Karen Asta 
Arnfred Vallgårda

Lektor og forskningsleder, ph.d. i historie, 41 år

Danmark var ikke mange dage inde i den første coronanedlukning i marts sidste år, før det gik op for forskeren Karen Vallgårda, at den ville komme til at føre til en eksplosion inden for hendes forskningsfelt. Det er imidlertid ikke, fordi hun arbejder med medicin, pandemier eller krisepsykologi. Hun er historiker, og hendes forskningsfelt er familiens skyggesider, og da nedlukningen blev annonceret, gik hendes tanker til de familier, hun vidste ville blive presset af coronakrisen. ”For mange velfungerende middelklassefamilier var den første nedlukning et behageligt break fra hverdagen, men i min forskning interesserer jeg mig især for de hjem, det ikke er hyggeligt at være isoleret i,” fortæller Karen Vallgårda, der er født i Danmark, men har en svensk mor. ”Da vi alle sammen blev sendt hjem, var der mange, der skulle opholde sig hos hinanden i belastede relationer, hvor der pludselig ikke var mulighed for at slippe væk. Og effekten kunne ses med det samme.”

Det er den effekt, Karen Vallgårda nu forsker i som en del af STAY HOME-projektet. Projektet er finansieret af Carlsbergfondet og består af en gruppe forskere inden for forskellige fagområder fra Københavns Universitet, IT-Universitetet og Arkitektskolen, der belyser det samme emne: Hvad skete der med hjemmet, en hjørnesten i den danske coronastrategi, under og efter coronanedlukningen? Mens forskere fra Arkitektskolen og IT-Universitetet undersøger, hvordan hjemmets fysiske og digitale rammer blev påvirket, da det meste af Danmark blev sendt i husarrest og på hjemmekontor, og teologer gransker religiøse praksisser i hjemmet, så undersøger historikere fra Københavns Universitet, hvad det betød for familien. For Karen Vallgårda, der har forsket i de nære, svære og ømme relationer i årevis, var det tydeligt, at mange familier ville lide, og at især børn ville betale prisen. ”Krisecentrene advarede om, at antallet af kvinder og børn med behov for hjælp ville stige, og kort efter meldte de ud, at de var fuldt belagt. Politikerne trådte til og skabte muligheder for ekstra krisecentre, men der var stadig mange børn, der måtte blive i hjem med misbrug og vold,” fortæller hun. Hun håber, at det ekstreme fokus, der har været på hjemmet og familien i coronatiden, trods alt kan føre noget godt med sig. ”Historisk set har politisk bevågenhed ikke altid ført til et fald i vold i hjemmet. Men mit håb er alligevel, at den intensivering af volden, der har været under coronanedlukningen, vil føre til mere opmærksomhed på problemet og nogle mere grundlæggende samfundsdebatter om, hvad vi skal gøre ved det.”

Karen Vallgårda i Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab på H.C. Andersens Boulevard i København.

Sweater, Filippa K, 1.100 kr.
Nederdel, Filippa K, 1.800 kr.
Halskæde, Cartier, 18.500 kr.
Armbånd, Cartier, 63.000 kr.

Det er netop sammenhængen mellem familien og samfundet, som Karen Vallgårda har dedikeret sin forskning til. Hun har tidligere forsket i det 19. og 20. århundredes barndomshistorie og skilsmisser, og i 2017 fik hun tildelt forskerlederbevillingen Sapere Aude til at forske i familiehemmeligheder i samme periode. Det er ikke bare en af de fornemmeste priser inden for dansk forskning, det er også en pris, der består af en klækkelig sum, der kan booste en forskers karriere. Bevillingen har gjort det muligt for Karen Vallgårda at hellige sig forskningen og sætte et team, der kan hjælpe hende. Det er en drøm for hende, for siden hun var helt lille, er det de ting, hun alligevel gik og studsede over. ”Jeg har altid, fra barnsben af, været optaget af og lagt mærke til, hvordan magt spiller ind i alle mulige former for relationer, og hvordan de mere usynlige dynamikker former, hvad vi kan og ikke kan i nære forhold.” Hun stopper op og griner lidt. ”Det kommer til at lyde forkert, men min interesse og min forskning har på mange måder fulgt min egen livsbane.” Det, hun mener, er, at hun begyndte at forske i intime relationer, da hun mødte sin mand, og forskede i barndommen i det 19. og 20. århundrede, da hun selv blev gravid og fik børn, og at hun nu efter mange år i en kernefamilie forsker i, hvordan der bag familiens polerede familiefotografier ofte gemmer sig en helt anden virkelighed. ”Før i tiden handlede det i høj grad om at holde på formerne og tage sig godt ud udadtil, og også i dag viser vi den pæne, polerede familie frem på Instagram. Men vi ved jo godt allesammen, at familier også er fyldt med konflikter, utilstrækkeligheder og kvælende forventninger og begrænsninger. Spændet mellem det ydre og det indre har altid interesseret mig meget.”

Læs også:

Det var på et besøg på Stadsarkivet, at hun besluttede sig for at skrive om skilsmisser og familiehemmeligheder. Karen Vallgårda var egentlig derinde for at vejlede nogle kandidatstuderende i, hvad de skulle skrive om, men da arkivaren pegede på en bunke gulnede papirer og sagde, at der var meget guf i dem, kunne hun mærke sig selv blive en smule besidderisk. ”Jeg tænkte bare, at der ikke måtte være nogen andre, der tog stakken, for jeg ville have den for mig selv,” fortæller hun. Arkivaren viste sig at have ret, og det gik op for Karen Vallgårda, at skilsmissepapirer gav et sjældent indblik i de familiehemmeligheder, hun interesserede sig for, men som det af åbenlyse grunde kunne være svært at forske i. ”Når en skilsmisse går i gang, krakelerer facaden, og så handler det ofte om at få sig selv til at fremstå bedst muligt og udstille og eksponere modparten. Interessen i at skjule alt det grimme er ofte forsvundet, og i papirerne kan man læse om, hvordan manden læste pervers litteratur, konen kyssede med malersvenden og alle de andre ting, man har holdt hemmeligt for at værne om sit ry og rygte og ære,” fortæller hun. ”Det fascinerer mig bare, det beskidte, det ubehagelige, det kompromitterende, og så undrede det mig, at skilsmisser er så underbelyst, selv om skilsmisseraten også længere tilbage i tiden har været forbavsende høj. Den var over 20 procent i 1930’erne i København eksempelvis. Jeg syntes, det var mærkeligt, at det ikke er noget, vi har forsøgt at forstå i et historisk perspektiv.”

Det har været en kamp for Karen Vallgårda at få dele af den akademiske verden til at tage hendes valg af forskningsemne seriøst. I løbet af sin kandidatuddannelse og i begyndelsen af sine ph.d.-studier boede hun nogle år i New York, hvor hun studerede antropologi, køn, følelser og familierelationer hos nogle af feltets førende forskere på New School og NYU. Da hun kom hjem til Københavns Universitet, var det ikke alle, der tog de emner lige så seriøst. ”Jeg kom hjem på Saxo-instituttet, som var en del af det bunker-agtige gamle KUA, og det virkede lidt tungt og støvet efter New York. En af de første dage sad jeg ved siden af en mandlig kollega ved frokostbordet, og da jeg fortalte, hvad jeg forskede i, bemærkede han, at det var et rigtigt kvindeemne. Det var meget tydeligt, at det ikke var positivt ment. Der stod det klart for mig, at jeg skulle kæmpe mod nogle lidt forstokkede forestillinger om, hvad historievidenskab er eller bør være.”

”Når det kommer til familiehemmeligheder historisk set, så er der en del gengangere,” fortæller Karen Vallgårda. ”Den søster, man er vokset op med, viser sig måske at være ens mor. Det er en klassiker. Så er der sådan nogle ubehagelige familiehemmeligheder
med incest og misbrug. Der er også mange hemmeligheder, hvor man skjuler sin seksualitet, måske med hjælp fra familien. Og så er der rigtig meget alkoholisme, mange perversiteter og meget utroskab.”

Sweater, Filippa K, 1.100 kr.
Nederdel, Filippa K, 1.800 kr.
Halskæde, Cartier, 18.500 kr.
Armbånd, Cartier, 63.000 kr.

Karen Vallgårda havde dog også folk på sin side, og hun blev tildelt nok rejsestipendier, priser og forskningsstøtte til, at hun ikke følte sig mødt af en mur. Men det var først, da hun fik en fast stilling på Københavns Universitet, som så mange forskere kæmper om, at hun virkelig følte, hun blev taget alvorligt. Siden er hun blevet tildelt Sapere Aude-prisen og blevet forperson for Det Unge Akademi under Videnskabernes Selskab, Nu, med STAY HOME-projektets fokus på hjemmet og de relationer, der udspiller sig inden for det, er det tydeligt, at de emner betragtes som samfundsrelevante. ”I den traditionelle historieskrivning har kvinder været usynlige, deres liv har ligget uden for historien. Historieskrivningen er vigtig, for den bestemmer, hvem der er værd at skrive om, og hvem vi udelader. Men nu lader det heldigvis til, at der er enighed om, at det er tilstrækkelig vigtigt at forske i vold i hjemmet.”

STAY HOME-projektet gik i gang i september sidste år, og indtil videre skal det løbe indtil 2024. Karen Vallgårdas rolle er dels at deltage i den fælles formidling og forskning, som projektet består af, dels at vejlede ph.d.-studerende Katrine Rønsig Larsen, som undersøger krisens konsekvenser for udsatte familier. Den slags forskning tager tid, for der skal både indsamles data fra krisecentrene og laves dybdegående interview med voldsramte kvinder, som det kan være svært at få i tale. Og så skal forskerne forsøge at dechifrere, hvad det betyder, at nogle tal går op, mens andre går ned. ”I Danmark skete der samtidig med nedlukningen et fald i indberetninger om misrøgt og vold mod børn, men det skyldes formentlig, at pædagoger og lærere ikke kunne opfange tegn på mistrivsel på grund af distanceringen,” fortæller Karen Vallgårda. En ting står imidlertid klart: Projektet har allerede nu vist, at den psykiske, fysiske og seksualiserede vold er steget under coronapandemien, og det er ikke kun i Danmark, at den tendens gør sig gældende: ”Krisecentre verden over har meldt om en voldsom stigning af henvendelser fra kvinder under lockdown,” siger Karen Vallgårda. ”Man taler ligefrem om en skyggepandemi – altså en pandemi med vold, der har udspillet sig i skyggen af coronapandemien. Den har fået lov til at udvikle sig blandt andet på grund af krisestrategien med nedlukning.”

Når fremtidens familiehistorikere skal forske i coronapandemiens betydning for familien, ligesom Karen Vallgårda har forsket i den samfundsmæssige udviklings betydning for børn, skilsmisser og familieliv i de forrige århundreder, så tror hun, at det er en af de ting, de vil bide mærke i. For mens det ikke har overrasket Karen Vallgårda, at volden i hjemmet er steget under coronanedlukningen, som gjorde mange sårbare hjem til et mere udsat sted at opholde sig, så kan hun godt undre sig over, at det ikke var en større del af overvejelserne, inden landet blev lukket ned. ”Der var ikke nogen tvivl om, at vi skulle handle, men vi har måske mistet blikket for nogle af de udsatte grupper. Det var eksempelvis en skandale, at så mange børn og unge stadig skulle være hjemme, mens barerne var åbne,” siger Karen Vallgårda. ”En del af dem havde det rigtig svært i forvejen, og endnu flere fik det svært på grund af den langvarige isolation. Det, synes jeg, skal med i ligningen.”

Fra Dossier nr. 25, juli-august 2021.

Læs også: