Jonas Vingegaard

om at blive moden

Jonas Vingegaard fra Team Jumbo-Visma har altid været sin egen største fjende. Han ville præstere. Og når præstationerne ikke levede op til forventningerne, følte han en dyb skuffelse. Præstationsangsten forduftede først, da hans datter kom til verden. Nu hvisker cykelsportsjournalisterne om, at den 24-årige thybo kan blive Danmarks næste store Tour de France-håb.

DET VAR EN stor forløsning, da jeg vandt femte etape af UAE Tour 2021. På mange måder blev det starten på min gode sæson, der står i kontrast til sidste år, hvor jeg ikke rigtig leverede nogen resultater.

Jeg er i tvivl om, hvad jeg egentlig kan huske, og hvad jeg har set på tv efterfølgende. Men et øjeblik står klart for mig. Det er sekundet, før jeg satte mit sidste angreb ind. Forskellige ryttere havde forsøgt at stikke, og jeg kunne mærke, at benene var der. Det er aldrig behageligt, når man skal op ad en stor stigning, men den dag kunne jeg nemt køre med, og jeg tænkte, at det kunne gå hen og blive en god dag.

Der var stilstand i feltet og 500 meter til målstregen. Folk så hinanden an. Foran lå Alexey Lutsenko (Astana-rytter, red.), der havde været i udbrud det meste af dagen. Momentet var der. Jeg kunne mærke det. Jeg ville udnytte det. Idet jeg rejste mig for at angribe, så jeg, at min holdkammerat Sepp Kuss havde tænkt det samme. Vi kiggede på hinanden. Stoppede begge. Men jeg kunne se, at han ikke ville køre, så jeg tog chancen og stak.

Jonas Vingegaard er født og opvokset i Thy, og han bor og træner stadig i Glyngøre. I 2021 har han vundet etapen i UAE, et mindre italiensk etapeløb, og opnået andenpladsen i Baskerlandet Rundt. Hans sportsdirektør, Merijn Zeeman, spår ham en rolle som leder for hele Jumbo-Visma, og som en rytter, der vil kunne blande sig i kampen om podieplaceringer i de helt store etapeløb. Til sommer skal den alsidige, vævre rytter med en kampvægt på 60 kilo hjælpe verdensstjernen Primoz Roglic med at vinde Tour de France.

Det øjeblik står soleklart. Det er det, der er min force. Det taktiske. Jeg finder de rigtige momenter at angribe i og bruger ikke unødvendige kræfter på at lukke huller. Det er et gamble, men når det lykkes, har jeg gode chancer for at køre med om sejren. Da jeg hentede Alexey Lutsenko, havde han stadig lidt i tanken og prøvede at trække fra mig. I hovedet sagde jeg til mig selv, at jeg godt kunne gøre det. Jeg skulle tro på det, give den fuld gas til stregen, og så ville jeg spurte fra ham. Adam Yates og Tadej Pogačar jagtede mig. Det havde jeg helst været fri for, men det gjorde også, at jeg gav den en halv procent mere.

10 meter fra målstregen kunne jeg smide armen i vejret og juble. Sejren dedikerede jeg til min kæreste og vores datter, Frida.

DET BLEV MIT store gennembrud. Medierne spørger altid, om jeg kan blive Grand Tour-kaptajn eller køre på podiet. Jeg tænker ikke over det. Enten sker det, og hvis det ikke gør, skal jeg bare være hjælperytter. Selvfølgelig har jeg store drømme, men spørgsmålet er, om det er realistisk. Det kommer an på min udvikling; hvis den ikke fortsætter, giver det ikke mening at sige, at jeg vil vinde alle mulige cykelløb.

Hvis jeg skal have succes, skal jeg være tryg, jeg er en tryghedsperson. Men jeg har altid været min egen største fjende. Tidligere i min karriere har jeg haft svært ved at skulle leve op til andres forventninger. Og i endnu højere grad mine egne. Det blev et benspænd for mig og ødelagde meget. Jeg blev skuffet, når jeg ikke præsterede, og det gik ud over troen på mig selv.

Det ændrede sig, da min datter, Frida, kom til verden tidligere i år. Jeg blev mere moden, voksede som menneske og tager mere ansvar. Pludselig er der det her lille menneske, jeg skal tage mig af. Frida er det skønneste i hele verden, og jeg skal være der for hende. Det er langt vigtigere end en cykelkarriere.

Nu tænker jeg, at de eneste, jeg skal gøre glade, er mig selv og min familie. Men jeg arbejder stadig på ikke at være min egen største fjende.

Fra Dossier nr. 25,  juli-august 2021.

Læs også: