvorfor vi har brug for en ny lovgivning i forbindelse med digitale krænkelser af børn og unge, skyldes det, at vi har et helt team af seje medarbejdere, der har arbejdet på det, længe før Christiansborg og TV-avisen fik øjnene op for det.

Jeg synes, at vi sammen er blevet bedre til at forene vores arbejde med at sætte udfordringerne på dagsordenen. Det digitale område er et meget godt eksempel. Her kommer nu en ny lovgivning, og det skyldes blandt andet, at Red Barnet har insisteret på det i årevis. Men der er også områder, hvor det ikke er lykkedes for os endnu. Vi har ikke fået hentet alle de danske børn i Syrien hjem, selv om regeringen nu endelig har meldt ud, at man vil hente 14 børn og deres mødre. Og kurven er ikke knækket med hensyn til børnefattigdom i Danmark.

”Jeg sad på flygtninge- og ligestillingsområdet, og lige netop de to områder tiltrækker tilsyneladende den slags mennesker, der ikke kan tale ordentligt til andre. Det oplever jeg slet ikke i samme grad længere, og jeg må sige, at jeg personligt synes, det er dejligt at leve en tilværelse, hvor konfliktniveauet er lavere.”

Johanne Schmidt-Nielsen

DET ER EN forfærdelig kombination at beskæftige sig med verdens mest udsatte børn og samtidig være gravid og have små børn derhjemme. Det er det virkelig. Omvendt er det også meningsfyldt. Jeg bliver superpåvirket af mit arbejde. Heldigvis. For jeg vil sige det sådan, at hvis man får så hård hud, at man ikke bliver påvirket af børneægteskaber, der ofte fører både fysisk, psykisk og seksuel vold med sig, bør man finde sig et andet arbejde. Eller for den sags skyld herhjemme, hvor vi får henvendelser fra børn og unge, der isolerer sig og ikke kan se nogen vej ud, fordi de eksempelvis har fået delt en overgrebsvideo. Heldigvis bliver jeg påvirket af det.

Sådan havde jeg det også i politik. Jeg vil nødigt få så hård hud, at jeg ikke kan tage andre historier og oplevelser ind. Samtidig kan det heller ikke nytte noget, hvis jeg ikke kan gå hjem fra arbejde og se Minisjang med min datter og fokusere på hende. Jeg kan godt finde ud af det. Og kan man ikke det, skal man lave noget andet. Det handler jo om at finde balancen mellem de to poler. Det er jeg meget opmærksom på. Forleden skulle vi optage en lille kampagnefilm med nogle af vores mange engagerede ambassadører, blandt andre Thomas Helmig, Mads Langer, Julie Bertelsen og Hr. Skæg. Vi skulle læse citater op fra børn, der havde kontaktet SletDet-rådgivningen. Da jeg så videoen bagefter, kunne jeg konstatere, at de andre var blevet enormt påvirkede, og flere af dem kneb en tåre, mens jeg bare stod og læste. Det tænkte jeg over. Men jeg nåede også frem til, at jeg jo ikke bare stod og læste op. Jeg blev også påvirket, men jeg kan heller ikke græde hver dag på arbejde. Det kommer der ikke noget godt ud af.

FØR JEG TRÅDTE til, havde Red Barnet været igennem et par kontroversielle år. Der var i høj grad brug for, at der kom ro på og blev skabt et godt og trygt arbejdsmiljø. Og så kom covid-19, og så handlede alting pludselig om, at vi skulle omlægge alt vores arbejde både herhjemme og ude i verden. Det har været vildt. Vi var meget i tvivl om, hvor hårdt vi ville blive ramt økonomisk. Ville folk stoppe med at støtte vores arbejde, fordi de var bekymrede for egen økonomi, og kunne vi gennemføre vores projekter og dermed leve op til vores forpligtelser over for børnene og vores donorer?

Som noget af det første måtte jeg derfor foreslå alle medarbejdere en kollektiv lønreduktion, hvor vi droppede pension i tre måneder. Det var simpelthen for at være sikre på at kunne komme igennem uden at lukke projekter. Det var ikke det fedeste i verden at lægge ud med som ny chef på Teams at give sådan en besked. Jeg måtte da også lige synke en ekstra gang forinden. Heldigvis var der massiv opbakning. Det var meget rørende og imponerende at opleve, hvor stort engagementet var fra medarbejdernes side.

Vi oplevede, at vi faktisk blev vigtigere end nogensinde før. Verdens mest sårbare børn har virkelig betalt en høj pris både herhjemme og ude i verden. Herhjemme, fordi børn, der er helt afhængige af det afbræk, som skolegang eller institution kan være, pludselig har været tvunget til at være hjemme hos forældre, der synes, det er rigtig svært at være forældre. Ude i verden, fordi familier, der i forvejen var fattige, har oplevet, at der pludselig er blevet skruet op for fattigdommen. Derfor blev det meget tydeligt, hvad vi skulle. Vi skulle nemlig sørge for at fortsætte vores arbejde på trods af covid-19, og allerhelst skrue op for indsatsen. Selv om det var frustrerende at sidde på hjemmekontoret hver især, blev behovet meget tydeligt, og dermed blev formålet også meget tydeligt. Jeg oplevede en organisation, der virkelig rykkede sammen.

Da Red Barnet fyldte 75 år i 2020, blev organisationen kontaktet af en ældre mand ved navn Joop, der som barn havde siddet i koncentrationslejren Bergen- Belsen med Anne Frank. Mirakuløst havde han overlevet med begge sine forældre, og efterfølgende var de kommet til Amsterdam. Her faldt hans mor over en annonce i avisen, hvor der stod: ’Har dit barn været i koncentrationslejr?’ Det havde han jo, så derfor fik han mulighed for at blive sendt på et af Red Barnets første toge til Danmark for at bo i en plejefamilie i Frederiksborggade i København på et rekreationsophold. ”I dag er han en ældre mand og bor i Køge, og jeg har haft fornøjelsen af at møde ham et par gange nu. Jeg holder meget af at høre fortællinger, der trækker tråde langt tilbage i historien. Det er en påmindelse om, at det ikke er os, der er her lige nu, der er den. Vi står på skuldrene af de mange generationer før os,” siger Johanne Schmidt Nielsen.

Jakke, Cecilie Bahnsen x Mackintosh, 17.100 kr.
Strik, Comme des Garçons hos Mads Nørgaard, 2.250 kr.

MEGET ER GÅET i den rigtige retning i flere årtier. Der er ganske vist historisk mange børn, der befinder sig på flugt eller i humanitære kriser, men vi har oplevet fantastiske fremskridt med at få børn i skole og forhindre børneægteskaber. Før pandemien gik ni ud af 10 af verdens børn i skole. Det er et fantastisk resultat, og det er kun lykkedes på grund af en fælles, global indsats. Men under den første og største lockdown var ni ud af 10 børn ude af skolerne. Vi ved fra ebolakrisen, at rigtig mange af de børn aldrig kommer tilbage i skolerne på grund af fattigdom. De bliver i stedet rekrutteret til arbejde, væbnede konflikter eller giftet bort.

Børneægteskaber er ikke nødvendigvis gjort af ondskab. Det er så tæt forbundet med fattigdom, for hvis man har syv munde at mætte derhjemme, kan det være en strategi at gifte sin 14-årige datter væk, for så bliver hun forsørget et andet sted, og man har selv en mund mindre at mætte derhjemme. Det bedste redskab mod det er skolegang. Rigtig længe er antallet af piger, der ender i børneægteskaber, faldet, men der er risiko for, at vi mister årtiers fremskridt på jorden, når det kommer til både at bekæmpe det og sikre kvalitetsuddannelse til børn.

Det frygtelige er, at bistanden i næsten alle lande er forbundet med bruttonationalproduktet, så vi har et virkelig stort og akut behov for at sætte ind, samtidig med at mange lande mindsker bistanden. Det er en tragedie, og vi har et kæmpeansvar for globalt at sætte massivt ind for at sikre verdens mest udsatte. Der skal virkelig handles nu. For covid-19 er en sundhedskrise, men den er også meget mere end det. Det er i allerhøjeste grad en børnerettighedskrise. Vi risikerer at se en eksplosion af børneægteskaber og børn uden skolegang, og herhjemme risikerer vi, at børn, der i forvejen levede svære liv, bliver skubbet endnu længere ud af fællesskabet.

Der er ingen tvivl om, at opgaven her og nu, for alle, der interesserer sig en smule for børns rettigheder, er det lange, seje træk, som det vil kræve at komme ud af covid-19’s skygge. Derfor påhviler der et stort ansvar på en organisation som Red Barnet for at få sagt det så tydeligt og klart, at man fra politisk side er nødt til at handle. Vi står over for et virkelig afgørende tidspunkt i historien lige nu. Det er jeg nervøs for. Det må jeg indrømme. Jeg er simpelthen nervøs for, at vi ikke formår at løfte den opgave sammen og prioritere de ressourcer, det koster ikke at tabe millioner af børn.

Men jeg vil også sige det sådan, at jeg er bekymret, men bestemt ikke demotiveret. Der er en stærk energi i, at behovet er så tydeligt. På et fagligt plan er det altid spændende, når det er op ad bakke. Jeg kan godt lide eksempelvis at arbejde med mental sundhed og insistere på, at vi skal have den nød knækket, selv om det umiddelbart er lettere at tale om sult eller vacciner. Det udfordrer mig, hvordan taler vi om det, så det bliver indlysende for os allesammen, at selvfølgelig er det lige så vigtigt, at der er styr på det, som at der er telte og vand.

Derfor mærker jeg først og fremmest et gåpåmod. Da jeg forlod politik, var det aldrig sådan, at jeg tænkte: ’Nu skal jeg bare have overstået den her pause og så tilbage til Folketinget’. Jeg syntes, det var så sjovt at skulle noget andet. Og det synes jeg stadig. For nu skal jeg virkelig gøre mig umage, når jeg går på arbejde. Nu er jeg helt generelt et grundigt menneske, der forbereder mig ordentligt, men i min sidste tid på Christiansborg havde jeg godt nok kørt mange samråd igennem. Jeg er dejligt udfordret som generalsekretær i Red Barnet, men jeg kan også virkelig godt lide det.

Fra Dossier nr. 25,  juli-august 2021.

Læs også: